Israels hyrde
Lyt til, du Israels hyrde, der ledede Josef som en hjord, træd frem i glans, du, som troner på keruber. — Sl. 80:2.
1. Hvordan illustreres forholdet mellem Jehova Gud, Kristus Jesus, og hans folk?
JEHOVA, den store Skaber, har skabt et vidunderlig smukt forhold mellem sig selv og sin elskede søn, Herren Jesus Kristus. Mænd og kvinder på jorden indbydes til at komme til at stå i samme nære forhold til Jehova Gud og til Kristus Jesus og derved blive velsignet. Denne enhed er mulig ved lydighed mod og fuld tillid til Gud, hvilket hjælper alle til at leve i indbyrdes fred og lykkelig tilfredshed og til at være trygge i en sikker forvisning om Jehovas store omsorg for dem. Dette velsignede forhold, som det åbenbares gennem Skrifterne og Jehova Guds virksomhed til gavn for sit folk, kan sammenlignes med forholdet mellem en fårehyrde og hans får. Jehova Gud er Israels hyrde, Kristus Jesus er den rette hyrde, menighedernes tilsynsmænd er underhyrder, og Jehovas folk er fårene. Når vi sammen betragter disse sandheder vil vi finde megen glæde og lykke.
2. På hvilken måde trøstes vi af de forsikringer der gives i Salme 23?
2 Ingen steder i Bibelen findes der så trøstende ord som i Salme 23. Den store Hyrde er Jehova, den allerhøjeste Gud, Skaberen af universet, og han drager omsorg for hjorden. Det var David der skrev denne salme, og hans navn, der betyder „elsket, kær“, betegner meget træffende den elskede tjener som Gud ville oprejse til at være den ene Hyrde, nemlig Kristus Jesus. Så den der er „elsket“ siger: „Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle. Han forfrisker min sjæl. Han fører mig i retfærdigheds spor for sit navns skyld. . . . [Jeg] frygter . . . intet ondt, for du er med mig.“ (Sl. 23:1, 3, 4, NW) De der hører til Guds hjord nu kan udtrykke samme tillid, for Jehova er vor hyrde. Han er en mægtig Gud, en frygtelig Gud, han hader uretfærdighed; dog er han en Gud der er fuld af ømhed og medfølelse, en Gud der til stadighed holder øje med sin hjord. Han er Israels hyrde, og vi er „den hjord, du røgter“. (Sl. 79:13) Vi skal aldrig mangle. Lad os som sagtmodige medlemmer af hans hjord opmærksomt læse hele Salme 23 og tænke dybt over dens værdifulde løfter.
3. Hvordan vogtede Jehova det kødelige Israel?
3 Jehova vogtede det kødelige Israel. „Din vej gik midt gennem havet, din sti gennem store vande, dine fodspor kendtes ikke. Du førte dit folk som en hjord ved Moses’ og Arons hånd.“ (Sl. 77:20, 21) Når denne hjord gik på afveje eller var ulydig, viste Gud sit mishag, men han var stadig deres hyrde. „Lyt til, du Israels hyrde, der ledede Josef som en hjord, træd frem i glans, du, som troner på keruber. Hærskarers Gud, bring os atter på fode, lad dit ansigt lyse, at vi må frelses!“ (Sl. 80:2, 4) På grund af Judas og Jerusalems stolthed tillod den store Hyrde sin forbilledlige hjord at blive ført i fangenskab. Derfor sagde Jeremias om de utro: „Hvor er den hjord, du fik, dine dejlige får?“ — Jer. 13:20.
4, 5. Forklar Esajas 40:1, 2, 10, 11 med henblik på (a) Israel; (b) Guds folk i dag.
4 Efter straffen over Israels folk havde Jehova trøstende ord at sige til hjorden: „Trøst, ja trøst mit folk, så siger Eders Gud, . . . og råb kun til det, at nu er dets strid til ende, dets skyld betalt. . . . Se, den Herre HERREN [Jehova] kommer med vælde, han hersker med sin arm. Se, hans løn er med ham, hans vinding foran ham, han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får.“ (Es. 40:1, 2, 10, 11) Hvilken ømhed der ligger i disse ord, og hvor betydningsfulde er de ikke for vor tid!
