„Hvor din skat er, der vil dit hjerte også være“
„Vær vågen og på vagt over for al slags havesyge, thi selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det, han ejer.“ — Luk. 12:15, NW.
1. Hvorfor er det nu nødvendigt at være renhjertet og at handle retskaffent?
HVOR er dit hjerte? Er det vendt mod din Skaber, Jehova, eller driver det dig til at handle som den gudløse, fordærvede verden? Du skal altid lægge dig på sinde, at „Jehova . . . ser, hvordan hjertet er.“ (1 Sam. 16:7, NW) Der råder ingen tvivl om, at universets allerhøjeste Gud kan gennemskue dine motiver; han ved, hvilke skatte du higer efter. Kong David sagde til Salomo: „Kend din faders Gud og tjen ham helhjertet og med en glad sjæl, thi Jehova ransager alle hjerter, og hver tankes tilbøjelighed kender han. Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig, men forlader du ham, vil han forkaste dig for evigt.“ (1 Krøn. 28:9, NW) Enhver, hvis hjerte er for Gud, kan finde ham. Men dem, som vender Gud ryggen, hjælper han ikke. Ingen kan skjule sine gerninger for hans blik, „thi for [Jehovas] øjne er menneskets veje“. — Ordsp. 5:21.
2-4. a) Hvordan tilkendegav Paulus, hvor hans hjerte var? b) Hvilke ugerninger, som han beskrev, skulle vi undgå, og hvorfor?
2 Paulus indså dette. Først prøvede han som farisæer at tjene Jehova Gud under det da forkastede mosaiske lovsystem, og han mente, at det var hans pligt som jøde at forfølge Kristi efterfølgere, „mænd eller kvinder“, som holdt sig til „vejen“ — denne nystiftede religion. (Ap. G. 9:1, 2) Men da han på en dramatisk måde fik sandheden forelagt, vendte han om, opgav sine tidligere religiøse skikke, der nu var forældede, og blev „en Jesu Kristi træl og kaldet til at være apostel“. (Rom. 1:1, 2, NW) Paulus blev skilt ud fra den gamle tingenes ordning, der eksisterede på hans tid, og blev sat til side til „Guds gode nyhed“. Hans hjerte hang ikke længere ved den gamle jødiske, hykleriske tingenes ordning. Han var kommet til kundskab om Kristi Jesu opstandelse og var nu blevet en nidkær tjener for håbet om evigt liv. Paulus var kendt i hele Palæstina, Lilleasien, Grækenland og også i Rom, fordi han „fra dag til dag“ fortalte „den gode nyhed om frelse ved ham“. (Sl. 96:2, NW) På sine mange rejser havde han ypperlig lejlighed til at iagttage, hvordan mennesker levede. Han aflagde besøg sted efter sted i en bundfordærvet verden og skammede sig ikke ved den gode nyhed; „den er i virkeligheden Guds kraft til frelse for enhver, som tror“. Han prædikede for jøder og grækere, det vil sige for dem, som troede, og dem, som ikke troede på Jehova Gud. Gennem dette budskab, denne gode nyhed, blev Guds retfærdighed åbenbaret. Paulus havde lært Guds ord at kende gennem flittigt studium. Han vidste, at „den retfærdige skal leve ved hjælp af tro“. — Rom. 1:16, 17, NW; Hab. 2:4.
3 Som sand kristen tøvede Paulus ikke med at fortælle om Guds vrede mod al ugudelighed og uretfærdighed. I sit brev til romerne skrev han med al ønskelig tydelighed. Du kan let forstå, hvad han mener, når du læser Romerne 1:18-32. Ifølge Paulus’ argument havde Gud åbenbaret sig selv for alle mennesker, og den Almægtiges usynlige egenskaber kunne klart ses fra verdens skabelse af. Skønt mænd og kvinder i verden kendte Gud, ærede de ham langt fra som Gud eller takkede ham for alle de goder, der blev dem til del. Deres tanker viste deres tomhjernethed, og deres uforstandige hjerter blev formørket. Næsten alle mennesker blev overmåde dåragtige. Mænd og kvinder nedværdigede sig til en lav og lastefuld livsførelse. Paulus’ beskrivelse viser, at hans tid ikke var stort anderledes end vor. Den dag i dag kan vi sige som Paulus: „Derfor gav Gud dem hen til vanærende kønslige lyster.“ De var dengang og er stadigvæk optændt „i heftigt begær efter hinanden“, og det både mænd indbyrdes og kvinder indbyrdes, og de „øvede skamløshed“. Skønt de havde lejlighed til at høre sandheden og til at handle ret, påskønnede de ikke værdien af at have nøjagtig kundskab om Gud, men sagde: Hvorfor bruge tid på at skaffe sig kundskab om Gud, når vi kan forlyste os sammen med verden? Uretfærdighed, ondskab og havesyge gennemsyrede verden på Paulus’ tid. Folk gjorde hinanden fortræd. De var fulde af misundelse, kiv, svig og mordlyst. Alt dette florerede stærkt; alle var frække og hovmodige, gudshadere til hobe. Børn var ulydige mod deres forældre. Naturlig kærlighed var ukendt iblandt dem; de var blottet for barmhjertighed. Efter at Paulus så levende havde beskrevet sin samtid, tilføjede han: „Skønt de til fulde kender Guds retfærdige bestemmelse, at de, som øver sådanne ting, fortjener døden, vedbliver de ikke alene dermed, men de bifalder også dem, som øver dem.“ — Rom. 1:32, NW.
