Hvilken form for kærlighed fører til lykke?
HVEM ønsker ikke at opnå lykke — især en varig lykke? Mange forbinder kærlighed med lykke. Men hvilken form for kærlighed fører til lykke? Er det alle former for kærlighed?
Kærlighed til penge, for eksempel? Bringer den sand lykke? Er det ikke snarere sådan at de der er opfyldt af denne kærlighed ’volder sig selv megen bitter smerte’, som Bibelen udtrykker det? — 1 Tim. 6:10.
De gamle grækere havde fire ord til at beskrive eller udtrykke fire sider af kærligheden: eʹros, storgeʹ, filiʹa og agaʹpe. Interessant nok kan hver af disse former for kærlighed bidrage til et menneskes lykke.
Lad os begynde med eʹros, tiltrækningen mellem kønnene. Gud viser at eʹros har sin berettigelse, for i Bibelen opfordres ægtemanden til at glæde sig ved sin hustrus ynder. (Ordsp. 5:15-20) Hvis ægtefæller viser hinanden hensyn når de lader denne side af kærligheden komme til udtryk, bidrager det til større lykke i ægteskabet. — 1 Kor. 7:3-7.
Men eʹros må beherskes, da den ellers kan føre til en løsagtig og umoralsk adfærd. Faktisk har eʹros en evne til at forklæde sig. Et menneske kan narre sig selv til at tro at det udviser broderkærlighed, mens det i virkeligheden er eʹros eller kærligheden mellem kønnene der får vedkommende til at vise venlighed mod en af det modsatte køn.
Storgeʹ betegner den kærlighed der naturligt råder mellem nære slægtninge, især mellem forældre og børn. Den betegner den hengivenhed som brødre og søstre nærer for hinanden, og den bærer i sig selv et utal af muligheder for lykke. Det er denne side af kærligheden som knytter en moder til sit barn og får en fader til at ’forbarme sig over sine børn’. — Sl. 103:13; Es. 49:15.
Denne naturlige hengivenhed eller storgeʹ må imidlertid ledes af Bibelens principper. Ellers kan den føre til partiskhed, som hvis en mand i en ansvarsfuld stilling favoriserer visse familiemedlemmer på bekostning af andre menneskers rettigheder. Denne kærlighed i familien kan også føre til at forældre lader sentimentalitet afholde dem fra at give deres børn den fornødne tugt.
Filiʹa betegner almindeligvis kærlighed mellem venner som har visse fælles interesser. Kristne må nære en sådan hjertelig hengivenhed for hinanden og lade den komme til udtryk. (Rom. 12:10; 1 Tess. 4:9) Men broderkærligheden må udøves i overensstemmelse med de bibelske principper. Gør man ikke det, kan det føre til slet omgang, der „fordærver gode sæder“. (1 Kor. 15:33) Det kan siges at man som regel må gøre sig fortjent til venskaber, hvorimod de bånd der knytter en familie sammen (storgeʹ) til en vis grad er medfødte.
Interessant nok bruger Bibelen aldrig ordet filiʹa når den påbyder mennesker at elske Gud. Dette skyldes måske at Gud som den højeste i universet er den der retmæssigt tager initiativet til at vælge sine venner og selv træffer beslutning om hvem han vil gøre til sine fortrolige. (Sl. 15:1, 2) Men „Faderen selv elsker [fileʹo] jer,“ forsikrer Jesus sine disciple. — Joh. 16:27.
Ordet agaʹpe bruges som betegnelse for den kærlighed hvis mest karakteristiske træk er at den lægger større vægt på principper end på naturlig hengivenhed. Udtrykket anvendes om den kærlighed som den almægtige Gud, Jehova, viste da han sendte sin søn til verden for at dø for syndere, og om den kærlighed Jesus viste da han gav sit liv for sine venner. Da den kærlighed som de kristne nærer til Gud er grundlagt på og ledet af retfærdige principper, tilskynder den dem til at holde hans bud, uanset hvad det måtte koste. — Mark. 12:29, 30; Joh. 3:16; 15:13; Rom. 5:8.
Den kærlighed de kristne viser hinanden indebærer ikke kun venlig og broderlig hengivenhed men er også ledet af og grundlagt på rette principper. Det er den der kendetegner dem som sande Kristi disciple. — Joh. 13:34, 35.
Hvordan agaʹpe virker, beskrives for os i Første Korinterbrev, kapitel 13. Den søger ikke sit eget. Den glæder sig over sandheden. Den tror alt, håber alt og udholder alt. Den ophører aldrig. Derfor vil den nødvendigvis føre til lykke, for, som Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Ap. G. 20:35, NW.
Men selv om man bestræber sig for at vise kærlighed på en uselvisk og principbetonet måde, må der stadig guddommelig visdom til for at det kan føre til sand lykke. Man kunne for eksempel koncentrere sig så meget om at være selvopofrende at det ville føre til et nervøst sammenbrud. Den uselviske, principbetonede kærlighed må, hvis den skal udøves på rette måde, være baseret på kundskab og visdom. — Fil. 1:9, 10.
Alle disse fire sider af kærligheden har deres rette plads i den kristnes liv. Eʹros er naturligvis stort set begrænset til det ægteskabelige samliv. Storgeʹ er ikke begrænset til kødelige slægtninge, for en mands hustru bliver hans nærmeste slægtning når de to bliver „ét kød“. Desuden kan der blandt kristne råde samme ånd som i en familie, og nogle kan vise faderlig eller moderlig hengivenhed over for personer der ikke er deres egne børn, og omvendt. — Mark. 10:29, 30.
På samme måde bør der herske filiʹa, venskab, blandt kristne, i familien (som mellem fader og søn, ligesom det er tilfældet med Jehova og hans søn [Joh. 5:20]), og i ægteskabet. Desuden kræver al vor kærlighed agaʹpe, som hovedsagelig er baseret på principper. Hverken slægtskabsbånd eller ægteskabelige bånd bør udelukkende søge deres styrke i følelser og sentimentalitet. Undertiden må man føle en vis form for pligt; der er også brug for barmhjertighed og tilgivelse, langmodighed og udholdenhed — egenskaber der alle kommer til udtryk gennem agaʹpe.
Alle kærlighedens fire facetter — eʹros, storgeʹ, filiʹa og agaʹpe — kan i sandhed siges at bringe et vist mål af lykke. Men de må ledes af de bibelske principper. Så kan de føre til lykke nu, til Jehova Guds, Skaberens, godkendelse, og til et evigt liv i hans nye tingenes orden.