Lad os tjene enigt som et samfund af brødre
„I er alle brødre. . . . I skal . . . ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias.“ — Matt. 23:8-11.
1, 2. (a) Giv et eksempel på hvor vanskeligt det er at leve et liv i ydmyg tjeneste, sådan som Guds søn gjorde. (b) Kunne apostlene uden vanskeligheder tilpasse sig Jesu lære i denne henseende?
TANKEN om at skulle leve et liv i ydmyg tjeneste er ikke let for ufuldkomne mennesker at acceptere, endsige realisere. Man kan blot betragte udviklingen i kristenheden, hvor mænd der hævder at være Kristi Jesu sendebud og ordinerede Guds tjenere har skilt sig ud fra menighedens „almindelige“ medlemmer, „lægfolket“, og dannet en „gejstlighed“ der står over hjorden. Disse gejstlige har desuden taget imod titler som leder tanken hen på deres overordnede stilling. Dette er ikke vejen til sand enhed.
2 Selv blandt Jesu sande disciple i det første århundrede gik tilpasningen til denne lære om ydmyg tjeneste som er fremsat af Guds egen søn, ikke for sig uden vanskeligheder. Ved flere lejligheder måtte Jesus irettesætte sine disciple fordi de beskæftigede sig med deres indbyrdes rang og gerne ville have en fremtrædende plads.
3, 4. Hvad diskuterede Jesu disciple på vejen til Kapernaum, og hvorfor var dette ikke overraskende?
3 Henimod slutningen af Jesu offentlige tjenestes tredje år kom hans disciple i diskussion på vejen tilbage til Kapernaum. Hvad diskuterede de? Markus fortæller: „Da han [Jesus] var inde i huset spurgte han dem: ’Hvad diskuterede I på vejen?’ De tav, for på vejen havde de diskuteret med hinanden hvem der var størst. Så satte han sig ned, kaldte på de tolv og sagde til dem: ’Hvis nogen ønsker at være først, må han være sidst af alle og alles tjener [diaʹkonos; engelsk: minister, NW].’“ — Mark. 9:33-35.
4 Var det utroligt at de diskuterede dette, efter at de var blevet undervist i næsten tre år? Nej, ikke når vi tænker på deres menneskelige ufuldkommenhed og forholdene dengang. Interessen for deres personlige storhed genspejlede nemlig ikke blot det ufuldkomne køds tilbøjeligheder, men også en tendens i tiden. Om sæd, skik og indstilling blandt jødedommens udøvere i det første århundrede fremsætter et værk følgende historiske betragtning: „På alle punkter, i gudsdyrkelsen, inden for retsvæsenet, ved måltiderne, i alle forhold mennesker imellem, meldte spørgsmålet om hvem der var den største sig ustandselig, og en vurdering af den ære der tilkom hver enkelt var en opgave man atter og atter måtte tage sig af og som blev anset for meget betydningsfuld.“ — Theological Dictionary of the New Testament, bind IV, side 532; jævnfør Mattæus 23:6, 7.
Skulle blive som små børn
5. Hvordan vejledte Jesus dem for at korrigere deres forkerte indstilling?
5 I Mattæus’ beretning om den samme begivenhed fortælles det at Jesus kaldte på et barn og stillede det foran disciplene og sagde: „Jeg skal sige jer sandheden: Medmindre I vender om og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i himlenes rige. Så enhver der vil ydmyge sig som dette lille barn, han er den største i himlenes rige; og enhver som tager imod et sådant lille barn på grundlag af mit navn, tager også imod mig. Men enhver som bringer en af disse små som tror på mig, til snublen og fald, for ham er det bedre at få en af de møllesten der drejes af et æsel, hængt om halsen og blive sænket i det store, åbne hav.“ — Matt. 18:1-6.
6. (a) Hvilke forestillinger kan nogle af disciplene have gjort sig med hensyn til at indtage en fremtrædende plads? (b) Hvad vil det sige at de skulle ’vende om og blive som små børn’?
