Spørgsmål fra læserne

Vort svar på et spørgsmål i denne rubrik i VAGTTAARNET for 15. februar har foranlediget mange gensvar og yderligere spørgsmål. Uden at noget blev slået dogmatisk fast, hævdedes det i pågældende svar, at det synes bibelsk at tro, at børn, som dræbes i Jehovas slag ved Harmagedon, ikke vil få nogen opstandelse. Her behandler vi de rejste spørgsmål.

● Hvorledes stemmer dette med udtalelsen i den lille bog Harmagedon, side 54, om, at ikke alle, som dræbes i Harmagedon, skal forblive døde for stedse? — B. E., Maryland.

Det, der blev fremholdt i Vagttaarnet for 15. febr., tilkendegiver vor nuværende forståelse af spørgsmålet og erstatter den tanke, der blev udtrykt i den 14 år gamle pjece Harmagedon. Læg mærke til, at inden dette svar blev offentliggjort i Vagttaarnet, var der i „This Means Everlasting Life“, side 248, 249, givet udtryk for den samme opfattelse.

● Adams efterkommere blev ikke idømt evig tilintetgørelse, fordi han faldt. Hvorfor skulle små børn lide evig tilintetgørelse i Harmagedon, fordi de har slette forældre? — E. N., Minnesota.

Adam og Eva var i Eden på domsprøve med hensyn til kundskabens træ, og den handlemåde, de valgte, afgjorde deres skæbne, eftersom det var en domstid. Adam og Evas børn blev ikke født i den tid og var derfor ikke direkte eller personligt på domsprøve i Eden. Det er grunden til, at Gud kunne sørge for en genløsning for alle dem af deres fremtidige børn, som ville rette sig efter hans anordninger, lige meget til hvilken tid det måtte behage Gud at føre dem ind i en domsperiode. Det er sandsynligt, at denne domsperiode for største delen af menneskene, der har levet på jorden, vil oprinde i Kristi tusindårsrige, i tiden for den almindelige opstandelse og derefter. I denne fremtidige domsperiode, som Gud i sin barmhjertighed vil give dem, vil enhver bære sit eget ansvar, som det vises i Ezekiel 18:20-23. — Se „This Means Everlasting Life“, side 94, 95.

Mange mennesker vil imidlertid have haft deres domstid længe før dette, idet bibelen viser, at Gud til visse tider har bragt visse domsperioder over menneskeheden og har holdt dem ansvarlige for deres handlemåde. For at de virkelig skulle kunne drages til ansvar for dem selv og deres små børn, som var afhængige af dem, sørgede han for, at der blev aflagt et vidnesbyrd for dem, så de blev klar over, hvad sagen drejede sig om, og kunne træffe deres valg, ved hvilket de ville afgøre deres skæbne, uafhængig af nogen nedarvet fordømmelse gennem Adam. Han advarede forældre om følgerne, ikke alene for dem selv, men også for deres uansvarlige afkom.

Vandfloden på Noas tid var en sådan domsperiode, forud for hvilken Noa prædikede retfærdighed i omkring fyrre eller halvtreds år. (Hebr. 11:7; 2 Pet. 2:5) Et andet tilfælde var Sodoma og Gomorras brændende endeligt, de byer, som var vidne til englenes advarende mirakler og hørte Lots vidnesbyrd, før ildregnen faldt. (1 Mos. 19:11-14, 24) Da Jesus levede her, var det en domstid, og han advarede visse byer om, at de ville få en skæbne som Sodoma og Gomorra, og dømte visse skriftkloge og farisæere til Gehennas evige tilintetgørelse. — Matt. 11:20-24; 23:33, NW.

Den nuværende tid er også en domstid, og det er det, som de, der gør indvendinger mod svaret i Vagttaarnet for 15. februar, øjensynlig helt glemmer at tage i betragtning. I een og halvfjerds år har Vagttaarnet forkyndt Guds ords advarsel, og siden 1919 har Jehovas vidner været så aktive som aldrig før med hensyn til at aflægge et verdensomfattende vidnesbyrd i denne domstid, hvor den kronede Konge skiller fårene fra bukkene. De bliver udsat for grovheder og forfølgelser både fra voksne og børn, som er under indflydelse af deres ledere. Det er derfor, fordi vi lever i en domsperiode, at vi siger, alle mennesker er på prøve; og da der findes børn, kommer de også ind under dommen, og deres tilfælde svarer ikke til Adam og Evas afkoms, som ikke var til i Eden i tiden for dette pars domsprøve.

