En sejr til Jehovas ære

„De råbte: Jehovas sværd og Gideons! Og de blev stående, hvor de stod rundt om lejren, hver på sin plads.“ — Dommerne 7:20, 21.

 1. Hvornår er visdom bedre end våben?

JEHOVA er en krigens gud, der ikke kender til nederlag. Ingen fjende eller sammensværgelse af fjender kan stille mandskab nok i en styrkeprøve med ham. Ingen modstander i hele universet er en dygtigere krigsfører. Så uforlignelig er hans visdom, at han med ubetydelige hærstyrker, hvis antal nærmest er til at le ad, kan slå vældige hære på flugt. Fordi han er klogere end sine fjender, behøver han ikke at gøre brug af hele sin magt for at vinde sejr. „Visdom er bedre end våben“, når den er ovenfra. — Prædikeren 9:18.

 2. Hvorfor kan Jehovas vidner især bekræfte, at visdom er bedre end våben eller styrke?

² De sande kristne kendt som Jehovas vidner kan bekræfte denne sandhed. Ledet af visdommen ovenfra har de vundet en række sejre over verdslige nationer, der står væbnet med alle de nyeste krigsvåben. De kan gøre Paulus’s ord til deres egne: „Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker.“ (Jakob 3:17; 2 Korinter 10:4) Nogle bliver måske såret under kampen imod „den nuværende onde verden“, der „er i den ondes vold“, det vil sige Djævelens vold, men de overvinder alligevel forfølgelserne, pøbelsværmene, arrestationer og regeringsforbud, ja selv henrettelserne, fordi deres arbejde for Riget vokser, deres tal stiger og deres ret til liv i den nye verden befæstes. (Galaterne 1:4; 1 Johannes 5:19; Åbenbaringen 2:10) Herfor ærer de Gud, da det er hans beskyttelse og vejledende visdom, der bringer sejr. Ved synet af deres hærs lidenhed i sammenligning med en hel verden, der er bevæbnet til tænderne, påskønner de ordene i Prædikeren 9:14-16: „Der var en lille by med få indbyggere, og mod den kom en stor konge; han omringede den og byggede høje volde imod den; men der fandtes i byen en fattig mand, som var viis, og han frelste den ved sin visdom. Men ingen mindedes den fattige mand. Da sagde jeg: Visdom er bedre end styrke.“ Verden husker og forguder sine krigshelte, men den ville være bedre faren, dersom den ikke vendte sig bort fra og glemte visdommen ovenfra. — Prædikeren 7:12.

 3. Hvor genoptager vi drøftelsen af dramaet med Gideon og hans tre hundrede mand? Hvad kom det til at betyde, at Gideon gik ned i udkanten af fjendens lejr?

³ Princippet, at „visdom er bedre end våben“, kommer til sin ret i det profetiske drama med Gideon og hans tre hundrede krigere. Fra den forrige artikel vil det huskes, at de havde renset deres sind for ba’alsdyrkelse og sigtet de frygtagtige og dovne fra deres tal. Nu bestod den lille hær kun af tre hundrede mand, der stod over for en fjendtlig hær på 135.000 bevæbnede soldater. Situationen krævede krigssnilde. I lydighed mod Jehovas befaling gik Gideon — for at orientere sig om stemningen — ned til udkanten af midjanitternes lejr, hvor han overhørte en samtale, der udspandt sig mellem to mænd fra den fjendtlige hær. Den ene fortæller den anden om en drøm, han havde haft om et bygbrød, der rullede ned imod lejren og væltede et telt, og den anden fortolker drømmen og siger: „Det kan ikke betyde andet end israelitten Gideons, Joasj’s, søns, sværd; Gud har givet Midjan og hele lejren i hans hånd!“ Gideon vendte tilbage til Israels lejr og råbte: „Stå op, thi Jehova har givet midjanitternes lejr i jeres hånd!“ — Dommerne 7:9-15.

 4. Hvad erfarer de kristne i dag ved at orientere sig om fjendens stilling? Og hvad hører de af og til fjenden røbe?

⁴ Et bygbrød er ikke videre stort, men det væltede et telt. Gideons tre hundrede mand var få i sammenligning med den fjendtlige styrke, men de havde gennem denne drøm Guds ord for, at de ville slå midjanitterne på flugt. De salvede vidner i vor tid er forholdsvis få, men Jehova åbner deres øjne for de verdslige systemers afmagt. Som kristne orienterer de sig om fjendens stilling, og de ser kristenhedens religioners falske standpunkt, det politiske fordærv, finansfyrsternes pengebegær og militaristernes magtbegær. Mænd, der selv er inde i disse forhold, høres ofte beklage sig over de tilstande, der råder inden for religion, politik, handel og militærvæsen, og som alle synes at ønske en tredje verdenskrig iværksat. Med deres egen mund fordømmer fjenderne sig selv og roser fra tid til anden Jehovas vidner for deres retskaffenhed som skare betragtet og for deres nidkærhed som kristne. Ikke at de er for Jehovas vidner, men kendsgerningerne tvinger dem til disse omend modvillige indrømmelser og åbner deres øjne for håndskriften på væggen. (Daniel 5:5, 25-28; Lukas 19:22) Ligesom midjanittens drøm, er urokkeligt, kristent mod et tvefoldigt tegn: undergang for fjenden og udfrielse for den gudfrygtige tjener. „Lad jer ikke et øjeblik skræmme af jeres modstandere, thi jeres frygtløshed er dem et sikkert tegn på kommende undergang, men jer vil den være et varsel fra Gud om befrielse.“ — Filipperne 1:28, En Amer. Overs.

Krigsplanen og angrebet

 5. Hvordan og med hvilken udrustning begyndte Gideon angrebet?

⁵ Stå op! Gør jer rede til kamp! Gideon vender tilbage fra sin natlige inspektionstur og vækker sin lille hær op til kampiver. Han deler sin styrke i tre afdelinger med hundrede i hver og anbringer dem i position i nattens mulm og mørke. Ned ad Gilboas bjergskråninger kommer de, en række tavse skikkelser, der bevæger sig fremad, indtil de danner en cirkel uden om den sovende midjanitterlejr på Jizre’el-sletten. Alle tre hundrede er bevæbnede, ikke? Nej, ikke fra et militært synspunkt, tværtimod ville de nedkalde lattersalver og spot over sig fra hovmodige hærledere. Hver enkelt af dem havde et horn, en krukke og inden i krukken en fakkel. De havde hver især fået deres instrukser og bestemte plads i kæden, der stod opstillet omkring lejren, og ventede nu på et signal af Gideon. Da signalet lød, stødte de alle af deres lungers fulde kraft i hornet, slog krukken itu, hævede fakkelen og råbte: „Jehovas sværd og Gideons!“ — Dommerne 7:1, 15-20.

