’Nyd det gode under al din flid’
„Se, hvad der efter mit skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den flid, man gør sig under solen.“ — Præd. 5:17.
1. Hvilken Gud er Jehova, som det fremgår af Første Timoteusbrev 1:11, og hvad kan vi derfor med rette sige at han ønsker for alle sine fornuftbegavede skabninger? (5 Mos. 12:18; 26:11; Sl. 32:11)
DEN højeste Gud, Jehova, er overmåde lykkelig, idet han finder glæde i sin fuldkommenhed og i sine værker. (1 Tim. 1:11) Det er hans ønske at hans fornuftbegavede skabninger, især hans trofaste tjenere, skal dele denne lykke med ham.
2 Hvordan vidner det vi kan opfatte med vore sanser, om at Jehova har ’givet os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem’?
2 Vore sanser er netop indrettet så vi kan opfatte en mangfoldighed af syns- og lydindtryk, dufte, smagsindtryk og berøringsindtryk. Hvor betagende kan det ikke være at se en smuk solnedgang, den stjernestrøede himmel, bugtede åer, stille søer, brusende vandfald, palmebevoksede sandstrande, frodige enge og sneklædte bjerge! Hvor dejligt kan det ikke være at smage frisk frugt eller veltillavede, nærende måltider og lækre desserter! Vi nyder det når vi mærker en let brise en varm sommerdag, og endnu mere når vi føler et kærtegn eller mærker en omfavnelse fra en vi holder af. Er det ikke også skønt at høre bækkens klukken, bølgeslagene mod kysten, vindens susen i trætoppene, fuglenes sang og kvidren, og børnenes glade latter? Og hvor herligt at gå en tur i skoven eller parken og indsnuse den søde blomsterduft! Vi må i sandhed sige som den inspirerede apostel Paulus: „Gud . . . giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem.“ — 1 Tim. 6:17.
3. Hvad siger Bibelen om Guds syn på at vi nyder mad og drikke?
3 Det er afgjort Guds hensigt at vi skal finde glæde i de ting han så gavmildt har tilvejebragt for alle mennesker. (Apg. 14:16, 17) Det var den slutning den vise kong Salomon nåede frem til, efter at han omhyggeligt havde udforsket de forhold menneskene lever under. Han sagde: „Se, hvad der efter mit skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den flid, man gør sig under solen.“ — Præd. 5:17.
4. Hvordan viser Jesu Kristi eksempel at kristne med rette kan nyde materielle ting?
4 Dette bør absolut gælde Jehovas kristne tjenere. Den kristne menigheds hoved, Jesus Kristus, satte det fuldkomne eksempel med hensyn til at glæde sig over materielle ting. Han var på ingen måde asket. Han tog mod indbydelser til måltider og selskaber. (Luk. 5:29; 7:36; 14:1; 19:5, 6) Hans allerførste mirakel — hvor han gjorde vand til den bedste vin — var med til at forhøje glæden ved en bryllupsfest. (Joh. 2:1-11) Nogle forstod ikke Jesu ligevægtige holdning på dette område og anklagede ham falskeligt for at være „en frådser, forfalden til vin“. (Matt. 11:19) De indså ikke at Jesus Kristus på rette måde gjorde brug af sin Faders rige gaver, mens han samtidig lod det åndelige komme i første række. — Matt. 6:24-34.
Anlæg et realistisk syn på glæder og fornøjelser
5. Blandt hvem ville der ifølge bibelprofetien være venner af sanselige nydelser i „de sidste dage“, og hvorfor udgør dette en fare for Jehovas trofaste tjenere?
