Frembringelsen af Guds herredømmes hovedformidler

„Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører [hovedformidler, NW] og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse.“ — Ap. G. 5:31.

 1. Hvorfor vil det ikke blive til frelse for os hvis vi ignorerer Guds herredømmes hovedformidler?

VI HAR ikke råd til at ignorere den som universets guddommelige Hersker har ophøjet til hovedformidler og frelser. Hvis vi ignorerede denne hovedformidler og alligevel forsøgte at komme til den guddommelige Hersker i tilbedelse, ville det ikke føre til frelse for os. Det er kun gennem sin hovedformidler at den guddommelige Hersker giver os mulighed for at blive frelst og opnå et fuldkomment liv i lykke i den velsignede nye orden som han har lovet. Folk overalt må have kendskab til denne vigtige kendsgerning.

 2. I betragtning af hvilken handling som det jødiske sanhedrin havde foretaget, måtte denne domstols medlemmer have kendskab til dette?

² For nitten hundrede år siden måtte de øverste religiøse ledere i Jerusalem have kendskab dertil. Disse mænd udgjorde landets højesteret, sanhedrinet. Nogle uger forinden havde de dømt den meget omdiskuterede Jesus Kristus til døden. Foran sig havde de nu tolv fremtrædende tilhængere af denne omstridte person. I vidneskranken sagde Simon Peter og de elleve andre tilhængere til retten at den mand de havde dømt til døden, var blevet Guds hovedformidler og frelser. Som svar på en ordre fra retten sagde de:

 3. Hvad sagde tolv af denne dødsdømte mands disciple om lydighed og hovedformidleren, som svar på en ordre fra sanhedrinet?

³ „Man bør adlyde Gud mere end mennesker. Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af dage ved at hænge ham på et træ. Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører [hovedformidler, NW] og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse. Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.“ — Ap. G. 5:29-32.

 4. Hvad skulle den der var ophøjet til hovedformidler og frelser give Israel, og i overensstemmelse med hvilken pagt med Gud?

⁴ Hvad enten den øverste domstol i Jerusalem syntes om det eller ej, var den pælfæstede Jesus opstået fra de døde og befandt sig nu ved Guds højre hånd, og var således i stand til at tjene den guddommelige Hersker som hovedformidler og frelser for Israels nation. Hvad skulle denne hovedformidler og frelser gøre? „Give Israel omvendelse og syndernes forladelse.“ Synderne skulle forlades eller tilgives i overensstemmelse med „en ny pagt“ som den guddommelige Hersker havde lovet at oprette med sit udvalgte folk. — Jer. 31:31-34; Luk. 22:20.

 5. (a) Hvem havde forkyndt omvendelse for Israel før Jesu død? (b) Hvilke spørgsmål var det nu passende at stille med hensyn til omvendelse, tilgivelse af synder og sanhedrinets medlemmers forhold til Gud?

⁵ Retten i Jerusalem vidste at Johannes Døber, før Jesus Kristus var fremstået på jorden, havde forkyndt: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ Og efter at Johannes Døber var kommet i fængsel havde denne Jesus Kristus, som Johannes havde døbt, taget det samme budskab op: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ (Matt. 3:1, 2, 13-17; 4:12-17) Dette var fortsat indtil Jesu død, der var foranlediget af Jerusalems højesteret, sanhedrinet. Stillede sagen sig nu anderledes hvad Israels omvendelse angik? Hvad var det for synder der skulle tilgives? Gav Simon Peters ord ikke rettens medlemmer grund til eftertanke? Hvordan berørte dette nu deres forhold til Gud? Hvilede deres forhold til Gud på samme grundlag som før? Lad os se.

