Hvordan vi viser at vi er Kristi sande disciple
„Min Fader er herliggjort ved dette at I fortsat bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ — Joh. 15:8.
1. Hvad er en discipel, og hvordan bliver man en Jesu Kristi discipel?
EN DISCIPEL er en der bliver undervist, en elev. De der er Jesu Kristi disciple er følgelig mennesker der har taget imod hans lære og som lever i overensstemmelse med det eksempel han satte da han var her på jorden. Hvis vi skal være sande disciple af Guds søn, gør vi derfor klogt i at betragte den tjeneste han udførte her på jorden, så vi kan vide hvad der kræves af os.
2. Hvad var, ifølge Bibelen, Jesu Kristi vigtigste mål i livet?
2 Hele Jesu liv drejede sig om hans tjeneste. Han sagde til sine disciple: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ (Joh. 4:34) „Menneskesønnen . . . er [ikke] kommet for at lade sig tjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ (Matt. 20:28) Hvad mente han egentlig med disse udtalelser?
3. Hvordan viser Jesu samtale med en samaritansk kvinde at det var hans „mad“ at gøre sin Faders vilje?
3 Jesus var træt, sulten og tørstig da han satte sig ved Jakobskilden i nærheden af den samaritanske by Sykar. Men da en samaritansk kvinde nærmede sig for at trække vand op, benyttede han alligevel lejligheden til at gøre godt. Han glemte sin træthed og sult og fandt glæde og styrke ved at gøre sin Faders gerning, idet han hjalp denne kvinde til at forstå hvilken form for tilbedelse der var velbehagelig i Guds øjne. (Joh. 4:6-34) Ja, for Jesus var det at gøre sin Faders vilje ligesom mad. Det styrkede ham og holdt ham oppe. Hans vigtigste mål i livet var at hjælpe andre åndeligt. Hans egne materielle behov kom i anden række. Jesus levede i nøje overensstemmelse med den formaning han gav andre: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ Det er jo alt sammen det folk fra nationerne så ivrigt stræber efter. Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Matt. 6:31-33.
4. Hvordan skal vi forstå Jesu ord om at han ikke var kommet „for at lade sig tjene men for at tjene“?
4 Det at Jesus kom for at tjene, betyder ikke at han nægtede at tage imod enhver form for personlig tjeneste der blev ydet ham. Det kan ikke være tilfældet, for vi læser i Bibelen om kvinder der ’sørgede for ham’. (Matt. 27:55) Den tjeneste disse kvinder ydede kan have indbefattet madlavning, syning, reparation og vask af tøj. Det var imidlertid fuldstændig frivilligt at de udførte denne tjeneste. Jesus Kristus kom ikke til jorden „for at lade sig tjene“, forstået på den måde at han ikke kom med det formål at lade sig betjene eller opvarte af andre. Han var selv den der ydede langt den største tjeneste. Han helbredte syge, lamme og vanføre, gav blinde synet igen, åbnede stummes mund og døves ører, og kurerede mange som var dæmonbesatte. Hans forkyndelse af Guds sandheder bragte trøst, åndelig lægedom og udfrielse fra åndelig trældom til dem der gav agt på hans budskab. Jesus Kristus opfyldte trofast formålet med sin salvelse, sådan som det er omtalt i Esajas 61:1: „Den Herre [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet.“
5. Hvordan reagerede Jesus når han og disciplene gerne ville være for sig selv og skarerne alligevel opsøgte dem?
5 Bemærkelsesværdig var også den kærlige medfølelse som Jesus viste over for dem han tjente på denne måde. Selv når han og disciplene gerne ville være for sig selv og folkeskarerne alligevel opsøgte dem, blev han ikke grov, irriteret eller på anden måde ubehagelig. Om hans måde at reagere på læser vi: „Han fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting.“ (Mark. 6:34) „Han modtog dem venligt og begyndte at tale til dem om Guds rige, og han helbredte dem der trængte til lægedom.“ — Luk. 9:11.
