Hvordan de opstandne kan kendes igen

 1. Hvad skulle mennesker gerne kunne hvis de får del i opstandelsen, og har vi nogen forsikringer i den retning?

ENHVER af os vil, dersom vi får del i opstandelsen, ønske at kunne kende vore venner og slægtninge når de oprejses fra de døde. Vi vil også gerne kunne genkende os selv. Det vil ikke være rart at miste hukommelsen og ikke vide hvem vi selv er. I Guds ord forvisses vi om at de opstandne vil vide hvem de er og at de vil kunne genkende hinanden. Apostelen Paulus, der troede på de dødes opstandelse, udtalte: „Da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.“ (1 Kor. 13:12) Men hvad er det som gør at vi kan genkende os selv og andre?

 2. Hvilke praktiske spørgsmål melder sig hvis man skal gå med til den betydning som man lægger i Den apostolske Trosbekendelses ord?

² Beror genkendelsen på at vi i opstandelsen vil få det legeme som vi havde da vi døde? Det er hvad man vil have ordene i Den apostolske Trosbekendelse til at betyde. Men vil et menneske der døde af en ondartet kræft som havde bredt sig til hele organismen, vende tilbage i samme tilstand? Vil det menneske som ved døden var frygteligt vansiret og ligefrem fortæret af spedalskhed opstå med et legeme der er befængt med samme forfærdelige sygdom? Vil den kvinde som dør i barselseng opstå i sin gravide tilstand og føde sit barn? Vil den mand som rammes af en eksplosionsulykke og får begge arme og ben revet af, opstå uden arme og ben, så han må bruge kunstige lemmer? Lærer Guds ord virkelig at mennesker opstår i det samme kød, det samme legeme?

 3. Med hvilke eksempler kan det tænkes at man vil støtte den opfattelse at kødet, det samme legeme, opstår? Hvad må man imidlertid ikke overse?

³ Det er rigtigt at Elias oprejste den fønikiske enkes søn og at livet vendte tilbage til det samme legeme. Sådan var det også da Elisa oprejste Sjunemkvindens søn. Ligeledes fik enkens søn fra Nain, Jairus’ datter og Lazarus de samme legemer da Jesus oprejste dem fra døden. Ved Peters formidling opstod den gæstfrie kristne kvinde Dorkas fra Joppe med det samme legeme. Apostelen Paulus oprejste Eutykus med det samme legeme efter at han var faldet ud ad et vindue. Alle disse mennesker døde imidlertid igen og må afvente den fremtidige opstandelse som Jesus Kristus udvirker ved Guds magt.

 4. Hvilket argument for kødets legemlige opstandelse kunne man fremføre med en henvisning til Jesus Kristus selv, men hvordan tilbagevises det af udtalelsen i 1 Peter 3:18, 19?

⁴ Måske nogle af Vagttårnets læsere her vil udbryde: „Det er sandt nok. Men Jesus Kristus selv opstod i det legeme der hang på korset, og alle de mennesker som dør vil derfor også opstå i det legeme de havde dengang de døde. Og Jesus har nu i himmelen det legeme som han for til himmels i.“ En sådan opfattelse er sikkert blevet bibragt læserne i den kirke de tilhører. Kan apostelen Paulus erklære sig enig med en sådan opfattelse? Kan apostelen Peter sige god for den? Peter udtaler ifølge sit første brevs tredje kapitel, vers 18 og 19: „Thi også Kristus døde én gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden, i hvilken han også drog hen og prædikede for de ånder, der var i forvaring.“ Andre oversættelser til nutidssprog har en lignende ordlyd.

 5, 6. (a) Hvilke hændelser på Jesu opstandelsesdag forklarer Peters udtalelse? (b) Hvorfor var Jesus nødt til at materialisere et legeme af kød og ben ved hver enkelt lejlighed?

