Spørgsmål fra læserne

● Moseloven forbød israelitterne at tage renter af lån, som de indbyrdes ydede hinanden, og Jesus talte om at låne ud uden renter og uden håb om at få noget tilbage. Betyder det, at kristne brødre i dag ikke må betale eller tage renter af hinanden? Mente Jesus, at man ikke blot skulle undlade at betale renter, men også, at man ikke engang skulle tilbagebetale selve lånet? — J. G., de Forenede Stater.

Moseloven talte om lån, der var blevet ydet de fattige, dem, der var kommet i pengetrang og havde hjælp nødig. Den gjorde det til en forpligtelse at låne til sådanne for at afhjælpe deres trange kår, men forbød, at man tog renter af de lån, der således blev ydet fattige. De, der ydede lånene, fik selve beløbet tilbage, og der blev somme tider givet pant for at bevise, at vedkommende var i gæld. På den tid skulle lån blandt israelitterne eller de ikke-israelitter, der fulgte med Israel, og som boede i landet og således var en del af det jødiske samfund, afhjælpe fattigdom eller ulykke, og det blev anset for uret at udnytte sin næstes uheld. Lånene blev ikke ydet i forretningsmæssig hensigt. Men sagen stillede sig anderledes, når det drejede sig om fremmede, der var på gennemrejse med deres karavaner eller opholdt sig blandt dem for at handle. De kunne låne for at udvide deres likvide kapital og øge deres fortjenstmuligheder, og det er kun korrekt, at der blev betalt for brugen af sådanne penge. Israelitterne kunne med lovgyldig ret beregne sig renter i sådanne tilfælde. — 2 Mos. 22:25, 26; 3 Mos. 25:35-37; 5 Mos. 15:8; 23:19, 20; 24:6.

I Lukas 6:34, 35 siger Jesus: „Og hvis I låner til dem, af hvem I håber at få igen, hvad tak kan I vente for det? Syndere låner jo også til syndere for at få lige så meget igen. Nej, elsk jeres fjender, og gør godt, og lån uden at vente noget igen, så skal jeres løn være stor, og I skal være den Højestes børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde.“ Her går Jesus videre end Moseloven, som han også gjorde på andre punkter, når Loven blev diskuteret. Han sagde, at man ikke blot skulle holde sig fra utugt, som Loven påbød; men at man endog skulle passe på, at den ikke vandt indpas i hjertet. Han sagde ikke blot, at vi ikke måtte begå mord, hvilket også Loven forbød, men at vi ikke engang måtte kalde vor broder ved et foragteligt navn. Han siger her, at vi skal låne ud ikke alene uden at få renter, men endog uden at forvente at få selve lånet tilbage. Syndere lånte somme tider ud uden at få renter. Kristne måtte overgå deres eksempel. — Matt. 5:21, 22, 27, 28.

Deres belønning ville blive stor, og de ville blive sande sønner af Gud, fordi de ligesom han hjalp den gode og den onde uden at få noget til gengæld. Gør du det samme, vil din løn være stor, fordi Jehova vil belønne dig. Hvorfor skulle han belønne dig særligt, hvis du fik pengene tilbage? Så ville de jo være din belønning. Men dersom du ikke forventede at få pengene tilbagebetalt, hvis du gav dem for at hjælpe de fattige, ville Jehova belønne dig i opstandelsen af de retfærdige, hvad vi ser deraf, at Jesus sagde til mændene, at de ikke skulle gøre gæstebud for dem, der kunne gøre gengæld, men for dem, der var for fattige til at gøre gengæld. „Da skal du være salig; thi de har intet at gengælde dig med; men det skal blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.“ — Lukas 14:12-14.

Jehova vil betale tilbage, for de fattige tilhører ham, og at hjælpe dem er det samme som at låne Jehova, og han og ikke de fattige, du hjælper, vil tilbagebetale dig. Hvis du kræver lånet tilbagebetalt, får du jo pengene og vil derfor ingen belønning få fra Gud. Men hvis du hjælper de fattige og ikke forventer noget tilbage, siger Ordsprogene 19:17: „Er man god mod den ringe, låner man [Jehova], han gengælder en, hvad godt man har gjort.“ Hvorfor er det at hjælpe de fattige ensbetydende med at låne Jehova? Fordi „at kue den ringe er hån mod hans Skaber, han æres ved medynk med fattige“. (Ordsp. 14:31) Hvad vi gør mod de fattige, regnes som gjort mod Jehova, ganske som hvad der er gjort mod Kristi brødre, bliver regnet som gjort mod Kristus. Alt dette er anvendt på den hjælp, der ydes de fattige og nødlidende.

Men det stiller sig anderledes, når det drejer sig om lån i forretningsøjemed. Antag, at en broder ønsker et lån til udvidelse af sin forretning. Han kan opnå et lån i en bank og betale bankrenter; men hvad nu, hvis han foretrækker at låne af en anden broder og give denne broder renter og lade ham få udbyttet i stedet for banken? Han kan gøre dette uden at overtræde noget bud, og den, der yder lånet, overtræder heller intet bud, fordi han tager renter af det. Der er himmelvid forskel på at låne til en, der lider nød, og til en, der ikke gør det. Hvis modtageren er i nød, skulle den kristne holde Jesu ord og hjælpe for intet, give frit og ikke engang forvente at få selve beløbet tilbage. Jehova vil se dette og give sin belønning til den gavmilde og bemærke hans fine udtryk for broderkærlighed, betænksomhed og villighed til at hjælpe, og Gud vil dømme ham værdig til liv i den nye verden og således belønne ham.

