Hvorfor Jehovas vidner ikke er pacifister

„Jehova er en krigshelt, Jehova er hans navn.“ — 2 Mos. 15:3.

 1. Hvilket spørgsmål vedrørende Jehovas vidner søger vi her at få svar på?

„JEHOVAS vidner! en flok fanatiske pacifister!“ vil mange udbryde i foragt. Og det er de blevet forledt til at tro som følge af de anklager, Jehovas vidners fjender har rettet imod dem. Men er disse vidner pacifister, der skyder sig ind under „militærnægtelse af samvittighedsgrunde“, fordi de er bange for at kæmpe? Lad os her ærligt søge at nå frem til et ret og fair svar på dette brændende spørgsmål. Hvad siger de selv om denne sag?

 2. Hvilken erklæring fremkom der i Yankee Stadium i denne forbindelse?

² Ved Jehovas vidners internationale stævne i Yankee Stadium, New York, i 1950 var der 10.000 udenlandske delegerede til stede fra over tresindstyve forskellige lande. De fleste af dem havde været udsat for særbehandling på grund af deres religion, for vanskeligheder og ubehageligheder, fordi det forlangtes af dem, at de skulle rense sig for den falske anklage for „yderliggående pacifisme“. Et protestmøde blev afholdt fredag den 4. august under stævnet, og i overværelse af de fremmede delegerede vedtog 70.000 amerikanske delegerede en „Beklagelse og Protest“, og da mødet var forbi, blev der uddelt en million eksemplarer af denne protest, der var på fire sider. Heri henledtes i kraftige vendinger opmærksomheden på denne „særbehandling, der har falske anklager for pacifisme til grund“, og det hed videre: „Den beskyldning, der stempler os som yderliggående pacifister, savner ethvert grundlag og er en direkte usandhed, fremholdt i den hensigt at vække fordom imod os og dette internationale stævne. Man har, som der er profeteret, „skabt uret i lovens navn“. — Sl. 94:20. Vi forkynder ikke yderliggående pacifisme. Vi er ikke pacifister. . . . At anklage os for at være yderliggående pacifister er en usandhed.“

 3. Hvorledes defineres pacifisme? Kan man beskylde vidnerne for pacifisme?

³ Websters New International Dictionary (2. udgave, 1943) definerer pacifisme således: „Opposition mod krig eller mod brug af militærmagt til ethvert formål; i særdeleshed en sindsindstilling, der er imod al krig, fremhæver militæruddannelsens fejl og omkostningerne i forbindelse med krig og gør sig til talsmand for, at internationale konflikter udelukkende bør afgøres ved voldgift.“ En sådan pacifisme kan man end ikke beskylde bibelen for at lære og heller ikke Jehovas vidner, der holder sig ganske nøje til bibelen.

 4. Hvor langt går deres historie tilbage? Viser den, at de kan anklages for at være pacifister?

⁴ Når folk udtaler sig om Jehovas vidner, er de tilbøjelige til at tænke på dem som et religiøst samfund, der ikke engang er hundrede år gammelt. Ganske vist kom deres særegne navn ikke frem før i året 1931, da disse trofaste kristne hele jorden over vedtog resolutioner, hvori de forkastede alle de øgenavne, fjenderne har klæbet på dem, og modtog det bibelske navn „Jehovas vidner“. Men deres historie går længere tilbage end hundrede år. Allerede i det ottende århundrede før Kristus erklærede profetien over for Guds udvalgte folk: „Mine vidner er I, så lyder det fra Jehova, min tjener, hvem jeg har udvalgt; . . . jeg har forkyndt, jeg har frelst, jeg har kundgjort; og der var ingen fremmed gud iblandt jer: derfor, I er mine vidner, siger Jehova, og jeg er Gud.“ (Es. 43:10-12, AS) Jehovas vidners historie går helt tilbage til Adams søn, Abel, som hans broder Kain dræbte, fordi Abel fik godt vidnesbyrd af Jehova Gud. Apostelen Paulus bekræfter dette i det ellevte og tolvte kapitel i brevet til hebræerne. I alle disse seks tusinde års historie siger beretningen intet, der kan støtte anklagen imod Jehovas vidner for „opposition mod krig eller brug af militærmagt til ethvert formål“, som definitionen af pacifisme lyder.