⁵ Om Jesu opstandelse siger Peter altså at han „blev vakt til live i ånden“. Dette forklarer hvorfor de romerske soldater som stod vagt ved Jesu grav så den materialiserede Guds engel der rullede stenen bort fra graven, men ikke så Jesus opstå fra de døde. (Matt. 28:1-4) Det forklarer også hvorfor de to disciple Jesus slog følge med til Emmaus og som han begyndte at indtage aftensmåltidet med, ikke genkendte ham førend han brød brødet. Så forsvandt Jesus for deres øjne. — Luk. 24:13-35.

⁶ Det forklarer tillige hvorfor Jesus må være kommet lige ind gennem muren til det værelse hvori apostlene og andre disciple befandt sig bag stængede døre fordi de frygtede de ophidsede jøder. Jesus stod nemlig med ét iblandt dem, talte med dem, spiste sammen med dem og forsvandt så sporløst, dog ikke gennem en ustænget dør. (Luk. 24:36-44; Joh. 20:19-24) Jesus, der var vakt til live i ånden, måtte selvfølgelig ved hver enkelt lejlighed materialisere sig i et legeme af kød og ben for at kunne ses af sine disciple. Jesus sagde selv: „En ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har.“ Eftersom disciple af kød og ben ikke kunne se det som ikke var kød og ben, kunne de ikke se en ånd, og altså heller ikke den opstandne Jesus, der var „vakt til live i ånden“. — Luk. 24:39.

 7. Hvordan skal vi forklare at Jesus intet nævner om blod der hvor han fortæller sine disciple at en ånd ikke har kød og ben?

⁷ Jesus nævnede ikke her noget om blod, men det betyder ikke at en ånd har blod ligesom et menneske. Når vi føler på et menneske, sådan som disciplene dengang følte på Jesus, tager vi ikke på blodet men på kød og knogler, især håndens, føddernes og brystkassens knogler. Et legeme af kød ville jo blot synke sammen hvis det ikke havde ben og knogler.

 8. Hvad er forklaringen på at disciplene ved visse lejligheder ikke genkendte Jesus?

⁸ Ved flere lejligheder kunne disciplene ikke genkende Jesus. (Matt. 28:16, 17; Luk. 24:15, 16; Joh. 20:14-16; 21:4-12) Forklaringen herpå finder vi i ordene i Markus 16:12: „Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem undervejs, mens de gik ud på landet.“ Det græske ord som her er oversat „skikkelse“ er morphé, der betyder „form, skikkelse, legemligt ydre, udseende“. Rent bortset fra Markus 16:12 vil den ærlige gransker, der ikke behøver at være en Sherlock Holmes, ved en grundig undersøgelse få klarhed over at Jesus materialiserede sig i legemer der passede til lejligheden. I det mindste ved to lejligheder materialiserede han sig i legemer der lignede det hvori han blev hængt på pælen. (Luk. 24:38-40; Joh. 20:20-27) Ved andre lejligheder stod disciplene en stund tvivlrådige når de så den skikkelse Jesus havde materialiseret sig i.

 9. Hvad sagde englene til disciplene dengang de så Jesus blive taget op til himmelen, og hvad sagde englene ikke til dem?

⁹ Muligvis vil nogle læsere nu tænke på Jesu himmelfart, dengang han tog sine disciple med ud til Oliebjerget og „han løftedes op, medens de så derpå, og en sky tog ham bort fra deres øjne“, hvorefter en engel sagde til disciplene: „Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.“ (Ap. G. 1:9-11) I ordene „på samme måde“ er ordet „måde“ oversat fra det græske ord trópos og ikke morphé. Engelen sagde altså ikke at denne Jesus ville vende tilbage i samme skikkelse men på samme måde. Engelen sagde heller ikke at disciplene ville se Jesus komme igen.

10, 11. (a) Hvorledes søger nogle, trods udtalelsen i 1 Korinter 15:50, at komme uden om at Jesus ikke kunne tage sit legeme med til himmelen? (b) Hvoraf fremgår det at det var unødvendigt at åndeliggøre materielle ting?