 6, 7. Hvor virkningsfuldt var dette ejendommelige angreb på midjanitterne?

⁶ Vild forvirring, rædsel og panik brød ud i midjanitternes lejr. Nattens stilhed sønderbrødes af stødene i de tre hundrede horn og råbene fra de tre hundrede mand, dens mørke sønderflængedes af faklernes mystiske flammer, og hertil kom, at alt kvæget i lejren buldrende tog flugten. Intet under, at den lille skare angribere indgød dem skræk. Råbene og hornsignalerne gjaldede hen over lejren og kastedes mod More-højens klippesider for atter at runge tilbage mod Gilboas bjerg. Idet larmen således fordobledes mange gange og ekkoet gav genlyd alle vegne, var det, som selve bjergene vågnede og istemte kampråbet mod Midjan. Denne ekkobølge slog fjenden i møde, da de søvndrukne tumlede ud af teltene og spærrede øjnene op ved synet af dansende flammer, der kastede mærkelige skygger over alle skikkelser og satte deres overtroiske fantasi i voldsom bevægelse. De troede, hornene tilhørte en vældig hær, der havde trængt sig helt ind i lejren, og derfor vendte midjanitterne deres sværd imod enhver, de mødte, og derfor imod deres egne. I forvirringen løb de ind og ud imellem hinanden og bidrog med deres egne råb til det øredøvende spektakel, indtil de til sidst fandt på at flygte ned til Jordan-floden mod deres eget land. Nervekrigen havde fået dem til at tabe besindelsen, og de vendte sig imod hverandre, førend de endelig styrtede bort. Skrækken spredte sig som pesten, og rædselen gav dem vinger til flugt. (5 Mosebog 20:8) Ingen krigslist var bedre udtænkt, bedre udført og gav større militært udbytte. Dommerne 7:20-22 lyder:

⁷ „Så blæste de tre afdelinger i hornene og slog krukkerne itu; men de holdt faklerne i deres venstre hånd og i deres højre hånd hornene for at blæse i dem, og de råbte: Jehovas sværd og Gideons! Og de blev stående, hvor de stod rundt om lejren, hver på sin plads. Da vågnede hele lejren, og de skreg op og flygtede. Og da de blæste i de 300 horn, satte Jehova den enes sværd mod den andens i hele lejren, og de flygtede.“

 8. Hvorfor blev midjanitterne og deres forbundsfæller så skrækslagne? Og hvorledes endte slaget for dem?

⁸ Ved at følge den krigsplan, Jehova havde givet gennem Gideon, og fordi Gud fik den skrækslagne fjende til at nedslagte hverandre, vandt israelitterne sejr uden brug af kødelige våben. „Visdom er bedre end våben.“ Råb og trompetstød indledede angrebet: „Gud steg op [imod fjenden] under jubel, Jehova under hornets klang.“ „Når I drager i krig i jeres land mod en fjende, der angriber jer, og blæser alarm med trompeterne.“ (Salme 47:6; 4 Mosebog 10:9) I almindelighed havde hver afdeling et horn, så derfor troede midjanitterne, da de hørte de mange horn, at de blev angrebet af tre hundrede afdelinger i stedet for kun af tre. Da det imponerende slag var forbi, var de undertrykkende midjanitter og deres medsammensvorne døde og Israel befriet for deres voldsherredømme.

 9. Hvad påstår de modbilledlige undertrykkere? Hvordan og hvornår er deres påstand blevet bestridt?

⁹ Nutidens midjanitter og deres forbundsfæller, Satans synlige redskaber, der hersker over og undertrykker jordens befolkning og i særdeleshed søger at underkue dem, som tjener Jehova, påstår at være de „højere magter“ eller „øvrighederne“, der omtales i Romerne 13:1. Men Kristi salvede rest, der står under den større Gideons, Kristi Jesu kommando, og som udgør modbilledet til de tre hundrede mand, bestrider denne påstand. Den 5. august 1928 vedtog 12.000 vidner forsamlet i Detroit, Michigan, en resolution, der hed „Erklæring imod Satan og for Jehova“. Den blev senere trykt på mange sprog og delt ud i millionvis. I denne resolution stod der: „Derfor vil vort feltråb være: Jehovas sværd og hans salvedes!“ Hele indholdet i denne resolution og i det offentlige foredrag „Folkenes Hersker“, der begge på det tidspunkt blev udsendt over en kæde af over 100 radiostationer i Amerika og Kanada, gik ud på, at Satan var denne verdens gud, og at der ikke fandtes nogen jordisk nation, der havde Jehova til gud. Den sandhed, at Jehova Gud og Kristus Jesus, og ikke de jordiske politikere, er øvrighederne, der nævnes i Romerne 13:1, blev klart fremholdt og forkyndt vidt og bredt fra året 1929 og fremefter og i særdeleshed i The Watchtower for 1. og 15. juni samme år. (Vagttaarnet 15. juli og 1. august)

10. Hvorledes støtter Jesu og de første kristnes stilling til dette spørgsmål nu Jehovas vidner i deres standpunkt?

¹⁰ Apostlene betragtede ikke de verdslige politikere som „øvrigheden“, ellers ville de ikke have sagt til dem: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Apostlenes Gerninger 5:29; 4:19) Jesus gjorde det heller ikke, tværtimod afslørede og afvæbnede han magterne og myndighederne inden for handel, politik og religion såvel som de usynlige dæmonmagter. (Mattæus 4:8-10; 6:19-21; 19:23, 24; 21:12, 13; 23:1-33; Lukas 13:31, 32; Johannes 8:44; 18:36; 19:10, 11; Kolossenserne 2:14-17) I de første kristnes bevidsthed var disse magter lige så døde som Ægyptens førstefødte, dengang den tiende plage ramte dem, hvilken plage var et billede på de verdslige magters død som de „højere magter“ eller indsatte „øvrigheder, vi har over os“. De modbilledlige førstefødtes („førstegrøden af hans manddomskraft“) død kommer for dagen, når Jehovas vidner for verdslige domstole og myndigheder siger: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — 5 Mosebog 21:17.