5 Guds tjenere kan altså med rette glæde sig over at spise og drikke og at søge forskellige former for adspredelse. Men der er faldgruber som må undgås. Ifølge bibelprofetien ville der i „de sidste dage“ være nogle blandt dem der bekendte sig til kristendommen som var „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. (2 Tim. 3:4) De ville begynde at leve udelukkende for sanselige nydelser, og en higen efter fornøjelser ville indtage førstepladsen i deres liv. Stillet over for den stærke påvirkning sådanne mennesker udøver, må Jehovas trofaste tjenere være på vagt for at deres tankegang ikke skal begynde at blive påvirket i samme retning.
6, 7. (a) Hvilken slutning drog kong Salomon med hensyn til munterhed og latter? (b) Hvordan skal Salomons ord forstås?
6 Det realistiske syn på fornøjelser som kong Salomon gav udtryk for, kan være meget nyttigt. Om sine studier og resultaterne heraf siger han: „Jeg sagde ved mig selv: ’Vel, jeg vil prøve med glæde; så nyd da det gode!’ Men se, også det var tomhed. Om latteren sagde jeg: ’Dårskab!’ og om glæden: ’Hvad gavner den?’“ — Præd. 2:1, 2.
7 Hvad er det Salomon her henleder vor opmærksomhed på? Hans ord viser at en ivrig jagen efter nydelse og morskab ikke kan bringe sand og varig lykke. Han fandt at glæde eller munterhed i sig selv var „tomhed“. Glæde alene kunne ikke frembringe noget af virkelig værdi. Sandt nok kan morskab og latter for en tid medvirke til at man glemmer sine problemer. Men problemerne forsvinder ikke, og når morskaben er forbi må man stadig se dem i øjnene. Endvidere er det klart at den der blot affejer alvorlige sager med en tankeløs latter, ikke udviser sund fornuft og nemt kan irritere andre. Det er grunden til at hans latter kan kaldes „dårskab“. Den ’glæde’ eller munterhed som den uforbederlige spasmager vækker omkring sig, har ikke nogen virkelig værdi. Som Salomon udtrykte det: „Hvad gavner den?“ Ja, hvilke konkrete og værdifulde resultater vil en sådan munterhed bringe?
8. Hvordan kan det være en hjælp for os hvis vi tager ved lære af de resultater Salomon kom til?
8 Hvis vi lader Salomons erfaringer være en rettesnor for os, vil vi ikke tillade at fornøjelser overskygger eller fortrænger de åndelige gøremål. Det kræver at vi holder igen med hensyn til hvor mange selskabelige sammenkomster vi deltager i og hvor megen tid vi ofrer på dem. Hvis vi gang på gang bruger en stor del af aftenen og natten på selskabelighed, hvordan skal vi da kunne være oplagte til at udnytte de åndelige muligheder dagen efter, for eksempel ved at overvære et menighedsmøde eller ved at deltage i den offentlige forkyndelse? Hvis vi plejer at være sent oppe som følge af adspredelse og vi af den grund er for trætte til at være med i den åndelige virksomhed, er vor higen efter fornøjelser da ikke ved at få overhånd? Selv om vi med rette kan nyde sunde og opbyggende selskabelige sammenkomster og anden form for adspredelse, bør disse ting ikke blive det væsentlige i vort liv. Det der bereder os den største tilfredshed, bør stadig være et liv der er bygget op om trofast tjeneste for Jehova.
9. Hvad må kristne som af natur er alvorlige, være opmærksomme på?
9 Men eftersom glæde og latter trods alt har en plads blandt Guds tjenere, bør kristne som af natur er alvorlige og ikke føler noget særligt behov for visse former for adspredelse, heller ikke se ned på eller være kritiske over for trosfæller der på en sund og opbyggende måde synes om sport, dans eller anden adspredelse. (Rom. 14:10-12) Bibelen giver dette råd: „Vær ikke alt for retfærdig.“ (Præd. 7:16) Man skal med andre ord passe på at man ikke går alt for meget op i hvad andre foretager sig og gør stridsspørgsmål ud af rent personlige anliggender. Hvis man på denne måde er „alt for retfærdig“, kan det føre til at man i sin nidkærhed handler overilet og, værre endnu, at man lægger en ubarmhjertig og ukærlig indstilling for dagen som kunne bevirke at man mistede Guds gunst og velsignelse.
