Mere berigende indsigt

 1. Hvorledes har den nye oversættelse været omhyggelig ved behandlingen af det græske udsagnsord?

EN MEGET vigtig del af et hvilket som helst sprog er udsagnsordet. Det er utvivlsomt det vanskeligste at beherske i et sprog. For at berige vor forståelse af de kristne græske skrifter må oversætteren forstå det komplicerede græske udsagnsord. Det har flere former, tider og måder. En del af disse finere nuancer uddøde, efterhånden som det klassiske græske blev fortrængt af fællessproget, koine, der taltes på Jesu og hans apostles tid. Dog kan den moderne oversætter ikke tillade sig at være ligegyldig eller unøjagtig ved gengivelsen af den absolutte betydning af et udsagnsord. På græsk udtrykker tiderne ikke blot tidspunktet for en handling eller tilstand, men også handlingens art, hvad enten den er begyndende, fortsættende, gentagende eller fuldført til en bestemt tid. At have opmærksomheden henvendt på disse betydninger i udsagnsordet bidrager til en nøjagtig oversættelse og korrekt udtryksmåde. Nogle læsere vil måske synes, at det er en noget fri oversættelse fremfor en bogstavelig, men det er i virkeligheden ikke tilfældet. En kort betragtning af nogle tilfælde, der viser, hvilken opmærksomhed New World Translation har viet udsagnsordets beskrivende magt, vil kaste lys over dens sprogbehandling.

 2. Hvorledes stiller den sig med hensyn til udsagnsordets historiske nutid?

² Som man vil se, er New World Translation gået bort fra, undtagen i Åbenbaringen, at bruge den historiske nutid og har gengivet alle sådannne tilfælde som udsagnsord i fortid. Hvor King James siger: „Da forlader [historisk nutid] Djævelen ham, og se, engle kom til ham og tjente ham,“ står der i den nye oversættelse: „Da forlod Djævelen ham, og se! engle kom og begyndte at tjene ham.“ (Mattæus 4:11, NW) Læg mærke til udtrykket „begyndte at tjene“ i stedet for „tjente“. Det gengives således, fordi udsagnsordet „tjene“ står i uafsluttet fortidsform og her angiver begyndelsen til en handling, der fortsætter et stykke tid.

 3. Hvordan gengiver den nutidsformen, så man kan se, at handlingen fortsætter, og nutidsformen i bydemåde, når der gives befaling til at ophøre med noget?

³ En fin gengivelse af nutidsformen, hvor den betegner en handling, der stadig fortsætter fra fortiden, finder vi i Johannes 5:17. King James lyder: „Min Fader arbejder indtil nu, og jeg arbejder.“ Den nye oversættelse siger: „Min Fader er vedblevet med at arbejde indtil nu, og jeg vedbliver med at arbejde.“ (NW) En anden korrekt gengivelse af nutidsformen, der betegner en fortsættende handling, finder vi i Johannes 17:3, hvor der står: „Dette betyder evigt liv, at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den, du udsendte, Jesus Kristus.“ (NW) Ikke blot at komme til at kende, men at fortsætte med at kende eller snarere at tilegne sig kundskab om Gud og Jesus Kristus fører til evigt liv. En fortsættende nutidsform finder vi også i Mattæus 16:4: „En ond og utro generation vedbliver med at søge efter et tegn.“ (NW) Nutidsformen i bydemåde er interessant at lægge mærke til. For eksempel: „Vedbliv med at elske jeres fjender og at bede for dem, som forfølger jer.“ „Vedbliv derfor med at søge Riget først.“ (Mattæus 5:44; 6:33, NW) „Til sidst, brødre, fortsæt med bønner for os.“ (2 Tessaloniker 3:1, NW) Og negative befalinger: „Ophør med at dømme, for at I ikke skal dømmes.“ (Mattæus 7:1, NW) Til Maria Magdalene sagde Jesus: „Hold op med at klynge dig til mig. For jeg er endnu ikke faret op til min Fader.“ (Johannes 20:17, NW) Og manden, der er gået i seng, siger til vennen, der banker på hans dør midt om natten: „Hold op med at volde mig besvær.“ (Lukas 11:7, NW) I disse tilfælde har handlingen stået på, og nu bliver der givet befaling til at ophøre dermed.

