Hvorfor man bør underordne sig de „højere myndigheder“

„Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder, thi der er ikke myndighed uden ved Gud; de bestående myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger.“ — Rom. 13:1, NW.

 1. Hvorledes var det i harmoni med Guds vilje og Guds profeti at Josef og Maria underordnede sig verdens politiske magt?

I ÅR 2 før vor tidsregning lod Jakobs søn Josef og hans hustru Maria sig indskrive i deres fødeby i Judæa, hvorved de underordnede sig den romerske kejser Augustus’ befaling. Maria, der var datter af Eli, var på det tidspunkt frugtsommelig, og derfor skete det at hendes søn, Jesus Kristus, blev født i Betlehem. Dette var i samklang med Jesu himmelske Fader Jehova Guds vilje, for ved profeten Mika havde Jehova syv hundrede år tidligere forudsagt at hans søn skulle fødes i Betlehem. (Mika 5:1; Matt. 1:1, 16, 18; Luk. 2:1-7; 3:23) Det var således ikke i modstrid med Guds vilje og hensigt at jøderne i Palæstina underordnede sig de politiske myndigheder i denne henseende, selv om jøderne stadig var forpligtet til at underordne sig de ti bud og andre love som Jehova havde givet dem gennem sin profet Moses.

 2. Hvilke to lovkomplekser skulle jøderne indordne sig under, og hvilken fuldkommen handleregel gav Jesus dem som en hjælp hertil?

² Jøderne var under Guds overordnede lov, men måtte samtidig indordne sig under den kejserlige regering som på det tidspunkt styrede Judæa og Galilæa, opretholdt lov og orden og opkrævede skat og tribut. Det var Jesus Kristus der fremholdt den fuldkomne regel eller det princip der skulle ligge til grund for en sådan indordning. Til en gruppe jøder, hvoraf nogle var for romerriget og andre imod, sagde Jesus: „Tilbagebetal derfor kejseren hvad kejserens er, men Gud hvad Guds er!“ (Matt. 22:15-22, NW) Hverken de jøder der var for romerriget eller de der var imod det, kunne finde nogen fejl ved denne regel.

 3. Hvorfor skal kristne stadig følge den fuldkomne handleregel på trods af hvad året 1914 bragte?

³ Det romerske riges kejsere er, ligesom selve riget, for længst forsvundet, men det Jesus mente med de ord han udtalte om kejseren for nitten hundrede år siden, det kejseren repræsenterede, eksisterer stadig, ikke bare i form af imperialisme og kolonialisme, men i denne verdens politiske styreformer. Dette gælder også efter 1914, da hedningernes tider eller „nationernes fastsatte tider“ endte, nøjagtig som Jesus havde forudsagt i sin profeti om afslutningen på denne verdslige tingenes ordning. (Luk. 21:5-7, 24, NW) Den regel som Jesus fremholdt må derfor stadig være den rettesnor der skal respekteres og følges i dag, især af indviede, døbte kristne som Jehovas vidner. Det er ikke blot nationerne der stadig eksisterer, men Gud er også stadig til, og siden 1914 har alle jordens nationer stået til doms ind for ham. Mennesker der har fårets sindelag over for Gud vil følge regelen om kun at tilbagebetale kejseren hvad kejserens er, men Gud alt hvad Guds er. Som kristne apostle holdt Paulus og Peter sig også til denne regel og forsvarede den i deres skrifter. — Matt. 25:31-40.

 4. (a) Hvornår og til hvem skrev Paulus om det punkt hvorom striden står, og hvilke herskere havde han derfor i tanke? (b) Forstod modtagerne af brevet hvad Paulus mente? Gør kristne det i dag?

⁴ Omkring år 56 skrev Paulus til den kristne menighed i det romerske riges hovedstad, og i det trettende kapitel i sit brev tog han specielt dette stridsspørgsmål op til behandling. Det var mere end to hundrede år før den såkaldte kristenhed opstod (i det fjerde århundrede). Paulus levede i det hedenske romerrige før der fandtes såkaldte kristne konger der hævdede at styre ved guddommelig ret og ved „Guds nåde“; Paulus skrev derfor ikke til de kristne i Rom om kristenhedens politiske herskere, men om hedenske herskere som kejseren og de landshøvdinger og konger kejseren havde indsat over forskellige landområder. Derfor var det især af stor betydning for de kristne i Rom at blive klar over følgende spørgsmål: Eftersom de verdslige herskere ikke er kristne og ikke har indviet sig til Jehova, skylder de kristne så sådanne herskere der styrer landet, ja også Palæstinas land med byen Jerusalem, noget? For kristendommens skyld var det nødvendigt at den romerske menighed kom til klarhed over dette spørgsmål så den kunne handle ud fra en oplyst samvittighed. I sit brev til de kristne tog Paulus spørgsmålet op til alvorlig overvejelse. Han udtrykte sig klart, og de forstod hvad han skrev. Alligevel hersker der i dag, nitten hundrede år senere, uenighed om hvad Paulus mente, og spørgsmålet har for nylig atter påkaldt sig verdens opmærksomhed på grund af en religiøs debat i det delte Tyskland.a

 5, 6. (a) Til gavn for hvem skrev Paulus Romerne 13:1-7, og hvilket spørgsmål opstår i denne forbindelse? (b) Hvad vil hjælpe os til at finde det rette svar på spørgsmålet, og hvad vil vi derfor nu gøre?

