Lad os værdsætte vor Guds frelse

 1, 2. Hvilken stor fejl begår mange mennesker, og med hvilket resultat?

SKYLDER Gud os noget? Mange mennesker opfører sig som om han gør. De betragter livet som noget der blot skal bruges til at opnå vinding og selvisk nydelse. Men de opnår ingen virkelig tilfredshed ved livet. Det skyldes at de overtræder det første og det andet bud som Jesus Kristus omtalte: „Det første er: ’Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én; og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.’ Et andet er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ — Mark. 12:29-31.

² Meget få mennesker er interesseret at adlyde disse bud i dag. De er som den rige mand i en af Jesu lignelser, ham der sagde: „Sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!“ Men han mistede sin sjæl den samme nat. (Luk. 12:16-21) Sådan er det også i dag. De der ikke er rige hos Gud men som i stedet skaber deres eget materialistiske paradis i denne tingenes ordning, vil miste alt i ’den store trængsel’ der snart vil gå hen over jorden. Deres interesser er materielle, sjælelige — ikke åndelige. — Matt. 24:21, 22; Jer. 25:31-36; Jak. 5:1-5.

 3. Sammenlign det „sjælelige“ menneskes synspunkt med det „åndelige“ menneskes.

³ Hvor er et sådant „sjæleligt menneske“ dog kortsynet! Det der stammer fra Guds ånd er dårskab for ham, så han ikke kan se ud over en livstid på halvfjerds eller højst firs år. Men ’det åndelige menneske’ kan se ind i evigheden. Selv ’åndelige mennesker’ som har materielle besiddelser rådes til at „øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv“. Der kræves „gode gerninger“ af alle os som søger „det virkelige liv“. I Guds fuldkomne lovs spejl kan vi se i hvor høj grad vi lever op til de krav der stilles for at man kan opnå evigt liv. „Den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, så han ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig i sin gerning.“ — 1 Kor. 2:14, 15; 1 Tim. 6:18, 19; Jak. 1:25.

 4. Hvad er nødvendigt hvis vi skal forstå Guds visdom?

⁴ Idet Paulus taler om frelsen der først kommer til jøderne, og derefter til folk fra nationerne, siger han: „O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje!“ (Rom. 11:33) Betyder det at Guds visdom er så dyb at vi måske aldrig vil komme til at forstå hans veje? Langtfra! Men vi må gå til Guds ord med den rette indstilling i sind og hjerte. Vi forventer ikke at Bibelen skal lyde som en verdslig roman, hvis formål udelukkende er at underholde. Bibelen kræver studium, med et ret motiv. På Jesu tid var der nogle som kom til ham med urette motiver, idet de søgte selvisk fordel eller en chance til at lokke ham i en fælde. (Joh. 6:26, 27; Luk. 20:20-26) Imidlertid var det kun dem der søgte ham ydmygt og af et rent hjerte han skænkede forståelse af de dybere åndelige ting i Guds ord. (Matt. 13:10-15; Luk. 13:23, 24) Også vi må af hjertet værdsætte Bibelens lære, som er så forskellig fra verdens filosofi.

„Synd“ og „genløsning“

 5. (a) Hvad er Bibelens syn på „synd“? (b) Hvorfor er det en ufortjent godhed at vi kan blive udfriet fra synd?

⁵ Lad os for eksempel se på emnet „synd“. Vi lever måske i et eftergivende samfund eller et andet samfund som ikke gør sig klart hvad synd er. Men synden har eksisteret lige siden oprøret i Eden. Synd vil sige at forfejle fuldkommenhedens mål, eller ikke at nå op til Guds retfærdighed. (Rom. 3:23, 24) Vi har arvet synden fra vor ulydige forfader Adam, og vi er derfor alle syndere. I fortiden måtte man bruge Guds lov, givet ved Moses, for klart at påvise hvad synd var, selv om syndens løn, døden, havde hersket som konge over menneskeheden i tusinder af år. Denne lov viste også klart at mennesket ikke i egen kraft kunne befri sig for synden. Også vi der lever i dag skulle fuldt ud være vidende om synden og dens konsekvenser. (Rom. 5:12-14; 7:7, 21-25) Hvor er vi i os selv dog uværdige til at blive befriet for synden og dens virkninger! Hvilken ufortjent godhed Gud viser ved at tilvejebringe udfrielse fra synden på grundlag af sin søns fuldkomne offer! — Ef. 2:4-8.

 6. (a) Hvad er grundlaget for udfrielse fra synd? (b) Hvem vil ikke finde det vanskeligt at forstå læren om genløsningen?

