Søg Guds velvilje nu
„For den der finder mig [visdommen], vil visselig finde liv og vinder velvilje hos Jehova.“ — Ordsp. 8:35, NW.
1, 2. (a) Hvorfor kommer millioner til kort i deres søgen efter sundhed og liv? (b) Hvilket spørgsmål bør den der søger det gode stille sig selv?
HVAD søger du efter? Søger du efter det der kan give dig et godt helbred, lykke, tilfredshed, tryghed og et langt liv? Millioner af mennesker på jorden ønsker sig brændende disse goder, men har ikke kunnet finde dem fordi de ser hen til den forkerte kilde efter dem. Mange søger at opnå materielle rigdomme og økonomisk succes, blot for at opdage at rigdom er noget højst usikkert og at penge ikke kan købe sundhed og liv. Andre higer efter fornøjelser og selvisk nydelse, alt for ofte på bekostning af deres moral og selvrespekt. Nogle stræber efter magt og indflydelse, mens andre blot søger efter retfærdighed og ligeret. Nogle mister fuldstændig deres illusioner på grund af det de ser omkring sig og søger at ændre det alt sammen ved oprør og vold, mens andre søger at flygte fra virkeligheden ved at hengive sig til umådeholdent drikkeri og sløvende stoffer.
2 Men kan noget af dette føre til sand lykke og liv? Kan de nuværende uløste problemer der plager og splitter menneskeheden kaste håbets klare lys over fremtiden? Kan vor tids brændende spørgsmål, der for hver dag bliver mere og mere indviklede og forvirrende, spørgsmål der får mænd og kvinder til at strides og kæmpe, til at hade og ødelægge hinanden — kan de love os det vi søger? Kan en verden med voksende griskhed og had, med et hastigt stigende antal forbrydelser, tiltagende vold, umoralitet, stofmisbrug, kriminalitet og alle former for ondskab — kan en sådan verden give os mulighed for at opnå de goder vi så brændende ønsker? Hvis ikke, er det måske værd at betragte disse visdomsord fra Ordsprogenes bog: „Den der søger efter godt, vil blive ved at søge velvilje; men den der higer efter ondt, ham vil det komme over.“ (Ordsp. 11:27, NW) Hvis vi søger efter det der er godt bør vi overveje det spørgsmål der mere end noget andet vil få afgørende betydning for vor fremtid — ja, for hele menneskehedens fremtid — nemlig: Søger vi Guds velvilje?
3. Hvorfor er tiden nu inde til at søge Guds velvilje?
3 Hvorfor er dette spørgsmål så vigtigt? Hvorfor er det især i vor tid nødvendigt at afgøre om vi vil søge Guds velvilje? Fordi vi, ifølge de umiskendelige beviser fra Guds ord, Bibelen, er nået til den periode i menneskehedens historie som Bibelen kalder „de sidste dage“, hvor tiden er inde til at „bekendtgøre året med velvilje fra Jehova og dagen med hævn fra vor Gud“. — 2 Tim. 3:1-5; Es. 61:2, NW.
4. Hvordan har Gud vist sit ønske om at udstrække sin velvilje til menneskene?
4 Gud har altid vist sin velvilje mod dem der har haft tro på ham og som har vist værdsættelse af hans godhed og kærlighed. Han har aldrig afvist nogen som virkelig søgte hans gunst. Mange mennesker der ejede tro har op gennem tiden søgt hans retfærdighed og sandhed og har derved opnået hans gunst og velsignelse. De har aldrig fortrudt det, for som ordsproget siger: „Jehovas velsignelse — det er den som gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ (Ordsp. 10:22, NW) Jehova har altid selv taget initiativet til at de der ønskede det, kunne opnå hans kærlige godhed og velvilje. Det største vidnesbyrd til dato om denne kærlige omsorg for menneskehedens verden er at han sendte sin søn Jesus til jorden, for derved viste han sit kærlige ønske om at udøse sin velsignelse over jordens beboere og give livet til dem der ville tage imod det. Det var som Jesus selv sagde: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ — Joh. 3:16; 1 Joh. 4:9, 10.