⁵ Paulus skrev til „alle Guds elskede, som er i Rom, kaldede til at være hellige“, og det han skrev skulle således være til gavn for den kristne menighed. (Rom. 1:7) Men det er ikke alt i dette brev der blot vedrører menighedens indre anliggender. Det store spørgsmål i dag er: Gælder det Paulus skrev om i Romerbrevet, det trettende kapitel, versene 1 til 7, inden for menigheden eller uden for menigheden? En af de ting der kan hjælpe os til at afgøre sagen er de vers der leder ind til det trettende kapitel. Vi må huske at Paulus ikke inddelte sit brev i vers og kapitler; han skrev det som et brev, ikke som en moderne bog eller bibel. Vi har ikke noget bevis for at han skilte det der nu er kapitel 13:1-7 fra det foregående. Lad os derfor, for at få den rette sammenhæng, uden afbrydelse læse fra det der nu er kapitel 12:17 til kapitel 13:7. Der siges:

⁶ „Gengæld ikke nogen ondt med ondt; stræb efter det, der er godt i alle menneskers øjne, om det er muligt. Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer! Tag ikke jer selv til rette, I elskede, men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: ’Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Herren.’ Men ’dersom din fjende sulter, så giv ham at spise; dersom han tørster, så giv ham at drikke; thi når du gør det, sanker du gloende kul på hans hoved.’ Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode! Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder, thi der er ikke myndighed uden ved Gud; de bestående myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger. Derfor, den som sætter sig op imod myndigheden står Guds ordning imod; de som står den imod vil pådrage sig selv dom. Thi de styrende er genstand for frygt, ikke for den gode gerning, men for den onde. Ønsker du da at være uden frygt for myndigheden? Så gør vedblivende det gode, og du skal få ros af den; thi den er Guds tjener til gavn for dig. Men gør du det onde, da frygt: thi den bærer ikke sværdet uden hensigt; den er jo Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den som handler ondt. Der er derfor tvingende grunde til at I underordner jer, ikke alene for vredens men også for jeres samvittigheds skyld. Af samme grund svarer I jo også skat; thi de er Guds offentlige tjenere der bestandig tjener dette formål. Giv alle hvad I er dem skyldige, ham der kræver skat, skat; ham der kræver tribut, tribut; ham der kræver frygt, frygt; ham der kræver ære, ære.“ — Kapitel 13:1-7 efter New World Translation.

 7. Hvor må vi, ifølge sammenhængen i de vers som leder op til det trettende kapitel, naturligt placere de „højere myndigheder“?

⁷ Af det vi her har læst fremgår det klart at Paulus i de sidste fem vers af kapitel tolv fortæller Guds hellige hvordan de skal opføre sig blandt mennesker uden for den kristne menighed, blandt „alle mennesker“, heri endog indbefattet en fjende der gør kristne ondt, altså et menneske uden for, ikke inden for menigheden. Lige derefter går Paulus over til at drøfte de „højere myndigheder“, og hans blik er således ikke rettet mod menighedens indre anliggender men mod det der er udenfor. Det følger derfor af sig selv at disse „højere myndigheder“ må være at finde i verden uden for menigheden.b Vi kan absolut ikke lukke øjnene for den kendsgerning at der findes myndigheder uden for den kristne menighed.

 8. (a) Hvilket ord brugte Paulus oprindelig for „myndighed“, og om hvem blev ordet også anvendt? (b) Hvorledes anvendtes ordet af Satan Djævelen og den romerske høvedsmand i Kapernaum?

⁸ Selv om det var menigheden i Rom Paulus skrev til, skrev han ikke på latin men på græsk. Det græske ord som Paulus brugte for „myndighed“ var exousía. De der læste den gamle græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter havde kendskab til ordet exousía som et ord der anvendes om hedenske herskerstillinger eller herredømmer. (Se Daniel 7:6, 14, 17; 11:5) Selv Satan Djævelen henviste til den myndighed han sad inde med. Da han forsøgte at friste Jesus Kristus med herredømmet og magten over hele jorden, sagde han til Jesus: „Dig vil jeg give al denne myndighed [exousía] og deres herlighed; thi til mig er den overgivet og jeg giver den til hvem jeg vil.“ Men Jesus nægtede at købslå med Guds ærkefjende om verdslig myndighed. (Luk. 4:6-8, NW) Da en romersk høvedsmand i Kapernaum senere bad om Jesus ville helbrede hans tjener, brugte høvedsmanden samme ord som findes i Romerbrevet 13:1 og sagde: „Sig kun et ord, så bliver min tjener rask. Jeg er jo selv en mand, som står under kommando [myndighed, NW] og har soldater under mig; og siger jeg til den ene: ’Gå!’ så går han.“ — Matt. 8:5-9; Luk. 7:8.

