Højtid med festblus
1. Hvordan var Jerusalem illumineret under løvhyttefesten, og hvad gjorde nogle af jøderne mens dette stod på?
UNDER løvhyttefesten var Jerusalem, den store Konges by, illumineret. (Matt. 5:35) Ved nattetid åbenbarede der sig et usædvanligt skue i Herodes’ tempel. I kvindernes forgård, der lå øst for alteret, var der opstillet fire kæmpemæssige kandelabre, hver med fire store skåle. For at fylde skålene med olie måtte man benytte stiger, og som væger i olieskålene brugte man præsternes kasserede tøj. Lyset fra de 16 skåle med brændende olie var så kraftigt at det kunne oplyse hele Jerusalem ved nat. I skæret af disse festblus i kvindernes forgård dansede mændene omkring eller slog kraftspring, mens kvinderne så til fra deres balkon. Sangere istemte de 15 opstigningssalmer, til musikledsagelse af levitterne. Denne glædesjubel fortsatte til daggry.
2. Hvor måtte de hedninger der overværede højtiden opholde sig?
2 Uomskårne hedninger som overværede højtiden, var henvist til at opholde sig i hedningernes forgård, som var adskilt fra Israels forgård ved hjælp af et stengærde og den ydre forgård. — Se Apostelgerninger 21:28, 29, som antyder hvilke begrænsninger der gjaldt for hedninger der opholdt sig på tempelområdet.
3, 4. (a) Hvordan overværede Jesus højtiden i efteråret 32, og hvad sagde han ved denne lejlighed som kunne minde jøderne om vandet fra Siloam? (b) Hvad sigtede Jesus til, ifølge Johannes 7:39?
3 De særlige træk der var blevet knyttet til fejringen af løvhyttefesten, giver os en god baggrund for at forstå nogle udtalelser som Jesus Kristus fremsatte ved højtiden. Jesus fejrede denne højtid for sidste gang i efteråret 32. Jøderne i Jerusalem søgte at dræbe ham, og derfor var han rejst fra Galilæa alene og var taget op til højtiden i hemmelighed. Omkring midten af højtiden — det kunne for eksempel være den 18. tisjri — trådte han åbenlyst frem og begyndte at undervise folket, de mange festdeltagere der var samlet i templet.
4 Den sidste dag, den 21. tisjri, blev kaldt „højtidens store dag“. På den dag mindede Jesus uden tvivl folket om udgydelsen af Siloams vand idet han sagde: „Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke. Den der tror på mig, ’fra hans indre vil der flyde strømme af levende vand’, som Skriften har sagt.“ Apostelen Johannes føjer denne kommentar til: „Dette sagde han imidlertid om den ånd som de der troede på ham skulle modtage; endnu var der nemlig ingen ånd, for Jesus var endnu ikke blevet herliggjort.“ — Joh. 7:37-39.
5. Hvornår begyndte disse vidunderlige ord at gå i opfyldelse, og hvordan?
5 Disse vidunderlige ord begyndte at gå i opfyldelse på pinsedagen det følgende år, da omkring 120 disciple som var samlet i en sal i Jerusalem modtog den hellige ånd. Fra dem begyndte der i realiteten at flyde strømme af levende vand da de mirakuløst begyndte at forkynde om „Guds storslåede gerninger“ på mange forskellige sprog for de forbløffede jøder der i tusindtal havde samlet sig for at se hvad der foregik. — Apg. 2:1-41.
6. Hvad sagde Jesus på højtidens sidste dag som kan have mindet hans disciple om den særlige belysning i templet?
6 På løvhyttefestens syvende og sidste dag fremsatte Jesus også en anden udtalelse, en udtalelse som kan have mindet hans disciple om den særlige belysning fra de fire høje kandelabre i kvindernes forgård. Han sagde: „Jeg er verdens lys. Den der følger mig vil afgjort ikke vandre i mørket, men vil eje livets lys.“ — Joh. 8:12.
7. Hvorfor var det meget passende at Jesus netop ved løvhyttefesten kaldte sig „verdens lys“?
7 Det var meget rammende at Jesus netop ved denne højtid betegnede sig selv som „verdens lys“, idet løvhyttefesten havde et vist internationalt islæt. Ifølge Guds lov havde „den fremmede“ inden for israelitternes porte også ret til at deltage i højtiden og glæde sig sammen med Guds udvalgte folk. — 5 Mos. 16:14.
