Er de døde i live?
MENNESKET har et stærkt ønske om at leve; så stærkt er dette ønske at de fleste mennesker op gennem tiden har været uvillige til at acceptere døden som en realitet. Begravelsesskikke før og nu tyder på en overbevisning om at de døde ikke alene er i live, men at de endog kan øve indflydelse på de levende, enten til det gode eller til det onde.
Om de gamle babylonieres tro skriver professor Morris Jastrow jun. i The Religion of Babylonia and Assyria:
„Man skal ikke tro at benægtelsen af menneskets udødelighed betød at man regnede med det bevidste livs fuldstændige udslettelse. Hverken folket eller de religiøse ledere forestillede sig nogen sinde at der kunne være mulighed for en fuldstændig tilintetgørelse af det der engang var blevet til. Døden var en overgang til en anden form for liv, og benægtelsen af udødelighed understregede blot den manglende mulighed for at undfly den eksistensforvandling som døden udvirkede. . . . Den babyloniske religion bevæger sig ikke uden for det stadium af tro som er karakteristisk for primitive kulturer overalt, nemlig at en absolut afslutning på livet er utænkelig. Man har altid forestillet sig at livet måtte fortsætte under en eller anden form.“
Babyloniske begravelsesskikke
Ifølge de gamle babyloniere kommer mennesker ved døden til Arallu, „det øde land“, hvor de lever videre i en trist tilværelse. „Legemet, som den bortgåede sjæl stadig var levende interesseret i, blev enten begravet eller brændt, og de mandlige slægtninge forsynede det med føde, drikke og klæder, samt redskaber som var karakteristiske for vedkommendes beskæftigelse mens han var på jorden. Ligbrænding og begravelse eksisterede side om side fra de tidligste tider.“ — Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics.
Ifølge det samme værk plejede man endog ved ligbrænding at lade føde og andre ting ledsage et menneskes jordiske rester. „Asken blev omhyggeligt opsamlet i en urne, hvori krukker med drikke (øl i den tidligste periode, vand i den senere), brød, osv., blev anbragt, for at dække sjælens øjeblikkelige behov.“
De gamle babyloniere troede ikke kun på at de døde stadig var i live, men de troede også at mennesker kunne kommunikere med og være under indflydelse af dem. Skikken udviklede sig til månedlige fællesskabsofre til de døde forfædres „skygger“.
Professor Jastrow påpeger at en vigtig faktor i forbindelse med den ære som de levende viste de dødes minde, var frygt. Ja, frygten tilskyndede de levende til at udføre forskellige ritualer i forbindelse med de døde. Professor Jastrow siger i den forbindelse: „At forsyne de døde med mad og drikke, at mindes deres dyder i sørgedigte, at bringe ofre til deres ære — sådanne ritualer blev udført, lige så meget ud fra ønsket om at sikre sig de dødes gunst og afværge deres onde anslag, som ud fra pietetsfølelse (denne manglede dog heller ikke). De døde som ikke blev passet ordentligt af deres overlevende slægtninge, ville hævne sig på de levende ved at plage dem som kun en dæmon kunne gøre det.“
Hvad man gjorde i Ægypten
I oldtidens Ægypten rådede en lignende indstilling til de døde, skriver H. R. Hall, der er specialist i ægyptisk oldtidshistorie: „At den der havde været i live, nu var absolut og uigenkaldeligt død, var lige så utænkeligt for de tidligste ægypteres barnlige sind som det var for ethvert andet urmenneskes. Og blandt denne den mest konservative af alle racer, blev den oprindelige tanke blot mere detaljeret og udviklet i sit ritual efterhånden som civilisationen udviklede sig.“
Med hensyn til begravelsesproceduren gik ægypterne langt videre end babylonierne. I oldtiden blev ægyptiske slaver kvalt og begravet sammen med deres herrer for at tjene dem efter døden. Når kongelige personer blev begravet, blev en umådelig række genstande begravet sammen med dem. H. R. Hall giver nogle eksempler:
