Den nye befaling om kærlighed
„En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.“ — Joh. 13:34.
1. Hvilken kærlighed lagde Gud, ifølge apostelen Paulus’ ord, for dagen da han tilvejebragte løsesummen?
GRUNDLAGET for Guds største gave til menneskeheden var den principbetonede kærlighed og ikke almindelig hengivenhed. Dette understreger apostelen Paulus i Romerbrevet 5:7-10, hvor han siger: „Der er jo næppe nogen, som vil dø for en retfærdig; kun for sin velgører kunne en måske få sig til at gå i døden; men Gud viser sin kærlighed [agápe] mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere. . . . Thi når vi, medens vi endnu var fjender [ikke venner], blev forligt med Gud ved hans Søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv.“ Nej, det var ikke en øm hengivenhed for den ufuldkomne, syndige menneskeslægt Jehova Gud gav udtryk for da han gav sin søn. Hvilke egenskaber havde menneskene som kunne vække hans hengivenhed for dem? Det var sand kærlighed der lå til grund for denne gave, en kærlighed der var dikteret af principper og af uselvisk interesse for menneskenes velfærd og behov. Han tilvejebragte det middel der kunne opfylde menneskenes største behov, nemlig det der kunne forlige dem med ham, der var selve livets Kilde. Dette middel var hans søns genløsningsoffer.
2, 3. (a) Hvorfor er en sådan kærlighed der er dikteret af principper nødvendig for at befalingen i Mattæus 24:14 kan efterkommes, og hvordan lægger Jehovas vidner denne kærlighed for dagen? (b) Hvilken forskel er der mellem Jesus og mange af var tids filantroper?
2 Som Guds søn Jesu Kristi efterfølgere i dag må vi være i besiddelse af den samme kærlighed. Uden den kunne Jesu profeti om at den gode nyhed om Riget skulle forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne før denne tingenes ordnings ende aldrig blive opfyldt. Han advarede denne gode nyheds budbringere om at folk ville overgive dem til trængsel og slå dem ihjel og at de ville blive hadet af alle nationer for hans navns skyld. — Matt. 24:9, 14, NW.
3 Jehovas vidner bringer i dag denne gode nyhed om Riget ud i 194 lande og områder, og det der tilskynder dem hertil er en uselvisk kærlighed. Hvad andet kunne få dem til at bruge deres tid og energi til fortsat at gå ud til folk i byer og landsbyer skønt de mange gange bliver afvist og undertiden også udskældt? De har det ikke så let som mange af vor tids filantroper, der bereder vejen for sig og tilkøber sig folks hengivenhed med gaver i form af penge eller mad eller med gerninger der appellerer til folks kødelige interesser. Det er rigtigt at Kristus Jesus ved to lejligheder øvede et mirakel for at skaffe mad til de skarer der var kommet langvejsfra for at høre ham. Men han gjorde det ikke til en regel og viste tydeligt at han ikke ønskede nogen „riskristne“ blandt sine tilhængere. Til en sådan skare sagde han engang: „I søger mig, ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer.“ Han åbenbarede derefter nogle dybe sandheder som forargede mange, og derfor „trak mange af hans disciple sig tilbage og vandrede ikke mere med ham“. De elskede det brød der er forgængeligt, men ikke den sandhed som „varer til evigt liv“. — Joh. 6:25-27, 60, 66.
4, 5. Hvoraf fremgår det at Jesus ikke talte om almindelig næstekærlighed da han fremsatte sin nye befaling om kærlighed?
4 Nogle disciple forblev dog hos ham til afslutningen på hans jordiske tjeneste. Den sidste aften han var sammen med dem sagde han: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.“ (Joh. 13:34) Hvordan kan man sige at det var en „ny befaling“?
