Sejr for den rene, ubesmittede tilbedelse
„Og dette er den sejr, der har besejret verden, vor tro.“ — 1 Joh. 5:4, NW.
1. Hvilket slag er nær, og hvem vil med sikkerhed vinde sejr?
JEHOVA udfordrer alle denne verdens guder. Når vi tager i betragtning, at der alene i Indien eller Hindustan er henved 330 millioner guder og gudinder, og desuden betænker, hvor mange guder der er i andre landes religioner, kan vi forstå, at det drejer sig om millioner af synlige og usynlige guder imod den ene Gud, Jehova. Gudernes kamp er nær. Spørgsmålet er: Hvem vil sejre? Ud fra erfaringerne om tidligere stridigheders udfald er svaret på forhånd sikkert: Kampen kan kun få eet forløb, og Jehova vil sejre som Gud, universets eneste levende og sande Gud!
2, 3. Hvad vil materialistisk indstillede mennesker benægte? men hvad må de indrømme?
2 Kommunister og ateister i almindelighed, skeptikere, vantro og forhærdede materialister i dette tyvende århundrede vil spotte tanken om en gudernes krig. De vil sige, at de guder, som er til, kun eksisterer i menneskers indbildning, og at en krig blandt indbildte guder er en latterlig tanke. Men alle sådanne materialistisk indstillede mennesker må indrømme, at tilbedelsen af disse guder er en kendsgerning, selv i den moderne verden, og at troen på og tilbedelsen af disse guder har spillet en stor rolle i alle nationers liv og skæbne, uden en eneste undtagelse.
3 Benægter disse materialister end usynlige åndeguders eksistens, så må de alligevel indrømme, at nulevende mænd og kvinder bliver forherliget som guder af mennesker; de bliver set op til og hyldet som frelsere og verdens velgørere. Dette er ikke alene tilfældet med politiske skikkelser, som for eksempel Sovjetunionens overhoved, Josef Stalin, men også med religiøse skikkelser som paven i Vatikanstaden, der tilbedes og sidder inde med titlen Guds stedfortræder, og Dalai-Lama i Tibet. Enhver, der følger med i verdensbegivenhederne, vil vide, at kejser Hirohito så nylig som den 31. december 1945 i et kejserligt dekret for det nye år erklærede, at den japanske kejser ikke er en gud. Denne forordning, der blev gengivet i samtlige japanske aviser, påbød befolkningen at glemme „den falske opfattelse, at kejseren er guddommelig, og at det japanske folk står over andre folkeracer og er bestemt til at regere verden“. En overskrift i bladet Times (New York) lød: „En gud benægter sin guddommelighed.“ Dog holder mange japanere stadig fast ved shintoismen, troen på, at deres kejser er en gud, en „himmelens søn“, en efterkommer af „solgudinden“. (New York Times, 6. januar 1946) Mens een gud, hvis tilbedelse engang havde stor indflydelse på den japanske nation, af de nøgne kendsgerninger afklædes sin guddommelighed, frygter utallige andre den nye udvikling, hvorved den politiske stat forherliges og dens fremtrædende skikkelser og symboler gøres til guder eller afgudsbilleder og tilbedes som sådanne. I denne form for tilbedelse gør selv de materialistisk indstillede sig skyldige. Mens de stempler andre guder som falske og fantasifostre, laver de sig selv guder i overensstemmelse med deres egen idéverden og egne ønsker.
4. Hvad lærer Bibelen om de usynlige guder, som denne verden tilbeder? hvorledes er falske guder blev stillet op imod andre falske guder?
4 Lad alle sådanne blive kaldt „falske guder“ af dem, som har omdømme nok til at se, at disse guder ikke er guder eller ikke fortjener at blive behandlet som guder. Men Jehovas skrevne ord, den hellige Bibel, advarer os om, at der findes en gud, denne onde verdens gud, som udøver en forblindende indflydelse på alle denne verdens folk, blandt hvem, som vi læser, „dette tingenes systems gud har forblindet de vantros sind, for at lyset fra de herlige gode nyheder om Kristus, der er Guds billede, ikke skulle skinne igennem“. (2 Kor. 4:4, NW) Vi læser også i Bibelen: „De ting, som nationerne ofrer, ofrer de til dæmonerne og ikke til Gud, og jeg ønsker ikke, at I skal være delagtige med dæmonerne.“ (1 Kor. 10:20, NW) Jehovas ord, Bibelen, lærer derfor, at der er overmenneskelige, usynlige åndeskikkelser, som alle denne verdens nationer tilbeder som guder, og at disse er onde dæmoner under fyrsten Satan, Djævelen, der er den store forblinder af menneskers sind. Tilbedelsen af dem og af de afgudsbilleder, som de repræsenteres ved, er falsk tilbedelse. Ned igennem alle tidsaldrene har der været strid mellem disse falske guder, idet en nation er gået i krig imod en anden nation og har henvendt sig til sin gud eller sine guder om hjælp imod den anden nations gud eller guder, hvorved guder er blevet stillet op imod guder. Sejren blev tilskrevet den sejrrige nations guder.