„Der var i bunkevis af store vaser med vin, korn eller anden føde, dækket med fedt for at bevare indholdet, og lukket med en keramikprop, som igen var beskyttet af et kegleformet lersegl der var stemplet med det kongelige cylindersegls mærke. Der var beholdere med korn, [der var] oksestege, keramikfade, kobberpander og andre ting som kunne være nyttige for den åndelige husholdning i graven. Der var utallige mindre redskaber, redskaber som uden tvivl blev benyttet af den døde monark da han levede og som han ville være glad for at se igen i den næste verden — udskårne elfenbenskister, sminkepaletter til at knuse øjenfarve på, gyldne knapper, modelredskaber, modelvaser med gyldne låg, elfenbens- og keramikstatuetter, og andre kunstgenstande, kong Den’s kongelige gyldne dommersegl i sit elfenbensskrin, og så videre.“
De har sikkert set et billede af de kæmpemæssige ægyptiske pyramider. Disse er luksuriøst udstyrede gravmæler for døde ægyptiske kongelige. Keops-pyramiden i nærheden af Cairo var oprindelig 146,59 meter høj. Hver side målte 230,35 meter i længden. Dette massive bygningsværk, som består af over to millioner sten der vejer op til to og en halv tons hver, dækker et område på 54.000 kvadratmeter, nok til ti fodboldbaner. Forbundet med pyramiderne var der templer hvor man kunne tilbede de døde faraoner.
Noget enestående ved de ægyptiske begravelsesskikke var at man bevarede legemet ved at balsamere det. Den græske historiker Herodot, som var øjenvidne til denne proces, fortæller om tre metoder, hvoraf han beskriver den mest kostbare således:
„[De der balsamerer] tager først et kroget stykke jern, og med dette trækker de hjernen ud gennem næseborene, for ad denne vej at blive af med noget, mens hjerneskallen renses for det resterende med droger; dernæst foretager de et indsnit i lænden med en skarp etiopisk sten og fjerner hele indholdet af bughulen, som de så renser, idet de vasker den grundigt med palmevin og derefter igen hyppigt med et udtræk af pulveriserede aromastoffer. Derefter udfylder de hulrummet med den reneste stødte myrra, med kassia, og alle mulige andre slags krydderier undtagen røgelse, og syr åbningen sammen. Så anbringes legemet i natron [et natriumkarbonat] i halvfjerds dage og dækkes fuldstændigt. Efter udløbet af dette tidsrum, som ikke må overskrides, bliver legemet vasket, hvorpå det svøbes fra isse til fodsål med stykker af fint linned og smøres over med gummi, der oftest anvendes af ægypterne i stedet for lim; og i denne tilstand gives det tilbage til slægtningene, som lægger det ned i en trækasse de har fået lavet til formålet og som er formet i menneskeskikkelse. Så tager de kassen og anbringer den i et gravkammer, lodret op ad muren.“
Hvad var formålet med denne detaljerede balsameringsproces? De gamle ægyptere troede at mennesket bestod af flere dele. Der var echu’en (en lysånd), ba’en (den fuglelignende sjæl, der karakteriserede menneskets åndelige formåen), ka’en (individets dobbeltgænger, som fulgte mennesket fra fødselen og ud over døden) og khaibit’en (hans skygge). Disse mentes at adskilles fra legemet ved døden. I de tidligste tider troede ægypterne at den dødes sjæl om dagen vandrede omkring i underverdenen eller i ørkenen, men at den om natten eller i farefulde stunder ville vende tilbage til legemet. Dette var sandsynligvis en væsentlig grund til at der blev gjort så store anstrengelser for at bevare legemet. Således siger historikeren Carl Grimberg: „Hvilken uhørt rolle har ikke troen på de dødes liv spillet for kulturen i Ægypten! Hvilken vældig magt har ikke udødelighedstanken været for den menneskelige udvikling. Den romersk-katolske kirke fik ganske vist gennem sin lære om skærsilden og sjælemesserne et fast greb om menneskenes sind, men før den tid har ikke noget folk så ivrigt som ægypterne sat arbejdskraft og jordisk ejendom ind for at betrygge tilværelsen efter døden. Og de har ikke gjort det bare ved balsamering og ved at skabe monumentale gravbygninger: Såvel konger som privatpersoner ansatte allerede i deres levetid en hel stab af præster der skulle sørge for at de på deres sidste hvilested fik tilbørlige dødeofre og hædersbevisninger.“ — Verdenshistorien af Carl Grimberg, bind I, side 67.