Verdslige myndigheder

 9. Hvordan møntede Jesus og hans fjender ordet på de verdslige myndigheder?

⁹ Da Jesus forud advarede sine disciple om den forfølgelse kristendommens fjender ville bringe over dem sagde han: „Men når de fører jer frem for synagoger og øvrigheder og myndigheder, så skal I ikke bekymre jer for, hvordan eller hvormed I skal forsvare jer, eller hvad I skal sige.“ (Luk. 12:11) De jødiske religiøse ledere sendte mænd der foregav at være retfærdige, til Jesus „for at fange ham i ord så de kunne overgive ham til øvrigheden og til landshøvdingens myndighed“. (Luk. 20:20, NW) Da Jesus frivilligt lod sig arrestere i Getsemane have sagde han til sine fjender: „Nu er det jeres time, og mørket har magten [myndigheden, NW].“ (Luk. 22:53; Kol. 1:13) Hvad gjorde landshøvdingen Pontius Pilatus med Jesus? „Da han fik at vide, at han var fra Herodes’ område [exousía], sendte han ham til Herodes.“ (Luk. 23:7) I overensstemmelse med den myndighed som de verdslige landshøvdinger sad inde med, havde Jesus tidligere sagt til sine apostle: „Nationernes konger spiller herre over dem, og de der har myndighed over dem kaldes ’Velgørere’. I skal dog ikke være sådan.“ (Luk. 22:25, 26, NW) Den sidste bog i Bibelen, der forudsiger begivenheder som indtræffer i vore dage, fortæller om ti symbolske konger: „De får myndighed som konger én time sammen med vilddyret. Disse har én tanke, og derfor giver de deres magt og myndighed til vilddyret.“ (Åb. 17:12, 13, NW) Alle de her omtalte „myndigheder“ er altså verdslige myndigheder.

10. Viser tillægsordet „højere“ foran „myndigheder“ at disse ikke er af denne verden, og hvordan ræsonnerer vi os til det korrekte svar?

¹⁰ Nogle vil måske komme med den indvending at Paulus i Romerne 13:1 kalder myndighederne „de højere myndigheder“. Viser dette udtryk ikke at disse myndigheder ikke kan være af denne verden? Kan nogen myndigheder være „højere“ end Gud? Nej, men Paulus minder os også om at selv om disse „myndigheder“ er „højere“, er de underlagt Gud. Hvordan gør han det? Han siger: „Der er ikke myndighed uden ved Gud; de bestående myndigheder er [af hvem?] af Gud anbragt i deres relative stillinger.“ Dersom Gud har anbragt disse „højere myndigheder“ i deres stillinger i et bestemt forhold til ham selv og til hinanden, så må de også være underlagt Gud, som er den Højeste. (Luk. 6:35; Ap. G. 7:48; Hebr. 7:1) Det græske ord for „højere“ som Paulus her benytter, er en nutids tillægsmåde der betyder „værende over, værende højere (eller bedre), ragende op over, stående over“, men ikke nødvendigvis højest. Lad os betragte nogle andre skriftsteder hvor dette græske udsagnsord er anvendt.

11. Hvordan er det græske udsagnsord hvoraf den græske tillægsmåde for „højere“ er udledt, anvendt i 1 Timoteus 2:1, 2; 1 Peter 2:13 og Filipperne 2:3?

¹¹ I Første Timoteus 2:1, 2, hvor Paulus taler om at bede for alle slags mennesker, siger han at der bør fremsiges bønner „for konger og alle i høje stillinger“. Udtrykket „høje stillinger“ er oversat fra det græske navneord hyperokhé, der er afledt af udsagnsordet hyperékhein, og det er tillægsmåden af dette udsagnsord Paulus bruger i Romerne 13:1. Peter bruger det samme græske udsagnsord i Første Peter 2:13 (NW) hvor han taler om en konge som „værende højere“. I Filipperne 2:3 fortæller apostelen Paulus desuden de kristne i menigheden hvordan de bør se på hinanden og siger: „Agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv“, men naturligvis ikke højest som Jehova Gud.

„Højere“ end hvem?

12. Er der mennesker i verden uden for menigheden som står højere end de kristne, og hvad husker de kristne på i denne forbindelse?