5. Hvorledes og hvorfor løste det romerske kejserrige problemet med de mange guder? men hvilken gud kunne det ikke behandle på denne måde?
5 Det romerske kejserrige anerkendte imidlertid alle de nationers guder, som det erobrede og optog i kejserriget. Det gjorde dette på snedig vis for at holde de underkastede folk i en bedre sindsstemning. Det forsøgte at skabe en blandingsreligion, der indbefattede alle kejserrigets anerkendte guder. Mens det meget tolerant lod enhver inden for kejserriget vælge sine egne lokale guder, som han ønskede at tilbede, opstillede det kejseren som en gud. Det påbød folket at tilbede ham som en fælles gud for dem alle. På denne måde blev det vidtforgrenede kejserrige knyttet tættere sammen. Dog var der een gud, som kejserriget ikke optog i sit pantheon eller gudetempel. Det var Jehova, der var Abrahams, Isaks, Jakobs, Moses’ og alle hans trofaste profeters og tjeneres og også Jesu Kristi og hans sande efterfølgeres Gud. Kejser Konstantin fra det fjerde århundrede e. Kr. søgte at indlemme Jesus Kristus i det romerske kejserriges gudetempel ved at sammensmelte hedensk religion med sin tids fordærvede kristendom. Men de trofaste kristne, som holdt sig til Bibelen, nægtede pure at anerkende en sådan sammensmeltning. De holdt sig adskilt fra den.
6. Hvilken stilling indtager sande kristne i striden mellem guderne, således som det fremgår af 1 Korinter 8:4-7?
6 Sande kristne, og hermed mener vi ikke kristenheden, anerkender og tjener som Gud kun den ene, hvem Jesus Kristus anerkendte og tjente som Gud, og det er Jesu himmelske Fader, Jehova. Som et udtryk for denne urokkelige holdning hos sande kristne skrev apostelen Paulus til dem: „Vi ved, at en afgud er intet i verden, og at der kun er een Gud. Thi skønt der er sådanne, som kaldes guder, hvad enten det er i himmelen eller på jorden, ligesom der er mange „guder“ og mange „herrer“, er der i virkeligheden for os kun een Gud, Faderen, fra hvem alt er, og vi for ham, og der er een Herre, Jesus Kristus, gennem hvem alt er, og vi gennem ham. Dog har ikke alle den kundskab.“ (1 Kor. 8:4-7, NW) Ifølge dette har der altid været strid imellem tilbedelsen af Jehova, Jesu Kristi Gud og Fader, og tilbedelsen af alle denne verdens såkaldte guder, indbefattende kristenheden. Tilbedelsen af den eneste virkelige Gud, Jehova, er den sande tilbedelse.
7. Hvilket spørgsmål stilles Jehovas tilbedere overfor? og hvorledes besvarer de det?
7 Da tilbederne af disse guder er tusinde gange talrigere end dem, som tilbeder Jehova som den eneste Gud, stilles hans tilbedere over for det samme spørgsmål, der har lydt i alle de forløbne tresindstyve århundreder af menneskehedens historie: Vil deres tilbedelse bestå? Vil den sejre? Der kan ikke herske nogen tvivl om svaret på dette spørgsmål. Den eneste levende og sande Gud, Jehova, vil vinde sejr over de falske guder, til trods for at deres tal når op i millioner. Derfor vil den sande tilbedelse af Jehova Gud sejre over al falsk tilbedelse og alene bestå. Dagen for denne sejr er ganske nær.
Religionen står til doms
8, 9. Hvorfor udstår falsk religion nu forhånelser?