 5. Hvordan viser Paulus, at de var stridsmænd? Hvem gav dem sejr?

⁵ Vi kunne gå igennem hele rækken af Jehovas vidner fra Abraham og fremefter og vise, at de ikke var pacifister. Apostelen Paulus fortæller os om Abraham, at han „vendte tilbage efter at have fældet kongerne“ og blev velsignet af Melkizedek. (Hebr. 7:1-4, NW; 1 Mos. 14:14-21) Han fortæller om Moses, der førte israelitterne til det forjættede lands grænse. Og han omtaler begivenheder i forbindelse med den krig, Josua førte for at rense det forjættede land for dets umoralske hedenske indbyggere, og tilføjer: „Dog, hvad skal jeg sige mere? Tiden vil ikke slå til, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og om Samuel og de andre profeter, der ved tro besejrede riger i strid, øvede retfærdighed, opnåede løfter, stoppede løvers gab, slukkede ilds magt, undslap sværdets æg, i svaghed blev gjort stærke, blev tapre i krig, slog fremmedes hære på flugt.“ (Hebr. 11:30-34, NW) Hver eneste af dem, Paulus her nævne, var en stridsmand. Jehova gav dem sejr. Kun fordi Jerusalem var troløs imod Gud efter gentagne advarsler fra hans vidner, overgav Jehova jøderne til de babyloniske hære og undlod at kæmpe for dem. Han havde på forhånd advaret dem om straffen for ulydighed og lod den ramme dem som en hævdelse af sit ord. — 5 Mos. 28:36-67.

Nehemias, Mordokaj og Ester kæmpede

 6. Kæmpede de bortførte jøder i Babylons hære eller ej? Hvorfor?

⁶ I halvfjerdsindstyve år var jøderne eller israelitterne landflygtige i Babylons provinser. Meldte de sig til Babylons hære for at kæmpe for dets verdensherredømme? Nej, og det skønt nogle jøder, som for eksempel Daniel og hans tre landsmænd, fik stillinger inden for regeringen trods deres samvittighedsfulde tilbedelse af Jehova Gud. Selv som embedsmænd af høj rang ville disse hebræere ikke gå på akkord med deres samvittighed og bøje sig for kejser Nebukadnezars dekret og være med til afgudsdyrkelse ved at hylde billedet af den politiske stat, guldbilledstøtten, som den diktatoriske hersker havde ladet opstille, for at alle elementer i hans kejserrige skulle tilbede den i fællesskab. (Daniel 3:1-30) Dengang Babylon blev styrtet, kæmpede de tilfangetagne israelitter ikke imod dem, som styrtede det. De vidste jo, at Jehovas profetier havde forudsagt dets fald, hvorfor så kæmpe imod opfyldelsen af denne guddommelige profeti, og oven i købet for en undertrykkende verdensmagt?

 7. Hvorledes stillede Daniel sig over for statens indgriben i hans tilbedelse af Gud?

⁷ Under sejrvindernes, medernes og persernes, nye herredømme fik den bedagede Daniel en stilling i mederens, kong Darius’, regeringstjeneste. Han blev sat over alle kongens satraper. Da skinsyge fjender ikke kunne finde noget imod Daniel undtagen i hans trofaste lydighed mod hans Guds, Jehovas, lov, lagde de planer om at begå uret imod ham i lovens navn. Med truselen om at blive kastet i løvekulen hængende over sit hoved og med fare for at miste sit embede i regeringens tjeneste nægtede Daniel dog at gå imod sin egen samvittighed. Han bøjede sig ikke for den kejserlige lov, der forbød at bede til Jehova og krævede, at alle skulle se hen til den politiske stat og vente alt fra den. Daniel gav kun kejseren, hvad der tilkom ham, men ydede Gud den tilbedelse og lydighed, der tilkom ham. Gud lukkede løvernes gab, men de, som havde øvet uret imod ham i lovens navn, blev kastet ned til løverne. — Dan. 6:1-28.

