Vejen banes til ’Virkelig frihed’
1. Hvilken chokerende udtalelse fremsatte Jesus Kristus over for jøderne, og hvorfor rystede den dem?
„HVIS altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ Hvilken chokerende udtalelse til et folk der anså sig selv for at være det frieste folk på jorden og for at være sande tilbedere af den almægtige Gud. De var fem hundrede år tidligere ved Guds magt blevet udfriet fra Babylon. Sandt nok var de forbitrede over at være underlagt det romerske herredømme, for de ønskede politisk selvstyre, men de anså ikke sig selv for at være trælle. Hvad tilbedelse og retfærdighed angik, betragtede de sig selv som frie. De så hen til at Messias skulle komme og afkaste Roms politiske åg, men de begik den fejl at mene at deres retfærdighed gjorde dem fortjent til Messias’ gunst. De mente ikke at de havde behov for en religiøs reformation. Den mand der fremsatte denne for dem så chokerende udtalelse var Jehovas største profet, Jesus Kristus. Hvordan kunne han sige således? — Joh. 8:36.
2. (a) Hvilken religiøs tilstand befandt den jødiske rest sig i da den i 537 f.v.t. vendte tilbage til Jerusalem? (b) Hvem herskede over jøderne i de næste fem hundrede år? (c) Hvilken tilstand befandt de sig i ved slutningen af det første århundrede f.v.t.?
2 Efter at jøderne i 537 f.v.t. var blevet udfriet fra Babylon vendte en rest af trofaste jøder tilbage til Jerusalems øde tomter. De havde angret og renset sig for den afgudsdyrkelse der havde vakt Guds mishag og fået ham til at tugte dem. De genopbyggede byen og dens tempel og bosatte sig atter i deres gudgivne land som et i religiøs henseende frit folk. I tiden derefter blev de udsat for mange omskiftelser, for selv om den sande tilbedelse dengang blev genoprettet var det ikke tilfældet med Davids kongehus. Som Daniel og hans samtidige, profeten Ezekiel, havde forudsagt blev de underlagt forskellige på hinanden følgende verdensmagter. (Ez. 21:27; Dan. 4:25) Men de var dog ikke siden blevet bortført fra deres land som trælle mens landet lå fuldstændig øde, således som det var sket under kong Nebukadnezar af Babylon. Ved slutningen af det første århundrede før vor tidsregning var de ikke desto mindre kommet i en langt alvorligere og strengere trældom, en åndelig trældom. Den havde så meget mere magt over dem som de var blinde for deres virkelige tilstand. — Joh. 8:33.
Udfrielse fra åndelig trældom nødvendig
3. Hvilken advarsel havde Gud givet jøderne gennem profeten Malakias?
3 Denne nye form for trældom skyldtes deres religiøse ledere. (Mal. 2:7, 8) Guds profet Malakias, der skrev den sidste bog i de inspirerede hebraiske skrifter, havde forudsagt denne tilstand. Han advarede israelitterne om at dersom de ønskede at undgå Guds ugunstige dom måtte de omvende sig fra deres adfærd og ikke længere overtræde Lovpagten som Gud havde indgået med dem gennem Moses. De måtte anerkende at de åndeligt set var kommet langt bort fra Gud, og de måtte omvende sig og vise Jehova lydighed ved atter at tjene og tilbede ham, den sande Gud. De måtte blive ligesom deres trofaste forfædre, Abraham, Isak og Jakob, og ligesom lydige sønner over for Gud. Malakias sagde: „Se, jeg sender eder profeten Elias, før [Jehovas] store og frygtelige dag kommer. Han skal vende fædrenes hjerte til sønnerne og sønnernes til fædrene, at jeg ikke skal komme og slå landet med band.“ — Mal. 4:5, 6.
4. (a) Hvorledes kom jøderne atter i et „babylonisk“ fangenskab? (b) Hvad var nødvendigt, og hvilket arbejde måtte udføres?