11. Hvordan gør sandheden nu de kristne frie, men slår vor tids midjanitter på flugt?

¹¹ Det var derfor med sandheden om de sande „øvrigheder“, at Jehovas vidner angreb nutidens midjanitter fra og med 1928, og med den afkastede de lænkerne, der engang med urette havde holdt dem nede i underkastelse under de verdslige herskere, selv hvad tilbedelse angik, fordi de troede, at disse herskere var indsat af Gud. Kundskaben om, at Gud og Kristus er øvrighederne, har brudt de verdslige myndigheders magt over de kristne i forbindelse med deres tilbedelse af Jehova. Efter at de har fået øjnene op for denne sandhed, bruger de med frimodighed feltråbet: „Jehovas sværd og hans salvedes!“

12. Hvorfor forekommer Jehovas vidner til trods for forholdsvis ringe antal alligevel fjenden som store skarer?

¹² Denne gamle verden og dens ledere befinder sig i et mørke lige så tæt som det, der dækkede Ægypten under den niende plage, og rundt om dens lejr og iblandt dem står der et forholdsvis lille antal af Jehovas vidner. Men disse vidner forekommer fjenden som store skarer, fordi den teokratiske organisation gør den bedst mulige brug af den lille hær, og hver enkelt bliver stående på sin anviste plads, nøjagtig ligesom Gideons tre hundrede mand „blev stående, hvor de stod rundt om lejren, hver på sin plads“. De oplæres og uddannes i teokratisk våbenbrug efter allerbedste mønster, og når den større Gideon lader sandhedens fakkelild og hornsignaler lyse og lyde fra templet, er de hurtige til at lade den skinne videre i denne formørkede verden og at lade deres røster høre som lovprisningshorn, idet de forvisser sig om, at tonen er klar og ren. Med nidkærhed udråber de sandhederne, der kan frigøre mennesker for grusomme undertrykkere. De salvede sammenlignes med lerkrukker, der er fyldt med det dyrebare lys, og for at lade dette lys skinne er de villige til at opbruge deres egne fysiske kræfter og endogså at lade deres legemer knuses af døden, som lerkrukker knuses af slag. Men deres liv er et lysende eksempel, og lyset tager stadig til. — 1 Mosebog 4:10; Salme 47:1; 69:10; 119:105; 150:3; Esajas 58:1; 60:1, 2; Jeremias 50:15; Mattæus 5:14-16; 1 Korinter 14:8, 9; 2 Korinter 4:6, 7; Hebræerne 11:4.

13. Hvorfor vil verden mene, at Jehovas vidner er dårligt udrustet til teokratisk våbenfærd? Men hvad bevidner slagets gang?

¹³ Verden vil måske synes, at Jehovas vidner er lige så dårligt udrustet til forkyndelsens tjeneste, som soldater, der er bevæbnet med fakler, krukker og horn, er det til krigstjeneste. De er ikke udrustet med den ortodokse religions lærdom eller har fået diplom fra en teologisk læreanstalt. De bruger ikke de ortodokse fremgangsmåder som for eksempel at sidde i en kirke og vente på, at menigheden skal komme til dem, eller studere verdens visdom og forfægte politik eller ombytte bibelens ord med trosbekendelser og ritualer eller organisere kirkelig selskabelighed eller hasardspil. Når Jehovas vidner begynder at tale og lader bibelens lys skinne frem, bliver modstanderne forvirrede og vrede og kan ikke stå sig imod sandhedens forkyndelse. (Johannes 7:15; Apostlenes Gerninger 4:13) Bibelens lys er for skarpt for fjenderne, der længe har sovet i mørke, så derfor famler de rundt som i blinde og forvirres af det fremmedartede budskab. Da de ikke kan finde fodfæste på bibelens grund, flyr de til tradition, trosbekendelser, ritualer og ceremonier og formvæsen, indtil de fuldstændig tager flugten fra Jehovas sande tilbedelses land. — Esajas 29:13, 14; Mattæus 15:1-9; 23:5; Kolossenserne 2:8.

14. Hvoraf kan man se, at fjenden er i forvirring og umuligt kan være de „højere magter“? I hvis øjne er de døde?

¹⁴ Da fjenderne ikke kan blive enige om, hvad de skal anklage Guds vidner for, kalder det ene land dem kommunister og det andet land dem imperialister, det ene år bliver de anklaget for at være nazister, det næste for at være „røde“. Verdensmagterne indbyrdes kan ikke enes, men bekæmper og bekriger hverandre og slår hverandre ihjel. Deres egne handlinger viser, at de kan ikke være „øvrigheden“, og deres egne forvirrede og indbyrdes stridigheder slår fødderne væk under en sådan påstand. De er i splid med sig selv og det både inden for de religiøse, kommercielle, politiske og militære magtfaktorer, og derfor må de falde, og de væltes omkuld af sandhedens budskab og af deres egen ukristelige handlemåde. De, som er blevet oplyst gennem bibelens sandheder, kan se, at kristenhedens ledere, der formodes at repræsentere Gud, kun ejer en død tro, en tro, der ikke er baseret på kundskab eller gjort levende gennem bibelske gerninger. I Guds øjne er de døde i overlagt synd, og de er så godt som døde i de kristnes øjne, idet disse ikke længere betragter dem som „øvrigheder“ indsat af Gud. (Mattæus 8:22; 12:25; Efeserne 2:1; Hebræerne 11:1; Jakob 2:26) Esajas skildrer deres „død“ således: „Jehova vor Gud, andre herrer end du har hersket over os; men dit navn alene priser vi. Døde bliver ikke levende, dødninger står ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et minde om dem.“ — Es 26:13, 14.

Andre slutter op om dem i kampen

15, 16. Hvad skete der med de andre israelitter, da midjanitterne begyndte at tage flugten? Og hvilken strid blev bilagt i fordragelighed blandt israelitterne?

¹⁵ I det forbilledlige drama drev det frygtløse angreb, der foretoges af Gideons tre hundrede mand, den skrækslagne fjende på vild flugt mod Jordan, og denne utrolige sejr indgød mod i andre israelitter, så de meldte sig til at sætte efter fjenden. Beretningen herom, og hvad der fulgte efter, er gengivet i Dommerne 7:23-25 og 8:1-3:

¹⁶ „Derpå stævnedes israelitterne sammen fra Naftali, Aser og hele Manasse, og de satte efter midjanitterne; og Gideon sendte bud ud i hele Efraims bjergland og lod kundgøre: Drag midjanitterne i møde og afskær dem adgangen til vandet lige til Bet-Bara ved Jordan. Da stævnedes alle efraimitterne sammen, og de afskar dem adgangen til vandet lige til Bet-Bara ved Jordan og tog midjanitternes to høvdinger Oreb og Ze’eb til fange; Oreb dræbte de på Orebs klippe, Ze’eb i Ze’ebs perse; og de forfulgte midjanitterne og bragte Orebs og Ze’ebs hoveder til Gideon hinsides Jordan. Men efraimitterne sagde til ham: Hvorfor handlede du således over for os, at du ikke kaldte os til, da du drog i kamp mod midjanitterne? Og de gik stærkt i rette med ham. Men han svarede dem: Hvad er min dåd i sammenligning med jeres? Er ikke Efraims efterhøst bedre end Abiezers vinhøst? I jeres hånd gav Gud midjanitternes høvdinger Oreb og Ze’eb, hvad har jeg formået i sammenligning med jer? Og da han talte således, lagde deres vrede sig mod ham.“

17, 18. Hvem sluttede op om kampen på Gideons tid? Og hvem udgør disse i profetiens opfyldelse?

