Hvordan vi lader sandheden „lyde ned“ i elevens hjerte og sind
1. Hvilken sorg har nogle kristne forkyndere undertiden?
DET er sørgeligt når et barn er blevet født og det så, efter nogle få måneders eller måske et års forløb, efter knap at være begyndt at leve, pludselig bliver sygt og dør. Den sorg som forældrene der lider dette smertelige tab føler, ligner den sorg som den kristne forkynder erfarer når han har brugt måneder, ja måske år, på at hjælpe et menneske til at få kundskab fra Bibelen, har næret det med Guds ords „mælk“, har hæget om det og set det tage standpunkt for retfærdigheden, måske endog begynde at forkynde — og det så pludselig svækkes åndeligt og falder hen i en dødlignende uvirksomhed. (Gal. 4:19; 1 Kor. 3:2; 1 Tess. 2:7, 8) Desværre sker dette — endda ikke så sjældent. Til tider er det sådan at for hver to der tager forkyndelsen op, er der en der holder op i denne tjeneste. Hvad er grunden? Kan der gøres noget ved det?
2. Hvilken svaghed har man bemærket hos mange der forlader livets vej, og hvilke spørgsmål rejser dette?
2 Det har vist sig at mange af dem der begynder at vandre på livets vej og som bøjer af fra den, ikke har haft sand forståelse af Guds ord. I 1968 ledede Jehovas vidner i hele verden 977.503 hjemmebibelstudier. Resultatet heraf var at 82.842 viste at de byggede på lydighedens klippegrund, idet de underkastede sig vanddåben, hvorved de symboliserede deres indvielse til at gøre Guds vilje efter hans søn Jesu Kristi eksempel. Vil disse nu fortsætte, eller vil nogle af dem falde fra, sådan som andre før har gjort? Da hundredtusinder flere er begyndt at studere, må de af os der er med til at give de sandhedssøgende mennesker bibelundervisning, alvorligt spørge os selv: Forstår disse mennesker, som måske bliver morgendagens nye rigsforkyndere, virkelig Bibelens budskab og hvad de bibelske principper betyder for dem i deres daglige liv? Svaret på dette spørgsmål afhænger for en stor del af hvordan vi besvarer andre spørgsmål: Hvorfor studerer vi med disse mennesker? Hvor stærkt ligger deres interesser os på sinde? (2 Kor. 12:15; Fil. 2:17; 1 Tess. 2:8) Hvor effektivt lader vi sandheden „lyde ned“ i deres sind og hjerte?
3. Hvad bør være målet når vi leder et bibelstudium hos interesserede?
3 Vi bør have — og har sikkert også — samme dybe interesse for disse nye som den apostelen Paulus gav udtryk for over for de troende i Efesus. Han bad om at ’Kristus måtte bo ved troen i deres hjerter, og at de måtte blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at de sammen med alle de hellige måtte kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse’. (Ef. 3:17-19) Paulus var naturligvis ikke interesseret i blot at kunne ’rapportere et hjemmebibelstudium for rapportens skyld’. Han var heller ikke tilfreds med at de som han hjalp, blot fik et overfladigt kendskab til Guds vilje. Han ønskede at de skulle se sandheden i hele dens omfang, dens bredde, længde, højde og dybde. Han ønskede at hjælpe dem til at blive mennesker der havde tro; at Kristus ikke blot skulle bo i deres sind, men også i deres hjerter, med kærlighed. Vi ønsker naturligvis det samme for dem der har fårets sindelag i dag. Vi vil også hjælpe dem til at få et videre udsyn over Guds hensigter, at give dem en dybere forståelse, at få dem til at se længere ud i fremtiden, og at løfte deres tanker og handlinger op til at følge Guds normer efterhånden som de får en større forståelse og værdsættelse af hans foranstaltninger. Dette kan de naturligvis ikke gøre fra den ene dag til den anden; de har brug for vor hjælp til først at blive „rodfæstede og grundfæstede“. Hvordan kan vi hjælpe dem på en effektiv måde?
4. Hvorfor er det ikke tilrådeligt at insistere på at ville følge en bestemt fremgangsmåde for hvordan studiet skal foregå?
