Udfrielse undervejs til jordens ender

 1. Hvis suk hører Jehova, og hvorfor er tiden nu kommet til at gribe ind på deres vegne?

ET vældigt fængsel strækker sig lige til jordens ender, et fængsel, hvorover Satans verdensorganisation Babylon troner, mens den holder folkene bundet i politisk, social, økonomisk, militær og religiøs trældom. Kærlighedens Gud hører tydeligere end nogen de frihedselskende fangers sukken og stønnen, og han har oprejst sin store tjener, Kristus Jesus, og iklædt ham kongemagt netop med det for øje at skaffe dem udfrielse. Nu er tiden kommet for ham til at gribe ind, for timen nærmer sig, da det store Babylon skal tilintetgøres i Harmagedonslaget, og alle, som forbliver i trældom under det og er delagtige med det i dets synder, vil blive tilintetgjort sammen med det.

 2. Hvorledes tilkendegav Jehova i 1919, at han var interesseret i Zion, og hvorfor var han det?

² I 1914 viste Jehova Gud sin tjener Jesus Kristus ære ved at indsætte ham som konge på Zion. I lighed med det lille Zion i fortiden er dette Zion Jehovas organisation, men en himmelsk organisation, hvis synlige del på jorden består af resten af hans åndelige sønner, indvortes israelitter. Han har større omsorg for denne synlige organisation af åndelige israelitter end nogen jordisk moder har for sit lille diende barn. Da derfor den synlige organisation forekom aldeles ødelagt og uden håb om genrejsning, og det store Babylons magt over den syntes ubrydelig, sendte Jehova sin tjener til undsætning. Han brød fjendens magt over dem i 1919 og begyndte at løslade den fangne rest, så de kunne genoptage deres tilbedelse af ham i frihed og frygtløshed. Jehova var for sit navns skyld interesseret i reorganiseringen af sit folk og i dets frihed fra Babylon. Det var hans hensigt at samle og forene dem i en organisation, som fjenden aldrig mere ville kunne opløse, så at den rene tilbedelse således kunne fortsætte.

 3. Hvoraf kan vi se, at Jehova ikke vil lade sin tilbedelse her på jorden kvæle af Babylon?

³ Een ting kan vi være sikre på: Jehova vil ikke tillade, at hans tilbedelse på jorden kvæles af Djævelens verdensorganisation Babylon. Tilbedelsen af ham eksisterede her på jorden, længe før Babylon opstod på Nimrods tid, og den rene tilbedelse af ham vil fortsætte, efter at nutidens store Babylon går under. Dette er lige så sikkert, som at resten af fortidens Israel overlevede den undergang, der ramte fortidens Babylon. Og lige så sikkert vil Jehovas vidner overleve Roms evige undergang, denne by, som dens biskop i Vatikanstaden benævner „den evige stad“, såvel som Moskvas og andre totalitære magtcentrers undergang. Alle diktatorer og tyranniske magthavere på jorden er kun mennesker. Deres skæbne er uafvendelig, snart vil de slikke jordens støv, men tilbedelsen af Jehova vil bestå på jorden til evig tid.

 4. Hvad gjorde Jehova med sin rest, så der kunne være en organisation på jorden til at tage imod alle dem, som ville tilbede ham forud for Harmagedon?

⁴ Der må være en synlig organisation til at modtage alle dem på jorden, som ønsker at tilbede Jehova Gud i frihed inden Harmagedonslaget. Derfor brugte Jehova fra og med 1919 sin store tjener til at genoprejse resten af det åndelige Israel, og han reorganiserede dem, så de kunne virke som hans vidner i denne betydningsfulde efterkrigsperiode. Han rensede dem for de hæslige religiøse pletter, som de havde fået på sig under Babylons magt og indflydelse. Han gjorde dem til en ren organisation, værdig til at tage imod dem, som forlod Babylon i lydighed mod hans befaling: „Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer Jehovas kar!“ Og da Jehova Gud havde taget sin store magt og nu regerede ved sin tjener og konge, Kristus Jesus, åbnede han sit reorganiserede folks øjne for, at den eneste organisation de nu burde have og tjene under, var den teokratiske organisation og ikke nogen demokratisk organisation. Som følge af deres anger og omvendelse til ham med trofaste hjerter gjorde Jehova resten af de åndelige israelitter til en del af sin tjenerskare under sin ledende tjener, Kristus Jesus. På denne måde kunne de tjene som den „tro og kloge træl“, som Jesus havde forudsagt skulle komme, og om hvem han sagde, at han ville sætte ham over alle sine synlige, jordiske ejendele, Rigets interesser. — Es. 52:11; Matt. 24:45-47

 5. Var det kun resten af det åndelige Israel, der skulle indsamles, og hvad mente den i lighed med fortidens jødiske rest?

