Dåben — kun en begyndelse
Ved menighedsstudiet af denne artikel anbefales det at de anførte skriftsteder læses og kommenteres i den udstrækning der er tid til det.
1. (a) Hvordan betragtede Jesus sin dåb? (Joh. 6:38) (b) Hvordan ser nogle fra ’den store skare’ måske på deres dåb i dag?
JESU dåb var kun begyndelsen til hans tjeneste. Han anså den ikke for at være fuldendelsen af noget, men betragtede den snarere som indledningen til noget der måtte fortsætte og udvikles. Hvordan forholder det sig med dig? Har du ladet dig døbe som symbol på at du har indviet dig til at gøre Guds vilje, og således givet til kende at du er et af Jehovas Vidner? Du har måske gjort dette for nylig, inden for de sidste få måneder eller inden for det sidste år — hvilket gælder mange som nu regnes blandt Jehovas Vidner. Hvordan føler du det? Mener du at du dermed har taget det vigtigste skridt og at du nu kan sige til dig selv: ’Det var det. Enhver ved at jeg er et af Jehovas Vidner, at jeg tilhører den store skare af Jesu „andre får“, og hvis jeg skulle dø nu, kan jeg være sikker på en snarlig opstandelse i Guds rige’? — Joh. 10:16; Åb. 7:9; Hebr. 10:5-9.
2. (a) Hvilken illustration kan hjælpe os i vor bedømmelse af dåben? (b) Hvilken holdning indtager mange i dag til ægteskabet?
2 Er det klogt og rigtigt at se sådan på det? Før vi går videre med at betragte Jesu eksempel, lad os da se på en illustration. Lad os sammenligne det med et ægteskab. Hvad enten du er gift eller ej, ved du at selve brylluppet er noget der ses frem til som en stor begivenhed, og der ofres megen tid og opmærksomhed og mange penge på at forberede det. Og når så begivenheden og festlighederne er overstået, tænker de nygifte i mange tilfælde: ’Det var det. Nu har vi fået hinanden. Nu skal alt nok gå af sig selv.’
3, 4. (a) Hvad glemmer mange unge med hensyn til ægteskabet? (Matt. 19:4-6) (b) Hvilken sammenhæng vil vi nu undersøge?
3 Alt for ofte indser unge mennesker ikke at de ved giftermålet træder ind i et forhold der til stadighed må udbygges og værnes. Vielsen og registreringen af ægteskabet er blot en begyndelse. På grund at en fejlagtig og kortsynet indstilling til ægteskabet er mange ikke forberedt på de uventede vanskeligheder, for ikke at sige fristelser, der kan melde sig efter at den første stormfulde forelskelse er forbi. En af parterne, eller måske begge, kan føle en vis skuffelse og frustration, med det resultat at de måske begynder at søge andre steder hen for at få afløb for deres indestængte følelser og lidenskaber, for at få opfyldt deres inderlige længsler. Det skridt de tog da de sagde ja til hinanden, har ikke længere den store gyldighed for dem, og de søger nye fællesskaber. Er dette ikke en af hovedårsagerne til at mange ægteskaber i dag går i stykker og resulterer i sorg og bitterhed?
4 Lad os nu se hvordan der er en lighed mellem denne illustration og de spørgsmål der knytter sig til Jesu dåb, såvel som til din egen dåb.