 6. Hvordan blev Jehova forpligtet til at udfri sit folk Israel fra Ægypten, og hvordan gjorde han det?

⁶ Israels nation blev til nede i Ægypten i løbet af de 215 år Jakob (Israel) og hans efterkommere opholdt sig der. (1 Mos. 49:28-33) Nogen tid efter at Ægyptens førsteminister Josef, Jakobs søn, var død, blev israelitterne gjort til trælle, og der blev gjort forsøg på at udslette nationen. Til sin egen forudsagte tid førte Gud så Jakobs (Israels) efterkommere „ud af Ægypten, af trællehuset“. Dette skete efter at Gud havde givet dem befaling til at fejre et nyt måltid, påskemåltidet, dér i Ægypten, den 14. nisan i år 1513 f.v.t. Om aftenen denne dag blev påskelammet slagtet, og dets blod blev strøget på dørstolperne og overliggeren på israelitternes huse. Derefter blev lammet stegt helt og spist bag lukkede døre der var mærket med blod. Gud modtog påskelammet som et offer og udfriede israelitterne fra Ægypten efter deres offermåltid. Han havde så at sige købt dem ved dette ofrede påskelam. (2 Mos. 12:1 til 13:18) Således blev Israels nation et folk „som Gud kom og udfriede og gjorde til sit folk“. — 2 Sam. 7:23.

 7, 8. (a) Hvordan fastslog Gud yderligere ved Det røde Hav sin ejendomsret over Israels folk? (b) Hvad tog Jehova skridt til at indgå med Israel ved Sinaj bjerg, og hvilket forslag påbød han Moses at fremføre?

⁷ Under profeten Moses’ ledelse førte Gud de genløste israelitter sikkert gennem Det røde Havs vande og lod den forfølgende ægyptiske hær drukne bag dem. (2 Mos. 14:1 til 15:21) Denne mirakuløse udfrielse af Israels folk fastslog yderligere Guds ejendomsret over dem; de tilhørte ham virkelig. I den tredje månemåned (sivan) efter udgangen af Ægypten førte Gud dem til foden af Sinaj bjerg på den arabiske halvø. Profeten Moses, der var mellemmand mellem Gud og Israels nation, gik op på Sinaj bjerg (Horeb) og trådte frem for Gud på dette genløste folks vegne. Nu blev der taget skridt til at oprette en pagt, det vil sige en højtidelig, gyldig overenskomst, mellem Gud og det genløste Israels folk. Læg mærke til hvad Gud påbød Moses at sige til folket:

⁸ „I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på ørnevinger og bragte eder hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ — 2 Mos. 19:3-6.

 9. Forsøgte Gud at få Israel til at indgå en hellig pagt med ham på grundlag af sin ejendomsret over dem, eller hvordan greb han sagen an?

⁹ På denne måde blev pagtens betingelser klart opstillet, og pagten fik et bestemt formål, nemlig at tilvejebringe „et kongerige af præster“, „et helligt folk“, der var Guds ejendom. Her bør man ikke overse at Gud ikke påtvang Israels folk sin pagt. Han sagde ikke: ’Jeg har befriet jer fra trældommen i Ægypten og jeg har også udfriet jer fra Det røde Havs vande; derfor tilhører I retmæssigt mig, og jeg har også købt jer. Jeg kan gøre med jer som jeg ønsker, og det jeg siger er en lov som I må adlyde.’ Det Gud påbød Moses at sige til folket, viser derimod at Gud ønskede at vide hvorvidt hans genløste folk ønskede og var villigt til at indgå en hellig pagt med ham. I stedet for diktatorisk og tyrannisk at tvinge dem ind i en pagt, ventede Gud på at de skulle give udtryk for deres eget syn på sagen. Hvis de ikke ønskede det, blev der ingen pagt!

Det genløste folk skal give udtryk for sin vilje

10. Hvorfor krævede denne pagt en mellemmand, og hvad gav Gud menneskene ret til i denne sag?

¹⁰ Det skulle være en tosidig pagt, det vil sige en højtidelig overenskomst eller aftale mellem to parter. Eftersom det skulle være en pagt mellem den helligste Gud og ufuldkomne, syndige mennesker der havde arvet fordømmelse og død fra Adam og Eva, krævede denne pagt en mellemmand, en som Gud regnede for retfærdig på grund af tro, nemlig Moses, levitten Amrams søn. (Gal. 3:19, 20) Den ene part, Gud, viste at han ønskede at indgå pagten, men hvad ønskede den anden part, den part der blev opfordret til at indgå den? Den højtidelige indgåelse af pagten mellem Gud og Israel ville ikke finde sted før den ringere part havde givet udtryk for sin vilje. I den udstrækning anerkendte Gud menneskets frie vilje.