5 I disse sidste dage har den store Hyrde, ved den rette Hyrdes, Jesu Kristi, hånd, og gennem sin „tro og kloge træl“s skare, ført sin åndelige hjord ud fra det modbilledlige Ægypten, den nuværende verden. Han har udfriet sit folk fra denne verdens magter og fra dens mørke og afskyelige tilstande, bort fra trældom, og har ført dem over i sin nye verdens organisation hvor der er lys, frihed og lykke. Jehovas vidunderlige frelsesmagt som hans folk er under, blev lagt for dagen da han i 1914 indsatte sin udnævnte konge på den himmelske trone, og også ved den sejrrige krig der blev ført i himmelen og som resulterede i at Satan og hans onde engle blev fordrevet. I 1918 kom Jehova sammen med sin kongesøn til sit tempel for at holde dom, og adskillelsen af „fårene“ fra „bukkene“ tog sin begyndelse. — Åb. 12:7-9; Matt. 25:31-46.
6. Hvilken frelse er der tilvejebragt i dag, og hvordan?
6 Hans hjord er ikke længere i fangenskab. Den bliver ikke længere jaget og flået af Guds store modstander, Satan. Særlig siden 1922 har den store Hyrde og den rette Hyrde talt trøstende til fårene. „Han [den rette Hyrde] skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser.“ (Matt. 24:31) Alle disse befriede synger den nye sang om at de er udfriet fra den sataniske verden og ført ind i Guds nye verdens samfund. „Frelsen skylder vi vor Gud som sidder på tronen, og Lammet.“ — Åb. 7:3, 10, NW.
7. Beskriv den store Hyrdes omsorg for sin hjord i løbet af de sidste fyrretyve år.
7 Den store Hyrde, Jehova, og den rette Hyrde, Kristus Jesus, har ført hjorden ind i den velsignede tilstand de i dag glæder sig over. De er i deres egenskab af Jehovas vidner blevet ledet, næret, og ført uskadte gennem mange prøvelser og fristelser indefra og udefra, blevet værnet imod falske lærdomme, falske brødre, rædsler fra deres side som ville ødelægge dem. Gennem disse sidste fyrretyve år har Jehovas vidner ikke manglet noget godt. Trods de forfærdeligste og mest frygtindgydende verdenstilstande har Jehova og Kristus beskyttet deres hjord. Vidnerne er som en hjord blevet ført gennem verdenskrige, fængsler, koncentrationslejre, revolutioner, sygdomme, epidemier, tider med hungersnød, strejker og racehad, idet de stadig har givet agt på den modbilledlige sky om dagen og ildsøjlen om natten. De har mærket Jehovas og hans Hyrdekonges nærværelse. De har intet ondt frygtet. Hvor begunstigede er vi ikke, at de er vore hyrder! „Jakobs Gud er vor faste borg.“ (Sl. 46:12) De vidner for Jehova der er kommet igennem disse fyrre år har aldrig savnet et åndeligt måltid mad, heller ikke har de tørstet efter livets vand. De har i virkeligheden haft en sådan overflod at de sagtens kunne få råd til at forkynde til gavn for andre: „Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk!“ (Es. 55:1) I dag, efter alle disse år, rækker Jehovas vidner da ikke stadig dag efter dag, ja, endog time efter time, denne storslåede invitation ud til retsindige mennesker: ’Kom, modtag føde, kom til vandstederne. Her er grønne græsgange. Israels hyrde, han er vor hyrde. Vi skal ikke mangle noget. Han dækker bord for os, for øjnene af dem der står os imod. Vi spiser og drikker mens Hyrden beskytter os’? Hvor hans folk dog ligner får! Er du i denne velsignede og lykkelige fold? Kan du med sikkerhed sige „Jehova er min hyrde“? Svarer du nej, da tøv ikke, men kom ind i folden, bort fra ensomheden og kulden; kom sammen med Jehovas får og få fred.
Den rette Hyrde
8. Hvem er den rette Hyrde? Begrund dit svar.
8 Herren Jesus Kristus er den rette Hyrde, for han siger selv: „Jeg er den rette hyrde, og jeg kender mine får, og mine får kender mig.“ (Joh. 10:14, NW) Han er god og sand. Ja, han er en trofast hyrde. Denne Hyrde er Israels skønhed, den mest strålende i hele Jehovas organisation. Han er den dejlige, ’aldeles attråværdige’, „den mest iøjnefaldende af ti tusind“. (Højs. 5:16, 10, NW) Hvem kan andet end elske og prise ham? „Men du, o hyrdetårn, Zions datters høj, til dig skal det komme, det forrige herredømme tilfalde dig, Jerusalems datters rige.“ (Mika 4:8) I sandhed, herredømmet er tilfaldet ham. Han er den „strålende morgenstjerne“, alle folkeslags glæde. Ikke alene har han fået herredømmet, men han sidder nu på tronen. Og hans får skal ikke „sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem. Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og ’Gud skal tørre hver tåre’ af deres øjne“. — Åb. 7:16, 17.