¹⁰ Jesus kunne ikke tage sit menneskelegeme med til himmelen gennem de kosmiske strålingsbælter og det ydre rum, for i sin drøftelse af opstandelsen siger Paulus: „Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed,“ hvilket stemmer med Paulus’ forudgående ord: „Hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed.“ (1 Kor. 15:42, 50) „Jo men,“ vil nogle læsere indvende, „Jesus åndeliggjorde sit kød for at kunne tage det med til himmelen!“ Hertil må vi spørge: Måtte de engle der materialiserede sig i menneskelegemer for at disciplene kunne se dem den dag Jesus opstod fra graven og den dag han for til himmelen, åndeliggøre disse legemer for at kunne vende tilbage til den usynlige, åndelige verden? Måtte Jesus åndeliggøre den klædning i hvilken han viste sig for disciplene?

¹¹ Jesus måtte nødvendigvis materialisere klæder når han ville give sig synligt til kende, for de klæder han havde på før pælfæstelsen blev delt imellem soldaterne, og de kastede lod om hans kjortel. Og ligbandagerne samt det klæde der dækkede hans hoved blev efterladt i graven. (Joh. 19:23, 24; 20:5-7) Hvis den opstandne Jesus kunne materialisere nye klædningsstykker måtte han så ikke også kunne materialisere sig i nye legemer når han ville vise sig synligt? Kunne han ikke dematerialisere sig i stedet for at åndeliggøre sit legeme? Jo!

Tog ikke sit offer bort fra alteret

12, 13. Hvad ville det have betydet dersom Jesus havde taget sit menneskelegeme med til himmelen? Hvilken begrundelse vil du anføre?

¹² Hvad ville det have betydet hvis Jesus havde taget sit legeme af kød, blod og ben med sig til himmelen? Det ville have betydet at ingen af de døde ville få en opstandelse. Hvorfor? Fordi Jesus i så fald ville have taget sit offer bort fra Guds alter.

¹³ Jesus sagde: „Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.“ (Joh. 6:51, 54, 55) Hvordan skulle vi kunne spise Jesu kød og drikke hans blod og vinde evigt liv, hvis Jesus tog sit kød og blod med sig til himmelen?

14. Hvilken viden ville vi have om Gud og Kristus dersom sidstnævnte havde taget sit menneskelegeme med til himmelen? Hvorfor må tanken afvises?

¹⁴ Lad os antage at Jesus tog sit jordiske legeme af kød og blod med sig til himmelen. Eftersom nogle gejstlige hævder at Jesus tog sit legeme med til himmelen, og eftersom de endvidere lærer at han er Gud selv, ved vi altså hvordan Gud ser ud. Han ser ud som Jesus mens denne var på jorden: cirka en meter og firs høj, af mandkøn, har jødisk næse og muligvis skæg, og vejer omkring hundrede kilo. Måske ligner han hovedfiguren i Michelangelos værk „Dommedag“, der er malet på Det sixtinske Kapels altervæg. Imidlertid forklarede Jesus selv jøderne: „Faderen, som sendte mig, han har selv vidnet om mig. Hans røst har I aldrig hørt, ej heller har I set hans skikkelse [morphé].“ (Joh. 5:37) Apostelen Johannes sagde til de kristne: „I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.“ (1 Joh. 3:2) Johannes’ ord ville være usande dersom Jesus havde sit menneskelegeme med sig i himmelen, for så ville vi vide hvad kristne skulle blive i himmelen når de var oprejst fra de døde.

15. Hvad ville den yderste logiske konsekvens blive dersom Jesus tog sit menneskelegeme med til himmelen og dér spiste og drak sammen med sine disciple?

¹⁵ En anden ting: Hvis Jesus havde sit legeme med til himmelen, måtte han stadig være i besiddelse af sit fordøjelsessystem, og altså have mund og mavesæk. Det måtte også gælde hans trofaste disciple. Vi husker at Jesus erklærede: „Ligesom min Fader har tildelt mig kongedømme, tildeler jeg jer, at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige.“ (Luk. 22:29, 30) Når de således havde spist og drukket ved hans bord ville maden og drikken optages i fordøjelsessystemet og, som Jesus sagde, „alt, hvad der kommer ind i munden, går ned i maven og føres ud på det dertil bestemte sted“. (Matt. 15:17) Heraf må man slutte at der siden jordiske legemers optagelse til himmelen må findes de noksom bekendte jordiske aftrædelsessteder deroppe, privat og offentligt, og for mænd og kvinder. Og nu må Jesus, om hvem det hævdes at han er Gud selv, for stedse have sådanne til sin afbenyttelse, noget der aldrig havde været nødvendigt for ham i himmelen før han blev menneske!a Sådan må det forholde sig hvis man fører tanken ud i sin yderste konsekvens!