4 Paulus’ stærke ord har lige så stor gyldighed i dag. Til hele, menneskeheden, både i kristenheden og i den øvrige verden, hvor hedenske guder dyrkes, kan vi nu i lighed med Paulus sige: „Derfor er du uden undskyldning, menneske! hvem du end er, som opkaster dig til dommer; thi idet du dømmer de andre, fordømmer du dig selv; du dømmer nok, men handler selv på samme vis. Vi ved jo, at Guds dom med rette er over dem, som handler således. Men du, menneske! som dømmer dem, der handler således, og selv gør det samme, regner du med, at du vil kunne undfly Guds dom?“ (Rom. 2:1-3) Med andre ord: „For [Jehovas] øjne er menneskets veje.“ Hvor er dit hjerte? Er det med i denne løsagtighed eller imod den?
5, 6. Hvornår og hvorfor skal Guds retfærdige domme åbenbares, og over for hvem?
5 Ledende statsmænd i den nuværende onde verden giver overalt folk retningslinjer for, hvordan de skal ordne deres forhold, hvordan regeringen skal ordne sine, og hvordan alle bør leve i fred og fordragelighed. Men hvad ser vi? Bekymring blandt herskerne, fordærv blandt folket, fortvivlede forhold blandt nationerne. I dag har alle nationerne (uanset at nogle stadig hævder at være kristne) forhærdet deres hjerter over for Gud og hans rige. De ønsker ikke dette rige. (Matt. 6:10; 24:9) De er modstandere af at blive regeret af Gud, Jehova, og af hans indsatte konge, Kristus Jesus. (Sl. 2:1-3; Dan. 2:44; 12:1; Ap. G. 4:24-30; Matt. 24:9, 15; Åb. 11:15) Lad derfor Paulus’ ord gælde nationerne i vor tid: „Men ved din hårdhed og dit ubodfærdige hjerte samler du dig vrede til vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares, og han skal „gengælde enhver efter hans gerninger“: evigt liv til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed; over dem derimod, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretfærdigheden, kommer vrede og harme. Trængsel og angst over hver menneskesjæl, som øver det onde, over jøde først og så over græker; men herlighed og ære og fred over hver den, som øver det gode, over jøde først og så over græker. Der er nemlig ikke personsanseelse hos Gud.“ — Rom. 2:5-11.
6 Den omstændighed, at du er borger i en bestemt nation eller medlem af en bestemt religion, vil ikke beskytte dig mod Guds vrede. Hvor er dit hjerte? Hvor er din skat? Elsker du retfærdighed? Ønsker du at leve? Gør du det, så kend den eneste sande Gud, Abrahams, Moses’, Davids, Jeremias’, Jesu Kristi, Paulus’ og de andre første kristnes og vor tids sande kristnes Gud, og „tjen ham [Jehova] helhjertet og med en glad sjæl“ sammen med alle disse gudfrygtige mænd og kvinder. Husk, der står skrevet: „Han skal „gengælde enhver efter hans gerninger“.“
Uret tænkemåde
7. Hvordan er forholdene i kristenhedens førende nation, bedømt fra a) religiøs side og b) fra politiets side?
7 De fleste menneskers begreber er noget forvirrede. Det er upopulært at være for religiøs af sind eller at tale om Bibelen med sine venner. Kristenhedens religion er kun noget, man beskæftiger sig med om søndagen, og det kun en times tid, hvor folk sidder og hører på skøn orgelmusik, synger med på et par salmer og lytter til korsang. De hører en betalt præst prædike i en tyve minutter eller så fra prædikestolen. Måske taler han over Bibelen eller over en anden bog eller om politik. For langt de fleste af de mennesker, der dyrker en eller anden religion, udgør det summen af deres religiøse tænkning i ugens løb. Der findes få, ganske få, der regelmæssigt læser og studerer Guds ord, Bibelen, og uden at skamme sig taler om den til andre. Hvad angår Guds ord som rettesnor, har man meget lidt tilovers for Bibelen. For nylig blev det oplyst, at i De Forenede Stater tilhører 100.162.529 en eller anden religion. (New York Times, den 10. september 1956, siderne 1, 25) Det vil sige, at der er omtrent 68.000.000 i det land, som ikke hører til nogen religiøs organisation. Hermed et uddrag af rapporten:
„Statistikken er blevet samlet af rådet [Kristi Kirkers Nationalråd i De Forenede Stater], der har henvendt sig til 258 religiøse samfund. De rapporterede et samlet medlemstal på 100.162.529 eller 60,9 procent af befolkningstallet. Disse religiøse samfund udregner deres medlemstal på forskellig måde. Den romersk-katolske kirke medregner alle, der er døbt, også spædbørn. Den protestantiske kirke medregner som regel kun dem, som har opnået fuldt medlemsskab. De fleste er fra tretten års alderen og opefter. . . . Kirkernes medlemstal er steget med 2,8 procent.“
Men hvordan forholder det sig med børneforbrydelser og ungdomskriminaliteten i De Forenede Stater? Der er også en stigning på dette område. Ifølge de daglige avisreferater er den moralske standard i dag meget lav. Vi skal citere fra New York Times (27. september 1956, side 37):
„Det amerikanske opdagelsespoliti [Federal Bureau of Investigation, F.B.I.] forudsagde i dag [26. sept.], at såfremt den øjeblikkelige tendens fortsætter, vil der blive begået 2.500.000 storforbrydelser i De Forenede Stater i år. Det vil være det højeste tal, historien kan opvise.