Et dyrebart forhold til Jehova
5. Hvilken klar kundskab og forståelse havde Jesus da han lod sig døbe?
5 Hvordan betragtede Jesus sin dåb? Evangelieberetningerne fortæller ikke noget om hvilke tanker han gjorde sig da han gik „til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham“. (Matt. 3:13) Men overvej hans baggrund. Ud fra det der skete da han kun var tolv år gammel ved vi hvor god en forståelse han allerede da havde af De hebraiske Skrifter. Lukas beretter at „drengen Jesus“ var i templet i det meste af tre dage „hvor han sad midt iblandt lærerne“, og at „alle som hørte ham . . . hele tiden [blev] slået af forbavselse over hans forståelse og hans svar“. Husk også hvad han sagde til sine forældre: „Vidste I ikke at jeg måtte være i min Faders hus?“ (Luk. 2:43-49) Han kendte åbenbart til sin mirakuløse fødsel. Sandsynligvis forstod han også i det væsentlige det engelen Gabriel havde sagt til hans moder, Maria, da hun fik at vide at hun skulle undfange ved den hellige ånds kraft og at hendes søn skulle opnå gudgiven kongeværdighed. Endvidere kunne han sikkert forstå betydningen af Simeons inspirerede udtalelse til Maria, „et langt sværd skal gennembore din egen sjæl“, hvilket hentydede til hendes pinefulde sorg når hun så sin søn på pælen. — Luk. 1:30-33; 2:34, 35.
6. (a) Hvad indså Jesus tydeligt da han fremstillede sig til dåb? (b) Hvordan stillede Jesus sig, og hvad var grundlaget herfor? (Joh. 4:34)
6 Ud fra dette kan vi slutte at Jesus, især da han nærmede sig trediveårsalderen, havde en klar opfattelse af hvad der lå foran ham. Han vidste at hans dåb kun var en begyndelse. Blot begyndelsen til hans tjeneste og til den belønning han ville få for sin trofasthed? Nej. Der var noget andet som fulgte med, noget som stak meget dybere. Dette dybere, som var vigtigere og mere dyrebart for ham, var hans forhold til sin himmelske Fader. Dette forhold antog nu en yderligere betydning, en åndelig betydning. Det fremgår af ordene i Salme 40:7-11, som Jesus utvivlsomt kom til at forstå var profetiske ord om ham selv. Der tales her om at ofringen af hans fuldkomne menneskelegeme havde større værdi end alle de dyreofringer der blev foretaget under Moseloven. At dette er den rette forståelse, bekræftes af Paulus’ citat af dette skriftsted i Hebræerbrevet 10:5-9. Hvordan stillede Jesus sig til at bringe dette offer, til trods for de lidelser det ville medføre for ham, og hvad var grundlaget for hans stilling? Læg mærke til det svar der givet i Salme 40:9: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“
7. (a) Hvilket forhold opretholdt Jesus altid til sin Fader, og hvad tilskyndede ham til dette? (b) Hvordan bevarede og styrkede Jesus dette forhold efter sin dåb? (Hebr. 5:7-9)
7 Dette siger meget, ikke alene om Jesu indstilling men også om hans dybe værdsættelse og de motiver der tilskyndede ham til stadig at underordne sig under sin himmelske Fader og vise ham hengivenhed. Han ville altid glæde sig over at gøre sin Faders vilje, og det i særlig grad når han vidste at tiden var inde til at han skulle betræde den vej der ville ende med hans offer. Hans dåb var kun det første skridt. Derefter ville han bevare og styrke sit gudsforhold ved altid at søge at behage og ære sin Fader, hvad der end skete — „i medgang og modgang“, som det ofte hedder når et ægteskab indgås. Som han sagde til sin Fader da han stod over for den sidste pinefulde prøvelse: „Fader, red mig ud af denne time. Dog, det er derfor jeg er kommet til denne time. Fader, herliggør dit navn.“ — Joh. 12:27, 28.
