Den rette indstilling er en beskyttelse
1. (a) Hvornår var det Peter skrev og formanede de kristne til altid at have Jehovas dags nærværelse i tanke? (b) Hvor længe var der dengang til Jehovas „dag“?
DET var omkring år 64 apostelen Peter skrev til de kristne og formanede dem til altid at have Jehovas dags nærværelse i tanke. Da kristne første gang læste hans ord, var der endnu omkring seks år til romernes ødelæggelse af Jerusalem, til Guds „dag“ med dom kom over denne by. (Ap. G. 2:14-21) Der var mere end 1900 år til nærværelsen af „dagen“ for Jehovas dom over kristenheden og den nuværende tingenes ordning. Dog havde Peters ord også gyldighed for kristne der levede dengang.
2, 3. Hvorfor har salvede kristne i de forgangne nitten hundrede år altid måttet have Jehovas dags nærværelse i tanke?
2 Hvorfor skulle kristne der levede så længe før Guds „dag“ for den endelige dom, behøve at føle på den måde? Fordi enhver anden holdning ville lede dem i den snare at blive indviklet i denne verdens anliggender og at lade verdslige ting blive deres håb og fortrøstning. De måtte altid have i tanke at verden omkring dem en dag skulle gå til grunde. Desuden måtte de til enhver tid bevise deres integritet over for Gud ved ikke at ’elske verden eller det der er i verden’, for de skulle jo dø en dag, og hvilket vidnesbyrd ville de da få som åndsavlede, salvede kristne, Jesu Kristi brødre? — 1 Joh. 2:15.
3 Det spørgsmål salvede kristne til enhver tid gennem de sidste nitten hundrede år har måttet stille sig selv, er: Hvordan ser Jehova Gud på mig nu? Gør jeg Guds udvælgelse og kaldelse af mig urokkelig, så jeg er egnet til at høre med til hans ’kongelige præsteskab’ og har håb om at skulle regere sammen med Kristus? (1 Pet. 2:9; 2 Pet. 1:10; Åb. 20:4, 6) De behøvede ikke at leve på „Jehovas dag“ for at Jehova kunne kende dem værdige eller uværdige til den himmelske stilling de var kaldet til. — Hebr. 3:1.
4. Hvorfor må vi der lever i dag, hver dag tænke alvorligt på hvad vi gør med vort liv?
4 Hvad så med os i dag? Forholder det sig anderledes fordi vi lever nær ved afslutningen på denne tingenes ordning? Nej, vi kan ikke stille sagen i bero indtil „den store trængsel“ er over os. For hvordan ved vi i det hele taget om vi er i live til den tid? Jakob siger påmindende: „I kender jo ikke dagen i morgen. Hvordan er jeres liv? I er jo en damp, som ses en liden stund og så forsvinder.“ (Jak. 4:14) Hvis vi tager let på tingene ved vi heller ikke hvornår vort upålidelige hjerte vil trække os bort fra den rette vej. (Jer. 17:9) Desuden ved vi ikke hvornår der kan opstå forhold, også inden „den store trængsel“, som kan blive til vor ulykke hvis vi er uforberedte. Hvordan kunne dette ske? Lad os se.
Hvad det vil sige at holde ud indtil enden
5. (a) Hvad betyder Jesu ord om at „den, som holder ud indtil enden, han skal frelses“? (b) Hvad minder Salomon os om med hensyn til den mulige „ende“ på vort nuværende liv?
5 Da Jesus talte om den tid apostlene levede på og som forud skildrede den tid vi nu lever på, sagde han: „Den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ (Matt. 24:13) Han talte om at udholde forfølgelse, tiltagende lovløshed og verdens had. Han sagde at nogle af hans disciple ville blive dræbt under denne forfølgelse. Men hvis en kristen udholdt alt dette til døden eller til enden på de voldshandlinger som var et udtryk for verdens fjendtlighed, ville han blive frelst fordi han havde bevaret sin integritet. (Matt. 24:9-12) Han levede måske ikke længe nok til at opleve afslutningen på denne tingenes ordning, men han ville blive dømt på grundlag af om han var en del af denne verden eller ej, uanset på hvilket tidspunkt „enden“ indtraf i hans tilfælde. (1 Joh. 2:15; Jak. 4:4) Enhver af os, enten vi hører til Jesu Kristi åndsavlede, salvede brødre, eller til de „andre får“ som har et jordisk håb, enten vi er unge eller gamle, kan dø meget hurtigt, i dag eller i morgen, på grund af uforudsete omstændigheder, deriblandt et pludseligt udbrud af religiøs forfølgelse. Den vise kong Salomon beskrev de vilkår vi mennesker i almindelighed lever under, da han sagde: „Alle er de bundne af tid og tilfælde. Thi et menneske kender lige så lidt sin tid som fisk, der fanges i det slemme garn, eller fugle, der hildes i snaren; ligesom disse fanges menneskenes børn i ulykkens stund, når den brat falder over dem.“ — Præd. 9:11, 12.
