Fremad ind i den nye orden under teokratiet!

„Sig blandt nationerne: ’Jehova selv er blevet konge.’“ — Sl. 96:10, NW.

 1. Hvilken slags styre er nødvendigt for at menneskeheden kan bo evigt i et paradis?

FOR at menneskeslægten kan bo evigt på en ufordærvet paradisisk jord, er det nødvendigt med et stabilt styre. Det vil sige at det er nødvendigt med et blivende, retfærdigt styre. Et sådant styre vil helt sikkert komme! Det er forudsagt at det vil komme — af den pålideligste kilde.

 2. (a) Hvis det nødvendige styre som indføres bliver et demokrati, har vi da nogen garanti for at det vil blive et stabilt styre? (b) Hvordan forholder det sig med verdensføderalister og et verdensomspændende enkeltmandsstyre?

² Hvilken slags styre vil det blive? Det afhænger af den magt, den person eller de personer der indfører det. Vil det blive folket der i forening vil udføre det og bestemme dets form? Hvis det var fremgangsmåden ville resultatet blive et demokrati. Ville udsigten til et demokratisk styre give os en lys fremtid? Ikke i betragtning af det indtryk som demokratier har givet os gennem historien indtil dato. På trods af nogle af de nuværende demokratiers eller folkerepublikkers militære styrke, er deres stabilitet endog meget tvivlsom. De er ikke mere sikre på at overleve i den dystre fremtid end andre styreformer er. De mennesker der kalder sig selv verdensføderalister har deres egne teorier, men er ude af stand til at frembringe en tilfredsstillende verdensregering. Og ingen ønsker et verdensomspændende enkeltmandsstyre, et verdensdiktatur med et ufuldkomment menneske som enevældig hersker.

 3, 4. (a) Hvem har ret til at afgøre hvordan jorden skal styres? (b) Hvilket spørgsmål stillet af Esajas minder evolutionisternes indstilling os om, og hvad er svaret på dette spørgsmål?

³ Hvad så med et styre indført af den der dannede jorden, ja af selve menneskets Skaber? Har nogen større ret til at afgøre hvordan jorden og dens indbyggere skal styres end han har? Svaret på dette spørgsmål er indlysende.

⁴ Nu vil evolutionisterne måske sarkastisk sige at der ikke findes nogen personlig intelligent Skaber af jorden og mennesket; men disse evolutionister har været ude af stand til at frembringe et tilfredsstillende styre, selv efter de millioner af år som de påstår at menneskets udvikling har varet på jorden før det har nået denne hjernealder som nogle praler så meget af. Evolutionisterne er dannet af ganske almindeligt ler ligesom alle vi andre, og deres indstilling minder os om et spørgsmål der blev stillet to tusind syv hundrede år før disse kloge evolutionister blev til: „Regnes ler og pottemager lige, så værk kan sige om mester: ’Han skabte mig ikke!’ eller kunstværk om kunstner: ’Han fattes forstand!’“ (Es. 29:16) Ingen kan med rette sige at den der skabte jorden og dannede mennesket fattes forstand. Og et styre som han med forstand sætter over mennesket vil blive et teokrati.

 5, 6. (a) Hvad fandtes først på jorden, demokratiet eller teokratiet, og hvad viser Bibelen herom? (b) I hvor stor udstrækning kunne det første menneskepar have set opfyldelsen af Guds befaling til dem?

⁵ Pålidelige historiske beretninger viser at teokratiet fandtes på jorden forud for demokratiet. Endog videnskabsmænd er tvunget til at indrømme at menneskeslægten stammer fra et første menneskepar. Denne første mand og denne første kvinde måtte være under et teokrati eller gudsstyre, for Gud var deres Skaber og ligeledes deres Hersker, deres Lovgiver, deres Leder. De var ikke huleboere. De levede i et jordisk paradis hvor Gud havde skabt dem. (1 Mos. 2:7-25) Som tilfældet var med fiskene, fuglene og landdyrene, havde Gud givet dette fuldkomne menneskepar evnen til at få afkom; og hvilket bedre mål i livet kunne han give dem end det der fremholdes i denne teokratiske befaling: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ — 1 Mos. 1:26-28.

⁶ Med Guds velsignelse kunne dette fejlfri menneskepar opnå at se denne guddommelige befaling fuldstændig opfyldt — hele jorden underlagt et verdensomspændende paradis, befolket i passende omfang med deres fuldkomne børn og børnebørn.

