Vi lever i en domstid
På hvilken måde bliver mennesker dømt i dag? På hvilket grundlag afsiges dommen? Hvad vil resultatet blive?
DU er måske ikke klar over det, men du er stillet for en ret, og det gælder dit liv. Det du gør og det du siger afgør om dommen bliver gunstig eller ugunstig. Skulle den blive ugunstig vil det koste dig livet. Ansvaret for at fælde en sådan dom påhviler ikke et hemmeligt politi, politisk udnævnte dommere, eller dommere som er valgt ved folkeafstemning. Jehova Gud, din Skaber og universets suveræne Hersker, er din dommer.
Hvis din opførsel har været i strid med Guds love og hensigter kan du ikke få en gunstig dom ved at ty til bestikkelse, bedrag eller behændige argumenter. Gud lader sig ikke bestikke, og du kan ikke skjule noget for ham. Han kender dine hemmeligste tanker. „Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.“ „Men [Jehova] troner evindelig, han rejste sin trone til dom, skal dømme verden med retfærd, fælde dom over folkefærd med ret.“ — Hebr. 4:13; Sl. 9:8, 9.
Du kan godt være stillet til doms uden at behøve at stå foran den store dommer personligt, som man ellers plejer for en menneskelig dommer. Fra sin ophøjede trone i himlene kan han vende sin opmærksomhed mod jorden og dømme menneskene. „På jorderig skuer hans øjne ned, hans blik ransager menneskens børn; retfærdige og gudløse ransager [Jehova]; dem, der elsker uret, hader hans sjæl.“ — Sl. 11:4, 5.
Domsperioder
I menneskehedens historie har der været bestemte perioder hvor Jehova Gud har vendt sin opmærksomhed mod jorden for at holde dom. De mennesker han lod sætte under opsyn blev dømt i overensstemmelse med deres holdning over for hans retfærdige principper og hensigter. Det første menneskepar, for eksempel, blev underkastet Guds dom, og deres dårlige opførsel bragte dødsdom over dem.
De mennesker som levede umiddelbart før Vandfloden i Noas dage gennemgik en domsperiode der endte da Vandfloden tilintetgjorde de fleste. På grund af deres ondsindede ringeagt for Gud og hans hensigter dømte han dem ugunstigt. „Ej heller skånede han den gamle verden, men bevarede kun retfærdighedens forkynder Noa, tillige med syv andre, da han lod syndfloden komme over de ugudeliges verden.“ — 2 Pet. 2:5.
Der findes intet i Bibelen som tyder på at disse mennesker blev eller vil blive straffet i et brændende helvede. Fra Adams tid helt op til vore dage har straffen for ondskab ikke været bevidst pine i et brændende helvede, men tværtimod død — afskærelse fra livet. „Thi syndens løn er døden.“ „[Jehova] vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.“ — Rom. 6:23; Sl. 145:20.
Efter at have omtalt den verden der gik til grunde ved Vandfloden, og byerne Sodoma og Gomorra som blev tilintetgjort ved ild, siger Peter: „Således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag.“ (2 Pet. 2:9) Disse to særlige domsperioder beviste dette. Begge gange blev de onde mennesker bevogtet, eller tilladt at forblive i live, under hele domsperioden indtil dommen eksekveredes. Men de gudhengivne mennesker som modtog en gunstig dom blev bevaret.
Disse domsperioder tjener som eksempler for os. De er profetiske billeder på den store domsperiode vi lever i nu. Jesus understregede selv dette: „Og som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage. . . . Eller som det gik til i Lots dage.“ — Luk. 17:26, 28.
Gennem århundrederne har Jehova Gud tilladt de onde at forblive i live og herske over jorden, og de fortsætter dermed i den nuværende domsperiode. De som bliver kendt uretfærdige vil ikke overleve afslutningen på denne periode, hvorimod mennesker med gudhengivenhed vil. „De, han velsigner, skal arve landet, de, han forbander, udryddes.“ (Sl. 37:22) De vil blive afskåret fra livet.
Guddommelige retskendelser er endelige
Da den suveræne Dommer aldrig tager fejl er det unødvendigt for ham at revidere domme han har afsagt. Hans domme er endelige. Det vil sige at de mennesker som omkom i Vandfloden i Noas dage aldrig vil blive oprejst for at blive stillet til doms igen. Det samme gælder Sodomas og Gomorras indbyggere, såvel som Adam og Eva. Alle havde de deres domsdag for universets store Dommer, og alle blev de dømt til udslettelse. De vil aldrig få en bevidst tilværelse igen. Det samme gælder dem som Gud fjerner ved den nuværende domsperiodes afslutning.
