De første kristne ikke kommunistiske

DEN KOLDE KRIG med ord er en hed kamp om Deres sind. Dens invasionsstyrker sætter ind på denne skydeskive fra alle mulige kanter. Nationers „stemmer“ trænger ind i fremmede lande, kun for til gengæld at blive bekæmpet og modarbejdet. Ved et vedholdende bombardement af ord søger propagandisterne at undertvinge den offentlige mening, at forme den efter deres egne selviske interesser. Anklager og benægtelser, heftige angreb og endnu heftigere modangreb, bagvaskelser og krænkelser, personligheder og øgenavne, fremholdelse af halve sandheder og fortielse af hele sandheder — alle sådanne kneb anvendes for at angribe Deres sind og tage det med storm.

Den politiske magt, der nu kæmper så ivrigt for at vinde herredømme over menneskenes sind og tanker, er kommunismen. Den gør listigt brug af propaganda og kender alle tricks, heri indbefattet det kneb at sælge en idé, hvis fortjeneste skyldes andre, ved at søge den bekræftet hos højt ansete kilder. Når kommunisterne prøver at få mennesker i kristenheden, som tilsyneladende respekterer Bibelen, til at ændre politisk overbevisning, citerer nogle af dem ofte Bibelen. De påstår, at de første kristne var kommunister, og citerer som bevis Apostlenes Gerninger 2:44, 45: „Og alle de, som kom til troen, holdt sig sammen og havde alle ting fælles; de solgte tit ejendom og gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til.“ Som så mange politikere, der citerer Bibelen i selvisk øjemed, har disse kommunister ingen forståelse af de skriftsteder, de anvender.

Vi må tænke på situationen, som den formede sig dengang. Det var hen på foråret i år 33 e. Kr. Den sorgens påskedag, da Kristus blev pælfæstet på marterpælen, lå nu syv uger tilbage. I de mellemliggende uger var han blevet oprejst fra døden og faret til himmelen som en udødelig åndeskabning, efter at han havde givet løfte om snart at ville udgyde den hellige ånd over sine efterfølgere. Nu, een og halvtredsindstyve dage efter påsken, vrimlede det med jøder i Jerusalem. De var kommet fra nær og fjern for at fejre ugefesten, pinsedagen, der var en af de tre årlige fester, som alle mandlige jøder skulle fejre i Jerusalem. — 5 Mos. 16:1-16.

Jesu efterfølgere var der også, i et antal af omkring et hundrede og tyve. På denne pinsedag år 33 e. Kr. var de forsamlet. Pludselig fyldtes mødelokalet af en lyd ligesom vindens susen, tunger som af ild blev synlige over dem, den hellige ånd fyldte dem, og de begyndte at tale i forskellige tungemål! Dette røre tiltrak religiøse jøder fra mange nationer, jøder, som var til stede i Jerusalem i denne pinsetid. Disse jøder, der talte mange forskellige sprog, blev „forvirret, fordi de hver især hørte dem tale på deres eget sprog“. Som svar på deres forbavsede spørgsmål forklarede apostelen Peter, at det altsammen skete som en opfyldelse af Joels profeti om udgydelsen af den hellige ånd, og han prædikede så overbevisende for dem, at „de, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til“. — Ap. G. 2:1-41.

I de dage, der fulgte, holdt „alle de, som kom til troen, . . . sig sammen og havde alle ting fælles; de solgte tit ejendom og gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til. Enigt og vedholdende kom de daglig i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet [indtog deres måltider i private hjem, NW] og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket. Og Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse.“ — Ap. G. 2:44-47.

Ved de offentlige religiøse fester i Jerusalem havde man altid været fælles om alle goder. Huse eller senge blev gratis lånt ud af ejerne. Andre fornødenheder delte man beredvilligt med andre, så længe festen varede, især med besøgende langvejsfra. For disse kristnes vedkommende strakte gavmildheden sig endnu længere, endog så vidt, at de solgte af deres ejendele for at skaffe midler til at sørge for de fattige og trængende. Situationen var usædvanlig. Mange af de tre tusinde sjæle, der føjedes til på pinsedagen, kom langvejsfra. De var kommet til Jerusalem i anledning af ugefesten, men på grund af de mirakler, der var sket, blev de meget længere i Jerusalem, end de havde tænkt sig. De havde ikke forberedt sig på dette uventede, forlængede ophold. Dog blev de der, for nu var det deres største ønske at vinde sig yderligere kundskab om denne nye tro, som de havde taget imod, at blive opbygget, at komme sammen med andre kristne, at forkynde for andre, at hjælpe med til at opbygge og organisere den første menighed. Desuden var nogle af de omvendte fattige og behøvede broderlig hjælp.