6. Hvad kom en ung broder som tilhørte staben på hovedkontoret ud for, og hvad understreger denne hændelse for os?
6 Vi har set eksempler på hvor hurtigt nogen iblandt os kan blive revet bort, hvilket understreger betydningen af til enhver tid at stå i et ret forhold til Gud og bevare hans gunst. For ikke så længe siden arbejdede en ung broder som tilhørte staben på Vagttårnsselskabets hovedkontor i New York, sammen med en anden broder i en rigssal i byen. Der kom en ung mand ind i salen og henvendte sig til ham og spurgte om noget, og broderen svarede venligt. Pludselig trak den unge mand, på grund af religiøst fjendskab, en kniv og dræbte broderen med den. Hvor er det godt at vide at han havde tjent trofast lige indtil det øjeblik!
7, 8. Hvad bør vi lære af det vore brødre i Malawi har oplevet?
7 Vi kan også tænke på det Jehovas vidner i Malawi har erfaret. Her var et land hvor folk havde modtaget Rigets budskab med stor velvilje. I 1972 var der et Jehovas vidne for hver 194 indbyggere i Malawi. Samme år blev 1617 nye døbt. De 447 menigheder i landet og de mere end 22.000 Jehovas vidner der var aktivt tilsluttet disse menigheder, havde virkelig fremgang og åndelig velstand. Det er rigtigt at der havde været forfølgelse i 1967, men i 1972 kunne en og anden måske nok have tænkt: ’Nu har vi i sandhed fremgang og gode tider; der er vist ingen fare på færde foreløbig.’ Og dog, hvad skete der for brødrene i Malawi næsten fra den ene dag til den anden? På grund af deres neutrale holdning over for denne verdens politiske anliggender blev der sat ild til deres huse, nogle af kvinderne blev voldtaget, mange blev overfaldet, nogle mishandlet eller dræbt, og de fleste blev tvunget til, med fare for deres liv, at flygte til nabolande.
8 Hvad lærer vi af dette? Den kristne bør leve hver dag som om det var den sidste i hans nuværende jordiske liv. Han må gøre sand kristendom til den vej han følger i livet, den måde han lever sit liv på, idet han knytter sig nært til brødrene i menigheden og ivrigt tjener Jehova med al sin styrke. For hvordan ville det være gået brødrene i Malawi hvis de havde været ligegyldige og forsømmelige med hensyn til deres åndelige tilstand? Kun de der havde åndelig styrke kunne stå fast da prøven kom, og det tjener brødrene i Malawi til ros at langt de fleste var urokkelige.
9. Hvad vil være afgørende for om vi har Jehovas velbehag når „den store trængsel“ begynder?
9 Gud åbenbarer for os hvad vi har brug for at vide, så vi kan handle forstandigt og hjælpe andre ved at åbne deres øjne for Jehovas „dags“ nærhed og alvor. Men han har ikke fortalt os i hvilket år, på hvilken dag eller i hvilken time han vil indlede „den store trængsel“ over denne verden. (Matt. 24:36) Det er ikke kundskab om det nøjagtige tidspunkt for „den store trængsels“ begyndelse der er afgørende for om vi vil være aktive i hans tjeneste eller ej, eller om vi vil leve på en måde der behager ham eller ej. For at behage Gud må vi tjene ham til alle tider; og det der skal tilskynde os, må være ægte kærlighed til ham der er vor himmelske Fader, ikke at enden er nær.