⁶ Dette fører frem til Bibelens lære om „genløsningen“. Udfrielse fra synd fås på grundlag af Jesu genløsningsoffer. Er spørgsmålet om genløsningen så vanskeligt at vi ikke kan forstå det, for slet ikke at tale om at kunne forklare det tydeligt for andre? Nej, slet ikke! I virkeligheden er Bibelens lære om genløsningen, når man forstår den rigtigt, både betagende og trosstyrkende! Hvis vi skulle tilslutte os kristenhedens præsteskabs lære om at Jesus er Gud i legemlig skikkelse, og følgelig halvt Gud og halvt menneske, eller hvis vi var ganske opslugt af den orientalske filosofi at menneskets mål skulle være nirvanas glemsel, ja så ville vi måske have vanskeligt ved at forstå genløsningen. Men hvis vi jager efter „retfærdighed, troskab, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte“, så vil det ikke være for vanskeligt for os at forstå og glæde os over Jehovas vidunderlige foranstaltning i forbindelse med genløsningen. — 2 Tim. 2:22.

 7. Hvad vil genløsning sige?

⁷ Som et fuldkomment menneske — hverken mere eller mindre — og det nøjagtige modstykke til den engang fuldkomne Adam, kunne Jesus give sig selv „som en tilsvarende løsesum for alle“, det vil sige for alle synderen Adams ufuldkomne efterkommere. (1 Tim. 2:5, 6, NW) Det græske ord antiʹlytron, som kun er brugt dette ene sted i Bibelen, forklares således: „en løsesum, genløsningsbetaling, eller snarere en tilsvarende løsesum. ’Det betegner egentlig en pris hvormed en fange løskøbes fra fjenden; og den form for udveksling hvorved den enes liv løskøbes med den andens liv.’ Aristoteles bruger således verbet antilytróo for det at løskøbe liv med liv.“a Ja, selv den stolte Aristoteles forstod hvad der ligger i en genløsning. Men havde han levet fire århundreder senere ville hans filosofier — der omfattede treenige guder, udvikling og sjælens udødelighed — uden tvivl have hindret ham i at erkende betydningen af Jesu løsesum.b

 8. Hvordan og i hvilken rækkefølge skal alle levendegøres?

⁸ Det syndige menneskes sjæl er ikke udødelig! Den har ingen ret til liv. Bibelens lære er tydelig: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ez. 18:4, 20; Matt. 10:28) Ja, det syndige menneskes sjæl dør, men Bibelen fremholder et vidunderligt håb: „Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Men hvert i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til.“ Lige så sikkert som at Kristus opstod fra de døde, lige så sikkert bliver den lille skare af hans salvede efterfølgere levendegjort med ham nu, ved tiden for hans usynlige nærværelse. (1 Kor. 15:20-23) Når tiden er inde kan også andre troende mennesker forvente at blive frigjort „fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. — Rom. 8:21, NW.

To familier

 9. På hvilken måde står Jesu efterfølgere i modsætning til Adams familie?

⁹ Denne lære om genløsningen henleder vor opmærksomhed på to familier — Adams familie og Jesu Kristi familie. Begge familier omtales som bestående af mange. (Rom. 5:15) Der stilles ingen særlige krav for at komme til at høre til Adams syndige familie. Alle fødes ind i den. Men om Jesus står der skrevet: „Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ (Mark. 10:45; Matt. 20:28) Hvor mange? Som vi allerede har set, gav han sig selv som „en tilsvarende løsesum for alle“. Han smagte døden for at det „skulle komme alle til gode“. (1 Tim. 2:5, 6, NW; Hebr. 2:9) I løbet af de sidste seks tusind år er Adams familie kommet til at omfatte milliarder. Kristus har købt dem alle. Men for at opnå en godkendt stilling ind for Gud må de tro på Jesus Kristus som den hvorigennem Gud har gjort det muligt for dem at opnå evigt liv. (Joh. 3:16, 36) Der siges om Jesu disciple: „Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans [Jesu] navn. De blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud.“ — Joh. 1:12, 13.

