Spørgsmål fra læserne

● Hvad betyder det når der i Amos 9:13, RS står: „Plovmanden skal overraske høstmanden“? — J. G., Britisk Honduras.

Amos 9:13 lyder ifølge New World Translation: „’Se! Dage skal komme,’ lyder Jehovas udtalelse, ’da plovmanden i sandhed skal overraske høstmanden, og drueperseren, sædemanden; bjergene skal i sandhed dryppe af sød vin, og på alle højene skal det flyde.’“ Det gamle Israel var et landbrugsland. At plovmanden skulle overraske høstmanden betød at høsten ville være så stor at det hele ikke var samlet ind når tiden var inde til at så. Ligeså ville arbejdet med druehøst og tilsåning gribe ind i hinanden fordi druehøsten var så overvældende.

Denne profeti gælder arbejderne i Jehovas åndelige paradis, i hvilket den nye verdens samfund af Jehovas vidner befinder sig. Profetien taler om den store velstand Jehovas vidner glæder sig over i dag, overensstemmende med det profetiske løfte i Tredje Mosebog 26:5: „Tærskning skal hos Eder vare til vinhøst, og vinhøst skal vare til såtid. I skal spise Eder mætte i Eders brød og bo trygt i Eders land.“ Denne velstand fremgår af årsrapporten som er blevet bragt i Vagttårnet.

● Hvorfor bruger New World Translation stedordene „han“ og „ham“ om den hellige ånd sådanne steder som i Johannes-evangeliet 16:7, 8, men „den“ andre steder? — B. H., De forenede Stater.

Som regel bruger New World Translation hankønsstedordene „han“ eller „ham“ når det græske stedord der viser tilbage til ånden står i hankøn, ental. Stedordet står i intetkøn når det personlige stedord i den græske tekst er intetkøn. Hvor der er gjort undtagelser er dette bemærket i fodnoterne.

Selve det græske ord for ånd er et intetkønsord, hvorfor det på engelsk er korrekt at henvise til det med et intetkønsord. Fodnoterne i New World Translation henleder opmærksomheden på dette. Men når den hellige ånd er personificeret, som tilfældet er i Johannes 16:7, 8, hvor den omtales som „talsmanden“ („hjælperen“, NW), står det græske stedord i hankøn fordi „talsmand“ på græsk er et hankønsord; men kønnet er ganske vilkårligt.

Vi må forstå at på græsk som på mange andre sprog betragtes navneord ofte som hankøns eller hunkønsord — selv om de ikke har noget køn. Det spanske ord mesa, for eksempel, der betyder „bord“, har hunkønsartiklen la, og libro, der betyder „bog“, har hankønsartiklen el, endskønt ordene tydeligvis hverken har køn eller personlighed. Men meget taler til gunst for brugen af køn når det gælder nøjagtighed, variation og skønhed.

● Hvorfor tillod Jehova at israelitterne led nederlag for Benjamins stamme to gange før de fik lov at tildele Benjamin den retfærdige straf for skændselsdåden i Gibea? (Dommerbogen 20) — P. G., Skotland.

Dommerbogens nittende kapitel beretter at nogle niddinger i Gibea mishandlede en kvinde en hel nat så hun døde. Derpå gjorde Gibeas indbyggere sig skyldige i den afskyelighed at tilgive disse niddinger. Hele Benjamins stamme stod skyldig; den nægtede at høre på de andre stammer, der forlangte at niddingerne skulle dø. Dette umoralske forhold var en udfordring til de øvrige stammer af Guds udvalgte folk. Ville de nu trofast stå op for retfærdigheden?

De store tab som de trofaste stammer led i begyndelsen af kampen, var en vældig prøve for dem: var det en retfærdig handlemåde de havde valgt? Når Jehova lod dem miste fyrre tusind mand på to dage var det for at se om de ville stå ved deres beslutning om at fjerne denne store misgerning fra Israels midte selv om der faldt så mange fra deres egne rækker.

De tusinder af trofaste som dræbtes i gengældelseskampen, døde for retfærdighedens skyld. De som bevarede livet og vandt sejr, stod retfærdiggjorte for Jehova Gud og for alle der læser hans ord. Denne retfærdiggørelse var omkostningerne værd, og Israels folk blev renset for en højst beskæmmende moralsk misgerning.

● Hvordan kan man forklare skriftstedet i Esajas 29:4? — P. M., De forenede Stater.

Esajas 29:4 lyder: „Da taler du dybt fra jorden, dine ord er mumlen fra støvet; din røst fra jorden skal ligne et genfærds, dine ord er hvisken fra støvet.“

Det første vers i Esajas 29 viser at de nævnte ord er henvendt til Ariel. Fodnoten siger: „Jerusalem; Ariel betyder vistnok: Guds arne, offersted,“ og en fodnote i New World Translation siger desuden „Guds løve“. Profetien må gælde det åndelige Jerusalem, repræsenteret på jorden ved resten.

Disse ord lader os forstå at Guds jordiske organisation ville blive udsat for angreb og at Guds riges fjender ville undertrykke den. Guds folk skulle på den tid Gog ville sætte angrebet ind imod dem, så at sige tynges til jorden, og enhver udtalelse fra Guds folk, ja hver en lyd derfra, ville stige op fra dets fornedrelse. Det ville være lyde som steg op fra støvet. Det ville lyde som når et genfærd eller medium taler, som en hvisken fra støvet. Imidlertid viser de næste vers at Gud ville vende opmærksomheden mod sit trofaste folk, der var blevet fornedret, og at han ville udvirke mirakler til gavn for dem for at udfri dem fra fjendens magt og lade deres fjender og undertrykkere blive som støv og som avner der hurtigt flyver bort ved et voldsomt vindstød.

● Hvem hentydes der til med udtrykket „under jorden“ i Filipperne 2:10? — R. T., De forenede Stater.

I Filipperne 2:10, 11 læser vi: „For at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!“ Udtrykket „under jorden“ hentyder til dem Jesus sagde lå i mindegravene og ventede på en opstandelse. (Joh. 5:28, 29, NW) Med tiden vil alle disse blive oprejst fra døden, og for at kunne fortsætte livet må de anerkende Kristus som herre, til Guds ære. Kun om dem der ligger i mindegravene eller er gemt i Guds erindring kan man sige at de eksisterer skønt de befinder sig under jorden, sovende i døden. De onde døde, som ikke bliver oprejst, eksisterer ikke; de er udslettet. — Sl. 37:10.

I denne forbindelse vil vi citere Paulus’ ord i Efeserne 1:9, 10, for de hentyder til det samme: „Han kundgjorde os sin viljes hemmelighed ifølge den beslutning, som han havde fattet hos sig selv, om den frelsesplan; i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus.“