11. Hvordan stillede Israel sig til den foreslåede pagt, og hvad gav Gud ikke folket før han havde modtaget deres svar?

¹¹ Hvordan stillede folket, som her blev repræsenteret ved nationens ældste, sig til den tilbudte pagt? Den bibelske beretning siger: „Da gik Moses hen og kaldte folkets ældste sammen og forelagde dem alle disse ord, som [Jehova] havde pålagt ham. Og hele folket svarede, alle som én: ’Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!’ Da bragte Moses [Jehova] folkets svar.“ (2 Mos. 19:7, 8) Først da Jehova Gud havde modtaget dette udtryk for villighed fra folkets side, gav han dem de ti bud, den foreslåede lovpagts grundlæggende love, fra toppen af Sinaj bjerg. — 2 Mos. 19:9 til 20:22.

12. (a) Hvad blev det altså overladt til folket at gøre med hensyn til pagten? (b) Hvordan kan vi betegne israelitternes handling i forbindelse med pagten, og hvilket beskrivende udtryk bruges i Romerbrevet 6:13?

¹² Det blev overladt til folket frit at vælge; det kunne enten godtage eller forkaste Guds forslag. Det var moralsk frit stillet til enten at blive Jehovas „ejendom blandt alle folkene“ eller at nægte at blive det på grund af de betingelser der var knyttet dertil. Så hvad gjorde dette genløste folk da det besvarede Guds forslag med: „Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre“? Hvordan kan vi betegne denne handling? Er det for meget at sige at folket overgav sig til Jehova Gud for at gøre hans vilje sådan som han udtrykte den? Kan det ikke sammenlignes med det den kristne apostel Paulus sagde til den kristne menighed i Rom: „Stil jer selv til rådighed for Gud som dem, der fra døde er blevet levende, og jeres lemmer til rådighed for Gud som retfærdigheds redskaber“? (Rom. 6:13) An American Translation gengiver dette stærkere, idet den siger: „Tilbyd jer til Gud.“ Revised Standard Version: „Overgiv jer til Gud.“ Moffatts A New Translation: „I skal indvi jer til Gud.“

13, 14. (a) Hvorfor tilbød Jehova israelitterne at indgå en pagt med dem i stedet for at påtvinge dem pagten, og hvad gjorde de i virkeligheden som følge af det svar de gav? (b) Hvornår bekræftede de deres beslutning, og hvad blev de således for Jehova?

¹³ Jehova forsøgte ikke at overtale eller presse israelitterne ved at sige: ’Jeg har udfriet jer fra Ægypten, og jeg har ført jer sikkert gennem Det røde Hav. Desuden er I min ven Abrahams kødelige efterkommere. Derfor må I indgå en pagt med mig.’ Ganske vist var det af disse grunde at Gud tilbød at indgå en pagt med dem, og han stillede dem noget indbydende i udsigt hvis de indgik denne pagt. Men det stod til israelitterne selv at afgøre om de ønskede at blive Jehovas folk og have ham som deres Gud. Da de sagde: „Vi vil gøre alt, hvad [Jehova] har talet,“ indviede de sig til Jehova, til at blive hans folk, til at gøre hans vilje som den ville blive fremsat i pagten. Senere, efter at Gud havde givet de ti bud og derefter en samling love gennem Moses, blev pagten gjort gyldig ved hjælp af blod fra dyreofre. Derved blev israelitterne Guds indviede folk i en bindende pagt med Jehova Gud. Ved den lejlighed — nu hvor folket havde fået større kendskab til hvad pagten indbefattede — bekræftede de deres beslutning om at gøre Jehovas vilje, for beretningen i Anden Mosebog 24:7, 8 siger:

¹⁴ „Så tog han [Moses] pagtsbogen og læste den op i folkets påhør, og de sagde: ’Vi vil gøre alt, hvad [Jehova] har talet, og lyde ham!’ Derpå tog Moses blodet og sprængte det på folket, idet han sagde: ’Se, dette er pagtens blod, den pagt, [Jehova] har sluttet med eder på grundlag af alle disse ord.’“ — Se også Hebræerbrevet 9:18-20.