På grundlag af det forhåndenværende materiale kan det ses, at 1956 vil være det femte år i træk, hvor storforbrydelsernes tal overstiger de 2.000.000, meddeler J. Edgar Hoover, chefen for F.B.I.
Hans offentlige rapport viser, at der er en stigning på 14,4 procent i alvorlige forbrydelser i årets første seks måneder, den største stigning, man har noteret siden den tilsvarende periode i 1946.
Storforbrydelser er ifølge F.B.I.s ordbog: mord, uagtsomt manddrab, voldtægt, røveri, overfald under skærpende omstændigheder, indbrud, tyveri og automobiltyveri. Der fandt 1.191.120 forbrydelser af denne art sted i den første halvdel af året. Det er en stigning på 162.770. . . .“
Man stiller uvilkårligt spørgsmålet: Hjælper kristenhedens religion Amerika? Hjælper den verden?
8, 9. a) Nævn nogle af frugterne af uret tænkning i kristenheden. b) Hvad er bibelsk set frugter af korrekt tænkning?
8 Når voksne og unge modtager ringe eller slet ingen åndelig vejledning, hvorledes kan man så forvente, at deres tænkemåde skulle følge retfærdige baner? Hele kristenheden må sammen med Amerika som en af dens førende nationer bære ansvaret for verdensforholdene. Dens frugter vidner ikke om, at den er kristen. De falske religiøse organisationer er så opslugt af denne verdens anliggender, beder for dens krige, indpoder had nationerne imellem og lader deres hjorde spredes og angiver dermed tonen for deres hyrder og hjorde. Deres moralske tilstand er nøjagtig som den, der var på Paulus’ tid. Livets materielle tarv optager en uforholdsmæssig stor plads i kristenhedens tankeliv og daglige færden; ja al åndeligsindethed er blevet fortrængt. Meget få søger oprigtigt Guds rige. (Matt. 6:33) Som børn har millioner lært at bede den bøn, Kristus Jesus lærte sine efterfølgere at bede: Komme dit rige; ske din vilje, som i himmelen således også på jorden. (Matt. 6:9-13) Spørg dig selv: Hvor mange af dem, som har bedt denne bøn en eller flere gange i deres liv, søger virkelig Guds rige? De første kristne bad denne bøn, troede på den, levede op til den og forkyndte den. Fra dag til dag fortalte de den gode nyhed om frelse ved Jehova. Men hvor mange gør det i kristenheden i dag? Hele vor tids tænkemåde er forkert! Folk higer ikke efter åndelige værdier, som „hverken møl eller rust fortærer“ eller „tyve bryder ind og stjæler“. (Matt. 6:20) Det er grunden til, at Paulus skrev til trofaste Kristi efterfølgere: „Sluttelig, brødre, beder og formaner vi jer ved Herren Jesus, at ligesom I har modtaget belæring af os om, hvordan I bør vandre og være Gud til behag, sådan som I jo allerede vandrer, at I da må vedblive med at gøre det i fuldere mål. For I kender de bud, vi gav jer ved Herren Jesus. For dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, at I afholder jer fra utugt; at enhver af jer bør vide, hvordan man får herredømme over sit eget kar i helliggørelse og ære, ikke i begærlig kønslig attrå, sådan som også, de folk har, der ikke kender Gud; at ingen går så vidt, at han i denne sag fortrædiger sin broder og gør indgreb i hans ret, thi Jehova forlanger straf over alt sådant, som vi allerede før har sagt jer og aflagt grundigt vidnesbyrd om. For Gud kaldte os, ikke for at tillade urenhed, men i forbindelse med helliggørelse. Den, der viser ringeagt, ringeagter altså ikke et menneske, men Gud, som giver sin hellige ånd i jer.“ — 1 Tess. 4:1-8, NW.
9 Paulus vidste, at verdens indflydelse ville være en fare for dem, som slog ind på den kristne vej. Derfor gav han dem bestandig sund formaning. Han vidste, at de første kristne, som søgte Guds rige, vandrede sømmeligt, og derfor sagde han: „Som I jo allerede vandrer.“ Men han opfordrede dem til at gøre det i endnu fuldere mål. De afveg lidt hist og her, og han så, at det med tiden ville føre til, at andre gjorde det samme, indtil de materielle rigdomme i denne verden ville få større tillokkelse end de åndelige. Paulus vidste, som også Jesus havde lært, at den kristnes hjerte ville være der, hvor hans skat var. Men hvis den kristne ikke længere samlede sig skatte i himmelen, da ville vedkommende være begyndt at samle sig skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer. Når man tager kristenheden i øjesyn, ser man en verdslig organisation, der er gold i åndelig henseende. Det menneske, som ønsker at behage Jehova, må forlade den og søge nærende føde, livsopretholdende ord hos Jehova og vende sig til Gud. Han må tjene Jehova af hele sit hjerte. Kristenheden og dens hyrder har svigtet sine folk. Alle kristenhedens nationer og alle andre nationer og folk har svigtet Gud og hans rige. Den eneste måde, hvorpå du kan vinde Jehovas gunst og velsignelse, er: „Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig, men forlader du ham, vil han forkaste dig for evigt.“ (1 Krøn. 28:9, NW) Søg og du skal finde!