4 Vi må aldrig glemme at hvert eneste menneske er et selvstændigt individ og derfor kræver individuel opmærksomhed og hjælp efter hvordan dets specielle behov og situation er. (Se Romerbrevet 14:1-8; Første Korinterbrev 9:20-23.) Det er grunden til at der blandt Jehovas vidner ikke gives nogen fast regel for hvordan et bibelstudium hos en interesseret skal foregå. Deres „kateketiske“ undervisning er ikke stivnet i en bestemt form. Bogen „Dit ord er en lygte for min fod“, som Selskabet nylig har udgivet, siger (under Hjemmebibelstudier): „Der kan ikke opstilles faste og ufravigelige regler for hvordan studiet skal ledes, men en ting må du sikre dig, og det er at eleven virkelig forstår det emne der drøftes.“ Hvor det rette motiv er til stede, behøver man ikke talrige regler for hvordan man skal hjælpe et andet menneske til forståelse af Guds ord.
5. (a) På hvilken måde har det vist sig at de forslag der er givet af Guds organisation lader sig praktisere? (b) Hvor finder vi den bedste vejledning?
5 Imidlertid får Jehovas vidner ved deres stævner og gennem månedsbladet Rigets Tjeneste mange gode og praktiske forslag vedrørende de undervisningsmetoder de kan benytte. Disse forslag har været dem til stor nytte i arbejdet med at hjælpe de over 650.000 der i de sidste ti år har indviet sig til Gud og symboliseret dette ved vanddåben. Men forud for alle disse nyttige og praktiske forslag har vi de eksempler og råd Bibelen selv giver. Hvor megen opmærksomhed har vi ofret på dem? Hvor meget har vi gjort for at drage størst mulig nytte af dem, i betragtning af at det er livet det gælder for dem vi studerer med? — 1 Tim. 4:16.
Den ypperligste lærer
6. I hvilke henseender udmærkede Jesu undervisningsmetode sig?
6 Hvilket bedre eksempel kunne vi få end Kristus Jesus selv, Guds egen søn, den fuldkomne lærer? Hans undervisningsmetoder er beskrevet i Bibelen, sikkert ikke uden grund. Hvad er det der slår os mest når vi læser beretningen om hvordan han forkyndte? Måske den enkle måde han gjorde det på. Hans fremgangsmåde var ikke kompliceret, men han viste altid stor omsorg for dem han underviste, han nærede et kærligt ønske om at lære dem sandheden om sin Faders hensigter at kende. (Matt. 9:35, 36; Mark. 6:34) Dette er den første betingelse; uden kærlig interesse vil alt andet være uden værdi. (1 Kor. 13:1, 8) Denne egenskab gjorde at Jesus var pålidelig i sit undervisningsarbejde. Da han sagde til Zakæus at han skulle ’stige ned fra træet, for i dag ville han tage ind i hans hus’, kunne Zakæus være sikker på at Jesus ville komme. — Luk. 19:1-6.
7. Hvad var Jesus derudover altid opmærksom på når han underviste?
7 Bemærkelsesværdig er også den ægte interesse han viste for de enkelte mennesker. Selv om han ofte underviste store forsamlinger, var han klar over at den enkelte havde sine egne problemer og sine egne behov. Hver enkelt måtte også selv stå til regnskab over for Gud. (Rom. 14:12) Hvad enten det var Nikodemus, den samaritanske kvinde ved brønden, Maria, Marta eller en af apostlene, tog Jesus nøje hensyn til hver enkelt. (Joh. 3:1-21; 4:7-26; Luk. 10:38-42; 22:31-34; Joh. 20:24-29) Hans undervisning var ikke køligt konstaterende eller ensformig rutine. Han var ikke blot interesseret i deres forstand men også i deres hjerte. Vi bør også være opmærksomme på hvordan vi bedst kan hjælpe hver enkelt af dem vi studerer med.
Hvordan vi underviser med forståelse
8. Hvilke to elementer består vor tale af, og hvilket af disse må vi ofre større opmærksomhed når vi underviser?
8 Har vi nogen sinde gjort os klart at der egentlig kun er to ting man kan gøre i en samtale? Den ene er: man kan meddele oplysning. Den anden er: man kan stille spørgsmål. Selv om der findes alle mulige oplysninger og mange slags spørgsmål, kan al tale opløses i disse to elementer. Med hensyn til de hjemmebibelstudier vi holder, finder vi de vigtigste oplysninger i Bibelen og i den studiebog vi benytter. Men om det skal lykkes os at få disse oplysninger til at trænge ind i et menneskes sind og hjerte, afhænger for en stor del af om og hvordan vi gør brug af at stille spørgsmål. Spørgsmål er af stor betydning, måske mere end vi i almindelighed forestiller os.