 4. Hvorledes viser den, at den uafsluttede fortidsform kan udtrykke et forsøg på at gøre noget?

⁴ Lad os nu se på den uafsluttede fortidsform: Den kan udtrykke ikke alene begyndelsen til en handling, der fortsætter, men også et forsøg på at gøre noget. I stedet for, at Johannes forbød en mand noget, som det fremgår af King James, læser vi: „Johannes sagde: Lærer, vi så en vis mand, der uddrev dæmoner ved at bruge dit navn, og vi søgte at hindre ham, fordi han ikke følger med os. Men Jesus sagde til ham: I skal ikke søge at hindre ham.“ (Lukas 9:49, NW) Abraham ofrede ikke i virkeligheden sin søn Isak, således som den engelske oversættelse lader formode, men der skal stå: „Ved tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og manden, som med glæde havde fået forjættelserne, gjorde forsøg på at ofre sin enbårne søn.“ — Hebræerne 11:17, NW.

 5. Hvad betyder „aorist“? Hvordan gengiver den nye oversættelse denne tid?

⁵ Det græske sprog har også en ejendommelig tid, der kaldes „aorist“, hvilket betyder „ubegrænset“, hvad tid angår. Udsagnsord i aorist kan gengives på mange forskellige måder efter sammenhængen. Det er interessant at skelne mellem disse udsagnsord i aorist og i nutid eller førnutid. Aoristtiden kan markere en bestemt indtræffen af noget til en uangiven tid i fortiden. Derfor læser vi i Mattæus 3:17: „Denne er min Søn, den elskede, hvem jeg har godkendt.“ (NW) Den kan også markere en handling, der er skik og brug, som for eksempel i Johannes 15:6 om vintræet og grenene: „Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og visner.“ (Også Mattæus 11:19; Lukas 7:35, NW) Så er der brevskriverens aorist. Mens han skriver, fortæller han, som var det sket, fordi det vil høre fortiden til, når hans læser modtager brevet, men i dag siger vi det i nutid, som 1 Johannes 2:13, 14, NW: „Jeg skriver til jer, børn, fordi I er kommet til at kende Faderen. Jeg skriver til jer, fædre, fordi I er kommet til at kende ham,“ o.s.v. I bydemåde udtrykker aorist i modsætning til nutidsformen befalingen til at gøre noget, der endnu ikke er påbegyndt. For eksempel: „Sig til Zions datter: Se! din konge kommer til dig.“ (Mattæus 21:4, NW) Også: „Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen.“ (Mattæus 10:28, NW) „Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin.“ — Mattæus 7:6, NW.

 6. Hvorledes viser den, hvilken forskel der er mellem aorist og nutidsformen i forbindelse med at udøve en handling?

⁶ Fremfor at betegne en gentagen handling kan aorist betegne udøvelsen af een handling af den art. Derfor hører vi Djævelen sige til Jesus på fristelsens bjerg: „Alle disse ting vil jeg give dig, dersom du vil falde ned og udføre en tilbedelseshandling for mig.“ (Mattæus 4:9, NW) Johannes skriver til os: „Børnlille, jeg skriver disse ting til jer, for at I ikke skal begå en synd. Men skulle nogen begå en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.“ (1 Johannes 2:1, NW) En modsætning til denne enkelte syndige handling er Johannes’s brug af nutidsformen for at sige: „Enhver, der bliver i ham, øver ikke synd; ingen, der øver synd, har hverken set ham eller er kommet til at kende ham. Børnlille, lad ingen føre jer vild. Den, der øver retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig. Den, der øver synd, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra begyndelsen.“ „Enhver, der er blevet født af Gud, øver ikke synd, men den, som er født af Gud, vogter på Gud, og den onde får ikke tag i ham.“ — 1 Johannes 3:6-8; 5:18, NW.