5 I den lov der var blevet givet Israel ved Moses omkring femten hundrede år tidligere hed det: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mos. 19:18) Selv om det israelitiske folks historie tydeligt viste at det var kommet sørgeligt til kort i at adlyde dette bud, havde det dog stået i deres lov igennem alle disse århundreder. Budet om næstekærlighed var afgjort ikke en ny befaling. Jesus citerede dette bud da en jødisk lovkyndig havde spurgt ham om hvad der var det største bud i Loven. Jesu svar lød da: „’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.’ Et andet er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ (Mark. 12:29-31) Selv om Lovpagten med Israel blev opfyldt og ophævet med Jesu død og en ny pagt blev indstiftet, gjaldt de principper der lå til grund for disse to store bud dog stadig for den nyoprettede kristne menighed. (Rom. 12:1, 2; 13:8-10; Jak. 2:8) For at forstå hvad Jesu nye befaling betød, vil det være godt først at se hvad disse tidligere bud indebar.
Sind, hjerte, sjæl og styrke
6. Hvad vil det sige at elske Gud af hele sit sind?
6 At elske Jehova af hele sit sind, af hele sit hjerte, af hele sin sjæl og af hele sin styrke er i sandhed at nære en altomfattende kærlighed! (Mark 12:30; Matt. 22:37) Sindet er sædet for forstanden, fornuften, og hvis vi skal elske Gud af hele vort sind betyder det at vi må bruge hele vor forstand for at lære vor Skaber og hans hensigter og principper at kende, og derefter med forstand anvende denne kundskab i alt hvad vi gør, i overensstemmelse med Guds vilje. Det kunne man aldrig gøre ved udelukkende at gennemføre visse ritualer, ved rutinemæssigt at udføre visse ceremonier eller ved at gentage bønner og lovprisninger som man har lært udenad, hvilket ikke ville kræve større forstand end et barns. Den alvise Gud, som har skabt det vældige univers med dets mangfoldighed af vidundere, ville aldrig anerkende en så afstumpet og forkrøblet tilbedelse af ham som udtryk for sand kærlighed. At elske Gud af hele sit sind betyder at man må lade sig forvandle gennem en fornyelse af sindet, for at man kan forvisse sig om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje. — Rom. 12:2, NW.
7. Er en rent fornuftmæssig erkendelse af vor pligt til at tjene Gud og adlyde ham tilstrækkelig hvis vi vil vise ham sand kærlighed? Begrund svaret.
7 Hjertet står som udtryk for en egenskab der er fuldstændig uselvisk og uegennyttig, den der leder et menneskes hengivenhed og motiver, samvittighed og moral. Hvis vi elsker Gud af hele vort hjerte vil vi aldrig adlyde og tjene ham blot fordi vi føler at det er noget vi har pligt til eller må gøre for at behage ham. Det ville være tegn på at man kun var interesseret i én ting: at opnå visse goder hos Gud, ligesom den mand der kun arbejder for en anden for den løn han får for sit arbejde. Hvis man elsker Jehova Gud af hele sit hjerte gør man ikke alene Skaberens vilje fordi man ved man bør gøre det og at ens liv afhænger af om man gør det, men også fordi man gerne vil gøre det og længes efter at gøre det. En stærk hengivenhed i hjertet vil tilskynde en til at glæde sin himmelske Fader ved at gøre som han byder. — 1 Joh. 5:3.
8. Hvordan kan vi elske Gud ’af hele vor sjæl’?
8 At elske Gud af hele sin sjæl er det samme som at elske ham med hele sit liv som en tærskende skabning. Det udelukker at man kun er søndagskristen, at man kun viser sin kærlighed til Gud én gang om ugen eller på nogle få bestemte tidspunkter i årets løb. Vort liv og vor tid er uløseligt forbundet med hinanden. Mens vi lever står tiden til vor rådighed, og når vi dør er tiden ophørt at eksistere for os, i hvert fald indtil det tidspunkt da det vil behage vor himmelske Fader at vække os til live igen ved en opstandelse. Hvis vi elsker Gud af hele vor sjæl vil hele vort liv dreje sig om at gøre hans vilje. Vi vil ikke mene at vi kan forbeholde os selv den første halvdel og give Gud den anden halvdel, vor alderdom. — Præd. 12:1.