9. Hvordan ved vi at den rette Hyrde er sand, pålidelig og trofast?
9 Vor hyrde, Herren Jesus, er sand og pålidelig, og det har han bevist ved selv at være et trofast og lydigt får; af denne grund er han nu ophøjet til den mest strålende stilling i selve himmelen. Bibelen siger: „Denne var oprindelig hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev end ikke én ting til. Hvad der blev til ved ham er liv, og livet var menneskenes lys.“ (Joh. 1:2-4, NW) I Ordsprogenes bog siges der: „Da [Gud] beredte himlene, var jeg der; da han forordnede en horisont over de brusende vandes overflade, da han fæstede skymasserne oventil, . . . da han forordnede jordens grundvolde, da var jeg ved hans side som værkmester, og jeg blev en han holdt særligt af dag efter dag, idet jeg glædede mig for hans øjne hele tiden.“ (Ordsp. 8:27-30, NW) Til den fastsatte tid kom denne vise søn til jorden som et menneske for at fremskaffe løsesummen for Guds hjord. Han sagde selv: „Jeg er kommet for at de kan få liv og kan få det i overflod. . . . Jeg udleverer min sjæl til fordel for fårene. Og jeg har andre får som ikke er af denne fold; dem må jeg også føre, og de vil lytte til min røst, og de skal blive én hjord, én hyrde. Det er grunden til at Faderen elsker mig, fordi jeg udleverer min sjæl“ til fordel for fårene. (Joh. 10:10-17, NW) Apostelen Paulus skriver: „For I kender vor herre Jesu Kristi ufortjente godhed, at skønt han var rig blev han fattig for jeres skyld, at I kunne blive rige gennem hans fattigdom.“ „Han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og blev mennesker lig. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop af den grund ophøjede Gud ham også til en overordnet stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over alle andre navne.“ (2 Kor. 8:9; Fil. 2:7-9, NW) Hvilken hyrde! Han er den vi alle ser op til og med glæde følger. Hyrden, som også er Lammet, lovprises af alle Guds får. Hvor velsignede vi dog er at vi kender disse vidunderlige ting!
10. Hvilken stilling indtager Guds lam nu?
10 Han er nu kongernes Konge, den sande Hyrdekonge, Lammet på tronen, Jehovas „elskede“ og det dræbte lam: „Og . . . jeg [hørte] røster af mange engle . . . og de sagde med høj røst: ’Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!’“ (Åb. 5:11, 12) Disse æresbevisninger vises ham fordi han gør sin Faders vilje, er lydig og har et fårelignende sind. Guds slagtede lam der er oprejst fra de døde, er nu den store konge og mægtigste hersker under den højeste suveræn, Jehova.
11. (a) Hvorfor bliver det ikke betroet en lejesvend at vogte fårene? (b) Vis hvilken omsorg David havde for sin faders får.
11 Ønsker du at være en sand og trofast underhyrde og også et lydigt får? Hvis du gør det må du følge føreren, Kristus Jesus. Betragt indgående den vej han fulgte så at hans trofasthed, ydmyghed og mod kan blive et eksempel for dig. Han sagde: „Lejesvenden, som ikke er hyrde og hvem fårene ikke tilhører som hans egne, ser ulven komme og forlader fårene og flygter — og ulven røver dem og adspreder dem — fordi han er lejesvend og ikke bryder sig om fårene.“ (Joh. 10:12, 13, NW) I tidligere tider foretrak man at betro fårene i sønnernes eller døtrenes varetægt, og ikke til lejesvende. David, for eksempel, tog sig af sin faders får og sagde ved en lejlighed med henblik på dette arbejde: „Din træl har vogtet sin faders småkvæg; og kom der en løve eller en bjørn og slæbte et dyr bort fra hjorden, løb jeg efter den og slog den og rev det ud af gabet på den; kastede den sig så over mig, greb jeg den i skægget og slog den ihjel.“ (1 Sam. 17:34, 35) David var en sand hyrde. Det han først og fremmest tænkte på var at beskytte fårene. Herren Jesus Kristus gjorde nøjagtig det samme for sin himmelske Faders hjord; han var i fare for dens skyld og gav til sidst sit eget liv for den.
12, 13. Forklar med eksempler hvordan den rette Hyrde beskyttede sine får.
