Et klart standpunkt kræves af dem der søger tilflugt
1. Hvilke to symbolske kvinder omtales i Bibelens sidste bog, og hvordan beskrives de?
I BIBELENS sidste bog omtales to symbolske kvinder som stilles i skarp kontrast til hinanden. Den ene er „Babylon den Store“; den anden er Guds lams „hustru“. Den første betegnes som en „skøge“; den anden kaldes „bruden, Lammets hustru,“ og er jomfru. (Åb. 17:3-6, 15; 21:9) De udgør begge en religiøs organisation; den ene er uren, den anden ren. „Bruden, Lammets hustru,“ er menigheden af Lammet Jesu Kristi 144.000 trofaste disciple, der er som jomfruer og som alle er åndelige israelitter. Babylon den Store er verdensimperiet af falsk religion som har sit udspring i fortidens Babylon. Følgelig er det sammensat af alle som udøver en religion der står i modsætning til, ja modstår sand kristendom. Det er grunden til at apostelen Johannes så at „kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod“. (Åb. 17:6) Babylon den Stores medlemmers religion er derfor ikke kristen, men babylonisk, falsk.
2. Hvilket forhold består mellem kristenheden og Babylon den Store, og hvordan kommer dette tydeligt til udtryk?
2 Ved at blive den dominerende religiøse organisation i den romerske verdensmagt blev kristenheden i realiteten en datter af det store Babylon, om hvem der siges: „På hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.’“ (Åb. 17:5) Det er derfor intet under at kristenheden efterligner sin moder, om hvem der siges: „Med hende har jordens konger begået utugt, mens de der bor på jorden blev berusede af hendes utugts vin.“ (Åb. 17:1, 2) Kristenheden plejer et nært venskab med verden. Det minder os om ordene i Jakob 4:4: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, stiller sig derfor som fjende af Gud.“ De mange foreninger mellem kirke og statsmagt man finder i kristenhedens lande, taler ikke til gunst for den. De stempler den som en åndelig ægteskabsbryderske, en der blander sig i verdens politik. Den står fordømt som en falsk og uren tilflugt for menneskeheden.
3. Hvordan skildres Babylon den Stores, og dermed kristenhedens, endeligt?
3 Som det går Babylon den Store, går det også kristenheden. Det er både sikkert og vist. Selv om Åbenbaringen er holdt i symbolske vendinger, gør det syttende kapitel det dog umiskendeligt klart hvad der skal ske. Som højdepunkt på det drama der skildres i dette kapitel, siges der: „Og de ti horn som du så, og vilddyret [som Babylon den Store har redet på som herskerinde], disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild.“ Hvilket afskrækkende billede! — Åb. 17:16.
Flygt fra Babylon den Store til Guds sande kvinde
4. (a) Hvilken indtrængende opfordring hørte Johannes (Åb. 18:4-8), og hvorfor er det vigtigt at følge opfordringen? (b) Hvordan vil nogle måske reagere på opfordringen, men hvilket spørgsmål er vi alle nødt til at tage stilling til i dag?
4 Det er derfor ikke overraskende at vi i begyndelsen af Åbenbaringens attende kapitel hører den indtrængende og magtfulde opfordring: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. . . . hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ (Åb. 18:4-8) Har du hørt og fulgt denne opfordring? Måske siger du at du har bemærket hykleriet inden for kristenhedens kirker og at du har forladt dem, hvis du da i det hele taget har stået som medlem af dem. Der er mange i den nuværende generation som slet ikke har fået nogen religiøs opdragelse men som blot i vage vendinger siger at de tror der findes en Gud. Er du tilfreds med at stå uden for de religiøse samfund? Hvis man indtager en sådan passiv og uengageret holdning, kan man næppe siges at søge eller at have fundet et sikkert tilflugtssted. I betragtning af alle de foreliggende vidnesbyrd om at enden på den nuværende tingenes ordning, kristenheden indbefattet, nærmer sig, er vi nødt til at tage stilling til spørgsmålet: Hvilken side står vi på nu hvor det snart bryder løs?
5. Hvilken skare mennesker så Johannes efter at have set de 144.000, og hvad fortæller han om denne skare?
5 Du siger måske at du ikke hører til den skare der skal udgøre „himlenes rige“, dem der véd at de har et himmelsk håb, som vi tidligere har drøftet. Men det udelukker ikke at du kan opnå Guds gunst og finde ly under hans vinger. (Sl. 91:4) Efter beskrivelsen af de 144.000 åndelige israelitter i Åbenbaringen 7:4-8 læser vi: „Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige; ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ Lidt længere fremme får vi flere enkeltheder at vide som fortæller hvem de er: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel; . . . [og] Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ I sandhed et indbydende billede! — Åb. 7:9-17.