5, 6. (a) Hvordan fremgår det af Bibelens profetier at Gud viser sin velvilje mod menneskene? (b) Hvornår fremstod den messianske konge som en opfyldelse af profetien?
5 I århundreder havde de inspirerede profetier i De hebraiske Skrifter berettet om Guds interesse for jorden og dens beboere. Profetierne går helt tilbage til Edens have, idet den første blev udtalt lige efter de første menneskers, Adams og Evas, ulydighed og fald. Denne første profeti forudsagde at der ville komme en „sæd“ der ville hade „slangen“, Guds ærkefjende Satan, og at denne sæd til sidst ville ’knuse Slangens hoved’ og derved gøre det af med menneskehedens største fjende, som i ondskab havde ført menneskene ud i synd og død. Senere profetier talte om Guds løfte angående en konge der var større end David og som skulle være Abrahams sæd og velsigne alle jordens nationer med et retfærdigt og fredfyldt styre, en konge der ville herske med visdom og forstand og hvis herredømme skulle vare evigt, en konge til hvem alle folkeslag kunne vende sig for at opnå retfærdighed og fred, og hvis rige ville gøre ende på de stridende politiske riger og selv stå i retfærdighed til evig tid. — 1 Mos. 3:15; 22:17, 18; Es. 2:2-4; 11:1-5; Dan. 2:44; 7:13, 14.
6 Nu kom det næste skridt i Guds hensigter for at velsigne menneskene og vise sin velvilje mod dem der var det værd. Hvor gribende kommer ikke hans kærlige interesse for menneskene til udtryk i forbindelse med de mirakuløse begivenheder der indtraf i år 2 f.v.t. i den romerske provins Juda. Tiden var kommet da den lovede messianske konge, fredens og retfærdighedens fyrste, skulle fremstå, som forudsagt af profeten Esajas flere hundrede år tidligere: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers [Jehovas] nidkærhed gør det.“ — Es. 9:6, 7.
7, 8. (a) Under hvilke omstændigheder viste englene sig for hyrderne, og hvilket yderligere løfte om velsignelse indeholdt deres budskab? (b) Hvordan viste hyrderne at de var interesserede i løftet og værdsatte Guds velvilje?
7 Denne messianske fyrstes fødsel, som havde været lovet i århundreder, ville i sandhed give grund til fryderåb og være en god nyhed for alle som ønskede at opnå Guds velvilje og som længtes efter fred og retfærdighed. Ved denne lejlighed tog selv Guds engle del i den glædelige bekendtgørelse af den betydningsfulde fødsel, der fandt sted i byen Betlehem. De hyrder der vogtede deres hjorde på en af Judæas bjergskråninger fik den forret at se det frygtindgydende syn af engle der viste sig. Til gavn for dem der søger Guds velvilje beretter bibelskribenten Lukas hvad der skete: „Men engelen sagde til dem: ’Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe.’ Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: ’Herlighed til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.’“ — Luk. 2:8-14, vers 14 efter NW.
8 Disse ydmyge hyrder viste sig at være interesseret i Guds velvilje, for de begav sig straks på vej til Betlehem for at se det barn hvis fødsel havde fået englene til at udbryde: ’Herlighed til Gud i himlene,’ og hvis fødsel gav løfte om ’fred på jorden blandt mennesker der har Guds velvilje’. Hvilken gunst havde Gud ikke vist dem ved at lade denne yderst vigtige og usædvanlige begivenhed bekendtgøre for dem, ikke gennem de komplicerede elektroniske meddelelsesmidler som senere blev opfundet, som for eksempel radioen eller fjernsynet, men direkte af overmenneskelige, overjordiske åndelige gudssønner. Guds velvilje mod dem kom til udtryk ved at han gennem sine engle lod dem blive øjenvidner til det han nu gjorde for menneskene ved at sende den lovede Messias eller Kristus Herren, der var kong Davids kongelige arving, idet Maria, hans moder, var en efterkommer af David. Fyldt med værdsættelse af den velvilje som Gud havde vist dem, „vendte [hyrderne] tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var blevet sagt til dem“. — Luk. 2:20.