 8, 9. Blev jøderne pacifister efter hjemkomsten fra Babylon? Hvad fortæller Nehemias herom?

⁸ Perseren Kyros efterfulgte Darius som hersker. I hans første år fik de bortførte jøder lov til at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge templet. Det var ikke nødvendigt for dem at kæmpe for deres udfrielse med våbenmagt; den almægtige Gud lod dem vende tilbage for sit navns skyld, og fordi de angrede og indviede sig til at dyrke ham. Men selv efter deres tilbagekomst til hjemlandet blev jøderne ikke pacifister.

⁹ Dette giver sig ganske tydeligt udtryk i Nehemias’ tilfælde. Han var jøde og stod i kongens tjeneste som mundskænk og var tillige perserkongen Artaxerxes’ nære rådgiver. Han blev gjort til statholder over den jødiske landsdel i Palæstina og sendt dertil for at opbygge murene rundt om det genopbyggede Jerusalem. De hedenske fjender anklagede Nehemias for at ville løsrive sig fra kejserriget. „Og de sammensvor sig alle om at drage hen og angribe Jerusalem og fremkalde forvirring der.“ Hvad greb Nehemias nu til? Han lod ikke Gud ude af betragtning, fordi han vidste, at „dersom Jehova ikke vogter byen, våger vægteren forgæves“. (Sl. 127:1) Derfor fortæller beretningen os: „Da bad vi til vor Gud og satte vagt både dag og nat for at værne os imod dem. . . . og da jeg så det, trådte jeg frem og sagde til stormændene og forstanderne og det øvrige folk: Frygt ikke for dem! Kom den store, frygtelige Gud i hu og kæmp for jeres brødre, sønner og døtre, jeres hustruer og huse!“ Fra da af udførte de deres bygningsarbejde på muren bevæbnet med spyd, skjolde, buer, brynjer og hver med sit sværd bundet til lænden. Sammensværgelsen blev således forpurret. (Neh. 4:8-23) Guds sag var impliceret og ligeledes hans folks frihed til at tilbede ham uhindret. Derfor havde disse israelitter valgt at kæmpe. Det var ikke for Perserrigets ære og magt, at de kæmpede. De kæmpede for deres brødre, der hørte med til Guds organisation og tilbad ham.

10, 11. Hvorledes fremgår dette også af beretningen om Mordokaj og Ester?

¹⁰ I andre dele af Perserriget viste jøderne sig heller ikke som pacifister. Over tresindstyve år efter, at en jødisk rest var vendt tilbage til Jerusalem, blev jøderne i hele Perserriget anklaget af en religiøs fjende, der indtog en fremragende stilling i regeringens tjeneste. De var forskellige fra alle andre folk; foruden imperiets love havde de Jehovas love vedrørende deres tilbedelse af Gud. Den ondsindede fjende Haman sagde derfor: „Deres love er anderledes end alle andre folks, og kongens love holder de ikke. Derfor er det ikke kongen værdigt at lade dem være i fred.“ Og han foreslog og fik gennemført en lov, der beordrede deres tilintetgørelse, inden de skulle fejre deres næste påske. — Est. 3:8-15.