16. Hvor anderledes fornuftig udtrykker Bibelen sig?

¹⁶ Anderledes fornuftig erklærer Bibelen at „kød og blod kan ikke arve Guds rige“! (1 Kor. 15:50) I en forklaring af jødernes årlige forsoningsdag eller Jom Kippur beviser Paulus, en kristen jøde, at Jesus Kristus ikke tog sit legeme af kød med sig til himmelen men at han lod det tilbage som et offer.

17. Hvorledes blev der skaffet jøderne soning på deres årlige forsoningsdag?

¹⁷ Tredje Mosebogs sekstende kapitel beretter hvordan den jødiske ypperstepræst på den årlige forsoningsdag bar offertyrens og bukkens blod ind i det allerhelligste i tabernaklet eller templet, der var fremstillet ved menneskehænder. Tyrens og bukkens hud, kød og skarn blev brændt uden for lejren, uden for det fælles samfund, og således skaffet af vejen. Både tyren og bukken er et billede på den syndfri Jesus Kristus der bragte sit menneskeliv som et offer. Det allerhelligste, hvor bukkens og tyrens blod bragtes ind, er et billede på himmelen, der hvor Gud, Skaberen, er.

18. Hvorledes er forsoningsdagens betydning forklaret i Hebræerne 9:11, 12, 24-26?

¹⁸ Sådan udlægges det i Guds eget ord i Hebræerne 9:11, 12, 24-26: „Kristus kom som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed; og gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til, gik han, ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning. Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os. Ej heller gik han derind for at ofre sig selv mange gange, således som ypperstepræsten år for år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget; i så fald havde han [Kristus] måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse. Men nu er han én gang for alle ved tidernes fuldendelse åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden.“

19, 20. Hvad skildrede opbrændingen af offertyrens og bukkens kroppe med henblik på Jesus Kristus?

¹⁹ Hvordan skaffede man forsoningsdagens dyrekroppe af vejen? Hebræerne 13:10-13 svarer: „Vi [de kristne] har et alter, som de, der tjener ved tabernaklet, ikke har ret til at få spise fra. Thi de dyr, hvis blod ypperstepræsten bærer ind i helligdommen for at sone synden, deres kroppe ’opbrændes uden for lejren’. Derfor led også Jesus uden for byporten, for at han kunne hellige folket ved sit blod. Så lad os da gå ud til ham ’uden for lejren’ og bære hans forsmædelse.“

²⁰ I overensstemmelse med forsoningsdagens billede, der opfyldtes af Jesus Kristus, tog denne ikke sit kød med ind i det allerhelligste, selve himmelen hvor Gud er. Og i lighed med hvad der skete med offertyrens og -bukkens kroppe, måtte Jesu jordiske legeme efter Guds vilje bortskaffes, således at mennesker ved tro kunne næres af hans kød og blod.

21. Hvad skildredes der ved at den jødiske ypperstepræst bar blodet ind i det allerhelligste?

²¹ Jesus førte heller ikke sit bogstavelige blod med til himmelen, men det som hans udgydte blod symboliserede blev taget med til himmelen. Guds ord siger: „Kødets sjæl [néfesh] er i blodet, og jeg har givet Eder det til brug på alteret til at skaffe Eders sjæle [néfesh i flertal] soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen [néfesh].“ (3 Mos. 17:11) Ifølge disse ord må Jesu udgydte blod være udtryk for hans sjæl eller menneskeliv som han opofrede. Det svarer til værdien af hans ofrede liv. Når den jødiske ypperstepræst bar det sonende blod forbi forhænget ind i tabernaklets allerhelligste, skildrede han billedligt at Jesus oprejstes fra de døde og tog værdien af sit ofrede menneskeliv med ind i selve himmelen for der at frembære den for Gud, hans Fader. Hans blod var et symbol på det liv han ofrede for vort liv, der rummes i vort blod.