Hvorfor de tider Gud har fastsat er de rette
10-12. (a) I hvilken forstand kommer Jehovas „dag“ „som en snare“? (b) Hvordan viser de der mister troen fordi tingene ikke sker på det tidspunkt de har regnet med, at de ikke har gjort sig Jehovas ophøjede stilling klar?
10 Som vi har set her, kommer „den store trængsel“ pludseligt. Jesus sagde at den kommer „som en snare“. (Luk. 21:34-36) Et dyr der fanges i en snare aner som regel ikke uråd før det pludselig sidder hjælpeløst fanget. Det er ikke noget opdigtet Bibelen advarer os imod. Det er noget virkeligt, og det vil finde sted nøjagtig på det tidspunkt og på den måde det skal. Gud har bestemt hvornår denne tingenes ordning skal ødelægges. Men nogle bliver utålmodige og begynder at tvivle fordi det ikke går som de har regnet med og Guds indgriben synes at lade vente på sig. Menneskets korte levetid og dets deraf følgende utålmodighed med at få tingene gjort i den korte tid det har til rådighed, gør at nogle er tilbøjelige til at dømme Gud på grundlag af deres egne begrænsede erfaringer. — Hab. 2:3.
11 Jehova, derimod, lever evigt. Han behøver ikke at blive utålmodig. Han har fuldt overblik over situationen og kan se nøjagtig hvor på tidens strøm han skal handle for at gavne alle parter bedst, samt i fuldt mål gennemføre sin egen hensigt. — Ordsp. 15:3.
12 Peter udtrykker denne tanke således: „Dette ene må I ikke glemme, I elskede, at én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag. Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.“ — 2 Pet. 3:8, 9.
13. (a) Hvem har det gavnet at Jehova endnu ikke har eksekveret dommen over denne tingenes ordning? (b) Hvordan skal det forstås at „én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag“?
13 Så hvis der synes at være en nølen fra Jehovas side, er det ikke for hans personlige fordels skyld, eller fordi han på nogen måde er langsom til at handle. Det er udelukkende til gavn for os mennesker. Hvor hurtigt kunne Jehova ikke ødelægge denne verden! Som Peter siger kan Jehova på én dag gøre mere end mennesker kan udrette på tusind år. Da Jesus var på jorden helbredte han visne hænder, blinde øjne, ja oprejste endog en mand der havde været død så længe at hans legeme var ved at gå i opløsning. Han gjorde sådanne mirakler på et øjeblik. Tænk på hvor lang tid det ville tage ved normale processer hvis en ny arm skulle vokse ud eller hvis kropsvævene hos en der havde været død skulle genopbygges. Betragter vi tingene under den modsatte synsvinkel, må vi også forstå at for Jehova, der lever evigt og som træffer sine beslutninger tidsaldre i forvejen, er tusind år „som en nattevagt“. (Sl. 90:4) Han er ikke begrænset af tiden sådan som vi er. Hvis han handler på en måde der synes langsom for os, må vi huske på at det sker af hensyn til os, og at Guds fremgangsmåde er den allerbedste for alle parter.
14. Hvorfor behøver vi ikke at kende det nøjagtige tidspunkt for hvornår Jehovas „dag“ kommer? Hvad vil vi være optaget af?
14 Den der forstår sin stilling ind for Gud og har tro på Gud, behøver ikke at være ængstelig. Apostelen forsikrer de kristne: „Jeres møje er ikke forgæves i Herren.“ (1 Kor. 15:58) Hvis vi kender hans hensigt, ved hvad hans vilje er med os nu, og ved hvilket håb der ligger forude, behøver vi ikke at kende det nøjagtige tidsskema begivenhederne vil følge. Uanset hvornår „Jehovas dag“ indtræffer, vil vi være travlt optaget af at gøre Guds vilje. Er det din beslutning?
Bærer du „mærket“?
15. (a) Hvad er det „mærke“ som alle der ønsker at blive skånet og komme til at leve på jorden i Guds nye orden, må bære? (b) Hvilke spørgsmål angående vor reaktion på de slette forhold i verden kan hjælpe os til at finde ud af om vi har det syn på tingene Gud kræver?