10. Hvad fører det med sig, at man vælger at tjene Gud, og hvorfor?
10 Det menneske, som ønsker at tjene Gud og i sandhed indvi sit liv til Jehova og helliggøre sig ved at sætte sig selv til side til retfærdig tjeneste, til at forkynde Guds gode nyhed, vil opdage, at det er en vanskelig opgave. Han må gå imod vor tids civilisations brede strøm. Han vil blive udsat for mange trængsler. Men det er det rigeligt værd, for han står på den rette side, på Jehovas side. Om vor tid sagde Jesus med klare ord: „Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslagene for mit navns skyld. Da skal desuden mange bringes til fald og forråde hverandre og hade hverandre. Og mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild; og på grund af den stigende lovløshed vil kærligheden hos de fleste kølnes. Men den, der har holdt ud til enden, er den, der vil blive frelst. Og denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende komme.“ — Matt. 24:9-14, NW.
Sande rigdomme
11, 12. Hvordan kan man opnå sande rigdomme?
11 I vor tid er der hundreder tusinder fra jordens fjerneste egne og fra kristenheden, der har indviet sig til Jehovas tjeneste. De har givet udtryk for deres ønske om at gøre hans vilje. De har studeret Guds ord og vedbliver dermed, for de vil gerne samle sig skatte i himmelen. Den sande kristne vil erfare en rig velsignelse, når han adlyder Jehova Guds befalinger. Det menneske, som ønsker sande rigdomme, varige rigdomme, må forstå og påskønne, at det er vigtigt for ham at stå i et nært forhold til Skaberen. I Ordsprogene 10:22 (AS) står der skrevet: „Jehovas velsignelse, den gør rig; og han føjer ingen sorg dertil.“ Ingen, som kender noget til verdensforholdene, kan sige, at der ikke er sorg i denne verden. Den er fuld af sorg. Verden er ikke rig på åndelig kundskab. Dog findes der spredt rundt om i hele verden, men ikke som en del af verden, sande kristne, som er rige på åndelige kvalifikationer. De har modtaget Jehovas ufortjente godhed; de har anerkendt hans søn, Kristus Jesus, og de er fast besluttede på at vandre i hans fodspor og gøre hans gerning, en gerning, der skal udføres i disse sidste dage, de sidste for Djævelens organisation.
12 Sådanne trofaste efterfølgere af Kristus Jesus kan sige: „For vi har alle modtaget af hans fylde, og det ufortjent godhed efter ufortjent godhed. Thi loven blev givet ved Moses, den ufortjente godhed og sandheden er kommet ved Jesus Kristus.“ — Joh. 1:16, 17, NW.
13. Hvorfor er Guds skrevne ord uundværligt for opnåelse af varige rigdomme?
13 Ifølge Skriften tjente den lov, Jehova gav ved Moses, som en tugtemester, så visse mennesker kunne blive ført til Kristus Jesus. (Gal. 3:23-25; Matt. 5:17) Nu forstår vi, at Kristus Jesus, Guds søn, er kommet. Han har givet sit liv for at løskøbe de lydige af menneskeslægten, og han har gjort det muligt for enkeltpersoner at blive kristne, kristuslig, Kristi efterfølgere. (Hebr. 5:9; 1 Pet. 2:21; 1 Joh. 2:2) Det er alt sammen sket på grundlag af Guds ufortjente godhed og den sandhed, Jehova har åbenbaret for kristne gennem Kristus Jesus. Denne sandhed, der findes i Bibelen, er nu tilgængelig på næsten alle jordens sprog. Enhver, som ønsker at få indblik i Bibelen i dag, kan anskaffe sig en, læse den eller få den læst for sig. Bibelen er udkommet i større oplag end nogen anden bog. Jehovas vidner gør deres yderste for at udbrede Bibelen overalt i verden og for at hjælpe folk til at forstå dette Guds skrevne ord.
14, 15. a) Hvordan definerer Bibelen falske rigdomme? b) Hvad erfarer de, som i vor generation samler sig falske rigdomme?