9, 10. (a) Kan vi elske Jehova Gud ’af hele vor styrke’ samtidig med at vi sørger for vore egne og vor families fornødenheder? Hvordan kan det lade sig gøre? (b) Hvorfor må man sige at kærligheden til Gud er den dybeste og inderligste form for kærlighed der findes?
9 At elske Gud af hele sin styrke betyder energisk tjeneste for Gud, en virkelig anstrengelse for at gøre det der behager ham. Selv om vi også må bruge vor styrke til at tjene til livets opretholdelse, til at passe hus og hjem, ja nu og da også til adspredelser og fritidsbeskæftigelse, vil Jehova Gud altid have førsteretten til vor livskraft. I et brev til nogle som allerede havde indviet deres liv til Gud skrev apostelen: „Derfor bønfalder jeg jer, brødre, ved Guds medlidenhed om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud antageligt offer, en hellig tjeneste med fornuft.“ Eftersom Gud „lader alle sine gerninger samvirke til gavn for dem som elsker Gud“, er det så ikke rimeligt og fornuftigt at vi søger at lade alle vore gerninger samvirke til hans pris og til gavn for alle andre som elsker ham? — Rom. 12:1; 8:28, NW.
10 Hvilken kærlighed kan være dybere og inderligere end den Bibelen siger vi skal nære til Gud? Vi kan drøfte den andel som vort sind, vort hjerte, vor sjæl og vor styrke hver for sig har i denne kærlighed, men når alt kommer til alt må alle fire faktorer være til stede og yde deres del hvis vor kærlighed skal være sand og ægte. Alt hvad vi består af, hele vor person, må være engageret i den.
Om at elske vor næste som os selv
11. På hvilke måder kan vi ’elske vor næste som os selv’?
11 Jesus sagde at vi skulle elske vor næste som os selv, ikke i stedet for os selv, at vi skulle gøre det samme for andre som vi ønskede de skulle gøre for os. Vi forventer ikke og ønsker heller ikke at andre skal forsyne os med alle vore fornødenheder uden at vi selv rører en finger. Livet ville miste en stor del af sin interesse hvis andre opvartede os i alle ender og kanter. Imidlertid værdsætter vi gavmildhed, at andre deler med os, og det gælder ikke blot de materielle goder men også, og i endnu højre grad, de goder der tilfredsstiller vort åndelige behov, såsom en forfriskende samtale eller opbyggende og opmuntrende ord. Vi sætter pris på at blive beskyttet mod ulykker og fortræd og at blive advaret mod farer som vi ikke selv er opmærksomme på, vi sætter pris på vejledning når vi er i tvivl, og et godt råd når vi er i vildrede. Men vi sætter også pris på at andre ikke berøver os vor ret til at træffe vore egne beslutninger eller at bruge vor egen dømmekraft i personlige anliggender når vi har alle kendsgerninger for hånden. Vi bryder os ikke om at andre forgriber sig på vor ejendom ved enten at stjæle eller at mishandle de ting vi ejer, og vi bryder os heller ikke om at de i selviskhed stiller sig mellem os og dem vi elsker, vor ægtefælle, vore børn eller vore venner. Alle disse privilegier ønsker vi selv at nyde. Vi bør ønske at vor næste nyder de samme privilegier, og vi bør gøre vort til at det sker. Som Jesus udtrykte det: „Dette er i virkeligheden hvad Loven og Profeterne siger.“ — Matt. 7:12, NW.
Den nye befaling
12, 13. (a) Hvordan skulle kærligheden komme til udtryk ifølge Jesu nye befaling? (b) Hvordan lagde Jesus en usædvanlig kærlighed for dagen under sin tjenestegerning på jorden?