Hvilke legemer de døde får i opstandelsen

22, 23. (a) Hvilken gerning ville det have været umuligt for Jesus at udføre hvis han var blevet oprejst som et menneske? (b) Hvilket billede anvendte Jesus og Paulus for at anskueliggøre hvilket legeme et menneske opstår med, og hvad sagde Paulus ikke?

²² For at Jesus Kristus kunne fuldføre sit forsoningsværk i himmelen, hvor ånderne lever, blev han, som 1 Peter 3:18 siger, „vakt til live i ånden“. Var han blevet oprejst som et fuldkomment menneske kunne han ikke have udført denne ypperstepræstelige gerning i himmelen. Hvilket legeme iklædes han og hans trofaste efterfølgere i opstandelsen? Som svar anvender apostelen Paulus en illustration med en plante der vokser frem af et sædekorn. I en lignende udtalelse sagde Jesus: „Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt.“ (Joh. 12:23, 24) I hvilken skikkelse vokser sædekornet frem når det er lagt i jorden og dør?

²³ For nitten hundrede år siden stillede også de kristne i Korint Paulus spørgsmålet: „Med hvilket legeme opstår de døde?“ Paulus svarede ikke: „Jeg tror på Den apostolske Trosbekendelse, som siger at der skal ske en ’kødets opstandelse’, en genrejsning af det legeme som et menneske havde da det døde. Selv kristne som kommer i himmelens rige vil få deres menneskelegemer tilbage.“

24, 25. Hvad skriver Paulus i 1 Korinter 15:35-41 om de legemer som Kristus og hans disciple opstår i?

²⁴ I apostelen Paulus’ skrifter finder vi intet der understøtter denne tanke i Den apostolske Trosbekendelse. Lad os derfor læse hvad Paulus skrev i en drøftelse af Jesu Kristi og hans efterfølgeres opstandelse:

²⁵ „’Men,’ vil en sige, ’hvorledes står de døde op? hvad slags legeme kommer de med?’ Du dåre! det, du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke dør. Og hvad du end sår — du sår ikke den plante, der senere kommer op, men et nøgent korn, enten det nu er hvede eller af anden art. Men Gud giver det et legeme efter sin vilje og hver sædart sit særlige legeme. Ikke alt kød er ens; men mennesket har sit, kvæget sit, fuglen igen sit og fisken sit. Der er himmelske legemer, og der er jordiske legemer; men de himmelskes glans er af én art, de jordiskes af en anden. Solen har sin glans, månen sin glans og stjernerne igen deres glans: stjerne er forskellig fra stjerne i glans.“ — 1 Kor. 15:35-41.

26. Hvad viser Paulus med hensyn til de legemer han har under drøftelse?

²⁶ Læg mærke til at Paulus ikke siger at der gives et legeme som er delvis himmelsk og delvis jordisk, et åndeliggjort menneskelegeme, et legeme der er både fisk og fugl, menneske og abe, eller et gud-menneske. Paulus siger at hver art af legemer er noget for sig, at der gives himmelske og jordiske legemer, hver efter deres art. Hvilke legemer giver Gud da kristne som han har indgydt et himmelsk håb og avlet ved sin hellige ånd? Paulus svarer med følgende ord:

27. Hvad skriver Paulus i 1 Korinter 15:42-49 om de legemer som åndsavlede kristne skal opstå i?

²⁷ „Således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; hvad der sås i vanære, opstår i herlighed; hvad der sås i svaghed, opstår i kraft; der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der gives et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt. Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl;’ den sidste Adam blev til en levendegørende ånd. Men det åndelige er ikke det første, derimod det sjælelige; derefter det åndelige. Det første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske er fra Himmelen. Som den jordiske var, sådan er også de jordiske; og som den himmelske er, sådan er også de himmelske. Og ligesom vi har båret den jordiskes billede, således skal vi også bære den himmelskes billede!“ — 1 Kor. 15:42-49:

28. Hvorledes støtter de foregående ord den sandhed at Jesus Kristus blev vakt til live „i ånden“?

²⁸ Når Paulus her taler om at få et andet legeme i opstandelsen tager det ikke alene sigte på Jesu trofaste efterfølgere der er avlet af Guds ånd, men også på Jesus selv. Ligesom Peter tilkendegiver at Jesus led døden i kødet men blev vakt til live i ånden, siger Paulus her at Jesus, „den sidste Adam“, i opstandelsen blev „en levendegørende ånd“. — 1 Kor. 15:45.

29. Hvorfor må de mennesker der skal i himmelen nødvendigvis iklædes andre legemer, og hvorledes forsikrer Paulus os herom?

²⁹ Hvis Jesus var blevet oprejst som et menneske ville han atter være fremtrådt i skikkelse af „det første menneske, Adam“. I så fald ville Jesu efterfølgere i opstandelsen bære „den jordiskes billede“ og ikke „den himmelskes billede“. Men disse kristne må nødvendigvis få et andet legeme, for Paulus siger umiddelbart efter: „Men det siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed. . . . vi skal alle forvandles, . . . Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed. Men når dette forkrænkelige har iført sig uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: ’Døden er opslugt og sejren vundet.’“ — 1 Kor 15:50-54.

Er der noget som lever videre efter døden?

30. Hvordan vil regelen i 1 Korinter 15:37, 38 gælde på de legemer som mennesker uden det himmelske håb opstår i?

³⁰ Nu har vi talt om de kristne som er blevet avlet ved Guds ånd og som nærer håb om at komme i himmelen. Hvad så med de milliarder af mennesker som døde før Kristi første komme uden håb om at komme i himmelen, heriblandt mænd og kvinder som var Gud tro? Og hvordan med de mennesker som lever i dag? Tusinder og atter tusinder af mennesker lever i dag uden at nære håb om at komme i himmelen. Hvad vil der i opstandelsen ske med de mennesker der dør inden Gud fjerner denne gamle tingenes ordning og indfører sin nye verden eller ordning under Jesu Kristi rige? Om disse det første menneske Adams efterkommere siger Paulus de ord som vi netop citerede: „Det første menneske var af jord, jordisk; . . . Som den jordiske var, sådan er også de jordiske.“ På dem gælder den regel Paulus nævner i forbindelse med sædekorn: „Gud giver det et legeme efter sin vilje og hver sædart sit særlige legeme.“ — 1 Kor. 15:37, 38.

31. Hvilke legemer vil Gud følgelig give dem i opstandelsen?

³¹ Sådan vil det forholde sig for de mennesker der skal høre til den jordiske sædart og som ikke er blevet avlet af Guds ånd så de hører til den himmelske sædart. I opstandelsen vil de få legemer som tilhører den jordiske sædart. Gud vil give dem legemer efter sin vilje, nemlig menneskelegemer, dog ikke dem de havde dengang de døde. „Ja men hvordan kan det så blive det samme menneske?“ vil nogle læsere sikkert spørge. Den almægtige Gud vil sørge for at det er det samme menneske skønt det ikke er det samme legeme.

32. Hvilket spørgsmål opstår om bevarelsen af et menneskes identitet i opstandelsen?

³² Så vil de samme læsere sandsynligvis sige: „Er der ikke et eller andet som må leve videre efter døden hvis det skal blive det samme menneske i opstandelsen og ikke blot et nyskabt menneske som har lighed med det menneske der døde? Nu har De fra Bibelen bevist at menneskesjælen dør når mennesket dør, og at det døde legeme enten fortæres af havets fisk eller af jordens orme og opløses. Altså er der intet, hverken sjæl eller legeme, som lever videre.“

33. (a) Hvad er det der ifølge Prædikeren 12:7 vender tilbage til Gud? (b) Hvorledes viser Salme 104:29, 30 at Gud kan genskabe en menneskesjæl?