¹¹ Under jøden Mordokajs vejledning kæmpede dronning Ester for en retssag og førte den lige til Perserrigets højeste retslige instans, selve kong Ahasverus. Med fare for sit eget liv talte hun sit folks sag og afslørede samtidig deres religiøse fjendes, Hamans, onde planer. Denne onde forfølger blev hængt i den galge, han havde tiltænkt Mordokaj, og Mordokaj fik en højere stilling inden for den persiske regering. Med kejserens bemyndigelse fik han i regeringens lovsamling indskrevet en lov, der på den dag, der var fastsat til jødernes udryddelse, tillod dem „at slutte sig sammen og værge deres liv og i hvert folk og hvert land at udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle væbnede skarer, som angreb dem, tillige med børn og kvinder“. Nægtede jøderne som pacifister at følge denne lov og forsvare sig selv med våben i hånd? Nej! Den trettende og fjortende adar, deres sidste måned, kæmpede de tappert for deres og deres brødres liv. Jehova Gud var med dem og gav dem sejr og opfyldte sin egen profetiske befaling om at udrydde alle amalekitterne til allersidste mand. Han brugte jøderne, hans vidner, som redskaber dertil. — Est. 8:10 til 9:16; 2 Mos. 17:13-16.

Der er ikke sket et omslag til pacifisme ved verdens ende

12. Hvorfor viderefører vidnerne i dag ikke denne tradition om militærtjeneste, når de ikke gør krav på at være pacifister?

¹² Mange af vore læsere eller embedsmænd i offentlige stillinger vil måske spørge: Dersom Jehovas vidner i en ubrudt linie kan føres tilbage til fortidens vidner, der kan opvise en sådan historie, hvorfor fortsætter de så ikke i samme kampånds tradition? Hvorfor er de ikke at finde i kristenhedens hære? Hvorfor søger de om fritagelse for militærtjeneste? Hvorfor går de endog så vidt, at de nægter at gå i offentlige arbejdslejre, der er beregnet for eller opretholdt af pacifister og sådanne, der nægter militærtjeneste af samvittighedsgrunde og ikke vil tage nogen som helst del i landets forsvar eller i krigsanliggender? Spørg Jehovas vidner hvorfor, og de vil fortælle, at det er ikke, fordi de er blevet pacifister. Det er, fordi de af samvittighedsgrunde ikke ønsker at tage del i kristenhedens eller den øvrige verdens krige eller forsvar, og deres nægtelse har sin grund i Guds ord, bibelen. Men hvordan kan de være militærnægtere og alligevel ikke pacifister? De er ikke imod krig mellem nationerne, og de blander sig ikke i nationernes krigsbestræbelser eller hindrer andre i at tage del deri. De kæmper kun, når Gud befaler dem at gøre det, fordi det i så fald er teokratisk krigsførelse.

13. Dersom vi påstod at være pacifister, hvordan ville vi så stille os over for vidnerne fra før Kristi tid? Hvorfor kan vi ikke gøre dette?

¹³ Såfremt Jehovas vidner i dag gjorde krav på at være pacifister, ville de derved fordømme alle Jehovas vidner før Kristus, vidner, som brugte våben for at forsvare Jehovas universelle overhøjhed og hans teokratiske nation, Israel. Men en sådan fordømmelse kan vi ikke gøre os skyld i. Jesus Kristus gjorde det ikke, og han er Jehovas største vidne, der har vist sig værdig til titlen „det troværdige og sanddru vidne“. (Åb. 3:14) Jehova er ikke pacifist. Hans vidner er det heller ikke, skønt de nægter militærtjeneste af samvittighedsgrunde. Jesus var ikke pacifist, selv om der ikke nogen steder berettes om, at han brugte våben i selvforsvar. Jamen, vil en eller anden måske sige, lavede Jesus sig ikke en pisk og drev alle dem ud, der handlede i templet i Jerusalem? Jo, men beretningen siger ikke noget om, at han brugte denne pisk imod de handlende, men derimod på fårene og okserne, som de havde taget med ind på dette hellige sted og derved gjort hans „Faders hus til et handelshus“. — Joh. 2:13-16, NW.

14. Dengang Jesus sagde, at hans apostle skulle sælge kappen for at købe sig et sværd, mente han så, at vi skulle gøre brug af sværd? Hvad viste hans senere adfærd?