¹² Uden for menigheden, i den verden hvori de kristne befinder sig, selv om de ikke er en del af verden, findes der imidlertid mennesker som, hvad stilling og myndighed angår, er højere end sande kristne. Dette gælder i forbindelse med politiske regeringer, fordi sande indviede kristne som Jehovas vidner ikke blander sig i politik eller stræber efter et politisk embede. Men de husker kong Salomons ord i Prædikeren 5:7, der viser at Jehova Gud er højere end det højeststående menneske: „Når du ser den fattige undertrykt og lov og ret krænket på din egn, så undre dig ikke over den ting; thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge.“

13. Hvorfor må „enhver sjæl“ underordne sig, og hvoraf fremgår det at regelen ikke tager sigte på engle?

¹³ Eftersom kristne ikke kan undgå at have med verdslige regeringer at gøre siger Paulus til de kristne i Rom: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ Han minder dem om at de er sjæle, at det har med deres liv som sjæle at gøre. Hver sjæl, hver enkelt i menigheden, er forpligtet til at underordne sig. Ingen er undtaget. Paulus’ eget livsløb viser at han ikke dannede nogen undtagelse. Men i hvor stor udstrækning skal kristne underordne sig? Skal det være en fuldstændig underkastelse? På ingen måde. Husk at Romerne 13:1 ikke henvender sig til englene i himmelen, der kun er underlagt Gud og hans herliggjorte søn Jesus Kristus. (Hebr. 1:5, 6; 1 Pet. 3:21, 22) De himmelske engle har i fortiden kæmpet mod menneskers politiske regeringer og de vil også kæmpe mod dem i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åb. 16:14-16; 19:14-20) Romerne 13:1 gælder ikke dem men de kristne her på jorden, hvor denne tingenes ordnings politiske regeringer stadig eksisterer.

14. På hvilke områder underordner den kristne sig i et begrænset omfang?

¹⁴ Her på jorden er der mange områder hvor de kristne ifølge Guds skrevne ord må underordne sig i begrænset omfang. Selv Jesus „vedblev med at underordne sig“ sine jordiske forældre Josef og Maria, da han var dreng i Nazaret. (Luk. 2:51, 52, NW; Gal. 4:1-5) Børn skal underordne sig deres kristne forældre, som det fremgår af Første Timoteus 3:4 og Efeserne 6:1-4; yngre kristne bør underordne sig ældre kristne (1 Pet. 5:5); trælle eller tjenere underordner sig deres ejere eller herrer (Titus 2:9; 1 Pet. 2:18; Ef. 6:5-8); hustruer deres mænd (Kol. 3:18; Titus 2:5; 1 Pet. 3:1, 5; Ef. 5:22-24); søstre brødrene i menigheden (1 Kor. 14:33, 34); og menighedens medlemmer de brødre der trofast betjener dem. (1 Kor. 16:16) I alle disse forhold er der tale om en relativ, en begrænset underkastelse, for fremfor alt må vi gøre som Jakob 4:7 siger til os: „I [skal] underordne jer under Gud. Stå Djævelen imod, så skal han fly fra jer.“

15. I hvilken forstand er det følgelig den kristne skal underordne sig de „højere myndigheder“, og hvad er begrundelsen?

¹⁵ På samme måde er de kristnes underkastelse under denne gamle verdens „højere myndigheder“ også kun relativ, idet den ikke lader Gud og samvittigheden ude af betragtning. Apostelen Paulus nævner jo netop at en af grundene til at hver sjæl skal underordne sig er at „der er ikke myndighed uden ved Gud“.

Med Guds tilladelse

16. Hvordan er Satan Djævelen kommet i besiddelse af myndighed, og hvad har han gjort med den?

¹⁶ Den magt Satan Djævelen har, fik han oprindelig af Gud. Alligevel må vi ikke så meget som et øjeblik underkaste os Djævelen. Vi må stå ham imod. Han har fået tilladelse til at udøve den usynlige myndighed over denne gamle verden; ellers kunne han ikke have tilbudt Jesus myndighed over hele verden dengang han prøvede at friste Jesus til synd. En skabning der er i besiddelse af magt og myndighed kan give denne eller en del af den videre til andre. Det er det Satan, „den store drage“, har gjort med sin synlige organisation på jorden. Åbenbaringen 13:1, 2 (NW) skildrer denne organisation som et vilddyr og siger: „Og dragen gav dyret sin kraft og sin trone og stor myndighed.“

17. Når kristne underordner sig de politiske regeringer vil det så sige at de underordner sig Satan, eller er der en forskel?

¹⁷ Alt dette har naturligvis kun kunnet lade sig gøre fordi Gud har tilladt det, og det har resulteret i de politiske regeringer og styreformer der findes i dag. Satan Djævelen er imidlertid ikke en synlig, jordisk myndighed som kristne får befaling om at underordne sig. Når kristne underordner sig de bestående synlige, jordiske, menneskelige regeringer eller „højere myndigheder“, underordner de sig ikke Satan Djævelen, Dragen. De adlyder Guds befaling.