15. Hvor længe skulle pagten vare, og hvem var den bindende for?

¹⁵ Denne pagt der blev indgået med disse medlemmer af det genløste folk dér på Sinaj bjerg, var ikke blot bindende for dem der var til stede der, men også for deres kødelige efterkommere. Det var ’en evig pagt’. (3 Mos. 24:8) Det vil sige at alle deres kødelige efterkommere var med i pagtsforholdet til Gud så længe pagten var gældende. Som følge heraf var de israelitter der blev født i ørkenen efter pagtens indgåelse ved Sinaj bjerg, også med i denne pagt med Gud i det fyrretyvende og sidste år af deres ufrivillige vandring i ørkenen. De var stadig et indviet folk eller en indviet nation.

16. Hvordan valgte mange på Moabs sletter at de ikke ville forblive i pagtsforholdet til Jehova?

¹⁶ I dette sidste år (1473 f.v.t.) var der imidlertid tusinder af denne indviede nations medlemmer der ikke længere ønskede at stå i et pagtsforhold til Jehova. Det beviste de på Moabs sletter. I Moses’ beretning om dette læser vi i Fjerde Mosebog 25:1-5:

„Israelitterne slog sig derpå ned i Sjittim. Men folket begyndte at bedrive hor med de moabitiske kvinder; og da de indbød folket til deres guders slagtofre, spiste folket deraf og tilbad deres guder. Og Israel holdt til med [lod sig koble til, 1871-oversættelsen; stillede . . . sig under åg med, RS] Baʹal-Peor; derover blussede [Jehovas] vrede op mod Israel, og [Jehova] sagde til Moses: ’Kald alle folkets overhoveder sammen og hæng dem op for [Jehova] under åben himmel, for at [Jehovas] vrede må vige fra Israel!’ Og Moses sagde til israelitternes dommere: ’Enhver af eder skal slå dem af sine mænd ihjel, der har holdt til med [ladet sig koble til, 1871-oversættelsen; stillet sig under åg med, RS] Baʹal-Peor!’“

17. (a) Hvor mange døde dér som følge af at de brød deres pagt med Jehova? (b) Hvordan omtaler Jehova i Hoseas 9:10 det at de sluttede sig til Baʹal-Peor?

¹⁷ Fireogtyve tusind døde fordi de på denne måde brød deres løfte om at gøre ’alt hvad Jehova havde sagt’. (4 Mos. 25:9; 1 Kor. 10:8) Over syv hundrede år senere henviste Jehova til denne chokerende begivenhed gennem sin profet Hoseas. Han fortæller først hvor herlig Israels nation var, og siger derefter hvordan det gik til at mange israelitter gjorde sig afskyelige i hans øjne. Jehova siger: „Som druer i ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne figner på træet så jeg eders fædre. De kom til Baʹal-Peor, til skændselen viede de sig, som Efraims elskere blev de en væmmelig hob.“ (Hos. 9:10) Moffatts bibeloversættelse siger: „[De] helligede . . . sig til Baʹal, den Skændige.“ (Også Le) Fordi disse israelitter skilte sig fra Jehova Gud for at gå over til en anden guddom, siger Revised Standard Version: „De . . . indviede sig til Baʹal.“ (Også AS; New American Bible; New English Bible)

18. (a) Hvordan gengiver Jewish Publication Society’s bibeloversættelse Hoseas 9:10 og fremhæver dermed jødernes illoyalitet mod Jehova? (b) Hvordan fremstilles den illoyale handling med det samme hebraiske ord i Ezekiel 14:7, 8?

¹⁸ Disse utro israelitter havde været indviet til den eneste levende og sande Gud, men nu skilte de sig fra ham for at hellige sig eller vie sig til Baʹal. For at få denne illoyale handling frem, siger Jewish Publication Society Bible: „[De] skilte . . . sig ud og gik over til det skændige.“ Det hebraiske verbum der er brugt her, nemlig nazarʹ, bruges også i forbindelse med det en jødisk nasiræer gjorde når han foretog en særlig indvielse til Gud. (4 Mos. 6:1-8) I profeten Ezekiels dage, kort tid før den første ødelæggelse af Jerusalem i 607 f.v.t., var der mange israelitter der handlede som de utro israelitter i Moses’ dage på Moabs sletter. Angående disse illoyale sagde Jehova til profeten Ezekiel:

„Thi hver den af Israels hus og af de fremmede, der bor i Israel, som skiller sig fra mig [nazarʹ] og lukker sine afgudsbilleder ind i sit hjerte og sætter det, der blev ham årsag til skyld, for sit ansigt . . . [jeg] udrydder ham af mit folk; og I skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ez. 14:7, 8.