15 Kort før det gamle Jerusalem blev ødelagt af babylonierne gav Jehova Ezekiel et syn hvori en symbolsk mand gik gennem Jerusalem og satte et mærke på panden af alle dem der ’sukkede og jamrede over alle de vederstyggeligheder’ der blev øvet i byen. (Ez. 9:4) Det skildrede profetisk et arbejde der udføres i dag. Enhver der mener at høre til de „andre får“ og at have håb om liv her på jorden, kan spørge sig selv: ’Har jeg virkelig mærket? Vidner mit liv, lige så tydeligt som et mærke på min pande, om at jeg har en kristen personlighed? Afskyr jeg virkelig de vederstyggelige ting jeg ser foregå, især i kristenheden? Vækker disse ting kun mit ubehag fordi de er en fare og en gene for mig, eller er jeg bedrøvet over at se Guds navn blive vanæret?’
16. (a) Hvorfor er dét at man altid har været moralsk ren ikke en garanti for at man bærer „mærket“? (b) Hvorfor er det vigtigt at undgå kønslig umoralitet?
16 De der virkelig bærer den kristne personligheds „mærke“, passer meget på at Jehovas dag ikke overrasker dem i færd med at gøre ting der ville vise at de elskede verden. Gælder det også dig? Hvordan er din indstilling for eksempel til sådan noget som løsagtighed, utugt og ægteskabsbrud? Uanset hvordan du har levet før i tiden, kan du så nu fuldt ud tilslutte dig Jehovas fordømmelse af dem der øver sådanne ting? (1 Kor. 6:9-11; Hebr. 13:4) Naturligvis er der nogle som aldrig har begået noget sådant. Men dette i sig selv betyder ikke at de har „mærket“ og kan overleve. De der har „mærket“ undgår ikke blot en sådan handlemåde på grund af de ubehagelige følger. De hader det forkerte fordi det er en krænkelse af Jehovas retfærdige veje. De erkender ligesom den trofaste Josef at utugt eller ægteskabsbrud ikke blot er en besmittelse, men i virkeligheden ’en stor misgerning’ og ’en synd mod Gud’. (1 Mos. 39:9) Det der betyder mest for dem er hvordan Jehova ser på tingene. Da kønslig umoralitet er en af de snarer Satan har mest held med, ved de at det er vigtigt at undgå situationer der kan friste en til at synde på denne måde og således komme til kort nu da vi er så nær den nye orden. Husk hvordan det gik Israel i Moabs land på grænsen til det forjættede land. Fireogtyve tusind faldt i den kønslige umoralitets snare og mistede livet. — 4 Mos. 25:1-9.
17. Hvordan vil vor indstilling være til at tale sandt hvis vi virkelig bærer „mærket“, og hvad er grunden?
17 Lad os se lidt på spørgsmålet om sandfærdighed. Respekterer vi virkelig sandheden, eller er vi villige til at fordreje den en lille smule for at komme ud af en ubehagelig situation eller få noget vi ønsker? I forretningslivet er det i dag blevet almindelig praksis at lyve. Men hvor har løgnen sin oprindelse? Jesus sagde at Djævelen „er en løgner, ja, løgnens fader“. (Joh. 8:44) Den der lyver tjener derfor i virkeligheden Djævelen. Men vi kan vise at vi har iført os den nye personlighed, at vi virkelig bærer „mærket“, ved altid at tale sandt. Guds ord siger: „Aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste.“ (Ef. 4:25) Når du er i knibe, føler du dig da fristet til at bruge en løgn som den letteste udvej? Eller beder du ligesom forfatteren af ordsproget der siger: „Lad . . . Løgnens Ord være langt fra mig“? — Ordsp. 30:8, dansk rev. overs. af 1871.
18, 19. Hvad mere kræves der end blot at komme sammen med Jehovas vidner ved møderne hvis man vil have en god samvittighed over for Gud?
18 Mange finder ind på sandhedens vej nu i den sidste korte tid før „Jehovas dag“. De har tidligere haft vaner der var skadelige både for sind og legeme, men nu bliver de døbt og beder Gud om en god samvittighed. (1 Pet. 3:21, fodnoten) Hvis du er blandt dem der overvejer at tage dette skridt og lade sig døbe, eller hvis du allerede har taget dette skridt for nogen tid siden, kan du da få en god, en ren samvittighed fra Gud hvis du har en vane som vides at have skadelige virkninger på sind og legeme? Kan du få en ren samvittighed blot ved at komme sammen med Jehovas vidner, som bestræber sig for at leve efter Bibelens høje normer for renhed, mens du fortsætter med en handlemåde som de fordømmer? Kan du så virkelig sige at du er et af Jehovas vidner? Ønsker du at være det?