18, 19. (a) I hvilken erklæret hensigt finder vi grunden til at Gud endnu ikke har tilintetgjort Satan? (b) Hvad var det Gud skulle bevise med henblik på den lovede „sæd“?

¹⁸ Fra før Vandfloden på Noas tid og indtil nu har Satan, Dragen, kun udøvet sin magt og myndighed med Guds tilladelse. Grunden til at Gud ikke har tilintetgjort Satan finder vi i de ord Gud udtalte til Satan i Edens have efter at Adam og Eva havde syndet. Han sagde: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen.“ — 1 Mos. 3:15.

¹⁹ Djævelen måtte have både tid og handlefrihed for at det stridsspørgsmål der nu var blevet rejst kunne afgøres: Hvem er universets suveræn, Jehova Gud eller Satan Djævelen? Da Guds „kvindes“ sæd eller afkom også blev indblandet i stridsspørgsmålet måtte Jehova Gud ligeledes bevise følgende: At Gud, til trods for at det første fuldkomne menneske gav efter for Satan Djævelens pres og syndede, er i stand til at sætte en sæd eller et afkom her på jorden der vil forblive tro mod ham midt i Djævelens verden. At denne sæd underordnede sig de jordiske „højere myndigheder“ ville ikke medføre at den blev illoyal mod Gud eller satte sin uangribelighed over styr.

20. Hvad viser tilfældet Job os, og hvad skildrede han forbilledligt?

²⁰ Tilfældet med den tålmodige Job der boede i landet Uz viser hvordan Gud har tilladt Satan at bruge sin magt over for gudfrygtige, uangribelige mennesker. Som svar på Satans udfordring sagde Jehova Gud til ham om den trofaste Job: „Se, alt hvad han ejer, er i din hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din hånd!“ Da Satan, efter at være kommet til kort, for anden gang udfordrede Gud, sagde Gud om Job: „Se, han er i din hånd; kun skal du skåne hans liv!“ Job beviste på ny at Satan Djævelen var en løgner. Dette var et forbillede på hvorledes Satan ville lide et stort nederlag når han fik lov at bruge sin magt over for Guds „kvindes“ sæd eller afkom. — Job 1:12; 2:6.

21, 22. (a) Hvad er forklaringen på at de „højere myndigheder“ har kunnet øve deres magt? (b) Hvorledes pointerede Jesus dette over for den romerske landshøvding?

²¹ Som med Satan, sådan forholder det sig også med de synlige, menneskelige „højere myndigheder“. De kunne ikke udøve nogen myndighed hvis det ikke var fordi Gud havde tilladt dem det på grund af det store stridsspørgsmål der var opstået. Da den ypperste af Guds „kvindes“ sæd, Jesus Kristus, stod foran den jordiske højere myndighed i Judæa, Pontius Pilatus, på grund af en anklage der kunne koste ham livet, sagde Jesus noget der kaster lys over sagen.

²² Da Jesus nægtede at fortælle den romerske landshøvding om sin himmelske oprindelse, sagde Pilatus til ham: „’Taler du ikke til mig? Ved du ikke at jeg har myndighed til at give dig fri og myndighed til at lade dig pælfæste?’ Jesus svarede ham: ’Du havde aldeles ingen myndighed over mig hvis ikke den var givet dig ovenfra.’“ (Joh. 19:9-11, NW) Det var kun fordi Gud tillod det at Pilatus kunne bruge sin jordiske myndighed over for Jesus og dømme ham til døden.

23. Hvorledes gælder det samme når der gribes ind over for andre medlemmer af kvindens sæd, og hvordan stemmer Romerne 13:1 ifølge An American Translation overens hermed?

²³ Det samme er tilfældet med alle andre politiske „højere myndigheder“ når de griber ind over for andre trofaste medlemmer af Guds „kvindes“ sæd eller afkom, som når de for eksempel i vore dage griber ind over for de „tilbageværende af hendes sæd“. (Åb. 12:13, 17, NW) Paulus’ ord i Romerne 13:1 hentyder derfor til den myndighed som disse „højere myndigheder“ har fået tilladelse til at udøve. I overensstemmelse hermed gengiver An American Translation Romerne 13:1 således: „Enhver skal adlyde de myndigheder han har over sig, for ingen myndighed kan eksistere uden Guds tilladelse.“

24. Vil udøvelsen af en sådan tilstået myndighed virke til skade for Guds folk, og hersker en myndighed med guddommelig ret?

²⁴ Uanset hvordan ufuldkomne, syndige, menneskelige herskere bruger denne tilståede myndighed, kan det aldrig volde Guds trofaste tjenere evig skade; det vil snarere virke til evig gavn for dem. Gud overvåger hvordan mennesker bruger den myndighed de har. Som hans eget skrevne ord viser, vil han vide om de bruger den på en god eller dårlig måde. En sådan udøvelse af myndighed sker derfor med Guds tilladelse og ikke fordi de „højere myndigheder“ hersker „ved guddommelig ret“.

