Skæbne

Definition: Et uundgåeligt og ofte ugunstigt udfald af en sag eller et forhold. Skæbnetroen går ud på at alle tildragelser er bestemt af Guds vilje eller af en magt der er større end mennesket, at alle begivenheder må forløbe som de gør, fordi de er forudbestemt. Ikke en bibelsk lære.

Har alle fået en forudbestemt „tid til at dø“?

Denne tro var almindelig blandt grækerne og romerne. Ifølge deres hedenske mytologi var der tre skæbnegudinder som spandt livets tråd, bestemte dens længde og afskar den.

Prædikeren 3:1, 2 taler om „en tid til at dø“. Men at der ikke er tale om et forudbestemt tidspunkt for den enkelte fremgår af rådet i Prædikeren 7:17, som lyder: „Vær ikke overmåde ugudelig, og vær ikke tåbelig. Hvorfor skulle du dø når din tid ikke er inde?“ Ordsprogene 10:27 siger: „De ugudeliges år afkortes.“ Og Salme 55:23 tilføjer: „Blodskyldige og svigefulde mænd skal ikke opleve halvdelen af deres dage.“ Hvordan skal Prædikeren 3:1, 2 da forstås? Her tales simpelt hen om den almindelige livscyklus i denne ufuldkomne tingenes ordning. Der er en tid når folk fødes og en tid når de dør — sædvanligvis i en alder af 70 til 80 år, men somme tider tidligere og somme tider senere. — Sl. 90:10; se også Prædikeren 9:11.

Hvis enhvers dødsøjeblik og dødsmåde allerede lå fast fra fødselen eller tidligere, var der ingen grund til at undgå farlige situationer eller at passe på sit helbred, og sikkerhedsforanstaltninger ville ikke ændre noget ved dødelighedsprocenten. Men tror du at det er lige så sikkert at opholde sig på en slagmark under en krig som det er at opholde sig i ens hjem langt borte fra krigsskuepladsen? Passer du på dit helbred og går til lægen med dine børn? Hvorfor dør rygere i gennemsnit tre til fire år før ikke-rygere? Hvorfor sker der færre ulykker med dødelig udgang når bilisterne bruger sikkerhedsseler og overholder færdselsloven? Det gavner tydeligvis at forebygge.

Er alt hvad der sker „Guds vilje“?

2 Pet. 3:9: „Jehova . . . er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (Men det er ikke alle der benytter sig af hans tålmodighed. Det er tydeligvis ikke „Guds vilje“ at nogle ikke ændrer sind. Jævnfør Åbenbaringen 9:20, 21.)

Jer. 7:23-26: „Dette ord har jeg påbudt dem [israelitterne], idet jeg sagde: ’Adlyd min røst, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk; og I skal vandre på hele den vej som jeg vil give jer påbud om, for at det kan gå jer godt.’ Men de hørte ikke efter, . . . og jeg blev ved med at sende alle mine tjenere profeterne til jer, idet jeg sendte dem daglig, igen og igen. Men de hørte ikke på mig, og de bøjede ikke deres øre, og de blev ved med at gøre deres nakke stiv.“ (Det var tydeligvis ikke „Guds vilje“ at al denne ondskab skulle udfolde sig i Israel.)

Mark. 3:35: „Enhver der gør Guds vilje, det er min broder og søster og moder.“ (Hvis alt hvad folk gjorde var „Guds vilje“, ville alle og enhver have kunnet glæde sig over det forhold til Jesus som han beskriver her. Men han sagde til nogle: „I er fra jeres fader Djævelen.“ — Joh. 8:44.)

Hvad skyldes de mange tilsyneladende uforklarlige hændelser?

Præd. 9:11: „Tiden og tilfældet berører dem alle.“ (Det er således ikke forudbestemt hvordan et menneskes liv skal forme sig, men det er tilfældigheder der gør at man kan komme ud for uheld.)

Er mennesker selv skyld i megen af den lidelse menneskeheden udsættes for?

Rom. 5:12: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Vi har alle arvet ufuldkommenheden og tilbøjeligheden til at gøre det forkerte efter Adam.)