10. Hvorfor stiftede Jesus ikke en bogstavelig familie?

¹⁰ Det samme er tilfældet for dem der gennem Jesu offers syndsforladende værdi opnår evigt liv i Jesu familie på jorden. De må også tro på Jesu blod, der er grundlaget for at de kan blive løskøbt fra synd og død. (Hebr. 9:12, 28; Rom. 5:8-11) Som en fuldkommen mand kunne Jesus have giftet sig og stiftet sin egen familie — en begavet, enestående familie! Men var det dét Jesus ønskede? Var dét Jehovas hensigt med at sende ham til jorden? Jesus var interesseret i at gøre sin Faders vilje, hvilket indbefattede noget der var langt vigtigere end at han stiftede sin egen nye familie. (Joh. 5:30; 6:37-40) Fremfor alt var Jesus interesseret i at se Jehovas hellige navn og hensigt hævdet i forbindelse med den oprindelige menneskelige familie. Gud hvilede nemlig fra sin skabergerning i tillid til at hans storslåede hensigt — at en paradisisk jord skulle opfyldes med retfærdige efterkommere af Adam — ville være gennemført ved slutningen af hans syv tusind år lange hviledag. — 1 Mos. 2:1-3; 1:27, 28.

11. (a) Hvordan bliver Jesus „Evigheds-Fader“? (b) Hvem adopterer Gud først som åndelige sønner?

¹¹ Mennesket, skabt af Gud, havde været fuldkomment, og der fandtes en måde hvorpå denne fuldkommenhed kunne genvindes. Hvorfor da stifte en ny menneskelig familie? Det der krævedes var i stedet at den fuldkomne Jesus bragte sig selv som et offer, sådan at de af Adams efterkommere der elskede Gud og var lydige, kunne blive overført til eller adopteret ind i Jesu familie, med ham som deres „Evigheds-Fader“ i kraft af genløsningen. (Es. 9:6) Men det første i Guds hensigt var at en ’førstegrøde’, et lille antal af Adams familie, på grundlag af deres tro på Jesu offer skulle adopteres som åndelige sønner, for at de sammen med Jesus kunne få en åndelig opstandelse og være med i hans himmelske rige som skal herske over menneskeslægten. — Rom. 8:23; Jak. 1:18.

12. (a) Hvad har genløsningen muliggjort for menneskeheden? (b) Hvordan bør vi reagere på genløsningsforanstaltningen?

¹² Genløsningen åbner vejen for enestående velsignelser for menneskeheden i almindelighed — Paradiset genoprettes over hele jorden, mange som elsker retfærdighed overlever og kommer ind i dette paradis, milliarder af døde oprejses, og sygdom, synd og død fjernes. Genløsningen er også grundlaget for fred, tilfredshed og harmoni blandt alle Jehovas skabninger. (Sl. 37:10, 11; 72:7, 8; Joh. 5:28, 29; Es. 33:24) Hvor forventningen om disse kommende herligheder dog får os til at føle inderlig værdsættelse af den storslåede kærlighed og ufortjente godhed Jehova har vist gennem sin søn! Dette er i sandhed „ufortjent godhed efter ufortjent godhed“! (Joh. 1:14, 16, 17, NW) Intet under at Jesu disciple skrev med en sådan påskønnelse om genløsningen! (Rom. 3:21-26; 1 Pet. 1:18, 19; 1 Joh. 1:7; Jud. 20, 21) Strømmer dit hjerte ikke over af taknemmelighed for den store kærlighed Gud har vist ved at sørge for genløsningen og alt hvad den medfører? — Rom. 8:38, 39; Es. 65:17, 18.

Hvordan vi viser vor taknemmelighed

13, 14. (a) Hvad bør værdsættelse af genløsningen få os til at blive rige på? (b) Hvad bør afholde os fra nogen sinde at øve synd?

¹³ Til sine medtroende skrev apostelen Paulus: „Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må blive mere og mere rig på indsigt og al dømmekraft, så I kan skønne, hvad der er det væsentlige, for at I må være rene og lydefri på Kristi dag, fyldte med retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til ære og pris.“ (Fil. 1:9-11) Hvis værdsættelse af genløsningen tilskynder os til at blive mere og mere rige på kærlighed, skulle den også få os til i stadig højere grad at hade det onde.

¹⁴ Gud tilgiver synder på grundlag af Jesu offer, men dette giver os ikke frihed til at synde. Det er sandt nok som der står i Første Johannesbrev 2:1 (NW), at hvis nogen på grund af den nedarvede ufuldkommenhed begår en synd, så „har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig“. Men hjælper han os hvis vi forsætligt tager os friheder til at begå synd? Kan vi forvente at få gavn af Jesu offers syndsforladende værdi hvis vi fremturer i en syndig handlemåde? Første Johannesbrev 3:2, 6, 8 siger: „I elskede, nu er vi Guds børn . . . Enhver, der bliver i ham, synder ikke [øver ikke synd, NW]; enhver, der synder [øver synd, NW], har hverken set ham eller kendt ham. Den, der gør synd, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra begyndelsen. Men derfor blev Guds Søn åbenbaret, for at han skulle tilintetgøre Djævelens gerninger.“ Dette gør han ved hjælp af sin kærlige foranstaltning med genløsningen. Der er afgjort ingen af dem som værdsætter denne enestående foranstaltning gennem Kristus der nogen sinde ville ønske at indlade sig på at øve synd!

