Vandrer mod livet

ETHVERT sundt tænkende menneske ønsker at leve. Evigt liv i fuldkommen fred og lykke — hvad mere kunne man ønske? Tiden er kommet, da oprigtige mennesker kan leve for evigt på jorden, hvis de vil opfylde Guds krav. Efter Harmagedonslaget vil Guds rige udøve det fulde herredømme over jorden. Om dets betydning for lydige mennesker står der skrevet: „Og han [Gud] skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.

Menneskeslægten har været plaget af sygdom, sorg og død i så lang tid, at mange har svært ved at tro på, at forholdene nogen sinde skal blive anderledes. Enhver bør stille sig selv tilfreds på dette punkt ved at gøre sig flid for at lære sandheden at kende. Gud har foranstaltet det således, at der er en tid for enhver ting, og nu er det tid for retsindige mennesker at lære om vejen til evigt liv. — Salme 16:11.

I bibelen findes der uomtvistelige beviser for, at døden er en følge af synden, som alle mennesker er underlagt ved arv, at frelsen tilhører Jehova, at alle tiders største krise er for hånden, da de onde skal udryddes i Harmagedon, mens de, der søger retfærd og ydmyghed, har mulighed for at blive skånet under den store katastrofe, at frelse fra døden og liv i lykke ligger foran de lydige, og at de, der skal udgøre den „store skare“, nu står over for en stor prøve. For at kunne opnå evigt liv må man rette sig efter Guds krav. Hvori består da ifølge skriften nogle af disse krav?

Alle, der skal modtage livets nådegave, må behage Gud. Tro er den første betingelse. „Men uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ (Hebræerne 11:6) Det betyder, at de, der ønsker livet, først og fremmest må tro, at Gud er den Almægtige, hvis navn er Jehova, at han er den Højeste, og at han lønner dem, der flittigt søger ham. Det må være deres ønske at komme i harmoni med Gud.

Det er ved og gennem Kristus Jesus, Gud har truffet denne foranstaltning til opnåelse af liv. Derfor siger Jesus: „Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Johannes 14:6) „Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3) Jesus køber hver den af menneskeheden, der beder om at blive købt, og når en er blevet købt, det vil sige har fået gavn af genløsningsofferet, som Jesus har betalt for menneskene, bliver den købte en Herrens træl, og Jesus siger derfor: „Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig.“ (Johannes 12:26) Det første krav er da, at man skal tro på Gud, den Almægtige, tro på Herren Jesus Kristus som menneskets genløser eller køber, og derpå følge Jesus. Mennesket viser sin tro ved den handlemåde, han vælger.

Det næste skridt, der må tages, er at gøre Gud den Almægtiges vilje, thi det er, hvad Jesus altid gør; som der er skrevet: „Se, jeg er kommen for at gøre din vilje. Han ophæver det første [den gamle pagtsforordning] for at fastslå det andet [den nye pagtsforordning].“ (Hebræerne 10:9) „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ (Salme 40:9) Det ufuldkomne menneske er selvisk og ønsker at gøre sin egen vilje, men når et menneske er kommet til troen på Gud og Kristus Jesus, må dette menneske frivilligt se bort fra sin egen selviske vilje og gøre, hvad Guds vilje med ham end måtte være. Det betyder, at det menneske må indvi sig til at tjene Jehova Gud gennem Kristus Jesus, og denne indvielse må være uden betingelser, det vil sige, det menneske må med glæde give afkald på sin egen selviske vilje og vej og med flid søge at kende og gøre Jehova Guds vilje.

Men hvad er da Guds vilje med Herrens „andre får“, der nu samles ind til livet? De må slutte op om Herren Gud, skille sig ud fra og forlade systemerne i Satans nuværende onde verden. (Zefanias 2:1-3) Som vist ved den forbilledlige tilflugtsby må sådanne mennesker fly til Kristus, overhovedet for Guds organisation, og finde tilflugt hos ham, indtil Harmagedonkrisen er overstået. Sådanne mennesker må anerkende Kristus Jesus som „livets brød“, og ligesom det af hungersnød ramte folk i Ægypten bønfaldt Josef om at købe dem, for at de ikke skulle dø, således må også nu de retsindige mennesker bønfalde den større Josef, Kristus Jesus, om at købe dem og nære dem med „livets brød“, for at de ikke skal dø. De må forstå, at Guds rige med Kristus som konge er det eneste sted, hvor der er beskyttelse og frelse at finde. Kristenhedens religiøse institutioner er snarer, som Satan fanger og indsnærer mennesker i, og den, der vil leve, må undgå sådanne snarer og overgive sig helt og ubetinget i Kristi Jesu varetægt.

Det menneske, der tror, at Jehova Gud er den Højeste, og at Kristus Jesus er Guds udøvende embedsmand, ypperstepræst og konge samt menneskets genløser, er derfor ivrig efter at kende og gøre Guds vilje. Tro vil ikke bare sige en mental forestilling om, at Gud er den Højeste, og at Kristus Jesus er genløseren, men det betyder, at man må anerkende dem som sådanne og handle derefter. „Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. Skriften siger jo: Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.“ — Romerne 10:9-11.