De kristne, som var bedre stillet, hvad materielle goder angik, ønskede, især i betragtning af de usædvanlige omstændigheder, at dele med deres mindre heldige brødre. For at ingen skulle lide mangel, solgte man af sine ejendele, så det nødvendige kunne fremskaffes. Dersom de kristne brødre ikke ville hjælpe de fattige, hvem skulle så? De ortodokse jøder så ned på de kristne, og i stedet for at hjælpe dem lagde de planer om at forfølge dem. Under religiøst tryk havde romerne dræbt deres leder; de hadede hans efterfølgere. Derfor var det naturligt, at det blev de materielt velsignede jøder, som villigt gav for at hjælpe deres fattigere brødre. På rette måde viste de ligegyldighed over for verdsligt gods ved ikke at sætte deres lid til det, men i hengivenhed og kristen kærlighed at dele ud deraf. De vidste, at Jerusalem til sidst ville falde, og dens kommende ødelæggelse og Judæas ruin fik dem til at indse, hvor værdiløs materiel rigdom var som hjælper. Desuden ønskede de at ære Herren med deres midler og skaffe sig venner ved en klog anvendelse af uretfærdighedens mammon. Det var derfor af alle disse grunde og ikke som følge af noget krav, påbud eller forskrift, at disse første kristne opstillede et indbyrdes hjælpeprogram, hvorved de for en tid blev i stand til at holde en slags forlænget konvent. Det skete for at give den første menighed en god start. Det var blot et midlertidigt arrangement for at klare de usædvanlige omstændigheder i de dage, men det vil på ingen måde sige, at de kristne ellers var fælles om alt.

Om denne samme tid siges der i Ap. G. 4:32, 34, 35; 5:1-4: „Og hele forsamlingen af dem, der var kommet til troen, havde eet hjerte og een sjæl; ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men de havde alting fælles. . . . Thi iblandt dem var der ingen, som led nød, da alle de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med salgssummerne og lagde dem for apostlenes fødder; og der blev uddelt til enhver især, efter hvad han trængte til. . . . Men en mand ved navn Ananias og hans hustru Safira solgte en ejendom, og han stak med sin hustrus vidende nogle af pengene til side og kom kun med en del af dem og lagde dem for apostlenes fødder. Da sagde Peter: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet imod den hellige ånd og stukket nogle af pengene for jorden til side? Kunne du ikke have beholdt den, dengang den var din, og da den var solgt, havde du så ikke fri rådighed over pengene? Hvordan kunne du dog få i sinde at gøre dette? Det er ikke mennesker, du har løjet for, men Gud.“

De, som solgte deres ejendele og gav apostlene beløbet til uddeling, blev ganske naturligt genstand for opmærksomhed og anerkendelse på grund af denne kristne kærlighedsgerning, hvilket fremgår af den særlige omtale af levitten Josef Barnabas i Apostlenes Gerninger 4:36, 37. Selve den omstændighed, at de blev anerkendt som efterlignelsesværdige bidragydere, viser, at deres gave var fuldstændig frivillig og ikke et resultat af konfiskeret ejendom ifølge et eller andet ubøjeligt kommunistisk dekret. Ananias og Safiras tilfælde viser endnu tydeligere den fuldstændige frihed til at give, hvad man ville. Ulig de andre bidragydere var motivet hos disse to urent. Øjensynlig tragtede de efter den anseelse, der var forbundet med at give alt, men de var for selviske til at gøre det. Derfor lagde de planer sammen, solgte en ejendom, og mens de foregav at give alt, lagde de kun en del af pengene for apostlenes fødder. Ved en særlig åndens gave gennemskuede Peter deres dobbeltspil og afslørede dem, og Jehova tilintetgjorde dem for deres hykleri, pral og falskhed.

Men det, der her bør lægges mærke til, er Peters ord til Ananias: „Kunne du ikke have beholdt den, dengang den var din, og da den var solgt, havde du så ikke fri rådighed over pengene?“ Det var deres ejendom. De behøvede ikke at sælge den. Dersom de ønskede at sælge den og selv beholde pengene, kunne de frit gøre det. De var ikke under nogen tvang i den sag. At de første kristne solgte deres ejendele og gav hele udbyttet til et fælles hjælpearbejde, var ganske frivilligt. Det var Ananias og Safiras falske foregivende af at ville give alt for at vinde sig ry som ædelmodige, der bragte Jehovas vrede over dem. — Apostlenes Gerninger 5:4-10.