15. Hvorfor er det uklogt at indlade sig på synd med den tanke at Jesu offer vil give én tilgivelse?

¹⁵ Nu tænker én måske at det ikke er så slemt at ’gå lige til stregen’, eller at tage sig en fornøjelse der er lige på grænsen uden dog at være direkte synd. Eller en anden tænker måske: ’Kun én gang og ikke mere, så får jeg tilgivelse på grundlag af Jesu offer.’ Men er det en fornuftig tankegang? Det er begyndelsen til at opdyrke forkærlighed for kødets gerninger, det modsatte af at opdyrke åndens frugt, og Bibelen advarer os rent ud om „at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige“. (Gal. 5:19-24) Det er meget let at forfalde til urette handlinger! Modstå fristelse, med et rent hjerte. (Matt. 5:8) Når vi står over for en fristelse til at gøre noget forkert, skulle vi føle os tilskyndet til at sige: ’Nej. Jeg vil ikke have med det at gøre. Efter det Gud og Kristus har gjort for os ved at tilvejebringe genløsningen, hvordan skulle jeg da kunne gøre dette, og vise en sådan mangel på værdsættelse?’ Måtte vi altid med genløsningen i tanke kunne sige af hjertet: „Vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.“ — Hebr. 10:39, og se også vers 29.

16. Hvordan kan vi undgå at ’unddrage os’ og synde?

¹⁶ Måtte vi, i stedet for at ’unddrage os’ i synd og mangel på tro, nærme os vor Gud mere og mere. Det betyder at vi også må komme vore brødre nærmere. Vi bør elske vore brødre af hjertet. „Enhver, der ikke øver retfærdighed, er ikke af Gud, ej heller den, der ikke elsker sin broder. Thi dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hverandre.“ (1 Joh. 3:10, 11) Hvordan viser vi denne kærlighed til hinanden? Ved at være sammen med hinanden — før møderne, efter møderne og ved andre lejligheder. (Sl. 133:1; Rom. 12:9, 10) Ja, ved at interessere os for hinanden, ved at opbygge hinanden i kærlighed, ved at glæde os over at dele de dejlige åndelige velsignelser med hinanden som Jehova har tilvejebragt gennem Herren Jesus Kristus. — 1 Tess. 5:11-13.

En positiv værdsættelse

17. (a) Hvordan kan vi positivt udtrykke vor tro? (b) Hvad indebærer dette ofte?

¹⁷ Genløsningen skulle tilskynde os til positiv handling, ja til at gøre trosgerninger der genspejler vor inderlige taknemmelighed for alt hvad Jehova og Kristus har gjort for os. Så kan vi være sikre på at være blandt dem der omtales i Salme 11:7 (NW): „For Jehova er retfærdig; han elsker retfærdige handlinger. Det er de retskafne der skal se hans ansigt.“ I dag er der over halvanden million Jehovas vidner over hele jorden som øver retfærdige handlinger til gavn for andre oprigtige mennesker. Deres tjeneste består blandt andet i at besøge andre i deres hjem og gratis undervise dem i Bibelen og vise dem vejen til det evige liv som kun kan vindes ved nøjagtig kundskab om Gud, Kristus og genløsningsforanstaltningen. (Joh. 17:3; 14:6) Hele denne tjeneste udføres frivilligt og uden forventning om materiel belønning. Ofte indebærer den også at man må udholde uvenlig behandling og endda grusom modstand. — Matt. 10:28-39.

18. Hvordan viste en femårig værdsættelse af Jehovas foranstaltning?

¹⁸ Tag for eksempel denne femårige pige: Hendes moder oplærte hende trofast så hun efterhånden fik inderlig kærlighed til Jehova og hans søn. Men hendes ikke-troende fader sendte hende i en buddhistisk børnehaveklasse. Her blev hendes kristne overbevisning sat på en hård prøve. Hun afslog at ære Buddha når hun gik ind ad skoleporten. I klassen nægtede hun at bøje sig for et billede af Buddha. Hendes lærerinde skældte hende ofte ud. Men der var en tilbedelseshandling af den rette slags som hun kunne udføre, selv i denne børnehaveklasse. Før middagsmaden bøjede hun hver dag sit lille hoved og bad stille til Jehova gennem Kristus. Lærerinden var også vred over dette, og prøvede at hindre hende i det, men forgæves! Til sidst, da lærerinden uden held havde søgt at få hende til at deltage i en buddhistisk fest, spurgte hun pigen: „Er det fordi din moder har sagt at du ikke må?“ Den lille stump svarede: „Nej, det er fordi Jehova Gud ikke ville synes om det.“ Et glimrende udtryk for tro, grundlagt på genløsningen!