¹⁷ Efter hovedangrebet udviklede slaget sig til et forfølgelsesslag, og efterhånden som kamppladsen bevægede sig ned mod Jordan, kom der forstærkninger fra Israel for at hjælpe de tre hundrede. De første, der spontant meldte sig, kom fra Naftali, Aser og Manasse. Det var fra disse stammer, at de 32.000 oprindelig var kommet, som prøverne, der sigtede de frygtagtige og selviske fra, havde bragt helt ned til tre hundrede mand. Nogle af dem, der nu meldte sig til kampen, havde sikkert været blandt dem, der udgjorde de 31.700, og som var blevet sendt hjem. Andre, som for eksempel efraimitterne, blev først stævnet sammen, efter at flugten var i fuld gang.

¹⁸ I opfyldelsen blev den salvede rest ved templet renset og lutret som en forberedelse til kampen, og da de til sidst var udrustet med tilstrækkelig sandhed til at slå Satans synlige repræsentanter på flugt fra den stilling, de uretmæssigt havde tiltaget sig som „øvrighederne“ i Jehovas land, begyndte de salvede angrebet. Ud fra bibelen beviste vidnerne, at verdensherskerne havde indtaget et område, der tilhørte Gud og Kristus. Deres frygtløse afsløring og den kendsgerning, at fjenden ikke kunne gendrive angrebet, fik andre til at indse, at Satans redskaber ikke kunne holde stillingen som de „højere magter“ eller „øvrighederne“. I disses øjne er verdensherskerne i deres egenskab af „højere magter“ eller „øvrighederne“ derfor døde. De fortalte det videre til andre, der igen fortalte det videre. På denne måde er myten om, at denne verdens undertrykkende herskere skulle være de „højere magter“, blevet aflivet med sandhedens sværd. Nogle af de første til at melde sig på den salvede rests side i begyndelsen af 1930’rne var sådanne, som godt kendte Jehovas vidner og var kommet til deres møder, men som den fortabte og selviske søn i lignelsen, havde de for en tid fulgt deres egne veje for at slippe lettest muligt fra det og for at nyde livet. (Lukas 15:11-32) Nu vender de tilbage til tilbedelsen af Faderen sammen med en stadig voksende skare mennesker, der for første gang bliver opfordret til at være med i den kristne kamp. Dette voksende antal er Herrens „andre får“, der efterhånden vil udgøre en stor skare af alle folkeslag, stammer, folk og tungemål. — Åbenbaringen 7:9-17.

19. Siden hvornår er de „andre får“ begyndt at vise sig som følge af den megen offentlige omtale?

¹⁹ Var det ikke efter de førstefødtes død i Ægypten, at den store hob folk sluttede sig til Israel i udvandringen? (2 Mosebog 12:38) Og var det ikke efter, at midjanitternes magt var blevet knægtet, at forstærkningerne sluttede sig til de tre hundrede mand? Således er det også efter den modbilledlige tiende plage og flugten, at de „andre får“ kommer frem. Sandheden om, at de „højere magter“ eller „øvrighederne“ er Gud og Kristus, blev kundgjort i 1928 og 1929, og lige siden er denne skelsættende sandhed gang på gang blevet brugt som en vigtig del af åndens sværd. Brugen af den har været en del af den stadig fortsættende kamp ned gennem årene, og det har givet anledning til megen offentlig omtale som følge af de tusinder af retssager, der er blevet ført imod de verdslige myndigheder i spørgsmål om retten til at forkynde eller til at stå frit med hensyn til flaghilsen, hilseformer, militærtjeneste o.s.v. Jo mere lyset skinnede, jo højere råbene og lovprisningshornene gjaldede, desto flere retsindige mennesker sluttede der sig til Jehovas vidners rækker.

20. Hvem afskar fjenden tilbagetoget i forbilledet og i modbilledet, og hvorfor tæller deres bestræbelser så meget?

²⁰ Midjanitterne og deres forbundsfæller havde indtaget det land, der skulle have været beboet af de sande tilbedere, de havde besmittet det, udplyndret og forarmet det, ladet det ligge øde og ufrugtbart hen. Men da de var blevet drevet på flugt af israelitter, der var blevet vækket op til nyt liv og havde fået fornyet styrke, og søgte tilbage til deres eget land, fandt de, at nye styrker mødte frem for at afskære dem ethvert tilbagetog. Disse nye troppestyrker, efraimitterne, øvede et sådant hærværk imod midjanitterne, at de endogså dræbte deres to høvdinger, Oreb og Ze’eb. Nu til dags er det inden for deres egne organisationer, at den flygtende fjende pludselig møder på modstand, fra selve deres egne rækker, og fjenden ved ikke, hvor han skal flygte hen. Efterhånden som budskabet vinder nyt land, tager tusinder og atter tusinder kampen op og viser andre, at verden for dem er død og uden livgivende håb af nogen art. Ligesom efraimitterne tager de deres plads i kampen der, hvor organisationens hoved anviser dem det. Det er der, hvor organisationen sætter os, at vore bestræbelser tæller mest, og hvor enhed i handling vil give de største resultater både for os selv og andre.

21. Hvilke tanker kan nogle af de „andre får“ gøre sig, når de først får øjnene op for den forret, det er at forkynde budskabet? Men hvilke kendsgerninger vil få dem til at forstå sagens rette sammenhæng?

²¹ Men hvad nu med efraimitternes klage over, at de, ikke var blevet tilkaldt før? I forbilledet var det Guds hensigt kun at bruge et begrænset antal til det indledende angreb, for at sejren med rette kun kunne tilskrives Jehova. (Dommerne 7:2-4) Således skyldes sejren over nutidens midjanitter heller ikke talmæssig overlegenhed, og intet kød kan rose sig for Gud. Sejren må være til Jehovas ære. Han har ikke brug for nogen skabning til at slå fjenden på flugt. Han kunne lade sandheden forkynde, ved at lade stenene råbe. (Lukas 19:40; 1 Korinter 1:29) Han udvalgte imidlertid en lille skare, en salvet rest, til at drive fjenden på flugt. Senere, efterhånden som flere og flere af de „andre får“ slutter op i rækkerne, kunne måske nogle beklage, at de ikke havde fået kundskab om bibelens sandheder noget før, så de kunne have haft større andel i forkyndergerningen. Men de forstår bedre grunden til, at de tilsyneladende er blevet opfordret så sent til at være med i kampen, når de hører, at det var Jehovas beslutning først at indsamle, prøve, sigte og dømme en salvet rest. — Johannes 10:16; 1 Peter 4:17.