12 Eftersom Loven og Profeterne i århundreder havde tilskyndet jøderne til at vise næstekærlighed i den forstand at de skulle vise deres næste almindeligt hensyn og have øje for deres næstes velbefindende, må Jesus have ment noget andet da han sagde til sine disciple at han gav dem „en ny befaling“. Hvad gik den ud på? Dette: At de skulle elske hverandre ligesom han havde elsket dem. De forstod ikke dengang hvad det betød, men de skulle snart få det at vide. — Joh. 13:34.
13 Som disciplene senere forstod havde Jesus forladt sit hjem for at være sammen med dem, ja han havde forladt sin Fader, sine brødre, sine nærmeste omgangsfæller og venner, og han havde givet afkald på alle sine privilegier og alt hvad han ejede. Dette skete da han steg ned fra himmelen til jorden for at påtage sig en missionær opgave. Han havde givet afkald på sit liv som en åndeskabning i himmelen og som „Guds Ord“ og var blevet født som et menneske i en fattig herbergsstald. (Joh. 1:14; Luk. 2:7) Det var en uhyre forandring, en langt større omvæltning end den man ville erfare i dag hvis man forlod det rigeste og mest fremskredne land for at rejse til det fattigste og mest underudviklede land på jorden. Men hans kærlighed endte ikke her. Det var kun begyndelsen. Selv om han blev et fuldkomment menneske, var syndfri og i enhver henseende stod over sine omgivelser, levede og arbejdede, spiste, drak og sov han blandt mennesker der var ufuldkomne, syndige, syge og døende. Hvis man kan kalde de første tredive år af hans liv „normale“, kan det i hvert fald ikke siges om hans sidste tre og et halvt år på jorden. Han havde elsket sin næste som sig selv i alle disse år, men nu viste han sin kærlighed til næsten på en ganske enestående måde. Fra den ene ende af Palæstina til den anden underviste han utrætteligt sine medmennesker og brugte alle sine kræfter, al sin styrke, for deres og for sandhedens skyld, idet han forkyndte om sin Faders hensigter. Når han ikke underviste offentligt, oplærte han sine disciple, skønt tilstrømningen af mennesker der ville høre ham til tider var så stor at de ikke engang havde ro til at spise. — Mark. 6:31.
14. Hvoraf fremgår det at Jesus ikke prædikede en asketisk livsførelse selv om han var selvopofrende?
14 Var han asket? Absolut ikke. Han tog imod mange indbydelser til at spise i private hjem, deriblandt også invitationer til flere gæstebud. Han var til stede ved i hvert fald ét bryllup, og han syntes uden tvivl om det. Han værdsatte det andre gjorde for ham. Da han engang spiste hos sin ven Lazarus, salvede Lazarus’ søster Maria hans fødder med en kostbar salve, der i dag ville have kostet så meget som 350 kroner. Judas gav udtryk for sin forargelse og en forstilt omsorg for de fattige, som salven kunne have været solgt til fordel for, men Jesus sagde til ham: „Lad hende i fred, så hun kan gemme den til min begravelsesdag! De fattige har I jo altid hos jer; men mig har I ikke altid.“ (Joh. 12:1-8) Men hvad enten hans uselviske kærlighed, som kom til udtryk i hans tjenestegerning, ansporede andre til at vise kærlighed eller ej, forblev Jesu egen kærlighed uformindsket.
15. (a) Hvordan betonede Jesus over for sine disciple nødvendigheden af at vise kærlighed? (b) Hvem skulle de elske ifølge den nye befaling, og på hvilket grundlag skulle de gøre det?
15 Undrer det os da at han den sidste aften han tilbragte sammen med sine disciple lagde en sådan vægt på kærlighed? Over tredive gange talte han om kærlighed og om at elske, og tre gange gentog han befalingen at de skulle „elske hverandre“. (Joh. 13:34; 15:12, 17) Hvordan kunne de vise at de var hans disciple hvis de ikke havde denne kærlighed? Lød hans befaling til dem at de skulle ’elske deres næste som sig selv’? Det skulle de afgjort, men det var ikke nogen ny befaling. De skulle elske hverandre, som Kristi disciple skulle de have indbyrdes kærlighed, og det skulle være en kærlighed som den Jesus havde vist dem som sine elskede disciple, mennesker der elskede hans Fader, som elskede sandheden, og som elskede ham. Han sagde til dem: „Større kærlighed [agápe] har ingen end den at sætte livet til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer.“ (Joh. 15:13, 14) Den følgende morgen vidste de hvad han mente.
