Tjenerne føder hjorden

„Vær hyrder for Guds hjord.“ — 1 Peter 5:2.

 1. Hvordan er Jehova den store hyrde over sit folk?

JEHOVA er den store hyrde for alt sit folk. Ingen er større end han med hensyn til kærlighed og visdom og i udøvelsen af retfærdighed og styrke over for sit folk. Han er mere trofast og retfærdig i sin handlemåde med hjorden end nogen jordisk hyrde, mere øm og medfølende med sine små end nogen hyrde i denne verden, mægtigere og heftigere til at forsvare sit folk end nogen vogter af naturlige får. Altid beskytter Jehova dem, der er viet til ham, mod vilde og dyriske fjender, og samtidig skænker han dem frugtbare græsgange med åndelig føde og fører dem langs med de livgivende strømme af vederkvægende vand, som stadig flyder fra hans sandheds ord. Sandelig, den store hyrde er Jehova!

 2. Hvem udnævner han og viser derved, at han er den øverste hyrde?

² Det er ikke overraskende at se, at denne store hyrde bruger metoder, som er højere og helt anderledes end andres, når han beskæftiger sig med, har omsorg for og tager vare på sin talrige hjords behov. I stedet for at indføre lejesvende som paver, kardinaler, ærkebiskopper og biskopper og give dem prangende titler og sætte dem til at herske over hjorden, oprejser den almægtige Gud blandt sin egen hjord visse personer, som han udnævner til tjenere eller „trælle“, der skal sørge for at hjælpe deres brødre, efter som han befaler det. Tro mod deres stilling som tjenere forsøger disse fårevogtere aldrig at lede hjorden til en bestemt side eller bort fra den rette vej og heller ikke at udnytte hjorden til egen fordel; tværtimod leder de Herrens får på den af Gud bestemte vej. Det er derfor Jehova Gud, der har ansvaret for og den fulde ære og pris for den fremgangsrige vej, hans folk nu befinder sig på. At det er den måde, Herren Gud har anordnet for at tilvejebringe det, hans teokratiske organisation behøver, skal vi nu få at se ud fra et studium af bibelen.

 3. Hvordan viste han, at han var hyrden, ved at bruge Moses og David?

³ I gamle dage var det den store hyrde Jehova, der førte sit folk Israel sammen med en blandet flok ud af Ægypten gennem halvøen Sinajs ødemarker ind i det fjendtlige land, der nu hedder Palæstina, og det gjorde han ved sine trofaste tjenere Moses og Aron. „Du førte dit folk som en hjord ved Moses’s og Arons hånd.“ (Salme 77:21) Det var Jehova, der „lod sit folk bryde op som en hjord, leded dem som kvæg i ørkenen“. (Salme 78:52) Når de faldt fra og var i nød, var det deres store hyrde Jehova, de råbte til og sagde: „Lyt til, du Israels hyrde, der ledede Josef som en hjord, træd frem i glans, du, som troner på keruber.“ (Salme 80:2) Til sin tid kaldte Gud David iblandt sine brødre og satte ham over Israels hjord for at tage vare på deres særlige fornødenheder. Jehova sagde til David: „Du skal vogte mit folk Israel og være hersker over Israel.“ (2 Samuel 5:2; 1 Krøniker 11:2) David var en ydmyg mand, en mand efter Guds hjerte, og skønt han sad på „Jehovas trone“, glemte han aldrig, at han kun var den store hyrdes tjener. (1 Samuel 13:14; Apostlenes Gerninger 13:22; 1 Krøniker 29:23) David erkendte, at det i virkeligheden var Gud, der sørgede for den rette føde, havde omsorg for sit udvalgte folk og førte dem på den rette vej, og derfor sang han: „Jehova er min hyrde, mig skal intet fattes, han lader mig ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han mig, han kvæger min sjæl, han fører mig ad rette veje for sit navns skyld. Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst.“ — Salme 23:1-4.

