Underkastelse under de overordnede myndigheder

„Lad enhver sjæl underkaste sig de overordnede myndigheder.“ — Rom. 13:1, NW.

 1. Hvilke former for overordnethed står kristne over for i dag? Er dette noget nyt?

KRISTNE i dag befinder sig ansigt til ansigt med to former for overordnethed. Dette er ikke nogen ny situation.a Kristne i det første århundrede befandt sig i en lignende, og israelitterne gjorde det samme, da de i år 607 f. Kr. havde måttet afstå deres nationale uafhængighed til ikke-jødiske nationer. I alle tre tilfælde er den ene form for overordnethed en selvbestaltet, midlertidig, tålt myndighed, nemlig den begrænsede overordnethed, som udøves af denne gamle verdens kejserstyre, der er skabt af mennesker. Den anden form for overordnethed er den sande, absolutte, evigvarende myndighed, nemlig Jehova Guds ubegrænsede overordnethed. I denne overgangsperiode inden Harmagedon kan Jehovas vidner klart afgøre deres lovmæssige forhold og pligter over for disse to former for overordnethed, der begge pålægger de kristne som underordnede visse forpligtelser. Deres lovmæssige stilling er uangribelig. Dette skyldes, at de har fået i arv de mange sunde juridiske læresætninger og principper, som er optegnet i Bibelen, og de mange lovmæssige fortilfælde, der omtales i Bibelen og stadig har gyldighed. — Tit. 3:1.

 2. Hvordan var forholdet på Jesu tid med hensyn til former for overordnethed, og hvad bevidnede han om kejserens overordnethed?

² Jesus Kristus, der var større end Moses, var utvivlsomt den største dommer og lovkyndige, der nogen sinde har vandret på denne jord. Derfor er hans lovmæssige udtalelser ikke alene af stor overtalende værdi, men også forpligtende for kristne. Jesus udførte sin store tjenestegerning på et tidspunkt, da de romerske kejsere bogstaveligt sad inde med herredømmet over det forjættede land, Palæstina, og på et tidspunkt, da Jehova Guds lovpagt stod ved magt blandt jøderne. Der var således to former for overordnethed, der pålagde Jesus og alle jøder forpligtelser. Da Jesus ved afslutningen af sin tjeneste førte sit eget forsvar for Roms statholder, Pilatus, og med urette stod anklaget for oprør, søgte Pilatus at minde Jesus om Roms overordnede myndighed med ordene: „Ved du ikke, at jeg har myndighed til at give dig fri, og at jeg har myndighed til at pælfæste dig? Jesus svarede ham: Du havde aldeles ingen myndighed over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra.“ (Joh. 19:10, 11, NW) Vi har således klare beviser for, at „kejserens“ overordnede myndighed over Guds tjenere kun var tålt af den sande enevældige overordnede, Jehova Gud.

 3. Hvorledes søgte Jesu fjender at fange ham i ord?

³ Jesu religiøse fjender søgte at fange ham i ord i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt jøder, der stod i pagtsforhold til Gud, skulle betale kejseren skat. De troede, at de på denne måde kunne få ham til at stå som talsmand for åbenlys modstand imod den romerske myndighed og således skaffe ham en retssag på halsen som oprører. „Da gik farisæerne hen og traf beslutning om at fange ham i ord. De sendte så deres disciple til ham sammen med herodianerne for at sige: Lærer, vi ved, at du er sanddru og lærer sandfærdigt om Guds vej uden at ænse andres dom, thi du kender ikke til personsanseelse. Sig os derfor: Hvad synes du? Har man lov til at give kejseren skat eller ej? Men da Jesus mærkede deres ondskab, sagde han: Hvorfor stiller I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt! De rakte ham en denar. Og han sagde til dem: Hvis er det billede og den indskrift? De svarede ham: Kejserens. Da sagde han til dem: Tilbagebetal derfor kejseren, hvad kejserens er, men Gud, hvad Guds er.“ — Matt. 22:15-21, NW.

