Hellig tjeneste her i „endens tid“
1. Hvordan ved vi at vi lever i „endens tid“, og hvad siges der i Daniel 12:4 herom?
I LYSET af de bibelprofetier der nu er blevet åbnet, behøver vi ikke at have svært ved at forstå at vi lever i den „endens tid“ der er blevet forudsagt. Om netop denne kritiske periode siger profetien i Daniel 12:4: „Men du, Daniel, sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid! Mange skal granske i den, og kundskaben skal blive stor.“ Den ’store skare’ der beskrives i Bibelens sidste bog har nydt godt af at kundskaben om og forståelsen af Bibelen er vokset. — Åb. 7:9-17.
2. (a) Hvorfor har det betydning hvordan ’den store skare’ yder „hellig tjeneste“? (b) Hvordan adskiller det græske ord der oversættes med ’at tjene’, sig fra det ord der gengives med ’yde hellig tjeneste’?
2 Lige siden ’den store skare’ begyndte at blive indsamlet i 1935, har den ’ydet hellig tjeneste’ for Jehova Gud. Måden de gør dette på har stor betydning. Hvorfor det? På grund af det Jesus Kristus sagde til sine 11 trofaste apostle den sidste aften han var sammen med dem: „Jeg har sagt jer disse ting for at I ikke skal bringes til snublen og fald. Man vil udstøde jer af synagogen. Ja, den time kommer da enhver som dræber jer vil mene at han har ydet Gud en hellig tjeneste.“ (Joh. 16:1, 2) I stedet for „hellig tjeneste“ siger Seidelin „en hellig handling“; The New English Bible taler om „en religiøs pligt“, og Rotherhams oversættelse The Emphasised Bible bruger udtrykket „gudstjeneste“. Alle disse udtryk er en oversættelse af det græske navneord latreiʹa. Som udsagnsord hedder det latreuʹein. Dette ord adskiller sig fra det græske udsagnsord diakoneinʹ, som betyder „at tjene“, men også bruges om ganske hverdagsagtige ting, som det fremgår af Mattæus 8:15 („sørge for“).
3. Hvorfor mente de jøder der holdt sig til Lovpagten ikke at det var forkert af dem at dræbe Jesus og forfølge hans disciple?
3 Saulus fra byen Tarsus i Lilleasien var en vildført jøde der var med til at forfølge de kristne, indtil han blev omvendt. Han omtalte sine landsmænd, jøderne, som „israelitter, hvem antagelsen som sønner og herligheden og pagterne og lovgivningen og den hellige tjeneste [latreiʹa] og løfterne tilhører, hvem forfædrene [Abraham, Isak og Jakob] tilhører og fra hvem Messias stammede efter kødet“. (Rom. 9:4, 5) Disse vantro jøder holdt fast ved „den hellige tjeneste“ der var beskrevet i Lovpagten, og mente derfor ikke at det var forkert af dem at pælfæste Jesus Kristus og forfølge hans trofaste disciple lige til døden.
4. Hvad siger Paulus om præsternes tjeneste i teltrummene, og hvad skildrede disse handlinger?
4 Så længe Lovpagten var i kraft var det helt på sin plads at yde den foreskrevne „hellige tjeneste“, og denne tjeneste var fuldt antagelig for Gud. Apostelen Paulus omtaler den derfor respektfuldt med disse ord: „Vel havde jo også den første pagt bestemmelser vedrørende en hellig tjeneste [latreiʹa] og havde et helligt sted her på jorden. Der blev jo bygget et første teltrum, hvori lampestanderen og også bordet og de fremlagte brød var; og det kaldes ’det Hellige’. Men bag det andet forhæng var det teltrum der kaldes ’det Allerhelligste’. . . . Efter at disse ting er blevet bygget således, går præsterne til stadighed ind i det første teltrum for at udføre de hellige tjenester [latreiʹa].“ (Hebr. 9:1-6) Den hellige tjeneste var altså dengang et ceremoniel der blev udført i forbindelse med de ofre der bragtes til gavn for Israels folk. Den havde ikke noget at gøre med folkets daglige gøremål. Og som apostelen Paulus peger på, var hele denne „hellige tjeneste“ under den gamle lovpagt et forbillede; den skildrede forskellige forhold under den kristne ordning.