22. Hvorledes svarede Gideon, og hvilket bibelsk princip anvendte han for at undgå indbyrdes stridigheder?

²² Med et mildt og taktfuldt svar stillede Gideon efraimitternes vrede. Han anvendte de principper, der kom til udtryk århundreder senere: „Kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed.“ „Agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv.“ (Ordsprogene 15:1; Romerne 12:10; Filipperne 2:3) Tiden var ikke inde til indbyrdes strid, så han vendte deres vrede bort ved at fremholde for dem den store andel, de havde haft i den endelige opnåelse af sejren, og tilføjede i storsindethed: „Hvad har jeg formået i sammenligning med jer?“ „Er ikke Efraims efterhøst bedre end Abiezers vinhøst?“ spørger han.

23. Hvorledes kan man i opfyldelsen sige, at den salvede rest foretog vinhøsten på fjendens vintræ, mens de „andre får“ kun er med til efterhøsten? Hvorfor betyder efterhøsten alligevel meget for opnåelsen af sejren?

²³ „Abiezer“ repræsenterede Gideons hus, og i dette drama peger det hen til den salvede rest af Kristi legemes lemmer. Satans jordiske organisation kaldes „jordens vintræ“, og i kampen mellem den og Jehovas vidner er det den salvede rest, der begynder slaget ved at forkynde sandheden. (Åbenbaringen 14:18-20) Det er restens frygtløse forkyndelse, der driver fjenden på flugt og mod sit endelige nederlag. På det tidspunkt, da de „andre får“ kommer med i kampen, er de fleste af det fjendtlige „vintræs“ falske frugter eller læresætninger blevet høstet, og der er kun efterhøsten tilbage. Derfor kommer de „andre får“ alligevel med i kampen på et kritisk tidspunkt, da der skal udføres et vigtigt arbejde, ligesom Efraims efterhøst medvirkede til at fange og dræbe de flygtende midjanitter og hindre enkelte i at undslippe, og derved bidrog de meget til den endelige sejr.

24. Hvorfor er der ingen grund til, at de „andre får“ skulle gå i rette med nogen, fordi de var længe om at komme i gang? Hvorfor er de tilfredse og glade over at være med til efterhøsten?

²⁴ Gideon anerkendte dette, ligesom den salvede rest i dag med glæde erklærer, at de „andre får“ nu udfører det største arbejde i forbindelse med at opspore og gøre det af med Satans synlige organisations frugter af både læremæssig og ideologisk art. De „andre får“ behøver ikke at gå i rette med nogen, fordi de var længe om at komme i gang. Efraimitterne må have vidst, at midjanitterne var i landet, at Gideon var i færd med at samle styrker sammen for at føre dem op imod fjenden, og de kunne i det mindste have tilbudt deres hjælp uden nødvendigvis officielt at være blevet opfordret dertil. Mange af de „andre får“, der førhen vidste besked med det arbejde, resten udførte, kunne have sluttet sig op om det. Det er ganske rigtigt, at de i 1920’rne ikke blev så kraftigt opfordret til at tage del i tjenesten, men at det først fandt sted senere, ligesom det var tilfældet med efraimitterne. Efter at være blevet oplyst derom forstår de „andre får“, hvorfor deres indsamling måtte vente, og at det var Jehovas hensigt først at indsamle den „lille hjord“, og de er fuldt ud tilfredse med Jehovas ordning i denne forbindelse og opfyldt af glæde over de lejligheder til tjeneste, de nu nyder, ligesom efraimitterne slog sig til tåls, dengang Gideon oplyste dem nærmere. Nu kommer de „andre får“ med ved afslutningen på forkyndelsen af evangeliet, efter at det har lydt i nitten århundreder og efter de modbilledlige førstefødtes død, og de fryder sig over, at dette efterhøstarbejde giver så rigt udbytte og bidrager i så høj grad til deres indsamling, som skal udgøre den store skare, der omtales i Åbenbaringen 7:9.

Sidste hånd på værket

25. Hvorledes stillede folkene i Sukkot og Penuel sig over for Gideon?

²⁵ Beretningen om den sidste fase af det forbilledlige slag fortsætter. „Da Gideon nåede Jordan, gik han og de 300 mand, der var med ham, over, udmattede og sultne. Han sagde da til folkene i Sukkot: Giv folkene, der følger mig, nogle brød, thi de er udmattede, og jeg er i færd med at forføre midjanitterkongerne Zeba og Zalmunna! Men høvedsmændene i Sukkot svarede: Har du allerede fået fat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine folk brød?“ Gideon drog videre og bad om det samme af folkene i Penuel og fik samme svar. Gideon fordømte både Sukkot og Penuel og fortsatte forfølgelsen af fjenden. — Dommerne 8:4-9.

26. Hvem stiller sig på samme måde over for den udmattede men stadig forfølgende rest?

²⁶ Den salvede rest har i mange år kæmpet sandhedens kamp imod løgnen, og selv om de bliver ældre og nær udmattelse, giver de ikke efter for kødets svagheder, men er skønt „udmattede“ stadig „i færd med at forfølge“ fjenden. Ofte kunne de trænge til det, som symboliseres ved „brød“ eller „et bæger koldt vand“. De, som nægter at hjælpe Kristi brødre, fordømmes af Kongen, der siger til dem: „Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke . . . gå bort til evig straf.“ (Mattæus 25:42, 46; 10:42) Sådanne blev forbilledligt skildret ved folkene i Sukkot og Penuel, og de vil lide samme skæbne.

27. Hvilken betragtningsmåde hengav mændene i Sukkot og Penuel sig til? Og hvorfor var de derfor et udmærket billede på „bukkene“ og den „onde tjener“?