4 Ved at lægge mange traditioner til Guds ord havde de jødiske religiøse ledere omgået mange af de væsentligste bud i Loven. (Matt. 23:23) Deres gudsdyrkelse var forfaldet til slet og ret formalisme. De tjente blot Gud med læberne mens deres hjerte var fjernt fra ham. (Matt. 15:3-9) De var selvretfærdige og søgte menneskers ære og pris. (Matt. 6:1, 2, 5) Med deres mange traditioner og forskrifter havde de vildledt folket og fået det til at overtræde Guds lov så et nu var kommet i trældom under mennesker. Disse religiøse ledere ringeagtede, undertrykte og udnyttede folket. (Joh. 7:47-49) Folket befandt sig derfor i trældom under jødedommen, i trældom under babylonisk religion, og ligesom alle andre mennesker var jøderne samtidig i trældom under synden og døden, en trældom som de ofre de bragte under Lovpagten ikke kunne udfri dem fra. (Gal. 1:13, 14; Hebr. 10:4) De behøvede den foranstaltning som Gud havde truffet i forbindelse med Messias og som kunne give dem virkelig frihed. Ifølge Daniels profeti om de halvfjerds uger var tiden kommet da Messias skulle fremstå, og i år 29 e.v.t. var der mange der var i forventning om hans komme. (Luk. 3:15) Der måtte derfor udføres et arbejde for at berede vejen for den der skulle udfri jøderne, ikke alene fra trældommen under jødedommen men også fra synd og død. Det ville være en ’virkelig frihed’!
Johannes’ forberedende gerning
5. (a) Hvem blev af Jehova brugt som en forløber for Messias? (b) Med hvilken udtalelse til farisæerne og saddukæerne viste Johannes at de havde behov for at omvende sig?
5 Malakias’ profeti måtte opfyldes og det blev den. En mand der var født cirka seks måneder før Jesus, nemlig præsten Zakarias’ søn, Johannes Døber, viste sig at være den der skulle berede vejen for Messias, Befrieren, der ville gøre dem virkelig frie. Hvor meget jøderne trængte til Johannes’ forberedende gerning fremgår af de ord han udtalte til de farisæere og saddukæere der kom til ham for at blive døbt: „I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? . . . Jeg døber jer med vand til omvendelse, men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er end ikke værdig til at tage hans sko af; han skal døbe jer med Helligånd og ild. Sin kasteskovl har han i hånden, og han skal gennemrense sin lo og samle sin hvede i lade; men avnerne skal han opbrænde med uudslukkelig ild [i en dåb med ild].“ (Matt. 3:7-12; Luk. 3:7-17) Hvilken trældom de dog befandt sig i!
6. (a) Hvorledes viste Johannes at han forstod hvad der var hensigten med hans gerning? (b) Hvilket vidnesbyrd aflagde Johannes om Jesus?
6 Johannes døbte Jesus og ledte folket til ham. Han søgte ikke at hindre sine disciple i at følge Jesus. (Joh. 3:28-30) Nogen tid efter at Johannes havde døbt Jesus sagde han til nogle af sine disciple: „’Det er ham, om hvem jeg sagde: „Efter mig kommer en mand, som er kommen forud for mig; thi han var til før mig.“ Og jeg kendte ham ikke; men for at han skal blive åbenbar for Israel, derfor er jeg kommen og døber med vand.’ Og Johannes vidnede og sagde: ’Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med vand, han havde sagt til mig: „Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd.“ Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn.’“ (Joh. 1:30-34) Johannes fortalte sandheden, for Jesus havde været hos sin Fader i himmelen utallige århundreder før Johannes blev født.
7. Hvorledes bekræfter apostelen Mattæus Johannes’ vidnesbyrd, og hvem bevidnede direkte ved Jesu dåb at Jesus var Messias?
7 Mattæus beretter om den begivenhed som Johannes hentyder til, idet han skriver: „Derefter kommer Jesus fra Galilæa [hvor Nazaret lå] til Johannes ved Jordan for at døbes af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: ’Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!’ Da svarede Jesus og sagde til ham: ’Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!’ Så giver Johannes efter. Men da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se, Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: ’Denne er min Søn; den elskede; i ham har jeg velbehag.’“ — Matt. 3:13-17; 2:22, 23; se også Markus 1:9-11; Lukas 3:21-23.
Trældom under babylonisk religion
8. (a) Hvilket vidnesbyrd har vi om at det fangenskab som jøderne befandt sig i på Johannes’ tid var et babylonisk fangenskab? (b) Hvad bestod Johannes’ gerning derfor i? (c) Vis hvorledes dette er i overensstemmelse med det som Esajas udtalte i sin bog, kapitel 39 og 40:1-5.