5. Sigter Paulus til dagligdags ting med ordene i Romerbrevet 12:1? Hvad kalder han det?
5 Paulus kommer nærmere ind på det i sit brev til de kristne i Rom, hvor han skriver: „Derfor beder jeg jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste [latreiʹa]. Og ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning.“ (Rom. 12:1, 2) Den form for ofre de skulle bringe, skulle altså være noget ud over det sædvanlige, noget der almindeligvis ikke blev udført af de ikke-kristne i den verdslige tingenes ordning.
6. Hvad forpligtede israelitterne sig til at gøre over for Gud da de indtrådte i Lovpagten, og hvad sagde martyren Stefanus herom?
6 Efter at Israels folk var blevet udfriet af trællehuset i det gamle Ægypten, pålagde Gud det at udføre hellig tjeneste for ham efter et bestemt, organiseret mønster. Den kristne martyr Stefanus sagde det sådan: „’Og den nation som de skal trælle for, vil jeg dømme,’ sagde Gud, ’og efter dette vil de komme ud og yde mig hellig tjeneste [latreuʹein] på dette sted.’“ (Apg. 7:7) Dengang israelitterne med Moses som mellemmand indgik en pagt med Jehova Gud, Lovpagten, forpligtede de sig til at yde hellig tjeneste for ham. Men senere valgte de fleste af disse israelitter, der havde bundet sig til pagten, at tilbede andre guder. Det gik som Stefanus videre sagde: „Da vendte og overgav Gud dem til at yde himmelens hær hellig tjeneste [latreuʹein], sådan som der står skrevet i profeternes bog: ’Det var ikke mig I bragte offerdyr og slagtofre i fyrre år i ørkenen, vel, Israels hus?’“ — Apg. 7:42.
7. (a) Hvad sagde Paulus at jøderne ydede for Gud for at de kunne erfare opfyldelsen af Guds løfte? (b) Hvad sagde Paulus at han gjorde i overensstemmelse med det som jøderne kaldte en sekt?
7 Mange år efter at Jehova Gud havde ophævet Lovpagten med det kødelige Israels folk, sagde apostelen Paulus da han blev forhørt af kong Agrippa i Kæsarea: „Vort tolvstammefolk håber at nå frem til opfyldelsen af [Guds løfte til forfædrene] ved intenst at yde ham hellig tjeneste [latreuʹein] nat og dag. Det er angående dette håb, konge, jeg anklages af jøder.“ (Apg. 26:7) På grund af denne beskyldning havde Paulus åbent sagt til den romerske landshøvding Feliks, mens hans jødiske anklagere var til stede: „Jeg indrømmer dette over for dig, at jeg, i overensstemmelse med den vej som de kalder en ’sekt’, således yder mine forfædres gud hellig tjeneste [latreuʹein], idet jeg tror på alt det der står i Loven og det der er skrevet hos Profeterne.“ — Apg. 24:14; 28:22.
8. (a) Hvad er det for en „sekt“ som også ’den store skare’ i dag tilbeder Jehova i overensstemmelse med? (b) Hvorfor er der stor fare for at yde en misforstået form for „hellig tjeneste“, og hvad kan beskytte os, ifølge Paulus?