³³ Det er bibelsk set korrekt. I Prædikeren 12:7 får vi at vide at „støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den“. Både de ondes og de godes ånd vender tilbage til Gud som gav den. Hvorledes det? Jo, den ånd [rúahh] der nævnes her er ikke sjælen [néfesh] som døde. Ånden er den livskraft Gud har givet eller formidlet til hvert menneske der fødes. Gud tilbagekalder denne livskraft fra alle mennesker, der er bebyrdet med dødens arv fra Adam, og når Gud kalder sin ånd tilbage dør sjælen. (Rom. 5:12) Kun Gud kan give mennesket denne ånd eller livskraft igen og således udvirke at sjælen lever på ny. I Salme 104:29, 30 står der: „Du skjuler dit åsyn, og de forfærdes; du tager deres ånd, og de dør og vender tilbage til støvet; du sender din Ånd [ikke: din eller deres sjæl], og de skabes.“ Disse inspirerede ord er en forsikring om at Gud den Almægtige kan genskabe menneskesjæle.

34, 35. (a) Hvorfor opstår der et spørgsmål om Guds magt til at genskabe? (b) Hvem bestemmer hvorvidt noget af den døde sjæl skal leve videre, og hvilke skriftsteder belyser dette?

³⁴ Nogle læsere vil sikkert sige her: „Hvordan kan Gud genskabe sjæle, altså danne de samme sjæle igen, hvis der hverken er noget fysisk eller åndeligt der lever videre når sjælen dør og legemet går i opløsning?“

³⁵ Der er imidlertid noget af den døde sjæl som lever videre hvis Gud ønsker det. Hvad er så dette „noget“ der danner grundlaget for sjælens genskabelse? Det er den døde sjæls livsmønster. Gud kan udslette den onde sjæls livsmønster, og bevare den retfærdige sjæls livsmønster og have det til rådighed når han vil. I 2 Mosebog 32:33 læser vi: „HERREN svarede Moses: ’Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min bog!’“ 2 Mosebog 29:20 siger: „HERREN vil udslette hans navn under himmelen!“ Bønnen i Salme 69:29 lyder: „Lad dem slettes af livets bog, ej optegnes blandt de retfærdige!“ Ordsprogene 10:7 oplyser: „Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.“ Gud bevarer altså ikke de onde eller gudløse i sin erindring. Han sletter dem af livets bog og lader dem ikke få del i opstandelsen fra de døde. — Matt. 10:28; Sl. 145:20.

36. Hvoraf ses det at det er fornuftigt at tro at Gud kan bevare mindet om en død sjæl?

³⁶ Når vi taler om at bevare et menneskes minde fører det tanken hen på at vi i dag kan optage film af et menneske og bevare dets stemme på filmens lydspor. Man kan vise filmen over fjernsynet og få billederne levende frem på fjernsynsskærmen. Ligeledes kan vi i vore dage bevare et menneskes stemme og sang på grammofonplader. Det er endog muligt at bevare fjernsynsoptagelsers lyd og billede på et magnetisk bånd. Når ufuldkomne mennesker kan præstere dette og de er skabt i Guds billede, hvor let vil det så ikke være for den almægtige Gud at bevare et menneskes minde eller livsmønster i sin erindring og oprejse det fra de døde ved Kristus? Det afgørende er derfor om vort minde eller livsmønster lever i Guds erindring.

37. (a) Hvad repræsenterer den mindebog som hvert enkelt menneske kan føre hos Gud? (b) Hvordan vises det at sjælen ikke, sådan som de hedenske grækere troede, er sæde for tanke, fornuft og personlighed?

