Bevar dig i Guds gunst

 1. a) Hvad er hensigten med Kristi genkomst i modsætning til hans første nærværelse? b) Hvordan vil han gøre sin nærværelse kendt?

INTET menneske kan se Gud og leve. Thi Gud er ånd og kan slet ikke ses af det menneskelige øje. Efter sin død som menneske blev Jesus oprejst og iklædt udødelighed som en ånd og i Guds udtrykte billede, således at mennesker nu heller ikke kan se den herliggjorte Kristus Jesus. Dog lovede han at komme igen og åbenbare sig for menneskeslægten i verden. Det vil han også gøre, men han vil ikke komme i kødet, for gjorde han det, ville han ikke være i stand til at fuldbyrde hensigten med sit komme. Derimod vil han gøre sin nærværelse kendt for menneskene gennem en række beviser, der er blevet forudsagt, og som skulle markere hans genkomst. Men det er ikke alle, som anerkender disse beviser som et tegn på, at Kristus nu har overtaget sin usynlige stilling i forbindelse med jorden, eller at han virkelig er blevet udsendt for at tage sin magt og begynde sit herredømme. Mens hans første nærværelse tjente til at godtgøre hans ret til Riget, er hensigten med hans genkomst at oprette dette rige i al sin magt og herlighed og bringe hvert menneske og alle nationerne, ja selv Satan, til underkastelse under denne retfærdige regering. De, som nægter at tage imod denne kongelige repræsentant for Jehovas overhøjhed og ikke vil anerkende hans herredømme på grundlag af det tegn, Gud har forudsagt og manifesteret, vil blive tvunget til at anerkende hans nærværelse, når han åbenbarer sig i den brændende fuldbyrdelse af dommen over de genstridige.

 2. Hvorfor blev begyndelsen til Jesu nærværelse i 1914 ikke markeret af en „åbenbaring“?

² Jehova har ikke lyst til den gudløses voldelige død. (Ez. 18:23) Det er grunden til, at Kristus, dengang han kom igen i 1914, ikke åbenbarede sig med „flammende ild“ for at bringe straf over dem, som ikke vil vide af Gud. Efter at hensigten med krigen i himmelen var nået, og Satan og alle hans dæmoner var kastet ud og ned til jorden, ophørte Kristus Jesus med at bruge sin regeringsmagt på denne måde. (Åb. 12:7-9) Dengang Jesus fortalte, hvad der skulle være tegnet på hans genkomst og på, at Satans tingenes ordning havde nået enden, sagde han: „Dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.“ (Matt. 24:22) Han gjorde midlertidigt ende på den varme krig mod Satan for at fuldbyrde en anden af Guds hensigter. (Åb. 7:1-3) Det er en dommens tid, en tid til at vise dem gunst, som Gud godkender.

En afgørelsens tid

 3. a) Hvilke eksempler fremholdt Jesus for at vise, at hans manifestation skulle gå forud for hans åbenbaring? b) Hvad vises der ved, at nogle „tages med“?

³ Efter at Jesus havde anført de to eksempler med Noa og Lot som en tilkendegivelse af, hvordan hans nærværelse og åbenbaring skulle forme sig, viste han, at hans manifestation skulle indtræffe før den ugunstige doms fuldbyrdelse. Han sagde: „Da skal to mænd være sammen på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, den anden lades tilbage. Våg derfor, thi I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.“ (Matt. 24:40-42; Luk. 17:34, 35) Det græske ord, der bruges for udtrykket „tage med“, er det samme ord, som bruges i forbindelse med Josef, hvor der siges, at han „hjemførte“ sin hustru. Det bruges også der, hvor der siges om Jesus, at han tager Peter, Jakob og Johannes med sig til forklarelsens bjerg. Jesus bruger ordet der, hvor han siger: „Når jeg går bort . . . kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal også I være.“ (Joh. 14:3; Matt. 1:20, 24; 17:1) De, som „tages med“, opnår Guds gunst og føres ind på frelsens vej. Dette svarer til, at Noa blev taget ind i arken, før Vandfloden kom, og at Lot blev taget ved hånden og ført ud af byen, og det sker derfor forud for dommens fuldbyrdelse.

 4. a) Hvornår og hvordan fandt manifestationen ved Kristi første nærværelse sted? b) Hvilken begunstiget stilling blev de godkendte taget til?

