Indvielse til liv i den nye verden

 1. Hvordan har indvielser af mennesker og ting fundet sted frem til vore dage, og hvilken indvielse fører virkelig til et helligt liv?

I TIDENS LØB har folk indviet sig selv til mangen en sag, og de har indviet mangt og meget foruden sig selv. Moseloven lod en mand, der var indkaldt, indvi et hus, han havde bygget, før han blev optaget i Israels teokratiske hær. Kong David indviede sit hus, og en salme blev skrevet i samme anledning. (5 Mos. 20:5; Sl. 30:1) Israelitterne indviede deres Guds hus og dets alter. Efter Jerusalems genopbygning indviede de byens genopbyggede mure. (4 Mos. 7:10, 11, 84, 88; 2 Krøn. 7:9; Ezra 6:16, 17; Neh. 12:27) Nebukadnezar, konge af Babylon, indviede guldstøtten, som han havde ladet opstille på Durasletten, og nogle forældre indvier deres børn til et bestemt formål. (Dan. 3:2, 3; Ordsp. 22:6; 1 Mos. 4:17; 5:18, 22) Indvielsen af en person eller en ting kan gælde en bestemt vej, løbebane eller anvendelse, men det betyder ikke nødvendigvis en hellig tjeneste. Når vi indvier os til den levende og sande Gud, så sætter vi os selv til side til et helligt liv, et adskilt eller forskelligt liv fra denne verdens livsførelse, et liv, der ikke er den almindelige norm, men udskiller sig, så det ikke berøres af eller bruges til verdslige formål. Derfor er en sådan indviet person forpligtet til at dyrke den rene og ubesmittede religion, der indebærer at „bevare sig selv uplettet af verden“. — Jak. 1:27.

 2, 3. Tilskyndes der i de kristne Græske Skrifter til indvielse eller helligelse med disse ord, og hvilken vending brugte disciplene?

² Ved en gennemgang af de kristne Græske Skrifter finder vi hverken ordet indvielse eller ordet helligelse som en betegnelse for det skridt, at overgive sig helt og fuldt til Gud gennem Jesus Kristus. Når vi læser om de første, der antog kristendommen, siges der blot, at de troede eller kom til troen eller udøvede tro. Den vending, som de brugte, der tilskyndede andre til at antage kristendommen, var: „Angre og omvend jer,“ eller: „Angre og bliv døbt.“

³ På pinsedagen, da de rådvilde spurgte Kristi apostle: „Brødre, hvad skal vi gøre?“, svarede Peter: „Angre, og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave. . . . Lad jer frelse fra denne uærlige slægt.“ Nogle dage senere sagde Peter i templet til en anden skare: „Angre derfor og vend om, så I kan få jeres synder udslettede, og forfriskende tider må komme fra Jehovas person, og at han må sende den Kristus, der er bestemt for jer, nemlig Jesus.“ (Ap. G. 2:37-40; 3:19, 20, NW) Da den brødebetyngede fangevogter i Filippi i Makedonien spurgte Paulus og Silas: „I herrer! hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“, svarede de: „Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus.“ Derpå talte de „Herrens [Jehovas, NW] ord til ham samt til alle dem, som var i hans hus“, hvorefter „han selv og alle hans blev straks døbt“. — Ap. G. 16:30-33.

 4. Hvilke bibelske udtryk bruges til at beskrive det skridt, hvorved man blev kristen på apostlenes tid?

⁴ Hvorledes siger da den inspirerede beretning, at de blev sande kristne og et folk for Guds navn? Ved at hellige sig selv? Nej. Det var ved at tro eller blive troende og sætte deres lid til Guds åbenbarede hensigter og forordninger. Læs selv: Efter pinsedagen holdt „alle de, som kom til troen, . . . sig sammen og havde alle ting fælles“. „Og der føjedes stadig flere til, som troede på Herren, hele skarer både af mænd og kvinder.“ „Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.“ „Og Jehovas hånd var med dem, så et stort antal kom til troen og vendte sig til Herren.“ „Da de blandt nationerne hørte dette, begyndte de at glæde sig og at ophøje Jehovas ord, og alle de, som var ret indstillet over for evigt liv, kom til troen.“ „Dermed gik Paulus bort fra dem. Men nogle mænd sluttede sig til ham og kom til troen.“ „Men synagogeforstanderen Krispus kom til tro på Herren tillige med hele sit hus; og mange af korinterne, som hørte, begyndte at tro og at blive døbt.“ „Og mange af dem, som var blevet troende, kom og bekendte og fortalte åbenlyst, hvad de havde gjort.“ Deres komme til troen i overensstemmelse med Guds nylig åbenbarede hensigter og vilje var det, der gjorde dem til kristne, Guds folk. — Ap. G. 2:44; 4:4; 5:14; 10:43; 11:21; 13:48; 17:33; 18:8; 19:18, NW.