● Er det bibelsk at sige, at de, der af Jehova slås ihjel i højdepunktet for sådanne domsperioder som ved Vandfloden og ved Sodoma og Gomorra og ved Harmagedon, går ind til den evige tilintetgørelse? — I. F., Washington.

Prøv at slå op i bibelen og læs Lukas 17:24-37. Der tales der om „den dag, da Menneskesønnen åbenbares“, og de øvrige vers viser, at det vil finde sted i endens tid, der når sin kulmination i Harmagedon. Der siges, at ved Harmagedon skal det gå, „som det gik til i Noas dage“, da „Syndfloden kom og ødelagde dem alle“, og det skal være „som det gik til i Lots dage“, da han flygtede fra Sodoma, og der „regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle“. Eftersom dette er parallelle tilfælde, følger det, at hvis det i eet af tilfældene kan vises, at de døde ikke vil „opstå til dom“, må det samme gælde i de to andre tilfælde. (Joh. 5:28, 29) Lignelsen om fårene og bukkene, der nu er i færd med at opfyldes, viser, at i Harmagedon skal bukkene „gå bort til evig afskærelse“, hvilket tilkendegiver den skæbne, som i alle tre tilfælde rammer dem, der tilintetgøres. — Matt. 25:31-46, NW.

De, der omkom i Vandfloden og i den brændende regn over Sodoma og Gomorra, døde ikke på grund af nedarvet synd fra Adam, men blev dømt, fordi de ignorerede Jehovas advarsel, og dræbtes af ham. De blev advarende eksempler på en evig doms straf. (Hebr. 11:7; 2 Pet. 2:5-8; Jud. 7) Lige et øjeblik, vil nogle protestere, glemmer I ikke Jesu ord til de oprørske jødiske byer: „Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig“? Betyder det ikke, at i det mindste nogle af dem, der omkom ved Sodomas ødelæggelse, vil få en opstandelse og være i stand til med held at kunne stå fast på en kommende domsdag? Vi svarer, at vi ikke har glemt disse ord. — Matt. 10:15; 11:24.

Dette er en talemåde, der var almindelig på bibelens tid. Den anvendtes for at fremhæve det umulige i en ting. Jesus anvendte en lignende sætningsbygning, da han sagde: „En kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige!“ (Luk. 18:25) Intet fornuftbegavet menneske ville tro, at en kamel ville kunne klemme sig igennem et nåleøje. Når dette, der er så indlysende umuligt, da blev sagt at være lettere end en anden ting, ville det så ikke kraftigt understrege den anden tings absolutte umulighed? Således slog Jesus kraftigt fast, at de rige, som var uvillige til at skille sig ved deres rigdomme, ikke ville komme ind i Riget. Det samme gælder hans andet brug af denne talemåde. Sodoma og Gomorra kunne ikke bestå for dommen. Der var ikke engang ti retfærdige der; kun fire, og af disse svigtede den ene i et afgørende øjeblik. (1 Mos. 18:32; 19:15, 17, 26) Jøderne vidste, at Sodomas skæbne var beseglet, så da Jesus fortalte dem, at dommen var tåleligere for sådanne dømte end for disse jødiske byer, fik de sagen stillet på spidsen.

Men nogen vil måske stadig protestere og indvende, at Jesus sagde, disse byer ville fare ned til Hades, ikke til Gehennas evige tilintetgørelse. Jesus sagde: „Skal du måske ophøjes til himmelen? Ned til Hades skal du komme!“ (Matt. 11:23, NW) Håbet om bogstaveligt at fare til himmelen var ikke blevet fremholdt for disse jøder, da ingen forstod dette håb, førend den hellige ånds udgydelse på pinsedagen efter Jesu død og opstandelse. Eftersom der ikke med himmel mentes noget bestemt sted, så hentydedes der heller ikke med modsætningsordet Hades til noget sådant.

Med disse ord viste Jesus den stærkest mulige kontrast mellem ophøjelse og fornedrelse. Himmelen er højt over os, Hades ligger under jorden, lavere end Gehenna, som lå oven på jorden lige uden for Jerusalem. Havde Jesus sagt Gehenna, kunne jøderne have troet, hen mente, at bogstavelige jødiske byer ville blive rykket op og overført til denne særlige dal. Jesus anvendte derfor blot disse yderste grænser for højde og dybde til at vise, hvorledes de, der ophøjer sig selv, skal fornedres, akkurat ligesom Jehova brugte himmelen og Sheol, det hebraiske ord for Hades, til at vise de samme yderligheder: „Bryder de ind i dødsriget [Sheol, AS], min hånd skal hente dem der; stiger de op til himmelen, jeg styrter dem ned derfra.“ (Am. 9:2) Disse jødiske byer havde hørt advarselen og havde set kraftige gerninger; de havde haft en reel domsprøve og ved deres valg vist, at de fortjente evig tilintetgørelse. — Matt. 10:5-15; Luk. 10:8-12.