6. Hvordan opfyldte Jesus ordene i Esajas 42:3?
6 Jesus Kristus så aldrig ned på de fattige og nødstedte. Den måde hvorpå han behandlede dem der var undertrykt, var en opfyldelse af ordene i Esajas 42:3: „Intet siv der har fået et knæk vil han knuse, og ingen ulmende væge af hør vil han slukke.“ (Matt. 12:20) De nødstedte var ligesom knækkede siv og ligesom væger der var ved at gå ud af mangel på olie i lamperne. Jesus forstod den ynkværdige tilstand de befandt sig i, og han gjorde det ikke værre for dem ved at behandle dem hårdt. Nej, han viste dem hensyn og indgød dem fornyet styrke og håb.
7. Hvad viser at Jesus i sandhed var „ydmyg af hjertet“?
7 Selv om Jesus Kristus var Herre eller Mester, optrådte han ikke som en overordnet over for dem han tjente. Han optrådte ikke på en sådan måde at hans fuldkommenhed fik andre til at føle sig underlegne eller mindreværdige så de blev ilde til mode i hans nærværelse. Jesus var helt anderledes end folk der har fremragende evner men som ofte er hurtige til at fare op og blive utålmodige med dem hvis evner er mere begrænsede. Selv om hans disciple somme tider var tankeløse og glemsomme, var han aldrig overmåde streng over for dem. Fordi Guds søn var „ydmyg af hjertet“ holdt han sig ikke for god til at undervise dem som andre så ned på og betragtede som uvidende. — Matt. 11:28-30; Joh. 7:47-49.
8. Hvilke følelser vedblev Jesus at nære for sine landsmænd, trods deres ligegyldighed og modstand?
8 Ikke engang den ligegyldighed og modstand som Jesus mødte hos så mange af sine landsmænd kunne svække hans omsorg for dem. Han ønskede at hjælpe dem alle. Henvendt til Jerusalem sagde han: „Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke.“ (Matt. 23:37) Ved tanken om den forfærdelige ødelæggelse der ville ramme byen, græd Jesus. Det smertede ham at vide at alle de lidelser som de romerske hære ville påføre jødefolket, kunne have været undgået hvis det blot havde angret og taget imod ham som den salvede tjener, Messias, der var sendt af Gud. — Luk. 19:41-44.
9. På hvilken enestående måde kom Jesu kærlighed til udtryk?
9 Jesus satte i sandhed et fuldkomment eksempel med hensyn til hvad det vil sige at tjene til gavn for andre. Hvilken inderlighed, hvilken venlighed, hvilken kærlighed lagde han ikke for dagen! Til sidst gav han, som et enestående udtryk for sin kærlighed, sin sjæl eller sit liv for at genløse den syndige menneskehed. Af den grund kunne han forinden sige til sine disciple: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner. I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer.“ — Joh. 15:13, 14.
Ufuldkomne mennesker kan efterligne Jesus
10. Hvorfor kan vi være sikre på at det er muligt at efterligne Jesu fuldkomne eksempel?
10 Men kan ufuldkomne mennesker efterligne Jesu Kristi fuldkomne eksempel? Ganske afgjort. Det gjorde apostelen Paulus, og det gjorde mange andre af Jesu hengivne disciple. Paulus gav de kristne i Korint følgende tilskyndelse: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.“ — 1 Kor. 11:1.
11. Hvilke følelser nærede apostelen Paulus for sine ikke-troende landsmænd?
11 Ligesom Jesus Kristus nærede apostelen Paulus ægte omsorg for og kærlighed til folk. Han var især bedrøvet over sine landsmænds manglende tro. I sit brev til de kristne i Rom skrev han: „Jeg siger sandheden i Kristus; jeg lyver ikke, da min samvittighed vidner sammen med mig i hellig ånd, at jeg i mit hjerte har stor bedrøvelse og uophørlig smerte. For jeg kunne ønske at jeg selv som bandlyst var skilt fra Messias til gavn for mine brødre, mine slægtninge efter kødet.“ — Rom. 9:1-3.