 4. Hvorfor bør tjenerne kende Guds metode til at røgte sine får?

⁴ „Guds hjord“ i vor tid såvel som i fortiden er ikke firbenede, uldbeklædte, stumme dyr, men de er, som bibelen siger, mennesker, retsindige mennesker, Herrens folk. „I, mine får, min græsgangs får, er mennesker, og jeg er jeres Gud, siger Herren Jehova.“ (Ezekiel 34:31, Amer. Stand. Overs.) Flertallet af dette blads læsere, som er sagtmodige og lærvillige og har et blidt, fåreagtigt sindelag, viser ved deres villighed til at følge den store hyrde Jehova, at de nu er samlet eller bliver samlet ind i Herrens fold. „Kend, at Jehova er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans folk og den hjord, han vogter.“ (Salme 100:3) Det er derfor nødvendigt for alle dem, der hører til denne hjord, at kende og forstå, hvilken metode Gud bruger, når han sørger for sit folks behov. De burde forstå, at han har udnævnt tjenere til at føde, hjælpe og trøste dem nu i vor tid. Det er også godt for disse tjenere at erkende og sætte pris på det store ansvar og de pligter, Herren har pålagt dem. De må ikke forsømme disse pligter. De må ikke misbruge disse forrettigheder. De må trofast tage vare på disse af Gud givne pligter til den store hyrdes ære og til velsignelse for hans hjord.

Den øverste tjener og hyrde

 5. Hvem er overhyrden og den gode hyrde? Hvorfor skal vi se hen til ham?

⁵ Se på Kristus Jesus, som Gud har udnævnt til at være både den øverste hyrde og overhyrde for hans hjord! (1 Peter 5:4; Johannes 10:14) Se på „Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.“ (Hebræerne 12:2, 3) Ja, se på denne Guds søn, som er, det fuldkomne eksempel på en, der blev oprejst iblandt sine brødre til at være tjener for hjorden. (Apostlenes Gerninger 3:22) Trofast udholdt han al slags forfølgelse og trængsel, medens han søgte og spejdede efter de fortabte får. Han lod sig ikke standse eller lede bort fra sin opgave af den skam og vanære, der blev ført over ham af de modbilledlige ægypteres verden, der hadede og foragtede ham, fordi han var overhyrden, den store hyrdes og faders søn. „Thi enhver hyrde er ægypterne en vederstyggelighed.“ Og det gælder både for de forbilledlige og de modbilledlige ægyptere. Men det fik ikke Jesus til at forlade sin stilling som Guds højeste tjener og hyrde. — 1 Mosebog 46:34.

 6. Hvilke tre særlige skikkelser var forbilleder på ham?

⁶ Profetier, som blev nedskrevet århundreder, før Jesus blev født, viste, at han var bestemt til at være Jehovas overhyrde, og han var fast besluttet på at udføre sin rolle. Moses, det kødelige Israels hyrde, var et forbillede på Kristus, hyrden for Guds sande Israel. (5 Mosebog 18:15; Apostlenes Gerninger 3:22) David, der vogtede Guds udvalgte folk, var et billede på Kristus Jesus, den større David, på hvem Ezekiels profeti bliver opfyldt: „Min tjener David skal være konge over dem, og alle skal de have en og samme hyrde.“ (Ezekiel 37:24; Lukas 1:32, 33) Hyrden Kristus omtales også i profetien som den større Kyros, om hvem Esajas forudsagde: „Så siger Jehova: . . . Jeg siger om Kyros: Min hyrde, som fuldbyrder al min vilje.“ — Esajas 44:24, 28.

 7. Hvordan viste Jesus på jorden omsorg for fårene ligesom Gud?

⁷ Vi ser da, at „fårenes store hyrde, vor Herre Jesus“, viser den samme kærlighed, hengivenhed og ømme omsorg for Herrens får, som hans Fader har fremvist. (Hebræerne 13:20) Uafbrudt betjente den salvede Jesus sine brødre, Guds hjord, med hvad de havde behov. Utrætteligt søgte han efter de omstrejfende og sultne får, og når han fandt dem, gav han dem den føde, der var nødvendig for deres sundhed og velvære. „Så vandrede Jesus omkring i alle byer og landsbyer, lærte i deres synagoger og prædikede evangeliet om Riget og helbredte al slags sygdom og svaghed. Og da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne som får, der ingen hyrde har.“ (Mattæus 9:35, 36) Den gode hyrde ignorerede ikke disse folkeskarer, der hungrede og tørstede efter livets brød og sandhedens vand. Han kan være blevet træt og udaset af sine lange rejser til alle byer og landsbyer og af sit udstrakte arbejde med at lære og forkynde og helbrede de syge og skrøbelige. Dog forbigik han ikke denne skare eller lod dem være uden hyrde til et senere tidspunkt. Da han så, at de var vildfarne får, siger beretningen, at „han begyndte at lære dem mange ting“ og viste dem hen til den rette vej, som fører til evigt liv. (Markus 6:34) Uden tvivl var mange af denne skare lydhøre, vendte om fra deres genstridighed og vedblev derefter at følge den gode hyrde, medens de lovpriste den store hyrde, Jehova. Apostelen Peter siger, at alle kristne engang har været i en lignende håbløs tilstand. „I var vildfarne som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.“ — 1 Peter 2:25.