„De bestående myndigheder“ anbragt af Gud

25. Hvad menes der med at de bestående myndigheder „er anbragt“?

²⁵ Tanken om Guds tilladelse underbygges yderligere af det der videre siges i Romerne 13:1: „De bestående myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger.“ Det græske udsagnsord som Paulus brugte, nemlig tasso, betyder „at ordne, at anbringe i en bestemt orden“, som i Lukas 7:8 hvor det indeholder tanken om at være sat under en andens kommando. Det betyder derfor at arrangere eller ordne visse forhold eller ting. (Matt. 28:16; Ap. G. 28:23; 15:2, NW) Vi må lægge mærke til at Romerne 13:1 ikke siger at de bestående myndigheder er skabt af Gud. Han er ikke deres Skaber, men han har forudset og forudsagt at de ville opstå samtidig med at han besluttede at tillade dem at bestå. Han havde hele tiden det forhold i tanke der ville herske mellem disse „højere myndigheder“ på jorden og hans „kvindes“ sæd eller afkom.

26. Med henblik på hvad fastsatte Gud folkenes grænser, og hvorfor gjorde han det?

²⁶ Det kan vi forstå når vi betragter den gamle jødiske nation, Israel eller Jakob. Guds profet Moses førte Israels (eller Jakobs) nation ud af Ægypten og ledte den forbi flere verdslige nationer til det forjættede land Kana’ans grænser. Her ved grænsen komponerede Moses før sin død en profetisk sang hvori han sagde: „Da den Højeste [Jehova Gud] gav nationerne en arv, da han skilte Adams sønner fra hinanden, fastsatte han folkenes grænser med henblik på antallet af Israels sønner. For Jehovas del er hans folk; Jakob er den lod han arver. Jehova alene ledede ham og der var ingen fremmed gud sammen med ham.“ (5 Mos. 32:8, 9, 12, NW) Som en opfyldelse af Bibelens profetier kom den ypperste af Guds „kvindes“ sæd tillige med tusinder andre medlemmer af hendes sæd fra denne nation. Vi kan derfor forstå hvorfor Jehova fastsatte de verdslige nationers grænser „med henblik på antallet af Israels sønner“. Han var interesseret i at frembringe denne sæd.

27. Hvorledes fremsatte Paulus en lignende tanke over for det høje råd i Athen, og hvordan oplevede Abraham, Isak og Jakob det?

²⁷ En lignende tanke kommer til udtryk i apostelen Paulus’ ord til Athens høje råd: „Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder, . . . han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os.“ (Ap. G. 17:24, 26, 27) Af Bibelens historie fremgår det hvordan Gud fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem. Dengang Abraham, Isak og Jakob vandrede om i det forjættede land Kana’an, tillod Jehova at landet var i de hedenske kana’anæeres besiddelse og at de udøvede deres myndighed der. Abraham, Isak og Jakob måtte affinde sig med denne ordning. „[Da de] vandred fra folk til folk, fra ét rige til et andet, tillod han ingen at volde dem men, men tugted for deres skyld konger: ’Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!’“ — Sl. 105:13-15.

28, 29. (a) Hvad foretog Gud sig med sit folk, Abrahams efterkommere, da „amoriternes syndeskyld“ var blevet fuldmoden? (b) Hvad ville Gud ikke tillade sit folk Israel at gøre under deres vandring til Kana’ans land?

²⁸ Flere hundrede år senere da „amoriternes syndeskyld“ i Kana’ans land var blevet fuldmoden, og Jehovas fastsatte tid var kommet til at fordrive dem fra det forjættede land, førte han ved Moses’ hånd Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere ud af Ægypten. Han ledte dem gennem ørkenen og forbi eller igennem andre nationer til Jordanflodens østlige bred. — 1 Mos. 15:13-21; Sl. 105:26-45.

²⁹ Under denne rejse til Kana’ans land tillod Gud ikke at hans folk Israel forulempede, oversvømmede eller fordrev Edom (eller Esau, Se’irs bjerge), Moab og Ammon. Hvorfor ikke? Fordi, sagde Jehova, „Esau har jeg givet Se’irs bjerge i arv og eje“. „Du må ikke angribe Moab eller indlade dig i krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af deres land i eje; thi Lots sønner har jeg givet Ar i eje. . . . jeg vil ikke give dig noget af ammoniternes land i eje; thi det har jeg givet Lots børn i eje.“ — 5 Mos. 2:5, 9, 19.

30. Hvad bød Gud Israel gøre med andre nationer, og hvordan kan det være at nogle fjendtlige nationer forblev i Kana’ans land?