12. Hvorfor var Paulus’ store omsorg for jøderne særlig bemærkelsesværdig?
12 På grund af det Paulus forkyndte betragtede hans landsmænd ham som en frafalden, som en der ikke havde kærlighed til dem. Intet kunne imidlertid være sandheden fjernere. Hans samvittighed, der var oplyst af hellig ånd, vidnede om hans store kærlighed til dem. Han var villig til at gøre alt hvad der var ham muligt for at hjælpe sine landsmænd til at blive frelst. Dette er i høj grad bemærkelsesværdigt — når vi tænker på at de var skyld i mange af de lidelser han blev udsat for. I et brev til de kristne i Korint siger apostelen: „Af jøder har jeg fem gange fået fyrre slag på ét nær, tre gange er jeg blevet slået med stokke, én gang er jeg blevet stenet.“ — 2 Kor. 11:24, 25.
13. Hvor langt var Paulus villig til at gå for at hjælpe sine jødiske brødre?
13 Men læg mærke til hvor langt Paulus sagde at han var villig til at gå for at hjælpe dem: „Jeg kunne ønske at jeg selv som bandlyst var skilt fra Messias til gavn for mine brødre.“ (Rom. 9:3) Apostelen gav altså udtryk for at han endog var parat til at tage den forbandelse på sig som hvilede over hans ikke-troende landsmænd fordi de havde undladt at benytte sig af Guds frelsesforanstaltning, der kunne give dem mulighed for at opnå himmelsk liv. (Jævnfør Galaterbrevet 3:13.) Hans ord viser hvor dyb hans uselviske kærlighed var. Paulus var villig til at gøre alt hvad der stod i hans magt for at hjælpe jøderne.
14. Hvordan bør vi føle os tilskyndet til at handle over for dem der viser ligegyldighed eller som modstår „den gode nyhed“? Hvorfor?
14 Som Jesu Kristi disciple i vor tid bør vi nære den samme omsorg for ikke-troende. Vi skal ikke lade deres modstand eller ligegyldighed få os til at nære fjendtlige følelser over for dem. De er medlemmer af menneskeslægten, som Kristus døde for. (Rom. 5:6-8) Og det er Jehovas vilje at de stadig får lejlighed til at nå til en sindsændring lige så længe de lever eller lige indtil det tidspunkt da han tilintetgør al uretfærdighed. (2 Pet. 3:9) Når vi af hjertet forstår dette, vil vi føle os tilskyndet til omhyggeligt og under bøn at overveje hvad vi kan gøre for at hjælpe andre åndeligt. Vi vil da følge Jesu formaning: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ — Matt. 5:44.
15. Hvad viser at vi har valgt den bedste livsform ved nu at være Kristi disciple?
15 Vi gør også klogt i at tænke på hvad „den gode nyhed“ har betydet for os personligt. Det at være en Jesu Kristi discipel er afgjort den bedste livsform man kunne vælge. Vi er sparet for at bruge vore kræfter i et forgæves forsøg på at bevare denne verdens systemer, som er dømt til undergang. Vi er beskyttet mod at blive indblandet i verdens umoralitet og lovløshed. Derfor undgår vi den hjertesorg og smerte der er en følge af at overtræde Guds bud. (Kol. 3:5-10, 12-14) Foruden de velsignelser vi allerede nu erfarer, har vi et storslået håb om evigt liv under retfærdige forhold. (2 Pet. 3:13) Hvor ville det være dejligt hvis vi kunne hjælpe flere til at blive Jesu Kristi disciple og få dette håb!
16. Hvorfor er det vigtigt at folk får lejlighed til så snart som muligt at lære sandheden at kende?
16 Folk har brug for „den gode nyhed“ i dag. I morgen kan det være for sent. En af grundene til dette er at et menneske der ikke har kendskab til „den gode nyhed“, kan ødelægge sit liv. En enkelt umoralsk handling, et voldsomt vredesudbrud, stofmisbrug eller lignende, kan gøre ubodelig skade. Dertil kommer at vi ikke kender den dag og time da Jehova Gud vil gribe ind over for den ugudelige verden. (Matt. 24:36-44) Vi ønsker derfor at gøre forstandig brug af den tid der er tilbage ved at hjælpe andre til at opnå frelse. (Apg. 18:6) Vi bør have samme indstilling som apostelen Paulus: „Ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ — 1 Kor. 9:16.