6 Ja, Jesus viste dem at deres tankegang førte dem i en forkert retning. Måske Peter, som følge af Jesu løfte om at ville give ham „himlenes riges nøgler“, følte at han i nogen grad stod over de andre disciple, eller måske Jakob og Johannes følte noget lignende for deres vedkommende fordi de var blandt de tre Jesus valgte at tage med op på bjerget hvor han forklaredes. (Matt. 16:19; 17:1-9) Hvad der nu end har været tilfældet, så sagde Jesus til dem alle at de skulle ’vende om og blive som små børn’, det vil sige de skulle være lige så beskedne og fri for prætentioner og ambitioner som små børn af naturen er. De skulle ikke blot være som børn ved udvendig at smykke sig med disse egenskaber, men de skulle virkelig tilegne sig dem, så de inderst inde havde den indstilling der er karakteristisk for små børn. Små børn nærer ingen tanker om deres indbyrdes rang, men betragter hinanden som lige. I samme omfang som Jesu disciple iførte sig hjertets ydmyghed, i samme omfang som de følte sig små over for Gud og deres brødre, i samme omfang ville de være ’store’ i forbindelse med hans rige.
7. Hvordan ville den måde hvorpå de tog imod ’de små børn’ være et mål for deres ydmyghed, og hvorfor var dette en alvorlig sag?
7 Den måde hvorpå de behandlede dem der i åndelig henseende var „spædbørn“ i sandheden (fordi de for nylig var blevet disciple), eller dem der var som små børn fordi de hverken var fremtrædende eller havde fået noget ansvar betroet iblandt dem, ville være et mål for deres ydmyghed. Hvis nogen i menigheden, i særdeleshed en kristen ældste, nærede for høje tanker om sin egen betydning eller var meget dominerende over for andre, kunne han blive årsag til snublen og fald for disse små i menigheden. Det kunne få alvorlige følger for den der blev årsag til andres snublen og fald, sådan som Jesu ord viser. Han, Jesus, ville se det, og det ville Guds engle også. — Matt. 18:6, 10; Åb. 2:23.
8. Hvordan kan det siges at „den der opfører sig som en af de mindre“ i realiteten er „stor“ blandt de kristne?
8 „Den der opfører sig som en af de mindre [den mindste, da. aut.; den ydmygeste, New American Bible, fodnoten] blandt jer alle, han er stor.“ (Luk. 9:48) Selv om dette er helt modsat verdens tankegang, er det så ikke en sandhed vi har erfaret i vor omgang med andre? Hvem sætter vi mest pris på, hvem ville vi savne mest hvis han døde eller rejste bort — den der har høje tanker om sig selv og vil at andre skal se op til og rette sig efter ham, eller den der er meget hensynsfuld, hjælpsom og venlig? Den sidste, naturligvis.
9. (a) På hvilke måder satte apostelen Paulus et godt eksempel i denne henseende? (b) Hvordan viste brødrene at Paulus havde en stor plads i deres hjerte, og hvad kan vi lære heraf?
9 Som vi har set i den foregående artikel efterlignede apostelen Paulus Jesus ved at tjene i ydmyghed. (1 Kor. 11:1) Til de ældste i byen Efesus kunne han derfor sige: „I ved god besked med hvordan jeg fra den første dag da jeg kom til provinsen Asien var hos jer hele tiden, idet jeg trællede for Herren med den største ydmyghed og under tårer og prøvelser, som kom over mig . . . husk at jeg i tre år, nat og dag, ikke holdt op med at formane hver enkelt med tårer. . . . I ved selv at disse hænder har sørget for hvad jeg og de der var med mig trængte til. Jeg har i alle ting vist jer at I, ved således at slide i det, bør hjælpe dem som er svage, og huske Herren Jesu ord, da han sagde: ’Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.’“ Det er derfor ikke mærkeligt at de græd og faldt ham om halsen og kyssede ham da de fik at vide at de måske ikke ville få ham at se igen. Han havde en stor plads i deres hjerte, ikke blot fordi han var en apostel, men snarere på grund af hele sin måde at være på. Han var et eksempel for alle kristne ældste. — Apg. 20:18, 19, 31-37; se også Første Korinterbrev 2:1-5; Første Tessalonikerbrev 2:5-9.