8 Det er ingen overdrivelse at sige, at al religion er udsat for forhånelse, den sande såvel som den falske. Den falske religion lider forhånelse som følge af sit hykleri, sin uvidenhed og forvirring og på grund af det moralske fordærv og den analfabetisme, hvori den har ladet folkene synke ned, og fordi dens politiske bestræbelser er mislykkedes, og endelig fordi den ikke har noget sikkert budskab, der kan vise folkene vejen til en ren, velstående, lykkelig, fredfyldt og tryg verden. Falsk religion er forbundsfælle med og en uadskillelig del af denne fordærvede verden og kæmper sammen med den imod den eneste levende og sande Gud. Selv kristenheden gør det. Den gør krav på dette navn, fordi den påstår at være det område, hvor kristendom dyrkes, men den er fyldt med „lystens venner snarere end Guds venner, de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft“. Bibelen, som den har i sit eje, står som et vidnesbyrd imod den og fordømmer den som dyrkende en frafalden form for kristendom. Den lider, men det er fordi, den ikke har givet agt på apostelen Peters advarsel: „Lad ingen af jer lide som en morder eller en tyv eller en forbryder eller som en, der blander sig i andres sager. Thi hvad ros fortjener det, om I, når I synder og bliver slået, udholder det?“ — 2 Tim. 3:1-5 og 1 Pet. 4:15; 2:20, NW.
9 Den forhånelse, der rammer både kristenhedens og hedenskabets religion, er derfor ikke ubegrundet; den er velfortjent. Det var med denne religion i tanke, at følgende slagord opstod i London i 1938: „Religion er en snare og et udbytterforetagende. Tjen Gud og kongen Kristus.“
10. Hvilken sondring i forbindelse med religion er mange ikke i stand til at foretage? men hvorfor er det alligevel rigtigt at gøre denne forskel, når man tager udtrykkene „kristen“ og „kristendom“ i betragtning?
10 Fordi folk i almindelighed ikke sondrer mellem sand og falsk religion, og fordi verdslig religion har skabt sig selv et dårligt navn, har der i de senere år været en tendens til at undgå at bruge navnet religion i forbindelse med sandheden og Jehova Guds organisation. Men den frafaldne kristenhed har også bragt stor forhånelse over navnet „kristendom“, hvortil den kræver eneretten. Dersom vi skulle undgå et navn, blot fordi kristenheden med urette har bragt skam og skændsel over det, kunne vi lige så godt undgå navnet „kristendom“ og nægte at lade os kalde „kristne“. Nogle mener, at navnet „kristen“ oprindelig var et øgenavn for Jesu Kristi efterfølgere. (Ap. G. 11:26) Dog kan vi godkende dette navn, på samme måde som vi godkender navnet „judæer“ eller „jøde“ i åndelig forstand. Hvorfor? Fordi vi stoler på Jehovas løfte til Juda, at „ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde.“ (1 Mos. 49:10) Vi kan også vedgå at lide som kristne, for Peter siger vedrørende den trofaste efterfølger af Kristus: „Men hvis han lider som en kristen, så lad ham ikke føle skam, men lad ham vedblive med at herliggøre Gud i dette navn.“ (1 Pet. 4:16, NW) Du kan derfor enten tage navnet „kristen“ forfængeligt og bringe forsmædelse over det, således som kristenheden gør det, eller du kan lide uret som en kristen. Dersom du lever op til kristennavnet, til trods for de lidelser, det medfører, så kan du herliggøre Gud i dette navn. På samme måde bør der skelnes mellem den falske religion og den sande religion.
11. Hvilke skriftsteder viser rigtigheden i at sondre mellem sand og falsk religion?
11 Apostelen Paulus anvender udtrykket „religion“ om den falske form, dér hvor han indrømmer om sig selv: „I har jo hørt om min færd førhen i jødedommen, hvorledes jeg til overmål vedblev at forfølge Guds menighed og skade den, og jeg gjorde større fremskridt i jødedommen end mange af mine jævnaldrende af min race, da jeg var langt mere nidkær for mine fædres overleveringer.“ „Efter vor religions strengeste sekt levede jeg som farisæer.“ (Gal. 1:13, 14, NW; Ap. G. 26:5, AS) Paulus fortæller os også, at nogle på hans tid foregav at dyrke den form for tilbedelse, som det formodedes, at engle dyrkede, en „englereligion“ eller „engledyrkelse“. (Kol. 2:18, Dy og Mo) Men det er disciplen Jakob, der fremholder forskellen mellem denne falske religion og den sande religion, sand kristendom, med ordene: „Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Thi enhver, som hører og intet gør, er som en mand, der ser sit eget ansigt i spejlet, han ser på sig selv og går bort og glemmer straks, hvordan han så ud. Men den, som skuer ind i frihedens fejlfrie lov og bliver ved dermed og beviser, at han ikke er en glemsom hører, men et virksomt redskab, han vil få sin virksomhed velsignet. Enhver, som anser sig selv for religiøs og ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit eget hjerte, hans religion er forgæves. Ren, ubesmittet religion i Gud Faderens øjne er dette: at tage sig af faderløse og enker i deres trængsel og holde sig fra verdens besmittelse.“ — Jak. 1:22-27, Mo.