³⁷ Hvert enkelt menneske må selv skrive sit minde op i Guds erindring. Denne „mindebog“ repræsenterer kun det ene menneske. Den fortæller om vedkommendes personlighed. Et menneskes personlighed beror ikke ene og alene på dets fysiske legeme. Det konstante slid på legemets organer og væv gør at legemet helt fornys efter syv års forløb eller så. Men personligheden ændrer sig ikke. Vi er stadig det samme menneske. Dog kan også et menneskes personlighed ændres, ikke fordi legemet fornys men fordi Guds hellige ånd eller omformende kraft virker på det. Hvert menneske udvikler et personlighedsmønster der er præget i hjernen, og som for en del også rummes i blodet. Et menneskes intelligens, tanke, hukommelse, eller dets bevidsthed og personlighed har ikke sæde i det de hedenske grækere kaldte en sjæl eller psykhé. Mennesker der hylder en sådan hedensk tanke hævder at sjælen bor i os og er sæde for fornuft og personlighed. Men vi ved at hvis et menneskes hjerne beskadiges, mister det sin evne til at tænke, huske og ræsonnere, en evne der ikke opretholdes af en såkaldt sjæl. Dette viser at der intet holdbart er i den idé at tanke og liv har sæde i en udødelig sjæl.

38. Hvordan vil Gud genskabe døde sjæle, og hvad oplyser Prædikeren 11:3 herom?

³⁸ Alt dette ved Gud. Når Guds rige ved Kristus Jesus hersker og tiden er inde til at Gud vil oprejse de døde sjæle, vil Gud, så at sige, slå op i deres mindebog, genkalde sig dem i sin erindring, og skænke de opstandne der skal leve på jorden „et legeme efter sin vilje“, en organisme som har sin bestemte blodtype. Gud vil også danne en hjerne, men naturligvis ikke af de atomer og molekyler hjernen bestod af da mennesket døde. Og alligevel vil det være den samme hjerne. Hvordan det? Gud genskaber hjernen nøjagtig sådan som den var da mennesket døde. Gud vil reproducere de samme hjernevindinger og det samme mentale indhold der kendetegnede mennesket i dets forrige liv. Gud vil indplante de samme indtryk som dette menneske modtog i sit første bevidste liv, fylde dets hukommelse med alt hvad det oplevede, gengive det evnen til at kende mennesker, steder og egne, iklæde det alle personlige karaktertræk og alt det som prægede dets mentale stade. Sådan vil det være fordi dette menneske ikke efter døden erfarede nogen ændringer i sin mentalitet eller personlighed, men forblev på det trin det stod på da døden indtraf. — Præd. 11:3.

39. Hvorfor vil det menneske der oprejses ikke blot være en der ligner det menneske der døde men være identisk med det?

³⁹ I opstandelsen vil det menneske der har denne personlighed og disse mentale evner være det menneske som døde, og ingen anden. Intet andet menneske har formet det livsmønster som er blevet genskabt i den opstandne; og skulle nogen ligne den opstandne, vil vedkommende ikke have det samme livsmønster, for ingen har levet det liv som er grundlaget for den opstandnes livsmønster. Hvis De derfor døde og blev oprejst og af Gud fik et legeme og en hjerne samt det livsmønster som De havde ved dødens indtrædelse, ville det opstandne menneske være Dem og ingen anden. Alle Deres bekendte ville genkende Dem.

40. (a) Hvilken mulighed vil stå åben for de mennesker der opstår fra de døde? (b) Hvilken særlig mulighed ejer de mennesker som i dag forkynder Guds rige, og hvordan kan det være?

⁴⁰ Hvor vidunderligt at de døde sjæle som Gud oprejser vil kunne genkende hinanden og vil kunne huske den kærlighed og godhed Gud viste dem i deres første tilværelse! Opstandelsen til liv på jorden vil åbne dem muligheden for at vinde et evigt liv på den paradisiske jord under Guds riges fuldkomne regering. (Luk. 23:42, 43) I dag lever der en stor skare gudfrygtige mænd og kvinder der forkynder Guds rige i hele verden. Disse mennesker vil ikke behøve at opstå fra de døde, for de vil overleve „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, der vil markere afslutningen på denne onde verdensordning. (Åb. 16:14, 16) Uden at dø vil de komme ind i den nye verden under Guds rige og vil vinde det evige livs belønning. Der vil de stå rede til at byde de opstandne døde velkommen tilbage. Det er imidlertid et emne vi vil gemme til en anden gang.

[Fodnoter]