⁴ Denne tilstand skildres også ved den gunstige dom, Jesus fældede under sin første nærværelse. I alle de tre og et halvt år hans forkyndergerning varede, helbredte Jesus ikke alene de fysisk syge, men han åbnede også vejen for åndelig helbredelse. Da Jesus derfor uventet red ind i Jerusalem den tiende nisan, år 33, for at fremstille sig som konge, fandt der en deling sted blandt folket. Skarerne, som havde forberedt sig ved at lytte til ham, hyldede ham som konge. På den anden side viste ypperstepræsterne, der havde benægtet hans gerninger, hvor de stod, for de nægtede at anerkende og salve ham med hellig olie, som det var skik og brug i Israel, når de tag imod deres konge. På pinsedagen, kort efter Jesu død og opstandelse, blev denne adskillelse endnu tydeligere, idet Kristus viste dem, som fulgte ham, sin gunst ved at udgyde Guds aktive kraft over dem. Det var på det tidspunkt, at det blev betroet dem at tage vare på Guds tjeneste, og de blev salvet med hans ånd til at prædike det gode budskab om Jesu opstandelse, tegnet på den lovede Messias’ første komme. Paulus omtaler dem som „husholdere over Guds hemmeligheder“ og kommer i forbindelse hermed ind på denne adskillelse. Han siger: „Døm derfor ikke noget før tiden, før Herren kommer, han, som skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil; da skal enhver få sin ros af Gud.“ (1 Kor. 4:1-5) Mens Paulus med forventning så frem til Kristi komme til det åndelige tempel i 1918 for at holde dom, kunne han betragte Kristi pludselige komme til Jehovas bogstavelige tempel i Jerusalem den tiende nisan, år 33, som et eksempel eller billede herpå.

 5. Hvordan blev religionslederne „overladt“ til sig selv?

⁵ Under denne dom over Israel afslørede Jesus hjertetilstanden hos de religionsledere, som gjorde tjeneste i templet, og forkastede dem pure og overlod dem til deres eget hjertes hårdhed. Dette fremgår af Jesu ord til det bogstavelige Israels folk, dengang han bekendtgjorde Jehovas officielle skilsmisseerklæring til dem: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ Det ser ud til, at Jesus her hentydede til templet i Jerusalem, for ved en senere lejlighed sagde han følgende til sine disciple vedrørende templet: „Her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.“ (Matt. 23:38; 24:2) Fra da af trak Jehova sin nærværelse tilbage fra huset, hvor israelitterne tilbad, ligesom han har trukket sig tilbage fra kristenhedens tilbedelseshus.

 6. Hvordan kan vi vide med sikkerhed, at de, som tages med, ikke bogstaveligt bliver fjernet fra jorden?

⁶ Jesu ord vedrørende dem, som tages med, og dem, som lades tilbage, har fået nogle religiøse fortolkere af Bibelen til at drage den slutning, at han, når han kommer igen, pludselig i en „henrykkelse“ vil fjerne nogle fra jorden, som han har godkendt, og lade andre blive tilbage og fortære af ild. Dette beror på egenmægtig tydning og er en fordrejelse af Skriften. I overensstemmelse med den mindre opfyldelse af Jesu ord til sine disciple blev de kun adskilt fra det øvrige Israel i den forstand, at de stod i en gunstig stilling eller i et gunstigt forhold ind for Jehova. På den anden side blev religionslederne og dem, som fulgte dem, berøvet Guds gunst og ladt tilbage i fyrretyve år, i hvilken periode de måtte høre Kristi opstandelse blive forkyndt for hele folket. Afgørelsens tid for Israel fortsatte til året 70 e. Kr., men de, som var blevet „taget med“, færdedes stadig blandt dem, som var blevet „ladt tilbage“. Denne skygge eller mindre opfyldelse har sit sidestykke i tiden for Kristi anden manifestation og åbenbaring.

 7. Hvordan blev der vist nogle gunst under manifestationen af Kristi anden nærværelse, og hvordan gik det de utro?

⁷ I 1918 kom Herren pludseligt til sit åndelige tempel for at holde dom. På det tidspunkt viste han de trofaste sejrvindere, der sov i døden, sin gunst ved at oprejse dem fra døden til udødelighed. De trofaste på jorden blev af Herren taget med ind i tempeltjenesten og fik Guds riges interesser betroet. (Luk. 12:42-44; 1 Tess. 4:16, 17) Siden da, og navnlig siden 1919, har de med glæde forkyndt Kongens nærværelse og det gode budskab om hans oprettede rige, idet de har peget hen til tegnet på Kristi anden nærværelse, Menneskesønnens tegn. Samtidig blev de lade trælle, der ikke gav agt på tegnet på Kristi anden nærværelse, efterhånden som det blev tydeligere og tydeligere, overladt til deres egen onde higen og tragten, og de blev kastet ud sammen med skaren af lovløse religionsledere, „hyklerne“, der aldrig har været tro mod deres underforståede pagt i forbindelse med tempeltjenesten. Der udenfor afventer de den absolutte ende, da Kristus skal åbenbares. — Matt. 24:48-51; Luk. 12:45, 46.