⁵ Men skulle indsamlingen af dem, der opbyggede den teokratiske organisation, kun bestå af dem, som udgør resten af det åndelige Israel? De blandt den oprindelige rest, som overlevede den første verdenskrigs genvordigheder, plejede at citere Salme 50:5: „Saml mig mine fromme, der sluttede pagt med mig ved ofre!“ De troede dengang, at kun disse fromme eller hellige skulle indsamles eller indhøstes inden Harmagedon, skønt det siden 1918 havde været betimeligt for dem at forkynde budskabet: „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø.“ Det blev endogså antydet, at indhøstningen af disse åndelige fromme måske ville ophøre i året 1924, hvorefter den himmelske herliggørelse af disse salvede, åndsavlede Kristi efterfølgere skulle finde sted. (Se Vagttaarnet, februar 1924, § 11-32) For nitten århundreder siden var de første medlemmer af den jødiske rest ligeledes tilbøjelige til at mene, at indsamlingen af hyrden Jesu Kristi får kun skulle ske blandt den jødiske nation, samaritanerne og dem, som havde ladet sig omvende til jødedommen og var blevet omskåret. I tre og et halvt år efter Jesu død, opstandelse og opstigen til himmelen og udgydelsen af den hellige ånd på pinsedagen begrænsede de deres forkyndelse om Kristus til disse og ville end ikke sætte foden i en uomskåren hednings hus for at fortælle ham om de gode nyheder.

„Hedningers lys“

 6. Anvendelsen af hvilke ord i Esajas 49 tilkendegiver, at Jesus vidste bedre besked?

⁶ Men Jehovas store tjener vidste bedre besked. Han havde også antydet dette, lige inden han forlod sine disciple for at stige op til himmelen. (Luk. 24:45-49; Ap. G. 1:6-9) Jesus vidste, at disse ord i Esajas’ profeti var møntet specielt på ham: „For lidt for dig som min tjener at rejse Jakobs stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til hedningers lys, at min frelse må nå til jordens ende. Så siger Jehova, Israels genløser, dets Hellige, til den dybt foragtede, skyet af folk, herskernes træl: Konger skal se det og rejse sig, fyrster skal kaste sig ned for Jehovas skyld, den trofaste, Israels Hellige, der udvælger dig.“ Intet under, at han i begyndelsen af kapitlet opfordrer øerne eller de fjerne strande og folk til at lytte til sig. — Es. 49:1, 6, 7.

 7. Hvordan var det „for lidt“ for Jesus kun at oprejse Jakobs kødelige stammer og at hjemføre det kødelige Israel?

⁷ Hvordan var det „for lidt“ for ham kun at rejse Jakobs kødelige stammer og blot hjemføre det kødelige Israel? Fordi det var kun en lille rest af de tusinder af omskårne jøder, der anerkendte Kristus Jesus som Jehovas tjener til deres frelse, og denne rest var ikke stor nok til at udgøre det forudbestemte antal på 144.000 Kristi medlemmer, hvis hoved er Jesus. (Åb. 7:4-8; 14:1, 3) Endvidere gjaldt Jesu offer som menneske ikke kun de kødelige jøder, men også for ikke-jøder, for mennesker af alle slags. Det var derfor nødvendigt for Gud at lade frelsesbudskabet og mulighederne for at blive delagtig med Kristus Jesus i det himmelske rige blive kendt for hedningerne. Så ville de kunne tro og blive åndelige israelitter ved tro på Gud og hans Kristus og ved at blive avlet med hans ånd.

 8. Hvem forkyndte Jesus selv budskabet for, og hvad måtte han derfor gøre, hvis han skulle være „hedningers lys“ og frelse til jordens ender?

