Vidner til jordens fjerneste egne
1. Hvad var et af de mest dramatiske øjeblikke i menneskehedens historie?
DET VAR uden tvivl et af de mest dramatiske øjeblikke i menneskehedens historie. Aldrig havde en afsked været mere bevægende. Guds søn var ved at tage afsked med sine disciple på jorden, for aldrig mere at være synligt til stede sammen med dem i kødet. Der var lige tid til endnu ét spørgsmål, endnu ét svar. Denne sidste ordveksling skulle komme til at påvirke Kristi disciple lige til afslutningen på den nuværende tingenes ordning!
2. Hvad var det sidste spørgsmål Jesus blev stillet før han for stedse forlod jorden, og hvorfor er hans svar af stor interesse for os?
2 Det sidste spørgsmål Jesu disciple stillede ham var: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“ Hvad der præcist var deres motiv til at spørge om dette, kan vi kun gisne om. Men uanset hvilke forventninger de nærede, står én ting fast: de ønskede at vide hvornår Guds hensigter i forbindelse med Riget ville blive fuldbyrdet. Hvem vil dadle dem for det? De var hverken de første eller de sidste der utålmodigt så frem til den endelige udfrielse. Jesu svar, hans allersidste ord før han for stedse forlod jorden, er derfor af største interesse for os i dag.
Kristi sidste befaling
3, 4. (a) Hvordan svarede Jesus? (b) Hvilke to ting forklarede han sine disciple?
3 Jesus svarede: „Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed; men I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ Det hedder videre: „Og efter at han havde sagt dette blev han løftet op mens de så på det, og en sky tog ham nedefra bort fra deres øjne.“ — Apg. 1:6-9.
4 I sine afskedsord lagde Jesus vægt på to ting: Først forklarede han taktfuldt, men bestemt, sine disciple at tidspunktet for gennemførelsen af Jehovas hensigter ikke var noget de skulle bekymre sig om. Han bekræftede således det han allerede havde udtalt i sin profeti om afslutningen på tingenes ordning. (Matt. 24:36; Mark. 13:32-37) Derefter viste han dem hvad der fra nu af skulle være deres opgave. De skulle være kristne vidner, først i Jerusalem, hvor han havde befalet dem at blive et stykke tid (Apg. 1:4), så i hele Judæa og Samaria, og, til sidst, „til jordens fjerneste egne“. For at kunne røgte dette hverv måtte de have „kraft“ fra den hellige ånd.
5. Hvornår fik Jesu disciple kraft, og hvad fik den dem til at gøre?
5 Denne kraft blev udgydt over dem halvanden uge senere, på Pinsedagen. Apostlene og andre disciple var lydigt forblevet i Jerusalem, og på denne højtidsdag var de „alle samlede på det samme sted“. Pludselig „blev [de] alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål, sådan som ånden lod dem udtrykke sig“. Det var ikke uforståelige lyde de fremkom med. De talte om „Guds storslåede gerninger“. — Apg. 2:1, 4, 11.
„I Jerusalem“
6. Hvordan begyndte disse salvede kristne at adlyde Kristi befaling, men hvilken modstand mødte de?
6 Disse kristne, der netop var blevet salvet med Guds ånd, begyndte straks at udføre den befaling de havde fået af den opstandne Kristus. De forkyndte først „i Jerusalem“. Dette foregik imidlertid ikke uden modstand. Jødernes religiøse og verdslige ledere lagde råd op imod dem, idet de sagde:
„Hvad skal vi gøre med disse mennesker? For det er en kendsgerning at der er sket et bemærkelsesværdigt tegn ved dem [helbredelsen af en vanfør mand], et der er kendt for alle Jerusalems indbyggere; og vi kan ikke benægte det. Men for at det ikke yderligere skal udspredes blandt folket, så lad os true dem til ikke at tale mere på grundlag af dette navn [Jesus] til noget menneske i det hele taget.“ — Apg. 4:16, 17.
7. (a) Hvordan reagerede Kristi disciple på dette? (b) Hvordan bekræftede en religiøs modstander at de første kristne trofast adlød Kristi betaling?
7 Kristus havde sagt: „I skal være vidner om mig.“ Og det jødiske sanhedrin søgte at true dem til „ikke at tale mere på grundlag af dette navn“. Hvem adlød de? De sagde respektfuldt til deres forfølgere: „Vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ (Apg. 4:18-20) De blev ved med at forkynde. Apostlene blev fængslet, men efter deres mirakuløse udfrielse om natten „gik de ved daggry ind i templet og begyndte at undervise“. (Apg. 5:17-21) Hvilken nidkærhed! Igen blev de arresteret.