14 Jehovas vidner påskønner Guds ufortjente godhed, for den har haft en mærkbar indflydelse på deres liv. Som trofaste Kristi Jesu efterfølgere har de smagt Guds ufortjente godhed; det er imidlertid Djævelens hensigt at vende dem alle bort fra Gud og føre dem tilbage til sin egen fold. Mens Jehova handler ud fra kærlighedens princip, handler Djævelen ud fra selviskhedens teori, og han har fået hele sin verdensorganisation til at gøre det samme. Selviskhed avler havesyge, og derfor advarer Bibelen så meget imod havesyge. Jesus sagde: „Vær vågen og på vagt over for al slags havesyge, thi selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det, han ejer.“ (Luk. 12:15, NW; 2 Mos. 20:17) Livet er en gave fra Gud gennem hans søn, Kristus Jesus. Det er ikke noget, Jehova Gud skylder os. Det er Guds ønske, at alle mennesker skal leve sammen i fred og velstand og elske deres næste som sig selv, men sådan er menneskene ikke til sinds i dag. Deres tilbøjelighed går i retning af selviskhed, fordi de ikke kender Gud og hans veje, og fordi de foretrækker at tjene denne gamle verdens interesser og Djævelen, Jehovas modstander. Gennem den nuværende selviske tingenes ordning foreholdes det bestandig både unge og gamle, at det eneste saliggørende er „at være rig“. De fleste tror fuldt og fast, at livet afhænger af deres velstand, og derfor gør de sig de ihærdigste anstrengelser for at skabe sig velstand, selv om det betyder tab af deres gode navn og rygte, deres helbred og deres venner. Til gavn for alle kristne skrev Paulus: „Men de, der er besluttede på at ville være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i fordærv og undergang. Thi kærligheden til penge er en rod til alle hånde skadelige ting, og ved at gribe efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig overalt med mange smerter.“ — 1 Tim. 6:9, 10, NW.
15 Ja selv nogle, som har levet som kristne, falder tilbage i den gamle verdens gænge og befatter sig med alle hånde skadelige ting. De skader først og fremmest sig selv. De viger bort fra Kristi Jesu grundlærdomme, og før de ved et ord af det, har de stukket sig overalt og lider mange smerter. Deres dage er fulde af sorg og ikke af den glæde og lykke, Jehova Gud giver dem, som elsker og stoler på ham. Nu som på Jesu tid ser vi nogle, som arbejder dag og nat for at samle sig rigdomme i deres lader. De tror, at den rigdom, de selv har samlet sig, vil give dem sikkerhed og liv. Vi læser den rige mands ord: „Så sagde han: . . . „Sjæl! du har mange gode ting liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad.“ Men Gud sagde til ham: „Du uforstandige, i nat kræver de din sjæl af dig. Hvem skal da have det, du har samlet dig?“ Således går det den, der lægger skatte til side til sig selv, men ikke er rig ind for Gud.“ (Luk. 12:18-21, NW) Jordiske rigdomme kan forsvinde som dug for solen. Tænk på de millioner af mennesker i Europa, der har mistet alle deres sparepenge, deres hjem, deres gårde, deres forretninger, fordi en selvisk diktator sendte sine hære imod dem for at udrydde dem. To verdenskrige i vor tid og alle tidligere krige har hjulpet Djævelen til at vende menneskers sind bort fra Gud. Mange skyder i bitterhed skylden på Gud for tabet af deres materielle rigdomme. Men havde sådanne mennesker beriget sig gennem Guds ord, ville de på forhånd have vidst, hvor nytteløst det er at samle sig jordiske rigdomme, som tyve kan stjæle og møl og rust fortære. I trængselstider har åndelige rigdomme bærende kraft og hjælper en til at tænke klart. Diktatorer kommer og går, og der er stadig nogle, som mener, at verden er til, for at de skal regere den, og at alle folk skal holdes under deres hæl. Der er store diktatorer, og der er små diktatorer. Begge kategorier er selviske, hvad enten de er ledere af en nation eller af et lille forretningsforetagende. Diktatorens sind og tanker drejer sig om ham selv og den rigdom, han kan erhverve sig. Han forstår ikke, at livet ikke hidrører fra det, han ejer. Alverdens gods og guld kan ikke skænke sin ejer evigt liv.
En gave fra Gud
16. Hvorfor giver Gud sine skabninger liv?
16 Guds ord siger klart og tydeligt, at livet er en gave fra Gud. (Rom. 6:23; Åb. 2:10) På grund af en ufortjent godhed fra Jehovas side får skabninger liv, og det var ligeledes på grund af sin godhed, at han sendte sin enbårne søn til jorden. Menneskene var dømt til døden og led under den i 4000 år, før Jehovas søn viste sig på skuepladsen. Alle de døde lå i deres grave, ingen var faret til himmelen eller til et helvede med evig pine, for „de døde ved ingenting“. (Præd. 9:5, 10) Synd kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, således at døden gik i arv til alle mennesker. (Rom. 5:12) Alle under denne fordømmelse er døde. Men nu har menneskene på grundlag af Jehovas ufortjente godhed mulighed for at opnå liv. Livet skænkes den enkelte af Gud og kommer ikke af det, et menneske ejer. Vi læser: „Den, som øver tro på Sønnen, har evigt liv; den, som er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.“ (Joh. 3:36, NW) Altså er tro og lydighed mod den sande Guds ord de krav, Gud stiller. Det må være en tro, der vokser og fylder hele dit liv, en tro, der vil føre dig frem til større forståelse af Jehovas ord gennem studium af det, en tro, der driver dig til vedholdende at tjene Gud med ånd og sandhed. (Joh. 4:23, NW; Gal. 6:8, 9) Paulus skrev, idet han citerede et af Jehovas tidligere udsagn: „„Min retfærdige skal leve af tro“; men „hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham“.“ (Hebr. 10:38; Hab. 2:4) De kristne hører ikke til dem, der unddrager sig. Men er der nogen iblandt dem, som gør det, vil også de gå til grunde sammen med denne tingenes ordning.