Præd. 8:9: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“

Ordsp. 13:1: „En søn er viis hvor der er en faders tugt.“ (Hvad forældrene gør, får stor indflydelse på deres børns liv.)

Gal. 6:7: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Se også Ordsprogene 11:17; 23:29, 30; 29:15; Første Korintherbrev 6:18.)

Findes der overmenneskelige magter som også bringer elendighed over menneskene?

Åb. 12:12: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Se også Apostelgerninger 10:38.)

Ved Gud alt på forhånd og forudbestemmer han alle ting?

Es. 46:9, 10: „Husk . . . at jeg er Guddommen og at der ingen anden Gud er, og at ingen er som jeg, der fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort, der siger: ’Min beslutning står fast, og alt hvad jeg har lyst til gør jeg’.“ (Han erklærer sin hensigt, forudbestemmer visse ting som har at gøre med dens gennemførelse, og besidder almægtig kraft til at sikre at alt sker i overensstemmelse dermed.)

Es. 11:1-3: „Der skal komme en kvist ud af Isajs stub; og et skud fra hans rødder vil bære frugt. [Jesus var en efterkommer af Isaj.] Og over ham skal Jehovas ånd hvile . . . og han har sin glæde i frygten for Jehova.“ (Jehova kunne tillidsfuldt forudsige dette om sin søn fordi han havde iagttaget hans indstilling og adfærd i himmelen fra skabelsens begyndelse.) (Angående Jesu førmenneskelige tilværelse, se side 196, under emnet „Jesus Kristus“.)

5 Mos. 31:20, 21: „Jeg vil føre dem [israelitterne] til den jord som jeg har tilsvoret deres forfædre og som flyder med mælk og honning, og de skal spise og blive mætte og blive fede og vende sig til andre guder, og de skal dyrke dem og handle respektløst over for mig og bryde min pagt. Og når der så kommer mange ulykker og trængsler over dem, skal denne sang [som beretter om hvordan de handlede fordi de ikke værdsatte Guds gunst] afgive vidnesbyrd over for dem — som vidne; . . . jeg kender jo den tilbøjelighed som de er i færd med at udvikle i dag, før jeg fører dem ind i det land jeg har tilsvoret dem.“ (At Gud kunne se hvordan det ville gå dem, var ikke ensbetydende med at han var ansvarlig for hvad der skete eller at han ønskede det skulle overgå dem, men af det de gjorde kunne han forudse udfaldet. På lignende måde kan en meteorolog ud fra sine iagttagelser forudsige vejret med nogen nøjagtighed, men han forårsager det ikke og bryder sig ikke nødvendigvis om det.)

Beviser Guds evne til at vide ting på forhånd og forudbestemme begivenheder at han bestemmer enhver handling alle hans skabninger måtte foretage?

Åb. 22:17: „Lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ (Valget er ikke forudbestemt; det er overladt den enkelte.)

Rom. 2:4, 5: „Foragter du hans venligheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom, fordi du ikke ved at Guds venlighed søger at lede dig til sindsændring? Men efter din hårdhed og dit hjertes forstokkethed samler du vrede til dig selv på vredens dag, da Guds retfærdige dom åbenbares.“ (Ingen tvinges til at følge en bestemt vej. Men man står til ansvar for hvad man gør.)

Zef. 2:3: „Søg Jehova, alle I sagtmodige på jorden . . . Søg retfærdighed, søg sagtmodighed. Måske kan I blive skjult på Jehovas vredes dag.“ (Ville en retfærdig og kærlig Gud opfordre mennesker til at gøre hvad der er ret og stille dem en belønning i udsigt for det, hvis han vidste at deres bestræbelser var forudbestemt til at mislykkes?)

Illustration: Den der har en radio kan lytte til nyhederne. Men at han er i stand til at lytte til en vis station, er ikke ensbetydende med at han gør det. Han må først åbne for radioen og så stille ind på stationen. På samme måde er Jehova i stand til at vide noget på forhånd, men Bibelen viser at han bruger denne evne selektivt og efter sit eget skøn, med passende hensyntagen til den frie vilje han har givet menneskene. — Jævnfør Første Mosebog 22:12; 18:20, 21.