Skulle ikke være som verden
10. Hvornår måtte Jesus anden gang yderligere vejlede disciplene med hensyn til ydmyghed?
10 Nogle få måneder efter disciplenes diskussion om hvem der var den største, fandt Jesus det igen nødvendigt at vejlede dem. Disciplene forestillede sig Jesu rige oprettet her på jorden (Apg. 1:6) De vidste at Israels konger i kongetiden havde siddet på troner, omgivet af deres hoffolk af forskellig rang. I deres samtid så de også verdslige herskere og andre der udøvede magt over folket. To af Jesu apostle, Jakob og Johannes, anmodede derfor, i forening med og gennem deres moder Jesus om at give dem ’topstillinger’ i hans rige. — Matt. 20:20-23; Mark. 10:35-40.
11. Kunne de andre apostle sige sig fri for ærgerrighed, og hvilken vejledning gav Jesus dem?
11 De ti andre „harmedes“ herover. Dog viste deres tidligere diskussion om hvem der var den største, at de ikke selv var helt fri for ambitioner. Jesus kaldte derfor dem alle til sig og sagde: „I ved at nationernes herskere spiller herrer over dem, og de store udøver myndighed over dem [lader dem føle deres magt, da. aut.]. Sådan er det ikke [skal det ikke være, da. aut.] blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener [diaʹkonos], og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være jeres træl. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ — Matt. 20:24-28.
12, 13. (a) Hvorfor skulle vi ikke føre verdslige herskeres metoder ind i den kristne menighed, selv om de tilsyneladende har succes? (b) På hvilken måde stemmer apostelens vejledning i Romerbrevet 12:2, 3, 10, 16 overens med Jesu vejledning?
12 Ja, det kunne synes en meget naturlig ting at efterligne verdslige herskeres, regeringschefers og administratorers metoder. Men Jesus sagde: „Således skal det ikke være iblandt jer.“ (Da. aut.) Uanset den tilsyneladende succes som denne verdens rige og mægtige og deres politiske og kommercielle systemer havde, skulle disse ikke være eksemplet for den kristne menighed.
13 I overensstemmelse hermed er den vejledning som apostelen Paulus senere gav: „I skal ikke lade jer forme af verdens adfærd omkring jer, men I skal ændre adfærd ved at lade den forme af jeres nye tankegang.“ Paulus tænkte øjensynlig på det samme problem som det Jesus gav disciplene vejledning om, for han fortsatte: „[Jeg ønsker] indtrængende at opfordre hver eneste iblandt jer til ikke at overvurdere sin egen betydning. Enhver skal bedømme sig selv nøgternt i overensstemmelse med det mål af tro Gud har givet ham. Elsk hinanden sådan som brødre bør gøre, og hav dyb respekt for hinanden. I skal behandle alle med lige stor venlighed; vær aldrig nedladende, men bliv virkelig venner med de fattige [kom sammen med jævne mennesker, New English Bible; søg gerne mod det jævne, Seidelin; hold jer til det beskedne, Ny Verden-oversættelsen]. Tillad ikke jer selv at blive selvtilfredse [Tænk ikke hele tiden at I er så kloge, NE].“ — Rom. 12:2, 3, 10, 16, Jerusalem-Bibelen.
14. (a) Af hvilke grunde var det meget vigtigt at Jesu apostle fulgte det princip Jesus lærte dem? (b) Hvilken forbindelse har kravet til de ældste om ikke at være ’selvrådige’, med deres enhed?