19. (a) Blev en anden indvielse berørt af at disse illoyale israelitter indviede sig til Baʹal-Peor? (b) Hvad siger Fjerde Mosebog 25:3 afgjort i stedet for at sige at israelitterne skilte sig ud og gik over til Baʹal-Peor?

¹⁹ Som vi ser, viser selve ordlyden at disse israelitter der havde skilt sig ud, først og fremmest stod i et pagtsforhold til Jehova Gud som følge af at deres forfædre havde sagt til mellemmanden Moses: „Vi vil gøre alt, hvad [Jehova] har talet, og lyde ham!“ (2 Mos. 24:7; 19:8) Men ved at bryde pagten og gå over til afgudsdyrkelse svigtede de nu deres indvielse til Jehova og indviede sig til afguderne. I stedet for at sige at israelitterne skilte sig ud og gik over til Baʹal, siger Fjerde Mosebog 25:3 afgjort: „Og Israel holdt til med [stillede . . . sig under åg med, RS; lod sig koble til, 1871-oversættelsen; sluttede sig til, Yg;a også vers 5; se desuden AS; Mo; Le; Je.b] Baʹal-Peor.“ Dette bør tjene til advarsel for os i dag, hvis vi har sluttet os til Jehova Gud. (1 Kor. 10:6, 11) Vi ønsker ikke at begå den samme skæbnesvangre fejltagelse. Det ville være ensbetydende med illoyalitet eller oprør mod Guds herredømme.

Vejen banes for en ny pagt

20. (a) Hvorfor var den første pagt ikke udadlelig, og hvad gav dette rum for? (b) Gennem hvilken profet blev den nye pagt forudsagt, og hvad sagde Moses om den bedre mellemmand?

²⁰ Den pagt som Jehova indgik gennem Moses med det indviede folk Israel, var ’en evig pagt’. Denne pagt, der blev indgået ved Sinaj bjerg, var ikke udadlelig, for israelitterne og deres mellemmand Moses var ufuldkomne. Den gav således rum for en bedre pagt, en ny pagt. Jehova Gud havde derfor i sinde at oprette en ny pagt, og den forret at være med i denne pagt skulle tilbydes det kødelige Israel. Over seks hundrede år før denne nye pagt blev oprettet gennem en ny mellemmand, forudsagde Jehova den gennem profeten Jeremias, i det syvende århundrede før denne bedre mellemmand fremstod. (Jer. 31:31-34; Hebr. 8:6-13) At denne bedre og større mellemmand ville komme blev forudsagt af profeten Moses, og han sagde at den kommende mellemmand ville blive oprejst blandt israelitterne; han ville være en kødelig israelit. — 5 Mos. 18:15-19; Ap. G. 3:22, 23; 7:37, 38.

21. (a) Hvornår og hvor blev denne bedre mellemmand født, og hvad blev der sagt ved hans fødsel? (b) Hvorfor fejrede Jesus den jødiske påske, hvad udpegede han sig selv som da han sidste gang fejrede påsken, og hvordan?

²¹ I år 2 f.v.t. blev den bedre mellemmand født som en efterkommer af kong David og i Davids by, Betlehem. Samtidig var han Guds søn, og ved hans fødsel sagde Guds engel til hyrderne på marken nær Betlehem: „Jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!“ (Luk. 2:10, 11) Eftersom denne der skulle være „Kristus, Herren,“ blev født af en jødisk moder, var han en kødelig jøde og underlagt den lovpagt som Moses havde været mellemmand for mellem Gud og Israel. Som en bekræftelse herpå læser vi i Galaterbrevet 4:4: „Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven.“ Eftersom Jesus Kristus var underlagt lovpagten med Israel, fejrede han påskemåltidet. Da han sidste gang fejrede påsken, i år 33, pegede han på sig selv som mellemmanden for den lovede nye pagt. Hvordan? Han indstiftede det der kaldes Herrens nadver eller aftensmåltid, og da han rakte bægeret med vin til sine trofaste apostle sagde han: „Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.“ (Luk. 22:20) Jesus udgød sit eget blod for at gyldiggøre denne pagt.