 4. Hvad betyder Jesu lovmæssige udtalelser for kristne i dag?

⁴ Ved denne lejlighed udtalte Jesus en sund, juridisk læresætning. Denne læresætning er kort sagt: Tilbagebetal kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Jesus går således med til, at „kejseren“ eller regeringen kan pålægge sine kristne underordnede eller undersåtter visse pligter med hensyn til at betale skat, da det er rigtigt at betale for ydede tjenester. Men, mærk dig: Under disse midlertidige tingenes systemer, hvorunder „kejseren“ virker, kan „kejseren“ kun kræve nøjagtig tilbagebetaling for de begrænsede tjenester, for hvilke de kristne er afhængige af staten. Dette blev understreget af Jesus i hans omtale af kejserens mønt, der blev kaldt „skattens mønt“. Med denne forpligtende juridiske læresætning trak Jesus linien skarpt op for, hvor ens pligter til staten ender. Fra den linie begynder den kristnes pligter over for sin Gud. Læg mærke til, at Jesus ikke udelukkede af billedet disse større pligter, som Jehovas vidner må opfylde over for deres suveræne Gud, for han fuldender denne juridiske udtalelse med at sige: „Tilbagebetal . . . Gud, hvad Guds er.“

 5. Hvilken vej vælger kristne, når kejserens krav er i modstrid med Guds krav? Hvilket eksempel følger de?

⁵ Kristne mænd og kvinder, indviet til Jehova, er fuldstændig afhængige af Gud for deres liv og dets vigtigste fornødenheder. Følgelig er det rigtigt og nødvendigt, at de opfylder deres større pligter over for Gud i alle de henseender, hvor de er afhængige af ham. I de tilfælde, hvor „kejserens“ juridiske krav forekommer at være i modstrid med Guds, må de kristne følge det lovmæssige fortilfælde, Peter og apostlene udgjorde, da de forsvarede sig over for sanhedrinet, den jødiske ret, i Jerusalem. Dommeren i dette råd sagde: „Vi pålagde jer udtrykkeligt ikke at blive ved med at lære på grundlag af dette navn, og dog, se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære, og I er besluttet på at bringe denne mands blod over os. Som svar sagde Peter og de andre apostle: Vi må adlyde Gud som hersker fremfor mennesker.“ (Ap. G. 5:27-29, NW) Hvis „kejseren“ opstiller straffeforordninger imod kristne, fordi de efterligner dette fortilfælde og nægter at opfylde „kejserens“ modstridende krav, så tager de følgerne deraf. De gør dette fremfor at overtræde Guds lov eller vise sig forsømmelige i at tilbagebetale Gud, hvad Guds er. Hvis „kejserens“ lov forlanger noget af en kristen, som Guds lov tydeligt forbyder, så vakler han ikke mellem to synspunkter, men holder sig nøje til fortilfældet: „Vi må adlyde Gud som hersker fremfor mennesker.“

Underkastelse under de overordnede myndigheder

 6, 7. Hvem er de „overordnede myndigheder“, som Paulus hentyder til i Romerne 13:1, og hvordan det?

⁶ Apostelen Paulus, lovkyndig af profession inden han blev en nidkær kristen forkynder, påpeger med stor kraft de sande overordnede myndigheders forrang i Guds regering over hans tjenere. Paulus skriver: „Lad enhver sjæl underkaste sig de overordnede myndigheder; thi der er ikke myndighed uden ved Gud.“ (Rom. 13:1, NW) Disse sidste ord, „der er ikke myndighed uden ved Gud,“ er afgørende bevis for, at de „overordnede myndigheder“, Paulus her omtaler, ikke kan hentyde til kejserstyrets politiske magthavere. I skriftstedet i Åbenbaringen 13:2 siger Bibelen udtrykkeligt, at det er Satan, der har givet den gamle verdens „kejsere“ magt og myndighed. Derfor indbefatter de „overordnede myndigheder“ i Romerne, det 13. kapitel, som Gud har indsat, kun de teokratiske regeringsmyndigheder, men lader „kejserens“ myndigheder ude af betragtning.