16. (a) Hvordan lagde Jesus den ypperste kærlighed til sine venner for dagen? (b) Hvilke ord burde disciplene da have erindret sig?
16 En af dem må have set det ske, om end kun på afstand, hvorimod vi kun kan tænke os til hvordan det er gået for sig: hans hænder er blevet lagt oven på hinanden og holdt fast i denne stilling indtil spigeret var drevet gennem kødet og ind i træet. Blodet må være begyndt at farve hans hænder røde da endnu et spiger blev drevet gennem hans fødder. Så er pælen blevet rejst op, og hele hans legemes vægt har hængt i disse to punkter. Seks timer senere var han død og blev således skånet for at hans ben brutalt blev knust. Hvis ikke alle hans disciple så dette, hørte de det uden tvivl snart efter fra dem der var øjenvidner. (Joh. 19: 25-27) Ville de nu skamme sig over ham? Ville de benægte at de havde fulgt denne mand, troet på hans lære, troet at han var Guds udvalgte som skulle være konge i hans rige? I hvert fald Peter burde have husket hvad Jesus havde sagt til dem efter at han havde sat Peter i rette for dennes impulsive protest dengang Jesus fortalte dem hvad han ville komme til at lide. „Hvis nogen vil gå i mit spor,“ havde Jesus sagt, „så må han fornægte sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig bestandig. For den der vil frelse sin sjæl, skal miste den; men den der mister sin sjæl for min og den gode nyheds skyld skal frelse den. . . . For den der skammer sig ved mig og mit ord i denne utro og syndige generation, vil Menneskesønnen også skamme sig ved når han kommer i sin Faders herlighed sammen med de hellige engle.“ — Mark. 8:34-38, NW.
17, 18. (a) Hvilke formål med Jesu komme til jorden opfyldtes ved Jesu død? (b) Hvilket forhold kan vi nu træde ind i, og hvordan sker det?
17 Ved sin død opfyldte Jesus det vigtigste formål med hans komme til jorden, nemlig at han skulle ophøje sin Faders elskede navn. (Joh. 17:6; 18:37) Desuden tilvejebragte han en løsesum for alle dem der ville tage imod den og til hvem han ville kunne sige: „I er mine venner, [fordi] I gør, hvad jeg byder jer.“ (Joh. 15:14) Han vandt også retten til at herske som konge i en ny regering hvis sæde var i himmelen, samt til at tjene til gavn for sine efterfølgere som Guds ypperstepræst, „ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet [prøvet, NW] i alle ting ligesom vi, dog uden synd“. — Hebr. 4:15.
18 Fyrretyve dage efter sin opstandelse vendte Jesus tilbage til himmelen, men han har aldrig glemt den missionsmark hvor han virkede i treogtredive og et halvt år. I dag hersker han i sit rige som konge over denne jord, og vi kan allerede nu komme til at mærke hans og hans Faders kærlighed og hengivenhed hvis blot vi viser at vi er hans disciple. Det betyder at vi må vise kærlighed. — Matt. 25:31-40; Joh. 15:7-10.
19. (a) Hvilken egenskab har mennesker rundt om i verden lagt mærke til hos Jehovas vidner, og hvorfor har det vakt opmærksomhed? (b) Hvorfor har den sande kærlighed fået den til at leve et liv som mange betragter som „unormalt“?