9. Hvad vil det sige at blive en der „har Guds velvilje“?
9 Som det fremgår af den ganske særlige gunst der overgik disse trofaste judæiske hyrder, er de mennesker der har Guds velvilje og som får hans fred, dem som han skænker sin gunst og som nyder hans velbehag. Det er den tanke der kommer til udtryk i forskellige bibeloversættelsers gengivelse af de ord som den himmelske hærskare af engle udtalte ved Jesu fødsel. I American Standard Version oversættes Lukas 2:14 således: „Herlighed til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker i hvem han har velbehag.“ Moffatts oversættelse lyder: „Herlighed til Gud i den høje himmel, og fred på jorden til mennesker som han begunstiger!“ The New English Bible siger: „Herlighed til Gud i den højeste himmel, og på jorden hans fred til mennesker som hans gunst hviler over.“ Det står således klart at de der bliver velsignet med Guds fred er dem der har søgt hans velvilje og som har vundet hans velbehag.
10. (a) På hvilke måder viste Jesus at mange havde mulighed for at opnå Guds velvilje? (b) Hvordan var det tydeligt at ikke alle tog imod Jehovas velvilje?
10 I løbet af sin jordiske tjeneste henledte Jesus Kristus opmærksomheden på at de af den jødiske nation som ønskede det, kunne opnå Guds velvilje. Selve hans tilstedeværelse iblandt dem betød at Gud specielt viste sin velvilje over for dem, og hvis de tog imod hans velvilje ville det være til evig gavn for dem. I synagogen i byen Nazaret, hvor Jesus havde været tømrer indtil han blev tredive år gammel, gav man ham ved en lejlighed profeten Esajas’ bog. Herfra læste han kapitel enogtres, versene et og to: „Den Herre [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet, udråbe et nådeår fra [Jehova], en hævnens dag fra vor Gud [for at bekendtgøre året med velvilje fra Jehova og dagen med hævn fra vor Gud, NW].“ Da Jesus var færdig med at læse denne profeti vendte han sig mod sine tilhørere og sagde: „I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.“ (Luk. 4:17-21) Der er altså vidunderlige velsignelser i vente for dem der tager imod det glædesbud eller den gode nyhed som Jesus forkyndte. Det er imidlertid ikke vanskeligt at se den store modsætning der ligger i udtrykkene „året med velvilje“ og „dagen med hævn fra vor Gud“. Disse udtryk indebærer tydeligvis at der er tale om at vælge mellem to forskellige muligheder, og de viser klart at Guds velvilje ikke gælder alle. Hvis det var tilfældet ville der ikke være behov for en ’dag med hævn’.
Et eksempel for os i dag
11. Forklar hvorfor jøderne på Jesu tid kunne glæde sig over et ’år med velvilje’ fra Jehova.
11 Der tilbage i det første århundredes Jerusalem fik dette løfte om et ’år med velvilje’, der skulle efterfølges af den ødelæggende ’dag med hævn’, en forbilledlig opfyldelse i form af en række begivenheder der giver anledning til eftertanke i vor tid. Den forkyndelse af „året med velvilje“ som Jesus påbegyndte, blev efter Pinsedagen fortsat af hans trofaste, salvede disciple. Det var en god nyhed der handlede om det lovede rige ved Guds salvede Messias, og den blev gjort offentligt kendt af dem der var blevet salvet med Guds hellige ånd. Derved fik alle de jøder der levede i Judæa tilbudt den velsignelse som deres forfædre, der havde vist tro på de løfter profeterne havde nedskrevet, havde håbet på i århundreder. Guds hovedformidler af frelse og liv var iblandt dem. De oplevede i sandhed „året med velvilje fra Jehova“.