Fornøjelser må holdes på den rette plads
10. Hvilke problemer opstod i forbindelse med de første kristnes „kærlighedsmåltider“?
10 Det er indlysende at fornøjelser må holdes i tømme for at der ikke skal opstå alvorlige problemer. Dette var noget de første kristne måtte kæmpe med i forbindelse med deres „kærlighedsmåltider“, der lader til at have været gæstebud hvor selv fattige kristne kunne nyde god mad og opbyggende samvær. Men sørgeligt nok var der nogle som manglede åndeligt udsyn og som benyttede sig af disse lejligheder til at tilfredsstille deres selviske lyster. Det er grunden til at den kristne discipel Judas omtalte nogle som „de skjulte klippeskær ved jeres kærlighedsmåltider“. (Jud. 12) Fællesskab med sådanne der lod sig lede af forkerte motiver, kunne føre til at man led skibbrud på sin tro. Apostelen Peter skrev noget lignende: „De anser vellevned om dagen for en nydelse. De er pletter og fejl, de som svælger i deres bedrageriske lærdomme, mens de fester sammen med jer.“ (2 Pet. 2:13) Det eneste disse mennesker var ude efter, var at tilfredsstille deres sanselige lyster både dag og nat. Under dække af at være kristne praktiserede de skændige gerninger som hørte den gudfremmede verden til. Som pletter og fejl kastede de smuds på de trofaste kristnes gode rygte og bragte stor vanære over Guds hellige navn. Ved at give udtryk for deres „bedrageriske lærdomme“, deres fordærvede synspunkter, lykkedes det dem åbenbart at forvandle de kristnes opbyggende sammenkomster til støjende og larmende orgier.
11. Hvad må nødvendigvis undgås ved selskabelige sammenkomster blandt Guds folk?
11 Guds tjenere i dag kan lære noget vigtigt af dette. Når kristne kan komme sammen og nyde hinandens selskab, samt mad og drikke med måde, er det godt. Men skal sådanne sammenkomster være åndeligt opbyggende, må enhver verdslighed undgås. Hvad er en sammenkomst hvor alkoholiske drikke udskænkes i rigelige mængder, hvor musikken drøner til ud på de små timer og hvor dansen går vildt og hæmningsløst? Det er en verdslig fest, et drikkegilde, uanset hvad nogle så vil prøve at kalde det for at give det et respektabelt skær.
12. Hvordan bør kristne se på hæmningsløse fornøjelser?
12 Sande kristne fik nok af sådanne hæmningsløse fornøjelser dengang de var uvidende om Guds vilje og hensigt. De ønsker ikke længere nogen andel i begivenheder der kendetegnes af drikkeri, forvirring og sanselighed, eller sammenkomster der bærer præg af nogen af disse ting eller som blot grænser dertil. Nu da de er blevet oplyst, lægger de sig den bibelske formaning på sinde: „Lad os vandre anstændigt som ved dag, ikke med sviregilder og drikketure, ikke i ulovlig kønslig omgang og skamløshed, ikke i strid og skinsyge.“ (Rom. 13:13) „Det er nemlig nok at I i den tid der er gået har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger, lyster, overdreven nydelse af vin, sviregilder, drikkelag og utilladelig dyrkelse af afguder.“ — 1 Pet. 4:3.
13, 14. Hvorfor er de der lever udelukkende for fornøjelser i alvorlig fare, ifølge Galaterbrevet 5:21 og Esajas 5:11, 12?