19. (a) Hvordan velsigner Jehova dem der søger ham af et rent hjerte? (b) Hvordan viste en ældre dame værdsættelse af en sådan velsignelse?

¹⁹ Jehovas genløsningsforanstaltning gør det muligt for folk af alle slags at opnå evigt liv. Ved hjælp af sine engle indsamler han dem der viser et oprigtigt ønske om at lære hans vilje at kende og at gøre den. (Åb. 14:6, 7) Et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer har modtaget følgende brev: „Jeg er otteogtres år gammel og fuldstændig blind. Jeg har i mange år boet på et hospital, uden pårørende. Til sidst, i november 1970, mistede jeg livsviljen og affandt mig med at skulle dø. Så en morgen standsede jeg ved en shintai [bolig for en shintogud] i forhallen og bad: ’Måtte det tilstås mig bare én gang før jeg dør at møde den sande Gud, som ikke er den slags gud der bor i denne shintai.’ Endnu mens jeg bad hørte jeg forskrækket en stemme fra døren. Til min overraskelse sagde vedkommende: ’Jeg forkynder godt nyt som et vidne for den sande Gud, Jehova.’ Jeg inviterede straks vedkommende ind og lyttede ivrigt til alt hvad der blev sagt. Fra den dag har jeg aldrig forsømt ét af de lokale Jehovas vidners møder. I maj 1971 begyndte jeg selv at forkynde fra hus til hus, og den 4. december samme år symboliserede jeg min indvielse ved vanddåben ved et af Jehovas vidners kredsstævner. Den 25. i samme måned begyndte jeg i den midlertidige pionertjeneste. I alle de foregående otteogtres år af mit liv, deriblandt de otteogtyve år hvor jeg kunne bruge mine øjne, har mine dage aldrig været fyldt med et sådant håb og en sådan glæde.“ Som et håndgribeligt udtryk for sin glæde vedlagde denne kære kristne søster et rundhåndet bidrag til det teokratiske byggearbejde i hendes land.

20. Hvordan kommer Jehova og frelser sit folk?

²⁰ Jehova har i sandhed opfyldt sit løfte om at ’komme og frelse’ sine tjenere. Han har frelst dem fra det store religiøse Babylon og ført dem ind i et venskabeligt forhold til sig, ja, ind i et åndeligt paradis. Opholdet i dette åndelige paradis medfører utallige velsignelser for de genløste troende. „Da åbnes de [åndeligt] blindes øjne, de [åndeligt] døves ører lukkes op; da springer den [åndeligt] halte som hjort, den [åndeligt] stummes tunge jubler.“ Også i vore dage opfyldes profetien: „Der bliver en banet vej [ud af Babylon den Store], Den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er valfartsvej for hans folk, selv enfoldige farer ej vild.“ Denne banede vej er åben for alle som lægger sand visdom for dagen ved ydmygt at modtage undervisning om Jehovas krav og ved at anerkende hans foranstaltning til liv gennem Kristus. „[Jehovas] forløste [de der udfries fra trældom under Babylon den Store] vender hjem, de drager til Zion [Guds messianske rige] med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.“ — Es. 35:4-6, 8, 10.

21. Hvilket håb har vi, og hvordan skulle det virke på os?

²¹ Disse åndelige mirakler vil snart blive gentaget! Hvornår? Under Guds kommende tusindsårsrige ved hans søn Jesus Kristus. Da Jesus Kristus var på jorden for nitten hundrede år siden, udførte han bogstavelige mirakler af den art. Som konge vil han gøre det samme igen i det genoprettede bogstavelige jordiske paradis. (Luk. 23:43, NW) Hvilket glædeligt håb! Og profetier der nu får deres opfyldelse viser at vi står lige på tærskelen til denne tid med jubel. Nu, mere end nogen sinde, er tiden inde til at vi bør kæmpe energisk så vi kan vandre i venskab med frelsens Gud — gennem „den store trængsel“ og ind til de evige velsignelser der ligger forude. — Luk. 13:24.

[Fodnoter]

[Illustration på side 518]

Jehova har tilvejebragt frigørelse fra synd på grundlag af Kristi offer