⁷ Bibelen identificerer tydeligt disse sande overordnede myndigheder. Først og fremmest er Jehova Gud selv, som igen overtager sin enevældige kontrol med hensyn til jordens anliggender, den øverste teokratiske myndighed. Om ham som administrativ hersker er der skrevet: „Pris Jah, I folk, thi Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at regere som konge.“ (Åb. 19:6, NW; Dan. 7:13) Endvidere siger Skriften: „Skal vi så ikke langt mere underkaste os vort åndelige livs Fader og leve?“ (Hebr. 12:9, NW) Den næste i rang og den eneste yderligere „overordnede myndighed“ er den medregerende konge Kristus Jesus, om hvem Peter skriver: „Ær Kongen.“ Paulus bekræfter dette ved at omtale det store navn eller høje embede, Gud skænkede Jesus, da han oprejste ham til den overordnede stilling som medregerende myndighed. „Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus. Derfor ophøjede Gud ham til en overordnet stilling og gav ham i sin godhed navnet, der er over ethvert andet navn, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal åbenlyst bekende, at Jesus Kristus er Herre til Gud Faders Ære.“ — 1 Pet. 2:17; Fil. 2:5, 9-11, NW og Åb. 11:15.

 8, 9. a) Hvem anbringer de „bestående myndigheder“ i deres indbyrdes stillinger, og hvordan er den kristnes forhold over for dem? b) Hvorfor er det en alvorlig sag at være en underordnet under Guds organisation? og hvad advarede Paulus om i denne henseende?

⁸ Kristne i dette tyvende århundrede bøjer beredvilligt deres knæ i erkendelsen af at være underordnede og i erkendelsen af, at Jehova og Kristus Jesus er de guddommelige myndigheder, som de først og fremmest bør underkaste sig, og som har ret til at pålægge dem pligter. Paulus fortsætter med at sige: „De bestående myndigheder er af Gud anbragt i deres indbyrdes stillinger.“ (Rom. 13:1, NW) Her er atter et bevis for, at disse er de „teokratiske overordnede myndigheder“, for der står skrevet, at Gud har „sat lemmerne på legemet, og ethvert af dem således som han ville“. En indviet kristen fryder sig over at være lydig på alle punkter i kærlig og loyal underkastelse, og herom bekymrer hver eneste Guds tjener sig først og fremmest. — 1 Kor. 12:18.

⁹ Disse teokratiske overordnede myndigheder besidder stor magt til at udstede straffebestemmelser. De har magt til at fuldbyrde dom over alle deres modstandere. Som en advarsel herom skriver Paulus videre: „Derfor, den, som sætter sig op imod myndigheden, står Guds ordning imod; og de, som står den imod, vil pådrage sig selv dom. Thi de styrende er at frygte, ikke af dem, som gør det gode, men af dem, som gør det onde. Vil du være fri for at frygte myndigheden: da vedbliv at gøre det gode; så skal du få ros af den. Thi den [myndigheden] er Guds tjener, dig til gavn. Men gør du det onde, så frygt; thi den [myndigheden] bærer ikke sværdet for ingenting; den [myndigheden] er jo Guds tjener, en hævner, der giver udtryk for vrede [udsteder straffeforordninger] over for den, der øver det onde.“ (Rom. 13:2-4, NW) Det er i sandhed et meget alvorligt forhold at blive ført ind i, forholdet som underordnet under Guds teokratiske organisation. Det må aldrig glemmes, at onde handlinger, grov utroskab og modstand mod Guds teokratiske regeringsmyndigheder fører frygtelige følger med sig.

10. Hvilke yderligere kendsgerninger fastslår, at de „overordnede myndigheder“, der omtales i Romerne 13:1, ikke kunne være „kejseren“, således som præsteskabet påstår?

¹⁰ De førnævnte citater fra Paulus’ brev kunne aldrig gælde „kejserens“ politiske myndigheder, således som kristenhedens præsteskab med urette påstår. Denne verdens kejsere har aldrig ved deres handlinger vist, at de er „Guds tjener, dig til gavn“. Tværtimod har de handlet ondt ved at forfølge Guds trofaste tjenere. Man behøver blot i korthed at påpege den kendsgerning, at Vestmagterne i tiden fra 1933 og til 1946 forfulgte tusinder af samvittighedsfulde kristne, der blev overfaldet af pøbelsværme og med urette arresteret, fordi de adlød Gud fremfor mennesker. I løbet af de år blev der for eksempel i Storbritannien fængslet 1600 Jehovas vidner, mænd og kvinder; 10.000 blev sendt i koncentrationslejre af Hitler i Tyskland; og i de Forenede Stater blev der foretaget 20.000 arrestationer og fængslinger, og der fandt over 1500 voldelige overfald sted. Siden 1946 har Rusland gjort sig berygtet ved at fængsle og deportere i tusindvis af kristne Jehovas vidner. Det er gået, nøjagtig som Jesus forudsagde. Ligesom kejseren og hans religiøse forbundsfæller forfulgte Jesus, således har nutidens „kejser“ og hans religiøse tilhængere skabt sig et frygteligt synderegister med hensyn til forfølgelse af vore dages kristne. — Joh. 15:20.