³⁰ Der var dog andre nationer som Jehova befalede sit udvalgte folk Israel at tilintetgøre; blandt disse var amoritterne under kong Sihon, kong Og af Basan, og alle kana’anæerne øst for Jordanfloden. (5 Mos. 2:31 til 3:13) Men da Israels folk mistede sin nidkærhed og undlod at tilintetgøre eller undertvinge kana’anæerne, såsom filisterne, zidonierne, hetitterne, hivvitterne, amoritterne, perizzitterne og jebusitterne — da erklærede Jehova at han ville lade disse fjender forblive i landet som en prøve og en snare for israelitterne. — Dom. 2:20 til 3:6.

31. Hvordan stillede Gud sig til de øvrige nationer uden for Israel både før og under „nationernes fastsatte tider“?

³¹ Jehova Gud var opmærksom på de andre hedenske nationer der omgav hans udvalgte folk, såsom Babel (Babylon), Assyrien, Syrien og Ægypten, som han havde sendt de ti plager over men ellers lod bestå. Det var før hedningernes tider begyndte i år 607 f. Kr. Jehova Gud havde selv forudsagt disse „nationernes fastsatte tider“, og hans søn Jesus Kristus nævnte dem også i sin profeti om afslutningen på denne verdslige tingenes ordning. (Luk. 21:24; Jer. 25:8-29; 5 Mos. 28:64-68; 3 Mos. 26:31-41) Ved sine profeter Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel forudsagde Jehova også den orden i hvilken disse verdensmagter, begyndende med Babylon, skulle følge efter hinanden under hedningernes tider, indtil disse endte i året 1914.c

32. Hvad forudsagde Gud med hensyn til de nationale grupper eller sammenslutninger der ville findes i verden fra 1914 og fremefter, og i hvilken tidsperiode skrev Paulus sit brev om de „højere myndigheder“?

³² Den sidste bog i Bibelen har ved hjælp af overraskende symboler forudsagt hvilke nationale grupper eller sammenslutninger der ville være at finde i denne „endens tid“ fra 1914; dette gælder for eksempel Djævelens synlige, jordiske organisation, den anglo-amerikanske verdensmagt, Folkeforbundet og De forenede Nationer. (Åb. 13:1 til 19:20) Jehova Gud forudsagde også disse „højere myndigheders“ tilintetgørelse i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Da apostelen Paulus skrev sit brev om de „højere myndigheder“ varede hedningernes tider stadig ved, og romerriget var ved magten. I dag, da vi behandler dette emne, er der gået otteogfyrretyve år efter hedningernes tiders udløb i 1914.

33. Gjaldt Romerne 13:1 kun til 1914, eller hvor længe gælder udtalelsen?

³³ Men Romerne 13:1 gjaldt ikke blot indtil 1914. Selv om „nationernes fastsatte tider“ udløb i dette år, fortsatte de hedenske „højere myndigheder“ deres eksistens her på jorden; dog står de nu til doms ind for Guds rige der blev oprettet i himmelen i 1914, da Guds søn Jesus Kristus blev sat på tronen ved Guds højre hånd. Selv om der er sket mange forandringer og omvæltninger med de hedenske „højere myndigheder“, eksisterer de altså stadig og det vil den almægtige Gud fortsat tillade at de gør indtil indsamlingen af retsindige mennesker fra alle nationer er fuldført i overensstemmelse med hans vilje. Så vil han begynde den universelle Harmagedonkrig for at tilintetgøre dem.

Forskellige love

34. Hvordan kan det være at love adskilte sig fra hinanden fra sted til sted og måtte undergå ændringer, og har dette kun været tilfældet med hedningenationernes love?

³⁴ Efterhånden som den ene verdensmagt afløste den anden i løbet af hedningernes tider skete der naturligt nok, fra tid til anden, en forandring i de love som undersåtterne måtte adlyde. De stedlige love der gjaldt for det ene land adskilte sig også fra andre landes love, alt efter hvad der var de lokale myndigheders opfattelse af lov og ret. Det ene lands love kan have været i modstrid med det andet lands. Selv de love Gud gav sit folk var til tider forskellige. Israels nation var for eksempel underlagt den gamle pagts love, som Moses havde overbragt dem fra Jehova, hvorimod det åndelige Israel siden år 33 har været underlagt Guds nye pagts kristne love, formidlet ved hans søn Jesus Kristus. Gud forbød fortidens jøder at spise fedt, svinekød og urene dyr, men hans love nu tillader kristne at spise disse ting. Alligevel har der ikke været noget selvmodsigende ved det.

35. Hvad er årsagen til at mange hedningenationers love samklinger med den kristnes samvittighed?

³⁵ Menneskers love er forskellige fra land til land og skifter fra tid til anden; de kan være i modstrid med hinanden, men det er ikke alle hedenske love der strider imod Guds folks samvittighed. Mange sådanne love er i overensstemmelse med deres kristne samvittighed, selv om de hedenske lovgivere ikke var påvirket af jødedommen eller kristendommen. Hvordan kan det være? Det skyldes ganske enkelt at alle nationer og folkeslag nedstammer fra den første mand Adam og hans hustru Eva, i hvem Gud nedlagde denne fornemmelse af ret og uret der kaldes „samvittigheden“. Foruden denne første oprindelse nedstammer alle folkeslag desuden fra de samme retfærdige forfædre der for treogfyrre hundrede år siden overlevede Vandfloden, nemlig den samvittighedsfulde Noa og hans tre sønner, tillige med deres hustruer, i alt otte mennesker.