 7. (a) Hvorfor og hvordan kunne de have oplevet at se jorden fyldt med deres efterkommere? (b) Hvorfor er vi, deres efterkommere, født under dødens fordømmelse?

⁷ Selv om det ville have taget tusind leveår, kunne det første ægtepar have oplevet at se alle deres efterkommere, alle som skulle bo i det verdensomspændende paradis for evigt, for de ville ikke behøve at dø. Hvis de havde været loyale mod teokratiet, Guds usynlige styre, og havde lært alle deres efterkommere at være loyale mod det, kunne de have været i live i dag og haft udsigt til at leve lykkeligt i Paradiset sammen med alle deres efterkommere til evig tid. Det var da vore første forældre vragede teokratiet og valgte folkestyret eller demokratiet, at de blev dømt til døden. Fordi vi er født efter at de havde truffet dette valg og var drevet ud af Edens paradis for at dø, har vi arvet synden og dødens fordømmelse fra dem. (1 Mos. 2:16, 17; 3:1 til 4:2; Rom. 5:12) Heraf kan vi se at demokratiet ikke giver løfte om evigt liv. Det gør teokratiet.

 8. (a) Hvornår og hvor opstod demokratiet, og hvordan? (b) Hvordan forholdt det sig med teokratiet på den tid?

⁸ Alle spor af det tabte paradis blev udslettet af den verdensomspændende vandflod i Noas dage; Noa var efterkommer i tiende led af den første mand, Adam. Omkring seksten hundrede år derefter, eller i det attende århundrede før vor tidsregnings begyndelse, fortælles det at Grækenland eksisterer. Det siges at være demokratiets vugge. Først omkring år 700 f.v.t. var der en tendens til demokratisk styre i de græske bystater. Med tiden og efterhånden som folket vandt magt førte dette til folkestyre, især da adelsmændenes højtstående kavaleri blev afskaffet og der blev dannet falankser af almindeligt fodfolk.a Men mere end otte hundrede år tidligere var der blevet oprettet et teokrati på jorden af den himmelske Teokrat. Hvor?

 9, 10. (a) Hvor blev dette teokrati oprettet, og med hvilken form for tilbedelse? (b) Hvordan påpegede Moses i sin afskedstale at Israel havde et kongeligt teokratisk styre?

⁹ På Sinajhalvøen. Dér, på Horebs bjerg, gav han de ti bud. I det første af disse bud sagde han: „Jeg er [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.“ (2 Mos. 20:1-3) Dette første bud viste at han talte og handlede som en teokrat eller guddommelig hersker, og at han talte til det folk som han havde udfriet og som han nu oprettede et teokrati over. Det skete i foråret år 1513 f.v.t. Med profeten Moses som mellemmand indførte Jehova ikke blot den styreform men også den tilbedelsesform som hans udfriede folk skulle have som en organiseret nation. Folket havde således et teokratisk styre og en teokratisk tilbedelse. Omkring fyrre år senere holdt den aldrende Moses sin afskedstale til den teokratiske nation. Idet han omtalte nationen som Jesjurun, der betyder „den retskafne“, sagde han:

¹⁰ „[Jehova] kom fra Sinaj, . . . og han blev konge i Jesjurun, da folkets høvdinger kom sammen, og Israels stammer forsamled sig.“ — 5 Mos. 33:1-5.

11, 12. (a) I hvilket land blev teokratiet til slut oprettet, og hvordan? (b) Hvordan viste dommeren Gideon sig at være loyal over for teokratiet, og hvilket lokalt styrende råd havde Sukkot på hans tid?

¹¹ I foråret efter Moses’ død, i 1473 f.v.t., førte Kongen Jehova sin teokratiske nation over Jordanfloden og ind i det forjættede land. Efter flere års sejre over de hedenske, ikke-teokratiske indbyggere i landet, var teokratiet oprettet over størstedelen af det forjættede land. Der var meget som fristede israelitterne til at vige bort fra det teokratiske styre.