19 Jesu trofaste disciple adlød den nye befaling, og i dag bestræber den nye verdens samfund af Jehovas vidner sig også alvorligt for at efterkomme den. Både deres landsstævner og deres internationale stævner har bragt dem frem i offentlighedens lys, ligesom deres hus-til-hus-arbejde har bragt dem i kontakt med familier i millioner af hjem jorden over. Deres kærlighed til Gud, til deres næste og til hinanden har været genstand for omtale i aviser, radio og ugerevyer. Internationale gnidninger, nationale splittelser og racestridigheder har ikke kunnet bryde det kærlighedsbånd der binder dem sammen. Spot og forfølgelse har ikke gjort dem bitre. (1 Kor. 13:6, 7) Mange vil måske synes at de ikke lever et „normalt“ liv eftersom de regelmæssigt overværer deres menighedsmøder tre gange om ugen og bruger meget af deres fritid i weekenderne og om aftenen i bibelstudiearbejde. Men Jehovas vidner ved at verden i dag heller ikke er en „normal“ verden, og at disse tider heller ikke er „normale“ tider. Opfyldelsen af Bibelens profetier, der kendetegner vor tid som både den mærkeligste og mest betydningsfulde i jordens historie, bringer momenter og forhold ind i billedet som den sande kærlighed ikke kan ignorere. Ja, i dag da Harmagedon stirrer os i møde må vi gøre os klart at millioner, ja måske milliarder, af mennesker om kort tid vil møde et pludseligt og afgørende endeligt som definitivt vil bringe dem uden for vor kærligheds rækkevidde. — Matt. 24:34-42.
20. (a) Hvad kræver Jesu nye befaling af hver eneste at os med hensyn til det verden betragter som et „normalt“ liv? (b) Hvorfor er det så vigtigt at lære den sande kærlighed at kende nu og at udvikle denne egenskab?
20 Hvordan forholder det sig med os personligt? Adlyder vi hver især befalingen: „I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer“? Er vi villige til at ofre det som verden kalder et „normalt“ liv for helt at hellige os arbejdet med at hjælpe vore brødre og interesserede som viser kærlighed til retfærdighed med det evige liv for øje, ja er vi endog villige til at risikere og miste vort liv for deres skyld? Nogle Jehovas vidner sætter hver dag livet på spil, for eksempel i landene bag jerntæppet. Og hvorfor skulle de ikke det? „Derved har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sit liv til for os; så er også vi skyldige at sætte livet til for brødrene.“ (1 Joh. 3:16) Vi må lære den sande kærlighed at kende nu, og lære den godt at kende, således at den, når vi udsættes for prøver og fristelser og stilles over for vanskelige afgørelser, vil tilskynde os til at gøre det rette og til at stå fast. Selv om verden vil prøve at spille på vore følelser, vække os til sentimentalitet eller gøre os blinde for vore principper og det som vil tjene andres sande interesser bedst, vil vi klart se hvad kærligheden kræver vi skal gøre. — Jak. 1:12; 1 Joh. 4:17, 18.
21. Hvad stiller kærligheden os i udsigt nu da Guds nye tingenes orden ligger umiddelbart foran os, og hvad bør vi føle os tilskyndet til at gøre?
21 Guds nye tingenes orden ligger nu umiddelbart foran os, og under denne tingenes orden vil hans jordiske undersåtter ved kærligheden øve bedrifter der er tusinde gange større end dem der er frembragt ved selviskhed under denne nuværende tingenes orden. De vil ikke alene omskabe denne jord til et bogstaveligt paradis men også til et åndeligt paradis, der er fyldt med Guds ånds frugter: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. Idet vi af hjertet ønsker det bedste for os alle beder vi om at ’vor kærlighed må blive mere og mere rig på nøjagtig kundskab og moden skelneevne, så vi kan forvisse os om det mere væsentlige, for at vi må være fejlfri og ikke være til anstød for andre op til Kristi dag, og for at vi kan være fyldt med retfærdig frugt, som kommer gennem Jesus Kristus, til Guds ære og pris’. — Fil. 1:9-11, NW.