13 Dette er en meget alvorlig sag. De der deltager i sviregilder nævnes i Bibelen sammen med dem der „ikke skal arve Guds rige“. (Gal. 5:21) De der begynder at leve udelukkende for fornøjelser er derfor i stor fare. Dette understreges med stærke ord i forbindelse med visse israelitter på Esajas’ tid. Det skortede ikke på vin ved deres gilder. Efterhånden som natten skred frem, blev de højrøstede og larmende. Deres støjende festligheder blev ledsaget af æggende musik som tog sigte på at vække lidenskaberne. Derfor henvendte Jehova gennem profeten Esajas disse ord til dem: „Ve dem, der årle jager efter drik og ud på natten blusser af vin! Med citre og harper holder de gilde, med håndpauker, fløjter og vin, men ser ikke [Jehovas] gerning, har ej syn for hans hænders værk.“ — Es. 5:11, 12.
14 Det var kun retfærdigt at disse nydelsessyge israelitter blev ramt af „ve“ eller ulykke. De tænkte ikke på at behage Skaberen. Det eneste de havde for øje, var at tilfredsstille deres kødelige lyster lige fra dagens begyndelse. I dag er det ikke spor anderledes. De der deltager i hæmningsløse gilder har ikke opmærksomheden rettet mod Jehovas værk. Hvordan skulle man kunne tænke på Jehovas storslåede gerninger til lyden af æggende musik alt imens man spiser og drikker umådeholdent? Under deres udskejelser optræder de der lever for sanselige nydelser, sådan som Esajas beskriver det — som om der ikke fandtes noget der vidnede om den højeste Guds eksistens og virke. Derfor har de, ligesom på profetens tid, Jehova Guds mishag hvis ikke de omvender sig.
15. Hvordan advarede Jesus om faren ved at leve for fornøjelser?
15 Det er værd at bemærke at Jesus Kristus over for sine disciple pegede på den alvorlige fare der ligger i at falde for nydelsessyge. Han sagde: „Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri.“ (Luk. 21:34) Overdreven nydelse af mad og drikke kan tynge hjertet med skyldfølelse og fortrænge lysten til det åndelige. Det kan føre til at den pågældende bliver åndeligt døsig, blind for det ansvar og de forpligtelser der følger med at være en Jesu Kristi discipel. Hvis han fortsætter på den måde vil Guds søns komme som skarpretteren der fuldbyrder Guds dom, overraske ham som en snare. Jesus advarede: „Den vil komme over alle dem der bor på hele jordens flade. Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ (Luk. 21:35, 36) Her i „de sidste dage“ er det afgjort ikke tiden at ignorere disse ord og forfalde til verdslighed ved selskabelige sammenkomster.
Hvordan man undgår at der opstår problemer
16. Er alle medlemmer af den kristne menighed nødvendigvis godt selskab?
16 Hvordan kan man forhindre at selskabelige sammenkomster udarter til verdslighed og dermed bliver åndeligt ødelæggende og misbilliget af Gud? Man må være opmærksom på at de der inviteres, ikke ville øve en nedbrydende indflydelse. I sit brev til Timoteus påpegede apostelen Paulus at det ikke nødvendigvis er alle medlemmer af den kristne menighed der er godt selskab. Han skrev: „Nu er der i et stort hus ikke blot kar af guld og sølv, men også af træ og ler, og nogle til et ærefuldt formål, men andre til et ikke-ærefuldt formål. Derfor, hvis nogen holder sig fri af de sidstnævnte, vil han være et kar til et ærefuldt formål, helliget, nyttigt for sin herre, beredt til enhver god gerning. Flygt derfor fra de ønsker der hører ungdommen til, og jag efter retfærdighed, tro, kærlighed, fred, sammen med dem der påkalder Herren af et rent hjerte.“ — 2 Tim. 2:20-22.
17. Hvem i menigheden bør kristne ikke pleje selskabeligt samvær med, og hvorfor ikke? (2 Tess. 3:6-15)
17 Kristne har følgelig pligt til at holde sig fri af dem der har en meget tvivlsom adfærd. Man er på ingen måde forpligtet til at indbyde personer som er kendt for deres løsslupne tale og umådeholdne livsførelse. I virkeligheden ville man gøre dem en bjørnetjeneste ved at invitere dem. I stedet for at blive tilskyndet til at gøre de nødvendige forandringer, kunne de nemt drage den slutning at deres nedbrydende ord og handlinger kan accepteres i den kristne menighed.