⁸ Dengang Jesus var på jorden som menneske, som jøde, begrænsede han sin forkyndelse til jøderne og samaritanerne, så de som de første kunne få mulighed for at vinde adgang til Riget. Her igen ser vi behovet for tjenerskaren, dersom Jehovas tjener skal være „hedningers lys“ og hans „frelse . . . til jordens ende“. Den ledende tjener måtte bruge sine efterfølgere som sine sendebud og sende dem til de hedenske nationer, om lys og frelse skulle komme sådanne uomskårne nationer til gode. Dette begyndte han at gøre, da han sendte sin apostel Peter til den italienske høvedsmand Kornelius’ hjem i Kæsarea for at forkynde de gode nyheder om Jehova og hans Kristus. Her var det, at Gud „for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for ud af dem at tage et folk for sit navn“. Da begyndte lyset at skinne for hedningerne. — Ap. G. 15:14, NW; 10:1-48.

 9. Hvilken inspireret udtalelse viser, at Esajas’ profeti her indbefatter tjenerskaren under Jesus?

⁹ At denne Esajas’ profeti vedrørende tjeneren på underordnet måde indbefatter tjenerskaren, der er underlagt hovedet, Kristus Jesus, udtales under inspiration. Apostelen Paulus og hans medarbejder Barnabas anvendte Esajas’ profeti på denne måde, da de citerede den for de ligegyldige modstandere blandt jøderne i deres synagoge, og sagde: „Det var nødvendigt, at Guds ord først skulle tales til jer; men siden I forkaster det og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os til nationerne. Jehova har nemlig pålagt os befalingen med disse ord: Jeg har sat dig som nationernes lys, at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.“ — Ap. G. 13:44-47, NW.

10. Hvorfor var det nødvendigt at klargøre det for resten siden 1919, at denne del af Esajas’ profeti også gjaldt dem?

¹⁰ Der hersker ingen tvivl herom. Denne del af Esajas’ profeti gælder også resten af de åndelige israelitter siden 1919. I begyndelsen forstod de imidlertid ikke dette. Som før omtalt mente de, at indsamlingen af Jehovas tilbedere til hans teokratiske organisation kun gjaldt dem selv, den åndelige skare, de fromme, der havde sluttet pagt med ham. Indtil 1931 samlede deres bestræbelser sig hovedsagelig om indsamlingen af rigsarvingerne, der skulle fuldstændiggøre resten af Kristi legeme. Men alle disse udgjorde en tjenende enhed under hovedet, Jesus, og tjenerskaren er ikke til for at tjene sig selv, men for at tjene andre, til hvem Jehova Gud udsender sin tjenerskare. Ved at kaste lys over Bibelen åbnede han til sin tid restens øjne, så de kunne se, at de burde tjene andre foruden dem, der hørte til tjenerskaren. Der var „andre får“, som ikke hørte til den „lille hjord“ af rigsarvinger, og disse, sagde den rette hyrde, Kristus Jesus, måtte han indsamle, så de kunne blive een hjord sammen med resten under den ene hyrde. — Joh. 10:16.

11. Hvad måtte der gøres for de „andre får“, og hvorfor?

¹¹ Der var en stor skare af disse andre får, som flakkede omkring, og som blev misbrugt af de falske hyrder i de babyloniske religionssystemer. De var i virkeligheden fanger i Babylon og levede der i religionens dødbringende mørke. De trængte også til at høre Jehovas store tjener sige: Gå ud! Vis jer selv! Kom ud til frihed, til sandhedens lys og Guds gunst! De måtte også komme til Zion og underkaste sig den teokratiske organisation, så de kunne undslippe tilintetgørelse i Harmagedon. Som profeten Joel havde forudsagt: „Men enhver, som påkalder Jehovas navn, skal frelses; thi på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse, som Jehova har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som Jehova kalder.“ — Joel 3:5; Rom. 10:13.

12. a) Hvilken slags israelitter er resten i dag, og hvad er derfor de andre får sammenlignet med dem? b) Hvad skal der siges til disse får?

¹² Læg nu mærke til, hvordan Bibelen anvender Esajas’ profeti for at gøre os dette klart. For nitten århundreder siden var, i sammenligning med resten af de troende israelitter, alle de uomskårne nationer, til hvilke budskabet skulle gå ud, hedninger efter kødet. I dag er resten, der udgør den „tro og kloge træl“, åndelige israelitter. Sammenlignet med dem er Hyrdens „andre får“ hedninger af alle slags, åndelig talt. Alligevel skal de gode nyheder om Guds oprettede rige nå ud til disse andre får, så de kan blive udfriet fra trældom og fangenskab under Djævelens babyloniske verden. Jehova siger til sin tjenerskare, hvoraf resten nu er en del: „Og sige til de bundne: Gå ud! til dem i mørket: Kom frem! Græs skal de finde langs vejene, græsgang på hver nøgen høj; de hungrer og tørster ikke, dem stikker ej hede og sol. Thi deres forbarmer fører dem, leder dem til kildevæld; jeg gør alle bjerge til vej, og alle stier skal højnes. Se, nogle kommer langvejsfra [fra øst], nogle fra nord og vest, nogle fra Sinims land [Syenes sydland, Mo; AT]. Jubl, I himle, fryd dig, du jord, I bjerge, bryd ud i jubel! Thi Jehova trøster sit folk, forbarmer sig over sine arme.“ — Es. 49:9-13.