11, 12. a) Hvad siger Paulus med hensyn til det rette motiv til underkastelse under Guds teokratiske myndigheder? b) Hvilket eksempel giver Paulus på dette rette motiv, og hvilke yderligere pligter omtaler han?

¹¹ Paulus fortsætter med at uddybe denne juridiske belæring ved at drøfte den kristnes hovedmotiv til at underkaste sig de teokratiske og overordnede myndigheder. Han viser, at det, der tvinger den kristne, ikke kun er ønsket om at undgå Guds regerings straffende vrede, men en endnu større kraft, vor samvittighedsfulde kærlighed til retfærd, vor dybe kærlighed til Jehova, vor store velgører. Paulus siger: „Derfor er det nødvendigt at underkaste sig, ikke alene for vredens [straffebestemmelsernes] skyld, men også for din samvittigheds skyld.“ (Rom. 13:5, NW) Samvittigheden er den sindets evne, hvormed et menneske forstår og tydeligt fatter, om hans færd er ret eller uret. Da den kristnes samvittighed længe er blevet oplært ud fra Guds ord, ved den til fulde, hvad der er Guds vilje, og hvad der er det rette at gøre for at behage den himmelske Herre. Af vor brændende kærlighed til Gud, som vor samvittighed bestandig næres af, underkaster vi os som kristne uden tøven og uden forbehold Jehova og hans teokratiske regeringsmyndigheder.

¹² Som en understregning af denne samvittighedssag bruger Paulus dernæst et eksempel, der viser det rette motiv. „Af samme grund svarer I også skat.“ „Skatten“, der omtales, er den skat, der betales til „kejseren“. Længe før Paulus’ tid havde Jesus afgjort spørgsmålet om betaling af skat til kejseren (se paragrafferne 3 og 4), så Paulus brugte uden tøven dette eksempel på en god samvittigheds rette motiv som det eneste naturlige. Idet han vender tilbage til sit egentlige emne, siger Paulus: „Thi de [de teokratiske myndigheder] er Guds offentlige tjenere, der bestandig tjener dette formål. Giv alle, hvad I er dem skyldige: den, som I er skat skyldig, skat [kejserens skat på person og ejendom]; den, I er told skyldige, told [kejserens skat på handelsvarer og personlige genstande]; den, I er frygt skyldige, frygt [respekt for højtstående personer i både Guds og „kejserens“ organisation]; den, I er ære skyldige, ære [Peter siger: Ær alle slags mennesker].“ — Rom. 13:6, 7 og 1 Pet. 2:17, NW.

Bønner for dem i høje stillinger

13. Hvilke spørgsmål rejser 1 Timoteus 2:1-4?

¹³ Et andet skriftsted, der har forvirret nogle, er 1 Timoteus 2:1-4. Det forbindes ofte med Romerne 13:1-7, og det vil derfor være på sin plads at drøfte det her. Ifølge New World Translation lyder det: „Allerførst formaner jeg da til at fremholde indtrængende anmodninger, bønner, forbønner og taksigelse for alle slags mennesker, for konger og for alle dem, som er i høje stillinger, så vi fortsat må leve et stille og roligt liv i gudfrygtig hengivenhed og alvor i alle måder. Dette er godt og velbehageligt for Gud, vor frelser, som vil, at alle slags mennesker skal frelses og komme til en nøjagtig kundskab om sandhed.“ Hvem er kongerne og de i høje stillinger? Hvad slags bønner skal frembæres for dem?

