Er Jehovas vidner samfundsfjendtlige?
MORD, optøjer og revolutioner hjemsøger jorden. Men er Jehovas vidner at finde blandt de oprørske elementer? Deltager de i samfundsskadelig virksomhed, skaber de utrygge forhold og er de en trussel mod deres medborgere?
Hvis Jehovas vidner var optaget af noget som resulterede i død og ødelæggelse og brud på lov og orden, kunne de afgjort kaldes samfundsfjendtlige; men det er de ikke. De forsøger ikke at vende op og ned på de nuværende systemer, afsætte de styrende og udskifte regeringerne. Deres fredelige indstilling fremgår af en resolution som de vedtog for nogle år siden og hvori det blandt andet hedder:
„AT vi i overført betydning har smedet vore sværd til plovjern og vore spyd til vingårdsknive, og at vi, skønt vi kommer fra så mange nationaliteter, ikke vil løfte sværd mod hverandre, eftersom vi er kristne brødre og medlemmer af Guds ene familie, ej heller vil øve os i våbenfærd mer, men vil vandre ad Guds stier i fred.“ Denne indstilling præger deres adfærd over for hele menneskeheden.
Imidlertid bliver Jehovas vidner ofte misforstået fordi de i visse henseender adskiller sig fra deres medborgere. Det er dog ikke fordi de ikke vil indordne sig under samfundet, men fordi de forsøger at følge de første kristnes eksempel.
Var de første kristne samfundsfjendtlige?
De første kristne var ikke verdslige, det vil sige, de var ikke en del af denne verden; de holdt sig borte fra visse populære fester og forlystelser. Følgelig mødte, som et historisk værk beretter, „urkristendommen . . . kun lidt forståelse og blev betragtet med ringe velvilje af den hedenske verdens herskere. Hedenske forfattere omtalte . . . de kristne som ’vildledte skabninger’ . . ., skabninger der gjorde sig skyldige i ’had mod menneskeslægten’“. — On the Road to Civilization, A World History af Heckel og Sigman, 1937, s. 237.
Hvorfor rejste man sådanne anklager mod de første kristne? Fordi de ikke var verdslige, „ikke en del af verden“, som Jesus Kristus udtrykte det. De deltog ikke sammen med de andre i højtideligholdelsen af det gamle Roms helligdage. Andre mennesker udsmykkede deres huse på sådanne festdage, men det gjorde de kristne ikke. For dem at se ville det have været et brud på deres loyalitet mod den sande Gud hvis de sammen med deres medborgere havde overholdt helligdage som var til ære for Roms guder. Fordi de ikke deltog i festerne fik mange mennesker, de styrende indbefattet, den fejlagtige opfattelse at de var samfundsfjendtlige. — Joh. 17:16, NW.
I det gamle Rom fandt man det meget underholdende at se moralsk fordærvelige teaterstykker, blodige og grusomme kampe mellem gladiatorer og mellem vilde dyr i arenaen, og halsbrækkende væddeløb i cirkus; men de kristne holdt sig fra den slags underholdning. De delte ikke den almindelige begejstring for voldsomme og blodige sportsgrene, der var i modstrid med den kristne lære om næstekærlighed og fredsommelighed og ofte en direkte overtrædelse af Bibelens forbud mod mord. Derfor blev de kristne upopulære.
Den kristne forfatter Tertullian fra det andet og tredje århundrede e.v.t. skrev om de første kristnes holdning over for forlystelseslivet i det gamle Rom. „Vi have Intet hverken med Hensyn til Tale, Syn eller Hørelse at bestille med Afsindighederne paa Cirkus, med Slibrighederne paa Theatret, Grusomhederne paa Arenaen, Galskaberne i Fægtesalen. . . . Hvorledes krænke vi Eder dermed, at vi foretrække andre Nydelser?“
Selv om de første kristne ikke sammen med verdslige mennesker deltog i tvivlsomme fester og forlystelser, var de ikke usociale. De var ikke imod staten. Tværtimod var de et værdifuldt aktiv for det samfund de levede i. Jo flere kristne der var i et bysamfund, desto sikrere var de styrendes stilling og desto færre problemer havde myndighederne at løse. Når de kristne gjorde hvad de kunne for at hjælpe andre i samfundet til at være fredelige borgere med en høj moral, gjorde de en indsats som var af uvurderlig betydning for den offentlige ro og orden og derfor til bedste for samfundet. Lyt engang til de ord Tertullian henvendte til de romerske myndigheder som forsvar for de kristne:
„Hvorfra de, som efterstræbe Keiseren mellem to Laurbærtrær? Hvorfra de, som øve sig i Brydekunsten for at kvæle ham? Hvorfra de, som med Vaaben i Haand bryde ind i Paladset? . . . Fra Romerne, om jeg ikke tager feil, altsaa fra Ikke-kristne. . . . Imidlertid, hvilken Gjengjældelse for Forurettelsen have I nogensinde mærket fra vor Side, skjønt saa nær forbundne og udrustede med Mod indtil Døden? . . . Endvidere have I . . . foretrukket at betragte [os] . . . som Fiender: vi ere det i Sandhed, dog ikke Menneskeslægtens, men snarere den menneskelige Vildfarelses. . . . Jeg vil ligefrem bekjende, hvem det er, som muligens virkelig kan beklage sig over, at de Kristne ikke bringe dem nogen Frugt. Det er først Koblerne, de, som holde offentlige Fruentimmer og deres Bademestre, dernæst Snigmorderne, Giftblanderne, Troldmændene, Sandsigerne, Tegntyderne og Stjernetyderne. Ikke at være dem frugtbringende er en stor Frugt. Og dog, hvilketsomhelst Tab I lide paa Eders Gods ved dette Samfund [de kristnes samfund], kan ialfald opveies ved en eller anden Beskyttelse.“ — Vidnesbyrd af Kirkefædrene. II. Tertullians Forsvarsskrift, oversat af C. I. Arnesen. Christiania 1880. Kap. 38, s. 101; kap. 35, s. 95, 96; kap. 37, s. 98, 100; kap. 43, s. 112, 113.