14 Eftersom Jesu apostle i forening skulle tjene som grundvold for den kristne menighed når den blev oprettet, var det af allerstørste betydning at de fulgte det princip Jesus lærte dem. (Ef. 2:19, 20) Kun hvis de udryddede enhver forestilling om rangforordninger iblandt sig, kunne de tjene som et forenet legeme, uden stridigheder og rivaliseren. (Jævnfør Romerbrevet 12:4-8, 10; Første Korinterbrev 12:4-7, 12-25, 31; 13:1-3.) Det er også grunden til at et af kravene til dem der tjener i menighedernes ældsteråd, er at de ikke må være ’selvrådige’. (Tit. 1:7) Det græske ord her betyder bogstaveligt „selvbehagelig“ (da. aut.; „anmassende“, Moffatt; „arrogant“, amr. rev. overs.; An American Translation; JB; „egenmægtig“, Seidelin; „aggressiv“, Phillips; „selvhævdende“, The Expositor’s Greek Testament). Der kræves altså ifølge dette at en ældste ikke er dominerende eller selvsikker fordi han nærer meget høje tanker om sine egne evner og sin egen dømmekraft. Den der er selvrådig vil have meget vanskeligt ved at samarbejde harmonisk og ydmygt med andre, og han vil også gøre det vanskeligt for dem han skal samarbejde med i menighedens ældsteråd.
15. Hvordan kan de inspirerede ord i Jakob 3:13 hjælpe de ældste til ikke at være selvsikre og føle sig hævet over andre?
15 Hvis en kristen ældste begynder at føle at han står over sine medældste i visdom, gør han klogt i at overveje hvad disciplen Jakob skrev i sit brev (3:13): „Hvem er viis og forstandig iblandt jer? Lad ham ved sin gode adfærd vise sine gerninger med en mildhed [beskedenhed, NE; ydmyghed, AT] der hører visdom til.“ Ja, en der besidder sand visdom er en der véd tilstrækkeligt til at vide at han — uanset hvor stor hans kundskab og erfaring er — stadig ved meget lidt og stadig har meget at lære. Han ved også at uanset hvor meget han selv ved, findes der ikke et menneske som han ikke kan lære noget af, hvem denne anden end er eller hvor beskeden hans stilling måtte være. Han behandler derfor alle med tilbørlig respekt.
Intet skel på grund af titler der angav en højere stilling
16. Hvilken betydning ligger der i betegnelsen „rabbi“, og hvorfor skulle Jesu disciple ikke anvende denne titel om hinanden indbyrdes?
16 Kun tre dage før sin død advarede Jesus sine disciple mod at efterligne de skriftkloge og farisæerne i deres kærlighed til at nyde ære og anseelse. Disse mænd blev ofte kaldt „rabbi“ af andre, en betegnelse der egentlig betyder „min store“. Det var „en betegnelse for en der indtager en høj og respekteret stilling. . . . Den der blev kaldt ’rabbi’ anerkendtes derved som stående over den talende“. (Theological Dictionary of the New Testament, bind VI, side 961) Jesus gav imidlertid sine disciple følgende bud: „I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. . . . I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias. Men den største iblandt jer skal være jeres tjener [diaʹkKonos].“ (Matt. 23:6-12) Når Jesus lod sig kalde „rabbi“ var det helt med rette. — Joh. 1:38, 49; 20:16; Matt. 26:49; Mark. 9:5.
17. (a) Hvad lægges vægten på i de bibelske betegnelser for de ansvarsfulde hverv i menigheden? (b) Hvordan gælder dette endog betegnelsen „apostel“, og hvorfor havde de der blev udsendt som apostle ingen grund til at føle sig hævet over deres brødre?