Vanskeligheder fjernes

 7. Nævn et eksempel på den omskrivende form.

⁷ En anden iagttagelse i forbindelse med udsagnsord er den omskrivende form. Den rette hensyntagen til denne form vil hjælpe os til den egentlige forståelse af grundtanken i originalsproget og sikre os imod fejlslutninger. I parallelle tilfælde finder vi skriftstedet oversat ganske enkelt i Mattæus 24:9 (NW): „I skal blive hadet af alle mennesker for mit navns skyld“; men i Lukas 21:17 (NW) træder den omskrivende form langt tydeligere frem: „I skal blive genstand for had af alle for mit navns skyld.“

 8. Hvilken falsk lære kuldkastes i Mattæus 16:19; 18:18?

⁸ Fire andre punkter gør det af med en falsk lære, når de bliver rigtigt oversat. I Mattæus 16:19 (NW) siger Jesus til Peter: „Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad som helst du måtte binde på jorden, skal have været bundet i himmelen, og hvad som helst du måtte løse på jorden, skal have været løst i himmelen.“ I Mattæus 18:18 (NW) siger Jesus til alle sine apostle: „Sandelig siger jeg jer mænd: Hvad som helst I måtte binde på jorden, skal have været bundet i himmelen, og hvad som helst I måtte løse på jorden, skal have været løst i himmelen.“ Jesus fortalte derfor ikke Peter og de andre apostle, at himmelen ville afvente deres bestemmelser og derefter bekræfte og fastholde deres beslutning på jorden. Nej, men hvad som helst Peter og hans medapostle måtte bestemme på jorden, det ville være noget, som allerede var blevet bundet eller løst i himmelen, og Peter og hans medarbejdere ville blot give udtryk for himmelens allerede vedtagne beslutning. Himmelen ville således ikke modtage diktat fra jorden, men apostlene på jorden ville blive ledet på teokratisk vis fra himmelen. Ved at anvende den omskrivende form for udsagnsordet og uden at tilføje andre ord gør New World Translation det af med en falsk læresætning.

 9. Hvilket lys kaster den over en tilsyneladende modsigelse i Apostlenes Gerninger 9:7 og 22:9?

⁹ En god gengivelse overvinder også vanskeligheden ved en tilsyneladende modsigelse i Apostlenes Gerninger 9:7 og 22:9 om, hvorvidt de mænd, der var med Saulus fra Tarsus, hørte noget overnaturligt, dengang den herliggjorte Jesus viste sig for Saulus, der var på vej til Damaskus. Denne vanskelighed overvindes ved at lægge mærke til, i hvilken kasus ordet røst, der er genstandsled for udsagnsordet „høre“, står. Dette ord røst (phoné) kan betyde enten lyd eller røst og oversættes på begge måder. I Apostlenes Gerninger 9:4 (NW) læser vi: „Og han faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til ham: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?“ Her står ordet røst i genstandsfald, og Paulus hørte, hvad røsten sagde. Men i vers 7 står røst derimod i ejefald for at vise, at hans medrejsende hørte lyden af røsten. Derfor læser vi: „Hans rejsefæller stod målløse, da de hørte lyden af en røst, men ikke så nogen.“ (NW) Men hørte de som Paulus, hvad røsten sagde? Nej! For i Apostlenes Gerninger 22:9 siger Paulus: „Mændene, der var sammen med mig, så lyset, men de hørte ikke hans røst [genstandsfald], som talte til mig.“ (NW) Han mener, at selv om mændene hørte lyden, hørte de ikke, hvad røsten sagde til Paulus. De fik ikke fat i dens budskab. Men i vers 7 fortæller Paulus os, at han ikke alene hørte lyden af røsten, men også forstod, hvad den sagde: „Jeg faldt til jorden og hørte en røst [ejefald], som sagde til mig: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?“ (NW) I fodnoten anføres der derfor en anden læsemåde, der viser, at Paulus’s rejsefæller ikke hørte, for så vidt de ikke „hørte med forståelse“. — Sammenlign med 1 Korinter 14:11, NW.