8 At Johannes virkelig kom til et folk der i religiøs henseende befandt sig i et fangenskab i lighed med israelitternes fangenskab i fortidens Babylon, fremgår af den måde hvorpå Bibelen anvender de profetier der angik den trofaste jødiske rests tilbagevenden fra Babylon i 537 f.v.t. Johannes kom derfor for at iværksætte en yderligere tilbagevenden fra det fangenskab israelitterne befandt sig i. Esajas’ profeti der omhandlede udfrielsen fra fangenskabet i Babylon, anvendes på Johannes’ gerning. Det 39. kapitel i Esajas’ bog Es 39 fortæller at de ting som kong Ezekias havde samlet i sit palads i Jerusalem, ville blive ført til Babylon og at nogle af Ezekias’ efterkommere ville blive gjort til hofmænd i Babels konges palads. I kapitel 40, versene 1-5, siger Esajas videre: „Trøst, ja trøst mit folk, så siger eders Gud, tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets strid til ende, dets skyld betalt, tvefold straf har det fået af [Jehovas] hånd for alle sine synder: I ørkenen råber en røst: ’Ban [Jehovas] vej, jævn i det øde land en højvej for vor Gud! Hver dal skal højnes, hvert bjerg, hver høj skal sænkes, bakket land bliver fladt og fjeldvæg til slette. Åbenbares skal [Jehovas] herlighed, alt kød til hobe skal se den. Thi [Jehovas] mund har talet.’“
9. (a) Hvorledes blev vejen jævnet for Jehova, i forbindelse med den første opfyldelse af Esajas’ profeti, og hvordan blev Jehovas herlighed åbenbaret? (b) Gik Jehova synligt foran de tilbagevendende jøder, eller i hvilken forstand gik han foran dem?
9 I forbindelse med profetiens første opfyldelse var det blevet sagt at perserkongen Kyros skulle bane vejen for jøderne så de kunne blive udfriet fra deres lange fangenskab i Babylon og vende tilbage til deres land. Dette bragte trøst til Jerusalem og var en åbenbaring af Jehovas herlighed så „alt kød“ kunne se den. Esajas profeterede at Jehova ville gå foran de tilbagevendende fanger og at han ville slutte deres tog. Det at vejen skulle banes kunne derfor omtales som at bane ’Jehovas vej og jævne vejen for Gud’. (Es. 52:12) Jehova gik ikke synligt foran folket. Det var Zerubbabel, Jehovas repræsentant, der i 537 f.v.t. førte dem ud af Babylon.
10. (a) Hvorledes banede Johannes vej for Jehova? (b) Hvordan viste Johannes at profetien i Esajas 40:3, som hentydede til det babyloniske fangenskab, også gjaldt den gerning Johannes selv udførte? (c) Hvad beviser at det ikke bogstaveligt var Jehova selv der kom synligt for at tage imod det beredte folk, skønt profetien talte om at berede Jehovas vej?
10 I religiøs henseende banede Johannes vej for Jehova og jævnede en højvej for Gud i det øde land. Naturligvis ikke en vej som Jehova bogstaveligt skulle gå ad, men Johannes beredte vejen for Jehovas Messias eller Kristus ved at han beredte et folk der ville anerkende og acceptere hans udfrielse af dem. Da Johannes blev udspurgt af jøderne anvendte han under inspiration profetien i Esajas 40:3 på sig selv, således som vi læser i Johannes 1:19-24: „Dette er Johannes’ vidnesbyrd, dengang jøderne sendte præster og levitter ud til ham fra Jerusalem, for at de skulle spørge ham: ’Hvem er du?’ Da sagde han rent ud og nægtede ikke, han sagde rent ud: ’Jeg er ikke Kristus.’ De spurgte ham: ’Hvad da? Er du Elias?’ Han siger: ’Nej, det er jeg heller ikke.’ ’Er du profeten?’ Han svarede: ’Nej.’ De sagde så til ham: ’Hvem er du da? Vi skal jo bringe svar til dem, som har sendt os. Hvad siger du om dig selv?’ Han svarede: ’Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen: „Jævn Herrens [Jehovas, NW] vej!“ som profeten Esajas har sagt.’ De var udsendt fra farisæerne.“ Denne anvendelse af profetien understøttes af apostelen Mattæus såvel som af bibelskribenterne Markus og Lukas. Mattæus beretter: „I de dage fremstår Johannes Døber og prædiker i Judæas ørken og siger: ’Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.’ Thi han er den, om hvem der er talt ved profeten Esajas, som siger: ’Der er en røst af en, som råber i ørkenen: „Ban Herrens [Jehovas, NW] vej, gør hans stier jævne!“’“ (Matt. 3:1-3; Mark. 1:1-4; Luk. 3:1-6) Da Johannes døbte Jesus fik han bevis for at det var Jesus, Guds søn, og ikke Jehova selv han døbte. Det var Guds egen røst der aflagde et magtfuldt vidnesbyrd herom. — Matt. 3:13-17.