¹² I ét tilfælde oprejste Jehova dommeren Gideon som udfrier for at genoprette den teokratiske ordning over sit selvrådige folk. Efter at have drevet de undertrykkende fjender ud, ønskede israelitterne at gøre Gideon til deres synlige konge, overhoved for et dynasti af konger. Men Gideon var loyal over for teokratiet. Han sagde derfor til dem der ville gøre ham til konge: „Hverken jeg eller min søn vil herske over eder; [Jehova] skal herske over eder!“ (Dom. 8:22, 23) Under det teokratiske styre havde byerne til stadighed et antal ældste som et lokalt styrende råd. På Gideons tid var der i byen Sukkot syvoghalvfjerds ældste, deriblandt de lokale høvedsmænd. (Dom. 8:6, 14-16) Som ældste repræsenterede de Sukkot.

Fra jødisk teokrati til messiansk teokrati

13, 14. (a) Hvilken ændring i styret fandt sted i profeten Samuels dage, og hvordan? (b) Hvordan blev David konge over hele Israel, og på hvis trone sad han?

¹³ I år 1117 f.v.t. undergik teokratiet i det forjættede land en ændring, idet et yderligere træk føjedes til. Folkets ældste bad Jehovas profet Samuel om at indsætte en synlig jordisk konge over nationen. Det vakte Jehovas mishag, og han sagde til Samuel: „Det er mig, de vrager som deres konge.“ (1 Sam. 8:4-7) Alligevel bemyndigede Jehova Samuel til at salve Saul, Kisj’ søn, af Benjamins stamme til konge over hele Israel. Da Saul blev salvet som konge af Jehovas profet blev han „[Jehovas] salvede“. — 1 Sam. 12:3, 5; 24:7, 11.

¹⁴ På grund af kong Sauls gentagne ulydighed fik Jehova Samuel til at salve hyrdedrengen David fra Betlehem til at være Israels fremtidige konge. Hvad skete der så efter at Saul var død og efter at hans søn og efterfølger var død? Vi læser: „Alle Israels ældste kom til kongen i Hebron, og kong David sluttede i Hebron pagt med dem for [Jehovas] åsyn, og de salvede David til konge over Israel.“ (2 Sam. 5:1-3) Således blev David „[Jehovas] salvede“ eller Jehovas Messias, og han omtales som siddende på „[Jehovas] trone“ som den synlige repræsentant for den store Teokrat. — 1 Krøn. 29:23.

15. Hvem anerkendte David som konge over Israel, og hvad sagde han angående dette da pagtens ark blev ført til Jerusalem?

¹⁵ Kong David anerkendte den store Teokrat idet han sagde: „Dit, o [Jehova], er riget, og selv løfter du dig som hoved over alle.“ (1 Krøn. 29:10, 11) På det tidspunkt da David lod den hellige ’pagtens ark’ føre til et telt i nærheden af sit palads i Jerusalem, komponerede han en salme til minde herom hvori han sagde: „Lad dem sige blandt nationerne: ’Jehova selv er blevet konge!’“ (1 Krøn. 16:31, NW; Sl. 96:10, NW) Det var omkring 1070 f.v.t.

16. (a) Hvad skete der med teokratiet da Jerusalem og dens tempel blev ødelagt og landet lå øde i halvfjerds år? (b) Hvad ville genoprettelsen af det messianske rige føre til, og i hvilken tilstand måtte Jehovas folk fortsat befinde sig indtil da?

¹⁶ Fire hundrede og treogtres år senere blev Jehovas tempel for tilbedelse i Jerusalem ødelagt af babylonierne, og Jerusalem og Judas land lå øde i halvfjerds år mens de bortførte indbyggere var fanger i Babylon. Betød det at Jehovas teokrati over hans udvalgte folk var ophørt med at eksistere? Nej! For det var ham der senere forårsagede at de vendte tilbage til deres gudgivne land. Det der var ophørt med at eksistere var riget i Davids kongelige slægtslinje, og således var Guds messianske rige i mindre målestok holdt op med at fungere. Når tiden var inde skulle Guds messianske rige genoprettes. Genoprettelsen af det ville føre til at en retfærdig ny ordning blev indført. (Ez. 21:25-27; Ap. G. 3:20, 21; 2 Pet. 3:13) I mellemtiden ville Jehovas folk for Hans navn fortsat være underlagt hedningenationerne og deres riger i relativ forstand. — Neh. 9:36, 37; Luk. 21:24; Rom. 13:1.

17. (a) Hvad genoptog Jehova åbenbart ifølge Esajas 52:7 da han bragte sit folk tilbage til dets land? (b) Hvordan erklærede Jehova sin kongeværdighed gennem Malakias?