Klarere forståelse

10. Hvilke skriftsteder viser, hvorledes det græske udsagnsord for „retfærdiggøre“ gengives?

¹⁰ I begyndelsen vil de, som længe har holdt meget af King James-oversættelsen, begræde velkendte udtryks og sætningers forsvinden. Men med tiden vil de indse, at forandringen af navne, udtryk og vendinger medfører klarere forståelse af betydningen. Tag for eksempel ordet „retfærdiggøre“ (justify, engelsk). Meget få forstår betydningen af dette engelske ord i bibelsk forstand. New World Translation gengiver det græske udsagnsord for det med „erklære retfærdig; erklære skyldfri; frikende, kende retfærdig (vindicate, engelsk)“. Romerne 3:4 lyder nu: „Lad Gud findes sanddru, om så hvert menneske findes at være en løgner, således som der er skrevet: for at du kan blive kendt retfærdig [vindicated, engelsk] i dine ord og vinde, når du bliver dømt.“ (NW) Paulus erklærer: „Jeg er mig intet bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort, men han, som bedømmer mig, er Jehova.“ (1 Korinter 4:4, NW) Jesus siger: „Visdommen er retfærdiggjort ved sine gerninger.“ Og „Ud fra dine ord skal du frikendes [be vindicated, engelsk], og ud fra dine ord skal du fordømmes.“ (Mattæus 11:19; 12:37; Lukas 7:35, NW) For at vise vor retfærdiggørelse ved tro på Jesu genløsningsoffer siger Paulus: „Fra alt det, som I ikke kunne blive erklæret skyldfri fra ved Mose lov, bliver enhver, som tror, erklæret skyldfri ved ham.“ (Apostlenes Gerninger 13:39, NW) Til kristne, som dør offerdøden med Jesus, siger Paulus endvidere: „Den, som er død, er blevet frikendt fra sin synd. Og er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham.“ — Romerne 6:7, 8, NW.

11. Hvorledes fremgår den nære tilknytning mellem retfærdighed og tro tydeligere af den nye oversættelse?

¹¹ Hvorledes vor retfærdiggørelse opnås gennem tro på Kristi blod, fremgår af disse ord: „Da vi nu er blevet erklæret retfærdige på grund af tro, lad os nyde fred med Gud gennem vor Herre Jesus Kristus. Så meget mere skal vi da, efter at vi er blevet erklæret retfærdige ved hans blod, frelses ved ham fra vreden.“ (Romerne 5:1, 9, NW) At det er Gud, der retfærdiggør, læser vi af disse ord: „Dem, han har kaldet, dem har han også erklæret retfærdige. . . . Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som erklærer dem retfærdige.“ (Romerne 8:30, 33, NW) På engelsk er betydningsligheden mellem udsagnsordet to believe [at tro] og navneordet faith [tro] ikke umiddelbart indlysende, men på græsk som på dansk er disse to ord nøje forbundet og har samme stamme. New World Translation bestræber sig for at fremhæve denne samhørighed ved at gengive det engelske udsagnsord „to believe“ med „at udøve tro“, „lægge tro for dagen“. Denne gengivelse kaster langt større lys over begrebet retfærdiggørelse ved tro end King James: „Hvis Abraham blev erklæret retfærdig på grund af gerninger, ville han have noget at rose sig af; men ikke over for Gud. Hvad siger nemlig skriften? Abraham viste tro på Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. . . . anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på ham, som erklærer den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.“ (Romerne 4:2, 3, 5, NW) De samme udtryk bruges i 2 Korinter 4:13, hvilket gør det lettere at forstå end King James: „Men da vi har den samme troens ånd som i skriftordet: Jeg lagde tro for dagen, derfor talte jeg, så lægger også vi tro for dagen, og derfor taler vi også.“ — NW.