22. (a) Hvornår påtog Jesus sig at blive mellemmand for den nye pagt? (b) Hvorfor vægrede Johannes sig først ved at døbe Jesus?

²² Ligesom profeten Moses måtte Herren Jesus imidlertid påtage sig at blive mellemmand for den nye pagt. Hvornår påtog han sig dette? Da han blev døbt i Jordanfloden. I en alder af tredive år forlod han tømrerværkstedet i Nazaret og gik til Johannes Døber for at blive døbt i vand. Det var en ny form for dåb Johannes nu skulle foretage. I Markus 1:4 læser vi om Johannes at han „fremstod . . . i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse“. (Luk. 3:3) Men Jesus, Guds søn, kom ikke til Johannes Døber for at blive døbt som symbol på omvendelse til syndernes forladelse. Jesus var fuldkommen og syndfri. (Hebr. 7:26) Han kom ikke til Johannes med en dårlig samvittighed for at rette „en bøn til Gud om en god samvittighed.“ (1 Pet. 3:21, fodnoten) Det vidste Johannes, og det er grunden til at vi læser at Johannes „ville hindre ham i det og sagde: ’Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!’“ Men hvad svarede Jesus?

23. Hvad svarede Jesus Johannes, og hvorfor talte han om at „opfylde alt, hvad ret er“ skønt han allerede holdt Loven?

²³ „Da svarede Jesus og sagde til ham: ’Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!’“ (Matt. 3:13-15) Hvad mente Jesus med det? Som kødelig jøde havde han holdt Moseloven til fuldkommenhed. Angående dette sagde han senere i sin bjergprædiken: „Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at opfylde.“ (Matt. 5:17, fodnoten) Lovpagten med Israel var naturligvis et udtryk for Guds vilje, men Jesus havde gjort Guds vilje i denne henseende i sit jordiske liv helt frem til sin dåb. Da han sagde: „Alt, hvad ret er,“ tænkte han altså på noget der gik ud over Lovpagten, men noget der ville være en opfyldelse af Lovpagtens symboler. Det han tænkte på var „ret“, eftersom det var Guds vilje at han skulle gøre det. Det var altså dette han påtog sig at gøre ved sin dåb.

24. Hvilken profeti opfyldte Jesus da han fremstillede sig til dåb, ifølge Hebræerbrevet 10:5-10?

²⁴ Ved at fremstille sig til dåb opfyldte Jesus profeternes ord, sådan som han sagde han skulle. Apostelen Paulus viser i Hebræerbrevet 10:5-10 hvilken profeti Jesus opfyldte, idet vi der læser om Jesus på det tidspunkt da han kom for at blive døbt: „Derfor siger han, da han træder ind i verden: ’Til slagt- og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig; i brænd- og syndoffer fandt du ikke behag. Da sagde jeg: „Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!“’ . . . I den [altså Guds vilje] er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret.“ Jesus opfyldte således Salme 40:7-9. ’Guds vilje’ krævede at han ofrede sig selv, sit legeme.

25. (a) Hvad var Jesu vanddåb altså et symbol på? (b) På hvilken måde var Jesus allerede indviet og løskøbt?

²⁵ Eftersom profetien krævede dette, ville Jesus have haft en dårlig samvittighed hvis han ikke kom for at gøre Guds særlige vilje, og derfor fremstillede sig for Johannes for at blive døbt. Det er tydeligt at Jesu dåb var symbolsk. Hans dåb var ikke et symbol på ’omvendelse til syndernes forladelse’. Den var et symbol på at Jesus kom eller fremstillede sig for at gøre Guds vilje, hvilket indbefattede at han gav sit legeme som et offer én gang for alle. Som kødelig jøde var han allerede under Moseloven og var et medlem af den eneste nation på jorden der dengang var indviet til Gud, til at gøre „alt, hvad [Jehova] har sagt“. Som Marias førstefødte — der blev adopteret af hendes mand, Josef, som hans egen førstefødte søn — var Jesus også helliget Gud og tilhørte ham. (2 Mos. 13:1, 2) Af denne grund måtte Jesus løskøbes eller udløses af Josef og Maria for at han kunne få lov til at beskæftige sig med verdsligt arbejde. (4 Mos. 3:13-51; 18:14-16) Jesu dåb skildrede altså ikke at han indviede sig til Gud, men at han fremstillede sig for at gøre Guds vilje, endda i en sådan udstrækning at han ville ofre sig selv.