13. Hvorledes skildrer Åbenbaringen de andre får som hedninger?

¹³ Denne glædelige profeti gælder nu også Hyrdens „andre får“, der skal reddes ud af Babylon inden Harmagedon. Denne omstændighed åbenbares for os i Åbenbaringen. Apostelen Johannes beskriver først sit syn af indsamlingen og beseglingen af de 144.000 medlemmer af det åndelige Israels tolv stammer. Derpå siger han: „Derefter så jeg, og se, en stor skare, som intet menneske var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål.“ Dette gør dem til en hedensk skare, sammenlignet med de 144.000 åndelige israelitter. Men hvor er de, og hvad gør de? „Stående foran tronen og foran Lammet klædte i hvide klæder, og der var palmegrene i deres hænder. Og de vedbliver med at råbe med høj røst og sige: Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“

14. Hvor er de andre får kommet til, og hvilken profeti citeres der her fra og anvendes der om dem?

¹⁴ Er denne „store skare“ kommet til Zion, og har den underlagt sig Jehovas teokratiske herredømme, han, som sidder på den himmelske trone? Det har den, for en af de ældre identificerer skaren for Johannes og siger: „Det er dem, som kommer ud af den store trængsel [dette viser, at de kommer ud i perioden mellem 1919 og Harmagedon], og de har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone, og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel [på Zions bjerg], og den, som sidder på tronen, vil opslå sit telt over dem.“ Og nu fortsætter den ældre med at citere Esajas 49:10 og at anvende disse ord på den „store skare“, som han sammenligner med får: „De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen brændende hede stikke dem, thi Lammet, der er i tronens midte, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vande. Og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne.“ — Åb. 7:9, 10, 14-17, NW.

Behov for større område

15. Siden hvornår blev det gjort klart, hvem den „store skare“ er, og hvilke tal viser, at de er kommet til Zion siden dette tidspunkt?

¹⁵ At synet af den „store skare“ nu gælder de andre får ud af alle nationerne, blev åbenbaret for resten af det åndelige Israel i 1935. Som et eksempel på, at store flokke af „andre får“ er kommet til Zion siden da, kan vi fremføre, at der dengang var 20.786 forkyndere af Riget i de Forenede Stater, der indsendte rapport, i sammenligning med 135.356 i april 1951. For at de lettere kan komme frem, har Jehova banet vej over hindringer så store som bjerge og højnet stier for dem over dalene. Langs vejen har han sørget for næring til dem, og selv på højene, der så nøgne og bare ud, har han fundet græsgange og under alle forhold forsynet dem med sandhedens levende vande fra sit hellige ord.

16. Hvorfra har Jehova bragt dem sammen, og hvilke stævner viser til Zions store forbavselse, i hvor store tal de kommer?

¹⁶ Fra alle verdenshjørner har han, som det forudsiges i profetien, ført dem til Lammets, den rette hyrdes, ene hjord. Fra øst og vest, fra nord og syd, ja, fra Afrikas mørke fastland, der kendetegnes ved Sinims land eller Syene (nutidens Aswan, Ægypten). Zion, der på jorden repræsenteres ved resten af de åndelige israelitter, er slået med forundring. Det kan ikke gøre rede for, hvordan det er sket, da det slet ikke havde ventet dem på denne side af Harmagedon. „Så sandt jeg lever, lyder det fra Jehova: Du skal bære dem alle som smykke, binde dem som bruden sit bælte.“ (Es. 49:18) Se, hvilket håndgribeligt bevis vi har derfor ved Jehovas vidners zonestævner, ved deres sektionsstævner, landsstævner og internationale stævner! Ved det internationale stævne i New York i 1950 var der 123.707, der søndag den 6. august opmærksomt lyttede til det offentlige foredrag: „Kan De leve for evigt i lykke på jorden?“ Nationerne og deres magthavere har foragtet og afskyet tjenerskaren, lige fra dens hoved, Jesus Kristus, og ned til den rest, der lever i dag. Det er derfor intet under, at de rejser sig i forbløffelse over dette mirakuløse syn. Hvor meget kongerne og fyrsterne end har imod det, må de dog indrømme, at Jehova, det åndelige Israels Hellige, har været trofast imod den tjenerskare, han udvalgte. — Es. 49:7.