12. Hvordan gøres denne tilknytning mellem retfærdighed og tro også ganske klar i Romerne 10:4, 8-11?

¹² Den nære tilknytning mellem tro og retfærdiggørelse gøres også ganske klar i gengivelsen af Romerne 10:4, 8-11 (NW): „Kristus er lovens absolutte ende, så retfærdighed gives enhver, som udøver tro. Hvad siger den da? Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte, nemlig det troens ord, som vi prædiker. Thi når du offentligt bekender det ord i din mund, at Jesus er Herre, og i dit hjerte har tro på, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet udøver man tro til retfærdighed, og med munden bekender man offentligt til frelse. Skriften siger jo: Enhver, som har tro på ham, skal ikke blive skuffet.“

Religion

13. Hvorfor bruges udtrykket „juridisk begrunde“ i Filipperne 1:7? Hvilken brochure har hentet sin titel derfra?

¹³ Ved Jehovas vidners internationale stævne i 1950 i Yankee Stadium, New York, blev der frigivet et uvurderligt retsligt dokument, en brochure på 96 sider med titlen „Forsvar for og juridisk begrundelse af de gode nyheders forkyndelse“. Denne titel er baseret på Paulus’s ord i fængslet i Rom og nedskrevet i Filipperne 1:7 (NW): „Fælles som I jo alle er med mig om den ufortjente godhed, både når jeg sidder lænket, og når jeg forsvarer og juridisk begrunder de gode nyheder.“ Læseren vil måske undre sig over, hvorfor det græske ord (bebaiosis) her gengives „juridisk begrunde“. Vi lægger mærke til, at i Hebræerne 6:16 (NW) har ordet et juridisk anstrøg og er oversat ved „juridisk garanti“. I ordbogen The Vocabulary of the Greek Testament af Moulton og Milligan (1914) vises der, at det er et udtryk, der bruges i retssprog, og således anvendes det også i Filipperne 1:7. Dr. Adolf Deissmann, en pioner på de gamle papyrusmanuskripters område, fastholdt, at „ordet skal læses med den faglige betydning i tanke“ (side 168). Papyrusfund, der er gjort siden Deissmanns pionerdage, har støttet hans påstand med mange eksempler. Af Paulus’s ord kan vi derfor forstå, at han var i fængsel i Rom for at kæmpe for og juridisk at fastslå retten til at forkynde de gode nyheder om Guds rige og retten til samme friheder, som alle de hedenske religioner nød i det romerske imperium.

14. Hvad siger brochuren på side 75 om Selskabet og vidnerne?

¹⁴ På side 75 i brochuren „Forsvar for og juridisk begrundelse af de gode nyheders forkyndelse“ læser vi en af de konklusioner, man er kommet til vedrørende Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab efter mange års kamp i retssalene: „Det er blevet godtgjort, at Vagttaarnets Selskab og Jehovas vidner er en lovmæssig religiøs organisation, og at deres repræsentanter, som forkynder evangeliet, lovligt anerkendes som præster og som følge deraf kan nyde alle privilegier, der ydes alle religiøse organisationer og præster.“

15. Hvad viser fodnoterne i forbindelse med Jakob 1:26, 27, Apostlenes Gerninger 26:5 og Kolossenserne 2:18? Og hvad betyder det græske ord?