12. Hvilken betydning ligger der i ordet „religion“, der berettiger os til at bruge det i forbindelse med sand tilbedelse?
12 Den måde, hvorpå udtrykket „religion“ er brugt i bibeloversættelser på en del sprog, begyndende med de gamle latinske oversættelser, er i betydningen „tilbedelsessystem“ eller „form for tilbedelse“, hvad enten det er den sande eller falske, den rene eller den frafaldne. New World Translation er derfor ikke yderliggående i denne sag, men tager et fornuftigt syn på betydningen af udtrykket religion. Derfor gengiver den Jakobs ord således: „Hvis nogen mener at være en tilbeder og ikke tøjler sin tunge, men fortsat bedrager sit hjerte, da er denne mands form for tilbedelse forgæves. Den form for tilbedelse, der er ren og ubesmittet fra vor Guds og Faders synspunkt, er denne: at tage sig af forældreløse og enker i deres trængsel og at holde sig uplettet af verden.“ (Jak. 1:26, 27, NW) Når vi derfor tager ordet i den simple betydning „form for tilbedelse“ eller „tilbedelsessystem“, er vi berettigede til at bruge ordet „religion“ i omtale af kristendom, når det betyder den rene og ubesmittede religion.
13. Hvilken skæbne vil den sande og den falske religion få her i dommens tid?
13 Sand kristendom, sand religion eller sand form for tilbedelse vil overvinde de forsmædelser, der rettes imod den. Falsk religion eller tilbedelse vil aldrig overleve de forhånelser, den er blevet tildænget med, og heller ikke de domme, Gud lader ramme den. Gud er dommeren over, hvad sand tilbedelse er, thi han er dens ophavsmand. Al religion står derfor i dag til doms ind for ham. Den sande vil blive åbenbaret og velsignet af ham. Den falske vil blive fordømt af ham og udslettet af jorden.
Modstandsdygtig over for besmittelse
14. Hvorledes søger falsk religion at forhåne den sande religion?
14 Det er den falske religion, den urene tilbedelse, der forhåner den ægte religion, den rene tilbedelse. Den gør det i misundelse og uretfærdighed. Og ikke det alene, den søger også at få berettiget grund for sin spot og bagvaskelse af den sande tilbedelse ved at bringe den i fordærv. Den gør det ved at søge at få tilbederne til at slappe af, fire på deres principper, give efter for verdslighed og blive nøjagtig som verdensmennesker, skønt de bærer Guds og Kristi navn. Den søger at få de sande tilbedere til at slå en handel af eller indgå kompromis med den til opnåelse af en eller anden selvisk fordel, som for eksempel økonomisk fremgang, popularitet i denne verden og uhemmet nydelse af, hvad dette tingenes system kan tilbyde.
15. Hvad har Satan altid tilstræbt i denne gudernes strid om tilbedelsesspørgsmålet?
15 Uden for Edens have blev den sande tilbedelse genoplivet på jorden af Adams søn, Abel, der led martyrdøden. Fra da af har den sande tilbedelse måttet kæmpe imod besmittelse fra verden. Den har altid kun været i et lille mindretal. Satan, Djævelen, „dette tingenes systems gud“, har udfordret Gud og siger, at det ikke kan lade sig gøre, og at han vil forårsage, at den rene tilbedelse ikke kan forblive ubesmittet. Jehova Gud siger, det kan lade sig gøre, og at det vil ske. Hvem vil komme til at stå som løgner? Jehova Gud vil støtte den rene tilbedelse. Hans store modstander med alle dæmonerne under sig vil bestandig tilstræbe at indføre urenheder i den sande tilbedelse og at besmitte den og gøre den hyklerisk, så selv Jehova Gud vil forkaste den og overlade den til udslettelse. Der finder derfor strid sted mellem guderne eller de mægtige om dette religionsspørgsmål eller tilbedelsesspørgsmål.