At fly fra Satans organisation og søge tilflugt under Guds organisation betyder, at den, der gør dette, anerkender Herren Jesus Kristus og beder Kristus om at lukke ham ind. Han skammer sig ikke ved over for andre at bekende sin fulde fortrøstning til Gud og Kristus Jesus, og han lader andre vide, at han har taget standpunkt på Guds og Kristi side og frivilligt er gået ind på at gøre Guds vilje. Hjertet er motivets sæde, og når et menneske tror på Herren, tilskyndes han derfor til at gøre andre bekendt med, at han er flyet til Kristus Jesus og har taget standpunkt på Herrens side og ønsker at bekræfte, at han er gået ind på at gøre Guds vilje. Han søger beskyttelse ved Kristi Jesu hånd og anråber Herren Gud om beskyttelse og frelse. „Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.“ (Romerne 10:13) Når et menneske er blevet antaget af Herren og befinder sig under hans beskyttelse, er han på vej til at blive reddet fra undergangen i Harmagedon. Han indvier sit liv til Gud.

Helliggørelse og dåb

Et andet vigtigt skridt, der må tages, er skridtet mod helliggørelse. De ord, der i bibelen er oversat ved „helliggørelse“, „helligelse“, „helliggøre“, „helliget“ og ved ordet „hellig“, stammer alle fra det samme græske rodord. Gud sagde til israelitterne, som han havde udvalgt til at være sit forbilledlige folk, og med hvem han havde sluttet pagt: „Thi jeg er Jehova jeres Gud, og I skal hellige jer og være hellige, thi jeg er hellig.“ (3 Mosebog 11:44) Den inspirerede apostel citerer disse ord: „Som lydige børn må I ikke rette jer efter de lyster, som I før, i jeres uvidenhed, levede i. . . . thi der står skrevet: I skal være hellige; thi jeg er hellig.“ (1 Peter 1:14, 16) Gud er hellig, idet han helt er helliget retfærdighed, han er derfor helt, absolut og fuldstændig retfærdig eller „hellig“. Til dem, der har taget standpunkt for Gud, gives følgende formaning: „Ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd.“ — 1 Peter 1:15.

At være „helliggjort“ eller „helliget“ vil i skriftens betydning af ordet sige at være helt og uforbeholdent indviet til Gud og hans rige og derfor hellig, som Herren Gud og Kristus Jesus er hellige. Herren er helt og ubetinget indviet til og helliget retfærdighed, som der er skrevet: „Du er retfærdig, Jehova, og retvise er dine lovbud. . . . Din retfærd er ret for evigt, din lov er sandhed.“ (Salme 119:137, 142) Kristus Jesus er som sin fader absolut retfærdig. Om ham er der skrevet: „Du elsker ret og hader uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller.“ (Salme 45:8) Ligesom Jehova Gud er også Kristus Jesus hellig: „En, der var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere.“ — Hebræerne 7:26.

Enhver skabning, der skal behage Gud og modtage hans anerkendelse, må være hellig, det vil sige uforbeholdent indviet til Gud og til hans rige, der er retfærdigt. Derfor må enhver sådan være helliggjort eller helliget. Det vil ikke sige, at dette menneske er fuldkomment i kødet, men det betyder, at hans hjertes hengivenhed uforbeholdent tilhører Herren Gud. De, der tager standpunkt på Guds, hans konges og hans riges side, må derfor være helt indviet eller helliget Gud og hans rige og undgå kompromis med verden, som er Djævelens organisation.

„Helliggørelse“ er den handling at blive helliggjort. Det menneske, der er gået ind på at gøre Guds vilje og har taget standpunkt ved at erklære sig for Gud og hans rige, må dernæst arbejde på at helliggøre sig selv, hvilket vil sige, at han pålægger sig den opgave at opfylde sit løfte om at gøre Guds vilje. Det er ikke nok bare at sige, at han er gået ind på at gøre Guds vilje, han må også gøre den. Det er en trofast opfyldelse af indvielsesløfterne, Gud godkender. At være helliggjort vil altså sige, at det menneske, der er gået ind på at gøre Guds vilje, helt helliger sig den opgave at opfylde sit indvielsesløfte og derfor sætter sig selv til side til og helt helliger sig det, der er retfærdigt. Det menneske, der tager det skridt at pålægge sig selv den opgave at gøre Guds vilje, er af Herren sat til at arbejde på at gøre Guds vilje og således holde fast ved sin ustraffelighed over for Gud.

Hvorledes helliggøres da et menneske? Jesus svarer med disse ord, der er henvendt til Jehova: „Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17) Det er derfor umuligt, at en eller anden ritualistisk religionsceremoni skulle kunne helliggøre et menneske over for Gud. De ortodokse religionsorganisationers præsteskaber kan ikke gøre noget som helst for at hellige et menneske i Guds øjne. Helliggørelsen finder udelukkende sted mellem den person, som er gået ind på at gøre Guds vilje, og Herren Gud, som lader dette menneske arbejde for at bevise, at han opfylder sin overenskomst. Mennesket må lære, hvad der er Guds vilje med ham: „Thi dette er Guds vilje, at I helliggøres, så I afholder jer fra utugt.“ — 1 Tessaloniker 4:3.