Vidste Gud at Adam ville synde da han skabte ham?

Gud stillede Adam og Eva følgende i udsigt: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ „Endvidere gav Jehova Gud mennesket dette påbud: ’Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.’“ (1 Mos. 1:28; 2:16, 17) Ville du opfordre dine børn til at gå i gang med noget der indebar en strålende fremtid, hvis du på forhånd vidste at det var dømt til at mislykkes? Ville du advare dem imod hvad der kunne skade dem, samtidig med at du vidste at du havde lagt alt til rette så det ville gå galt for dem? Er der nogen sund fornuft i at tilskrive Gud den slags?

Matt. 7:11: „Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke jeres Fader som er i himlene give noget godt til dem der beder ham?“

Hvis Gud havde forudbestemt og i forvejen vidste at Adam ville synde og hvad det alt sammen ville føre med sig, ville det være ensbetydende med at han ved at skabe Adam, med vilje havde igangsat al den ondskab der har floreret siden mennesket blev til. Han ville være skyld i alle krige og forbrydelser, al umoralitet, undertrykkelse, løgn, hykleri og sygdom. Men Bibelen siger tydeligt: „Du er ikke en Gud der har behag i ugudelighed.“ (Sl. 5:4) „Den der elsker vold, ham hader Hans sjæl.“ (Sl. 11:5) ’Gud kan ikke lyve.’ (Tit. 1:2) „Fra undertrykkelse og vold vil han [den som Gud har udset til at være messiansk konge] genløse deres sjæl, og deres blod vil være dyrebart i hans øjne.“ (Sl. 72:14) „Gud er kærlighed.“ (1 Joh. 4:8) „Han elsker retfærdighed og ret.“ — Sl. 33:5.

Forudbestemte Gud hvordan Jakob og Esau skulle være?

1 Mos. 25:23: „Jehova sagde til hende [Rebekka]: ’To nationer er i dit liv, og to folkestammer skal skilles fra dit indre; og den ene folkestamme skal være stærkere end den anden, og den ældste [Esau] skal tjene den yngste [Jakob].’“ (Jehova var i stand til at læse de ufødte tvillingers genetiske mønster. Han kan have taget dette i betragtning da han forudså hvilke egenskaber hver af drengene ville udvikle, og forudsagde udfaldet. [Sl. 139:16] Men intet tyder på at han fastlagde deres evige skæbne eller at han forudbestemte hvordan hver eneste begivenhed i deres liv skulle forløbe.)

Var Judas Iskariot forudbestemt til at forråde Jesus?

Sl. 41:9: „Manden jeg havde fred med, som jeg stolede på, som spiste mit brød, har løftet hælen imod mig.“ (Læg mærke til at profetien ikke udpeger hvilken af Jesu nære venner det ville blive. Jehova vidste at Djævelen havde brugt Davids rådgiver Akitofel til at forråde ham, og han sørgede for at det blev taget med i Bibelen fordi det viste hvordan Djævelen arbejdede og hvad han ville gøre i fremtiden. Det var ikke Gud men „Djævelen . . . [som] havde indgivet i Judas Iskariots, Simons søns, hjerte at forråde ham [Jesus].“ [Joh. 13:2] Judas gav efter for denne sataniske indflydelse i stedet for at modstå den.)

Joh. 6:64: „Fra begyndelsen vidste Jesus . . . hvem den ene var som ville forråde ham.“ (Ikke fra skabelsens begyndelse, og heller ikke fra det tidspunkt Judas blev født, men „fra begyndelsen“ af hans forræderiske vandel. Jævnfør Første Mosebog 1:1, Lukas 1:2 og Første Johannesbrev 2:7, 13, hvori ordet „begyndelse“ bruges i relativ forstand. Læg også mærke til Johannes 12:4-6.)

Taler apostelen Paulus ikke om at nogle kristne er ’forudbestemte’?