Jehova Guds ufejlbarlige dom over de uretfærdige i den nuværende domsperiode vil være lige så uomstødelig som den var for de mennesker han dømte til døden i de tidligere domsperioder. De vil ikke efter døden træde frem for ham for atter at blive prøvet ved hans domstol. Løftet i Hebræerbrevet 9:27 gælder ikke dem. Det lyder: „Det er menneskenes lod een gang at dø og derefter dømmes.“ De mennesker der hentydes til her er dem som dør på grund af Adams synd, og ikke på grund af at de er blevet dømt ugunstigt af Gud efter døden og derefter udslettet af ham. Sådanne mennesker kan kun dø én gang på grund af Adams synd, men under Kristi 1000-årsrige vil de blive oprejst og dømt alt efter om de viser sig værdige til et fortsat liv på baggrund af den holdning de indtager over for Guds principper og hensigter. — Se Vagttårnet, den 15. september 1947, siderne 194-197.
Den dom der i dag skal afsiges over dig drejer sig om hvorvidt du skal overleve den kommende krig på Gud den Almægtiges store dag, hvor han vil opfylde sit aldrig tilbagetrukne løfte om at tilintetgøre denne onde verden eller tingenes ordning. Du befinder dig i en situation i lighed med den menneskene i domsperioden før Vandfloden befandt sig i. Ligesom disse er du under guddommeligt opsyn, og din stillingtagen til Guds hensigter og hans riges forkyndere er afgørende for dommens udfald. Jesus understregede dette i en langtrækkende profeti som står at læse i Mattæus’ evangelium det femogtyvende kapitel. Her sammenligner Jesus den nuværende dom over menneskeheden med den måde hvorpå en hyrde adskiller får og bukke.
Den store Dommer, Jehova Gud, har valgt Kristus til at repræsentere sig i dette domsarbejde, og derfor taler Jesus om sig selv som den der faktisk dømmer. I Johannes’ evangelium det femte kapitel forklarer han at han har fået denne bemyndigelse fra den store Dommer, idet han siger: „Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.“ (Joh. 5:22, 27) Dette blev forudsagt af profeten Esajas: „Men der skyder en kvist af Isajs stub, et skud gror frem af hans rod; . . . han dømmer ej efter, hvad øjnene ser, skønner ej efter, hvad ørene hører. Han dømmer de ringe med retfærd.“ — Es. 11:1, 3, 4.
Det er derfor den guddommeligt bemyndigede dommer, Jesus Kristus, som behandler sagen og afsiger dommen over menneskeheden i denne gamle verdens afgørende domsperiode. I sin profeti, i hvilken han sammenligner sig selv med en hyrde, siger han: „Men når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre.“ — Matt. 25:31-33.
Begyndelsen til de sidste dage
Det er værd at lægge mærke til at tiden for dommen over nationerne var fastsat til de sidste dage da Kristus skulle tiltræde sit kongedømme i herlighed. Den kunne ikke finde sted efter at den verdslige tingenes ordning var ødelagt af de himmelske kræfter, eftersom Kristus ikke da ville være i stand til at skille folkene som får skilles fra bukke. Hans indsættelse i kongemagt ved sit andet komme måtte ske på et tidspunkt da de onde stadig eksisterede, en tid før deres undergang. Dette blev forudsagt i Salme 110 versene et og to, hvor Kristus, Davids Herre, får befalingen: „Hersk midt iblandt dine fjender.“
Verdensbegivenhederne siden året 1914 udgør det store tegn på Kristi anden nærværelse der med Jesu egne ord står skrevet i Mattæus’ evangelium det fireogtyvende kapitel. Dette årstal bekræftes også af den kendsgerning at hedningernes tider eller nationernes tider, som begyndte i år 607 f. Kr., afsluttedes i 1914. Tre og et halvt år senere indledte han domsvirksomheden, først over „Guds hus“, derefter over denne verdens nationer. Disse svarer til de tre og et halvt år der gik fra den tid Jesus blev salvet til konge indtil han gik ind i templet i Jerusalem og rensede det. Når kendsgerningerne omhyggeligt bliver undersøgt beviser de afgjort at vi lever i denne verdens sidste dage — den længe varslede domsperiode.
Den måde hvorpå mennesker tager imod den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige, og den måde hvorpå de behandler Jehovas tjenere som udfører denne forkyndelse, er afgørende for om de klassificeres som får eller bukke. Jesus siger til fåreklassen: „’Sandelig siger jeg Eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.’“ Og til bukkeklassen siger han: „’Sandelig siger jeg Eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I heller ikke gjort imod mig.’ Og disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.“ — Matt. 25:40, 45, 46.