9, 10. (a) Hvilken forskel er der på børn og voksne som modtager undervisning? (b) Hvad kræver dette af den der underviser?
9 Børn spørger som regel af naturen „hvorfor“ når der er noget de ikke forstår, hvilket alle forældre kan bekræfte. Men med voksne er det ofte anderledes; nogle giver beredvilligt udtryk for hvad de tænker, mens andre holder sig tilbage og ikke stiller de spørgsmål de har. Tilsyneladende forstår de det der siges i studiebogen eller det vi forklarer eller det de selv læser i Bibelen. De siger måske oven i købet: „Ja, jeg forstår det godt.“ Men de forstår det alligevel ikke helt. (Joh. 11:11-14) Denne manglende forståelse viser sig måske først på et langt senere tidspunkt. Når man går over til at behandle sværere emner og det viser sig at eleven ikke kan følge med, kommer det frem at han eller hun ikke har fået den rigtige forståelse dengang man behandlede de mere elementære ting i Guds ord. — 1 Kor. 3:1, 2.
10 Hvad understreger dette? Det understreger betydningen af at tilskynde eleven til at udtrykke sig, betydningen af at stille andre spørgsmål end dem der findes i studiebogen, og på den måde få eleven til at udtale sig. Eleven har langt større gavn af at der stilles gode og gennemtænkte spørgsmål for at lede ham til at finde det bibelske svar, fremfor at studielederen blot fortæller ham svaret. (Bemærk Paulus’ metode i Galaterbrevet 3:1-6.) Det er heller ikke nogen egentlig hjælp for eleven blot at få at vide hvor i studiebogen han kan læse svaret og så lade ham læse det op, ord for ord, som om det var hans svar. Han læser det nok op, men forstår han det han læser? Og tror han på det? Hvad viser Mattæus 24:15 man må gøre når man læser Guds ord? — Se også Apostlenes Gerninger 8:30-35.
11, 12. (a) Hvad har den dårlige „kateketiske“ undervisning som kristenhedens kirker har givet deres medlemmer bevirket for deres vedkommende? (b) Hvordan kan man afhjælpe denne mangel ved at gøre klog brug af spørgsmål?
11 Som apostelen Peter udtrykte det, ønsker vi at vække elevens „rene sind“ eller, som New World Translation siger, „klare tænkeevne“. (2 Pet. 3:1) Der er millioner af mennesker på jorden i dag som påstår at de er kristne men som kun har lidt eller slet ingen forståelse af Bibelen. De fleste ville endog have vanskeligt ved at forklare deres egen kirkes dogmer. De har ikke fået den rette „kateketiske“ undervisning; det har kun været udenadslære. Falsk religion har aldrig lært folk at tænke, at ræsonnere, på grundlag af rette principper. (Matt. 15:7-9; Luk. 11:52) Sande kristne må lære de ærlige af hjertet hvordan de skal ræsonnere på grundlag af Guds ord, så de kan „lære visdom og tugt, nemme forstandig tale, tage mod tugt, som gør klog, mod retfærdighed, ret og retsind; . . . klogskab, . . . kundskab og kløgt“. — Ordsp. 1:2-5; 2:10, 11.
12 Gode spørgsmål vil fremme og udvikle tankevirksomheden. De vil bevirke at tankerne ledes logisk fra et punkt til et andet, så en konklusion kan drages. (Se Jesu spørgsmål i Mattæus 16:5-12 og Paulus’ sytten spørgsmål i Første Korinterbrev 9:1-14.) Disse spørgsmål er med til at berede jordbunden, så sandhedens sæd kan slå dybe rødder og nå ned til hjertet. På samme måde kan de spørgsmål studielederen stiller efter timen for at repetere de bibelske sandheder eleven har lært, sammenlignes med at en arbejder med en hammer slår let på samlingerne i en stålkonstruktion for at sikre at de er solide.
13, 14. (a) Giv eksempler der viser at Jesus forstod værdien af spørgsmål. (b) Hvad tilskynder hans eksempel os til at gøre?