6. (a) Hvordan omtalte Jesus dem der udgør denne ’store skare’? (b) Hvordan talte han meget personligt om disse, og hvilken forsikring gav han?
6 For yderligere at vise hvem der udgør denne ’store skare’, og for at indbyde dig til at blive en del af den, vil vi gerne minde dig om noget som Jesus sagde om sine disciple, som han sammenlignede med får. Angående dem der ville få del med ham i hans trone sagde han: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Luk. 12:32) Ja, det var kun en „lille hjord“. Men ved en anden lejlighed, da han talte i bredere forstand om sine „får“ og om sig selv som „den rigtige hyrde“ der „sætter sin sjæl til for fårene“, sagde han: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre efter min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ Han gjorde også dette forhold meget personligt. Lidt før havde han sagt: „[Hyrden] kalder sine egne får ved navn og fører dem ud.“ Det vil sige at hvis man bliver et af Jesu sande får ved at man siger nej til sig selv og følger ham til stadighed, da kender han én personligt. Læg mærke til den meget personlige tone i hans ord lidt længere fremme: „Mine får hører efter min stemme [og ikke nogen andens stemme], og jeg kender dem [hver enkelt], og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå til grunde, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det min Fader har givet mig, er større end alle andre ting, og ingen kan rive dem ud af Faderens hånd.“ Hvilken forsikring om en sikker tilflugt! — Joh. 10:3, 16, 27-29; se også Mattæus 16:24.
7. Hvordan advarede Peter om at der ville komme „falske lærere“?
7 Med hensyn til hvilken side vi stiller os på, gør vi vel i at overveje hvad apostelen Peter blev inspireret til at sige i sit andet brev. Han advarede om at der ville komme „falske lærere“, og han skrev: „De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv.“ Med disse falske kristne i tanke skrev han senere i brevet: „I de sidste dage vil der komme folk som latterliggør med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“ Er det ikke nøjagtig den indstilling man almindeligvis finder hos kristenhedens gejstlige og deres tilhængere? Vi har tillid til at det ikke er din indstilling. — 2 Pet. 2:1, 2; 3:3, 4.
8. Hvordan fortsatte Peter med at fremsætte en advarsel som især gælder vor tid?
8 Vi stoler tværtimod på at du oprigtigt er i overensstemmelse med apostelens efterfølgende formaning. Efter at have forklaret at der „ved Guds ord“ fandtes en tidligere tingenes ordning, en tidligere himmel og jord, som „led . . . undergang da den blev oversvømmet af vand“, fortsatte Peter med at sige at „ved det samme ord [fra Gud] er de himle og den jord som er nu, gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“. Derpå advarede han dem mod at blive utålmodige på grund af Guds tilsyneladende langsommelighed, sådan som mange er utålmodige i dag, idet han sagde: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter langsomhed, men [læg mærke til grunden] han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ Han advarede om at „Jehovas dag [vil] komme som en tyv“, og da vil den nuværende symbolske himmel og jord, som er underlagt Satans usynlige herredømme, blive tilintetgjort. 2 Pet. 3:5-10.
9. Hvorfor er det vigtigt at anlægge det rette syn på Guds tålmodighed?
9 Derefter lyder formaningen: „Da alle disse ting således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være i handlinger der ’hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke.“ (2 Pet. 3:11, 12) Vor tids spottere drager ikke nytte af Guds tålmodighed. Dog har Gud, selv om de ikke erkender det, handlet meget venligt imod dem for at de skulle ændre sind. Apostelen Paulus skrev: „Foragter du hans venligheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom, fordi du ikke ved at Guds venlighed søger at lede dig til sindsændring?“ (Rom. 2:4) Ve os hvis vi foragter Guds venlighed!