Hvis du er en af dem der har den indstilling at du gør hvad du tror er rigtigt og aldrig gør andre mennesker ondt, men du alligevel ikke agter på den gode nyhed om Guds rige og de krav Gud stiller, kan du ikke forvente en gunstig dom. Det der tæller er ikke hvad du mener er rigtigt, men hvad Gud mener er rigtigt.
Oprettelsen af Guds rige under Kristus er den bedste nyhed der nogen sinde er blevet proklameret, for det betyder at Jehova Guds navn snart vil blive renset for den forsmædelse verden har bragt over det, og at afslutningen nærmer sig for den verden som i ondskab har overgået den verden som gik til grunde i Vandfloden. Det betyder at de sagtmodige på jorden, gudhengivne mennesker som glæder sig over den gode nyhed om Riget, skal arve jorden og nyde fred og evigt liv under den himmelske regerings retfærdige styre. Ingen af de mennesker som elsker retfærdighed, Gud og Kristus, vil ignorere denne gode nyhed. De vil i stedet for tage imod den og slutte op om forkyndelsen af den.
En alvorlig tid
Ligesom domsperioden der sluttede med Vandfloden førte til definitiv udslettelse for den tids mennesker, vil afslutningen på den nuværende domsperiode for bestandig gøre ende på de ugunstigt dømtes bevidste liv. Det er derfor en meget alvorlig tid vi lever i.
Forældre som afviser den gode nyhed om Riget og som lader hånt om Jehova Guds gode principper og vidunderlige hensigter, kan ikke forvente at deres mindreårige børn skal overleve eksekveringen af Guds dom. Indtil et barn når den alder da det selv er ansvarligt for sine handlinger, er det under familieansvar. Den guddommelige straf eller velsignelse som kommer over forældre vil automatisk gå videre til børnene. Dette princip slås fast i Ezekiel 9:6, hvor Guds befaling lyder: „Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer mærket, må I røre!“
De umyndige og mindreårige børn af de mennesker som gik til grunde i Vandfloden, blev ikke bevaret med Noa i arken; de blev udslettet sammen med deres onde forældre. Det samme gjorde sig gældende i byerne Sodoma og Gomorra. Hvis der havde været ti retfærdige mennesker i disse byer ville de være blevet skånet. Det er sikkert at der var mere end ti umyndige og mindreårige børn i byerne; ikke desto mindre ødelagde Gud de to byer.
Eftersom forældrenes handlemåde får direkte følger for deres mindreårige børn, hviler der et alvorligt ansvar på forældrene. De kan ikke tillade sig at se passivt og uinteresseret på Guds erklærede hensigter. Det er ikke ad den vej de modtager en gunstig dom over sig selv og deres mindreårige børn. Forældre som i gerning viser deres kærlighed til Gud og hans rige sammenlignes med fårene, og Gud velsigner dem med den forret at blive bevaret sammen med deres børn.
Denne dommens tid er meget alvorlig for mennesker i alle livsstillinger. Den holdning hvert menneske indtager til Guds rige og hensigter vil betyde enten evig død eller liv i en retfærdig ny verden.
Gennem mere end fyrre år, siden 1918 da Gud begyndte at holde dom over dem som hævdede at være Guds hus, har en stor skare mennesker taget vel imod forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. De danner en ny verdens samfund hvis indbyggere har smedet deres sværd „til plovjern, deres spyd til vingårdsknive“. (Es. 2:1-4) De glæder sig over fred mens de lever i en krigsophidset verden. I lighed med de seks mennesker som blev bevaret gennem Vandfloden sammen med Noa og hans hustru, vil de blive bevaret gennem det kommende Harmagedonslag, når Guds himmelske styrker bringer denne domsperiode til en voldsom afslutning. — 2 Tess. 1:6-9; Zef. 3:8.
I tidligere tider bar Gud over med dem som var uvidende om hans befalinger og hensigter, men det gør han ikke under den nuværende domsperiode. Den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om hans oprettede rige udelukker enhver undskyldning for at leve i uvidenhed. Hvis du sætter pris på livet vil du ikke affeje det du lige har læst som værende uvæsentligt; du vil derimod gøre dig umage for at lære Jehovas hensigter at kende så du kan vide hvilke krav du må opfylde for at blive bevaret og ført ind i en retfærdig verden. Ved at handle i overensstemmelse med hans vilje vil din sag ikke ende med en ugunstig dom til død, men med en gunstig dom til liv.