16, 17. Hvad tilkendegiver, at der ikke kan være tale om kompromis mellem sand kristendom og falsk religion?
16 Lad os fuldt ud forstå denne sag, således som den sande Gud giver os at forstå den. Der kan ikke finde kompromis sted mellem sand kristendom og denne verdens religion. Før Gud førte israelitterne ind i Palæstinas land, som han havde lovet dem, gjorde han dem dette fuldstændig klart. Ved begyndelsen af deres fyrretyveårige vandring sagde han til dem: „Hold jer alt, hvad jeg siger jer, efterrettelig; du må ikke nævne andre guders navn, det må ikke høres i din mund. . . . thi jeg giver landets indbyggere i jeres hånd, så du kan drive dem bort foran dig. Du må ikke slutte pagt med dem eller deres guder. De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal forlede dig til synd imod mig, til at dyrke deres guder, så det bliver dig til en snare!“ Hvem kunne med denne guddommelige udtalelse i tanke gøre indsigelse mod slagordet, at falsk, verdslig religion er en snare og drives som et udbytterforetagende?
17 Sejrrigt førte Jehova israelitterne ind i det forjættede land og udryddede mange af deres hedenske fjender. Da hans tjener Josua, Moses’ efterfølger, var blevet gammel og snart skulle afslutte sin jordiske løbebane, fandt han det på sin plads at minde dem om Jehovas vægring over for enhver tanke om kompromis med fjendernes religion. Josua befalede dem: „. . . og ikke indlader jer med disse folk, som er tilbage iblandt jer; I må ikke påkalde deres guders navne eller sværge ved dem, ikke dyrke eller tilbede dem, men I skal holde fast ved Jehova jeres Gud som hidtil.“ — 2 Mos. 23:13, 31-33 og Jos. 23:7, 8.
18, 19. Hvilke former for kompromis indlader kristenheden sig på med hedenske guder, og hvilke gudsbespottelser kommer de med i hån mod hvilke skriftsteder?
18 Jehova Gud godkender ikke, at hans folk slutter pagt med religiøse fjender, hvad enten det sker ved ægteskab eller politiske overenskomster eller handelsaftaler, hvorved de tvinges til at tage disse forbundsfællers guders navn i deres mund og yde dem retslig anerkendelse. Dette princip eller denne handleregel står stadig ved magt for Guds sande folk i dag, for det, som hændte fortidens kødelige israelitter, tjener til et advarende eksempel for os, som lever på den tid, da tingenes system i kristenheden skal ophøre. Lad blot kristenheden fortsætte med at indlade sig med hedenskabets guder og deres bespottelse af Jehova Guds sandhed. Som når for eksempel ikke-katolske lande sender ambassadører, ministre eller charges d’affaires til Vatikanstadens hof, hvor disse, skønt de ikke er romerske katolikker, er tvunget til at knæle eller bøje sig for paven og titulere ham som „Deres Hellighed“. Når protestantiske eller jødiske politikere under valgkampagner ønsker at sikre sig stemmer blandt katolikker, benytter de også titlerne på den katolske gud og kalder ham „Hellige Fader“. Når radiospeakere i handelsøjemed, som det sker i visse lande, omtaler det romersk-katolske hierarki, bruger de for at kildre de katolske tilhøreres ører titler som „højærværdige“, „Hans Højærværdighed“, „Fader“ o.s.v. til forherligelse af sektvæsenets mægtige.
19 I Esajas 57:15 siger Jehova Gud: „Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er „Hellig“.“ Til Jehova Gud alene henvendte Jesus disse ord: „Hellige Fader, bevar dem i dit navn, dem, som du har givet mig.“ Og til sine disciple sagde han: „Kald ingen på jorden jeres fader; thi een er jeres Fader, han, som er i himmelen.“ (Joh. 17:11 og Matt. 23:9, Dy) Kun een gang finder protestanter i King James-oversættelsen og i den Amerikanske Standard Oversættelse ordet „højærværdig“, og dér bruges det om Jehova Gud: „Helligt og højærværdigt er hans navn. Jehovas frygt er visdoms begyndelse.“ (Sl. 111:9, 10, AS; KJ) Den sande kristne, tilbederen af den sande Gud, vil ikke indgå på noget kompromis og tilskrive denne verdens guder og mægtige de ting, som tilkommer Gud. Han følger Jesu ord: „Tilbagebetal . . . Gud, hvad Guds er.“ — Matt. 22:21, NW.