 8. Hvilke skridt tog han for at blive hyrde og vise, at han var det?

⁸ For at blive Jehovas højeste tjener var det nødvendigt for Jesus at aflægge sin tidligere himmelske herlighed, som han havde haft som Logos, og påtage sig en tjeners skikkelse, ja endog at ydmyge sig til at gøre det arbejde, der almindeligvis blev udført af slaver. Jesus havde indviet sig, ikke til at gøre sin egen vilje, men til at gøre sin himmelske Faders vilje. Når det da var Jehovas vilje og hensigt, at hans elskede søn skulle blive tjener eller slave for sine brødre, hvem var da han, at han skulle kritisere eller gøre oprør eller knurre over denne opgave? I stedet for at klage eller påtage sig gerningen halvhjertet virkede Jesus nidkært og energisk som en ydmyg slave iblandt Guds hjord. Hans mad og styrke var at gøre den himmelske Faders vilje, uanset hvilke ubehageligheder og trængsler det kunne medføre for ham. (Johannes 4:34; 6:38) Deri er han et ædelt eksempel til efterfølgelse for alle Guds tjenere. Hvis nogen ønsker at blive den højeste Guds tjenere, så bør de have samme sindelag og indstilling og følge hans ydmyge handlemåde. Det er det råd, apostelen Paulus giver os. „Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors. Derfor har også Gud højt ophøjet ham.“ — Filipperne 2:5-8.

 9. Hvordan sørgede han for hjordens behov, efter at han havde forladt den?

⁹ Ligesom Moses var „tro i hele hans hus som tjener“, var også den større Moses, Kristus Jesus, tro. (Hebræerne 3:5) Ligesom „Moses talte således til Jehova: Måtte Jehova, Gud over alt køds ånder, indsætte en mand over menigheden, som kan drage ud og hjem i spidsen for dem og føre dem ud og hjem, for at ikke Jehovas menighed skal blive som en hjord uden hyrde“, således havde også Kristus omsorg for den kristne menigheds vedvarende vel, efter at han havde forladt den. (4 Mosebog 27:15-17) Jesus vidste, at når hans kortvarige gerning her på jorden var fuldført, ville fårenes menighed, der blev tilbage, trænge til at blive røgtet og sørget for. Den omstændighed, at Kristus blev indsat som overhyrde, indbefatter, at det var Guds vilje og hensigt, at andre hyrder skulle forenes med Kristus og tjene under ham. Derfor gav Kristus sine apostle og disciple speciel mundtlig undervisning og viste ved praktiske eksempler, hvordan de skulle forholde sig som hjordens tjenere og hyrder. Lyt til mine ord, og følg mit eksempel, var hovedindholdet af denne vejledning.

10. Hvilken regel opstillede den gode hyrde, som hans medtjenere skulle følge?

¹⁰ Ved en lejlighed kaldte Jesus sine disciple sammen og sagde til dem: „I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, er strenge herrer over dem, og de store iblandt dem lader dem føle deres magt. Men således skal det ikke være blandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener; og den, som vil være den første af jer, skal være alles træl. Thi Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ (Markus 10:42-45) Det samme er udtrykt med færre ord således: „Da satte han sig ned og kaldte på de tolv og siger til dem: Hvis nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles tjener.“ (Markus 9:35; Mattæus 23:11) De iblandt Guds hjord, som ville blive særlig æret med større forrettigheder i hans tjeneste, skulle være de andres tjenere og slaver, vente på og hjælpe deres brødre på enhver mulig måde. „Kom det ord i hu, som jeg har sagt jer: En tjener er ikke større end sin herre.“ (Johannes 15:20) Når Herren Jesus Kristus som Guds hyrde og tjener tilbragte tiden med at føde sin Faders hjord, ventede på dem, trøstede dem og hjalp dem på enhver mulig måde, er det ikke noget mindre, der ventes af Kristi tjenere. Om nogen tjener mig, så må han følge mit eksempel, er den regel, som denne Guds hyrde opstillede. „Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig.“ — Johannes 12:26.