Rom. 8:28, 29: „Nu ved vi at Gud lader alle sine gerninger samvirke til bedste for dem som elsker Gud, dem som i overensstemmelse med hans forsæt er kaldede; fordi dem han gav sin første anerkendelse, dem forudbestemte han også til at blive formet efter hans søns billede, for at han kunne være den førstefødte blandt mange brødre.“ (Se også Efeserbrevet 1:5, 11.) Alligevel siges der i Andet Petersbrev 1:10 til disse samme kristne: ’Gør jeres yderste for at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; for hvis I bliver ved med at gøre dette vil I aldrig nogen sinde snuble.’ (Hvis de hver især var forudbestemt til frelse, ville de ikke kunne snuble, lige meget hvad de gjorde. Siden den enkelte må anstrenge sig til det yderste, må det være de kristne som skare betragtet der er forudbestemte. Gud bestemte at hele skaren skulle blive som Jesus. De som Gud udvælger til at blive medlemmer af denne skare, må imidlertid vise sig trofaste hvis de skal opnå den belønning der er stillet dem i udsigt.)

Ef. 1:4, 5: „Han har udvalgt os i samhørighed med ham [Jesus Kristus] før verdens grundlæggelse, for at vi skulle være hellige og dadelfri for ham i kærlighed. For han har forudbestemt os til ved Jesus Kristus at opnå antagelse som sønner hos sig, i overensstemmelse med sin viljes beslutning.“ (Det er værd at lægge mærke til at Jesus i Lukas 11:50, 51 henfører „verdens grundlæggelse“ til Abels tid. Abel var det første menneske som nød Guds gunst hele sit liv. Det var derfor efter oprøret i Eden, men før Abels undfangelse, at Gud besluttede sig til at frembringe et „afkom“ gennem hvem befrielsen skulle komme. [1 Mos. 3:15] Gud besluttede at der sammen med det primære afkom, Jesus Kristus, skulle være en skare af hans trofaste disciple der sammen med ham skulle være medlemmer af en ny regering over jorden, det messianske rige.)

Har stjernerne og planeterne nogen indflydelse på begivenheder i vort liv eller kan de afgive varsler som vi gør vel i at tage i betragtning når vi træffer beslutninger?

Hvorfra stammer astrologien?

„Den vesterlandske astrologi kan spores direkte tilbage til kaldæernes og babyloniernes teorier og skikke fra det tredje årtusind f. Kr.“ — The Encyclopedia Americana (1977), bd. 2, s. 557.

„Astrologien blev grundlagt på to babyloniske forestillinger: dyrekredsen og himmellegemernes guddommelighed. . . . Babylonierne tillagde planeterne den indflydelse man ville forvente at finde hos deres respektive guddomme.“ — Great Cities of the Ancient World (New York, 1972), L. Sprague de Camp, s. 150.

„I Babylonien såvel som i Assyrien, hvis kultur var en direkte gren af den babyloniske, . . . indtager astrologien i den officielle kult pladsen som et af de to hovedmidler præsterne råder over . . . for at kunne fastslå gudernes vilje og hensigt; det andet er ransagning af offerdyrets lever. . . . Solens, månens og de fem planeters bevægelser blev anset for at repræsentere de fem pågældende guders, foruden måneguden Sins og solguden Sjamasj’, arbejde med at forberede begivenheder på jorden.“ — The Encyclopædia Britannica (1911), bd. II, s. 796.

Hvordan ser menneskets Skaber på udøvelse af astrologi?

5 Mos. 18:10-12: „Der må ingen findes hos dig som . . . driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand . . . For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“

Han sagde til babylonierne: „Lad dem dog træde frem og frelse dig, himmeltilbederne [himmelgranskerne, DA], stjernekiggerne, som ved nymånerne gør de ting kendt der vil komme over dig. Se! De er blevet som halmstrå. . . . Således skal de blive for dig, dem du fra din ungdom har slidt sammen med som dine heksemestre. De skal tumle bort, hver til sin egn. Der vil ikke være nogen til at frelse dig.“ — Es. 47:13-15.