10. På hvilket grundlag og på hvilken måde kan vi efterkomme den indtrængende opfordring i Andet Petersbrev 3:14?
10 Men for at betragte den positive side, hvordan bør vi da besvare spørgsmålet: „Hvilken slags mennesker bør I da ikke være?“, og hvordan kan vi vise at vi ’altid har Jehovas dags nærværelse i tanke’? Først og fremmest må vi alle, hvad enten vort håb om liv er himmelsk eller jordisk, efterkomme den indtrængende opfordring Peter dernæst kommer med: „Gør jeres yderste for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred.“ (2 Pet. 3:12, 14) Ja, vi må altid stræbe efter at være moralsk ufordærvelige. Vi må bevare vor integritet, være „rene af hjertet“ i fuld hengivenhed for Jehova. (Matt. 5-8) Det er sandt at vi alle er ufuldkomne og kommer til kort hver eneste dag; men i det næste brev i Bibelen, i Første Johannesbrev 1:7, får vi denne forsikring: „Hvis vi vandrer i lyset ligesom han [Gud] selv er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd.“ Ja, Jesus Kristus er „sonoffer for vore synder [den kristne menigheds, den lille hjords], og ikke blot for vore men også for hele verdens“. Uanset hvor mange der slutter sig til ’den store, skare’, til de „andre får“, kan og må de altså ’vaske deres lange klæder og gøre dem hvide i Lammets blod’. — 1 Joh. 2:2; Åb. 7:14.
11. Hvilket klart standpunkt må man tage, ud over at forlade al falsk religion, som det fremgår af Åbenbaringen 18:4?
11 Det er dog ikke det hele. Husker du at vi før talte om to symbolske kvinder som står i skarp kontrast til hinanden? Den ene var en skøge, Babylon den Store, som omfatter kristenheden; den anden var en jomfru, Lammets hustru, den kristne menighed. Det er ikke tilstrækkeligt at skille sig ud fra Babylon den Store, at forlade al falsk religion. Hvem var det der i Åbenbaringen 18:4 fik besked om at „gå ud fra hende“? Det var „mit folk“, altså Guds folk. Det vil sige at man klart må give til kende at man hører til Guds folk, at man er en af hans hengivne tjenere eller trælle, og at man følger den rigtige hyrde, Kristus Jesus, som et af hans „får“. For at få yderligere oplysninger om dette må vi gå tilbage til de hebraiske profetier og skrifter der danner grundlaget, ikke alene for befalingen i Åbenbaringen 18:4, men for det meste af det der fremholdes i denne sidste bog i Bibelen.
12. (a) Hvordan omtalte Esajas profetisk Jehovas himmelske organisation? (b) Hvilken rolle spillede Kristus Jesus i forbindelse med denne organisation?
12 Ifølge en profeti hos Esajas var Jehovas messianske tjener, Kristus Jesus, før han udførte sin opgave på jorden, et medlem af Jehovas himmelske organisation af trofaste „gudssønner“. (Job 1:6; 2:1; 38:7) Denne himmelske organisation af åndeskabninger optræder som en „hustru“ til Jehova, Skaberen, ligesom fortidens israelitiske nation ved Lovpagten var som gift med Jehova og billedligt blev fremstillet som hans jordiske hustru. (Es. 54:1, 5-8) Jehova udvalgte sin mest fremtrædende himmelske søn til at virke som den messianske tjener på jorden, og Jehovas moderorganisation i himmelen tilvejebragte således denne søn til at være den der i første række skulle hævde hendes Ægtemands universelle suverænitet. Da denne tjener trofast havde fuldført sit livsløb på jorden og blev oprejst fra de døde, tog den himmelske moderorganisation ham tilbage som „den førstefødte af de døde“. (Kol. 1:18; Åb. 1:5, 17, 18) Hendes glæde var forudsagt. „Jubl, du golde, der ej fødte,“ siger Esajas 54:1, „jubl, og fryd dig, du uden veer! Thi den forladtes børn er flere end hustruens børn, siger [Jehova].’“
13. (a) Hvordan anvendte Paulus ordene i Esajas 54:1, og om hvem? (b) Hvordan anvendte Jesus i overensstemmelse hermed Esajas 54:13?
13 Dette skriftsted anvendes af apostelen Paulus, ikke om den jødiske nation efter dens landflygtighed i Babylon, men om Jehovas hustrulignende organisation i himmelen. I Galaterbrevet 4:22 til 5:1 stiller Paulus den jødiske nation med hovedstaden Jerusalem, den nation der forkastede Jesus Kristus, i modsætning til Guds hustrulignende organisation i himmelen, og han siger at „det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder“. Ifølge Esajas’ profeti skulle Guds himmelske organisation have flere børn ud over Messias Jesus, som hun havde ventet så længe på, som om hun var ufrugtbar. Hun skulle også blive åndelig moder til Jesu 144.000 medregenter. Det kommer frem i Esajas 54:13, som er henvendt til „det Jerusalem som er oventil“, ’det himmelske Jerusalem’ eller det himmelske „Zions bjerg“, og som lyder: „Alle dine børn bliver oplært af [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“ At skriftstedet skal forstås sådan, fremgår af Johannes 6:45, hvor Jesus Kristus anvendte det om sine disciple. — Hebr. 12:22.