11. Hvilken demonstration foretog han ved den sidste påske? Hvorfor?

¹¹ Jesu gerning nærmede sig hastigt sin afslutning. Nu var der kun nogle timer tilbage, til han skulle forrådes og hænges op på forbandelsens marterpæl. Han måtte på den kraftigst mulige måde give sine disciple et indtryk i sindet af tjenernes rette stilling i menigheden. Så rejste han sig fra bordet, hvor han fejrede det sidst påskemåltid, siger beretningen, og da han havde lagt sin overkjortel, tog han et håndklæde og et fad vand og begyndte at vaske sine brødres fødder. Da det var gjort, sagde den højeste tjener: „Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig Mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer, en tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham. Når I ved dette, er I salige, om I gør det.“ — Johannes 13:12-17.

„Vogt mine får“

12. Hvornår og hvordan blev hans får adspredt og derpå genindsamlet?

¹² I tre og et halvt år eller mere viste denne overhyrde således ved eksempler såvel som ved forskrifter, hvorledes tjenere i den teokratiske ordning skulle betjene deres brødre. Tiden for hans virksomhed i kødet iblandt Herrens får var nu kommet til sin afslutning. Tiden var inde til, at hyrden skulle slås som en opfyldelse af Zakarias’s profeti, og som følge heraf var det den tid, da fårene midlertidigt ville blive adspredt, som det også var forudsagt. (Zakarias 13:7; Mattæus 26:31; Markus 14:27) At adspredelsen af dem, der havde fulgt denne hyrde, ville blive af kort varighed, fremgår af de begivenheder, der indtraf efter Kristi opstandelse. Ved forskellige lejligheder viste Kristus sig for dem, der var udvalgt til særlige tjenere, apostlene, for at styrke dem til den gerning at gensamle de adspredte får.

13. Hvordan viste Jesus tydeligt Peter, hvor nødvendigt det er at røgte hjorden?

¹³ Det var ved en sådan lejlighed, i en af dagens første timer, at Jesus spurgte Peter, om han virkelig elskede ham. Som svar på spørgsmålet sagde Peter: „Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.“ Til dette svar sagde Jesus: „Vogt mine lam!“ Men Jesus „spørger ham igen for anden gang: Simon, Johannes’s søn, elsker du mig?“ Denne gang svarede Peter med mere eftertryk og endnu mere afgjort: „Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.“ Efter Peters andet svar sagde Jesus: „Vær hyrde for mine får.“ Men endnu en gang, for tredje gang, stiller Jesus spørgsmålet: „Simon, Johannes’s søn, har du mig kær?“ Men nu var Peter bedrøvet og forvirret, fordi Herren blev ved at gentage dette spørgsmål om hans kærlighed og hengivenhed. Der var ingen tvivl i hans eget sind vedrørende den sag. Beretningen siger derfor, at „Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: Har du mig kær?“ Derefter sagde Peter i største alvor og med eftertryk: „Herre, du kender alt, du ved, at jeg har dig kær.“ Uden tvivl blev Peters oprigtighed lagt så tydeligt for dagen, at han var sikker på, at Kristus ligefrem ville kunne se, at han elskede ham. Dog gentog Jesus blot sin befaling: „Vogt mine får.“ (Johannes 21:15-18) Hvad Jesus i virkeligheden gjorde ved disse gentagelser var at slå fast, hvor nødvendigt det var for Peter såvel som for andre, der ville være tjenere for hjorden, at føde fårene, hvis de virkelig skulle bevise, at de elsker overhyrden Kristus Jesus og den store hyrde Jehova.