13 Den måde hvorpå Jesus gjorde brug af spørgsmål var bemærkelsesværdig. Den var bemærkelsesværdig ikke blot fordi han så ofte brugte spørgsmål, men fordi han på en særlig måde underviste ved hjælp af dem, endog i tilfælde hvor det ville have været meget lettere og mere tidsbesparende blot at fortælle hvordan en ting skulle forstås. For eksempel kan anføres det tilfælde da nogle skatteopkrævere kom hen til Peter og spurgte ham om hans mester betalte tempelskatten. (Matt. 17:24-27) Den ofte impulsive Peter svarede ja. Så gik han ind i huset, måske for at spørge Jesus nærmere eller for at få pengene til at betale med. Men „da han var gået ind i huset, kom Jesus ham i forkøbet og sagde: ’Hvad mener du, Simon? Af hvem tager jordens konger told eller skat, af deres egne sønner eller af de fremmede?’ Han svarede: ’Af de fremmede.’ Da sagde Jesus: ’Så er jo sønnerne fri.’“ Sandt nok hjalp Jesus derefter Peter ud af hans dilemma så skatten blev betalt; men kan vi se formålet med Jesu spørgsmål? De fik sandelig Peter til at tænke, ræsonnere og huske.
14 Vi kan også som eksempel tage den aften eller nat Jesus blev arresteret. Under den tumult der opstod, trak Peter ubesindigt sit sværd. Jesus stillede da Peter tre spørgsmål: „Skulle jeg ikke drikke den kalk, som min Fader har givet mig?“ „Mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan skulle så de skriftord gå i opfyldelse, der siger, at således skal det ske?“ (Joh. 18:11; Matt. 26:52-54) Tænk engang: Jesus stod her over for en pøbelsværm. Han var under et voldsomt pres da han vidste at hans arrestation var umiddelbart forestående og at han før dagen var forbi ville hænge døende på en marterpæl — og alligevel tog han sig tid til at indprente Peter disse sandheder med sine spørgsmål. (Mark. 14:33; Luk. 22:44) Bør hans eksempel ikke få os til at standse op og tænke i andre baner når vi nu og da synes vi har for travlt til at forberede os ordentligt til et hjemmebibelstudium, eller synes vi skal skynde os gennem stoffet, eller må forlade hjemmet hurtigt bagefter fordi vi har andre ting at se til?
15. Hvad kræves der for at man kan stille gode spørgsmål under et studium, og hvilke problemer står man ofte over for?
15 Nu består undervisningen naturligvis ikke i blot at stille spørgsmål for spørgsmålenes skyld. Den der underviser må først kende sit stof godt og derefter bruge spørgsmålene med hensigt. Han må bestræbe sig for at nå ikke blot elevens sind men også hans hjerte. Det er som regel nogle bestemte problemer vi møder når vi skal hjælpe mennesker med fårets sindelag til at lægge en solid grundvold med Bibelens sandheder og lydighed mod Kristi lære og eksempel. Eleven har allerede visse opfattelser, og nogle af dem er højst sandsynligt forkerte og stammer fra det religiøse samfund han tidligere har tilhørt. Det er en stor fordel at kende disse opfattelser på forhånd, så man kan give den fornødne hjælp. Mens nogle mennesker frimodigt giver udtryk for hvad de mener, er der andre som ikke gør det. Her kan taktfulde spørgsmål hjælpe.
16, 17. Hvad opnåede Jesus med sine spørgsmål i beretningen der er fortalt i Lukas 24:17-27?
16 Lad os som eksempel se på Lukas 24:17-27. Som vi husker var to disciple på vej til Emmaus, og undervejs talte de om Jesu død og hvad de havde hørt om hans opstandelse. Jesus kom hen til dem og fulgtes med dem. Hvad var det første han gjorde? Han stillede et spørgsmål: „Hvad, er det, I går og taler med hinanden om?“ Kleofas svarede med spørgsmålet: „Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse dage?“ Jesus spurgte igen: „Hvad da?“
17 Stillede Jesus disse spørgsmål fordi han ikke kendte svarene? Åbenbart ikke, for han var jo netop den disciplene talte om; han havde personligt erfaret det de diskuterede. Men hans spørgsmål fik dem til at fortælle hvad de tænkte og hvad de mente om sagen. De fortalte om Jesu død, de religiøse lederes skyld, og hvordan de, disciplene, selv havde „håbet, at han var den, der skulle forløse Israel“, samt at nogle kvinder havde fortalt at Jesus var blevet oprejst. De åbenbarede ikke blot hvad der lå dem på sinde, men mere betydningsfuldt, hvad der boede i deres hjerte. De nærede nogen tvivl om Jesu opstandelse, for de havde ’gået og talt’ om sagen. Nu sagde Jesus: „’Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme [græsk: langsomme af hjertet] til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?’ Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham.“
18, 19. (a) Hvordan kan lignende spørgsmål hjælpe os til at undervise vore interesserede bedre? (b) Giv et praktisk eksempel.