¹⁵ Denne interessante konklusion får os til at undersøge New World Translation for at få mere lys over ordet religion. Ordet forekommer ingen steder i selve teksten, men derimod i fodnoternes forklarende tekst. I modsætning til King James-oversættelsen med dens udtryk „religiøs“ og „religion“ finder vi her ordene „tilbeder“ og „form for tilbedelse“ i Jakob 1:26, 27: „Hvis nogen mener at være en tilbeder og ikke tøjler sin tunge, men fortsat bedrager sit hjerte, da er denne mands form for tilbedelse forgæves. Den form for tilbedelse, der er ren og ubesmittet fra vor Guds og Faders synspunkt, er denne: at tage sig af forældreløse og enker i deres trængsel og at holde sig uplettet af verden.“ (NW) Fodnoterne her viser, at de gamle latinske oversættelser bruger ordene religiosum esse (at være religiøs) og religio (religion). At det græske ord her (threskeia) betyder „form for tilbedelse“, fremgår af Paulus’s ord i Apostlenes Gerninger 26:5: „Jeg har levet som farisæer efter vor tilbedelsesforms strengeste sekt.“ (NW) Her viser fodnoten, at de gamle latinske oversættelser siger sectam nostrae religionis (vor religions sekt). I Kolossenserne 2:18 skriver han også om „form for tilbedelse“, og fodnoten viser, at de gamle latinske oversættelser siger religione angelorum (englereligion).

16. Hvorledes brugte de latintalende første kristne ordet religio? Bruge Paulus det i retten?

¹⁶ Dette tilkendegiver, at de latintalende første kristne brugte religio (religion) som svarende til det græske ord (threskeia). Ved den romerske ret, Paulus blev ført frem for, blev utvivlsomt det latinske udtryk religio anvendt om Paulus’s form for tilbedelse, kristendom. Men Paulus gjorde ikke indvending herimod, fordi han forstod den almindeligt vedtagne betydning af dette ord. Om han førte sin sag i den romerske ret på latin eller græsk, eller om han anvendte udtrykket religio om sin form for tilbedelse af Jehova Gud, ved vi ikke. Han var der for at kæmpe for dens ret til at eksistere og udbredes på samme vilkår som enhver anden religio på hans tid.

17. Viste Paulus mangel på takt i sine indledende ord til atenerne på Areopagus? Under hvilket retsligt latinsk udtryk kæmpede han for kristendommen?

¹⁷ Vi ser, at den romerske landshøvding Festus, hvem Paulus blev ført frem for, refererede til den jødiske tilbedelse som „tilbedelse af guddommen“, dengang Festus sagde til kong Agrippa: „De havde kun stridigheder med ham vedrørende deres egen tilbedelse af guddommen og om en vis Jesus, der var død, men som Paulus påstod var i live.“ (Apostlenes Gerninger 25:19, NW) Fodnoten viser os her, at dette udtryk „tilbedelse af guddommen“ er næsten det samme som det udtryk, Paulus brugte, da han talte til atenerne på Areopagus og sagde: „Atenere, jeg ser, at I synes i alle ting at have mere frygt for guddommen end andre har.“ (Apostlenes Gerninger 17:22, NW) Som et bevis for sin påstand henviste Paulus til det alter, han havde fundet, med indskriften: „For en ukendt gud“, og han viste dem, at denne ukendte guddom var hans egen Gud. Den taktfulde Paulus fornærmede derfor ikke denne domstols fornemme mænd ved at sige, at de frygtede dæmoner mere, end andre gjorde, ved at bruge ordet „dæmoner“ i dets moderne, forfærdelige betydning. Fodnoten viser, at „dæmoner antoges for at være guddomme, ikke i nogen dårlig betydning“. Derfor anvendte Festus det græske udtryk (deisidaimonia) om den jødiske tro, men ikke i nogen nedsættende betydning. Dersom Paulus kæmpede for kristendommen, om hvilken det juridiske udtryk religio blev anvendt på hans tid, så kan vi også gøre det i dag uden indsigelse. Det fremgår heraf, at erklæringen på side 75 i den juridiske brochure er korrekt.