„De kom så med dem og fremstillede dem i sanhedrinsalen. Og ypperstepræsten spurgte dem ud og sagde: ’Vi har udtrykkelig forbudt jer at fortsætte med at undervise på grundlag af dette navn, og dog, se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære.’“ (Apg. 5:27, 28)
Således bekræftede denne religiøse leder uafvidende at disse første kristne trofast havde udført den første del af det hverv Kristus havde overdraget dem. De var nidkære vidner for ham „i Jerusalem“.
8. Hvordan havde disse kristne ’fyldt Jerusalem med deres lære’, og hvilke resultater opnåede de?
8 Efter at de var blevet pisket og det var blevet dem forbudt „at tale på grundlag af Jesu navn“, gik de „bort fra sanhedrinets ansigt, idet de frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld“. De havde langtfra tabt modet, for „hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus“. (Apg. 5:40-42) Læg mærke til at de „fortsatte“ med at forkynde „fra hus til hus“. Det var på den måde at det, trods deres ringe antal, lykkedes dem at ’fylde Jerusalem med deres lære’. Denne fremgangsmåde gav glimrende resultater. „Så havde Guds ord fremgang, og antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt.“ — Apg. 6:7.
Videre til Samaria og Judæa
9. Under hvilke omstændigheder blev forkyndelsen udvidet til Judæa og Samaria?
9 Men de første kristne kunne ikke standse der. De skulle også være Kristi vidner „i hele Judæa og Samaria“. Det var i virkeligheden deres nidkærhed i forbindelse med udførelsen af den første del af deres hverv som førte til opfyldelsen af den anden del af deres kristne gerning. Modstanden mod deres forkyndelse i Jerusalem nåede et højdepunkt med mordet på Stefanus, og dette udløste en bølge af forfølgelse mod menigheden af kristne vidner i Jerusalem. Formålet med denne voldsomme forfølgelse var at bringe disse Kristi vidner til tavshed. Det betød imidlertid blot et nyt fremstød for vidnearbejdet, så det nu blev udvidet til at omfatte netop de egne hvor Kristus havde ønsket det skulle forkyndes. „Alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæas og Samarias egne.“ Og hvad gjorde de kristne der blev spredt til disse steder? De „gik . . . gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed“. — Apg. kap. 7; 8:1, 4.
10. Hvad gjorde apostlene da de hørte at „Samaria havde taget imod Guds ord“, og hvilken ’nøgle’ brugte Peter?
10 Snart hørte apostlene i Jerusalem nyheden om at „Samaria havde taget imod Guds ord“. Vågne for betydningen af denne udvikling sendte de to af deres midte, nemlig Peter og Johannes, dertil for at støtte det gode arbejde som disse adspredte kristne, deriblandt evangelieforkynderen Filip, havde udført. Peter benyttede nu den særlige forret Kristus havde givet ham og åbnede vejen for at samaritanerne kunne blive åndsavlede, salvede kristne, kaldet til at være sammen med Kristus i ’himlenes rige’. (Matt. 16:18, 19; Apg. 8:14-17) Det hedder videre i beretningen i Apostelgerninger: „Da de nu havde aflagt et grundigt vidnesbyrd og talt Jehovas ord, . . . forkyndte de den gode nyhed i mange af samaritanernes landsbyer.“ (Apg. 8:25) På denne måde fik Samaria budskabet.
11. Hvad viser at der blev aflagt et glimrende vidnesbyrd i „hele Judæa“?
11 Hvad Judæa angår, var der uden tvivl mange judæere til stede i Jerusalem på Pinsedagen, og de hørte det glimrende vidnesbyrd der blev aflagt af de nysalvede kristne, især Peter. (Apg. 2:9, 14-36) Vi ved også at der før forfølgelsen af de kristne brød løs i Jerusalem, var en mængde „fra byerne omkring Jerusalem“ som „blev ved med at samles, idet man kom med syge og folk som var plagede af urene ånder, og de blev alle kureret“. (Apg. 5:16) Alle disse indbyggere i Judæa hørte vidnesbyrdet om Jesus. Angående tiden efter Paulus’ omvendelse skriver Lukas: „Så kom menigheden i hele Judæa og Galilæa og Samaria da ind i en periode med fred og blev opbygget.“ (Apg. 9:31) Omkring 15 år senere kunne Paulus skrive til de kristne i Tessalonika: „Brødre, I blev efterlignere af de Guds menigheder som er i Judæa.“ (1 Tess. 2:14) Ingen kan bestride at de første kristne nidkært adlød Kristi befaling til dem om at være hans vidner „i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria“.