Nej, selv om de første kristne blev betragtet som samfundsfjendtlige var de ikke modstandere af hvad der kunne være til fælles bedste. Sandt nok var de ikke verdslige, men det var med urette de blev kaldt samfundsfjendtlige. Ej heller var de „vildledte skabninger“, for de lod sig lede af de højeste principper, de bud som Jesus Kristus og hans apostle havde givet dem.
Lader sig lede af Bibelens lære
På samme måde er det med Jehovas vidner i vore dage: de følger den kurs som Jesus Kristus befalede sine disciple at følge. Det betyder ikke at de er imod samfundet. For eksempel sagde Jesus Kristus som svar på spørgsmålet om man skulle give kejseren skat: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ (Matt. 22:21) Eftersom det er „kejseren“ eller regeringen der udsteder pengene, bør de kristne betale deres skat til regeringen til gengæld for de mange tjenester regeringen yder. Kan man kalde Jehovas vidner samfundsfjendtlige når de villigt betaler deres skat? Er de så ikke snarere et aktiv for samfundet?
Hvor de end bor følger Jehovas vidner Bibelens lære om at man skal underordne sig de styrende uanset hvilket samfund man er tilknyttet. Bibelens befaling til de kristne lyder: „Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig.“ (Rom. 13:1) Endvidere siger Bibelen: „Læg dem på sinde at underordne sig myndigheder og øvrigheder, at være dem lydige.“ (Tit. 3:1) De modarbejder sandelig ikke samfundet når de adlyder denne bibelske befaling. Selv under meget urolige forhold deltager de ikke i oprør mod regeringen og opfordrer ikke til foragt for lov og orden.
De kan heller ikke kaldes usociale eller samfundsfjendtlige fordi de lader Gud komme i første række. Hvis en myndighedsperson forlanger at et af Jehovas vidner skal gøre noget som er en overtrædelse af Guds lov, er der tale om en konflikt mellem to myndigheder, og vidnet har derfor intet andet valg end at adlyde Gud, han som har den højeste myndighed. Det var det samme valg de første kristne traf når de styrende i det gamle Rom forlangte at de skulle brænde røgelse for kejseren. Deres handlemåde stemte overens med Jesu Kristi ord: „Du skal tilbede Herren [Jehova, NW] din Gud og tjene ham alene.“ (Matt. 4:10) I dag følger Jehovas vidner den samme regel som Peter og de andre af Jesu Kristi disciple gjorde når de stod over for modstridende befalinger: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 5:29) På grund af deres dybe respekt for Guds lov er de et godt eksempel for deres medborgere.
Prøver at gøre godt mod alle
Jehovas vidner er altså ikke samfundsfjendtlige; de er blot ikke verdslige, og det er fordi Jesus Kristus har sagt om sine disciple: „Var I af verden [en del af verden, NW], så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.“ — Joh. 15:19.
I hvilken forstand er Jehovas vidner „ikke en del af verden“? I den forstand at de ikke er en del af det menneskesamfund som ikke er indviet til Gud og til at gøre hans vilje, og i den forstand at de ikke har noget at gøre med dette samfunds politik, krige, pøbeloptøjer, falske religion, udskejelser, umoralitet og overdrevne eller voldsomme forlystelser. Man kan ikke sige at de er samfundsfjendtlige eller gør sig skyldige i had mod menneskeslægten fordi de holder sig fra alt dette der er så almindeligt i den menneskeverden som ikke har megen respekt for Gud og hans love; de prøver tværtimod at gøre godt mod alle.
De retter sig således efter Bibelens befaling: „Så lad os da mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle.“ (Gal. 6:10) Som kristne vidner hjælper de med glæde deres medmennesker, ligesom Jesus Kristus gjorde. Han gik omkring og gjorde godt og hjalp andre. I sin lignelse om den barmhjertige samaritaner fortalte han om en mand som var blevet overfaldet og udplyndret og var blevet liggende halvdød. En præst og en levit kom forbi, men hjalp ham ikke. Men en samaritaner som var på rejse gik hen til manden, forbandt hans sår og hjalp ham endog hen til et herberge, hvor han betalte hans regning. Jesus Kristus sagde: „Gå du hen og gør ligeså!“ (Luk. 10:29-37) Derfor prøver Jehovas vidner at gøre godt mod alle. Hvis de undlod at yde hjælp, handlede de ikke ligesom Gud.
Jehova Gud elskede menneskeverdener så højt at han gav sin enbårne søn for at de som troede kunne få evigt liv; og når Jehovas vidner hjælper deres medmennesker til at få gavn af denne foranstaltning, kan det ikke være fordi de hader menneskeslægten. De genspejler snarere noget af den ufortjente kærlighed som Gud har vist menneskeheden. — Joh. 3:16.
Ligesom de første kristne bliver Jehovas vidner ofte misforstået fordi de ikke er verdslige, ikke er „en del af verden“; men samfundsfjendtlige er de ikke. Når de følger Bibelens lære bliver de bedre borgere og gør godt mod alle selv om de ikke er verdslige. De modarbejder ikke samfundet men følger snarere Bibelens råd om at de skal „leve et roligt og stille liv, gudfrygtigt og sømmeligt i alle måder“. (1 Tim. 2:2) Overalt i verden kan folk have tillid til at Jehovas vidner til gavn for menneskeheden vil følge denne fredelige kurs.