12 Han beskyttede dem mod sin tids falske ledere. Her er to eksempler på dette. Det ene, der berettes af apostelen Mattæus, var da farisæerne og de skriftkloge besluttede sig til at skade Jesu disciple, idet de prøvede at stille dem i et dårligt lys ved at finde fejl hos dem og sige at de brød overleveringerne. De sagde til Jesus: „Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker jo ikke deres hænder, når de skal holde måltid.“ Læg mærke til hvordan han vogtede sine får og beskyttede dem. Han svarede farisæerne og de skriftkloge: „Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld?“ Ved at citere for dem af Esajas’ bog irettesatte han dem yderligere. Disse falske religionsdyrkere vidste at deres angreb mislykkedes, for disciplene kom til Jesus og sagde: „Ved du, at farisæerne blev forargede, da de hørte det, du sagde?“ Ja, den rette Hyrde var på vagt, han varetog sine fårs interesser. — Matt. 15:1-4, 12.
13 Det andet eksempel forekom i Getsemane have på den sidste aften han tilbragte sammen med den lille hjord. Han havde bedt for dem og nu forrådte hans egen discipel Judas ham der i haven. „Judas [tager] vagtmandskabet og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tjenere og kommer derhen med fakler og lygter og våben. Jesus, som vidste alt, hvad der skulle komme over ham, gik nu frem og sagde til dem: ’Hvem leder I efter?’ De svarede ham: ’Jesus fra Nazaret.’ . . . Han spurgte dem så igen: ’Hvem leder I efter?’ De sagde: ’Jesus fra Nazaret.’ Jesus svarede: ’Jeg har sagt jer, at det er mig; når det altså er mig, I leder efter, så lad disse gå!’ — for at det ord skulle gå i opfyldelse, som han havde sagt: ’Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.’“ (Joh. 18:3-9) Her er vi vidner til at den rette Hyrde er i funktion og beskytter sine får. Selv på dette tidspunkt tænkte han mere på dem end på sig selv da han sagde: ’Tag mig, men lad dem gå.’ Til sidst måtte han give sit liv for fårene, og han gjorde det. Han mistede ingen af dem.
14. Hvilke poster måtte Jesus beklæde for at kunne varetage sin Faders interesser?
14 Hvorfor sagde han nu det? Først må vi forstå at det ikke var i egne interesser at han var kommet til jorden; han kom som Jehovas store repræsentant og ambassadør. Dog, han er nøglen til forståelse af forholdene i verden, for hvad han siger og gør påvirker alle nulevende mennesker, og hver myndighed og magt. Han kan bevare i live, han kan ødelægge. Han er selve den nye verdens grundvold. Dog var Jehovas vilje et og alt for ham. Han var fuldstændig lydig. Han sagde: „Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig. Og dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste dag. Thi dette er min Faders vilje.“ — Joh. 6:38-40.
15. Hvilket fuldkomment eksempel viser den rette Hyrde alle andre hyrder?
15 Den sande Hyrde mistede ingen af sin Faders får: „Mens jeg var hos dem plejede jeg at våge over dem af respekt for dit eget navn som du har givet mig, og jeg har bevaret dem, og ikke én af dem er gået til grunde med undtagelse af undergangens søn, således at skriftstedet er gået i opfyldelse.“ (Joh. 17:12, NW) En fuldendt indberetning! Vi kan ikke opnå fuldkommenhed, men vi kan sandelig tage et stort skridt henimod den hvis vi følger Jesu eksempel. Hans stadige interesse var at gøre dette ene, „hans vilje, som sendte mig“. (Joh. 4:34) Læg mærke til at det også var pålagt ham at holde øje med, lede og nære fårene. Han måtte ikke miste nogen. Når vi forstår dette meget nære forhold mellem fader og søn skulle det få vore hjerter til at strømme over med taknemmelighed. Jesus tjener Jehova af kærlighed og med frygt. „I sit køds dage opsendte Kristus under stærke råb og tårer bønner og anmodninger til den som kunne frelse ham ud af døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.“ — Hebr. 5:7, NW.
16. Udførte den rette Hyrde sit arbejde i frygt for Jehova?
16 Da Jesus stod midt i sin største prøve alene, uden at nogen på jorden kunne hjælpe ham, bad han: „Fader, om du vil, så tag denne kalk fra mig! dog ske ikke min vilje, men din!“ (Luk. 22:42) Videre sagde han: „Frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ (Matt. 10:28, NW) Han frygtede Jehova Gud og anerkendte sit ansvar over for fårene. Tænk over det! Tager vi det lige så alvorligt som han, er vi lige så ivrige efter at aflægge en god beretning over vort arbejde som hyrder der har omsorg for Guds får? Jesus er det fuldkomne eksempel. Ønsker vi, fremfor alt andet, Jehovas godkendelse? Sætter vi omsorgen for hjorden over alle andre hensyn i dag?