8. (a) Hvilke glæder erfarede du forud for din indvielse? (b) Hvad forstår du, ligesom Jesus, i forbindelse med lidelser og modstand? (Mark. 10:28-30)
8 Hvordan så med dig? Kan billedet med ægteskabet også anvendes i dit tilfælde? Der er naturligvis ingen lighed mellem din baggrund og den baggrund Jesus havde før han var tredive år gammel. Kan det imidlertid ikke siges at du oplevede stor glæde da du lærte hvilken Gud Jehova er — at han er „barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed“? (2 Mos. 34:6) Fandt du ikke, ligesom Jesus, stor glæde da du lærte om Jehovas hensigt og tilmed så hvordan du kunne få en plads i denne hensigt? Du kom til at forstå at du, ved at tage det skridt at indvi dig, kunne blive regnet blandt dem om hvem Paulus skrev: „Han [Jehova] har udfriet os fra mørkets myndighed og overført os til sin elskede søns rige.“ (Kol. 1:13) Der er ingen tvivl om at du, ligesom Jesus, forstod at det at træde frem som en indviet Jehovas tjener ville medføre lidelse. Du kom sandsynligvis ud for prøvelser og modstand før din dåb, men du forstod værdien af det du havde lært og var besluttet på at holde fast ved det.
9. (a) Hvordan er der her en lighed med det ægteskabelige forhold? (b) Hvilket begunstiget forhold trådte du ind i ved din dåb, og hvordan bør du betragte det? (Mika 4:5) (c) Hvilket stort spørgsmål står du nu over for?
9 Her er det vi har ligheden med det ægteskabelige forhold. Havde du en kortsynet indstilling til din indvielse og dåb? Følte du at du nu havde gjort alt hvad der var påkrævet? Eller var du dig bevidst at du var trådt ind i et personligt forhold, ikke til en medskabning, men til den Suveræne i universet og dog en med hvem du kunne tale fortroligt og hvem du kunne påkalde som din Fader? Erkendte du at du ved indvielsen og dåben begyndte på noget der ikke bare ville gå af sig selv, men noget der måtte uddybes og værnes for ikke at sygne hen og være i fare for at lide skade og måske blive ophævet? Besluttede du at du under alle forhold ville ønske at sige som Jesus: „Fader, herliggør dit navn“? Det store spørgsmål, det spørgsmål du nødvendigvis må stille dig selv, er altså: Hvordan kan dette dyrebare forhold som jeg er trådt ind i til min himmelske Fader, styrkes og uddybes?
Hvordan man bygger på et sikkert grundlag
10. (a) Hvorfor bør du være flittig med dit personlige studium af Bibelen? (b) Hvordan bør du bære dig ad når du studerer? (2 Tim. 3:14, 16, 17)
10 Af største vigtighed er den måde du går frem på ved dit personlige studium af Bibelen, og at du lærer at efterleve Guds ord i dagliglivet. Jesus glædede sig altid over at gøre Guds vilje, for han kunne sige: „Din lov er i mit indre.“ (Sl. 40:9) Han havde studeret Guds ord og kunne anvende det i praksis. Det samme kan du gøre. Der siges i Salme 1:1-3: „Salig den mand, som . . . har lyst til [Jehovas] lov, og som grunder på hans lov både dag og nat.“ Denne mand vil være som et træ der altid er frugtbart og altid grønt, og „alt, hvad han gør, får han lykke til“. Det forudsætter langt mere end en overfladisk læsning af Bibelen. Det kræver fortsat granskning af alt i Guds ord, såvel som af den åndelige føde og vejledning der gives gennem „den trofaste og kloge træl“, samt forståelse af hvilken indflydelse det har på alle sider af ens liv. — Matt. 24:45-47.
11. (a) Hvad er hensigten med at tilegne sig nøjagtig kundskab? (Fil. 1:9-11) (b) Hvilken slags bånd må vi knytte til Jehova, og hvordan?