8 Denne „sekt“ — der af jøderne blev anset for at være kættersk — var kristendommen, og det var i overensstemmelse med den at Paulus tjente Jehova. (Apg. 11:26; 1 Pet. 4:16) De der i dag hører til ’den store skare’ siger offentligt at de er kristne vidner for Jehova, hvorfor de også må være meget omhyggelige med hvordan de søger at yde Jehova hellig tjeneste. Lige siden ’endens tid’ begyndte ved afslutningen af „hedningernes tider“ i 1914, er der kommet flere og flere falske guder og falske herrer. (Luk. 21:24, da. aut.) Allerede for over 1900 år siden fandt Paulus det nødvendigt at advare de kristne i Rom, rigets hovedstad, mod de frafaldne jøder der „ombyttede Guds sandhed med løgnen og dyrkede skabningen og ydede den hellig tjeneste [latreuʹein] fremfor Skaberen“. (Rom. 1:25) Han pegede også på hvad der kunne beskytte dem mod at henfalde til en misforstået form for hellig tjeneste: „Selv om der også er såkaldte ’guder’, enten i himmelen eller på jorden, sådan som der er mange ’guder’ og mange ’herrer’, så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, og vi til ham; og der er én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle ting er, og vi ved ham.“ — 1 Kor. 8:5, 6.
Hvordan og hvornår ydes den hellige tjeneste?
9. Hvornår blev det forkert at søge at yde Gud „hellig tjeneste“ efter Moseloven, og hvorfor?
9 I de 1545 år hvor jødefolket var underlagt Lovpagten, nemlig fra 1513 f.v.t. til 33 e.v.t., ydede de trofaste jøder en „hellig tjeneste“ der var antagelig for Jehova Gud. Men da Lovpagten blev afskaffet idet den herliggjorte Jesus Kristus blev mellemmand for en ny pagt i himmelen i år 33, var det ikke længere gennem den mosaiske lovpagt man skulle yde en hellig tjeneste for Jehova; han var den nye pagts Gud. (Hebr. 8:10-13) Hvis jødernes gudsdyrkelse skulle være antagelig for Jehova Gud, skulle den udføres gennem den mellemmand der var større end Moses, nemlig Guds søn Jesus Kristus, ’Abrahams sæd’. (Gal. 3:16) Dette blev allerede omtalt en forårsdag i år 2 f.v.t., da en jødisk præst ved navn Zakarias gav sin kun otte dage gamle søn navnet Johannes.
10. (a) Hvad sagde Zakarias, den dag hans søn blev omskåret, at Gud ønskede hans tjenere skulle gøre? (b) Hvem blev Johannes en forløber for i medfør af denne edsvorne pagt?
10 Zakarias fortalte da under inspiration at Gud ville „øve barmhjertighed i forbindelse med vore forfædre og huske sin hellige pagt, eden han tilsvor vor forfader Abraham, om at give os det privilegium når vi var friet af fjendehånd, frygtløst at yde ham hellig tjeneste [latreuʹein] med loyalitet og retfærdighed for hans øjne alle vore dage“. (Luk. 1:59-75) Denne søn af Zakarias — Johannes — blev en forløber for Jesus Kristus, som Gud benyttede til at opfylde det pagtsløfte han havde givet Abraham og bekræftet med en ubrydelig ed. — 1 Mos. 12:3; 22:15-18; Gal. 3:8, 16; Hebr. 6:13-17.
11. (a) Hvor er det ’den store skare’ søger at yde Gud „hellig tjeneste“ i dag? (b) Hvilket spørgsmål giver Første Korinterbrev 10:31 anledning til med hensyn til denne ’store skare’?
11 ’Den store skare’ har allerede nydt velsignelserne gennem Abrahamspagten, og de befinder sig nu i Jehovas åndelige tempels jordiske forgårde, hvor de frygtløst søger at ’yde hellig tjeneste’ for Abrahams Gud. Men hvordan gør de det? Med sine ord i Første Korintherbrev 10:31 henvender apostelen Paulus sig både til resten af de 144.000 åndelige israelitter og til dem der skulle høre til ’den store skare’. „Derfor,“ siger han, „hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget andet, gør alt til Guds herlighed.“
12. Kan disse handlinger siges at være ’en hellig tjeneste’ fordi vi ser anderledes på dem end andre og fordi vi udfører dem som kristne vidner for Jehova?