¹⁷ I overensstemmelse hermed var det som om Jehova genoptog styret over sit folk da han førte det tilbage til dets hjemland i 537 f.v.t. Jehova sendte så at sige sit sendebud i forvejen til sin forladte jordiske organisation, som en opfyldelse af Esajas 52:7, hvor der står: „Hvor liflige er på bjergene glædesbudets fodtrin, han, som udråber fred, bringer gode tidender, udråber frelse, som siger til Zion: ’Din Gud har vist, han er konge [Din Gud er blevet konge, NW].’“ Som bevis på dette blev templet i Jerusalem genopbygget. Da Jehova nogle årtier senere oprejste sin profet Malakias og forklarede hvorfor israelitterne skulle yde ham en antagelig tjeneste i hans tempel, sagde han: „Thi en stor konge er jeg, siger Hærskarers [Jehova], og mit navn er frygtet blandt folkene.“ — Mal. 1:14.

18. (a) Hvordan anerkendte Jesus i sin bjergprædiken Jehovas kongeværdighed over Israel? (b) Hvordan antydede han at den ville ophøre?

¹⁸ Da den sande Messias, Jesus Kristus, var på jorden i det første århundrede, anerkendte selv han Jehovas kongeværdighed over Israel, for i sin bjergprædiken sagde han til sine disciple: „I må aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er ’Guds trone’, eller ved jorden, thi den er ’hans fodskammel’, eller ved Jerusalem, thi det er ’den store Konges by’.“ (Matt. 5:34, 35) I år 33 antydede han imidlertid at Jehovas teokrati over Israel snart skulle ophøre. Det gjorde han i Jerusalem, da han sagde til byen om dens tempel: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ Kort derefter forudsagde han så ødelæggelsen af dette tilbedelsessted. — Matt. 23:37 til 24:22.

19. Var jøderne på den tid stadig underlagt den teokratiske lov, og hvoraf ser vi dette?

¹⁹ På det tidspunkt var de israelitter som Jesus forkyndte Guds rige for, stadig underlagt den teokratiske lovpagt som profeten Moses havde formidlet for deres forfædre ved Sinaj bjerg. Den følgende dag, da påsken blev fejret i Jerusalem under den teokratiske lov, blev Jesus Kristus slået ihjel som det modbilledlige påskelam, og blev begravet. Han var imidlertid ikke en falsk Kristus men den sande Messias, og derfor blev han oprejst fra de døde på den tredje dag til himmelsk liv. Da Jesus Kristus den fyrretyvende dag derefter materialiserede sig og viste sig for sine disciple for sidste gang, spurgte de ham: „Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?“ (Ap. G. 1:1-6) Da Jesus Kristus på det tidspunkt endnu ikke var trådt frem for Gud i himmelen som formidler af en ny pagt, var de kødelige omskårne israelitter stadig underlagt den teokratiske lovpagt der var blevet indstiftet ved Sinaj bjerg. Dette var tilfældet selv om de ikke længere var underlagt det messianske rige i Davids kongelige slægtslinje. Imidlertid skulle Jehovas teokratiske styre over dem snart ophøre.

20. Hvornår kom beviset på at en ny pagt var blevet oprettet, hvordan og i forbindelse med hvem?

²⁰ Ti dage senere var israelitterne forsamlet i Jerusalem for at fejre pinsefesten i overensstemmelse med den teokratiske lovpagt fra Sinaj bjerg. Kort før klokken ni den formiddag, den 6. sivan ifølge den jødiske kalender, kom det synlige og hørlige bevis på at Jesus Kristus var trådt frem for Jehova Gud i himlene og havde anvendt værdien af sit fuldkomne opofrede menneskeliv som formidler af en ny pagt. Dette var den nye pagt der var lovet i Jeremias 31:31-34, og som Jesus Kristus havde omtalt da han påbegyndte fejringen af Herrens aftensmåltid påskenat nogle uger i forvejen. (1 Kor. 11:23-26; Luk. 22:14-20) Beviset herpå var at Guds hellige ånd blev udgydt fra himmelen. Over hvem? Ikke over de israelitter der fejrede pinsefesten i Jerusalems tempel, men over Messias’, Jesu Kristi, trofaste disciple, omkring et hundrede og tyve som var forsamlet i en sal ovenpå i Jerusalem. Således blev profetien i Joel 3:1, 2 opfyldt på disse disciple.