Ja, den opfattelse at de døde er i live har overlevet helt op til vore dage. „Blandt mange folkeslag,“ erklærer Encyclopædia Britannica, „har den opfattelse at de døde faktisk hvilede i deres grave, gjort visse hellige personers grave til helligdomme som besøges af tusinder i den hensigt at opnå et helbredende mirakel eller tillægge sig religiøs fortjeneste; bemærkelsesværdige eksempler på sådanne valfartssteder er Sankt Peters grav i Rom, Muhammeds i Medina og, i fortiden, kong Imhōteps i Sakkara i Ægypten.“
Bibelens utvetydige synspunkt
Helt anderledes end disse indviklede begravelsesmetoder var den enkle metode som fortidens israelitter anvendte når de fjernede deres døde. Således siger Encyclopædia Judaica: „Arkæologien afslører ingen karakteristisk israelitisk begravelsespraksis i så godt som hele den bibelske periode. . . . [Mose]loven siger relativt lidt om begravelse, og der hvor den berører emnet, gør den det af hensyn til den smittefare som den døde frembød (4 Mos. 19:16; 5 Mos. 21:22, 23). De døde priser ikke Gud, de er glemt og afskåret fra hans hånd (Sl. 88:7, 11-13), og som en konsekvens heraf er det i den israelitiske religion højst en periferisk sag at sørge over og begrave de døde.“ Så uanselige var de jødiske begravelsessteder at Jesus kunne tale om „de mindegrave der ikke bemærkes, så menneskene går på dem uden at vide det“. — Luk. 11:44.
Dette viser klart at Bibelen har et utvetydigt syn på døden. Både i De hebraiske Skrifter og i De kristne græske Skrifter sammenlignes døden med en søvn hvorunder de døde er uden bevidsthed, ’ingenting ved’. (Præd. 9:5; Sl. 13:4; Joh. 11:11-14) De der dør lægges ned i „dødens støv“. — Sl. 22:16; Es. 26:14.
Hvad så med sjælen? Ifølge Bibelen er sjælen ikke en del af et menneske, men selve mennesket. (1 Mos. 2:7, 1871-overs.; 1 Kor. 15:45) Når et menneske dør, dør sjælen derfor også. Således fordømmer profeten Ezekiel nogle der ved deres efterladenhed „dræber sjæle, der ikke skulle dø“, og „holder sjæle i live, som ikke skulle leve“. (Ez. 13:19; 18:4, 20) I overensstemmelse med mange almindeligt anerkendte bibellærde, siger professor Edmond Jacob fra universitetet i Strasbourg ligefremt: „Ingen bibeltekst autoriserer det udsagn at ’sjælen’ adskilles fra legemet i dødsøjeblikket.“ Vidste De det?
Da de døde ikke er i live, kan de ikke volde nogen på jorden skade. De kan heller ikke hjælpes gennem religiøse ceremonier der foretages af de levende. Bibelens håb for de døde består ikke i at en ikke-eksisterende udødelig sjæl overlever, men i en opstandelse. Dette betyder en tilbagevenden til livet for hele personen, som det skete med de mennesker Jesus oprejste fra de døde. (Luk. 7:11-17; 8:41, 42, 49-56; Joh. 11:1-44) Har De lyst at lære mere om dette håb, der er baseret på Bibelen? Hvis det er tilfældet, så bed udgiverne af dette blad om at hjælpe Dem.