8. (a) Hvad særligt var der ved det offer der blev bragt under løvhyttefesten? (b) Hvordan svarer antallet af offertyre til oplysningerne i Første Mosebog, kapitel 10, og hvad peger dette på?
8 Ifølge Fjerde Mosebog 29:12-34 skulle der ofres et usædvanlig stort antal tyre. Den første dag blev der ofret 13 tyre, og på de efterfølgende seks dage blev der hver dag ofret en tyr mindre, så tallet kom ned på syv tyre den syvende og sidste dag, den dag Jesus sagde: „Jeg er verdens lys.“ På højtidens sidste dag var der således i alt blevet ofret 70 tyre. Tallet 70 er produktet af 7 og 10, der hver især betegner fuldkommenhed eller fuldstændighed, 7 åndelig fuldkommenhed og 10 jordisk fuldstændighed. På forsoningsdagen, den 10. tisjri, var der kun blevet ofret én tyr som sonoffer. Men under den syv dage lange løvhyttefest, fra den 15. til den 21. tisjri, blev der ofret 70 tyre. Betragtet som et forbillede var blodet fra disse ofre nok til at rense og frelse hele menneskehedens verden. Dette svarer til oplysningerne i Første Mosebog, kapitel 10, som omfatter navnene på en række familieoverhoveder og folkeslag. Listen begynder med Noa og går gennem hans tre sønner og slutter med navnene Mesja og Sefar — alt i alt 70 betegnelser, som synes at omfatte hele verdens befolkning i denne periode efter Vandfloden.
9. Hvem var Jesus „lys“ for, og hvad behøver alle mennesker for at opretholde livet?
9 Det var derfor meget passende at Jesus Kristus på et velegnet tidspunkt bekendtgjorde at han ikke alene var sine salvede disciples lys, men „verdens lys“. Lys har stor betydning. Vi husker at det var efter at Gud havde sagt: „Der blive lys,“ og efter at han havde skabt solen, månen og stjernerne og skabt mulighed for at disse himmellegemer kunne sende deres lys ned på denne jord, at han skabte dyrene og til sidst den fuldkomne mand og kvinde, så de kunne nyde godt af det livsopretholdende lys. I dag, i denne verden der er formørket af synden og fremmed for Gud, har alle mennesker mulighed for at nyde gavn af det lys der vælder frem fra Jesus Kristus, „verdens lys“. Alle har brug for „livets lys“. — Joh. 8:12; 1 Mos. 1:3.
Den modbilledlige løvhyttefest
10. Hvilket lighedspunkt er der mellem løvhyttefesten og de to foregående højtider, og hvilke faktorer må vi her betragte?
10 Ligesom de to foregående højtider som Gud pålagde sit udvalgte folk at holde, burde løvhyttefesten også have et modbillede i vor tid. Det har den lykkeligvis også. Hvornår begyndte så dens modbilledlige opfyldelse? Og hvordan kan vi fastslå det? Det kan vi ved hjælp af historiske faktorer i forbilledet og i modbilledet.
11. Begyndte den ’høst’ der omtales i Mattæus 13:39 i 1914? Hvad viser de historiske kendsgerninger?
11 I Mattæusevangeliet, kapitel 13, fremholdt Jesus Kristus en lignelse der handlede om indhøstningen af markens afgrøder. Det var lignelsen om hveden og ukrudtet, eller hveden og rajgræsset. I sin forklaring af lignelsen sagde Jesus: „Høsten er en afslutning på en tingenes ordning.“ (Matt. 13:39) Bibelprofetien og kronologien, såvel som de historiske begivenheder, bekræfter at afslutningen på den nuværende tingenes ordning begyndte i efteråret 1914 med udløbet af ’de syv tider’, de tider hvori hedningerne havde udøvet deres herredømme over jorden uden indblanding fra Guds messianske riges side. (Dan. 4:23-25) Begyndte indhøstningen eller indsamlingen af ’hvedeskaren’, eller de sande kristne i dette år? Nej, for historien viser at Jehovas indviede kristne tjenere blev adsplittet under den første verdenskrig, der begyndte i 1914. Deres verdensomfattende organisation blev splittet af fjenderne af Jehovas messianske rige, det himmelske rige som disse salvede og åndsavlede disciple af den regerende konge, Jesus Kristus, nidkært forkyndte om. Til sidst ramte den organisationsmæssige splittelse endda Jehovas indviede folks hovedkontor i Brooklyn, New York, USA. Det skete i 1918.