17. Hvad har dette gjort påkrævet i forbindelse med det overraskede Zions organisation?

¹⁷ Den naturlige følge heraf har været, at organisationen er blevet fyldt til trængsel, og det er blevet nødvendigt at udvide den og dele kredse, der er blevet for store, og danne nye kredse nye steder, så der kan tages imod nye, som kommer frem, og skaffes plads til endnu flere, som kan blive ført ind i organisationen og være med til at forkynde budskabet om udfrielse fra Babylon. „Thi,“ siger Jehova til Zion, „dine tomter og grusdynger, dit hærgede land — ja, nu er du beboerne for trang; de, som åd dig, er borte; end skal du høre dem sige, din barnløsheds børn: Her er for trangt, så flyt dig, at jeg kan sidde! Da tænker du i dit hjerte: Hvo fødte mig dem? Jeg var jo barnløs og gold, landflygtig og bortstødt, hvo fostrede dem? Ene sad jeg tilbage, hvor kommer de fra?“ Hvor gribende er ikke dette overraskelsesudbrud fra moderen, Zion, over at have hos sig denne talløse børneflok og deres trofaste medarbejdere fra alle nationer, stammer, folk og tungemål! (Es. 49:19-21) Men hvordan har Jehova udrettet dette?

18. Hvorledes udretter Jehova dette, og inden hvilken tilintetgørelse?

¹⁸ Hør: „Så siger den Herre Jehova: Se, jeg løfter min hånd for folkene, rejser mit banner for folkeslag, og de bringer dine sønner i favnen, dine døtre bæres på skulder. Konger bliver fosterfædre for dig, deres dronninger skal være dine ammer. De kaster sig på ansigtet for dig, slikker dine fødders støv. Du skal kende, at jeg er Jehova; de, som bier på mig, bliver ikke til skamme.“ (Es. 49:22, 23) Dette beviser, at denne profeti om udfrielse af de bundne lige til jordens ender må opfyldes nu inden Harmagedon, mens der endnu findes ikke-teokratiske nationer, folk, konger og dronninger.

19. Kan jordiske systemer og magthavere holde disse får tilbage, og hvordan har de været som fosterfædre og ammer for dem?

¹⁹ Selv mens dæmonerne i Satans usynlige organisation i hast driver nationerne og deres herskere mod Harmagedons slagmark, er disse jordiske systemer og herskere ude af stand til at holde på deres egne retsindige mennesker, når disse hører frihedsråbet fra Jehovas store tjener: Gå ud! Kom frem! Kom ud i friheden og lyset! Til trods for, at de ved hjælp af diktatoriske metoder mobiliserer folkene, er de nødt til at overgive disse „andre får“ til Zions teokratiske organisation. Som fosterfædre og ammer har de bare regeret over disse retsindige mennesker, så de kunne være rede til at blive udfriet og komme til Jehovas organisation til hans fastsatte tid. Herskerne er nødt til at bøje sig og indrømme, at de har lidt nederlag i deres onde bestræbelser for at hindre denne indsamling til signalet eller banneret, som Jehova har rejst.

20. Hvem er signalet, og hvilket bevis er der for, at det er blevet oprejst og hersker, og at Jehova er en Gud, der ikke skuffer?

²⁰ Signalet er hans konge Jesus Kristus, hans store tjener til udfrielse, hvem han har oprejst og indsat på tronen i 1914, for at han skulle herske midt iblandt sine fjender. (Es. 11:10-12; Åb. 12:5; Sl. 110:1, 2) En af de måder, hvorved han tilkendegiver, at han nu hersker midt iblandt sine fjender, er ved at løslade fangerne, som de holder bundne i deres magtsystemer, og som en hyrde lede dem til Zion for der at tilbede Jehova Gud i hans tempel. På denne måde udvider Zion sit område selv til lande, der står under diktatorisk og totalitært styre. Således viser kongen Kristus Jesus, at alle jordens herskere, de stærke såvel som de svage, er som en fodskammel under hans fødder. Ved at han lader Zion blive overfyldt med børn, beviser Zion og især dets rest på jorden, at Jehova er Gud, og at de, som afventer hans indgriben til den tid, han har fastsat, ikke skal lide skuffelse og derved blive til skamme.