14. Hvem må især prædike og føde fårene? Efter hvis eksempel?

¹⁴ Peter og de andre apostle vidste, hvad Jesus mente, når han sagde, at de skulle vogte og føde Herrens får. Thi medens den gode hyrde endnu var her på jorden, havde han sendt dem ud fra by til by og befalet dem at gå „til de fortabte får af Israels hus. På jeres vandring skal I prædike og sige: Himmeriget er kommet nær!“ (Mattæus 10:1-16) Beretningen siger, at han udsendte halvfjerds af de modne og trofaste disciple til at deltage i denne hyrdegerning. (Lukas 10:1-17) Det er rigtigt, at den opgave at forkynde Rigets evangelium påhviler hver eneste en af Guds folk, men det gælder især dem, som Herren udvælger til tjenere i sin teokratiske organisation. At det er tilfældet ses af det, der fandt sted fra pinsedagen og derefter. Ved den lejlighed blev en stor del af Herrens kraft og hellige ånd udgydt over alle de tilstedeværende, både brødre og søstre, gamle og unge, tjenere og ikke tjenere. Men apostlene var som de udvalgte tjenere særlig nidkære i at vise deres kærlighed til Gud og hans rige. De gjorde deres yderste for at opspore, finde og føde Herrens får. Som Peter, Jakob, Johannes, Judas og Paulus har nævnt i indledningen til deres breve, erkendte de, at de som fårehyrder i hjorden var Herrens tjenere. (2 Peter 1:1; Jakob 1:1; Åbenbaringen 1:1; Judas 1; Filipperne 1:1; Titus 1:1) I denne stilling satte Peter Kristus som sit mønster og eksempel, og han formanede sine medtjenere til at gøre det samme. Paulus gjorde det ligeledes og udtalte: „Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger.“ — 1 Peter 2:21; 1 Korinter 11:1; 1 Tessaloniker 1:6.

15. Er det let at være tjener for hjorden? Hvordan illustrerede Paulus dette?

¹⁵ Paulus skriver, at det er ikke nogen let gerning at være apostel og tjener i hjorden. Selv om Paulus’s større ansvar og forrettighed i gerningen gav ham stor glæde og tilfredshed, bragte det ham tilsyneladende også større trængsel og nød i kødet. Han skriver: „Thi jeg synes, Gud har stillet os apostle frem som de ringeste, ja, som dødsdømte; et skuespil er vi jo blevet for hele verden, både for engle og mennesker. Vi er dårer for Kristi skyld, I er kloge i Kristus; vi er svage, I er stærke; I er hædrede, vi foragtede! Indtil denne stund har vi både sultet og tørstet og manglet klæder; vi bliver mishandlet; vi er hjemløse; vi arbejder hårdt med vore hænder. Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri; spotter man os, svarer vi med gode ord; som verdens fejeskarn er vi blevet, i alles øjne et udskud indtil nu.“ (1 Korinter 4:9-13) Paulus udholdt i sandhed meget, medens han udførte sin pligt som hjordens trofaste tjener. Det var dog ikke i sin egen styrke, han holdt ud, men ved Herrens nåde og kraft, som han selv skriver ved en anden lejlighed: „Herren stod mig bi og gav mig kraft, for at forkyndelsen af budskabet ved mig kunne blive ført helt til ende, og alle hedningerne få det at høre; og jeg blev friet ud af løvens gab.“ — 2 Timoteus 4:17.

Religionens lejesvende overtager hjorden

16, 17. Hvornår kom de falske hyrder ind? Og hvordan optrådte de?

¹⁶ Apostlene arbejdede trofast som tjenere i marken, opsporede de tabte får, gav dem næring, når de fandt dem, kæmpede for hjorden imod alle frafaldne, fredsforstyrrere og de glubende ulve, der søgte at skabe splittelse iblandt brødrene. Under denne teokratiske organisation havde hjorden fremgang og voksede i antal, og mange får blev indsamlet fra hedenskabets golde og ufrugtbare marker til den sande kristendoms frodige græsgange. Men da apostlene havde forladt skuepladsen, varede det ikke længe, før værdiløse mennesker gjorde sig til ledere eller herrer over hjorden. De var i højeste grad forsømmelige over for de pligter, de skulle have udført som tjenere, og de var dovne og ligegyldige over for hjordens behov; derfor nægtede de ikke blot at gå ud og søge efter tabte får, men de forsømte også at føde og drage omsorg for dem, der allerede var samlet. De kaldte sig hyrder, men når ulvene kom for at ødelægge og fortære hjorden, flygtede disse bedragere og ville ikke kæmpe for fårene. Følgelig kom Jehovas brændende dom over dem.