20. Hvilken dom over Jerusalem tilkendegiver, at man ikke kan sammenblande det, der tilkommer Gud, med verdslig religion og vente guddommelig godkendelse?
20 Vi kan ikke sammenblande det, som tilkommer Gud, med verdslig religion og samtidig opnå guddommelig godkendelse. Jerusalem fik ikke Guds godkendelse, dengang det faldt fra den åbenbarede tilbedelse af Jehova og i religiøsitet holdt sig til hans navn, men samtidig svor ved falske guder. Som en advarsel om hans vredes dag sagde han: „Jeg udrækker hånden mod Juda og alle Jerusalems borgere. Jeg fjerner . . . dem, som tilbeder Jehova og sværger til ham, men også sværger ved Milkom, og dem, som veg bort fra Jehova, ej søger, ej rådspørger Jehova.“ — Zef. 1:4-6.
21. Hvilke begivenheder og hvilken dom ved Sinajs bjerg viser det samme?
21 Ved foden af Sinajs bjerg gav Moses’ broder Aron efter for folkets røst, da de forlangte synlige guder, og han lavede dem en guldkalv. I samklang med kalvetilbedelsen i Ægypten, som de lige havde forladt, sagde israelitterne: „Dette er dine guder, o Israel, som førte dig ud af Ægyptens land.“ Aron byggede et alter for tyrekalven og erklærede: „I morgen skal være en højtidsdag for Jehova.“ Denne højtidsdag udartede til et vildt, umoralsk orgie. Jehovas vrede blussede op over dette forsøg på at knytte ham sammen med dæmontilbedelse. Under ledelse af hans profet Moses blev guldkalven knust til støv, og henved tre tusind af festdeltagerne faldt for deres sværd, som Jehova brugte som sine redskaber. — 2 Mos. 32:4-28, AS.
22. Hvorledes blev Jeroboam fanget i den samme snare? og med hvilket resultat?
22 Århundreder senere, da de ti stammer løsrev sig fra Juda og Jerusalem efter kong Salomos død, forsøgte den israelitiske kong Jeroboam at føre sit folk på vildspor ved ikke at lade dem drage op til Jehovas tempel i Jerusalem, så de kunne tilbede der. I stedet for at begrænse sig til een guldkalv, indførte han to og opstillede dem i Betel og Dan. Derpå tilskrev han disse kalve den udfrielse, Jehova havde skænket Israel, og gentog de frafaldne israelitters ord ved Sinaj og sagde: „Det er for meget for jer at skulle drage op til Jerusalem, se dine guder, o Israel, som førte dig ud af Ægyptens land.“ (1 Kong. 12:25-29, AS) Hvad fik dette til resultat? Nationen gik under to hundrede og halvtreds år senere, overladt af Jehova Gud til sine fjender. Alt dette, siger apostelen Paulus, var et advarende eksempel for kristne om aldrig at indgå kompromis med falsk religion, dæmonreligion. Den sande Gud vil aldrig bære over med os eller skåne os fra den undergang, som kompromis med sikkerhed hidfører. Den er en snare, der leder en ud i tilintetgørelsen. — 1 Kor. 10:6, 11, NW.
23. Hvilken vej har kristenheden fulgt, der viser, at den har ignoreret definitionen af sand religion?
23 Kristenheden har ikke givet agt på definitionen af ren og ubesmittet religion, der ikke blot betyder at tage sig af enker og faderløse, men også at holde sig uplettet af verden. Vi kan ikke „bære ild i vor brystfold uden at klæderne brænder“; vi kan ikke indgå kompromis med fjenden og knytte venskaber med denne verden og forblive uplettede, ufordærvede og frie med den frihed, som kun sandheden kan give. Kristenhedens moralske, sociale og åndelige tilstand i dag er et levende bevis herfor. Fra det andet århundrede og fremefter har dens grundlæggere indgået kompromis med hedenske lærdomme, som for eksempel treenigheden og sjælens udødelighed. Hvorfor? For at vinde popularitet og for at tage sig viis ud i verdens øjne og for ikke at virke alt for afstikkende fra resten af verden og derved udsætte sig for hån og forfølgelse. I det fjerde århundrede, fra kejser Konstantins tid og fremefter, har kristenhedens bygningsmænd givet efter for den politiske stat og underlagt sig dens overopsyn. Den har byttet sin uafhængighed og sit håb om at blive Kristi brud bort for i stedet at blive den politiske stats, det romerske verdensriges, kirke.