21. Hvad må tjenerskaren og dens medarbejdere nu gøre, og hvor længe?

²¹ Er du et medlem af tjenerskaren, eller hører du til de „andre får“, der samarbejder med tjenerskaren? Vær da stærk i tillid til Guds ord og gå fremad i det arbejde, han har pålagt sin tjener at udføre nu. Jehova Gud, den Almægtige, er med sin store tjener i arbejdet med at udfri de bundne, som endnu skal løslades, og det udfrielsesarbejde, der nu går for sig, vil fortsætte lige til jordens ender, indtil den sidste af dem er frigjort og tager del i Jehovas tilbedelse og tjeneste i hans tempel på Zion.

22. Hvilken guddommelig udtalelse tilkendegiver, hvorvidt det er muligt for endnu flere får at komme ud, især under totalitært herredømme?

²² Tro ikke, at det er umuligt at få flere ud, især fra totalitært herredømme. „Kan bytte fratages en helt, kan den stærkes [tyrannensa] fanger slippe bort: Thi så siger Jehova: Om fanger end fratages helten, slipper bytte end bort fra den stærke [tyrannen], jeg strider mod dem, der strider mod dig, og dine børn vil jeg frelse. Dem, der trænger dig, lader jeg æde deres eget kød, deres blod skal de drikke som most; alt kød skal kende, at jeg, Jehova, er din frelser, din genløser Jakobs Vældige.“ — Es. 49:24-26.

23. Ved hjælp af hvilke metoder fortsætter arbejdet, og strækker dette udfrielsesarbejde sig lige til jordens ender?

²³ Ingen bør sige: „Det kan ikke gøres! Det kan ikke fortsætte!“ Denne militariserede verden med alle dens udskrivningslove og almindelige værnepligt kan ikke hindre Jehovas tjeners udfrielsesarbejde for fangerne. Heller ikke kan de undertrykkende diktatorer gøre det, hvad enten de befinder sig foran eller bag „jerntæppet“. Udfrielsen af dem, som de har gjort til deres bytte, og som de har holdt i fangenskab, finder sted lige for næsen af dem, enten ved hjælp af „underjordiske“ eller åbenlyse metoder. De offentlige goder, som disse herskere yder folket, og for hvilke vi med rette „tilbagebetaler kejseren, hvad kejserens er“, bruger tjenerskaren til at føre Jehovas arbejde videre, idet de indsamler hans „andre får“ og fører dem over på hans teokratiske organisations side. Zions børn har brug for større plads, og den bliver skaffet til dem. Men ikke ved militær aggression eller uretfærdige overgreb, besættelse eller overtagelse af andre folks land ved voldelig magt. Nej, kun gennem fredelig udvidelse med fredens gode budskab. De, som føler det for trangt, bliver missionærer enten i deres eget eller i fremmede lande og opretter kolonier med Jehovas tilbedelse. Således udvides udfrielsesarbejdet til jordens ender.

24. Hvad vil Jehova tvinge sine modstandere til og lade dem og os komme til at kende?

²⁴ De, som kæmper imod os, har Jehova Gud lovet at bekæmpe. Det vil sige, at han er på vor side og giver os sin støtte. I Harmagedonslaget vil han gøre vore undertrykkere og modstandere til skamme. Han vil få dem til at kæmpe imod hverandre og således udrydde hverandre. På denne måde vil de æde hinandens kød og drikke hinandens blod, og det vil ikke ske ved hjælp af blodtransfusion eller i et forsøg på at frelse deres liv. Enden på det hele bliver, at alt kød — vore fjender, mens de stadig er i live i kødet, og vi selv — vil få at se, at Jehova alene er frelser for sit folk, dem, som kommer til Zion. Hvis vi holder os ganske nær til ham og tjener sammen med hans store tjener, Kristus Jesus, så skal vi til sidst opnå fuld udfrielse. Ingen djævelsk magt kan hindre det, før vi har haft den forret at hjælpe de andre ud i frihed.

25. Hvilken stor ære er nu vor, og i hvor stor udstrækning bør vi tage del i dette arbejde?

[Fodnote]