14. Af hvem repræsenteres Guds organisation på jorden, og hvilket klart standpunkt er det derfor vigtigt at tage?
14 Vi kan altså sige at Guds hustrulignende organisation i himmelen bliver repræsenteret på jorden af Jesu Kristi veloplærte medarbejdere. Følgelig må vi ikke alene flygte bort fra den urene skøge, Babylon den Store, men vi må også flygte hen til og finde ly i nært samfund med Guds sande kvinde, ’det himmelske Jerusalem’, repræsenteret på jorden af Lammet Jesu Kristi disciple, der er som jomfruer. At der foregår en sådan flugt ses klart af det forhold der nu gør sig gældende i forbindelse med den skare kristne der er kendt som Jehovas vidner. Som en kerne blandt dem findes en rest af dem der er salvet med Guds ånd til det himmelske håb. Omkring denne kerne, og nært knyttet til den, samles en stadig større skare af de „andre får“, og de udgør tilsammen „én hjord“ under „én hyrde“. — Joh. 10:16.
15. Hvordan viser Jehovas vidner at de ’altid har Jehovas dags nærværelse i tanke’?
15 At disse søger tilflugt det rette sted er ikke nogen tom påstand. Disse kristne viser tydeligt at de ’altid har Jehovas dags nærværelse i tanke’. På trods af det voksende pres i verden holder de fast ved „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet“, idet de bevarer sig uplettede af den urene verden. De nægter at tilbede det politiske „vilddyr“ og dets menneskeskabte „billede“, De forenede Nationer. De undgår at pådrage sig blodskyld idet de holder sig strengt neutrale og passive i forbindelse med de blodige krige der udkæmpes af denne verdens nationer og politiske partier. De efterligner deres fører, Jesus Kristus, ved ikke at være en del af denne verden. — Jak. 1:27; Åb. 13:1-15; 15:2-4; Joh. 15:19; 17:14, 16.
16. Hvordan efterkommer de befalingerne i Mattæus 24:14 og Mattæus 28:18-20, og hvordan ses det at Jehova velsigner dem?
16 Hvad det positive angår, beviser de at de søger Guds rige og hans retfærdighed først, idet de vedholdende forkynder det de ved er menneskets eneste håb og tilflugt, sådan som Jesus forudsagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ Mens der endnu er tid bliver de også ved med at efterkomme den opstandne Jesu Kristi befaling om at gå ud og gøre disciple af folk af alle nationerne, idet de døber dem i vand og lærer dem at holde alt det han har befalet dem. (Matt. 6:33; 24:14; 28:18-20) At alt dette har haft Jehovas velsignelse ses ikke alene af deres forbløffende vækst, idet folk i stigende tal strømmer til Jehovas organisation, men også af den fred, glæde, tryghed og renhed der råder overalt på jorden blandt Jehovas indviede folk. Det er i sandhed som et åndeligt paradis. Lyt derfor, og tag imod den bibelske indbydelse til at komme og finde tilflugt i dette åndelige paradis.
Indbydelsen til at få del i et åndeligt paradis
17. Hvilket løfte og hvilken indbydelse fremsættes i Esajas 54:17 og Esajas 55:1, 2, og hvilken mindre opfyldelse fik disse ord?
17 I slutningen af kapitel 54 i Esajas’ bog fremsættes dette storslåede løfte til de åndelige børn af „det Jerusalem som er oventil“: „Intet våben, der smedes mod dig, skal du’, hver tunge, der trætter med dig, får du dømt.“ (Es. 54:17) Derefter lyder den betagende indbydelse: „Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk! . . . Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders sjæl skal svælge i fedt.“ (Es. 55:1, 2) Nøglen til forståelsen af dette får vi når vi husker at Esajas forudsagde at Jerusalem og Juda skulle lægges øde og jøderne føres i landflygtighed til Babylon i halvfjerds år. Han forudsagde også at de ville blive udfriet ved perseren Kyros, der blev benyttet som et profetisk billede på Guds messianske tjener, Kristus Jesus, der en dag skulle omstyrte og ødelægge det nutidige store Babylon. (Es. 44:28 til 45:6) Hvordan opfyldes Esajas’ ord så i dag?