 5. Hvor kommer ens indvielse til Gud ind, og hvordan blev det vist?

⁵ Hvor kommer så ens indvielse til Gud gennem Jesus ind? Den er indbefattet i denne tro eller udøvelsen af tro. Jakob 2:17, 24 (NW) siger: „Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, så er den i sig selv død. I ser altså, at et menneske skal erklæres retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene.“ Indvielse til Gud gennem Kristus betyder, at man gør sin tro levende, omsætter den i handling, får den til at frembringe gerningers frugt, og at man øver retfærd. Som vi ser af det ovenfor citerede, udførte de, som udøvede tro eller kom til troen, gerninger. De underkastede sig vanddåben som et symbolsk vidnesbyrd om deres tro, og heri efterlignede de Jesus. De vendte sig bort fra verden og til ham som Jehovas salvede eller Messias, hvem Jehova havde gjort til deres himmelske herre. De sluttede sig til Jehovas synlige organisation og holdt sammen som en forenet menighed. De bekendte og fortalte åbenlyst, hvad de før havde gjort, og viste, at de angrede eller forandrede sind i disse ting, og at de var vendt om og nu vandrede ad Guds vej i Jesu fodspor. Således tilkendegav de, at de var „ret indstillet over for evigt liv“ i den nye verden.

 6. Hvorledes bekendte de deres tro til frelse for dem selv?

⁶ Apostlenes Gerninger fortæller, hvordan de åbenlyst bekendte deres tro for alle ved at forkynde Guds ord, og hvorledes det blev opfyldt på Jesus Kristus og hans menighed. Dette betød frelse for dem. Derfor skrev apostelen Paulus i Romerne 10:4, 8-11 (NW): „Kristus er lovens absolutte ende, så retfærdighed gives enhver, som udøver tro. Hvad siger den da? Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte, nemlig det troens ord, som vi prædiker. Thi når du offentligt bekender det ord i din mund, at Jesus er Herre, og i dit hjerte har tro på, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet udøver man tro til retfærdighed, og med munden bekender man offentligt til frelse.“

 7. Hvilken plads gives „tro“ og „at tro“ i de Hebraiske Skrifter og i de kristne Græske Skrifter?

⁷ Ordene „tro“ og „at tro“ ser ud til at være ord, der ikke indtager nogen særlig fremtrædende plads i de gamle Hebraiske Skrifter, idet „tro“ kun forekommer to gange og „at tro“ kun 46 gange i King James Version. (5 Mos. 32:20; Hab. 2:4) Men i de kristne Græske Skrifter indtager de en fremtrædende stilling, og begrebet „tro“ bliver udmærket defineret i Hebræerne 11:1, og vi læser videre dér, hvordan fortidens mænd og kvinder ejede den.

 8. Hvilken bibelsk forvisning har vi for, at Gud hører os, låner os opmærksomhed og holder os til vort ord, når vi indvier os selv?

⁸ Når vi under bøn, enten hørligt eller uhørligt, indvier os selv til Gud for at gøre hans vilje fra da af og til evig tid, hvilken livsform Gud end måtte vælge for os, hører Gud i sine høje himle os da virkelig eller låner os sin opmærksomhed? Hans ord forsikrer os om, at det gør han, og at vi må udøve tro på, at han gør det, så vi kan holde fast ved vor beslutning. Til Kornelius sagde Jehovas engel, lige før denne høvedsmand omvendte sig til kristendommen: „Dine bønner og dine barmhjertighedsgaver er steget op som en påmindelse for Gud.“ „Din bøn er blevet hørt med velvilje, og dine barmhjertighedsgaver er blevet husket hos Gud.“ Og da Kornelius og hans medtilhørere tog imod Peters budskab og i tavshed troede i deres hjerter og dermed indviede sig selv til denne nye tro, var Gud opmærksom derpå og udgød sin hellige ånd over dem, idet han skænkede dem gaven til at tale profetisk. (Ap. G. 10:3-7, 30-32, 44-48, NW) Længe før dette blev Hanna bønhørt, skønt hun bad og aflagde løfte vedrørende Samuel for sig selv, således at kun hendes læber bevægede sig. Hun tog sit løfte alvorligt og indfriede det over for Jehova Gud. (1 Sam. 1:9-28) Ved tempelindvielsen bad kong Salomo til Gud, om han ville høre den retsindige fremmede, som ville bede til ham, vendt mod det hellige tempel. I dag hører Jehova Gud sådanne bønner fra skarevis af retsindige fremmede. — 1 Kong. 8:41-43.