Bevar ligevægten

 8. Gennem hvilken virksomhed har Kristus stadig manifesteret sig?

⁸ I 1919 viste Kristus ikke alene dem sin gunst, som oprigtigt søgte ham, men han vedblev med at give sig til kende for dem, som anerkender hans nærværelse på grundlag af den forkyndelse, der har lydt. Denne voksende aktivitet, som de, der er blevet taget med, har udfoldet, har de udfoldet til trods for den hårde forfølgelse, de, som er blevet ladt tilbage, har udsat dem for. De trofaste henter styrke og mod i bevidstheden om, at selve deres forkyndelse er en del af tegnet, og at deres frimodighed er et vidnesbyrd om den kommende undergang over deres modstandere. (Fil. 1:27, 28) Men de forstår, at der er mangen en faldgrube på deres vej fremover og til tidspunktet for Jesu Kristi åbenbaring. De ved, at Jehovas trofaste vidner i denne endens tid for den nuværende tingenes ordning daglig må træffe afgørelser, der er bestemmende for deres stilling hos Herren. De husker, at største delen af Bibelens kristne Græske Skrifter, som formaner de kristne til trofasthed, blev skrevet på et tidspunkt, da der var ganske særlig brug for dem, nemlig ved slutningen på den jødiske tingenes ordning og inden dommens højdepunkt. De, som bliver taget med, stålsætter deres sind til aktivitet og giver agt på Peters advarsel om at bevare „den fulde ligevægt“.

 9. Hvilken bibelsk formaning gives der dem, som er i Guds gunst?

⁹ Udtrykket, „een gang frelst, altid frelst“, er ikke i harmoni med Bibelens lære. Jesus advarede: „Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin hånd på ploven, er brugbar for Guds rige.“ (Luk. 9:62) Fremdeles advarede han: „Den, der på hin dag er på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke stige ned for at hente dem; ej heller skal den, som er på marken, vende tilbage igen. Tænk på Lots hustru!“ (Luk. 17:31, 32) Derfor må de, som er blevet taget med, træde lige spor med deres fødder og udelukkende lade sig lede af Guds ord. (Hebr. 12:13; Ordsp. 3:5, 6) Begyndelsen til kompromis er begyndelsen til frafald. Det er grunden til, at de må nægte og også nægter at lade sig besnære af menneskers nok så tilforladelige ræsonnementer. (Kol. 2:8) Jesus sagde: „Agt vel på, at ikke nogen skal føre jer vild. Thi mange skal komme i [på grundlag af, NW] mit navn og sige: Jeg er Kristus; og de skal føre mange vild.“ (Matt. 24:4, 5) De, som indtager den begunstigede stilling i dag, studerer med omhu og under bøn Guds ord, som det bliver åbenbaret gennem den „tro og kloge træl“, idet de anerkender, at de hver især kun er en del af den organisation, som Jehova handler med, og som han leder til en strålende sejr efter sin egen vilje.

10. Hvilken advarsel vil de lægge sig på sinde, som bevarer den fulde ligevægt?

¹⁰ At bevare ligevægten vil sige at bevare billedet af Teokratiet og ens forhold til det klart i sit sind. En uligevægtig person er vægelsindet, vankelmodig og upålidelig. Bliver man bytte for verdens lumske uretfærdighed, begynder man måske at træffe sine afgørelser og leve sit liv efter den gamle verdens samfunds „vedtagne“ målestok. Det er en farlig vej og fører til mange smertelige erfaringer. (1 Tim. 6:10) Vi bør altid huske på, at mangen en erfaren rejsende er faret vild, når han har vovet sig ud på brydsomme og besværlige afveje. De, som oprigtigt og af hele deres hjerte elsker Jehova og hans nye verdens samfund, ønsker ikke at have lod og del med dem, som overlades til Jesu Kristi vrede, når han åbenbares.

11. a) Hvorfor er det farligt for ens ligevægt at gøre spørgsmål af underordnet betydning til en afgørende faktor i ens liv? b) Hvordan er racespørgsmålet et eksempel herpå?