18 At disciplene var „uforstandige“ fortæller noget om deres sind; men de var også „langsomme af hjertet“, som det fremgik af deres svar på Jesu spørgsmål. Sandt nok kunne Jesus læse hvad der boede i et menneskes hjerte uden at stille spørgsmål; men det kan vi ikke. (Joh. 1:47-50; 2:25) Spørgsmål i lighed med dem Jesus stillede, kan altså hjælpe os med at finde ud af hvad eleven tænker om et bestemt bibelsk emne og kan måske samtidig give os nogen idé om hvad der bor i hans hjerte. Vi kan derefter yde hjælp efter elevens behov.
19 Den måde vi gør det på, vil naturligvis afhænge både af eleven og af emnet. Men lad os som eksempel tage emnet „treenigheden“, som vi forestiller os at vi skal i gang med at studere sammen med en interesseret, og vi benytter bogen „Det er umuligt for Gud at lyve“ som grundlag. Vi er kommet til det tolvte kapitel, der hedder „Er Gud én person — eller tre personer i én Gud?“ Før vi begynder, kunne vi passende spørge: „Hvad forstår De ved begrebet ’treenighed’; hvad mener De det betyder?“ Når eleven har udtalt sig, kunne vi yderligere spørge: „Synes De det lyder fornuftigt? Er det til at forstå?“ Uanset hvad eleven svarer, kunne vi nu ganske enkelt sige: „Lad os se hvad Bibelen egentlig lærer herom.“ Vi har allerede i første omgang opnået hvad vi ville: nemlig fået et vist kendskab til hvad eleven ved og hvad han tænker og mener i forbindelse med dette emne, og vi er blevet langt bedre i stand til at hjælpe eleven til at få den rette forståelse.
20, 21. (a) Vis hvordan den metode Jesus anvendte over for disciplene i Kæsarea Filippi (Matt. 16:13-16), kan bruges når man står over for et andet almindeligt problem i undervisningen. (b) Hvordan kan vi gøre brug af den samme fremgangsmåde?
20 Et andet problem er hvordan man får den man studerer med til at se forskellen, ja modsætningen, mellem Bibelens sandheder og religiøs vildfarelse; nogle synes kun langsomt at få øje på denne forskel eller at kunne slutte sig til hvad der er sandt, og reagerer derfor ikke på opfordringen til at ’drage ud af det store Babylon’; deres liv er fortsat i fare. (Åb. 18:4) Fremfor at være direkte og hård er det bedre taktfuldt at stille spørgsmål som kan hjælpe dem til at se forskellen og som også kan lodde dybden af deres forståelse. Lad os til eksempel se på den kendte beretning i Mattæus 16:13-16. I Kæsarea Filippi spurgte Jesus sine disciple: „Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?“ De svarede, måske en efter en: „Nogle siger: Johannes Døber; andre: Elias; andre: Jeremias eller en anden af profeterne.“ Efter at have fået dem til at fortælle hvilken opfattelse der var fremherskende blandt folk spurgte Jesus så: „Men I, hvem siger I, at jeg er?“ Og Simon Peter svarede: „Du er Kristus, den levende Guds Søn.“ Hvad opnåede Jesus nu med sine spørgsmål? Ved først at spørge hvad folk i almindelighed troede, blev det muligt for ham at sætte den forkerte opfattelse i skarp kontrast til den rigtige. Det var samtidig en prøve på hvor store fremskridt disciplene havde gjort med hensyn til forståelse og sand tro.
21 For at overføre dette princip på vore forhold kan vi forestille os at vi er blevet færdige med at studere emnet „Din ’sjæl’ — det er dig“ i den tidligere nævnte studiebog. Efter studiet kunne man spørge den man studerer med: „Hvad tror de fleste mennesker i dag om døden? Hvad tror de der sker når et menneske dør?“ Når eleven har svaret, kunne man spørge: „Efter det vi har læst i Bibelen, hvad mener De så der sker? Kan De begrunde svaret?“ Spørgsmål som disse kan hjælpe eleven til ikke alene at se forskellen men også til at gøre sig klart hvad han egentlig tror om det pågældende emne. Naturligvis kan det i nogle tilfælde ske at elevens svar vil vise at han ikke har fået helt fat i det man har studeret, og det vil derfor være nødvendigt at repetere stoffet eller måske endog gennemgå det hele forfra, så han kan få et solidt fodfæste før man går videre til nye lærepunkter.