19 En ren samvittighed er nødvendig hvis man vil gøre sig håb om at eje Guds gunst og modtage livet af ham. Derfor bør vi, i alt hvad vi gør, først spørge os selv: Hvordan berører dette Guds navns omdømme? Dernæst: Hvordan berører dette hans kristne menigheds omdømme, da den jo repræsenterer hans navn og rige? Når vi tager hensyn til dette vil det hjælpe os til at bevare en god samvittighed i alt hvad vi gør. Vi må tage i betragtning at Gud har gjort den kristne menighed til „sandhedens søjle og grundvold“ på jorden. (1 Tim. 3:15) Vi bør leve i harmoni med den lære der fremholdes i denne menighed. Når vi altid har Jehovas dags nærværelse i tanke, vil det beskytte os mod at holde fast ved noget der, i sammenligning med den vidunderlige skat som det er at eje Jehovas gunst, kan regnes „for skarn“. (Fil. 3:8) Det vil få et menneske til at arbejde på at bevare en god samvittighed. Han vil holde sit legeme i ave for at han ikke, efter at have prædiket for andre, selv skal blive forkastet. — 1 Kor. 9:27.
Hvad Jesus advarede sine disciple imod
20-23. (a) Hvilke ting som kunne svække vor tro advarede Jesus imod, som vist i Lukas 21:34-36? (b) Forklar hvordan sådanne almindelige dagligdags ting kan komme til at ødelægge et menneskes tro. (c) Hvor skal vi være hvis vi virkelig ønsker at Guds ånd skal lede os?
20 Nu er det jo ikke nødvendigvis de store ting der får et menneske til at miste troen. Herren Jesus Kristus understregede nødvendigheden af at leve hver dag i tro, da han advarede: „Vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer. Thi som en snare skal den komme over alle dem, der bor på hele jordens flade. Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen.“ — Luk. 21:34-36.
21 Hvad var det for noget Jesus her advarede imod? Han talte ikke om sådanne synder som utugt, ægteskabsbrud og tyveri. Sådanne handlinger ville naturligvis afskære en fra Guds rige. Men Jesu advarsel drejede sig om almindelige ting som at spise og drikke og sørge for livets daglige fornødenheder, noget vi alle gør, og om alt dette gælder det at man let kan blive opslugt af det i en syndig grad. Deri ligger det underfundige og farlige ved det. Man kan let narre sig selv til at tro at man holder den rette kurs, og så gå i fælden uden at ane uråd. Man kan blive opslugt af verdens interesser og indviklet i de bekymringer dette medfører, og derved lide alvorlig skade på sin åndelighed. Man kan blive alt for optaget af at skaffe sig goder som man synes at man absolut må have. Man kan opelske den følelse at man må have „det bedste“ af alt, al den komfort, alle de bekvemmeligheder som andre har. Man kan føle at det retfærdiggør at man bruger ekstra timer på verdsligt arbejde for at få det.
22 Den der får denne indstilling forsømmer sit åndelige liv; han har ikke tid til at studere; han giver ikke sin familie den fornødne hjælp til at bevare sin åndelige sundhed; han kommer mindre sammen med sine kristne brødre. Følgelig har han ikke megen lyst til at deltage i forkyndelsen på arbejdsmarken. Den lille andel han har i forkyndelsen, er som regel ret overfladisk, idet han ikke yder en virkelig helhjertet indsats for at hjælpe andre til at blive disciple. Han viser egentlig at han ikke virkelig tror på at Kristus regerer og at Jehovas dag er nær.
23 Hvis et menneske derimod virkelig oprigtigt beder til Gud, ønsker det at have Guds ånd over sig, at blive ledet af den. Et sådant menneske vil sørge for at være dér hvor Guds ånd virker, slutte sig til dem der har Guds ånd og virkelig yde sit bidrag til fællesskabet og samarbejdet med dem.