¹¹ De, som bevarer den fulde ligevægt, vil heller ikke lade sig lede på afveje af et eller andet spørgsmål af underordnet betydning og gøre det til den afgørende faktor i deres liv. Blandt de første kristne var der for eksempel mange, der ønskede at gøre spørgsmålet om omskærelse til et kardinalpunkt på bekostning af forkyndergerningen. Spørgsmålet blev ikke afgjort, og striden ikke bilagt, før de ledende brødre greb ind. (Ap. G. 15:1-29) I dag er racespørgsmålet i mange lande et problem i Rigets gerning. Men den „tro og kloge træl“ forstår, at den endelige afgørelse af sådanne spørgsmål ikke er betroet dem. Som det tydeligt er givet til kende, går deres opgave ud på at forkynde det nuværende tegn på Kristi snarlige åbenbaring og på hans doms fuldbyrdelse og henlede folkenes opmærksomhed derpå. De nægter at befatte sig med splittelser og partier, som Harmagedonslaget vil gøre ende på. De ved, at der ikke findes splittelse eller klasseforskel inden for Jehovas tjenesteorganisation, selv om det på visse steder kan være nødvendigt eller tilrådeligt at følge kejserens love og holde møder for farvede og hvide hver for sig. Vi ved, at formålet med, at vi kommer sammen, først og fremmest er at studere, og at vor hovedopgave består i at aflægge et vidnesbyrd på arbejdsmarken. De, som er oprigtige, vil bevare den fulde ligevægt og følge den fremgangsmåde eller lovlige metode, der er bedst tjenlig til at nedbryde beboernes fordom i det pågældende distrikt. Hvorfor ikke vise dem, vi lever iblandt, den eneste vej til sand frihed, en vej, vi allerede selv er slået ind på? Hvorfor stille en sag, der er prekær nok i forvejen, på spidsen og forøge problemerne i forbindelse med vidnearbejdet? Næstekærlighed er et af de retfærdige krav, Jehova stiller. De, som bevarer den fulde ligevægt, vil forvisse sig om, at deres kærlighed ikke gælder dem selv eller giver sig udslag i at ophøje en bestemt befolkningsgruppe i andre menneskers øjne, men udelukkende tager sigte på at vise de „andre får“ hen til Guds kærlighed og til ham, hos hvem sand hjælp og bistand er at finde.

12. Hvordan bør vi med rette betragte Jesu Kristi åbenbaring?

¹² Det er kun de ubarmhjertige, der ser hen til Harmagedonslaget ene og alene som en tid, da Guds vrede skal udøses og hans dom fuldbyrdes på de onde og gudløse. Paulus siger: „Derfor er du uden undskyldning, menneske! hvem du end er, som opkaster dig til dommer; thi idet du dømmer de andre, fordømmer du dig selv; du dømmer nok, men handler selv på samme vis. Vi ved jo, at Guds dom med rette er over dem, som handler således. Men du, menneske! som dømmer dem, der handler således, og selv gør det samme, regner du med, at du vil kunne undfly Guds dom? Eller ringeagter du hans godheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom og ved ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse? Men ved din hårdhed og dit ubodfærdige hjerte samler du dig vrede til vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares.“ (Rom. 2:1-5) De, som i dag er tilbøjelige til at kritisere og finde fejl, undergraver deres stilling hos Herren og sætter måske hans barmhjertighed og langmodighed på for hård en prøve. Derfor advarer Peter os: „Sæt fuldt ud jeres håb til den nåde [ufortjente godhed, NW], som bliver jer til del, når Jesus Kristus åbenbares.“ (1 Pet. 1:13) Eftersom Jehova i sin barmhjertighed har afkortet denne vredens dag mod Satan ved at fastsætte et tidsrum, i hvilket mennesker kan søge i sikkerhed, vil de, som elsker Gud og deres næste, skynde sig at udnytte tiden til det yderste, idet de gør deres eget sind fast gennem den nøjagtige kundskab om Guds ord og aktivt forkynder det gode budskab for alle, der har et hørende øre.

Vi afventer dagen

13. Hvorledes fremhæver Peter vigtigheden af at være travlt beskæftiget?

¹³ I sit andet brev forklarer Peter sagen yderligere og understreger vigtigheden af at være travlt beskæftiget. Han minder os om, at der skal komme spottere, som vil mene, at Gud har glemt menneskenes tilstand, og siger: „Herren [Jehova, NW] nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse. Men Herrens [Jehovas, NW] dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op [blive åbenbaret, NW]. Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder [holder jer nær på sinde, NW] Guds [Jehovas, NW] dags komme.“ — 2 Pet. 3:9-12.