14. Hvem er kongerne og de i høje stillinger? og hvorledes harmonerer Jeremias’ vejledning med Paulus’?

¹⁴ Af sammenhængen fremgår det, at de konger og andre i høje stillinger, der nævnes, hentyder til de verdslige nationers herskere og andre i høje offentlige stillinger. Der nævnes i Bibelen eksempler på, at Jehovas folk opsendte bønner vedrørende herskerne, og disse bønner var til tider på sådanne herskeres vegne. På Jeremias’ tid og efter at Judas konger var blevet skatskyldige under Nebukadnezar, kongen af Babylon, rådede der politisk uro i Juda, idet mange så hen til Ægypten efter hjælp til oprør imod Babylon. Selv efter at mange jøder var blevet ført bort i fangenskab til Babylon i året 618 f. Kr., blomstrede oprørsånden stadig, og man håbede, at Ægypten ville sønderbryde Babylons åg. Jeremias profeterede det modsatte, og fremfor at indgyde jøderne i det babyloniske fangenskab håb om en snarlig udfrielse advarede han dem om at forberede sig på et langvarigt ophold der og tilføjede som en del af Guds budskab til dem: „Lad det lands vel, til hvilket jeg har ført jer, ligge jer på sinde, og bed for det til Jehova; thi når det går det godt, går det også jer godt.“ (Jer. 29:1-7) Hensigten med bøn til Gud for deres fangenskabs by var, at de fangne jøder måtte leve „et stille og roligt liv“.

15. Hvorledes harmonerer Ezra 6:10 med 1 Timoteus 2:1, 2?

¹⁵ Efter at Babylon var faldet for mederen Darius’ og perseren Kyros’ angreb, udstedte den sidstnævnte et dekret, der gik ud på, at jøderne kunne vende tilbage til Juda og genopbygge templet i Jerusalem. Det var i året 537 f. Kr., men det var først efter mange års afbrydelser og modstand, at templet blev genopført i året 516 f. Kr. Ved Darius den Andens, det medo-persiske riges herskers, indgriben åbnedes der vej for den jødiske statholder Zerubbabel, så han kunne fuldende arbejdet; og efter at have beordret modstanderne til at hjælpe i stedet for at hindre, og efter endogså at have givet befaling til, at der skulle gives jøderne af kongens gods, så de kunne ofre i templet, føjede medo-perserkongen som forklaring disse ord til sin udtalelse: „For at de kan bringe ofre til en liflig duft for himmelens Gud og bede for kongens og hans sønners liv.“ — Ezra 6:1-10.

16. Hvordan havde baggrunden for begivenhederne på Jeremias’, Zerubbabels og Paulus’ tid visse lighedspunkter?

¹⁶ Disse to tilfælde, det ene på Jeremias’ tid og det andet på Zerubbabels tid, passer nøje sammen med det råd, Paulus gav Timoteus. Begge fandt sted på tider, da oprør ulmede og beskyldninger for oprør truede, og bønner for de bestående herskere ville være en tilkendegivelse af, at de, som bad, ikke var ivrige efter at omstyrte regeringen, men var stemt for dens beståen fremfor at se et eller andet nyt oprørsregime oprettet af mennesker. De ønskede fred, ikke revolution. Endvidere blev Nebukadnezar af Gud brugt til at straffe det troløse Israel, og Darius den Anden var et redskab til genoprettelsen af sand tilbedelse i Jerusalem. Sådan forholdt det sig også, dengang Paulus skrev til Timoteus om at bede for herskere i høje stillinger i tiden mellem år 61-64. e. Kr. På det tidspunkt gærede det med oprør både i Jerusalem og i hele Palæstina, og kort tid derefter fremskyndedes krigen med romerne, der førte til Jerusalems frygtelige ødelæggelse i året 70 e. Kr. De kristne tog ikke del i de jødiske oprør, de havde ingen politiske fordomme eller aspirationer, men var kun interesseret i fred og ro, så de kunne forkynde evangeliet. De ønskede ikke at omstyrte nogen regering, men overlod dette til Kristus Jesus til hans egen tid. Indtil da kunne de bede for en fredelig administration af offentlige anliggender, der ville bidrage til „et stille og roligt liv i gudfrygtig hengivenhed“. Desuden blev de romerske legioner brugt som redskaber til at håndhæve Guds dom over jøderne, ligesom Nebukadnezar var blevet brugt for århundreder siden, i året 607 f.Kr. — Matt. 22:7.