12 Mener apostelen Paulus nu med disse ord at alt hvad vi i dag gør som kristne automatisk er ’en hellig tjeneste’ [latreiʹa], fordi vi ser anderledes på disse ting end andre gør? Nej, hvorfor skulle det forholde sig sådan? Når vi spiser, drikker, sover eller gør alle de andre ting som mennesker må gøre for at opretholde livet, hvem er det da egentlig vi tjener? Det er os selv. Når vi gør disse ting, har vi ganske vist Guds herlighed i tanke. Det viser vi ved ikke at spise så umådeholdent at vi bliver syge af det, eller bliver kaldt frådsere; vi drikker heller ikke så meget alkohol at vi bliver berusede af det; og vi hengiver os ikke til så megen søvn at vi bliver ugidelige eller efterladende. Men — når vi som kristne vidner for Jehova spiser, drikker eller sover, nøjagtig som alle andre mennesker gør det, uanset hvilken tro de bekender sig til, kan vi da påstå at disse elementære og nødvendige handlinger i vort tilfælde automatisk er ’en hellig tjeneste’? Nej, hvorfor skulle de være det?
13. Hvorfor forholder det sig anderledes når de salvede vidner for Jehova højtideligholder Herrens aftensmåltid hvert år på den rigtige dato?
13 Helt anderledes forholder det sig med de salvede vidner for Jehova når de fejrer Herrens aftensmåltid en gang om året. Når de denne forårsaften, den 14. nisan, spiser af det usyrede brød og drikker af den røde vin, da handler de i lydighed mod Jesu Kristi befaling, og disse handlinger har den dybe betydning han selv tillagde dem. Det er altså en central del af den „hellige tjeneste“ disse medlemmer af Kristi åndelige legeme yder Gud. — 1 Kor. 11:20-26; Matt. 26:26-30; Luk. 22:19, 20.
14. Hvorfor er det klogt af os at gøre som der står i Romerbrevet 13:1-7? Når vi gør det, adskiller vi os da fra andre lovlydige borgere?
14 Men når alle de kristne vidner for Jehova gør de ting Paulus pålægger dem i Romerbrevet 13:1-7, så gør de kun hvad der kræves af enhver anden indbygger, fastboende eller midlertidig, i et land. Som respektable og ordentlige mennesker er det rigtigt af os at leve sådan, og dette skåner os for at få vanskeligheder med „de højere myndigheder“. Vi har dog også mere ophøjede motiver til det: Vi vil gerne bevare en god samvittighed; og vi forstår hvad der er rigtigt og passende. Men selve det at vi nu, som kristne vidner for Jehova, følger denne livsførelse, forvandler ikke automatisk vor gode adfærd til at være det der i bibelsk forstand kaldes „hellig tjeneste“. Alle andre lovlydige mennesker gør det samme, skønt de måske har andre motiver til det.
15. Hvis mennesker indfører forbud mod vor tilbedelse af Jehova, og vi trodser disse forbud og således gør noget som andre borgere ikke gør, udgør dette da en hellig tjeneste? Hvorfor?
15 Men lad os nu antage at myndighederne i et land forbyder os at udføre vor hellige tjeneste som kristne vidner for Jehova. Hvordan vil det da forholde sig hvis vi gør Kristi apostles ord til vore: „Vi må adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“? (Apg. 5:29) Hvis vi, på trods af forbud, fortsætter med at gøre noget som alle andre borgere ikke gør, fordi vi vil gøre hvad Gud befaler sine indviede og døbte vidner, da vil dette være en hellig tjeneste for ham. Og det gælder uanset om myndighederne og landets øvrige indbyggere fordømmer det som ulovligt og forkasteligt.
16. Hvilket eksempel på denne obligatoriske „hellige tjeneste“ får vi i Hebræerbrevet 10:23-25?
16 Guds ord giver os for eksempel dette bud: „Lad os holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb uden vaklen, for trofast er han som gav løftet. Og lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ — Hebr. 10:23-25.