12. Hvornår begyndte den indsamling Jesus forudsagde i Mattæus 24:31, og hvilken højtid begyndte hermed?
12 I sin profeti om tegnet på sin nærværelse og afslutningen på denne tingenes ordning sagde Jesus, som vi læser i Mattæus 24:31: „Og han vil sende sine engle ud med kraftig trompetlyd, og de skal samle hans udvalgte fra de fire vinde, fra himlenes ene ydergrænse til deres anden ydergrænse.“ Med disse ord forudsagde Kristus at hans „udvalgte“ skulle samles fra alle de steder hvortil de var blevet spredt eller hvor de var isoleret. Denne indsamling begyndte i efterkrigsåret 1919, umiddelbart efter at medlemmerne af hovedkontorets stab i Brooklyn var blevet løsladt den 25. marts 1919 efter ni måneders ophold i forbundsfængselet i Atlanta, Georgia. Det var derfor i dette mindeværdige år at den modbilledlige indsamlingshøjtid eller løvhyttefest begyndte. Denne begivenhed vakte overalt i verden en vældig glæde hos den salvede rest af Kristi „udvalgte“.
13. (a) Hvem skulle indhøstes under den høst Jesus omtalte i Mattæus 13:39? (b) Hvilke kategorier af disse mennesker blev indhøstet efter 1919?
13 For at bekræfte dette kan vi pege på flere betydningsfulde ting. Hvilken høst var det for eksempel Jesus talte om da han sagde at høsten var „en afslutning på en tingenes ordning“? Det var indhøstningen af „rigets sønner“, det vil sige de åndsavlede arvinger til det himmelske rige. Det er en åndelig, salvet skare, den skare der symbolsk blev fremstillet ved hveden, og indsamlingen af den begyndte netop i foråret 1919. Efterhånden blev der indsamlet flere end de rigsarvinger der var blevet spredt som følge af begivenhederne under den første verdenskrig. Ja, fra 1919 og fremefter var der mange tusind andre som også stillede sig på Guds oprettede riges side og indviede sig til Jehova, lod sig døbe, blev åndsavlet og salvet med Guds ånd — og de blev føjet til den oprindelige rest. Som skare betragtet blev de forudskildret ved fremtrædende skikkelser i førkristne bibelske dramaer. Disse berømmelige personer var moabitterinden Rut, der loyalt fulgte sin svigermoder, jødinden No’omi, samt dronning Ester, der var kusine til jøden Mordokaj, som blev førsteminister i perserriget under kong Ahasverus eller Xerxes.
14. Hvad markerer altså begyndelsen til den modbilledlige indsamlingshøjtid eller løvhyttefest?
14 Både Rut og Ester fik tilknytning til Davids kongelige slægtslinje og spillede en rolle for slægtens bevarelse frem til Jesu, ’Davids søns’, første komme. (Matt. 1:1, 5; Rut 4:18-22; Est. 4:13, 14) Indsamlingen af Rut- og Esterskaren sammen med den oprindelige salvede rest, markerer begyndelsen til den modbilledlige indsamlingshøjtid eller løvhyttefest.
15. Hvem blev denne højtid fejret af, og hvem var det der skulle bo i løvhytter under højtiden?
15 Et andet punkt: I førkristen tid var det de kødelige jøder der fejrede den forbilledlige løvhyttefest. Det var dem der af Jehova, gennem Moses, havde fået forskrift om at fejre den. Ved høsttiden om efteråret strømmede de derfor til Jerusalem for at bo i løvhytter. Selv de fastboende i Jerusalem boede i løvhytter under højtiden. Denne løvhyttefest skulle minde dem om noget. Om hvad? Tredje Mosebog 23:42, 43 svarer: „I skal bo i løvhytter i syv dage, alle indfødte i Israel skal bo i løvhytter, for at eders efterkommere kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er [Jehova] eders Gud!“ Det var de indfødte jøder der gjorde det.