„Ud til Jordens yderste grænser“
12. Hvordan blev sæden til fremtidig vækst sået på Pinsedagen?
12 Men Jesu sidste befaling rakte endnu videre. Den lød: „I skal være vidner for mig i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og ud til Jordens yderste grænser.“ (Apg. 1:8, Seidelin) Der findes vidnesbyrd om at Kristi navn blev forkyndt blandt jøderne i diasporaena på et tidligt tidspunkt, endog før år 36 — det år Peter atter brugte en af sine „nøgler“, denne gang for at åbne vejen til Riget for de uomskårne hedninger. (Matt. 16:18, 19; Apg., kap. 10) Det står fast at de 3000 jøder og proselytter der blev døbt som kristne på pinsedagen år 33, ikke blot var indbyggere fra Jerusalem og Judæa. Mange af dem var kommet fra så fjerntliggende steder som Partien, Medien, Elam og Mesopotamien (nutidens Iran og Irak), Lilleasien (nutidens Tyrkiet), Nordafrika og Italien. (Apg. 2:8-11) Da disse nyomvendte kristne vendte tilbage til deres egne lande på de tre kontinenter, Asien, Afrika og Europa, vidnede de uden tvivl om Kristi navn, i det mindste for andre jøder og proselytter i deres respektive lande. Sæden til fremtidig vækst blev således sået allerede på Pinsedagen.
13. Hvoraf fremgår det at det kristne budskab på et tidligt tidspunkt blev forkyndt langt ud over Judæas og Samarias grænser?
13 Ydermere læser vi i Apostelgerninger 11:19: „De der nu var blevet spredt ved den trængsel der var opstået på grund af Stefanus [nogen tid efter Pinsedagen, men før Paulus’ omvendelse i år 34 eller 35], gik igennem distriktet helt til Fønikien og Kypern og Antiokia [i Syrien], men de talte ikke ordet til andre end jøder.“ Dette er et afgørende vidnesbyrd om at Kristus blev forkyndt langt ud over Judæas og Samarias grænser allerede før forkyndelsen nåede ud til ikke-jøder.
14. Hvor, øjensynlig, begyndte den systematiske forkyndelse blandt de uomskårne? Forklar.
14 Da Peter i år 36 benyttede den af „himlenes riges nøgler“ der gav de uomskårne hedninger mulighed for at få adgang til Riget, blev vejen åbnet for at det kristne budskab kunne bringes ud til alle folkeslag, ja, „ud til Jordens yderste grænser“. (Seidelin) Den systematiske forkyndelse blandt de uomskårne hedninger tog øjensynlig sin begyndelse i Antiokia i Syrien, der dengang var den tredjestørste by i verden, efter Rom og Alexandria. Det skete på denne måde: Nogen tid efter år 36, men før år 44, var der „nogle mænd fra Kypern og Kyrene [i Nordafrika] som kom til Antiokia og begyndte at tale til de græsktalende, idet de forkyndte den gode nyhed om Herren Jesus. Og Jehovas hånd var med dem, og et stort antal som fik tro vendte sig til Herren“. — Apg. 11:20, 21.
15. (a) Hvad gjorde menigheden i Jerusalem i forbindelse med denne nye situation og hvorfor var det et klogt valg den traf? (b) Hvad havde Paulus gjort i adskillige år? (c) Hvorfor er den første menighed i Antiokia af særlig interesse for os?
15 Den nidkære forkyndelse som disse kristne fra Kypern og Kyrene udførte blandt ikke-jøder, blev velsignet af Jehova. „Menigheden som var i Jerusalem“ sendte en særlig repræsentant nordpå til Syrien for at tage sig af den nye situation. Man udvalgte Barnabas, der selv var en græsktalende jøde fra Kypern. Efter at Barnabas havde opmuntret disse nye disciple af Kristus, tog han til Tarsus for at opsøge Paulus, der selv havde tilbragt adskillige år med at ’forkynde den gode nyhed om troen’ i Syrien og Kilikien, nu det sydøstlige Tyrkiet. (Sammenlign Apostelgerninger 9:26-30 med Galaterbrevet 1:18-23.) „Således gik det til at de [Barnabas og Paulus] i et helt år [sandsynligvis omkring år 45] samledes med dem i menigheden [der nu bestod af både jøder og hedninger] og underviste en anselig skare, og det var i Antiokia at disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang blev kaldt kristne.“ — Apg. 11:22-26.