18. (a) Hvilket princip bør Guds tjenere følge i alt hvad de gør? (b) Hvilke faktorer vil som regel bidrage til at en kristen sammenkomst bliver opbyggende?
18 Når som helst Guds tjenere nyder hinandens selskab, bør de holde sig den bibelske formaning for øje: „Hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget andet, gør alt til Guds herlighed.“ (1 Kor. 10:31) Vi kan spørge os selv om sammenkomsten virkelig er til pris for Jehova Gud. Det vil som regel være opbyggende for alle når sammenkomstens størrelse holdes på et rimeligt plan, når gæsterne udvælges med en vis omhu og den kristne vært samvittighedsfuldt påtager sig det fulde ansvar for hvad der foregår. Hvis en hel menighed for eksempel er på skovtur sammen, vil de ældste afgjort ønske at bruge deres indflydelse i en gavnlig retning. Men hvis selskabelige sammenkomster tiltrækker en masse tilfældige mennesker som ikke hører til menigheden, er det naturligvis vanskeligt, for ikke at sige umuligt, for de ældste at have hånd i hanke med hvad der sker. Enhver der arrangerer en selskabelig sammenkomst bør have dette i tanke og undgå omstændigheder der let kunne føre til at man mistede kontrollen med hvad der foregår.
19. Hvilke principper angående selskabelige sammenkomster kan vi udlede af Lukas 14:13, 14 og Mattæus 6:3?
19 En kristen bør også holde sig for øje at han ikke altid skal invitere de samme få udvalgte til at nyde frugten af sit arbejde sammen med ham. Der kunne være andre medtroende som i høj grad ville påskønne og have gavn af et sundt og opbyggende samvær — for eksempel de ældre og de enlige. Jesus Kristus anbefalede: „Når du holder et selskab, så indbyd fattige, krøblinge, halte, blinde, og du vil være lykkelig, da de intet har at gengælde dig med.“ (Luk. 14:13, 14) Det kan næppe være i harmoni med dette råd hvis man arrangerer så overdådige sammenkomster at man må bede gæsterne om at være med til at dække udgifterne, måske endda med det resultat at man har fortjeneste på det. Alt for stort et selskab kan desuden henlede for megen opmærksomhed på værten, og det ville være i modstrid med ånden i Jesu vejledning om at man ikke skal ’lade sin venstre hånd vide hvad den højre gør’. — Matt. 6:3.
20. Hvordan kan det gavne os at følge Bibelens principper i forbindelse med selskabelige sammenkomster? (2 Pet. 3:11-14)
20 Når Jehova Guds tjenere følger den bibelske vejledning, kan de virkelig glæde sig over frugten af deres arbejde og lade andre dele deres glæde med dem. De vil forblive åndeligt vågne og undgå enhver form for verdslighed. Da kan deres selskabelige sammenkomster være til pris for den lykkelige Gud, Jehova, og tilskynde oprigtige iagttagere til at sige: „Gud er virkelig iblandt jer.“ (1 Kor. 14:25) Desuden vil de bevare et godkendt forhold til Gud og Kristus, mens de ivrigt ser frem til den tid da „den Herre [Jehova] aftørrer tåren af hver en kind“ og „gør . . . et gæstebud for alle folkeslag med fede retter“ — som de kan nyde med måde, ligesom alle de øvrige kærlige foranstaltninger i Guds skaberværk. — Es. 25:6-8.
[Illustration på side 540]
Vil hæmningsløse forlystelser virke opbyggende?
[Illustration på side 541]
Eller bør man hellere søge sund adspredelse i familien?