¹⁷ En sørgelig tilstand var det, netop som apostelen Paulus havde sagt, det ville blive, hvis de udnævnte tjenere ikke var tro mod deres pligter: „Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken den hellige ånd satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte med sit eget blod. Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne.“ (Apostlenes Gerninger 20:28-31) Allerede i Judas’s tid havde der sneget sig nogle ind, „som uden undseelse frådser med og gør sig selv til gode“. (Judas 12) Forvendte og frafaldne mennesker var de. De begærede menneskers ros og lovprisning og ønskede fårene for deres egen mund; derfor raserede de den gode hyrdes fold og drog disciple efter sig til deres egne religiøse huse. „Grådige er de hunde, kender ikke til mæthed. Og sådanne folk er hyrder! De skønner intet, de vender sig hver sin vej, hver søger sin fordel.“ (Esajas 56:11) Som hyrder uden forstand klippede de fårene selv ved vintertide. Som grådige hunde, der aldrig kan mættes, sørgede de hele tiden for sig selv på fårenes bekostning.

18. Hvordan har de ophøjet sig selv? I hvilke religionssystemer?

¹⁸ Den betydningsfulde og dog ydmyge stilling, som en tjener eller slave i Herrens organisation indtager, blev der set ned på med hån og foragt af de opblæste og pralende mænd, der formasteligt tiltog sig stillingen som hyrder over fårene. Stolte og hovmodige som de var, kastede de vrag på den forret at være tjenere og indsatte sig selv som gejstligheden (en klasse, som hverken Kristus eller apostlene havde anordnet) og påtog sig prangende titler som biskop, ærkebiskop, metropolitan, pave, højeste pontifex o.s.v. (Mattæus 23:5-11) Med tvang og grusomhed herskede de over hjordene. Sådan var tilstanden på den tid, da Konstantin den Store lagde grunden til den katolske kirke i det fjerde århundrede efter Kristus. Og ned gennem århundrederne siden da har kristenhedens mangfoldige sekter og kirkesamfund fortsat med at holde fårelignende mennesker i deres sognefolde, hvor de bliver plyndret, udnyttet, klippet og fortæret til de falske hyrders fornøjelse og fordel. „En flok bortkomne får var mit folk,“ siger Jehova ved Jeremias’s mund, „deres hyrder havde ført dem vild, på afveje i bjergene; de flakkede fra bjerg til høj, glemte deres hvilested. Enhver, som traf på dem, fortærede dem; deres fjender sagde: Vi er sagesløse. Det skete, fordi de syndede imod Jehova.“ — Jeremias 50:6, 7.

19, 20. Hvad vil Jehova gøre for fårene? Og hvad gør han med de falske hyrder?

¹⁹ De tror det måske ikke, men den store hyrde, Jehova, holder disse falske hyrder skyldige, fordi de har ført hans hjord på afveje, og hans brændende og glødende vrede er optændt imod dem, som han selv siger: „Mod hyrderne blusser min vrede, bukkene vil jeg hjemsøge; thi Hærskarers Jehova ser til sin hjord.“ (Zakarias 10:3) Ja, for længe siden lovede Jehova, at han til sin egen rette tid ville se til sin hjord af adspredte får og give de falske hyrder en retfærdig straf.

²⁰ Jehova, den store hyrde, er fuldt ud i stand til ved sin overhyrdes hånd, den større David, at skille fårene fra de hornprydede bukke, der undertrykker dem. Og da han kom for at udfri sin hjord fra de onde hyrders magt, skilte han dem også fra de hornede undertrykkere, der stanger og puffer de syge og svage og tramper Rigets budskab under fode og plumrer sandhedens klare vand. Når Jehova befrier sine får fra alle disse onder, fører han dem ind på gode græsgange mellem højene på Rigets bjerg. — Ezekiel 34.