17, 18. Hvilken forbindelse viser Bibelen der er mellem liv og kundskab?
17 Studium af Guds ord, ransagelse af Skriften og iagttagelse af den fortsatte opfyldelse af de gudgivne profetier gør ens tro stærk. „Tro er den sikre forventning om det, man håber, skønt man ikke ser en tydelig tilkendegivelse af virkelighederne. For ved hjælp af den fik fortidens mænd vidnesbyrd.“ (Hebr. 11:1, 2, NW) Den, som tror på Gud, som nærer kærlighed til ham og til næsten, vil forlænge sit liv, fordi kærlighed driver al havesyge ud. „Den, som hader havesyge, lægger til sine dages tal.“ (Ordsp. 28:16, AS) Hans rette tænkemåde, hans rette brug af nøjagtig kundskab fører til liv. „Dette betyder evigt liv, at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den, du udsendte, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3, NW.
18 Om vi opnår evigt liv, afhænger af vor kundskab, af at vi til stadighed tilegner os kundskab om universets enehersker, Jehova Gud, og om hans søn Kristus Jesus. Men Satan, denne verdens gud, vil altid søge at få os til at tro, at livet kommer af det, vi ejer, af materielle ting, fremfor af den rette kundskab og forståelse af Jehovas hensigter. (2 Kor. 4:3, 4) Ret beset eksisterer liv kun, fordi Gud er kærlighed, hvilket han har vist gennem sin ufortjente godhed. Han er ikke forpligtet til at skænke os liv. Det er hans gave til alle, som tjener ham helhjertet.
19, 20. Hvilke hovedbetingelser for at opnå liv fremholdtes af Jesus?
19 Nogle har den opfattelse, at al deres materielle velstand skyldes, at Guds velsignelse hviler over dem. Men som Paulus sagde: „Kærligheden til penge er en rod til alle hånde skadelige ting.“ (NW) Hvis du lader penge komme i første række på grund af det, penge kan skaffe dig, og altså forud for Guds ord, og hvad det så sikkert kan bringe dig i form af evigt liv vil du komme på afveje: du vil ikke længere være i færd med at søge Guds riges interesser først. Jesus forklarede sin egen lignelse om sædemanden og sagde: „Billedet betyder dette: Sæden er Guds ord. . . . Med hensyn til det, som faldt iblandt tidsler, er det dem, som har hørt, men da de rives med af dette livs bekymringer, rigdomme og fornøjelser, kvæles de fuldstændig og fuldender intet.“ (Luk. 8:11-15, NW) Millioner og atter millioner har hørt Guds ord. De fattede stor interesse for det, men kun for en ganske kort tid. De studerede Guds ord, men lod sig samtidig rive med af dette livs bekymringer, rigdomme og fornøjelser. Således blev de fuldstændig kvalt og kunne ikke indånde den friske sandhedsluft af lutter bekymring. Sandhedens sæd blev aldeles fortrængt fra deres liv. De havde fået en fuldgyldig lejlighed til at høre sandheden, men de lod sig helt opsluge af denne verdens anliggender. Sådan ønskede de det; det var efter eget valg.
20 Dette kan endog ske for dem, som er i sandheden nu. De kan stadig kvæles, hvis livsforbindelsen bliver skåret over. Hvis vi holder op med at hente næring fra Guds ord, vil vi sulte ihjel. Derfor spørger vi: Kan du gøre dig selv til den rette slags jord, der kan danne grobund for sæden, Guds ord? Det kan du, for Jesus siger: „Men det i den rigtige jord, det er dem, som efter at have hørt ordet af et ret og godt hjerte bevarer det og bærer frugt i udholdenhed.“ (Luk. 8:15, NW) Ja, hjertet må være ret og godt. Vort mål i livet må være at fremme Rigets interesser og ikke at opnå selvisk vinding. Vi må være interesserede i retfærdighed, idet vi i et og alt følger Kristi Jesu befaling om at forkynde den gade nyhed om Riget i hele verden til et vidnesbyrd. Ikke bare en kort tid som en form for adspredelse eller tidsfordriv et års tid eller to. At bære frugt vil sige, at man bliver ved med at forkynde og giver frugten tid til at modnes, og det kræver udholdenhed.