16. (a) Hvordan boede „den sammenløbne hob“ sammen med israelitterne under vandringen til det forjættede land? (b) Hvordan var der i Herodes’ tempel på Jesu tid sat skel mellem hedningerne og israelitterne?
16 Den store ’sammenløbne hob’ ikke-israelitter der gjorde fælles sag med israelitterne og ’fulgte med dem’, måtte naturligvis også bo i telte undervejs til det forjættede land. (2 Mos. 12:38) Befalingen om at fejre løvhyttefesten blev imidlertid ikke henvendt til ’den sammenløbne hob’, men til Israel. Det forjættede land blev heller ikke givet til denne ’sammenløbne hob’, men blev fordelt blandt Israels 12 ikke-levitiske stammer, og loven om jordens tilbagelevering i jubelåret gjaldt israelitterne. Indsamlingshøjtiden skulle altså specielt være for israelitterne. „Den fremmede“ fik dog nådigt lov at være med. Da højtiden blev fejret på Jesu tid var ikke-jøderne eller hedningerne henvist til at opholde sig i hedningernes forgård, der var adskilt fra Israels forgård ved stengærdet og den ydre forgård. Deres plads var på det laveste niveau i Herodes’ tempelanlæg.
De festdeltagere der bar grene
17, 18. Hvem var det der bar lulab’er under højtiden og fra hvilket skriftsted er ideen hertil formentlig hentet?
17 Under fejringen af højtiden var det israelitterne der bar de såkaldte lulab’er og etrog’er (citrusfrugter). Ved at læse beskrivelsen i Nehemias 8:14-18 får vi en idé om hvordan det muligvis er foregået på Jesu tid. Lulab’en var en buket af forskellige grene som den jødiske festdeltager havde i hånden. Ideen hertil siges at være hentet fra Tredje Mosebog 23:40:
18 „Den første dag skal I tage eder smukke træfrugter, palmegrene og kviste af løvtræer og vidjer fra bækkene og i syv dage være glade for [Jehova] eders Guds åsyn.“
19. (a) Hvad var lulab’en sammensat af? (b) Under hvilken ceremoni svingede israelitterne med lulab’en, og hvad sang de?
19 Lulab’en var sammensat af 1) en palmegren som endnu ikke havde foldet sig ud, 2) tre myrtekviste med blade, og 3) to kviste fra piletræet, hvis ved er rødligt og hvis grene er lange og udelte. De festende israelitter svang lulab’en frem og tilbage, og ved højtidens slutning kastede de den bort. Lulab’en og etrog’en (en citrusfrugt der minder om en citron, men ikke, som denne, er tilspidset i den ene ende) blev båret i procession omkring alteret i præsternes forgård, en gang rundt hver dag de første seks dage og syv gange rundt på højtidens syvende og sidste dag. Derefter blev etrog’en spist. Under processionen sang man Salme 118:25: „Ak, [Jehova], frels dog, ak, [Jehova], lad det dog lykkes!“ Hedningerne, som opholdt sig i deres egen forgård, var afskåret fra at deltage i alt dette.
20. Hvilken stemning sagde statholderen Nehemias at israelitterne skulle være i under løvhyttefesten?
20 Efter fangenskabet i Babylon sagde statholderen Nehemias til israelitterne under løvhyttefesten: „Denne dag er helliget vor Herre; vær ikke nedslåede, thi [Jehovas] glæde er eders styrke!“ (Neh. 8:10) Efter udfrielsen fra det store Babylon i 1919 bør de åndelige israelitter vise den samme indstilling.
21. (a) Hvad vakte stor glæde hos resten af de åndelige israelitter i foråret 1919? (b) Hvilken slags arbejde regnede de med at udføre, men hvad viste det sig at blive?