Det, at „de havde alle ting fælles“, som der omtales i Apostlenes Gerninger 2. og 4. kapitel, var begrænset til Jerusalem. Der er intet, der tyder på, at det blev praktiseret af kristne kredse uden for Jerusalems nærhed. Det var i Jerusalem, den gensidige hjælp var så hårdt tiltrængt, for her lå farisæernes og de skriftkloges og tempelpræsternes højborg, her fandtes modstandens hårde kærne. Den forbløffende tilvækst af kristne i Jerusalem, som fulgte efter pinsen, vakte en sådan gejstlig vrede, at der udbrød en voldsom forfølgelse, som resulterede i, at Stefanus blev stenet. „Samme dag udbrød der en stor forfølgelse mod menigheden i Jerusalem, og alle, undtagen apostlene, spredtes over Judæas og Samarias egne.“ Det var godt, at de kristne forud for dette havde solgt deres ejendele for at hjælpe hinanden; derved undgik deres ejendele at blive et bytte for forfølgerne, som adsplittede dem. — Apostlenes Gerninger 8:1.

Der findes ingen beretning om, at de atter „havde alle ting fælles“, da dette særlige udbrud af forfølgelse var døet hen, og den kristne menighed igen virkede åbenlyst i Jerusalem. Den første menighed havde redet en hård storm af og var blevet stærkere. Behovet for sådanne nødforanstaltninger syntes at være overstået. Det ser i virkeligheden ud til, at disse drastiske hjælpeforanstaltninger var ved at høre op, lige før den sataniske forfølgelse brød ud, og i stedet gav plads for de principper, der er mere almindelige i Bibelen, sådanne som hjælpen til de forældreløse eller de faderløse og enkerne. Dette fremgår af Apostlenes Gerninger 6:1-4. Da denne tekst også somme tider udlægges, som støttede den kommunismen, citerer vi den her til nærmere undersøgelse:

„På denne tid, da disciplenes antal voksede, begyndte de græsktalende jødekristne at knurre mod de hebraisktalende over, at enkerne iblandt dem blev tilsidesat ved den daglige uddeling. De tolv sammenkaldte da hele discipelskaren og sagde: Det er ikke ret, at vi forsømmer Guds ord for at gøre tjeneste ved bordene. Find derfor, brødre! iblandt jer syv mænd, som har godt lov og er fulde af ånd og visdom; dem vil vi så indsætte til denne gerning. Men selv vil vi trolig blive ved med bønnen og ordets tjeneste.“ Forslaget blev fulgt og sagen straks ordnet.

Dette kan ikke betyde, at de første kristne oprettede et fælles spisested eller drev „fælleskøkkener“, hvor alle samledes for at indtage deres måltider. Apostlenes Gerninger 2:46 viser klart, at de „indtog deres måltider i private hjem“. (NW) Læg også mærke til, at deres hjem var private og ikke blev betragtet som hele menighedens ejendom. Den daglige uddeling, der hentydes til i Apostlenes Gerninger 6:1-4, var et hjælpearbejde, hvorved de fattiges bord blev forsynet på en ret og upartisk måde. Skriftstedet omtaler især enkerne, der sandsynligvis ville være uden anden hjælp. Det var til sådanne trængende, man delte fødevarer ud, og derfor ikke et tilfælde, hvor hele menigheden af kristne samlede alting sammen, og alle så kom og indtog deres daglige måltider af dette fælles forråd.

Hjælpearbejde en nødvendighed

Jehovas ord udtrykker omsorg for enker og påbyder straf for dem, som undertrykker dem. (2 Mos. 22:22-24; 5 Mos. 14:28, 29; 26:12; Sl. 68:6; 146:9; Zak. 7:9, 10; Mal. 3:1-5) Han befaler, at de skal æres, hvilket om nødvendigt indbefatter deres underhold. Dengang Jesus diskuterede med de skriftkloge og farisæerne om deres traditioner, viste han, at det indbefattede underhold. Han påpegede, at Guds ord krævede, at man ærede sin fader og moder, men at deres tradition tillod dem at liste uden om ansvaret for, at deres forældre fik materiel støtte. På denne måde forbandt han ære med materiel støtte, og at undlade at hjælpe forældre, som trængte til det, var det samme som ikke at holde budet om at ære dem. (Matt. 15:1-6) Paulus viste den samme forståelse af udtrykket „ære“, da han ca. tredive år senere skrev til Timoteus om, hvordan han skulle behandle dem i menigheden, som virkelig var enker, det vil sige dem, som var uden hjælpemidler:

„De enker, som virkelig er enligt stillede, skal du vise ære; . . . Men den, som er en virkelig enke og står ene, har sat sit håb til Gud og bliver trolig ved med bøn og påkaldelse nat og dag; . . . En enke kan optages på listen, når hun ikke er under tres, har været een mands hustru, har vidnesbyrd om god vandel, har opfostret børn, har vist gæstfrihed, har tvættet de helliges fødder, har hjulpet nødlidende og har lagt sig efter al god gerning.“ (1 Tim. 5:3, 5, 9, 10) Dette viser, at de enker, der var for gamle til at tjene til livets ophold og ikke havde nogen slægtninge, der kunne hjælpe dem, men som var agtværdige, teokratiske kvinder, skulle sættes på listen over menighedens hjælpearbejde.

Dette var på ingen måde kommunisme. Dersom der privat kunne sørges for enkerne, blev de ikke sat på listen over menighedshjælp. Hver husstand var ansvarlig for at sørge for sine egne. Gudfrygtig hengivenhed ville få børn til at ære deres forældre med materiel støtte, med et tilbørligt vederlag til forældrene, som havde opdraget dem og sørget for dem, mens de voksede op til modenhed, til de ikke længere var hjælpeløse, men i stand til at klare sig selv. Derfor skrev Paulus: „Men hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først og fremmest lære at handle gudfrygtigt over for deres egen husstand og gøre gengæld mod de gamle i slægten; thi det er velbehageligt for Gud. . . . Men hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro. . . . Hvis nogen troende kvinde har enker hos sig, da lad hende hjælpe dem, og lad dem ikke falde menigheden til byrde, for at den kan hjælpe de virkelige enker.“ (1 Tim. 5:4, 8, 16) Unge enker måtte heller ikke falde menigheden til byrde med deres fornødenheder. De kunne enten arbejde eller, endnu bedre, gifte sig igen. — 1 Tim. 5:11-15.

De første kristne søgte ikke, hverken ved kommunistiske læresætninger eller religiøse forskrifter, at fjerne den tids politiske onder eller sociale forskelle. Dersom den faste kristne regel havde været, at alle ting skulle være fælles, ville der ikke have været nogen rige eller fattige. Der ville ikke have været nogen grund til at tage mod bidrag fra dem, der havde penge, for at hjælpe dem, som var fattige og trængende, således som Paulus gjorde. (Ap. G. 24:17; Rom. 15:26; 1 Kor. 16:1-4; 2 Kor. 8:1-15; 9:1-15) Så sent som fem og tyve år efter pinsedagen var der endnu ingen form for kommunisme, der havde ligestillet de kristne i materiel henseende, for disciplen Jakob advarede imod klasseforskel mellem rige og fattige og advarede ligeledes dem, der var optaget af at samle sig materielle rigdomme, og det gjorde Paulus også. (1 Tim. 6:7-10; Jak. 1:27; 2:1-9; 5:1-6) De rige blev gjort vågne over for rigdommens bedrag og måtte kærligt dele med deres trængende brødre, ikke tvungent eller knurrende, men med glæde, som et bevis på deres tro, idet de betragtede det som en større velsignelse at give end at modtage. — Ap. G. 20:35; Rom. 12:13; 2 Kor. 9:7; Jak. 2:14-20; 1 Pet. 4:9.

Hvad Paulus selv angår, gav han sig helt til tjenesten for de kristne menigheder; alligevel anmodede han aldrig om hjælp til sig selv fra noget fælles fond. (Ap. G. 18:1-4; 20:33-35; 2 Kor. 11:9; 1 Tess. 2:9; 2 Tess. 3:7-9) Paulus viste heller ikke kommunistiske tilbøjeligheder ved at prøve på at omstyrte det bestående slavesystem, men anbefalede, at kristne slaver skulle være lydige mod deres herrer i kødet og det så meget mere, når herrerne selv var kristne brødre. — Ef. 6:5; Kol. 3:22; 1 Tim. 6:1, 2; Tit. 2:9, 10.

Af alt det foregående fremgår det klart, at de første kristne hverken støttede kommunismen eller kapitalismen. De var teokratiske, for Guds rige, for udbredelsen af evangeliet fremfor alt andet. De overlod fjernelsen af de sociale og politiske onder til Jehova Gud, til hans veje, til hans tid, gennem hans rige. Enhver kommunist, som lader sin propagandabøsse med skriftsteder, lader den derfor med løst krudt.

(The Watchtower, 15. marts 1951)