24. Hvilken straf vil kristenhedens utugt bringe den? Hvornår?
24 Denne åndelige utugt betød fjendskab med Gud, og den vil om kort tid nedkalde samme straf over kristenheden, som blev foreskrevet for skøger og utugtige i Guds lov til fortidens Israel. Jehova Gud er nu i sit tempel og siger til alle, som påstår at være Guds folk: „Jeg nærmer mig jer til dom og vidner i hast mod troldmændene, ægteskabsbryderne, menederne og dem, som undertrykker daglejere, enker og faderløse, gør fremmede uret og ikke frygter mig, siger Hærskarers Jehova.“ (Mal. 3:1, 5) Kristenheden vil derfor være den første, der bliver tilintetgjort i Harmagedon med undergangens brændende ild, således som en umoralsk, utugtig organisation, der er faldet fra den rene religion, fortjener det.
25. Hvad har kristenhedens antagelse af hedenske lærdomme og skikke ført til? og hvilken advarsel er der blevet givet den?
25 Kristenheden har ikke haft modstandskraft over for den besmittelse, der følger med kompromis med falsk religion, ligesom det kødelige Israel forhen heller ikke havde denne kraft. I stedet for at hellige de hedenske lærdomme, filosofier, ritualer og skikke ved at indføre dem i sit religionssystem har kristenheden besmittet sig med denne verden. Den har vanhelliget Kristi navn, som den bærer. Dog giver den sig ud for at være hans trolovede brud. Efter at have påpeget, hvad kompromis med verden og efterligning af den førte til for Israels vedkommende, advarer Guds ord kristenheden: „Derfor skal den, der mener at stå fast i sin stilling, tage sig i agt, at han ikke falder. I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have del i Jehovas bord og i dæmoners bord. Eller ægger vi Jehova til nidkærhed? Er vi vel stærkere end han?“ (1 Kor. 10:12, 21, 22, NW) Nej, det er vi bestemt ikke. Vi kan ikke tillade os at ægge ham til nidkærhed ved at vende os til tilbedelsen af falske guder, når vi først en gang har sluttet et forhold til ham som hans pagtsfolk, hans navns folk, i lighed med fortidens Israel.
26. Hvorledes vistes Israels fordærv som følge af kompromis? og hvordan er det et forbillede på kristenhedens fordærv?
26 For at vise, hvilket fordærv det havde medført for Israel, at det havde valgt kompromissets vej, sagde Jehova til denne nation: „Nej, skøgeleje har du på hver en høj, under alle de grønne træer. Som en ædelranke planted jeg dig, en fuldgod stikling; hvor kunne du da blive vildskud, en uægte ranke? Om du end tor dig med lud og ødsler med sæbe, jeg ser dog din brødes snavs, så lyder det fra Jehova. Hvor kan du sige: Ej er jeg uren, til ba’alerne holdt jeg mig ikke!“ (Jer. 2:20-23) Kristenheden påstår at have sin oprindelse i Kristus Jesus, som sagde: „Jeg er vintræet, I er grenene.“ Uden hensyn til, hvor ren af oprindelse kristenheden gør krav på at være, så står den kendsgerning i dag fast, at den efter århundreders tilværelse midt i denne verden er blevet til et overgroet, ubeskåret vildskud i Guds øjne. Den frembringer ikke Guds riges frugter.
27. Er kristenheden hedensk? hvordan er dens nuværende tilstand, og hvad bliver dens skæbne?
27 Stiller man i dag spørgsmålet: Er kristenheden kristen eller hedensk? lyder svaret fra Bibelen: Den er hedensk! Som hedenskabet i dag forkaster den Guds rige, der nu forkyndes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle nationer. Ifølge Jesu egen lignelse om det sande vintræ og dets grene, bliver kristenheden derfor afskåret fra ham som en vissen gren eller snyltevækst og skal ved denne verdens ende kastes i ilden og blive til aske. — Joh. 15:1-6.