Betydningerne af „alle“

18. Hvilken er den første betydning af „alle“, der her nævnes, og hvor bruges den i denne forstand?

¹⁸ Et af de ord, der har voldt store vanskeligheder, er det lille ord „alle“. Hvor mange er „alle“? Den græske tekst bruger det i tre betydninger, som det fremgår af New World Translation: 1) I betydningen „alle“, indbefattende alt og alle; 2) i betydningen alle slags personer eller ting; og 3) i betydningen enhver anden eller alle andre personer eller ting. Dengang Jesus sagde, at Himmeriget var som en købmand, der, da han fandt en meget kostbar perle, „gik hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den,“ mente han alle ting uden undtagelse. (Mattæus 13:45, 46, NW) Dengang Paulus sagde om Guds søn Jesus Kristus: „Når alt er blevet ham underlagt, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle,“ da mente han alle ting og alle personer uden undtagelse. (1 Korinter 15:28, NW) Det er den første betydning af ordet.

19. Hvilken er den anden betydning af „alle“, og hvor bruges den?

¹⁹ De, som tror på universel frelse af alle, indbefattende Djævelen, vil gøre indvending imod den anden betydning. Men vi kan ikke komme uden om den, dersom vi er enige om, at bibelen er harmonisk. Læg mærke til, hvorledes New World Translation fremhæver harmonien i skriftens vidnesbyrd om, at kun de, som tilegner sig kundskab og lægger tro for dagen indtil det sidste, vil blive frelst: „Det sande lys [Jesus], som oplyser enhver slags menneske, var ved at komme til verden.“ Også Jesu egne ord: „Jeg vil, dersom jeg løftes op fra jorden, drage alle slags mennesker til mig.“ (Johannes 1:9; 12:32, NW) Også: „Lykkelige er I, når folk håner og forfølger jer og lyver jer alt slags ondt på for min skyld.“ (Mattæus 5:11, NW) Og Joels profeti, der blev opfyldt på pinsedagen: „I de sidste dage, siger Gud, vil jeg udgyde af min ånd over alt slags kød; og jeres sønner og døtre skal profetere, og jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal drømme drømme. Ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder vil jeg i de dage udgyde af min ånd, og de skal profetere.“ (Apostlenes Gerninger 2:16-18, NW) Paulus siger, at kristne bør bede for „alle slags mennesker“, og tilføjer så: „Dette er godt og velbehageligt for Gud, vor frelser, som vil, at alle slags mennesker skal frelses og komme til en nøjagtig kundskab om sandhed.“ — 1 Timoteus 2:1-4, NW, også 6, fodnoten.

20. Hvorledes gengives Romerne 5:18, 19, og hvorfor kan det forsvares?

²⁰ Men hvordan med Romerne 5:18, 19, vil man spørge. Selve gengivelsen vil overflødiggøre en lang forklaring: „Altså: Ligesom der af een overtrædelse fulgte fordømmelse af alle slags mennesker, således følger der ved een retfærdshandling retfærdiggørelse til liv for alle slags mennesker. Thi ligesom mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også mange komme til at stå som retfærdige ved den enes lydighed.“ (NW) Den omstændighed, at mange, men ikke alle uden undtagelse, vil komme til at stå som retfærdige, stemmer overens med, at følgen af Kristi handling for alle slags mennesker vil blive, at disse erklæres retfærdige til liv. Alt dette harmonerer med Paulus’s argument op indtil dette punkt, at ikke alene de kødelige jøder, men folk af alle andre nationer, alle slags folk, vil få lejlighed til at blive frelst. Men ikke alle mennesker frelses.

21. Hvilken er den tredje betydning af „alle“, og hvor bruges den?

²¹ Nu med hensyn til den tredje betydning af „alle“. Den gør det af med treenighedstilhængernes argumenter. Dog er denne betydning af „alle andre“ eller „enhver anden“ fuldstændig grammatisk og bibelsk korrekt. Bemærk Jesu ord, som viser dette: „Vedbliv derfor med først at søge Riget og hans retfærdighed, og alt det andet vil blive givet jer i tilgift.“ I hans profeti om verdens ende: „Se på figentræet og alle de andre træer.“ (Mattæus 6:33; Lukas 21:29; også 13:2, 4, NW) Dernæst Paulus’s billede med legemet: „Dersom eet lem lider, lider alle de andre lemmer med det; og dersom eet lem hædres, glæder alle de andre lemmer sig med det.“ (1 Korinter 12:26; også 6:18, NW) Med hensyn til Kristi herliggørelse siger Paulus: „Gud ophøjede ham til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet, der er over ethvert andet navn.“ — Filipperne 2:9, NW.