17. Hvis „de højere myndigheder“ indfører love der forbyder os at følge Guds formaninger, betyder det da at vor tjeneste ikke længere er hellig?
17 Der er ingen tvivl om at vor lydighed mod denne inspirerede formaning er en hellig tjeneste for Jehova Gud, den Allerhøjeste, skønt vor lydighed kan påføre os forfølgelse og lidelser. „De højere myndigheder“ kan stemple det som ulovligt, men det ændrer ikke sagen. — 2 Tim. 2:8-10.
18. Hvilket rige har „den offentlige bekendelse af vort håb“ at gøre med, og hvilken befaling af Jesus må vi derfor tage til os?
18 „Den offentlige bekendelse af vort håb“ har at gøre med Guds Messiasrige der vil herske til velsignelse for alle jordens slægter. Angående denne „offentlige bekendelse“ sagde Jesus i sin profeti om „afslutningen på tingenes ordning“ disse ord, der samtidig er en befaling: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden [teʹlos] komme.“ (Matt. 24:3, 14) „I vil . . . blive stillet for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem. Og det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ — Mark. 13:4, 9, 10.
19. Hvem skal opfylde disse profetiske ord, og hvad er denne handling en del af?
19 Hvem skal gøre som der siges i disse profetier, så ordene kan blive opfyldt? De indviede, døbte disciple af den der udtalte profetien, Jesus Kristus, dem profetien også var stilet til. At de forstår hvad der er deres pligt og tager del i opfyldelsen af disse profetier, er en del af den „hellige tjeneste“ de ikke skal vige bort fra.
20. Hvad sagde Jesus til sine disciple på et bjerg i Galilæa for at understrege at de måtte udføre denne „hellige tjeneste“, og hvad må de der lever ved „afslutningen på tingenes ordning“ derfor gøre?
20 For at give denne befaling — at hans disciple skulle udføre „hellig tjeneste“ — yderligere vægt, viste den opstandne Jesus sig for omkring 500 af sine disciple på et bjerg i „nationernes Galilæa“ og befalede dem: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen [synteʹleia] på tingenes ordning.“ (Matt. 28:19, 20; 4:15; 1 Kor. 15:6) Siden „hedningernes tider“ ophørte i 1914 har vi levet i „afslutningen på tingenes ordning“. Alle vi der er indviede, døbte disciple af den opstandne Jesus Kristus, som har fået overdraget al myndighed, har derfor fået befaling til at udføre denne „hellige tjeneste“. Vi må gøre dette arbejde lige til „afslutningen på tingenes ordning“ er forbi, og aldrig lade hænderne synke.
21. (a) Hvilke privilegier vil de der får adgang til det himmelske ny Jerusalem, få? (b) Hvilke velsignelser vil blive tildelt dem af ’den store skare’ der viser sig trofaste til afslutningen af ’den store trængsel’?
21 Om de 144.000 åndelige israelitter, der får adgang til den himmelske by, det ny Jerusalem, står der skrevet: „Der vil ikke mere være nogen forbandelse. Men Guds og Lammets trone vil være i byen, og hans trælle vil yde ham hellig tjeneste [latreuʹein]; og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander.“ (Åb. 22:3, 4) De trofaste, lydige mennesker der udgør ’den store skare’ vil opleve den velsignelse at komme ud af „den store trængsel“ som vil danne afslutning på denne „endens tid“. Under Guds lams tusindårige styre vil de blive ved med at ’yde hellig tjeneste for Gud’ i hans åndelige tempels jordiske forgårde. „Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ — Åb. 7:9-17.
[Illustration på side 20]
For jøderne havde „hellig tjeneste“ altid at gøre med den tilbedelse de udførte i lydighed mod Lovpagten
[Illustration på side 21]
For os indbefatter „hellig tjeneste“ det at vi bevarer vor lydighed mod Gud under forfølgelse, offentligt bekender vort håb, samt underviser og gør disciple