21. Hvorfor er udholdenhed nødvendig nu?
21 Det er dette krav til kristne om udholdenhed, der har voldt mange mennesker vanskeligheder. Ikke vanskeligheder, de ikke kunne klare, men vanskeligheder fra den gamle verdens side. Mange, der har fået kundskab om Jehovas hensigter, synes, at nu da de har fået forståelse af Guds ord og den nye verden, som de har bedt om måtte komme, skulle den oprettes lige med det samme. Så snart de har hørt sandheden eller måske et år eller to efter, vil de have alle de velsignelser, der hører den nye retfærdsverden til. Det er en slags havesyge. De ønsker ikke at vente, til Jehova Gud er rede til at indføre den. Selve deres livsførelse viser, at de ikke er sikre på, at det er værd at afvente Guds fastsatte tid. De er ikke villige til at deltage i løbet og holde ud i det lige til enden for at opnå et evigt livs velsignelser. På den anden side ser vi sådanne, som er villige til at udholde alverdens genvordigheder, som for eksempel Jehovas vidner i Rusland, hvor de bliver sendt i koncentrationslejre, i arbejdslejre eller forvist til Sibirien. De vender ikke om; de søger ikke kommunisme eller andet i denne verden fremfor de åndelige velsignelser, de modtager af Jehova Gud. De ved, at livet ikke hidrører fra det, de ejer af denne verdens gods. De holder fast ved deres retskaffenhed. Oprigtige og loyale over for Jehova Gud udholder de de lidelser, der kommer over dem som følge af, at de holder fast ved deres retskaffenhed. Sådan forholder det sig med Jehovas vidner i Polen, i Tjekkoslovakiet, i Rumænien, i Ungarn og i mange andre lande på jorden. Under større pres og tryk, end der nogen sinde er blevet øvet mod kristne for at få deres tro til at vakle, har disse vidner holdt standhaftigt ud. De er blevet berøvet alle deres ejendele. Mænd er blevet revet bort fra deres hustruer; familier er blevet revet fra hinanden. Satan ville gerne ødelægge deres tro, bryde deres retskaffenhed. Han ønsker, at de skal tro, at livet afhænger af deres materielle ejendele. Men Jehovas vidner bag „jerntæppet“ og alle andre steder i verden forstår til fulde, at livet afhænger af Guds ufortjente godhed og de foranstaltninger, han nu træffer for dem, så de fortsat kan tilegne sig kundskab om ham og fortsat prædike den gode nyhed om hans oprettede rige.
22, 23. a) Hvad betyder det, hvis nogen vælger at miste sin sjæl? b) Hvordan undgår gudfrygtige mennesker at skade sig selv, og hvordan kan de forblive tilfredse?
22 Disse trofaste kristne, der har gennemgået sværere prøvelser end dem, den katolske inkvisition gav anledning til for århundreder siden, er ikke interesserede i at redde livet, for at de kan få del i denne verdens fornøjelser og behageligheder. De har læst Jesu ord: „For enhver, som ønsker at frelse sin sjæl, vil miste den, men enhver, som mister sin sjæl for min skyld, skal finde den. Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men sætter sin sjæl over styr? eller hvad kan et menneske give i bytte for sin sjæl?“ (Matt. 16:25, 26, NW) I denne verden er der nogle, som sætter en ret mad og det at komme i besiddelse af den højere end deres eget liv. Sådan var det med Esau, „der for en eneste ret mad solgte sin førstefødselsret“. (Hebr. 12:16; 1 Mos. 25:34) Jesus sagde: „Hvad gavner det egentlig et menneske, om han vinder hele verden, men mister sig selv eller lider skade?“ — Luk. 9:25, NW.
23 Når vi beder fadervor, er det daglige brød alt, hvad vi beder om. Det kan størstedelen af jordens befolkning være tilfreds med, men tænk så på, hvilken tilfredshed et menneske opnår ved samtidig at nære gudhengivenhed. „Vær vis på, at den er et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed, tilligemed personlig nøjsomhed. For vi har ikke bragt noget ind i verden og kan heller ikke bringe noget ud. Når vi derfor har føde og klæder, skal vi være tilfredse med det.“ (1 Tim. 6:6-8, NW) Folk i kristenheden i vor tid elsker ikke Guds ord og ønsker heller ikke at efterleve befalingerne deri. De vælger at følge deres egne selviske veje til skade for sig selv. Selv hvis et af Jehovas vidner bliver opslugt af denne verdens anliggender, af sit verdslige arbejde, af alt det, han ejer, eller af at erhverve sig disse ting, vil han med tiden blive trukket ud af den nye verdens samfund og ind i den onde organisation, der er dømt til undergang i Harmagedonslaget. Hvorfor? Fordi han søgte at redde livet på sin egen måde.
24. Hvilke gode vaner må man fortsætte med, hvis man har et vågent blik for sit åndelige behov?
24 Når først et menneske begynder at tabe Jehovas ufortjente godhed af syne, varer det ikke længe, før han holder op med at komme sammen med Guds folk. Måske kan han, hvis han bliver borte fra bare et enkelt møde, tjene så mange flere penge, at han kan betale af på et lån eller købe nogle nye møbler eller klare udbetalingen på en vogn. Men hvad har størst værdi, tilegnelsen af kundskab ved møderne og samværet med Jehovas vidner eller erhvervelsen af de ekstra penge, der kun tjenes på bekostning af, at du bliver endnu mere træt, så du slet ikke kan gøre noget i Jehovas tjeneste? Hvorfor skulle en mand arbejde på skift dag og nat, eller hans familie arbejde på døgnskiftehold? De går glip af møderne og samværet med Guds folk, samtidig med at deres børn får lov til at strejfe om på gaden. Det kan godt være, at de får de materielle goder, de higer efter, men hvis du er en af dem, så stands op og spørg dig selv: Opnår jeg lykke? (Matt. 5:3) Glæder jeg mig over det, jeg anskaffer mig, eller mister jeg livets sande værdier? Mister jeg min mand (eller hustru), min familie? Hvad mere er, mister jeg sandheden? Mister jeg selve livet? Mister jeg Gud og hans elskede søn? Mister jeg den nye verden? Mister du alt dette, bare for at få et større fjernsynsapparat, en større vogn, et større hjem, større lader? Er der ting i dit liv, der trækker dig bort fra den sande kristendom, den sande tilbedelse af universets enehersker og fra at yde ham din absolutte hengivenhed?