²⁷ Indbyggerne i Sukkot og Penuel troede stadig, at midjanitterne muligvis ville vinde, og frygtede gengældelse, dersom de hjalp Gideons lille hær. Den flygtende hær opholdt sig nu i Karkor og var på 15.000 mand, det vil talmæssigt sige, at de var 50 mod 1, og for lidettroende mennesker, der kun dømte ud fra de ydre omstændigheder, og som var blinde for Jehovas almagt, der stod bag hans folk, havde Gideon i deres øjne kun ringe udsigt til at vinde. Folkene i Sukkot og Penuel betragtede endnu deres undertrykkere som deres retmæssige herskere og øvrigheder, som de burde underkaste sig. Hvor lig „bukkene“ og den „onde tjener“ i vore dage, der nægter at yde den salvede rest nogen hjælp og er ude af stand til at se, at bag disse Herrens brødre står Kristus og Jehova! De frygter stadig verdensherskerne, følger og ærer dem og anser dem for at være de højere magter eller „,øvrighederne“! Disse „bukke“ mener, at verdensorganisationen under Satan er, som den skal være, og at den vil fortsætte, og gør derfor fælles sag med den. Derfor kan vi både af forbilledet og modbilledet se, at flugten og forfølgelsen skiller folkene, idet nogle kommer frem og er med i kampen imod de sataniske undertrykkere, mens andre stiller sig på deres side, som med urette har tilranet sig Jehovas tilbedelsesdomæne. — Mattæus 25:31, 32.

28. Hvilke begivenheder slutter det profetiske drama med at omtale?

²⁸ Beretningen om det forbilledlige slags gang fortsætter: „Zeba og Zalmunna befandt sig imidlertid med deres hær i Karkor, henved 15.000 mand; det var alle dem, der var tilbage af østens stammers hær; de faldne udgjorde 120.000 våbenføre mænd. Og Gideon drog op ad teltboernes vej østen for No’ba og Jogbeha og slog hæren, der ikke anede uråd. Zeba og Zalmunna flygtede, men han satte efter dem og fangede de to midjanitterkonger Zeba og Zalmunna og slog hele hæren med rædsel.“ (Dommerne 8:10-12) Da Gideon sejrende vendte tilbage ad den vej, han havde forfulgt fjenden, straffede han på retfærdig vis mændene i Sukkot og Penuel og erfarede, at midjanitterkongerne Zeba og Zalmunna havde dræbt hans brødre, og han slog dem ihjel. — Dommerne 8:13-21.

29. Hvad bør de „andre får“ lægge sig på sinde, og hvorfor?

²⁹ Det var Gideon og hans tre hundrede mand, der indledede slaget under Jehovas ledelse; det var dem, som førte det til ende ved hans nåde. Således er det også den salvede rest, der spiller den ledende rolle i de kristnes synlige våbendyst imod Satans repræsentanter, idet de bliver brugt til at indlede den og fuldføre den, så vidt disse „sidste dage“ angår. Efraimitterne havde den forret at fange og dræbe midjanitterhøvdingerne Oreb og Ze’eb, men det blev Gideons lod at fange og ihjelslå Midjans to konger. Det vil være rigtigt af de „andre får“ at lægge sig disse ting på sinde, for at de til enhver tid kan påskønne deres forhold til den salvede rest, til organisationen og til Kristus Jesus og Jehova Gud. Den kendsgerning, at de nu på grund af talmæssig overlegenhed udfører den største del af vidnearbejdet, bør alligevel bevare dem ydmyge i deres forrettigheder og ikke for et øjeblik få dem til at ophøje sig selv over den salvede rest, under hvis direkte ledelse de arbejder. Ved således at bevare den rette sindsindstilling vil de aldrig blive fornedret eller tilintetgjort, således som tilfældet var med dem i Sukkot og Penuel. — Mattæus 23:12.

30, 31. Hvilke ligheder og modsætningspunkter er der i moderne våbenfærd og kristen våbenfærd?

³⁰ Som skildret var det på denne måde, at Guds folk på Gideons tid blev udfriet fra midjanitternes åg, nemlig ved en bevægelseskrig, der begyndte med et hovedangreb og derefter fortsatte, indtil de sidste fjender var aflivet. Gideon forfulgte slaget lige til dets ophør. For at understrege over for forkynderne vigtigheden af at gøre kampen fra dør til dør helt færdig vil det være godt at sammenligne moderne våbenfærd og kristen våbenfærd skridt for skridt og bemærke sig de højst forskellige resultater.

³¹ Mænd i denne gamle dødsdømte verden har ved Djævelens nåde i deres magt at dræbe millioner af mennesker. De har bakteriebomber, A-bomber og ser frem til at producere B-bomber. Mennesker, der ser hen til den nye verden, har ved Guds nåde magt til at vise millioner ind på livets vej. De har og forstår Guds ord, der flyder over med livets vand. Den gamle verden mobiliseres for at bringe død og anvender råvarer til pr. samlebånd at fremstille granater, bomber og giftgas. Den nye verdens tjenere mobiliseres til at fremstille det livgivende budskab ved opretholdelse af trykkerier, der udspyr bibler og bibelhåndbøger. Den gamle verden er organiseret til at udsende mandskab til at bemande tanke, skibe og flyvemaskiner, der udspyr død på slagmarken. Den nye verdens arbejdere er organiseret i kredse for at udbrede livets budskab og besøge folk fra dør til dør og vidne på gaderne hele verden over. Både den gamle og den nye verdens styrker foretager en efterhøst, men med hvilket forskelligt resultat!

32. a) Fremhold forskellen mellem den gamle verdens efterhøst og den nye verdens forkynderes arbejde. b) Fortæl om et billede, der illustrerer nødvendigheden af at foretage genbesøg og lede bibelstudier?

³² Den gamle verdens efterhøst består i at sende besættelseshære til landet, når sejren er vundet, og udplyndre, undertrykke, forlange erstatninger, indføre tvungent arbejde og oprette fængselslejre. Efter at rigsforkynderne har spredt deres bibelske litteratur, genbesøger de folk for at besvare deres spørgsmål og lede bibelstudier og vise de interesserede, hvordan de skal bære sig ad med at forkynde, og hjælpe dem med at kaste denne gamle verdens lænker af sig og åbne deres øjne for friheden i den nye retfærdsverden. Teokratiske forkyndere ved, at bibelens sandhed sammenlignes med vand, og at man kan sige, at der i en bibelhåndbog er et helt vandreservoir. Når vand står stille, bliver det dødt; det må flyde som en strøm for at holde sig klart og frisk. Derfor kommer forkynderne igen og opmuntrer folk til at lukke bøgerne op og lade budskabet gennem øjet strømme til hjernen og hjertet. Dersom sandhedens vand er blevet besmittet eller plumret af nutidens midjanitter, kan forkynderne få snavset til at synke til bunds og atter gøre vandet klart som krystal for den, som lytter. (Ezekiel 34:18, 19; Åbenbaringen 22:1, 17) Derfor må forkynderne komme tilbage til de interesserede, ikke alene for at forkynde den rene sandhed, men også for at fjerne smuds eller bagvaskende løgne, som de, der stadig opstiller sig som Kristi repræsentanter eller som de „højere magter“ eller „øvrighederne“, der er „indsat af Gud“, fremkommer med. En sådan teokratisk efterhøst er nødvendig for fuldstændig at udfri de undertrykte og standse de fjender, som søger at undslippe.