11. (a) På hvilken måde var Johannes’ Døber ligesom Elias? (b) Hvilken særlig forret havde Johannes?
11 Som det var profeteret havde Johannes Elias’ ånd og kraft, det vil sige den kraft og det magtfulde budskab der udvirkede at mange ærlige jøder omvendte sig. Han viste dem hen til „Guds lam, som bærer verdens synd“. Han præsenterede Jesu første disciple for ham. Han var ligesom „brudgommens ven“ der er lykkelig over at præsentere bruden for hendes elskede. — Joh. 3:28-30; jfr. 2 Kor. 11:2.
Vejen til frihed åben nu
12. (a) Behøver man bogstaveligt at være taget til fange eller at sidde i fængsel for at være i trældom? Forklar. (b) Hvorledes holdes mange mennesker i fangenskab i Babylon den Store, og har de nogen mulighed for at slippe fri?
12 Alt dette viser at man ikke behøver at være i fængsel eller at være krigsfange, således som jøderne var fanger i Babylon, for at være i trældom. Nej, hele menneskeheden er i trældom under synd og død, og dertil kommer en religiøs trældom under Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, som de fleste mennesker i vor tid befinder sig i. Både de hedenske og de såkaldt kristne religioner har babyloniske læresætninger og skikke som forblinder deres tilhængere så de ikke kan se hvad der kan gøre dem virkelig frie. Vejen til frihed står ikke desto mindre nu åben for menneskene og mange er begyndt at vandre på den. Hvordan?
13. (a) Hvordan er der i vor tid blevet udført et stort arbejde for at bane vejen til frihed fra trældommen under babylonisk religion? (b) Hvilken frihed kan menneskene nu glæde sig over, og hvilken frihed kan de trofaste se frem til at opleve?
13 I løbet af de fyrre år der gik forud for 1914 e.v.t. kom mange betydningsfulde sandheder for lyset, såsom forståelsen af at Jesus var kommet til jorden som menneske for at give sit liv som en genløsning, at han var opstået som åndeskabning i et åndeligt legeme, i hvilket han trådte frem for sin Fader i himmelen og løskøbte menneskeslægten, og at han senere skulle vende usynligt tilbage efter at have fået overdraget Riget. (1 Pet. 3:18; 1 Kor. 15:44) Budskabet om at Jehovas udnævnte befrier er nærværende i Rigets magt er især blevet forkyndt siden 1919. Ja, budskabet om oprettelsen af Guds søns, Messias’, rige i 1914 er blevet forkyndt overalt i verden af Jehovas vidner. Vejen er blevet banet til virkelig frihed. De som nu hører budskabet og som følger Messias, Jesus Kristus, og som underordner sig hans rige, kan glæde sig over religiøs frihed. Når det store Babylon og dets tilhængere snart bliver fuldstændig tilintetgjort vil denne ældgamle rival til sand tilbedelse være borte for stedse. Det vil ikke længere være en trussel mod menneskenes åndelige frihed. Når kongen Kristus Jesus har tilintetgjort den øvrige del af denne onde, sataniske tingenes ordning, vil menneskene opleve en fuldkommen frihed i hans tusindårsrige hvor han vil fjerne menneskehedens største fjende, døden, og alle de sorger den medfører. — Rom. 8:21; Åb. 21:1-4.