En rest holder stand
28. Hvilken sejr får Satan til at tage sig ud som vinder i stridsspørgsmålet om tilbedelse?
28 Kristenheden er faldet fra. „Dette tingenes systems gud“ har vundet overhånd over den. I tusinder af år har han haft den øvrige verden i sin magt under sådanne store religionssystemer som hinduisme, taoisme, buddhisme, konfucianisme, shintoisme, muhamedanisme, animisme og andre af dæmonreligionens systemer, der omfatter omtrent to milliarder af jordens indbyggere. På dette fremrykkede tidspunkt viser alting, at kristenheden intet håb har om at kunne genvinde åndelig sundhed, og dens skæbne er uløseligt knyttet til den hedenske verden. Satans sejr over kristenheden får ham tilsyneladende til at stå som sejrherre i den århundredgamle strid: Hvis tilbedelse vil sejre, Jehovas eller Satans?
29. Hvilke spørgsmål kan besvares benægtende? og hvem gør det?
29 Men har Satan vundet fuldstændig sejr med henblik på tilbedelse eller religion? Er det lykkedes ham at fortrænge tilbedelsen af Jehova og udslette den fra jordens overflade ved hjælp af hans forskellige midler til fordærv og voldelig ødelæggelse? Jehovas vidner, der forsamledes 22.250 mand stærk ved et internationalt stævne i London, England, den 4. august sidste år, var et utvetydigt og benægtende svar! Og det er også de hundredtusinder af Jehovas vidner på hele resten af jorden.
30, 31. Hvorledes blev det degenererede Jerusalem og det omliggende rige ødelagt to gange, men overlevedes hver gang af en trofast rest?
30 Seks hundrede år før Kristus var byen Jerusalem og det omliggende rige blevet et degenereret vintræ, hvorfor Babylon og dets guder førte de overlevende jøder bort fra den ødelagte by og i fangenskab i et afgudsdyrkende og fremmed land. Dog var der en rest af israelitter, hvis hjerter var uadskilleligt knyttet til Jehova Gud. Disse overlevede Babylons fald og vendte tilbage til landet, hvor Jehovas navn var stedfæstet, og genindførte den sande tilbedelse dér. Men tiden gik, og i den kristne tidsalders første århundrede havde Djævelen atter fordærvet den jødiske nation med menneskers religiøse overleveringer og verdslige filosofier. Ved dette vendepunkt var der atter en lille rest af israelitter, som forblev tro imod Jehovas ord og hans løfte om en udfriende Messias. De anerkendte Jesus Kristus som den lovede Messias. Under hans førerskab udskilte de sig fra den fordærvede jødedoms dødsdømte religionssystem og dannede kærnen til den kristne menighed, der er bygget på den urokkelige klippe, Jesus Kristus.
31 Inden jødedommens organiserede system blev opløst, og folket blev adspredt som følge af Jerusalems ødelæggelse for romerhærenes hånd i året 70 e. Kr., var den første kristne menighed allerede blevet oprettet blandt troende jøder og troende hedninger inden for og uden for det romerske verdensrige. Jehova Gud udgød ved sin søn, Jesus Kristus, der nu var blevet herliggjort i himlene, sin hellige ånd over den apostolske tids sande kristne og brugte dem til at aflægge et verdensomfattende vidnesbyrd om Guds kommende rige.
32. Hvad får det nu til at se ud som om, at Satan har vundet? men hvorledes har Jehova dog taget udfordringen op og sikret den rene tilbedelse sejren?
32 Men hvorledes forholder det sig nu i dag? Det, vi lige har talt om, fandt sted for nitten århundreder siden. I mellemtiden er kristenheden blevet fordærvet i bund og grund, og i dag er den et religionssystem, der har bragt en ildelugtende stank over sand kristendom, ægte religion. Et af dens hykleriske og frafaldne vejs værste frugter er den ateistiske internationale kommunisme! Dette antikristne sociale og politiske system er kristenhedens svorne fjende og fast besluttet på at udrydde den. Desuden byder udsigten til en tredje verdenskrig med brug af atomvåben til masseødelæggelse ikke kristenheden noget sikkert håb om religiøs tilværelse eller virksomhed efter en sådan krig. Set fra det synspunkt tager det sig ud, som om den falske gud Satan og hans verdensreligion denne gang havde vundet sejr. Men det er dog ikke tilfældet! Jehova Gud har igen taget den store modstanders udfordring op. Atter har han ladet en rest fremstå for sit navn, en rest, der er indviet til hans rene tilbedelse. Lad en tredje verdenskrig komme, ja, lad denne verdens ende komme og med den den frafaldne kristenheds undergang, Jehovas trofaste rest vil stå fast, indtil den rene, ubesmittede tilbedelse krones med en herlig sejr.
(The Watchtower, 1. november 1951)