¹⁴ Men, vil nogen på ny indvende, sagde Jesus ikke til sine disciple, da han havde indstiftet mindemåltidet med dem, og de skulle til at gå ud til Getsemane: „Den, som ikke har noget sværd, skal sælge sin kappe og købe et“? Og da hans disciple sagde: „Herre, se! her er to sværd,“ svarede han: „Det er nok.“ (Luk. 22:36-38, NW) Hermed ønskede Jesus at understrege, at han ville blive pågrebet af bevæbnede folk under omstændigheder, der kunne kalde på væbnet modstand. Begivenhedernes udvikling viste, at Jesus ikke tyede til sværdet, da hans ulovlige arrestation fandt sted. Hvorfor tilrådede han dem at anskaffe sig et sværd og lod dem tage i hvert tilfælde eet sværd med til Getsemane? Han gjorde det for at vise, at han valgte ikke at gøre brug af væbnet modstand, men overgav sig selv frivilligt i harmoni med sin Faders vilje. Peter gik angrebsvis til værks, trak sværdet af skeden og huggede en mands øre af. Men Jesus sagde til Peter: „Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd. Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader med det samme sende mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan skulle så de skriftord gå i opfyldelse, der siger, at således skal det ske?“ (Matt. 26:52-54, NW) Ifølge Johannes’ beretning tilføjede Jesus: „Skulle jeg ikke drikke det bæger, som min Fader har givet mig?“ (Joh. 18:11, NW) Vi kan heraf se, hvorfor Jesus handlede på en måde, der tilsyneladende så ud som pacifisme. Han skulle ikke fremstilles for sin Faders domstol eller for nogen domstol i landet for at have ydet væbnet modstand. Han udsatte ikke sig selv for at blive dræbt under modværge; han skulle dø frivilligt, offerdøden, som et lam, der føres til slagtning.

I overensstemmelse med profetien og dens budskab

15. Hvorfor kan vi ikke i betragtning af Jesu profeti være pacifister?

¹⁵ Jehovas vidner efterligner Jesus og adlyder hans anvisninger, Derfor kan de ikke på nogen måde slutte op i de verdslige hæres rækker og tage del i nationernes krigsbestræbelser. Det betyder ikke, at de er pacifister, der modstår krig, eller stiller sig hindrende i vejen for de verdslige regeringer, der fører angrebs- eller forsvarskrige. De kan ikke være krigsbekæmpere, for de er i overensstemmelse med opfyldelsen af Jesu ord vedrørende afslutningen på dette tingenes system. Da hans disciple spurgte: „Sig os, hvornår skal disse ting ske, og hvad skal være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes system?“, svarede han dem: „I skal komme til at høre om krige og beretninger om krige; se til, at I ikke lader jer skræmme, thi dette må finde sted, men den absolutte ende er ikke endnu. Thi nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal være mangel på levnedsmidler og jordskælv det ene sted efter det andet. Alle disse ting er ulykkernes begyndelse.“ (Matt. 24:3, 6-8, NW) Hvordan kunne Jehovas vidner modstå verdslige krige og søge at forhindre dem, når Jesus har profeteret, at de skulle udkæmpes? Jesus sagde ikke, at de skulle være med i krigene. De ville bare høre krigene blive udkæmpet inden for deres hørevidde eller høre beretningerne om krige, der udkæmpedes andetsteds.

16-18. a) Dersom de var pacifister, hvilken handling fra Jehovas side måtte de så modstå? b) Hvilket ikke-pacifistisk budskab befaler han dem at forkynde?