I dag er denne tid med dom over nationerne således ikke bare en generalprøve på en anden afgørende dom, der skal komme, hvilket ville betyde, at tilintetgørelsen af mennesker i Harmagedon ikke gælder evigt. Dersom det var et spørgsmål om disse folks død og tilbagevenden i den almindelige opstandelse, ville deres blod, der kræves af vægterklassens hånd, ikke blive taget så alvorligt, og Jehova ville heller ikke betragte advarselsbudskabet for at være så nødvendigt, at han ville lade stenene råbe, hvis vi tav. — Ez. 33:7-9; Luk. 19:40.

● Nogle påstår, at der ved Harmagedon vil være tre klasser: fårene, der overlever, bukkene, der bliver tilintetgjort for evigt, og uoplyste eller uansvarlige mennesker, der vil dø, men blive oprejst, og til denne sidste klasse hører små børn. Er dette rigtigt? — L. P., Montana.

Vi kender intet bibelsk grundlag for et sådant synspunkt. Lignelsen om fårene og bukkene viser, at nationerne bliver delt i to klasser, ikke i tre. Bukkene, der vandrer mod evig afskærelse, består ikke bare af dem, der forfølger Kristi brødre. Lignelsen bebrejder ikke bukkene, hvad de gjorde, men, hvad de undlod at gøre, for deres ligegyldighed og mangel på interesse for hans brødre. — Matt. 25:45.

Mange, som aldrig kommer i berøring med den salvede rest, billiger ikke desto mindre, hvad andre gør i retning af at forfølge den eller undlader at gøre for at hjælpe den. Bibelen viser et fælles ansvar for det samfund, der opretholder herskere, som forfølger Jehovas folk. Led ægypterne ikke under plagerne på grund af Faraos hårdhjertethed? Led amalekitterne ikke i generationer på grund af Amaleks modstand mod Israel i ørkenen? Blev hele Koras, Datans og Abirams familie, inklusive små børn, ikke opslugt på grund af deres familieoverhoveders oprør? Bragte Akan ikke ved sit begær død ikke alene over sig selv, men også over sine sønner og døtre? Selv kong David bragte død over sit folk ved sine synder. (2 Mos. 5:1, 2; 9:13-16; 17:8, 14, 16; 20:5, 6; 4 Mos. 16:23-33; Jos. 7:24, 25; 2 Sam. 24:10-17) Hvem tør nu dumdristigt og tåbeligt gøre sig retfærdigere end Gud ved at sige, at han handlede forkert i disse tilfælde? — 5 Mos. 32:4.

I harmoni med lignelsen om fårene og bukkene omtaler det 9. kapitel i Ezekiel kun to klasser: de, som mærkes for at blive sparet, og de, som ikke er mærket, men bestemt for tilintetgørelsen. Og læg mærke til, at i denne sidste klasse var små børn uden medlidenhed indbefattet i nedhugningen. Dette er et profetisk billede på Harmagedons ødelæggelse. Jesus sagde i en domstid: „Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ Dette gælder ikke bare præsteskabet og lægfolket, men også forældre og børn. Dersom forældre vælger at synde mod den hellige ånd imod deres afkoms evige interesser, bliver det forældrenes ansvar. I den samme dommens tid sagde Paulus og Barnabas til jøderne: „Det var nødvendigt, at Guds ord først skulle tales til jer; men siden I forkaster det og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os nu til hedningerne.“ (Ap. G. 13:46) Disse jøder, og ikke Paulus og Barnabas, var ansvarlige for deres afkoms skæbne.

Forældre, som elsker deres børn, vil i deres afkoms interesse holde sig fra urette veje og i stedet følge de rette stier, så deres børn kan blive beskyttet. „Herren kender dem, der hører ham til,“ og dermed menes også i Harmagedon små børn, hvis forældre hører Jehova til, og som prøver at opdrage deres børn i overensstemmelse med Guds ord. (5 Mos. 6:6, 7; Ef. 6:4; 2 Tim. 2:19) Til små børns kristne forældre siges der: „Ellers var jo jeres børn urene, men nu er de hellige.“ — 1 Kor. 7:14.