Den, der låner i forretningsøjemed, er ikke i nød. Han ønsker blot at låne kapital til forbedring af sin forretning for at øge sin indtægt. Det ville ikke være rigtigt, hvis en broder som blot og bar gave skænkede en anden broder penge for at gøre det muligt for denne, som allerede har penge, at tjene endnu flere penge. Det ville imidlertid blive resultatet, hvis vi anvendte Jesu ord på forretningslån eller alle lån uden undtagelse. Jesu ord og Moselovens forbud mod at tage renter hentyder derfor ene og alene til lån, der ydes de fattige. Hvis en broder derfor låner til en anden i forretningsøjemed, har den, der yder lånet, lov at forvente beløbet tilbagebetalt og kan også beregne sig renter. At det er korrekt at tage renter under visse omstændigheder, viser Jesu lignelse, der omhandler forretningsmæssig brug af penge: „Så burde du jo have anbragt mine penge hos vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom hjem.“ (Matt. 25:27) Denne tjener blev misbilliget, fordi han ikke brugte de penge, som han havde i varetægt, på en forretningsmæssig måde for at forøge dem. Det er kun ret og rimeligt, at en broder, der låner til en anden i forretningsøjemed, modtager renter, fordi låneren bruger pengene til at arbejde for sig og blive til flere, og den, der gør dette muligt gennem lånet, skal have retmæssig del i pengenes produktivitet, og det får han gennem renterne.

Det punkt, som derfor skal afgøres, er, om den broder, som ønsker et lån, er nødlidende. Er han det, så giv frit uden at forvente at få det tilbage. Hvis han ikke er i hård nød, men kun ønsker midlertidig hjælp for at blive bragt på fode efter et eller andet økonomisk uheld, kan en anden broder yde ham et lån, men uden at tage renter, dog således at han kan forvente at få beløbet tilbagebetalt, når den, der havde behov for en hjælpende hånd, igen er kommet finansielt på fode. Men hvis lånet bliver ydet i forretningsøjemed for at forøge ens indtægt, kan den, der yder lånet, med fuld ret få del i den merindkomst, hans penge gør mulig, ved at beregne sig renter.

● Jeg forstår, at Riget er usynligt og består af Kristus og de 144.000 lemmer på hans legeme, men undertiden bruges ordet rige om den jordiske, synlige del af den nye verden. Hvorfor? — O. S., de Forenede Stater.

Rigets herskerskare, der består af Kristus og de 144.000, er et usynligt, himmelsk rige, og det er med tanke på dette rige, 1 Korinter 15:50 siger: „Kød og blod kan ikke arve Guds rige.“ Og Jesus sagde: „Ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og ånd.“ (Joh. 3:5) Indbyggerne på jorden i Jehovas nye verden kommer altså ikke ind i det himmelske rige, de arver det ikke, de bliver ikke en del af det. Men de arver alligevel et rige, for Jesus sagde om denne jordiske fåreklasse: „Arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt.“ (Matt. 25:34) Kristus omtales som „Lammet, der var slagtet fra verdens grundlæggelse“; der menes hermed den nye verden, som består af en synlig eller jordisk del og en usynlig eller himmelsk del, og det er denne verden, han blev grundvold for, da han døde og udgød sit blod for senere at frembære sit udgydte blods fortjeneste for Jehova i himmelen. Da Jehova skabte jorden, gjorde han det, for at den skulle bebos; han satte Adam og Eva på jorden, for at de skulle befolke den, og han fremholdt håbet om jordisk liv for de trofaste mennesker før Kristi tid; han havde således, længe før Kristi offer lagde verdens grundvold, besluttet eller forudbestemt, at der skulle være en jordisk klasse. Også de, som skal regere sammen med Kristus i det himmelske rige, blev som klasse betragtet forudbestemt eller forud udvalgt „før verdens grundvold blev lagt“. — Åb. 13:8, NW; Ef. 1:4.

Grundvolden for denne nye verden er Kristus og hans blod, og frembærelsen af dette blods fortjeneste er således den betydningsfulde, fundamentale forberedelse til grundlæggelsen af den nye retfærdighedens verden. Derfor indbød Jesus den jordiske fåreklasse til at arve „det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt“. Dette rige er det jordiske område af det herskende himmelske rige. Ordet „rige“ kan betegne Kongen som i Lukas 17:21 (NW): „Guds rige er midt iblandt jer.“ Det anvendes ofte om den herskende skare, Kristus og hans medarvinger, der hersker usynligt fra himmelen. Men hans rige hersker over jorden. Jorden er en del af dets domæne eller område, og Rigets undersåtter eller dets landområde omtales som en del af Riget. I Daniel 2:34, 35, 44 fremstilles Guds rige under Kristus ved en sten, der rammer og knuser Satans organisation, og denne sten bliver et stort bjerg, der fylder hele jorden. Det betyder, at hans rige vil omspænde hele jorden, så den bliver en del af Rigets område, og derfor kan den jordiske del af den nye verden omtales som et rige. Dens landområde og dens indbyggere står under Riget og er underlagt det og er i den betydning en del af det. Det betyder ikke, at der er „to faser af Riget“, en jordisk fase og en himmelsk fase, men at jorden er Rigets område, og dens beboere arver således Riget (og ikke Satans organisation) som deres regering. Det er det rige, der er bestemt for og beredt de jordiske får.