21, 22. (a) Hvilket folk blev den nye pagt oprettet med? (b) Hvad betød dette angående Jehovas teokrati, og hvad sagde Peter i harmoni hermed til tusinder af jøder på Pinsedagen?

²¹ Dette betød at disse disciple nu var med i den nye pagt gennem en mellemmand der var større end Moses, nemlig Jesus Kristus. Ved at blive avlet af Guds hellige ånd til at være Guds åndelige børn, var de blevet åndelige israelitter. Dette betød også at Jehovas teokrati var blevet overført fra det kødelige, omskårne Israels folk til dette nye ’hellige folk’, det åndelige Israel, „Guds Israel“. (1 Pet. 2:9; Rom. 2:28, 29; 8:15-17; Gal. 6:16) Således blev den gamle lovpagt med det kødelige Israel ophævet, sat ud af kraft. (Ef. 2:15, 16; Kol. 2:13, 14; Rom. 7:4-6) I harmoni med at Jehovas teokrati nu var overført til Jesu Kristi disciple, sagde apostelen Peter til de tusinder af jøder der strømmede til som følge af den mirakuløse udgydelse af Guds hellige ånd gennem Jesus Kristus:

²² „David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ’Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.’ Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ — Ap. G. 2:34-36.

En teokratisk menighed

23, 24. (a) Hvem anerkendte Jesus som Jehovas menighed da han var på jorden? Og hvordan viste han dette? (b) Hvornår oprettede Jesus den messianske menighed, og hvad siger Apostlenes Gerninger 5:11 om den?

²³ Ligesom kong David gjorde, anerkendte Jesus Kristus at nationen af kødelige omskårne israelitter var Jehova Guds menighed. (Sl. 22:23, 24; Hebr. 2:12; Matt. 18:17) Mens Jesus befandt sig på jorden og var underlagt den teokratiske lovpagt oprettede han derfor ikke nogen rivaliserende menighed, kirke eller ekklesía. Han havde derimod i sinde at oprette en messiansk menighed efter at den forudsagte nye pagt var trådt i kraft som følge af at han frembar sit offers værdi for Jehova Gud i himmelen. Det var grunden til at Jesus, mindre end et år før sin offerdød og opstandelse, havde besvaret apostelen Peters bekendelse: „Du er Kristus, den levende Guds Søn,“ med disse ord: „Du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.“ — Matt. 16:16-18.

²⁴ Det følgende år oprettede Jesus Kristus sin menighed på pinsedagen (6. sivan år 33) ved at handle som Jehovas hovedformidler da han udgød den hellige ånd over sine disciple. (Ap. G. 2:32, 33) Derefter læser vi om den messianske eller kristne menighed. For eksempel læser vi i Apostlenes Gerninger 5:11 om menigheden i Jerusalem: „Og der kom stor frygt over hele menigheden og over alle, som hørte dette.“ — Ap. G. 8:1.

25. (a) Hvilken slags organisation måtte den kristne menighed nødvendigvis være? (b) Hvem tilhørte det gamle Israel og hvorfor, og hvem tilhører den kristne menighed og hvorfor?

²⁵ Ligesom den gamle menighed af kødelige israelitter var en teokratisk organisation, således skulle og burde menigheden af åndelige israelitter også være en teokratisk organisation. Det betyder at Gud, hvis navn er Jehova, er den øverste Hersker over den. Det forklarer hvorfor de ting der skete med den gamle israelitiske menighed kunne siges at være sket forbilledligt eller som „eksempler“ for Jehovas kristne menighed. (1 Kor. 10:6, 11) Jehova udfriede det gamle Israel fra trældom og død i Ægypten på grundlag af påskelammets blod, og derefter fra døden i Det røde Hav da folket flygtede for den forfølgende ægyptiske hær. Han kunne sige til det gamle Israel: „Du er min!“ (Es. 43:1) På lignende måde blev den kristne menighed hans menighed på grundlag af det modbilledlige påskelams, Jesu Kristi, udgydte blod. (Joh. 1:29, 36; 1 Kor. 5:7) Med rette omtalte den kristne apostel Paulus den som „Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn“. — Ap. G. 20:28, NW.

26. (a) Hvis ejendom var ’det hellige folk’, hvordan var deres hersker derfor, og hvordan understregede Esajas profetisk dette? (b) Hvilken slags pagt var den nye pagt, og hvorfor?