Sejrens frugter tilegnes Gud

33, 34. Hvoraf kan vi se, at midjanitternes nederlag afslutter det profetiske drama? Hvilke begivenheder er af belærende karakter?

³³ Det ser ud til, at med midjanitternes fuldstændige nederlag slutter dramaets profetiske betydning. Som en bekræftelse af rigtigheden heraf bør vi lægge mærke til, at folket umiddelbart efter den endelige sejr ønskede at gøre Gideon til konge over sig og efter ham hans efterkommere. (Dommerne 8:22, 23) Dette kunne ikke have nogen profetisk betydning, eftersom den større Gideon, Kristus Jesus, i modbilledet allerede var indsat som konge, inden den salvede rest blev indsamlet til kamp imod nutidens midjanitter, og Kristus heller ikke ville have nogen efterkommere til at herske i sit sted, som det foresloges i Gideons tilfælde. Efter at Gideon havde afslået kongedømmet for sig selv og sine sønner, gjorde han et modforslag, der blev modtaget, og som medførte visse begivenheder. Det profetiske drama var imidlertid færdigt, så disse begivenheder har heller ikke nogen profetisk karakter. Men de afslører et almindeligt princip og giver en vis anskuelsesundervisning, der er belærende i sin helhed. Beretningen fortæller:

³⁴ „Derpå sagde Gideon til dem: Jeg har noget at bede jer om: Enhver af jer skal give mig de ringe, der findes mellem hans bytte! Hine havde nemlig guldringe, thi de var ismaelitter. De svarede: Ja, vi vil gerne give dig dem! Så bredte han sin kappe ud, og enhver af dem lagde de ringe, der fandtes mellem hans bytte, derpå. Vægten af guldringene, som han havde bedt om, udgjorde 1700 sekel guld bortset fra halvmånerne, ørenringene og purpurklæderne, som midjanitterne bar, og kæderne på kamelernes halse. Gideon lavede deraf en efod, som han gav plads i sin fødeby Ofra; og alle israelitterne bolede med den, og den blev Gideon og hans hus en snare.“ — Dommerne 8:24-27.

35. Hvilke kendsgerninger står fast i forbindelse med Gideons sejr?

³⁵ Disse kendsgerninger står fast: Byttet fra sejren gik ikke til berigelse af den enkelte, men blev samlet sammen til at fremstille en efod. Dette var ikke en afgud, men en præstelig klædning, der blev brugt i tjenesten for Gud. (2 Mosebog 28:6-14) Ved at lave denne efod brugte han byttet til ære og anerkendelse af Jehova. Sådan var det også tilfældet, dengang israelitterne fik smykker fra ægypterne inden udvandringen og senere, da de opholdt sig i ørkenen, at dette guld og andre værdifulde ting bidrog til opførelsen af helligdommen, hvilket indbefattede tilvirkningen af præsternes efod. (2 Mosebog 11:2; 12:36; 35:5, 21-29; 36:5-7) Israel bedrev åndeligt hor med den efod, Gideon havde fremstillet, ved at tilbede den, og den blev en snare for Gideon og hans hus. Men det er ganske afgjort, at Gideon lavede ikke denne efod, for at den skulle blive genstand for afgudsdyrkelse. Til Jehovas ære havde han nægtet at tage imod kongedømmet og henledte i stedet for opmærksomheden på efoden som repræsenterende Gud. Men folket tilbedte med urette efoden fremfor det, den repræsenterede, ligesom Israel gjorde det med den kobberslange, Moses med rette havde fremstillet, og som senere blev gjort til en afgud. (4 Mosebog 21:9; 2 Kongerne 18:4) Efoden tjente ikke det formål, hvortil den var lavet, og blev oven i købet „en fare for Gideon og hans hus“, men beretningen siger intet om, at Gideon tilbad den. (Dommerne 8:27; Moffatt) Gideon døde godkendt af Gud, og der fandt ingen ba’alsdyrkelse sted i Israel i hele resten af hans levetid. — Dommerne 8:33; Hebræerne 11:32.

36. Hvilket almengyldigt princip understreges af Gideons adfærd? Og hvorledes anvender Jehovas vidner nu til dags dette princip?

³⁶ Hovedprincippet går ud på, at enhver frugt af teokratiske sejre burde tilegnes Jehova og ikke virke til ophøjelse af nogen enkeltperson eller organisation. Israelitterne fratog midjanitterne deres fine klæder og smykker. Ligeledes fratager forkyndelsen af sandheden verdenslederne inden for religion, politik, handel og militærvæsen deres påstand om at være de „højere magter“, hvormed de hidtil har smykket sig, den fjerner dem fra deres høje stade, fratager dem den anseelse og forgudelse, de har nydt, og de mister de smigrende titler, der har gjort, at de tog sig ud i andres øjne. Ethvert tjenesteprivilegium, de kunne have ejet, er forbi, fordi de brugte deres embeder til at ophøje sig selv. Sådanne æresbevisninger overføres ikke til de sandhedsforkyndende vidner, men gives og bruges til Jehovas ære. Når de retsindige lærer sandheden at kende, giver de ikke længere sådanne uretmæssige titler og gunstbevisninger til dem, de førhen så op til, men de giver Jehova al ære og skænker Gud og Kristus alle forherligende navne som for eksempel „fader“ og „højere magter“ eller „øvrigheder“. — Job 32:21, 22; Salme 150:6; Esajas 42:8; Mattæus 23:9.

37. Hvad kan vi lære af disse begivenheder? Og hvad bør de advare kristne om?

³⁷ Hvad vi kan lære af de begivenheder, der fulgte efter den profetiske del af dramaet, er, at sejrens frugter aldrig bør tilbedes. Enhver forøgelse eller vækst i forkynderantallet som følge af vor prædiken af evangeliet bør aldrig tilskrives mennesker eller nogen synlig organisation, og arbejdets omfang bør heller ikke give anledning til menneskeligt praleri. Al fremgang skyldes Jehova Gud og Kristus Jesus og bør tilskrives dem til Jehovas navns ophøjelse. En landmand sår sæden, vander og luger, men er det ham, der får sæden til at spire og gro og til sidst bære frugt? Skyldes dens vækst ikke Skaberen? Apostelen Paulus satte sådanne på plads, som tilskrev mennesker æren for væksten inden for organisationen ved hjælp af en illustration og sagde: „Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst.“ (1 Korinter 3:6, 7) Forkynderne kan plante sandhedens sæd og vande den gennem genbesøg og bibelstudium, men det er Gud, der samler de nye ind og giver væksten til den synlige organisation af forkyndere.