22. Hvorfor er det ikke nok at eleverne får en god forståelse ved et bibelstudium?
22 Men det er ikke nok blot at få tro; der skal også handling til. (Rom. 10:10) For at blive en sand discipel af Jesus må eleven begynde at bygge på klippegrunden, det vil sige han må begynde at leve efter de nye sandheder han har lært. (Joh. 13:17) Nogle mennesker synes hurtigt at fatte det de studerer; deres svar under studiet er gode og korrekte. Men måske kan de ikke beslutte sig til hvad de skal gøre med det de har lært. (Jak. 1:6-8) Her kan spørgsmål i forbindelse med en illustration være en hjælp.
23-25. (a) Hvordan belyser Jesu lignelse om „den barmhjertige samaritaner“ en måde hvorpå vi kan opmuntre dem vi studerer med til at bygge på lydighedens klippegrund? (b) Vis hvordan vi kan bruge denne fremgangsmåde i dag og forklar hvorfor den er gavnlig.
23 Jesu lignelse om „den barmhjertige samaritaner“ er velkendt. (Luk. 10:29-37) Han fortalte den som svar på et spørgsmål en mand havde stillet ham. For at retfærdiggøre sig havde, manden spurgt: „Hvem er så min næste?“ Jesus fortalte derpå om tre forskellige mænd, en præst, en levit og en samaritaner, og hvordan de hver især havde reageret over for muligheden for at hjælpe en mand der var blevet overfaldet af røvere, og han fortalte at kun samaritaneren havde ydet hjælp. Jesus sluttede med at stille manden følgende spørgsmål: „Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?“ Manden svarede: „Den, som øvede barmhjertighed imod ham.“ Så sagde Jesus til ham: „Gå du hen og gør ligeså!“
24 Svaret på Jesu spørgsmål var indlysende, men Jesus havde med sit spørgsmål fået manden til at drage en bestemt konklusion, fået ham til at ransage sine egne motiver og havde dermed hjulpet ham til at træffe en beslutning med hensyn til sine fremtidige handlinger. For at overføre dette på vort undervisningsarbejde så lad os forestille os at vi er i færd med at studere bogen Sandheden der fører til evigt liv og er kommet til side 159. Her behandles den modstand og forfølgelse apostlene blev udsat for fordi myndighederne ville have dem til at holde op med at forkynde. Vi kunne nu bringe Mattæus 24:14 på bane og få eleven til at læse dette vers, hvorefter vi får fastslået at det er dette arbejde der skal udføres i vor tid. Derefter kunne vi gøre brug af en illustration idet vi forestiller os tre personer som befinder sig i et land hvor forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige bliver forbudt. Den ene af disse tre holder straks op med at forkynde. Den anden bliver arresteret og går derefter ind på at standse sin forkyndelse. Den tredje bliver også arresteret, men da han til sidst bliver løsladt bliver han ved med at forkynde på enhver mulig måde. Nu kunne vi spørge eleven: „Hvem af disse har ifølge din mening vist sig at være en sand kristen ved at følge apostlenes eksempel?“ Svaret er naturligvis at det har den sidste; men efter dette svar kunne vi også spørge: „Hvorfor mener du det?“
25 Sandt nok er svaret på dette spørgsmål indlysende, men alligevel kan det få eleven til at ransage sit eget sind og hjerte og tænke på hvad han selv vil gøre i en lignende situation. Et eksempel fra det virkelige liv er meget nyttigt. Det får et menneske til at tænke alvorligt over hvordan det selv vil anvende Bibelens principper i sit liv og hvordan det herefter vil handle. (Sl. 119:33-37) Det er også naturligt for et menneske hellere at ville acceptere tanker som det selv har givet udtryk for, fremfor tanker som er blevet udtrykt af andre.