22, 23. Hvilket argument fører treenighedstilhængerne i marken i forbindelse med Kolossenserne 1:15-20, og hvorledes gør den nye oversættelse det af med deres argument?

²² Men nu vil treenighedslærens tilhængere konfrontere os med Paulus’s ord i Kolossenserne 1:15-20 ifølge King James-oversættelsen. De påstår, at dersom Jesus Kristus var før alle ting og alt består ved ham og blev skabt af ham og for ham, så må han være den samme som den Almægtige, den højeste Gud, eller være samme person som Gud. Men vi må forstå disse vers i deres harmoniske sammenhæng med alle de andre skriftsteder om, at Jesus Kristus var Guds søn og hans skabning. Det græske ord må derfor gengives i betydningen „alle andre“. Læg mærke til, hvorledes New World Translation gendriver treenighedslærens tilhængeres argument:

²³ „Han er den usynlige Guds billede, al skabningens førstefødte, thi ved ham skabtes alle andre ting i himlene og på jorden, de synlige ting og de usynlige ting, . . . Alle andre ting er blevet skabt ved ham og for ham. Han er også før alle andre ting, og ved ham blev alle andre ting til, og han er hovedet for legemet, menigheden. Han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste i alle ting, thi Gud besluttede at lade al fylden bo i ham og ved ham at forlige sig med alle andre ting, idet han stiftede fred ved det blod, han udgød på marterpælen, hvad enten det er på jorden eller i himlene.“ (NW) I harmoni hermed siges der i Åbenbaringen 4:11 (NW), at Jehova Gud „skabte alle ting“, indbefattende sin enbårne søn, Jesus Kristus. — Se også Johannes 3:31, NW.

Kun een almægtig Gud

24. Hentyder navnet Jehova til Jesus? Begrund dit svar.

²⁴ Alene fra denne betragtning er det indlysende, at New World Translation skelner skarpt mellem Jehova Gud og Jesus Kristus, fordi de er to adskilte, personlige skikkelser, den ene Skaberen, den anden en skabning i Guds billede. Ved i denne oversættelse at genindføre navnet Jehova på dets rigtige plads, som tilkommer det i de græske skrifter, viser den, at navnet Jehova ikke hentyder til Jesus. Treenighedstilhængerne vil gerne knytte Romerne 10:13, et citat fra Joel 3:5, til Jesu navn. Men dersom vi nu læser både vers 9 og 13 i Romerne 10 i den nye oversættelse, kan vi se det fejlagtige heri. De lyder således: „Thi når du offentligt bekender det ord i din mund, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi enhver, der påkalder Jehovas navn, skal blive frelst.“ (NW) Vi lægger mærke til, at vers 9 siger ikke, at man for at blive frelst offentligt skal bekende, at Jesus er Jehova, men at han er Herre eller Mester. Fodnoten her viser, at „Herre“ i dette tilfælde ikke betyder eller hentyder til Jehova, og at heller ikke de hebraiske oversættelser gengiver det Jehova. For at blive frelst er det Jehovas navn, vi må påkalde, thi han er den, der oprejste Herren Jesus fra de døde. Sammenhængen i alle disse skriftsteder stemmer overens hermed. Vi kunne også henvise til Apostlenes Gerninger 2:21, 24-36 for at vise, at Jehova og Jesus er forskellige personer, og at det guddommelige navn ikke hentyder til sønnen Jesus. Der er kun een, der er den højeste og almægtige Gud, og det er Jehova, Faderen til vor Herre Jesus.

25. Hvilke andre forbedringer i den nye oversættelse har vi ikke plads til at komme ind på? Til hvem og hvad anbefaler vi dens brug?