Fremtidigt liv i kraft af en opstandelse

„Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.“ — Joh. 6:53.

 1, 2. Hvad sagde Jesus ifølge Johannes 6:53, 54, og hvem vil sandsynligvis have svært ved at forstå disse ord?

LÆREN om den udødelige sjæl er meget udbredt. Man kunne derfor tænke sig at mange vil have svært ved at forstå hvordan Jesu Kristi ord, gengivet i Bibelen, i Johannes 6:53, 54, skal blive opfyldt. Der står:

² „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“

 3. Hvilke logiske spørgsmål angående opstandelsen og „liv i jer“ stiller de der tror på den udødelige sjæl?

³ Hvis sjælen, som så mange hævder, i forvejen er udødelig og fortsætter med at leve når legemet dør, hvorfor skal vi så spise og drikke Menneskesønnens, Jesu Kristi, kød og blod for at have ’liv i os’? Hvis sjælen bliver frigjort ved legemets død og slipper levende ind i åndeverdenen, hvorfor behøver mennesket så en opstandelse for at komme til at leve igen? Vi må alle indrømme at det er logisk at spørge sådan.

 4. Hvem blandt Jesu tilhørere fandt det svært at forstå hans ord, og hvordan er det i dag?

⁴ Selv Jesu Kristi disciple fandt det svært at forstå hvad han sagde, for vi læser: „Men Jesus, som ved sig selv vidste at hans disciple knurrede over dette, sagde til dem: ’Får dette jer til at snuble og falde?’“ (Joh. 6:61) Nogle af dette blads læsere synes måske også at Jesu ord er vanskelige at forstå. Men Jesus vidste hvad han talte om, for han troede ikke på sjælens udødelighed. Det viser hans egne ord.

 5. Med hvilke udtalelser viste Jesus at han ikke troede på sjælens udødelighed?

⁵ Engang sagde Jesus til sine disciple: „Frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ (Matt. 10:28) Senere, lige før han blev pågrebet i Getsemane have, sagde han til sine disciple: „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden.“ (Matt. 26:38; Mark. 14:34) Jesus citerede ofte Esajas’ profeti og var indforstået med hvad der dér blev sagt om ham: „Hos gudløse gav man ham grav og gravkammer hos den rige, . . . han udtømte sin sjæl til døden.“ — Es. 53:9, 12.

 6. Hvordan ville nogle, ifølge Johannes 6:53, 54, benytte sig af Jesu offer før „den yderste dag“, og hvad ville der ske dem på den dag?

⁶ Det var derfor Jesus, i Johannes 6:53, 54, antydede at han skulle bringes som et offer, og at nogle skulle spise hans kød og drikke hans blod før „den yderste dag“. Disse ville dø med tiden, men Jesus sagde om hver enkelt: „Jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“ Ifølge det Marta fra Betania sagde, blev tidspunktet for de dødes opstandelse betragtet som „den yderste dag“. (Joh. 11:24) Marta boede i nærheden af Jerusalem. Her havde Jesus nogen tid efter påsken i år 31 e.v.t. talt om at Gud havde givet ham bemyndigelse til at oprejse de døde. Jøderne havde kritiseret ham fordi han havde helbredt en mand på sabbaten og sagt at manden skulle tage sin båre og gå. Som svar på deres kritik sagde Jesus:

 7, 8. (a) Hvem bliver gjort levende af Jesus Kristus, og hvorfor fortjener han at blive æret ligesom sin Fader? (b) Hvem går nu over fra døden til livet? (c) Hvilken opstandelse vil Menneskesønnen kalde alle i mindegravene frem til?

⁷ „For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende som han vil. Faderen dømmer nemlig slet ingen, men han har overgivet al dom til Sønnen, . . . Den der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham. Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der hører mit ord og tror ham som har sendt mig, har evigt liv, og han kommer ikke til dom, men er gået over fra døden til livet.

⁸ I sandhed, ja i sandhed siger jeg jer: Den time kommer, og den er her nu, da de døde skal høre Guds søns stemme, og de der giver agt, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham bemyndigelse til at dømme, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse. Jeg kan slet intet gøre på eget initiativ; sådan som jeg hører, dømmer jeg; og den dom jeg fælder er retfærdig, for jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ — Joh. 5:21-30.

 9. Hvad fremhæver Jesus især i det nævnte citat?

⁹ Vi lægger mærke til at Jesus her fremhæver spørgsmålet om dom, idet ord som „dømme“, „dømmer“, „dom“ og „dommens“ forekommer i alt syv gange. Og den som øver det der er slet, må imødese en „dommens opstandelse“.