12. Hvorfor ville dette ’år med velvilje’ ikke vare evigt?
12 Men ville de tage imod det? Ville dette ’år med velvilje’ med dets muligheder for velsignelse altid vare ved for jøderne, så de kunne benytte sig af det hvis og når de ønskede det? Nej, det der videre skete viser at det ikke var tilfældet. Ligesom et år er en bestemt tidsperiode med en begyndelse og en afslutning, således ville „året med velvilje“ heller ikke vare evigt for jødernes vedkommende. De der virkelig ønskede at opnå Guds velvilje og få del i hans velsignelser måtte handle hurtigt og beslutsomt før det endte, før „dagen med hævn fra vor Gud“ kom over dem.
13. Hvordan beskrev Jesus i sin profeti at „året med velvilje“ ville ende i det første århundrede?
13 Jesu profeti om hvad der ville ske med dem der forkastede Guds velvilje, havde indeholdt en advarsel om en begrænset tidsperiode. Jesus havde beskrevet de voldsomme begivenheder der ville føre til Jerusalems ødelæggelse i år 70: „Men når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær.“ Med denne advarsel i tanke ville de jøder i Judæa som oprigtigt ønskede at opnå Guds velvilje, være stærkt interesseret i den vejledning der fulgte: „Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den. Thi det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse.“ For nøjagtigt at vise hvor begrænset dette ’år med velvilje’ ville være for det jødiske folk, tilføjede Jesus denne alvorlige advarsel: „Sandelig siger jeg eder: denne slægt [generation, NW] skal ikke forgå, før det er sket alt sammen.“ — Luk. 21:20-22, 32.
14. (a) Valgte det jødiske folk at tage imod Guds velvilje? (b) Hvad blev det tvunget til at tage imod, og hvordan?
14 Nøjagtig som Jesus havde forudsagt nåede dette ’år med velvilje fra Jehova’ sin afslutning 37 år senere, inden for samme generation, for hurtigt at blive efterfulgt af den ødelæggende ’dag med hævn’ der med voldsom kraft brød løs over det jødiske folk, især over Jerusalem. I år 66 kom de romerske hære, således som Jesus havde advaret om, og omringede byen. Da de romerske hære for en tid trak sig tilbage, havde de der søgte Guds velvilje endnu tid til at følge Jesu advarsel om at „flygte op i bjergene“. Dette gjorde de, i stor hast. I år 70 kom den romerske general Titus imidlertid med sine legioner, denne gang for at anrette en frygtelig ødelæggelse på både folket og byen, idet han dræbte 1.100.000 jøder mens yderligere 97.000 blev taget til fange, for som ynkelige trælle at blive spredt rundt om i romerriget. På samme måde som Gud i 607 f.v.t. havde brugt Babylons ugudelige hersker Nebukadnezars militærstyrker til at straffe det folk der havde forkastet ham, således tjente Roms legioner under general Titus i år 70 også udmærket hans hensigter, da hans ødelæggende ’dag med hævn’ brød løs med voldsom kraft og medførte store lidelser for den nation der havde valgt at forkaste hans ’år med velvilje’. De der havde forfulgt Jesus og hans trofaste disciple og forvoldt deres død, og som havde vendt det døve øre til Jesu og hans lydige disciples advarsel om at flygte for at redde livet under den truende katastrofe, blev ynkeligt tvunget til at føle de hårde virkninger af „dagen med hævn“ fra Gud.
15. Hvordan fik den rest der troede, gavn af at tage imod Guds velvilje?
15 Hele folket kunne have draget nytte af Guds velvilje som var blevet forkyndt af hans søn og hans disciple, men kun nogle få tog imod den og viste ved deres lydighed at de troede på den. Kun en rest søgte at opnå den fred der følger med at eje Guds velvilje, og disse blev Jesu disciple idet de offentligt gav udtryk for deres beslutning ved at lade sig døbe som Jesu disciple. De undgik således Jerusalems ødelæggelse og den trældom der ventede de ulykkelige overlevende, for de havde givet agt på Jesu advarsel og fulgt hans vejledning.
Hvad vi kan lære i dag
16, 17. (a) Hvem kan lære af det der skete med det jødiske folk? (b) Nævn nogle af de goder der følger med „året med velvilje“. (c) Hvorfor er der stadig tid til at søge Guds velvilje?