I dette skriftsted har ordet „utugt“ mere end blot en bogstavelig betydning. Der menes dermed ikke bare ulovlig seksuel omgang mellem personer indbyrdes, men også utilbørlig forbindelse mellem en kristen og denne verden. Den, der er gået ind på at gøre Guds vilje, er udelukket fra at blande sig med denne verden eller Djævelens organisation og indgå på kompromis med den; at gøre noget sådant er at indgå en ulovlig forbindelse og beskrives i bibelen som utugt eller hor. „I horkarle og horkvinder, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, er Guds fjende.“ (Jakob 4:4, eng. overs.) Den indviede og helliggjorte må stå helt og uforbeholdent på Guds og hans riges side og være afgjort imod Djævelen og hans organisation.

Og hvad med dåben? Er det et yderligere påkrævet skridt på vej mod livet? Ja, idet dåb eller nedsænkning i vand er et symbol, der udadtil vidner om, at den person, der lader sig døbe, har givet afkald på sin selviske vilje for at gøre Guds vilje. Gud sørger for beskyttelse af en sådan. Dåben giver sindbilledligt udtryk for følgende: „Jeg har helt og fuldt stillet mig under Gud den Almægtiges befaling, og ved hans nåde vil jeg gøre hans vilje.“ Det er mennesker, der har taget dette skridt, Gud giver sin beskyttelse og sin vejledning. Før Jesus begyndte sin gerning, fremstillede han sig for Johannes for at blive døbt. Johannes gjorde indsigelse, men Jesus sagde: „Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!“ (Mattæus 3:15-17) Så blev Jesus døbt, og da han var kommet op af vandet, gav Gud et ydre tegn på, at han havde antaget ham.

De, der gik med Noa ind i arken, viste derved, at de gik ind på at gøre Guds vilje, som den var blevet gjort kendt for dem af Noa. De blev døbt til Noa og blev derved frelst fra Vandfloden. „Dengang Gud i sin langmodighed biede i Noas dage, medens arken blev bygget. I den blev nogle få, nemlig otte, sjæle frelst gennem vand, der er et forbillede på det vand, som nu frelser også jer, nemlig dåben, som ikke er fjernelse af legemets smuds, men en god samvittigheds pagt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse.“ — 1 Peter 3:20, 21.

Da israelitterne forlod Ægypten under Moses’s anførsel, gik de alle ind på at lyde Moses som Guds repræsentant; og Moses var et billede på Kristus. Under en mirakuløs sky fulgte de Moses tværs over det Røde Havs tørre leje, De blev således skjult eller døbt i skyen og i havet. „Jeg vil nemlig ikke, brødre, at I skal være uvidende om, at vore fædre alle var under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbt til Moses i skyen og i havet.“ (1 Korinter 10:1, 2) Da Johannes Døber kom som Herrens repræsentant, befalede han israelitterne at angre deres synder mod lovpagten og lade sig døbe. (Mattæus 3:1-11) De, der angrede og blev døbt, bevidnede derved, at de havde ændret deres opførsel, og at de ikke længere ville lade sig lede af deres selviskhed, men med glæde gøre Guds vilje. De, der mente om sig selv, at de ikke havde overtrådt lovpagten, men havde være trofaste mod Gud, følte ikke nogen tilskyndelse til at lade sig døbe.

Dåb er altså både et symbolsk og ydre vidnesbyrd om, at der er sluttet en pagt om at gøre Guds vilje. I billedet med tilflugtsbyerne (4 Mosebog 35:10-32) ses Herrens „andre får“ på flugt mod Herrens organisation som et tegn på, at de er gået ind på at gøre Guds vilje. De er således skjult eller nedsænket under og ind i Herrens organisation. De, der fulgte Moses gennem det Røde Havs vande og under skyhvælvingen, blev derved „døbt til Moses“ i havet og i skyen og var således imod ægypterne, der repræsenterede Djævelens organisation. På samme måde blev de, der fulgte med Noa ind i arken og opholdt sig der, skjult eller nedsænket og derved døbt til Noa. Både Noa og Moses var billeder på Kristus Jesus, Jehova, Guds store profet. Derfor må også de „andre får“ i vor tid gennemgå dåben til den større Noa, Kristus Jesus. Når de på den måde kommer under Kristi Jesu teokratiske organisations beskyttelse, finder de ly, og hvis de fortsætter med at søge retfærdighed og ydmyghed, har de løfte om at blive udfriet fra Guds vrede i Harmagedon. Denne dåb „med ild“ vil blive til ødelæggelse for hele Satans organisation, men til beskyttelse for alle dem, der finder tilflugt i eller under Jehovas organisation.