11 Vi skal ikke mene at studium blot er et spørgsmål om forstandsmæssigt at tilegne sig viden om sandheden. Nøjagtig kundskab har ganske vist betydning, men ikke for at vi skal kunne huske en masse navne og begivenheder på remse. Målet for os er snarere at blive „fyldt med visdom og åndelig forståelse, så [vi] kan vandre Jehova værdigt for fuldt ud at behage ham, mens [vi] fortsat bærer frugt i enhver god gerning . . . [og] så [vi] fuldt ud kan holde ud og være langmodige med glæde“. (Kol. 1:9-11) Her gælder det samme som inden for ægteskabet — nemlig at voksende forståelse og hengivenhed knytter et bånd som aldrig kan brydes. De hebraiske kristne blev for en kort tid „sløve til at høre“. De forsømte det personlige studium af Guds ord og at efterleve det, og de trængte derfor til mælk som spædbørn. Læg mærke til hvad Paulus skrev til dem: „Men den faste føde er for modne mennesker, for dem som gennem brugen har fået deres opfattelsesevner opøvet til at skelne mellem ret og uret.“ Det er ikke viden alene, men ånden i sandheden, „kærligheden til sandheden“, der frelser. — Hebr. 5:11-14; 2 Tess. 2:10; 1 Kor. 8:1.
12. (a) Hvad skader ofte forholdet mellem to mennesker? (b) Hvilken egenskab er især påkrævet for at genskabe et godt forhold? (Luk. 14:11)
12 Dernæst er der spørgsmålet om bøn. Her vil billedet med ægteskabet igen hjælpe os. Er mangel på kommunikation i ægteskabet ikke det første tegn på at der er ved at opstå en kløft mellem manden og hustruen? Årsagen er måske ikke tydelig. Det hele kan bero på en misforståelse, eller det kan simpelt hen være at den ene af natur er noget genert og tilbageholdende. Hvis mangelen på kommunikation fortsætter, vil deres indbyrdes forhold imidlertid lide under det og blive belastet. Det gode, fortrolige forhold kan kun genoprettes ved at man gør en bevidst bestræbelse for at genoptage kommunikationen. Det er ikke nogen let sag. Den egenskab der mere end nogen anden er påkrævet hos begge parter, er ydmyghed.
13. Hvilket problem kan med tiden opstå med hensyn til bøn? (1 Pet. 4:7)
13 Hvordan kan dette overføres på det åndelige? Forud for din indvielse og dåb var der sandsynligvis ingen store vanskeligheder. Din værdsættelse af sandheden og din kærlighed til sandhedens Giver ledte dig til at tage disse første skridt, og i bøn fortalte du Jehova om din dybe taknemmelighed og at du ønskede at give dig selv til ham i en uforbeholden og helhjertet indvielse. Du begyndte at leve på en ny måde. På grund af ufuldkommenhed og af andre årsager kan den første begejstring imidlertid fortage sig, ligesom det kan ske i et ægteskab. Der kan, langsomt eller pludseligt, komme en tid hvor man finder at bønnen ligesom er blevet hæmmet, eller til en vis grad rutinepræget. Hvad skal man da gøre?
14. Hvad kan du gøre hvis dine bønner er hæmmet? (Jak. 5:14, 15)
14 Prøv ikke at komme med undskyldninger eller at retfærdiggøre dig. Det ville ikke være at vise ydmyghed. Gør dig hellere en ærlig og oprigtig bestræbelse for at klarlægge årsagen. Er din samvittighed foruroliget over noget? Det kan let hindre dine bønner. Er du måske i nogen grad blevet ligegyldig og har tilladt dagliglivets gøremål at tage for meget af din tid og opmærksomhed? Er det en tilbagevendende svaghed som er dybere rodfæstet end du havde forestillet dig? Du kommer måske dertil hvor du siger til dig selv at du aldrig vil kunne fuldføre det du påbegyndte ved din indvielse og dåb. Hvis vanskeligheden er blevet så alvorlig at du føler du ikke kan henvende dig til Jehova i bøn, så er den eneste udvej at betro dig til en som også tjener Jehova, helst en tilsynsmand eller en anden moden kristen, og bede om hans hjælp. Dette vil naturligvis kræve ydmyghed, men det er måske alligevel ikke så vanskeligt som du forestiller dig, og det vil være ulejligheden værd. Hvad familielivet angår, vil en ældre broder eller søster til tider kunne hjælpe en yngre med at bringe forholdet til forældrene i orden. Det samme kan være tilfældet i Guds husstand.