25. Hvordan kan man på rette måde gøre brug af „moderne bekvemmeligheder“?
25 Jehova Gud ved, at vi har brug for husly, føde og klæder — livets fornødenheder; men han ved også, at vi ikke trænger til noget andet. Tænk på, hvad Adam ejede i Edens have: Bare en have; ikke et stort hus og ingen af vor tids „moderne bekvemmeligheder“. Men Adam havde mulighed for at leve evigt, hvis han var forblevet trofast mod Jehova Gud. Vor tids „moderne bekvemmeligheder“ kan kun midlertidigt lette vor arbejdsbyrde, og de bør kun anvendes på en sådan måde, at de vil sætte os i stand til at bruge mere tid i Jehovas tjeneste, ophøje hans navn og give os større frihed til at forkynde den gode nyhed om hans rige. De skulle spare tid, ikke sluge den.
26, 27. I hvilket øjemed bliver Kristi efterfølgere ved med at tilegne sig nøjagtig kundskab?
26 Stands op og tænk, I kristne! Viser I Jehova Gud absolut hengivenhed? Taler I med jeres naboer og venner eller med folk, I aldrig har mødt før, om de gode ting, I har lært vedrørende Guds ufortjente godhed? Bringer I tienden ind i hans forrådshus? Det vil sige, kommer I til alle møderne, og tager I del i dem? Hjælper I til med at bestride udgifterne i forbindelse med jeres rigssal? Beviser I ved jeres gerninger, at jeres indvielse til Jehova dirigerer jeres liv? Beviser I, at I er Jehovas vidner ved at have samfund med den store skare af mennesker, der spredt ud over hele jorden forkynder Jehovas rige? Gør I krav på at være Jehova Guds tjenere, og i bekræftende fald, hvordan forholder det sig så med jeres tjeneste? Vokser I til modenhed? Tilegner I jer nøjagtig kundskab om sandheden? Kan I forklare Guds ord bedre og bedre for andre, efterhånden som tiden går? Opdrager I jeres børn i Jehovas tugt og autoritative formaning? Tager I jer nok af dem? Studerer I med dem? Leger I med dem? Tager I dem med til møderne? Sørger I for deres åndelige behov? Elsker de jer, som børn bør elske deres forældre? Er I interesserede i, at jeres drenge og piger vokser op og bliver missionærer? Glæder I jer som så mange lykkelige forældre over, at jeres børn er rejst ud i missionærtjenesten i fremmede lande, og vedbliver I med at opmuntre dem til at blive derude, så de kan udføre det store arbejde, Jesus sagde skulle gøres i de sidste tider, da den gode nyhed om Riget skulle bringes ud til jordens ender, for at der kunne gøres disciple af alle slags mennesker?
27 Kristne burde stille sig selv disse spørgsmål. De skulle svare rigtigt på dem ind for Gud, ikke med ord, men i handling — i deres daglige livsførelse, som et bevis for hvor deres hjerter er, for der vil deres skat være.
28. Hvorfor fortæller sande tilbedere af den levende Gud daglig den gode nyhed om frelse ved ham?
28 Gør du som et af Jehovas vidner det, salmisten sagde, vi skulle gøre i disse sidste tider: „Fortæl fra dag til dag den gode nyhed om frelse ved ham“? (Sl. 96:2, NW) Kun Jehova Gud kan udvirke frelse for menneskene. Er du indviet til Jehovas tjeneste? Udbreder du så den gode nyhed om den frelse, Jehova har foranstaltet? Gør du det fra dag til dag? Fortæller du den gode nyhed til alle, du kommer i berøring med? Hvis det er tilfældet, samler du dig afgjort skatte i himmelen og vil med sikkerhed vide, hvor dit hjerte er. Det hænger ved tjenesten for Jehova.
29, 30. Hvordan kan vi undgå havesyge og vinde os varige rigdomme?
29 Paulus ønskede at enhver skulle holde den rette kurs, og det er grunden til, at han skrev: „Jeg befaler dig . . . at holde budet på en uplettet og dadelfri måde indtil vor Herres Jesu Kristi manifestation.“ (1 Tim. 6:13, 14, NW) Husk ligeledes, hvordan han sagde, at nogle ville stikke sig selv over det hele med mange smerter og volde sig selv fortræd, når de lod sig føre bort fra troen. For at modvirke dette, således at de ikke skulle skade sig selv, sagde Paulus: „Du derimod, Guds menneske! flygt fra dette. Men jag efter retfærdighed, gudhengivenhed, troskab, kærlighed, udholdenhed og et mildt væsen. Kæmp for sejr i troens rette strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærværelse.“ — 1 Tim. 6:11, 12, NW.
30 I vor higen efter at få et fast greb om det sande liv må vi virkelig ønske at ophøre med at samle os skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. „Saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.“ — Matt. 6:19-21.