36, 37. Hvad vidner disse love om, således som Paulus forklarer?

³⁶ Mennesket er født med en samvittighed idet Gud skabte den som en del af mennesket. Selv om der er forløbet tusinder af år siden Vandfloden er samvittigheden dog ikke, selv hos mennesker der ikke har været Guds udvalgte, indviede folk, blevet helt udvisket. Mange af menneskenes love vidner om at der endnu er noget af denne gudgivne samvittighed tilbage. Herom skrev Paulus til de kristne i Rom:

³⁷ „Lovens gørere skal retfærdiggøres — thi når hedninger, som ikke har loven, af naturen gør, hvad loven kræver, så er de, uden at have loven, sig selv en lov; [hvordan?] de viser jo, at den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner derom, og tankerne indbyrdes anklager eller også forsvarer hverandre.“ — Rom. 2:13-16.

38, 39. (a) Hvorledes er de kristnes forhold til de „højere myndigheders“ love når de underordner sig dem? (b) Hvad lærer vi om lydighed når vi betragter Daniels erfaringer under det medo-persiske rige og hans tre venners under kejser Nebukadnezars herredømme?

³⁸ Når kristne underordner sig de hedenske „højere myndigheder“ med deres forskellige regeringssystemer og love, retter de sig i virkeligheden efter de love der er et udtryk for den samvittighed Gud oprindelig indplantede i menneskets hjerte. Eftersom de kristnes underkastelse under de verdslige „højere myndigheder“ kun er relativ, forpligter den dem ikke til at adlyde nogen verdslige love der er i modstrid med den højeste Lovgivers, Jehova Guds, love. Selv under hedningernes tider nægtede profeten Daniel at adlyde den medo-persiske lov som forbød ham regelmæssigt hver dag at bede til Jehova. Daniels mirakuløse udfrielse af løvekulen beviste at han havde gjort ret i ikke at underordne sig kong Darius når det var ensbetydende med at overtræde Guds lov. — Dan. 6:1-23.

³⁹ Til trods for at Daniels tre hebraiske venner var fanger i Babylon, adlød de ikke kongens lov der påbød dem at bøje sig for og tilbede en billedstøtte af guld. At de kom levende og uskadte ud af den overophedede ildovn var et bevis på at de havde gjort ret i af samvittighedsgrunde at nægte at adlyde kongen og overtræde den højeste Guds lov om afgudsdyrkelse. (Dan. 3:1-30) På samme måde som disse fortidens Jehovas vidner, nægter Jehovas vidner i dag også at adlyde menneskers love som er i modstrid med Guds lov. De overtræder ikke Guds lov, og de adlyder alle de „højere myndigheders“ love som ikke strider mod Guds lov. På denne måde kan de underordne sig som lovlydige borgere.

40. (a) Hvis de „bestående myndigheder“ er anbragt i deres stillinger af Gud, hvordan er deres stilling så i forhold til Gud selv? (b) Har disse myndigheder en højere stilling på jorden end de kristne har, og hvorfor kan kristne ikke andet end underordne sig dem?

⁴⁰ Når vi betragter Bibelens historie og undersøger hvordan Bibelens profetier har fået deres opfyldelse på de hedenske nationer, må vi erkende at det er sandt hvad Romerne 13:1 siger: „De bestående myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger.“ Jehova, den Højeste, er ikke de verdslige nationers eller deres „højere myndigheders“ Gud, men han har alligevel en vis kontrol med dem. Dengang han ordnede eller anbragte dem i deres relative stillinger og afgjorde i hvilken rækkefølge de skulle herske som verdensmagter, bestemte han ikke at de skulle være højere end han selv eller Kristus. Men besidder disse myndigheder en relativ magt på jorden? Ja, selv over for kristne. De har fået lov at udøve en vis myndighed som sande kristne ikke har. Hvorfor har sande kristne ikke en sådan myndighed? Fordi de ikke tager del i politik og ikke stræber efter at opnå verdslig myndighed som kejsere, konger, landshøvdinger, borgmestre, o.s.v. Disse nuværende myndigheder fungerer som en del af denne verden der snart vil blive tilintetgjort i Harmagedon, og de kristne er ikke en del af denne verden. Men så længe Gud tillader disse myndigheder at eksistere må kristne vise dem en relativ lydighed.d

[Fodnoter]

[Illustration på side 129]

Det vatikanske manuskript, nr. 1209 med teksten fra slutningen af Romerne 12:10 til 13:8