10. Hvem overdrages dommen til under Kristi tusindårige styre, og hvorfor vil ingen appellere denne dom?

¹⁰ Emnet opstandelse er altså forbundet med dom. Fordi Guds søn fra himmelen blev „Menneskesønnen“ på jorden, fik han myndighed til at dømme alle der hører til menneskeslægten. Gud, Faderen, har altså gjort sin trofaste søn til sin meddommer. Under Jesu Kristi tusindårige styre overdrages dommen over hele menneskeslægten i første instans til Guds søn, meddommeren. Ingen vil kunne appellere den dom som Sønnen afsiger, for den er fuldkommen. Når Jehova Gud afsiger den endelige dom efter den tusindårige domsdag, sker det ikke fordi den genrejste menneskeslægt har appelleret til Jehova, den øverste Dommer. — 1 Kor. 15:24-28.

Går over fra døden til livet nu

11. Hvordan forklarede Jesus i Johannes 5:24, 25 hvorfor de der troede på ham gik over „fra døden til livet“?

¹¹ På jorden handlede Jesus Kristus som Guds talerør over for menneskene. At tro på hvad Jesus, Guds søn, sagde, var altså det samme som at tro hvad Gud, Faderen, sagde. Hvordan dette gavnede de jøder som hørte på Jesus, tilkendegav Jesus da han sagde følgende til dem: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der hører mit ord og tror ham som har sendt mig, har evigt liv, og han kommer ikke til dom, men er gået over fra døden til livet.“ Hvordan sker det? Det forklarede Jesus dernæst: „I sandhed, ja i sandhed siger jeg jer: Den time kommer, og den er her nu, da de døde skal høre Guds søns stemme, og de der giver agt, skal leve.“ (Joh. 5:24, 25) De der lå bogstaveligt døde i gravene dengang kunne naturligvis ikke høre det ord Jesus talte og give agt på det i den „time“ han talte om. Hvem var da de „døde“ Jesus dengang talte om?

12, 13. (a) Hvem havde Jesus i tanke da han talte om at de „døde“ skulle høre hans ord og leve? (b) Hvad kunne Paulus på baggrund af denne guddommelige foranstaltning skrive til dem der var „døde“ i deres overtrædelser og synder, som berettet i Efeserbrevet 2:4-7?

¹² Eftersom Jesus sagde at den „time“ hvori dette skulle ske var der „nu“, kunne de mennesker han talte om kun være dem der levede på jorden dengang, mennesker der var under dødens fordømmelse som følge af den ufuldkommenhed og synd de havde arvet fra Adam. I Guds øjne er alle mennesker generelt sagt „døde“; de har ingen ret til livet, og den „løn“ synden betaler dem er døden. (Rom. 6:23) Men ved at høre Jesu ord og give agt på det ville de slippe fri af Guds fordømmelse, der betød døden for dem, og de ville således billedlig talt ’gå over fra døden til livet’.

¹³ Som følge af denne guddommelige foranstaltning kunne apostelen Paulus skrive følgende til de hellige troende i Efesus som var „i samhørighed med Kristus Jesus“: „Og jer gjorde Gud levende skønt I var døde i jeres overtrædelser og synder, . . . Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed hvormed han elskede os, gjort os levende sammen med Messias, selv da vi var døde i overtrædelser — af ufortjent godhed er I frelst — og han har oprejst os sammen med ham og givet os sæde sammen med ham i det himmelske, i samhørighed med Kristus Jesus, for at han i de kommende tingenes ordninger kunne vise sin [da fortidige] ufortjente godheds overvældende rigdom i venlighed mod os i samhørighed med Kristus Jesus.“ — Ef. 1:1; 2:1, 4-7.

14. Hvor får de der bliver gjort åndeligt levende plads, hvad udgør de, og hvem må de forblive i samhørighed med?

¹⁴ De der blev friet af dødens fordømmelse og blev gjort åndeligt levende og fik plads sammen med Kristus Jesus „i det himmelske“, blev gjort til medlemmer af Kristi menighedslegeme. De blev også gjort til en „tempel“skare, hvori Gud kunne bo ved sin hellige ånd som i et „helligt tempel“. (Ef. 1:22, 23; 2:20-22) Eftersom de udgør Kristi legeme er de på en særlig måde „i samhørighed med Kristus Jesus“. De er nødt til at forblive i samhørighed med ham. — Joh. 15:4.

15. Hvilke spørgsmål opstår angående udtrykket at Faderen har „liv i sig selv“?

¹⁵ Dem gælder Jesu ord: „Ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende som han vil.“ (Joh. 5:21) Det betyder at Sønnen også har magt til at give andre liv. Jesus begrundede dette da han sagde: „For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.“ (Joh. 5:26) Hvad betyder det i virkeligheden at Faderen har „liv i sig selv“? Betyder det blot at han lever og er den eneste ’levende og sande Gud’? (1 Tess. 1:9) Betyder det at han besidder uafhængigt eller iboende liv? Med andre ord, udødelighed? An American Translation går ind for denne opfattelse, for den gengiver Johannes 5:26 således: „For ligesom Faderen er selveksisterende, har han givet Sønnen selveksistens.“ Samstemmende hermed giver The Holy Bible in Modern English af Ferrar Fenton udtryk for den forståelse at navnet Jehova betyder „Evigt-levende“, og Esajas 42:8 gengives således: „Jeg er Evigt-levende; — for det er mit navn.“ Jehova er blevet kaldt „Den Selveksisterende“.