26. (a) Hvordan viste Gud at han godkendte at Jesus fremstillede sig på denne måde? (b) I hvilken udstrækning gjorde Jesus Guds vilje i sit jordiske liv?

²⁶ Jehova Gud viste at han godkendte at hans søn Jesus således fremstillede sig, idet han udgød sin hellige ånd over Jesus efter dennes dåb og lod sin stemme høre fra himmelen og sagde: „Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ (Matt. 3:16, 17) Derefter præsenterede Johannes Døber den salvede Jesus som „Guds lam, som borttager verdens synd“. (Joh. 1:28-36, fodnoten; Ap. G. 10:37, 38) Jesus udførte Guds vilje lige til afslutningen på sit jordiske liv. Den sidste nat han var på jorden i sit kødelige legeme, bad han til Gud og sagde: „Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!“ (Matt. 26:39-44) Den følgende eftermiddag omkring klokken tre sagde Jesus, da han hang på marterpælen: „’Det er fuldbragt!’ og han bøjede hovedet og opgav ånden.“ (Joh. 19:30) Således blev Jesu legeme ofret én gang for alle, i overensstemmelse med Guds vilje.

27. (a) Hvilken slags opstandelse fik Jesus Kristus, og hvorfor? (b) Hvordan kom han dengang til at eje hele menneskeheden, og hvad har de døde derfor i vente?

²⁷ I harmoni med at Jesus Kristus havde ofret sit fuldkomne menneskelegeme, blev han på den tredje dag ikke oprejst i et legeme af kød og blod, men i et åndeligt legeme. (1 Pet. 3:18; 1 Kor. 15:42-45) På den fyrretyvende dag efter sin opstandelse steg han op til himmelen og fremlagde værdien eller fortjenesten af sit opofrede menneskeliv for Gud, til gavn for hele menneskeheden. Han sagde, da han var på jorden, at han var kommet for at „tjene og give sit liv som løsesum for mange“. (Matt. 20:28) Apostelen Paulus siger at Jesus „led døden . . . for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden“. Paulus taler også om „mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle“. (Hebr. 2:9; 1 Tim. 2:5, 6) Således genløste Jesus Kristus hele menneskeheden ved at frembære værdien af sit opofrede menneskeliv for Gud; han købte og genløste menneskene uden at de bad ham om at gøre det. Af denne grund vil der under hans himmelske rige „ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige“. (Ap. G. 24:15) Jesus Kristus ejer dem alle.

28. (a) Hvad blev den opstandne Jesus Kristus således i forbindelse med menneskehedens frelse? (b) Hvad som er større tjener han også som hovedformidler for?

²⁸ På denne måde blev Jesus Kristus, Guds søn, i overensstemmelse med Guds vilje hovedformidler af frelse for hele menneskeheden. Det er det der menes når der i Hebræerbrevet 2:9, 10 står: „Ham, som ’en kort tid var blevet gjort ringere end englene’, Jesus, ham ser vi, fordi han led døden, ’kronet med herlighed og ære’, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden. Thi når han, for hvis skyld alt er til, og ved hvem alt er blevet til, ville føre mange sønner til herlighed, sømmede det sig for ham at føre deres frelses banebryder [hovedformidler, NW] til fuldendelse gennem lidelser.“ Og i Hebræerbrevet 5:9, 10: „Og da han havde nået fuldendelsen, blev han ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst ’på Melkisedeks vis’.“ Han viste sig at være værdig til at tjene som Guds herredømmes hovedformidler.

[Fodnoter]

[Illustration på side 78]

Skønt Israels folk retmæssigt tilhørte Jehova, tvang han dem ikke ind i sin pagt, men ventede på at de skulle give udtryk for hvad de selv ønskede