17 I betegnelserne for hvervene inden for den kristne menighed efter at den var blevet grundlagt på Pinsedagen — betegnelser som „hyrde“, „lærer“, „evangelieforkynder“ og „profet“ (bogstaveligt „en som fremsiger“ [Apg. 15:32]) — er det værd at bemærke at vægten mere lægges på det formål hvormed Kristus gav disse „gaver i mennesker“, nemlig at det skulle tjene til menighedens opbyggelse og forening, end den lægges på den officielle stilling. (Ef. 4:12-16) Selv ordet „apostel“ betyder simpelt hen „en der er udsendt“, det vil sige en der er udsendt i en bestemt mission og til at løse en bestemt opgave. Samtidig med at det specielt blev anvendt om de tolv apostle der var udnævnt direkte af Guds søn, blev det også brugt om andre mænd der blev sendt ud i en bestemt mission, undertiden af en menighed. (Se Apostelgerninger 13:1-4; 14:14; Andet Korinterbrev 8:23.) Betegnelsen „apostel“ understregede således mere tjenestens art end den angav stilling og rang i menigheden. Det er sandt at den sagde noget om den tillid man viste disse udsendinge, men den ophøjede dem ikke over dem de skulle betjene, lige så lidt som en tjener der af sin herre bliver sendt med et vigtigt budskab til en anden, rangerer højere end modtageren af budskabet. Imidlertid ville modtageren komme til at stå i gæld til budbringeren. De der blev sendt ud havde også et ansvar over for dem der havde udsendt dem, hvad enten dette var ældsterådet i Jerusalem eller i en anden menighed. De aflagde ydmygt rapport om det de havde udrettet. (Se Johannes 13:16; Efeserbrevet 6:21, 22; Kolossenserbrevet 1:7; 4:7-9.) De der midlertidigt var udsendt som apostle, forblev naturligvis ikke apostle resten af deres liv, sådan som Kristi tolv apostle og Paulus. — Åb. 21:14; Ef. 2:20, 21.
„Gaver i mennesker“
18. Hvilke gaver gav den herliggjorte Kristus Jesus den kristne menighed, og hvad var formålet med dem?
18 Alle disse mænd blev, uanset den tjeneste de udførte, givet som „gaver i mennesker“ til den kristne menighed af Kristus Jesus efter at han var steget op til sin Fader i himmelen. (Ef. 4:8) Efeserbrevet 4:11-13 (NE) understreger formålet hermed: „Og disse var hans gaver: nogle til at være apostle, nogle til profeter, nogle til evangelister, nogle til pastorer [hyrder] og lærere, for at udruste Guds folk til at udføre et arbejde i hans tjeneste [således at de hellige tilsammen udgør en enhed i tjenestegerningen, JB], til opbyggelse af Kristi legeme. Således skal vi alle til sidst nå frem til den enhed der er uløseligt forbundet med vor tro og vor kundskab om Guds søn — til mands modenhed, målt efter intet mindre end Kristi fylde.“
19, 20. (a) Hvordan skulle de mænd der således var givet til menigheden, arbejde hen imod det ønskede mål? (b) Hvordan understreger Paulus den indstilling som disse mænd måtte have?
19 En forenet tjeneste for Gud og hans søn skulle være målet for alle disse „gaver i mennesker“ og deres medarbejdere. Dette mål skulle de ikke nå ved at lade andre „føle deres magt“ eller betydning, ved at tyrannisere eller bruge tvang, men ved at sætte eksemplet i ydmyg tjeneste, ved at give sig selv til alles gavn. I stedet for at nogle sagde, sådan som de gjorde i Korint: „’Jeg tilhører Paulus,’ ’Og jeg Apollos,’ ’Og jeg Kefas,’ ’Og jeg Kristus,’“ understregede apostelen Paulus den indstilling man rettelig burde have da han sagde til brødrene dér: „Alt tilhører jer, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død eller noget nuværende eller noget kommende, alt tilhører jer; men I tilhører Kristus, og Kristus tilhører Gud.“ — 1 Kor. 1:12; 3:21-23.
20 Ja, trods det udmærkede arbejde Paulus udførte, huskede han på at han også var en af de „gaver i mennesker“ som Kristus havde skænket menigheden, og at han altså ’tilhørte’ menigheden og at det ikke var menigheden der tilhørte ham. (Jævnfør Andet Korinterbrev 1:24.) Hvis en Guds tjener betragter sig selv på denne måde, vil han ikke være dominerende over for sine brødre, uanset den tjeneste han udfører.
Skulle være som „den yngste“
21. (a) Hvornår og hvorfor fandt Jesus det endnu en gang nødvendigt at vejlede disciplene angående ydmyghed? (b) Hvad føjede han yderligere til denne gang?