Den spredte hjord indsamles på ny

21. Hvordan er Ezekiels profeti om „een hyrde“ blevet opfyldt?

²¹ De kendsgerninger, der er indtruffet på denne skyers og mulms dag i det tyvende århundrede, viser ud over enhver tvivl, at den fulde opfyldelse af Ezekiels profeti har fundet sted i vor tid. Jehova har samlet „resten“ af sit folk ud fra kristenhedens fjerne lande, hvor de var adspredt. Over dem har Gud oprejst „min tjener“ Kristus Jesus, den større David, og den ene hyrde, overhyrden, røgter og føder dem. I nogen tid forud for 1918 blev Herrens vej beredt, og så kom Herren pludselig til sit tempel for at holde regnskab med sine tjenere, belønne de trofaste og straffe de utro. Det skildrer Jesus for os i sin store profeti om „verdens ende“ i Mattæus 24:42-51. Som Malakias har forudsagt, ville det blive en tid med brændende dom, og det ville vare i nogen tid, indtil alle de onde tjenere var renset ud fra Herrens rest. — Malakias 3:1-3.

22. Hvordan er den teokratiske organisation blevet genrejst siden 1918?

²² Indsamlingen af resten, hjemsøgelsen med det onde over deres undertrykkere, overhyrdens indsættelse som konge og genrejsningen af den teokratiske organisation, som den var på apostlenes tid, blev også forudsagt af en anden profet, nemlig Jeremias. (Jeremias 23:1-8) Siden restens genindsamling i tiden efter 1918 har Kristus Jesus, hyrde-kongen, haft den øverste ledelse, og tingene har udviklet sig hastigt hen imod oprettelsen af den teokratiske organisation iblandt dem i den skikkelse, den havde for 1900 år siden. Det betød, at de alle sammen indså, at Jehova er den store hyrde, ophøjet over alle andre, at Kristus Jesus, den kronede og regerende konge over den himmelske, teokratiske regering, er Jehovas overhyrde, at her på jorden er den „tro og kloge tjeners“ organisation sat til at lede alle Rigets interesser, og at i denne teokratiske ordning er modne og trofaste brødre blevet udnævnt som forskellige tjenere til at tage vare på, vente på og sørge for Herrens fårs behov.

23, 24. Hvad er forklaringen på, at hjorden er så stor nu? Hvem vogter og føder den?

²³ I begyndelsen var de får, der fulgte Kristus Jesus, kun få i antal, kun en „lille hjord“. Og da geninsamlingen begyndte efter Herrens komme til templet i 1918, var kun en lille rest af hans lille hjord endnu tilbage på jorden. (Lukas 12:32) Men nu er det en stor og vældig flok af får, sagtmodige og lærvillige mennesker, der følger den gode hyrde, således som Jesus sagde, det ville være tilfældet. „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold [den lille hjords fold]; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive, een hjord, een hyrde.“ (Johannes 10:16) Lignelsen om fårene og bukkene viser, at Kristus Jesus ville begynde at samle og „lede“ disse „andre får“, efter at han var sat på tronen som konge i 1914, og efter at han var kommet til sit tempel for at holde dom i 1918. „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene.“ — Mattæus 25:31, 32.

²⁴ I det adskillelsesværk, der nu foregår blandt folkeslagene, bliver den klasse, der kaldes de „andre får“, stillet på Kongens højre side, der betegner hans gunst. Det syn, Johannes så, da han havde sin åbenbaring, skildrer disse „andre får“ som „en stor skare“ retsindige mennesker, der er blevet samlet sammen i de senere år og nu med glæde synger: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ Aldrig mere skal de hungre og tørste; „thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand“. (Åbenbaringen 7:9-17) Nogle får har været i Herrens ene hjord eller organisation i tyve eller tredive år, andre i en langt kortere tid, og endnu andre, der er som nyfødte lam, studerer nu dette blad Vagttaarnet for første gang. Men Jehova og Kristus Jesus føder alle „fårene“ i forening, hvad enten de er gamle eller unge. „Se, den Herre Jehova kommer med vælde. . . . Han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen [sin højre arm, Kristus Jesus], og bærer lammene i favn og leder de diende får.“ — Esajas 40:10, 11.

25. Hvad gør præsterne nu? Men hvad gør de trofaste tjenere?