16 I alt dette ligger der en stærk påmindelse til alle der lever på jorden i dag. De yderst „strenge tider“ som alle jordens nationer og familier nu oplever, viser tydeligt at vi befinder os i den tidsperiode der omtales som „de sidste dage“, tiden for „afslutningen på tingenes ordning“. (2 Tim. 3:1-5; Matt. 24:3, NW) Denne begrænsede tidsperiode er, skønt fyldt med tiltagende veer og trængsler for menneskehedens verden, samtidig en meget lykkelig tid for dem der elsker Gud. Esajas’ profeti som Jesus læste på sabbatsdagen der i Nazaret, beskrev netop de åndelige velsignelser som mange ville erfare før „dagen med hævn fra vor Gud“. Disse velsignelser ville indbefatte ’glædesbud til ydmyge, lægedom for sønderbrudte hjerter, frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet’, alt sammen noget der skulle finde sted samtidig med forkyndelsen af „året med velvilje fra Jehova“.
17 Det betyder at vi lever på den tid da det stadig er muligt at opnå Guds velvilje, da det endnu ikke er for sent, før „dagen med hævn fra vor Gud“ indhenter dem der ikke har søgt hans velvilje. Denne ’dag med hævn’ vil indtræffe i form af den kommende store trængsel der kulminerer i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, Harmagedonslaget, hvor Gud vil eksekvere sin hævn over alle dem der har vraget hans velvilje og modstået ham, hans rige og hans retfærdighed. — Es. 61:1, 2, NW; Åb. 16:14, 16.
18. Hvilket valg står menneskene over for i dag?
18 Det spørgsmål vi står over for er derfor: Vil vi være kloge og udnytte den mulighed vi nu har for at søge Guds velvilje og lade ham skænke os livet? Eller vil vi, ligesom de der befandt sig i Jerusalem i det første århundrede og som manglede tro, dåragtigt afvise advarselen og forkaste vejledningen, og derved besegle vor skæbne og vælge den evige død som ofre for „dagen med hævn“ fra Gud?
19. Nævn nogle af de ting der beviser at Jesu profeti endnu en gang får sin opfyldelse.
19 Ifølge Guds måde at beregne tiden på, sådan som den fremgår af Bibelens profetier og af begivenhederne i dette tyvende århundrede, markerede året 1914 begyndelsen til „endens tid“ for denne onde tingenes ordning. I tiden siden da er der unægtelig sket en stadig forværring af forholdene, idet der har været to store verdenskrige, såvel som snesevis af mindre krige, hvoraf nogle stadig varer ved og andre truer med at bryde ud hvert øjeblik. Vor tids voksende selviskhed, had, kriminalitet, umoralitet og gudløshed af enhver art viser alt sammen at de fleste mennesker ikke har søgt Guds velvilje og heller ikke har givet ham grund til at udstrække sin velvilje til dem. Jesu profeti i Mattæus, kapitel 24, hvori han gav en detaljeret beskrivelse af de forværrede forhold, får nu igen sin opfyldelse, denne gang ikke blot i Judæas land, men i begivenheder der berører folk af alle jordens nationer. Jesus forudsagde at folk skulle rejse sig mod folk og rige mod rige, og at der skulle være hungersnød og jordskælv både her og der, at der ville komme veer og at Guds trofaste tjenere ville blive forfulgt. „Og da skal mange bringes til fald og forråde hverandre og hade hverandre. Og mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ (Matt. 24:7-13) Intet fornuftigt menneske kan benægte at disse ord får deres opfyldelse i vor generation, mere end på noget andet tidspunkt.
20. (a) Hvem kan nu drage nytte af „året med velvilje“? (b) Hvilken forkyndelse kendetegner denne tid? (c) For hvem især er forkyndelsen af Riget ’en god nyhed’?