16, 17. (a) Hvordan blev forkyndelsen udvidet fra Antiokia i Syrien? (b) Hvilken profeti citerede Paulus og Barnabas for at forsvare deres virksomhed, og hvem sigtede denne profeti oprindelig til? (c) Hvordan kaster dette lys over Apostelgerninger 1:8?
16 I 10 år eller mere var Antiokia i Syrien et center hvorfra der, under den hellige ånds ledelse, blev udført en nidkær missionsgerning. (Apg. 13:1-4; 14:26; 15:35, 36; 18:22, 23) Sammen med andre missionærer foretog Paulus tre omfattende missionsrejser, hvorved kristendommen blev udbredt i hele Lilleasien og Grækenland. De forkyndte Kristus for både jøder og hedninger. Ved en lejlighed forsvarede Paulus og Barnabas denne virksomhed over for en gruppe af opbragte jøder, idet de sagde:
„Det var nødvendigt at Guds ord først blev fremholdt for jer. Siden I skubber det fra jer og ikke dømmer jer selv værdige til evigt liv, se, så vender vi os til nationerne. Jehova har nemlig givet os denne befaling: ’Jeg har sat dig til lys for nationerne, for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.’“
Lukas tilføjer: „Da de der var fra nationerne hørte dette, begyndte de at fryde sig og at herliggøre Jehovas ord, og de fik tro, alle som med rette var indstillet til evigt liv.“ — Apg. 13:46-48.
17 Ved at citere profetierne om den messianske tjener (Es. 42:6; 49:6) og anvende dem på deres egen virksomhed, viste Paulus og Barnabas at de og deres kristne trosfæller i virkeligheden var „ambassadører på Kristi vegne“, som Jehova havde bemyndiget til at bringe „lys“ og „frelse“ til „jordens fjerneste egne“. Kristus havde ligeledes bemyndiget sine disciple til at være hans vidner „til jordens fjerneste egne“. — 2 Kor. 5:20; Apg. 1:8; sammenlign Esajas 49:5-9 med Lukas 2:25-32.
En vidtrækkende befaling
18. Hvad ved vi om de første kristnes bestræbelser for at være vidner „til jordens fjerneste egne“?
18 Som vi har set, fremgår det af Apostelgerninger med hvilken nidkærhed apostlene og de første kristne stræbte efter at adlyde Kristi befaling om at de skulle være vidner i Jerusalem, Judæa og Samaria og så langt som de kunne komme til „Jordens yderste grænser“. Vi ved for eksempel at apostelen Peter var et trofast vidne for Kristus så langt mod øst som til Babylon, og at Paulus forkyndte så langt mod vest som til Italien og måske endog så langt som til Spanien. — 1 Pet. 5:13; Apg., kap. 28; Rom. 15:23-28.
19. Hvad viser imidlertid at Kristi sidste befaling til de kristne ville række helt frem til vor tid, og hvilket spørgsmål stiller vi?
19 Men det er ganske tydeligt at Kristi sidste befaling til sine disciple om at de skulle være vidner „til jordens fjerneste egne“ var endnu mere vidtrækkende. Ifølge Jesu egen profeti rakte den ud over den apostolske tid og helt frem til „afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 24:3, 14) Det har imidlertid været meget inspirerende og trosstyrkende at betragte det gode eksempel som de første kristne satte. Spørgsmålet er nu: Hvem fortsætter i dag det storslåede arbejde som blev påbegyndt af apostlene, og ved hjælp af hvilke midler har de, bogstavelig talt, været vidner for Kristus og hans himmelske Fader „til jordens fjerneste egne“? Det får vi svar på i den næste artikel.
[Fodnote]
a „Adspredelsen“ af jøderne efter den assyriske og den babyloniske deportation.
[Tekstcitat på side 14]
„Se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære“
[Tekstcitat på side 15]
’De forkyndte den gode nyhed for samaritanerne’
[Illustration på side 13]
„I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ — Apg. 1:8.
Samaria
Jerusalem
Judæa