Ikke blot ved at forkynde
17. Hvad er det nødvendigt at gøre, foruden at forkynde, hvis vi skal vise at vi er Jesu Kristi disciple?
17 Vi viser imidlertid ikke at vi er Kristi disciple ved blot at forkynde „den gode nyhed“. Vi må også hjælpe dem der lider virkelig nød og vise dem venlighed uanset hvordan de har opført sig over for os. (Rom. 12:17-20) Men ligesom dét at sørge for sin egen familie går forud for det at sørge for fremmede, sådan går det ansvar man har over for sine trosfæller også forud for de pligter man har over for ikke-troende. (1 Tim. 5:8) Bibelen giver denne vejledning: „Derfor, så længe vi har tiden til det, lad os da gøre hvad der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ — Gal. 6:10.
18. (a) Hvilket ansvar har vi over for vore åndelige brødre som er i fysisk nød? (b) Hvornår har en kristen ikke pligt til at yde materiel hjælp til nogen som er i nød?
18 Der byder sig mange muligheder hvor vi kan gøre godt mod vore trosfæller. En ulykke, en naturkatastrofe eller andre former for modgang kan bevirke at nogle af vore trosfæller kommer i nød. I lighed med Jesus Kristus bør vi ønske at gøre alt hvad der står i vor magt for at hjælpe vore åndelige brødre. Apostelen Johannes skrev: „Ved dette har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sin sjæl til for os; og vi er skyldige at sætte vore sjæle til for brødrene. Men den der har denne verdens midler at leve af og ser sin broder lide nød og dog lukker sin inderlige medfølelses dør for ham, hvorledes kan Guds kærlighed forblive i ham? Børnlille, lad os ikke elske med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed.“ (1 Joh. 3:16-18) Men hvis nogen er ansvarsløs, doven og uvillig til at påtage sig et arbejde som han kan få og som han er i stand til at udføre, er ingen kristen naturligvis forpligtet til at hjælpe en sådan økonomisk. Det bibelske princip lyder: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ — 2 Tess. 3:10.
19. Hvordan kan vi, ifølge det apostelen Paulus skrev, hjælpe vore trosfæller åndeligt?
19 Det sker dog langt oftere at vore trosfæller har et åndeligt behov. Ifølge Første Tessalonikerbrev 5:14 har alle i menigheden et ansvar for at gøre hvad de kan for at yde åndelig hjælp. Vi læser: „Forman dem som fører et uordentligt liv, trøst de modfaldne sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle.“ Nogle forsømmer måske at tage vare på deres kristne forpligtelser og har derfor behov for at blive formanet. For eksempel kan det være nødvendigt at ældre kvinder kalder „de unge kvinder til fornuft så de elsker deres mænd, elsker deres børn, er sunde i sindet, rene, huslige, gode, idet de underordner sig under deres egne mænd“. (Tit. 2:4, 5) De der er modfaldne eller nedslåede på grund af problemer eller prøvelser, har behov for opmuntring. Vil de mon ikke blive opbygget ved at høre hvilke bibelske tanker der har været dig en hjælp? Vil det ikke virke styrkende på dem at blive forvisset om din omsorg? Jo, afgjort! Måske er der nogle som har en svag samvittighed. De der har en stærk samvittighed bør da bære deres brødres svagheder ved at pålægge sig selv begrænsninger i udøvelsen af deres rettigheder. (Rom. 15:1-3) Da alle i menigheden er ufuldkomne må vi være villige til i kærlighed at affinde os med hinandens fejl og frit at tilgive hinanden af hjertet. (Kol. 3:13) Når vi således hjælper hinanden, vil vi afgjort styrke kærlighedens bånd.
20. (a) Hvad viser at vi er Kristi disciple? (b) Hvad fører det til at vi giver os selv til gavn for andre?
20 Det er ved at lægge denne selvopofrende kærlighed til troende og ikke-troende for dagen, at vi viser at vi er Kristi disciple. (Joh. 13:34, 35) Det betyder at vi må bruge vor tid, vore kræfter og vore materielle midler, ja selve vort liv for om muligt at fremme andres åndelige velfærd. Når vi således giver os selv, vil vi ikke føle at vi bliver fattigere. Vi vil tværtimod blive stadig lykkeligere, for „der er mere lykke ved at give end ved at modtage“. (Apg. 20:35) Måtte vi derfor fortsat øge vor glæde ved i stadig højere grad at efterligne Jesus Kristus og altid vise at vi er hans hengivne disciple.