26. Hvilken opmærksomhed bør man ofre på elevens samvittighed?
26 Nært forbundet med den ovennævnte side af undervisningen er opdragelsen af elevens samvittighed; han må hjælpes til at tænke alvorligt på hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Vi må hjælpe ham til at elske ret og hade uret. (Hebr. 1:9; Sl. 119:101-104) Jesus stillede spørgsmål, ransagende spørgsmål, der skulle have hjulpet hans tilhørere til at tænke alvorligt over hvad der var ret og hvad der var uret, og når de ikke reagerede, fik det ham undertiden til at harmes. Han blev „bedrøvet over [ikke deres sinds, men] deres hjertes forhærdelse“. — Matt. 12:10-12; Mark. 3:1-5.
27. (a) Hvad er formålet med spørgsmålene angående de nye der tager tjenesten op, i bogen „Dit ord er en lygte for min fod“? (b) Hvordan kan den der leder studiet få svar på disse spørgsmål?
27 Den nye bog som Selskabet har udsendt, „Dit ord er en lygte for min fod“, anfører ti spørgsmål som en studieleder opfordres til at tænke over før han indbyder en interesseret til at gå med ud i forkyndelsen. Blandt disse spørgsmål kan nævnes følgende: Tror han at Bibelen er Guds inspirerede ord? (2 Tim. 3:16) Forstår han hvad Bibelen har at sige om ærlighed, og efterlever han det? (Ef. 4:25, 28) Ved han hvad Bibelen siger om utugt og ægteskabsbrud, og retter han sig efter det? (Hebr. 13:4; Matt. 19:9) Læg imidlertid mærke til at det ikke er eleven der skal svare på disse spørgsmål. Det er den der leder studiet og som indbyder eleven til at deltage i tjenesten der skal besvare dem. Det vil dog ikke sige at det er meningen at studielederen skal udspørge sin elev om hans personlige forhold. Hvordan kan han så få et tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Simpelt hen ved at lade den interesserede læse de anførte skriftsteder og derefter lade ham udtale sig om hvad han mener de betyder. Dette vil som oftest sætte studielederen i stand til at se om eleven har forstået hvad der kræves af en der forkynder Guds ord. En illustration med efterfølgende spørgsmål stillet på grundlag af illustrationen kan ligeledes hjælpe eleven til at forstå meningen uden at han bliver stillet i forlegenhed ved direkte spørgsmål.
28. Hvordan kan vi vise sand dømmekraft når vi gør brug af den her behandlede undervisningsmetode?
28 Et sidste spørgsmål, stillet af Jesus i Mattæus 13:51: „Har I forstået alt dette?“ Naturligvis vil vi ikke bombardere eleven med stadige spørgsmål, men vi vil gøre brug af dem hvor de vil gavne mest og få de vigtigere bibelske sandheder til at fæstne sig dybt i elevens sind og hjerte. Vi vil heller ikke tvinge den interesserede til at svare hvis vi kan mærke at der er noget han ikke ønsker at udtale sig om. Når vi får en negativ reaktion på et spørgsmål, eller en illustration ikke synes at blive forstået umiddelbart, vil det være bedst — i stedet for at prøve at overbevise vedkommende dér og da — ganske enkelt at sige: „Ja, der er noget dér man må tænke på, ikke?“ og så fortsætte studiet. Jesus viste også tålmodighed. — Joh. 16:12.
29. Hvem er det der, når alt kommer til alt, skal bygge på den billedlige klippegrund, men hvad bør vi altid holde os for øje når vi ’lader’ sandheden ’lyde ned’ i vore interesseredes sind og hjerte?
29 Vi kan kun hjælpe dem vi studerer med til at lære Jesu ord og gerninger at kende og at forstå dem. Den interesserede må selv lægge grundvolden og bygge på den ved at blive en ordets gører. Hvad enten man bruger spørgsmål, illustrationer eller andre metoder bør man altid have opmærksomheden henvendt på elevens hjerte, for mens hans sind eller forstand nok kan fortælle ham at det er nødvendigt, fornuftigt og presserende at bygge på den klippegrund der består i lydighed mod Kristi lære og eksempel, kan kun hans hjerte tilskynde ham til at gøre det. Hjælp dem der har fårets sindelag til at høre Jesu Kristi Fader, Jehova Gud, sige: „Min søn, . . . dit hjerte tage vare på mine bud!“ (Ordsp. 2:1, 2; 3:1-4) „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ — 1 Tim. 4:16.
[Illustration på side 277]
Jesus brugte spørgsmål for at fremme og udvikle Peters evne til at tænke
[Illustrationer på side 279]
Jesus sluttede lignelsen om „den barmhjertige samaritaner“ med et spørgsmål som fik manden til at drage den rette konklusion