 9, 10. Indvier de retsindige fremmede sig til Gud, og hvad gør Gud for dem?

⁹ Sådanne retsindige fremmede kaldes får og er identiske med dem, som Kongen Jesus Kristus skildrer som får i sin lignelse om fårene og bukkene, og som han samler ved sin højre side. (Matt. 25:31-46) Disse, der engang var fremmede, har forstået deres forret, nemlig at overgive sig til Gud gennem Kongen Jesus Kristus, og det er ved denne indvielse, at de bliver Kongens får. De gør derfor mere end kun at vise Kongens åndelige brødre venlighed. Mens Gud ikke helliger disse andre får til at være præster sammen med sin kongelige ypperstepræst, Jesus Kristus, gør han dog noget for dem i forbindelse med sin organisation og tjeneste. Han lader den rette hyrde, Jesus, opfylde sine ord til dem før i tiden: „Jeg har andre får, der ikke hører til denne [præstelige] fold, også dem bør jeg bringe, og de skal lytte til min røst, og de skal blive een hjord, een hyrde.“ — Joh. 10:16, NW.

¹⁰ Gennem sin synlige organisation mærker den ene hyrde de andre får i deres pander, som et tegn på at de er hans ejendom. Han skænker dem den forret at samarbejde med den organiserede rest, hans åndelige brødre. De har derfor lejlighed og pligt til at fremme den rene, ubesmittede tilbedelse på jorden. Ved således at bevise, at de er Jehovas trofaste vidner, bevarer de identifikationsmærket i deres pander. (Side 244, § 3) Med dette mærke bekender de åbenlyst deres indvielse til Gud og hans universelle suverænitet. Da det kun er disse andre får, der ejer guddommelig forvisning om at blive skånet under Harmagedonslaget, ligesom Noas sønner og svigerdøtre, bliver dette mærke i virkeligheden et sikkerhedsmærke for dem. Da de overlever Harmagedon med dette mærke, vil de drage ind i den nye verden helt indviet til Gud og rede og villige til at gøre hans åbenbarede vilje på jorden fra det skønne tidspunkt og fremefter.

11. Hvorledes bør man foretage sin indvielse og betragte den, efter at man har foretaget den, og hvordan bør man indprente den i sit hjerte?

¹¹ Efter at du har indviet dig selv i tro til Gud, så hold dit ord helligt, ukrænkeligt og uberørt af nogen forandring. Dit løfte om at være hans og at gøre hans vilje er bindende til evig tid. „Mange ord giver dåretale. Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde. Lad ikke din mund bringe skyld over dit legeme og sig ikke til Guds sendebud, at det var af vanvare! Hvorfor skal Gud vredes over din tale og nedbryde dine hænders værk? . . . Nej, frygt Gud!“ (Præd. 5:2, 4-6) Lad indvielsen være dit personlige skridt, din egen bestemmelse. Forældre eller formyndere kan ikke gøre dette for dig og forpligte dig til at holde fast derved, hvis du ikke selv er villig dertil. Forvis dig om, at du beregner omkostningerne i forbindelse med dette skridt, så du kan være fast besluttet på at vedblive på denne vej til endelig succes, koste, hvad det koste vil, nu og i fremtiden. (Luk. 14:26-33) Indprent dig din indvielse i dit eget hjerte ved offentligt at symbolisere den ved vanddåben i lydighed imod Jesus Kristus, vort eksempel, så du aldrig glemmer den. — Matt. 28:18-20.

12. Hvilken bibelsk advarsel viser, at Gud holder en til ens indvielse, og hvad medfører det, såfremt man lever op til den?