21 Det er tydeligt at løvhyttefestens opfyldelse begyndte i dette efterkrigsår. I betragtning af de forventninger som „rigets sønner“ havde næret indtil dette år, var de ret desorienterede da de pludselig befandt sig i efterkrigstiden. Men de glædede sig overmåde meget da udfrielsen fra Babylon den Store fandt sted i foråret 1919. De gik straks i gang med det indsamlingsarbejde der nu skulle udføres. Først troede de at det kun ville dreje sig om et „eftersankningsarbejde“. (Se paragraf 1 i artiklen „Høsttiden endt — hvad skal følge derefter?“ på side 122 i Vagttårnet for 1. august 1919.) Men i stedet for et eftersankningsarbejde viste det sig at blive et egentligt høstarbejde.
22. Havde medlemmerne af den salvede rest i tanke at skulle bo i et jordisk paradis for evigt, og hvordan betragtede de sig selv i denne tingenes ordning?
22 De salvede høstarbejdere boede så at sige i løvhytter, for de satte ikke deres hu til det jordiske. De så ikke frem til at leve evigt i et jordisk paradis, men glædede sig derimod til at tiltræde deres himmelske arv sammen med den herliggjorte Herre, Jesus Kristus. Deres indstilling var som der siges i Hebræerbrevet 13:13, 14: „Lad os da gå ud til ham uden for lejren, idet vi bærer den skændsel han bar, for her har vi ikke en blivende by, men vi søger ivrigt den kommende.“ Af den grund betragtede de sig selv som pilgrimme, som „udlændinge og midlertidige indbyggere“ i denne tingenes ordning, ligesom Abraham, Isak og Jakob. — 1 Pet. 2:11; 1 Mos. 47:9; 2 Mos. 6:4; Hebr. 11:13; Sl. 119:54.
23. (a) Hvordan nød „resten“ godt af et åndeligt lys under den modbilledlige løvhyttefest? (b) Hvilken forståelse fik man af lignelsen i Mattæus 25:31-46?
23 Til gavn for den salvede rest som nu var begyndt at fejre den modbilledlige løvhyttefest, vældede der et åndeligt lys frem fra Jehovas himmelske tempel. Mens restens medlemmer var optaget af at indsamle den åndelige skare der blev forudskildret ved Rut og Ester, blev deres forståelse udvidet ved at der blev kastet et særligt lys over Jesu lignelse om fårene og bukkene, som er nedskrevet i Mattæus 25:31-46. Ved generalstævnet i Los Angeles, Californien, i 1923 blev denne lignelse behandlet af Vagttårnsselskabets præsident, som nu havde været løsladt fra forbundsfængselet i Atlanta i fire år. Det blev forklaret at lignelsens opfyldelse ikke skulle vente til Jesu Kristi tusindårsrige. Den skare der svarede til fårene, var allerede ved at dannes. Dens medlemmer var allerede på skuepladsen og var i færd med at gøre godt mod resten af den herliggjorte Jesu Kristi åndelige brødre. Foredragsemnet „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“ tog sigte på dem. De hørte til ’de andre får’ som Jesus omtalte i Johannes 10:16.
24. Gjorde man på det tidspunkt nogen særlig indsats for at indsamle dem der gjorde godt mod Kristi åndelige brødre?
24 Skønt lignelsen i Mattæus 25:31-46 nu blev forklaret, gjorde man ikke på dette tidspunkt nogen særlig indsats for at indsamle disse „andre får“. Men man udtrykte påskønnelse af den godhed de viste resten af Kristi åndelige brødre. Efterhånden skulle det åndelige lys under den modbilledlige løvhyttefest blive stærkere.
„Oplad mig retfærdigheds porte, ad dem går jeg ind og lovsynger [Jehova]! Denne er dagen, som [Jehova] har gjort, lad os juble og glæde os på den! Ak, [Jehova], frels dog, ak, [Jehova], lad det dog lykkes! Velsignet den, der kommer, i [Jehovas] navn; vi velsigner eder fra [Jehovas] hus! [Jehova] er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med grenene slynge sig frem, til alterets horn er nået! Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! Tak [Jehova], thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!“ — Sl. 118:19, 24-29.
[Diagram/illustration på side 17]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Port
Søjlegange
Port
Port
Den kongelige søjlegang
Salomons søjlegang
Port
Den nordlige søjlegang
Hedningernes forgård
Den ydre forgård
Stengærde
Kvindernes forgård
Israels forgård
Præsternes forgård
Templet
[Illustration på side 19]