17. Hvorledes kunne man bede ved sådanne lejligheder, som skildret i Mattæus 10:18?

¹⁷ Ikke alene kunne de første kristne henvise til sådanne bønner som bevis for, at de var uskyldige i de mange anklager for oprør, der rettedes imod dem, men disse bønner kunne også bruges til om muligt at influere på de bestemmelser, herskerne måtte træffe med hensyn til forkyndelsen af evangeliet. (Luk. 23:2; Ap. G. 17:7; 24:5) Jesus advarede sine efterfølgere: „I skal blive ført frem for landshøvdinger og konger for min skyld til et vidnesbyrd for dem og nationerne.“ (Matt. 10:18, NW) Den kristne ville naturligvis bede til Gud, inden han blev fremstillet i retten, og bønnen ville dreje sig om den myndighedsperson, han skulle føres frem for, og denne person ville blive nævnt i bønnen. Den kristne ville bede om, at budskabet måtte blive fremholdt klart og tydeligt og med frimodighed og på en sådan måde, at embedsmanden eller dommeren kunne forstå det, og dersom det behagede Gud, ville denne højtstående embedsmand blive velvilligt stemt over for budskabet, fordomsfri og forstående, så han kunne se det retfærdige i den kristnes sag og dømme i hans favør.

18. Hvilket eksempel har vi på en sådan bøn på Esters tid?

¹⁸ Der gives eksempler i Bibelen på denne slags bønner for regeringspersoner eller bønner med det samme formål for øje. Dengang dronning Ester uopfordret fremstillede sig for den persiske kong Xerxes, satte hun sit liv på spil, men inden hun gjorde dette, sendte hun bud til Mordokaj: „Gå hen og kald alle Susans jøder sammen og hold faste for mig, således at I hverken spiser eller drikker dag eller nat i tre døgn; på samme måde vil også jeg og mine terner faste; og derefter vil jeg gå ind til kongen, skønt det er imod loven; skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!“ Denne faste for Gud var utvivlsomt ledsaget af indtrængende bønner om Esters sikkerhed, det vil igen sige, at jøderne ville bede Gud om at lade kongen se med velvilje på Ester, for det var det afgørende for hendes sikkerhed. Denne forbøn udvirkede, at Ester fandt nåde hos kongen. — Est. 4:16; 5:2.

19. Hvordan vistes det, at en sådan bøn havde virkning på Nehemias’ tid?

¹⁹ Nehemias bad og fastede ligeledes, dengang han skulle forelægge en sag for den persiske konge, en sag, der havde med tilbedelsen af Jehova at gøre, og han sluttede sin bøn således: „Ak, Herre, lad dit øre være lydhørt for din tjeners og dine tjeneres bøn, vi, som gerne vil frygte dit navn, og lad det i dag lykkes for din tjener og lad ham finde nåde for denne mands åsyn!“ Manden var kongen, for hvem Nehemias var mundskænk. Da Nehemias trådte frem for kongen, blev han spurgt: „Hvad er det, du ønsker?“ Inden Nehemias svarede, foretog han sig noget, og han fortæller os selv hvad: „Så bad jeg til himmelens Gud, og jeg sagde til kongen.“ Han bad i hast, og det havde sin virkning, for hans anmodning blev opfyldt. „Det gav kongen mig, eftersom min Guds gode hånd var over mig.“ (Neh. 1:4, 11; 2:4, 5, 8) Det er indlysende, at Nehemias bad til Gud, så Gud kunne forme kongens beslutning. Gud bønhørte Nehemias, og Nehemias gav Gud æren for kongens gunstige svar.

20. Hvori viste Paulus villighed til at bede vedrørende herskere?

²⁰ Læg også mærke til det følgende ordskifte mellem kong Agrippa og Paulus, da det yderst vigtige spørgsmål om Paulus’ forkyndelse skulle afgøres: „Agrippa sagde til Paulus: I løbet af kort tid ville du få mig overtalt til at blive en kristen. Dertil sagde Paulus: Jeg ville ønske til Gud, hvad enten det bliver i løbet af kort tid eller i løbet af lang tid, at ikke alene du, men også alle disse, som hører mig i dag, måtte blive, sådan som jeg er, på disse lænker nær.“ Sammen med kongen indtog landshøvdingen og andre personer høje stillinger. Paulus’ ord vedrørende disse herskere var, om ikke en direkte bøn, så dog en indtrængende anmodning eller forbøn, for de gav udtryk for et „ønske til Gud“. De høje embedspersoner omvendte sig ikke ved hans tale, men deres afgørelse var gunstig for Paulus. „Denne mand har intet gjort, som fortjener død eller lænker“. „Denne mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde appelleret til kejseren.“ (Ap. G. 26:28-32, NW) I dette specielle tilfælde blev Paulus senere frigivet af kejseren.