¹⁶ Skulle Jehovas vidner i dag være pacifister, måtte de for at være konsekvente modstå Jehovas krig imod hele Djævelens verden på Harmagedons slagmark. De har set denne verdens nationer angribe Guds synlige organisation, der profetisk omtales som „Jerusalem“, under verdenskrigen fra 1914 til 1918, som forudsagt af Zakarias. Nu ser de frem til, at resten af hans profeti snart skal opfyldes: „Og Jehova drager ud og strider mod disse folk, som han fordum stred på kampens dag. . . . Og Jehova min Gud kommer og alle de hellige med ham. . . . Og Jehova skal være konge over hele jorden. På hin dag skal Jehova være een og hans navn eet.“ (Zak. 14:1-3, 5-9) På den dag vil der finde en stor nedslagtning sted, forbilledligt skildret ved nedslagtningen af Guds forenede fjender, da de rykkede op imod Jerusalem for at angribe byen i kong Josafats regeringstid. Derfor kalder han slagmarken „Josafats dal“ og opfordrer alle denne verdens nationer til at komme derhen. (2 Krøn. 20:1-25) Han udsteder befalingen:

¹⁷ „Råb det ud blandt folkene, helliger en krig, væk heltene op! Lad alle våbenføre mænd komme og drage op! Smed jeres plovjern om til sværd, jeres vingårdsknive til spyd! Svæklingen skal sige: Jeg er en helt! Skynd jer og kom, alle hedningefolk viden om, og saml jer! Før dine helte derned, Jehova! Hedningefolkene skal vækkes op og drage til Josafats dal; thi der vil jeg sidde til doms over alle hedningefolk viden om. Sving seglen, thi høsten er moden; kom og stamp, thi persekummen er fuld! Persekarrene løber over, thi stor er folkenes ondskab. Skarer på skarer i opgørets dal! Thi nær er Jehovas dag i opgørets dal. Sol og måne sortner, og stjernerne mister deres glans. Jehova brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter ham sin røst; himmelen og jorden skælver. Men Jehova er ly for sit folk.“ — Joel 3:14-21.

¹⁸ I dag er det Jehovas vidner, der får befaling til at forkynde dette blandt nationerne, og det er, hvad de gør. Hvorledes kunne de gøre dette og samtidig være pacifister?

19. Hvorledes har Jesus siden 1914 bevist, at han ikke er pacifist?

¹⁹ Skal man dømme ud fra Jesu Kristi handlinger siden 1914, kunne man aldrig beskylde ham for at være pacifist. Hvorfor ikke? Fordi siden da er Satan, Djævelen, og hans dæmoner blevet kastet ud af himmelen, og han er kommet ned til jorden i stor harme, thi han ved, at hans tid er kort. De svære veer, der har ramt jorden og havet lige siden, og alle de andre opfyldelser af profetierne beviser denne kendsgerning. Hvordan blev Satan nedstyrtet hertil? Åbenbaringen 12:1-12 svarer, at efter Guds riges fødsel og hans søns indsættelse på tronen blev der „kamp i himmelen“. Det var ikke en pacifist, denne konge Jesus Kristus, der kæmpede imod Satan og hans dæmoner og nedstyrtede dem til sin fodskammel, jorden. Nu bruger den fornedrede Satan sine dæmoner til at samle alle nationerne til Harmagedon til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åb. 16:14-16) Men hvem er Jehovas „helte“ eller mægtige, som Jehova fører op til Josafats dal for der for bestandig at afgøre stridsspørgsmålet om verdensherredømmet? Det er Guds lam og de engle, som kæmpede under ham i „kampen i himmelen“ mod Satan. Dengang han var her på jorden, så det ud, som om han var pacifist, men nu er han „løven af Judas stamme“. (Åb. 5:5, 6) Til denne frygtløse stridsmand siger Salme 110:4-6: „Herrena ved din højre knuser konger på sin vredes dag, blandt folkene holder han dom, fylder op med døde, knuser hoveder viden om lande.“ Læs den malende skildring af denne kongelige stridsmand for Jehova Gud i Åbenbaringen 19:11-16. Lad alle militariserede nationer få at vide, at de vil møde deres evige nederlag i den universelle krig ved Harmagedon, og al kaprustning vil for bestandig ophøre.

20. Hvornår vil der komme fred? Hvad vil de overlevende da gøre?

[Fodnote]