20 Dette er i sandhed en tid da der mere end nogen sinde er behov for Guds velvilje. Lykkeligvis er det ikke blot en begrænset gruppe af kødelige israelitter der kan drage nytte af „året med velvilje fra Jehova“, men alle der bor på jorden. Hvordan? Jo, i sin profeti om vor tid siger Jesus derpå: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14, NW) Jesus er ikke hos os nu for at forkynde den gode nyhed på jorden. Men i lydighed mod denne befaling, har Jehovas kristne vidner siden Rigets fødsel i 1914 forkyndt „denne gode nyhed om riget“ med stadig større kraft på hele jorden. For alle der elsker retfærdighed og som ønsker en fuldkommen og fredelig regering på jorden, har de trofast forkyndt at Guds rige, som mennesker har længtes efter og bedt om, med Guds ophøjede søn, Kristus Jesus, på den himmelske trone, blev oprettet af Gud i 1914. Denne forkyndelse er ’en god nyhed’ for dem der søger Guds velvilje, for den indebærer at de kan opnå Guds gunst og velvilje, hvilket vil bringe dem evige velsignelser under denne fuldkomne regering. Det er ’en god nyhed’ for dem der har Guds velvilje, for den betyder at Guds indsatte konge snart på afgørende måde vil rette sin opmærksomhed mod jorden for at fuldbyrde den verdensomfattende forandring der er nødvendig for at jorden atter kan blive et vidunderligt og fredfyldt hjem, sådan som Gud oprindelig havde i tanke. — Dan. 2:44; Zef. 3:8; Sl. 37:10, 11.
21. Hvilken vej får visdommen os til at vælge? Hvorfor?
21 Hvilken storslået mulighed der nu står åben for dem der giver agt på advarselen og vælger at søge Guds velvilje i den tid der er tilbage af „året med velvilje fra Jehova“. Er det ikke klogt at vælge det der kan gavne en mest? Er det ikke viist at vende sig til en pålidelig og sikker kilde efter det der kan gavne en i fremtiden? Lyt til visdommen der taler til os fra Ordsprogenes bog i Bibelen: „For den der finder mig, vil visselig finde liv og vinder velvilje hos Jehova. Men den som går glip af mig, øver vold imod sin sjæl; alle de som inderligt hader mig, er dem der virkelig elsker døden.“ (Ordsp. 8:35, 36, NW) Er det så ikke praktisk visdom at beskytte sit liv? Er det ikke visdom at forberede sig til og sørge for sin fremtid? De der vrager Guds visdom og vælger lovløshedens vej, hader visdom og elsker døden.
22, 23. (a) Hvilket eksempel fra fortiden viser hvad det er for et valg som de der ønsker at opnå Guds gunst, må træffe? (b) Hvorfor er det vigtigt ikke at tøve med at søge Guds velvilje?
22 Det valg vi i dag står over for, minder om det valg de omvandrende israelitter skulle træffe på Moabs sletter, lige før de gik over Jordanfloden og ind i det land der var lovet deres forfader Abraham. Ved denne lejlighed henvendte Moses sig til de forsamlede skarer og gav denne påmindelse: „Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod eder på, at jeg har forelagt eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker [Jehova] din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham.“ — 5 Mos. 30:19, 20.
23 På samme måde står vi i dag over for et valg. Hvis vi ønsker at opnå livet vil vi lytte til Jehova og tage de skridt der kan sikre os hans gunst. Hvis vi ønsker det der er godt, vil vi gøre noget for at vinde Guds velvilje, sådan som Ordsprogene 11:27 formaner os: „Den der søger efter godt, vil blive ved at søge velvilje; men den der higer efter ondt, ham vil det komme over.“ Lykkeligvis befinder vi os stadig i „året med velvilje fra Jehova“. Vi har stadig mulighed for at søge og vinde hans evige gunst og velvilje. Visdommen tilskynder os til ikke at vente eller tøve. Nu er tiden inde til at vi træffer vort valg, for vi vil ikke altid have mulighed for at søge Guds velvilje. Gør det derfor nu og vælg livet. Søg Guds velvilje og glæd dig for evigt over fred på jorden „blandt mennesker der har Guds velvilje“.
[Illustration på side 415]
Ved Jesu fødsel forkyndte englene for de ydmyge hyrder: „På jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ Søger du Guds velvilje i disse „sidste dage“?