18. Hvad var Jehovas vidner udsat for fra 1914 til 1919, og hvordan førte dette frem til en større opfyldelse af Esajas’ ord?
18 Under den første verdenskrig lykkedes det Babylon den Store at få Jehovas vidner i sin magt ved hjælp af sine verdslige elskere, de politiske, militære og juridiske myndigheder. Der kom forbud og forfølgelse i stort omfang, og det nåede et højdepunkt ved at medlemmer af Jehovas vidners styrende råd blev sat i fængsel. Fremtiden så mørk ud. Men pludselig og uventet åbnede efterkrigstiden sig for dem. Befrielsens budskab lød fra Jehova, nemlig det bibelske budskab om udfrielse fra Babylon den Store ved hjælp af det oprettede messianske rige. Det konkrete bevis på dette fik man da medlemmerne af det styrende råd blev løsladt fra fængselet og fuldstændig renset for alle falske anklager. Kort efter i samme år, 1919, bragte Vagt-Taarnet hovedartiklen „Salige er de, som ikke frygter“, og dette var temaet for generalstævnet i Cedar Point, Ohio, fra 1. til 8. september 1919. Som et tegn på at der var mere åndelig føde i vente og at der lå et større arbejde forude, blev der ved dette stævne meddelt at man ville begynde at udgive et nyt blad, The Golden Age, som skulle udkomme hver fjortende dag. Som vi kan forestille os var alt dette som forfriskende vand, styrkende brød, glædebringende vin og næringsrig mælk for Guds sande tjenere.
19. Hvilke yderligere skridt er blevet taget hen imod genoprettelsen af et åndeligt paradis?
19 Dette var blot begyndelsen, det første skridt hen imod genoprettelsen af et åndeligt paradis for Guds folk. Siden er der taget flere vældige skridt, som det fremgår af Jehovas vidners historie i nyere tid. Beretningen om dette foreligger så enhver kan undersøge kendsgerningerne. Desuden forstår vi at hvert skridt fremad er blevet taget under ledelse af Bibelens forfatter, der sagde: „Mit ord . . . skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det. Ja, med glæde skal I drage ud; og i fred skal I ledes frem; . . . alle markens træer skal klappe i hånd; i stedet for tjørnekrat vokser cypresser, i stedet for tidsler myrter — et æresminde for [Jehova], et evigt, uudsletteligt tegn.“ — Es. 55:10-13.
20. Hvordan indbydes vi i Salme 1:1-3 til at få en andel i dette paradis?
20 Hvilken storslået og indbydende beskrivelse af et åndeligt paradis! Og vi indbydes til at få en personlig andel i dette paradis hvis vi holder os nær til Guds ord. Der siges i Salme 1:1-3: „Salig den mand, som . . . har lyst til [Jehovas] lov, og som grunder på hans lov både dag og nat.“ Hvordan er en sådan mand stillet? „Han er som et træ, der, plantet ved bække, bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke [det forbliver altså stedsegrønt og bærer altid frugt]: alt, hvad han gør, får han lykke til.“
21, 22. (a) Hvordan forstærkes indbydelsen i Mattæus 25:34 og Åbenbaringen 22:17-20? (b) Hvilket standpunkt kan vi personligt tage, som svar på denne indbydelse?
21 Vejen til det åndelige paradis er stadig åben! Indbydelsen til at gå ind og få del i det lyder stadig over hele jorden! Som kongen i Jesu lignelse sagde: „Kom, min Faders velsignede, og arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.“ (Matt. 25:34) Ja, Bibelen, Guds ord, slutter med denne indbydelse: „Og ånden og bruden bliver ved med at sige: sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ Til sidst hørte Johannes i synet Kristus Jesus sige: „Han som vidner om disse ting siger: Ja; jeg kommer hurtigt.’“ Hvortil Johannes ivrigt svarede: „Amen! Kom, Herre Jesus.“ — Åb. 22:17-20.
22 Hvorfor ikke tage et klart standpunkt og søge tilflugt under himlenes uforgængelige rige? Så ofte indbydelsen gentages, så indtrængende den lyder, kan du da ignorere den? Kan du holde dig tilbage?