²⁶ Da menigheden er „et helligt folk, et ejendomsfolk“, er den Jehovas ejendom, og han er ubestrideligt dens Hersker. Han er den guddommelige Hersker, Teokraten. (1 Pet. 2:9; 2 Mos. 19:5, 6) Jehova Guds teokratiske stilling i forhold til menigheden er forudsagt af profeten Esajas, der med henblik på det gamle Israel siger: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge; han vil selv frelse os.“ (Es. 33:22, NW) Idet han virkede i alle disse egenskaber oprettede han Lovpagten med det gamle Israel gennem profeten Moses som mellemmand. Gennem en mellemmand der er større end Moses, nemlig gennem Jesus Kristus, har Jehova oprettet den nye pagt med den kristne menighed af åndelige israelitter. (1 Tim. 2:5, 6) Som den teokratiske Hersker siger Jehova i den nye pagt: „Jeg vil give mine love i deres sind, og på deres hjerter vil jeg skrive dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ (Jer. 31:33; Hebr. 8:7-10) Det var altså en teokratisk ny pagt.

27. Hvordan viste Jehova sin teokratiske magt og ret over for den kristne menighed, og hvilket ansvar medførte det at være menighedens hoved?

²⁷ Idet apostelen Paulus henleder opmærksomheden på Jehovas teokratiske magt og ret til at foretage alle udnævnelser inden for sin organisation, skriver han: „’Alt lagde han [det vil sige Jehova] under hans fødder [det vil sige Kristi fødder],’ og ham gav han som hoved over alle ting til kirken, der er hans legeme.“ „Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser.“ „Kirken underordner sig under Kristus.“ (Ef. 1:22, 23; 5:23, 24) Altså har Jesus Kristus ansvar for under Gud at udvælge og udnævne personer i menigheden.

28. Hvordan varetog Jesus dette ansvar med hensyn til grundlæggelsen af menigheden, og hvordan voksede menigheden som ved et mirakel den dag den blev grundlagt?

²⁸ Idet Jesus så frem til grundlæggelsen af menigheden af åndelige israelitter tilbragte han en nat i bøn til Gud og valgte så tolv apostle. (Luk. 6:12-16; Mark. 3:13, 19) Han sagde til sine trofaste apostle: „Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå hen og bære frugt, og det en varig frugt.“ (Joh. 15:16) Jesus vidste at det gamle Israels tolv stammer bestod af efterkommerne af Jakobs eller Israels tolv sønner. (1 Mos. 49:28, 33; Ap. G. 7:8) I overensstemmelse med dette profetiske billede begyndte menigheden af åndelige israelitter på Pinsedagen, efter Jesu Kristi død og opstandelse og himmelfart, med tolv synlige, håndgribelige grundstene, nemlig de tolv apostle. (Ap. G. 1:13, 24-26; 2:1, 37) Den dag begyndte menigheden med omkring et hundrede og tyve medlemmer og voksede som ved et mirakel til omkring tre tusind. — Ap. G. 1:15; 2:37-41.

29. (a) Hvordan viste menigheden at den anerkendte de tolv apostle som grundlæggende medlemmer? (b) Hvilket syn havde Johannes af apostlenes forhold til hele menigheden?

²⁹ Alle disse medlemmer af menigheden, de oprindelige og de der blev føjet til, anerkendte de tolv apostle som grundlæggende medlemmer af det åndelige Israel. Dette ses tydeligt af Apostlenes Gerninger 2:42, 43: „Og de holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet . . . Og der kom frygt over enhver sjæl, og der skete mange undere og tegn ved apostlene.“ Disse apostles forhold til hele menigheden af åndelige israelitter skildres i apostelen Johannes’ syn af Kristi brud, det ny Jerusalem, hvorom vi læser: „Den havde en svær og høj mur med tolv porte, og ved portene stod der tolv engle; og der stod skrevet navne over portene: navnene på Israels børns tolv stammer. . . . Og bymuren havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: navnene på Lammets tolv apostle.“ — Åb. 21:1, 2, 12-14.

[Fodnote]

[Illustration på side 79]

Da de israelitiske mænd ønskede at gøre Gideon til konge, forblev han loyal over for teokratiet idet han sagde: „[Jehova] skal herske over eder!“