21. Hvordan kan sådanne bønner blive til gavn for alle slags mennesker?

²¹ Ved andre lejligheder bad de første kristne vedrørende herskere, om ikke altid på deres vegne. (Ap. G. 4:23-31) De gjorde det, for at forkyndergerningen kunne få fremgang. Bønner, der blev bedt i forbindelse med herskerne, kunne betragtes som bønner for dem i den forstand, at de, såfremt de efterkom anmodningerne, ville komme til at stå i en bedre stilling hos Gud. Hvis bønner for en retfærdig administration af offentlige anliggender besvares og fører til et stille og roligt liv uden forfølgelser og voldelige overfald, uden forbud og fængslinger, så er de til gode for alle slags mennesker og ikke alene for Jehovas vidner og herskerne. Så det er med alle menneskers frelse for øje, at vi beder vedrørende herskere og andre i høje stillinger.

22. Hvad vil vi for at bevare vor ligevægt i denne sag bede om, og hvad vil vi ikke bede om?

²² Nogle regeringsembedsmænd kommer i sandheden, men det er ikke det, vi beder om. Vi beder om lejlighed til at forkynde for alle dem af Herrens „andre får“, der endnu ikke er indsamlet, og hvis der findes herskere iblandt dem, glæder det os. Vi beder heller ikke for herskernes politiske planer eller for den verden, de er en del af. (Joh. 17:9; Jak. 4:3, 4) Vore bønner må ikke have politisk farve eller anstrøg, for vi er neutrale med hensyn til denne verdens anliggender. Jøderne på Jesu tid, og før og efter hans tid, gik langt i deres respekt for kejseren, og de kunne som bevis for deres patriotisme sige: „Vi ofrer to gange om dagen for kejseren og for det romerske folk.“ (Josefus’ War of the Jews, bind II, kap X, sek. 4) De gik endog så langt og til en så selvmorderisk yderlighed, at de forkastede Messias med deres larmende råb: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh. 19:15) Lad andre miste ligevægten i deres syn på denne sag og ende i fordærv, hvis de ønsker det, men lad os følge Paulus’ formaning: „Du derimod, bevar ligevægten i alle ting.“ (2 Tim. 4:5, NW) Vi vil derfor ikke bede for verdens omvendelse, eller for en ateistisk nations omvendelse, eller for regeringsenheders eller regeringsembedsmænds omvendelse, men vi vil bede til Gud, om han, såfremt det behager ham, vil lede de herskende og dommerne, så de klart kan se hans folks sag, og gøre det for arbejdets skyld. Vi kan bede vedrørende retssager, forbud, forfølgelser bag „jerntæppet“, og andre tilfælde, hvor arbejdet står på spil, og denne bøn vil også berøre de embedsmænd, som er impliceret i sagen, og såfremt de handler retfærdigt, vil det være til deres eget gavn. Gud vil fuldføre sit værk og velsigne sit folk, og til tider indgiver han i de verdslige herskeres sind at gøre sin vilje. (Åb. 17:17) Eet er givet, vore bønner vil aldrig ophøje dem, som er i høje stillinger, over de overordnede myndigheder, Jehova Gud og Kristus Jesus.

23. Hvad betyder det for en kristen at underkaste sig?

²³ Når alt er sagt, så er underkastelse under de „overordnede myndigheder“ et spørgsmål om ydmyghed. Vi anerkender i hvor høj grad vi indtager en underordnet stilling ind for den levende Gud. Vi forstår, at vi er helt afhængige af ham for livet og alle dets velsignelser nu og i fremtiden. Med den voksende kundskab om hans ord vokser også vor rette påskønnelse af denne underkastelse. Det spores ikke alene i vor forkyndergerning, men også i vor fælles tilknytning som lysvågne medlemmer af den nye verdens samfund såvel som i vort hjemmeliv. Underkastelse under de sande overordnede myndigheder fremelsker et indbyrdes kærligt forhold, der skyldes Guds gunst. — Jak. 4:6, 7.

24. Hvilke bekymringer bør vi gøre os med henblik på 1) vor tidligere adfærd og 2) den nye vej, vi har valgt.

[Fodnote]

[Illustration på side 279]

De to sider af sølvdenaren med kejser Tiberius’ billede og signatur