Det rette motiv til at forkynde
24. Hvilket motiv drev Jesus i hans forkyndelse af den gode nyhed?
24 Hvilket motiv var det der drev Jesus Kristus, den største forkynder der har været på jorden? Det var hans kærlighed til Jehova og til Jehovas „får“. „Da han så folkeskarerne,“ fortæller Mattæus i kapitel 9, vers 36, „ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’.“ Nøjedes Jesus med at have ondt af dem, eller talte han blot med sine disciple om deres ynkværdige tilstand? Nej. I sit hjerte følte han hengivenhed for disse mennesker, og det bevægede ham til at arbejde ihærdigt for deres skyld. De næste ord i Mattæus’ beretning (vers 37 og 38) lyder: „Da siger han til sine disciple: ’Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.’“ Og Jesus og hans disciple fik virkelig en stor høst. I Apostlenes Gerninger 4:4 læser vi at antallet af dem der troede, på det tidspunkt var omkring fem tusind, og længere fremme, i Apostlenes Gerninger 6:7, læser vi: „Og Guds ord havde fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen.“
25, 26. (a) Hvilke spørgsmål må vi stille os selv, i betragtning af folks behov for at lære sandheden at kende? (b) Hvad bør tilskynde os til at blive ved med at forkynde, som vist ved det irske ægtepars eksempel?
25 Også i dag er behovet meget stort. Aldrig har folk i hele verden haft så meget brug for sandheden som de har i dag. Hver eneste af os må derfor stille sig selv disse spørgsmål: Elsker jeg Jehovas adspredte „får“? Er jeg villig til, ikke blot at fordømme og begræde de dårlige tilstande, men at gøre noget, gøre det eneste der virkelig kan hjælpe disse mennesker? Elsker jeg Jehova nok til at bevise min kærlighed på den måde?
26 En der sammen med sin hustru har tjent som pionerforkynder for Jehovas vidner i Irland i fjorten år, fortæller: ’Dag efter dag gik vi fra hus til hus uden at finde lyttende ører noget sted. Om aftenen når jeg kom hjem måtte jeg spørge mig selv: Hvorfor gør jeg dette? Og svaret måtte altid være: Fordi jeg elsker Jehova.’
27. Hvilket bibelsk råd kan vi med fordel huske på når vi møder ligegyldighed eller modstand i vor forkyndelse?
27 Hvordan forholder det sig med din forkyndelse? Møder du ligegyldighed eller modstand i dit distrikt? Husk da altid på apostelen Paulus’ ord i Hebræerbrevet 10:36-39: „I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet. Thi ’der er endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke; og min retfærdige skal leve af tro;’ men ’hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.’ Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.“
28. Hvordan bør vi betragte det privilegium at være Jehovas vidner?
28 I betragtning af alt dette er det godt om vi alle ransager os selv og får vished for hvilken ånd der bor i os. Hvis vi er døbte vidner for Jehova, ønsker vi afgjort ikke at udvikle en negativ holdning til den privilegerede stilling vi står i. Den store gunst Jehova har vist os bør få os til at nære en brændende interesse for andre og et stærkt ønske om at hjælpe dem. Den bør få os til at yde en helhjertet tjeneste for Jehova. (Præd. 9:10) Da vi har fået sandhedens skat i eje og er blevet begunstiget med den kristne tjeneste, har vi ikke råd til nu at unddrage os vort ansvar ved at komme med undskyldninger eller ved at indtage en apatisk holdning.
29. Hvordan vil vi kunne se frem til Jehovas „dag“ med glæde og tillid?
29 Jehova opmuntrer os gennem profeten Esajas med ordene: „Her lægger jeg som en grundvold i Zion en sten, en prøvet sten, den kostelige hjørnesten i en sikker grundvold. Den som tror skal ikke gribes af panik.“ (Es. 28:16, NW) Dengang, på Esajas’ tid, satte folket sin lid til en falsk fred og sikkerhed. I dag ved vi at kongen Jesus Kristus hersker og at den herlige nye orden med virkelig fred og sikkerhed er ganske nær. Hvis vi tror på dette vil vi stå fast uden at blive rokket af tvivl. Der er ingen tvivl om hvad der kræves af os for at vi kan komme til at leve i denne nye orden. Det er en fast tro forbundet med „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“. For da vil vi stå godkendt for Menneskesønnen når Jehovas flammende „dag“ kommer.