14. Hvilken forskel er der på begyndelsen til Kristi anden nærværelse og hans manifestation?

¹⁴ Peters ord om, at dagen kommer som en tyv, afføder et andet spørgsmål. Nogle, som ikke er oplært i Skriften, fremhæver dette som en uoverensstemmelse i Bibelen. „Hvordan kan I få disse udtalelser til at harmonere, når I siger, at Kristus skal komme i magt og herlighed, men også som en tyv om natten?“ Svaret er meget ligetil, som det allerede fremgår af vor drøftelse her. Disse spottere har ikke forstået de forskellige faser til Kristi nærværelse, eller hvad der udrettes ved hver enkelt af hans kommes faser. Mens begyndelsen til hans nærværelse blev forkyndt videnom, da han kom i sin magt og herlighed, var hans nærværelses næste fase, nemlig hans tilsynekomst eller manifestation i templet for at holde dom, lige så uventet som en tyv om natten. Selv de, som søgte ham, forstod ikke, hvad der foregik, før denne aktivitet var begyndt. — Mal. 3:1, 2; Matt. 25:1-13.

15. a) I hvilken forstand kommer Jesu Kristi åbenbaring som en tyv? b) Hvori er den forskellig fra hans manifestation?

¹⁵ Jehovas dag, som Peter hentyder til i det ovennævnte skriftsted, er dagen, da Gud udøser sin vrede, når Jesus Kristus åbenbares. Her siges der også, at denne dag kommer som en tyv. Hvordan vil da selv de onde vide, at han er nærværende? Det er begyndelsen til denne dag, der kommer uventet og overrasker dem, som står uforberedte, men efterhånden som den skrider fremad, vil det blive mere og mere åbenbart for alle, at enden på denne tingenes ordning er kommet. (Ez. 7:6-9; Luk. 21:34-36) I modsætning til Kristi manifestation i 1918 vil de, som nu søger ham, ikke blive overrasket, mens de sover. Dette bekræftes af Paulus’ ord: „Selv ved I jo god besked om, at Herrens [Jehovas, NW] dag kommer som en tyv om natten. Når de siger: Fred og ingen fare! da er undergangen pludselig over dem ligesom veerne over den frugtsommelige, og de skal ingenlunde undslippe. Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. Thi alle er I lysets børn og dagens børn.“ (1 Tess. 5:2-5) De er i lyset og kan derfor klart skelne mellem begyndelsen til Kristi nærværelse og hans manifestation og åbenbaring. Dermed „forkynder“ eller „behandler“ (NW) de „sandhedens ord på rette vis“.

16. Hvordan vil vi kunne se det, når Jesu Kristi åbenbaring er begyndt?

¹⁶ Hvordan kan vi vide, når tidspunktet for Jesu Kristi åbenbaring er kommet og allerede er begyndt? Mærk dig det tegn, Paulus gav tessalonikerne i det brev, vi citerede i foregående paragraf. Når de siger „fred og ingen fare“, er tiden for hånden. Hvordan vil de gøre det? De, som tages med ind i Guds gunst, vil blive udsat for en stadig tiltagende forfølgelse fra deres side, som bliver overladt til sig selv, borte fra Guds nærværelse. (Åb. 12:17; 13:7) Disse forladte vil på Satans opfordring mønstre alle deres stridskræfter i en total krig mod Jehovas indsatte konge og søge at udrydde det nye folk, det åndelige Israel, som Kristus opbygger som en del af den nye verden. Måske vil det komme til at tage sig ud, som om de har opnået deres hensigt, og det vil få dem til at råbe: „Fred og ingen fare!“ Derefter åbenbarer Kristus sig for nationerne i hele sin usynlige nærværelses magt og majestæt. — Ez. 38:18, 19, 21-23.

17, 18. Hvem rammer fuldbyrdelsen af dommen først, og hvem alene vil blive udfriet?

¹⁷ „Så sandt det er retfærdigt for Gud at give dem trængsel til gengæld, som volder jer trængsel, og jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium; de skal nemlig straffes med evig undergang bort fra Herrens ansigt og fra hans vældes herlighed.“ (2 Tess. 1:6-9) Øksen rammer først den frafaldne kristenheds rod (Jer. 25:34, 35; Luk. 3:9), og når disse kræmmeragtige hyrder søger i skjul, bliver det kun de kristne, hvis tro har været prøvet i ild, der vil overleve og fortsætte med at forkynde den kommende dom over den hedenske verden og hele den øvrige del af Satans organisation.