Kærligheden koster noget — men den er prisen værd
VERDEN er fuld af folk som gerne vil gøre en fordelagtig handel. Mange af disse ville allerhelst have noget for intet; men som regel skuffes de. Dette gælder ikke blot materielle ting, men også abstrakte værdier som kærlighed og hengivenhed.
Den gennemgående tanke i de fleste af vor tids romantiske popmelodier er at „kærligheden“ både er skøn og gratis. Det der hentydes til er naturligvis den romantiske kærlighed og den seksuelle nydelse. Der tales så godt som aldrig om at kærligheden koster noget, eller om hvorvidt man fortjener den. Mange unge kaster sig derfor uden omtanke ind i et ægteskab, eller de begynder at leve sammen uden at være gift — „den frie kærlighed“, som nogle kalder det. Men det viser sig at en stor del af disse unge før eller senere går fra hinanden eller lader sig skille. Hvordan kan det være? De var ikke realistiske og ikke modne nok til at indse at kærligheden koster noget.
En varig kærlighed — det være sig den romantiske kærlighed, kærligheden til familie og venner, eller den kærlighed der er baseret på pligtfølelse og på kærlighed til retfærdighed — den koster uvægerlig noget. Men den er prisen værd.
Forskellige slags kærlighed
Grækerne i oldtiden havde et ord for hver af de forskellige former for kærlighed. Interessant nok bruger Bibelens skribenter ikke ordet eros; dette ord betegner den romantiske kærlighed, baseret på tiltrækningen mellem kønnene. Når bibelskribenterne nævnte den kærlighed der er mellem forældre og børn og mellem søskende, brugte de ordet storgé. Når de talte om venskab eller kærlighed mellem mennesker som har meget tilfælles i kulturel og/eller idealistisk henseende, brugte de ordet filía. Men det ord de brugte mest, forekommer sjældent hos oldtidens ikke-bibelske græske skribenter; det er ordet agápe, en principbetonet kærlighed som kommer til udtryk ved uselviskhed.
Den romantiske kærlighed har sin pris, men selv den er prisen værd, hvis den da bevares inden for de grænser som Skaberen har fastlagt. Dette fremgår af Bibelen, for eksempel af en beretning fra Første Mosebog der fortæller om Jakobs kærlighed til Rakel. Der fortælles at han arbejdede syv år for at få hende som hustru. Var prisen for høj? Beretningen siger at „de syntes ham kun nogle få dage, fordi han elskede hende“. Han følte at hun var prisen værd, og senere kom hun og hendes sønner, Josef og Benjamin, til at stå ham meget nær. — 1 Mos. 29:20; 37:3; 44:18-34.
Også den form for kærlighed der findes mellem forældre og børn og mellem søskende, koster noget. Et sådant forhold må næres for at kunne bestå; der er visse forpligtelser man må opfylde. Men det er umagen værd. Tænk blot på den tilfredsstillelse det giver at gøre noget for en man holder af, og hvor meget det betyder at have nogen som bryder sig om en. Mange mennesker i verden er ensomme og føler at ingen bekymrer sig om dem.
Kærligheden mellem venner har også sin pris. Venskab mellem modne mennesker kræver hensyn, omtanke, god opførsel, takt, ægte interesse for den andens velfærd, og meget andet. Når et venskab går i stykker skyldes det gerne at en af parterne har prøvet at tage for meget uden at give noget til gengæld. I Bibelens beretning om David og Jonatan har vi et godt eksempel på et sandt venskab. Jonatan elskede David „som sin egen sjæl“, og David sagde at Jonatans kærlighed overgik kvinders kærlighed. Det var et berigende venskab, men det kostede noget. Jonatan måtte for eksempel vove livet for Davids skyld. (1 Sam. 18:1; 20:30-34; 2 Sam. 1:26) Betyder dine venner så meget for dig?
Den principbetonede kærlighed
Men fremfor alt gælder det om agápe, den principbetonede kærlighed, at den koster noget men er prisen værd. Jehova Gud er selv det største eksempel med hensyn til at vise denne form for kærlighed. Om ham læser vi: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Kostede det Jehova noget at se sin søn blive dårligt behandlet og bagtalt, at se ham dø en pinefuld død på en marterpæl? Ja, afgjort; for selv om Jehova er almægtig, har han også følelser. Han var for eksempel bedrøvet når han så Israel, sit udvalgte folk, i nød. Hvor meget mere ville han da ikke være bedrøvet over at se sin enestefødte søns lidelser! — Es. 63:9; Matt. 27:1-50.
Men det var prisen værd. Som det fremgår af kapitel 1 og 2 i Jobs bog, havde Djævelen spottende sagt at han kunne vende alle Guds skabninger bort fra Gud. Da Jesus kom til jorden gjorde Satan derfor sit yderste for at få ham til at bryde sin integritet. Men Djævelens forsøg slog fejl. Derved blev det bevist at Jehova Gud taler sandt, at han fortjener vor udelte hengivenhed, og at Satan er en løgner. Derfor, fordi Gud var villig til at betale kærlighedens pris, vil hans oprindelige hensigt med jorden og mennesket blive gennemført: Jorden vil blive et paradis beboet af fuldkomne skabninger som alle er forenede i tilbedelsen af den sande Gud.
Også Jesus Kristus måtte betale prisen for sin kærlighed, men han fandt det umagen værd. Af kærlighed forlod han sin ophøjede stilling i himmelen for at bo på jorden under ufuldkomne forhold blandt selviske mennesker. Han fandt sig i alle mulige grovheder fra sine fjenders side og i sine egne disciples smålige selviskhed. Han nøjedes ikke med at sige at „ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner“; han satte endog livet til for sine fjender. — Joh. 15:13; Fil. 2:5-8.