15. Hvilken gavn har inderlige bønner til Jehova? (Matt. 6:6)
15 Værdien af bøn kan ikke overbetones — ikke formelle bønner, men snarere bønner som afspejler dyb værdsættelse af alt det gode Jehova har gjort for os, og ligeledes for andre. Ja, det ligger os på sinde at give udtryk for vor kærlige omsorg for andre. Vi beder Gud om at hjælpe dem med at klare deres problemer, såvel som at hjælpe os med vore. Dette vil være en beskyttelse mod at blive selvoptaget. Selvoptagethed er det modsatte af ydmyghed.
16. (a) Hvordan hjælper salmisten os til at huske på at dåben kun er en begyndelse? (b) Hvordan var Jesus et godt eksempel for os?
16 Der er noget mere som er vigtigt for at vi kan fuldende det vi bygger, og som vil hjælpe os til at huske på at vor dåb kun har været en begyndelse. Dette er også nævnt i Salme 40. I versene 10 og 11 læser vi: „I en stor forsamling forkyndte jeg retfærd, se, mine læber lukked jeg ikke; [Jehova], du ved det. . . . din trofasthed og frelse talte jeg om, din nåde og sandhed fornægtede jeg ej i en stor forsamling.“ Dette kunne i sandhed siges om Jesus, som var besluttet på at fuldføre hvad han påbegyndte med sin dåb. (Joh. 4:34) Disse ord af salmisten røber for det første stor kærlighed til Jehova og hans gode egenskaber, og desuden et stærkt ønske om at se Jehovas gode navn fuldstændig renset og ophøjet. De røber også sand næstekærlighed, et oprigtigt ønske om at andre skulle kende disse ting — især de der havde et lyttende øre og ville hjælpe med at opbygge den ’store forsamling’. Ved at tage disse ord til sig satte Jesus et godt eksempel for os. — Matt. 9:36-38; Joh. 17:6, 18-21.
17. Hvordan kan vi vise vor omsorg for mennesker? (Luk. 10:2, 5, 6)
17 En ting er værd at lægge mærke til. Jesus gik ikke rundt med en afskrift af De hebraiske Skrifter, men alligevel henviste han atter og atter i sin undervisning til disse skrifter og citerede fra dem. Det er en let sag for os at gå rundt med et eksemplar af Bibelen. Vi kan derfor udmærket, og med fordel, lære at bruge selve Bibelen når vi vidner for folk. Vi bør have omsorg for folk og vise denne omsorg ved at genbesøge dem der viser interesse, og søge at påbegynde bibelstudier i deres hjem.
18. På hvilke måder kan døbte kristne udvide deres tjeneste? (1 Kor. 16:9)
18 Måske har du også mulighed for at udvide din aktive tjeneste — som menighedsforkynder, som hjælpepioner, som almindelig pioner, som missionær eller som medlem af en betelfamilie. Alle tjenesteprivilegier står naturligvis ikke åbne for enhver, men hvis man nærer et indtrængende ønske og lægger realistiske planer, og hvis man fremlægger sit inderlige ønske i bøn, vil vejen ofte åbne sig så man i større udstrækning kan være med til at gøre Jehovas vilje.
19. Hvad bør du, som en døbt kristen, til stadighed påskønne i dit hjerte? (2 Kor. 4:6, 7)
19 Du skal aldrig føle at nogen forsøger at presse dig. Men du bør til stadighed i dit hjerte påskønne alt det din dåb står for. Som en indviet tjener for Jehova indtager du en yderst privilegeret stilling, Du bør kunne føle den inderlige, interesse som Jehovas familie i himmelen og på jorden nærer for dig, og dette bør styrke dig til at fortsætte i din tjeneste for Jehova. Glem det ikke. Din dåb var kun begyndelsen.