16. Hvorfor ville der ikke have været noget specielt ved Guds søn hvis det at han fik „liv i sig selv“ blot betød at han fik fuldkomment liv?

¹⁶ I overensstemmelse med argumentationen i den omgivende tekst har udtrykket „liv i sig selv“ imidlertid en stærkere betydning end selveksistens. Udtrykket betyder at den himmelske Fader har et reservoir af liv i sig selv, så han, ligesom en fader, kan give andre liv. Han var derfor i stand til at give Sønnen liv i et sådant mål at denne også kunne give andre liv. Hvis det at Faderen gav Sønnen „liv i sig selv“ blot betød at han gav ham fuldkomment liv, ville der ikke have været noget specielt ved Sønnen. Hvorfor ikke? Nej, for Gud gav også de himmelske engle fuldkomment liv. Og ikke det alene; han gav også Adam og Eva i Edens have fuldkomment liv. Men hvorfor fik Guds søn „liv i sig selv“?

17. Hvorfor fik Sønnen „liv i sig selv“, og hvordan stemmer hans bøn i Johannes 17:1, 2 overens hermed?

¹⁷ Det fik han fordi han bragte sit fuldkomne menneskeliv som et genløsningsoffer for hele menneskeslægten. (Matt. 20:28; 1 Tim. 2:5, 6) På denne måde kunne han købe menneskene tilbage, løskøbe dem fra dødens fordømmelse, som skyldtes nedarvet ufuldkommenhed. Med dette i tanke kunne Jesus indlede sin bøn påskenat med ordene: „Fader, timen er kommet; herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham myndighed over alt kød, for at han kan give dem — hele det antal som du har givet ham — evigt liv.“ — Joh. 17:1, 2.

18. Hvordan tydeliggøres denne sandhed i R. A. Knox’ oversættelse af Johannes 5:26, og hvornår fik Kristus magt og myndighed til at skænke liv?

¹⁸ The New Testament of Our Lord and Saviour Jesus Christ af Ronald A. Knox fastholder denne sandhed og tydeliggør den i sin oversættelse af Johannes 5:26, der lyder således: „Som Faderen har livets gave i sig, således har han givet Sønnen at han også skulle have livets gave i sig.“a Da Jesus Kristus havde lidt offerdøden, var blevet oprejst og havde frembåret værdien af sit fuldkomne menneskeliv for sin himmelske Fader, kunne han overdrages magt og myndighed til at skænke goderne deraf til dem der trængte til det — hele den fordømte og døende menneskeslægt. Derfor læser vi i Romerbrevet 6:23: „Den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“

19. Hvorfor er Jesus Kristus den rette for Jehova at bruge når menneskeslægten skal dømmes?

¹⁹ Som et menneske af kød og blod kunne Jesus, Menneskesønnen, bringe Gud et offer der svarede nøjagtig til det Adam havde forspildt for alle sine efterkommere ved sin overlagte synd i Edens have. (Hebr. 2:9, 14, 15; Joh. 1:14) Eftersom Jehova Gud bruger Menneskesønnen Jesus Kristus til at give den fordømte og døende menneskeslægt liv, er Jesus også den rette for Jehova at bruge når den genløste menneskeslægt skal dømmes.

20. Hvad sagde Jesus ifølge Johannes 5:26, 27 angående bemyndigelse til at dømme, og hvordan bekræftede Paulus dette da han talte på Marshøjen?

²⁰ I overensstemmelse med dette fortsatte Jesus: „Således har han [Faderen] også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham bemyndigelse til at dømme, fordi han er Menneskesøn.“ (Joh. 5:26, 27) Eftersom den nu herliggjorte Jesus Kristus engang selv var menneske og levede i en fordærvet verdslig tingenes ordning, kan han vise såvel barmhjertighed som retfærdighed når han dømmer de mennesker han har løskøbt fra døden. Dette blev højesteretten i oldtidens Athen tydeligt gjort opmærksom på, da apostelen Paulus stod blandt dommerne på Marshøjen og sagde: „Han [den Gud der var ukendt for dem] har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ — Apg. 17:23, 31.

[Fodnote]

Good News Bible gengiver Johannes 5:26 således: „Ligesom Faderen selv er livets kilde, på samme måde har han gjort sin Søn til livets kilde.“ (Udgivet af det amerikanske bibelselskab i 1976.)