Var det prisen værd? Ja! Jesus forsynede sin Fader med et afgørende svar på Djævelens påstande. (Ordsp. 27:11) Selv opnåede han kongeværdighed i det messianske rige og fik en „brud“ bestående af 144.000 medarvinger, som sammen med ham vil løfte menneskeheden op til fuldkommenhed og omdanne hele jorden til et paradis. På grund af Jesu villighed til at betale prisen har Jehova desuden givet ham et navn der er over alle andre navne, Guds eget undtaget. — Fil. 2:9-11; Åb. 14:1-3.
Prisen for at være en Kristi discipel
Sande kristne efterligner Guds søn i deres kærlighed. Det ser man af den pris som mange af dem er villige til at betale for at kunne indvi sig til Jehova og blive døbt. For eksempel blev en kvinde i Argentina efter femten års ægteskab forladt af sin mand, fordi hun efter at have studeret Bibelen besluttede at tilbede Jehova Gud og tjene hans riges interesser. Det var manden der gik, ikke hustruen; men hun svigtede ikke sin tro for at forhindre det. At være godkendt af Gud er alle omkostninger værd. Hun blev døbt ved Jehovas vidners stævne „Guds sejr“ i januar 1974.
Andre har på grund af deres kærlighed til Gud foretaget store forandringer i deres liv. (1 Kor. 6:9-11) De har vendt sig fra narkotika, tobak, hasardspil, alkoholisme og uærlige forretningsmetoder. En automekaniker fra New York blev for eksempel fyret det ene sted efter det andet fordi han ikke længere ville være med til den uærlighed der foregår på visse autoværksteder. Hans kærlighed til Gud og hans retfærdige indstilling kostede ham noget, men han var overbevist om at det var prisen værd.
At være en discipel indebærer at man må lære noget. Det medfører studium. Kristne viser blandt andet deres kærlighed til Jehova Gud ved at søge at lære hans personlighed at kende, og ved at sætte sig ind i hans vilje og hensigter. Det koster noget at studere Bibelen personligt, det koster anstrengelser og tid, tid som må tages fra andre forehavender der måske passer vore menneskelige tilbøjeligheder bedre. Men vi bliver rigt belønnet: med en større forståelse, en stærkere tro og et sikrere håb. Det giver os også grund til glæde, for et sådant studium får os til at føle som salmisten: „Jeg glæder mig over dit ord som en, der har gjort et vældigt bytte.“ — Sl. 119:162.
Dette gælder også vort samvær med vore medkristne. Det kan til tider koste os en del anstrengelse at komme til møde; vi er måske trætte efter dagens arbejde, måske har vi hovedpine eller er lidt forkølede, måske er vejret dårligt eller der er et eller andet som vi synes må ordnes. Men når man betaler omkostningerne bliver man belønnet. Jo større anstrengelser man gør sig for at være sammen med sine medkristne, jo større velsignelser vil man høste. — Rom. 1:11, 12.
Den kristne forkyndelse, et udtryk for kærlighed
Jehovas kristne vidner følger også dette princip, idet de deler den gode nyhed om Guds rige med andre. Gang på gang bruger de en, to eller flere timer på at forkynde fra hus til hus. Måske træffer de kun få mennesker hjemme, og ofte vil ingen høre. Men selv om de kun møder modstand og ligegyldighed mister de ikke modet. Hvorfor ikke? Fordi et arbejde der udføres i kærlighed aldrig er forgæves. — 1 Kor. 15:58.
En kristen kan således aldrig vide hvad godt han har udrettet med blot nogle ganske få ord; de kan meget vel have sat tanker i gang hos den besøgte om Gud og hans rige. Desuden er man som kristen forpligtet til at advare de onde; ved at forkynde bliver man derfor befriet fra blodskyld selv om man ikke ser øjeblikkelige resultater. Under alle omstændigheder vil dette arbejde styrke vor tro og vort håb. Man vokser åndeligt når man holder ud under modstand og ikke giver op som følge af den ligegyldighed man møder. Ja, man kan simpelt hen ikke handle efter sin overbevisning, sin tro og sit håb uden at blive styrket. — 2 Pet. 1:5-8.
Men dette er den mindste del af den belønning man får for sin kærlighed. Den største belønning er den Jehova Gud selv vil give alle som tjener ham i uselviskhed, „for Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn“. (Hebr. 6:10) Han har lovet evigt liv i sin retfærdige nye tingenes ordning til alle som tjener ham trofast.
Ved at være tilgivende
At kærligheden er sin pris værd kan også illustreres ved det forhold der råder blandt medlemmerne i en familie eller menighed. Det koster noget at følge den inspirerede opfordring: „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer.“ (Ef. 4:32) Det koster tålmodighed og en vis indsats at bære over med en som måske går os på nerverne, eller at tilgive en som har såret os. Man må bide sin stolthed i sig, være ydmyg, og måske endog finde sig i at lide materielle tab. — 1 Kor. 6:1-8.
Er kærligheden denne pris værd? Ja, den fred og enhed der råder i ens familie eller i den kristne menighed er enhver form for personlig ulejlighed værd. Og som Jesus understregede vil Gud være barmhjertig mod os hvis vi er villige til at tilgive andre. (Matt. 6:14, 15) Det vil samtidig give os en kærlig indstilling og få andre til at holde af os, og det kan resultere i et godt venskab, for Bibelen siger: „Den, der dølger en synd, søger venskab.“ — Ordsp. 17:9.
Som Jesus Kristus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apg. 20:35) Ved at „give“ demonstrerer vi vores kærlighed. Ja, det koster ganske vist noget. Men hver side af vort liv, hver handling og hvert forhold til vore medmennesker vil vise at selv om kærligheden koster noget, er den prisen værd.