38. Hvad bør man huske på i forbindelse med organisationer i al almindelighed? Hvorfor vil Jehovas synlige organisation ikke nu lade sig fange i denne snare?

³⁸ Der er en ting, man bør huske på i forbindelse med organisationer. Når de er unge og må kæmpe sig frem, da er nidkærheden stærk og evangelisk; men har de først vundet sig en position og er blevet stærke og rige og ansete, så mister de deres ungdomsstyrke og bliver efterladende, fede, træge og peger med stolthed på deres storhed og sætter organisationens direktiver over Guds befalinger. Det er, hvad der er sket med de store og rige ortodokse kirker i kristenheden. Organisationen bliver tjent og tilbedt i stedet for ham, som den påstår at repræsentere, Jehova Gud. Denne snare vil ikke hilde Jehovas rensede folk. Deres voksende, synlige organisation fylder dem ikke med en stolthed, der går forud for fald, men tjener til at minde dem om, at Jehova leder og velsigner arbejdet, og at hans tid nu er inde til at indsamle frugterne af forkyndergerningen. — Ordsprogene 16:18.

39. Hvordan er organisationer, der har påstået at tjene Gud, blevet hildet i denne snare?

³⁹ Men derfor er det alligevel rigtigt for alle at tænke på, hvilken snare synlige organisationer kan være. Tænkte ikke nogle af israelitterne for højt om de synlige ting, da de klagede over, at det nye tempel, der blev genopbygget efter det babyloniske fangenskab, ikke kunne måle sig med Salomos tempel i herlighed? (Haggaj 2:3) På Jesu tid og i tiden derefter var nogle jøder overmåde stolte af det synlige tempel og tilskrev det for stor betydning. De blev kraftigt påmindet om, at Gud ikke bor i templer, der er gjort af menneskehænder. (Mattæus 23:18-22; 24:1, 2; Apostlenes Gerninger 7:48; 17:24) Den første kristne organisation var en frugt af Kristi Jesu forkyndergerning, men den faldt fra, blev verdslig og indflydelsesrig, og kun en rest forblev tro imod Gud. (Apostlenes Gerninger 20:29; 2 Peter 2:1) Den romersk-katolske kirke, som voksede frem af dette frafald, er i sandhed blevet hildet i denne snare og praler med sin størrelse, rigdom og magt og tilbeder sig selv, sine traditioner og læresætninger og sine gejstlige ledere i stedet for Jehova Gud. I 1918, dengang Kristus kom til templet for at holde dom, blev mange af dem, som da stilede efter at få adgang til Riget, renset ud, hovedsagelig fordi de tilbad Elias-periodens organisation og tilsynsmænd, og denne tilbedelse holdt de fast ved til trods for det tiltagende lys, og det vakte Guds mishag. De blev fanget i snaren og fjernet fra Jehovas tjeneste. — Zakarias 13:8, 9; Mattæus 24:48-51.

40. Hvorledes kan den salvede rests vækst sammenlignes med Gideons lille hærs, indtil angrebet på Midjan fandt sted?

⁴⁰ Den synlige organisation, der nu vokser sig stor og har fremgang, er blevet renset for sådanne besnærende skikke som mennesketilbedelse. Væksten tilskrives Jehova Gud, den kommer ikke ved menneskelig magt eller styrke, men ved Guds ånd. (Zakarias 4:6) I det forbilledlige drama begyndte Gideon alene. Derpå omstyrtede han ba’alsalteret sammen med ti medhjælpere, og siden meldte der sig tusinder hos ham, der blev sigtet ned til tre hundrede mand til brug i kampen mod Midjan. Hans styrke voksede fra een til elleve og derefter til tre hundrede og een. (Dommerne 6:11, 27; 7:7) På lignende vis voksede den salvede rests antal lige fra det tidspunkt, dommen begyndte i templet, indtil de indledende hornsignaler, der omstyrtede verdensherskerne som de „højere magter“, begyndte. I 1918 var der gennemsnitlig 3868 forkyndere ude om måneden. I 1928 var der 23.988.

41. Hvilke forøgelser har der fundet sted, efter at nutidens midjanitters flugt er taget til, og hvorfor stiger tallene stadig?

⁴¹ Derefter tog nutidens midjanitters flugt til, og i løbet af 1930’rne sluttede de „andre får“ op i kamprækkerne, så at forkynderantallet steg til 47.143 i 1938. I stadig voksende antal meldte de sig i de næste ti år, indtil der i 1948 var 230.532, der deltog regelmæssigt i tjenesten. Men i 1949 voksede antallet til 279.421 med et rekordtal i een måned på 317.877. For al denne fremgang takker Jehovas vidner Gud og ærer ikke nogen menneskelige redskaber derfor. Jehova Gud forudsagde, at der ville finde en sådan forøgelse af tilbedere sted, og at de skulle komme fra alle nationer som fåreflokke eller skyer af duer, der formørkede himmelen, så mange skulle de være. De kommer ind i Jehovas organisation, og portene står åbne for dem både dag og nat. Og hvorfor stiger tallet på de indsamlede til stadighed nu? Skyldes det særlig klare hjerner inden for den synlige organisation? eller mere effektive arbejdsmetoder? Nej; Herrens „andre får“ flokkes nu til organisationen, fordi Guds tid er inde til at fremme deres komme: „Enhver i dit folk er retfærdig, . . . Den mindste bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Jeg er Jehova; når tid er inde, vil jeg fremme det i hast.“ — Esajas 60:1-22.

42. Hvem tilskrives denne vækst? Og hvorledes udrustes de „andre får“ til kampen?

⁴² Efterhånden som organisationen vokser, bruges det nye mandskab til Jehovas ære. De holdes ikke nede som en skare lægfolk, der skal støtte og opretholde en præsteklasse. Der er ingen klasseforskel eller personsanseelse i Guds synlige organisation, alle er underlagt Gud og Kristus. (Mattæus 23:8; Apostlenes Gerninger 10:34) Som den salvede rest før dem studerer de nye „andre får“ Guds ord hos sig selv og sammen med andre for at rense deres sind for falsk religiøs besmittelse. De giver agt på bibelens anvisninger og er glade for belæring fra den synlige organisation. Som forkyndere indtager de deres plads i rækkerne og rykker frem skulder ved skulder ved den salvede rests side, idet de henter trøst fra disse ord: „Lovet være Jehova, min klippe, som oplærer mine hænder til strid, mine fingre til krig, min miskundhed og min fæstning, min klippeborg, min frelser, mit skjold og den, jeg lider på.“ — Salme 144:1, 2.

43. Hvad vil alle Jehovas tjenere på jorden nu sige og gøre? Og hvad vil deres kampråb tilkendegive?