21 Hvor indgroet ønsket er om at ville være den højeste, sås også den sidste aften i Jesu jordiske liv, hvor han atter måtte understrege de førnævnte principper over for apostlene. Selv denne aften opstod der en heftig diskussion iblandt dem om hvem af dem der „syntes at være den største“. Jesus sagde da, idet han gentog og yderligere uddybede hvad han tidligere havde sagt: „Nationernes konger spiller herrer over dem, og de der har myndighed over dem bliver kaldt velgørere. Men sådan skal I ikke være. Lad derimod den der er den største iblandt jer, blive som den yngste, og den der fører an, som den der tjener. For hvem er størst: den der ligger til bords, eller den der virker som tjener? Er det ikke den der ligger til bords? Men i jeres midte er jeg som den der virker som tjener.“ — Luk. 22:24-27; se også Andet Petersbrev 1:12-15.
22. Hvad vil det sige at være som „den yngste“, og hvilke eksempler fra Bibelen kan anføres til belysning af dette?
22 Hvad vil det sige at være som „den yngste“? De unge mænd fik ofte de mindre ærefulde, men ikke desto mindre nødvendige, hverv betroet. For eksempel var det „de yngre mænd“ der bar Ananias og hans hustru ud og begravede dem dengang de ved Guds indgriben faldt om og udåndede. (Apg. 5:5, 6, 10) Efter at apostelen Peter havde opfordret sine medældste til i ydmyghed at tjene som eksempler for hjorden, sagde han: „På samme måde skal I yngre mænd underordne jer under de ældre.“ (1 Pet. 5:1-5) Om Timoteus, der var ung i forhold til apostelen Paulus, siges der at han var en af dem der „virkede som tjenere [assistenter, medhjælpere, NE; AT; JB] for ham“. (Apg. 19:22) Den bortløbne træl Onesimus, som den aldrende Paulus kaldte sit „barn“, havde ’tjent’ Paulus, eller ’sørget for ham’, ’gået ham til hånde’, som en søn sin fader, mens Paulus var i fængsel. (Filem. 9, 10, 13, NV; NE; AT; se også Andet Timoteusbrev 1:16-18.) Ved at arbejde tjenstvilligt sammen med disse ældre, mere erfarne tjenere for Gud fik de unge mænd en god oplæring og mange velsignelser.
23. Er det kun de unge der skal vise denne ydmyghed og beskedenhed?
23 Selv om de unges hverv har været forbundet med ringe ære og anseelse, ville deres ydmyge indstilling være et godt eksempel for andre, uanset disses alder. Apostelen Peter fortsætter derfor, efter at have givet de unge mænd påbud om at underordne sig under de ældre: „Men I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige [dem som vil synes over andre, Kingdom Interlinear] imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ — 1 Pet. 5:5.
24. Hvad medfører denne indstilling og væremåde, og hvordan bidrager den til den kristne enhed?
24 Hvor er det dejligt at tjene sammen når en ydmyg og beskeden ånd præger menigheden! Hvilken sand kraft til enigt og effektivt samarbejde broderskabets ånd vil være når den lægges for dagen af kristne ældste! Den vil gøre det af med enhver tendens til tidsrøvende stridigheder og vrede diskussioner. (1 Tim. 2:8) Der er meget her til nærmere eftertanke for os alle. Søger vi den storhed der er et resultat af en ydmyg tjeneste ydet i broderkærlighed? Lad os hver især vise at vi gør dette — ved at være hjælpsomme, hensyntagende, interesseret i alle, også i de beskedne og tilbageholdende, idet vi anerkender alles personlige værd og viser dem den ære og respekt der tilkommer dem. (Rom. 12:10, 15, 16) Derved viser vi at vi er sande disciple af den der er gået foran med at tjene, Guds søn, Kristus Jesus.
[Illustration på side 156]
For at lære disciplene at de skulle være ydmyge af hjertet, sagde Jesus at de skulle blive som børn