Skal tungetale kendetegne den sande menighed?
I adskillige religionssamfund i kristenheden spiller tungetalen en fremtrædende rolle, og de vil på vort spørgsmål svare: Ja, tungetalen skal kendetegne den sande menighed. „Vi tror,“ hedder det i et sådant samfunds grundbog, „på dåben med Helligånden, således som det skete på Pinsedagen. Vi tror at alle de som modtager Helligånden vil tale i fremmede tungemål.“
Stort set voksede Pinsemissionen i De forenede Stater frem af en bevægelse der så sin begyndelse ved århundredskiftet, og denne bevægelses vækkelsesmøder kendetegnedes ved „tungetale“. Den 9. april 1906 fandt den mest iøjnefaldende af disse vækkelser sted i Los Angeles, hvor en skare mennesker, ifølge den officielle beretning om „Assemblies of God“ i bogen Suddenly from Heaven, blev ramt som af et lyn og „alle de tilstedeværende blev væltet ned på gulvet fra de stole de sad på. Syv begyndte at tale i fremmede tungemål og at ophøje Gud. Råbene blev så vilde — og så høje! — at en stor skare stimlede sammen udenfor“.
Denne hændelse svarer i Pinsemissionens øjne til udgydelsen af den hellige ånd på Pinsedagen, til en ny pinse så at sige, og der opstår da følgende spørgsmål: Er tungetalen det afgørende tegn på at man er en sand kristen? I hvilket øjemed fik det første århundredes kristne den overnaturlige evne til at tale i tunger? Talte Jesus i tunger?
Formålet med tungetalen
Jesus helbredte de syge, oprejste døde og gjorde mange andre undergerninger. Disse overnaturlige evner identificerede ham som Guds sande profet og tjener, ligesom de mirakler Moses udførte, godtgjorde at han var Guds sande profet. Men Jesus havde ikke den mirakuløse evne til at tale i tunger. Den kendtes ikke førend på Pinsedagen i år 33 e. Kr., og ved den lejlighed tjente den som et klart vidnesbyrd om at Guds ånd hvilede over de kristne.
Sent på foråret i år 33 e. Kr. samledes jøderne fra alle egne af romerriget og fra egne uden for romerriget til den årlige pinsefest i Jerusalem. Ti dage før var Jesus steget op til himmelen, og 120 af hans disciple ventede, som han havde budt dem, på at blive iført „kraft fra det høje“. (Luk. 24:49) Klokken ni om formiddagen „lød der med ét fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. . . . Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde“. — Ap. G. 2:2-4.
Hvordan virkede det på jøderne da de hørte Jesu efterfølgere tale i fremmede tungemål, måske i over en halv snes forskellige? „De var ude af sig selv af forundring og sagde: ’Se, er de, der taler, ikke alle sammen galilæere? Hvor kan vi så høre dem tale, hver på vort eget modersmål, . . . vi hører dem tale om Guds store gerninger på vore egne tungemål?“ — Ap. G. 2:5-11.
For disse fremmede var det at disse galilæere talte på forskellige sprog et overbevisende tegn på at Guds ånd var over Jesu efterfølgere. Det var et mirakel! Det var noget helt andet end de høje og vilde råb der lød ved Pinsebevægelsens vækkelsesmøde i Los Angeles, for her i Jerusalem blev jøder fra mange forskellige lande undervist på deres eget sprog om „Guds store gerninger“.
Af det der skete på Pinsedagen fremgår det at den hellige ånd blev givet de første kristne med et praktisk formål for øje, nemlig at de skulle forkynde den gode nyhed. Det havde Jesus tilkendegivet i de formaninger han gav sine disciple da han tog afsked med dem: „Engang, da han holdt måltid sammen med dem, bød han dem ikke at vige fra Jerusalem, men oppebie det, som Faderen havde forjættet, . . . ’Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.’“ — Ap. G. 1:4-8.
Tungetalens særlige gave som disciplene modtog i Jerusalem i kraft af Guds hellige ånd, hjalp dem til at forkynde den gode nyhed, hvilket blev et tegn for de jøder der kom fra jordens fjerne egne. Men den virkelige opfyldelse af profetien i Joel 3:1-5 på Pinsedagen bestod i at de der var blevet fyldt med ånden begyndte at profetere. Tungetalen var noget der fulgte med som et tegn på at Gud var med dem og bemyndigede dem. — Ap. G. 2:16-22.
I Bibelen berettes kun om to andre tilfælde hvor udgydelsen af den hellige ånd ledsagedes af tungetale. I det første tilfælde indtraf det tre og et halvt år efter Pinsedagen, da Gud vendte sin opmærksomhed mod hedningerne og udgød ånden over hedningen Kornelius og hans hus. Eftersom tungetalens gave umiddelbart kunne iagttages, var det meget naturligt at Gud skænkede den til uomskårne ikke-jøder for at vise apostelen Peter at disse kunne optages i den kristne menighed. — Ap. G. 10:44-46.
Noget lignende gjorde sig gældende i det andet tilfælde, hvor Peter i Efesus forkyndte for nogle mænd der var blevet døbt med Johannes’ dåb. At de fik den gave at tale i tunger var et umiskendeligt tegn på at Johannes’ dåb ikke længere havde gyldighed i Guds øjne, således som den havde haft det forud for åndens udgydelse på Pinsedagen i år 33 e. Kr. — Ap. G. 19:1-7.
Ikke alle talte i tunger
Beviser nu disse tre tilfælde at alle de kristne i det første århundrede talte i tunger, og at alle sande kristne i dag også må gøre det? Det er den slutning nogle vil drage, men er det hvad Bibelen fortæller? Lad os undersøge sagen og få klarhed over det.
Det er interessant at Paulus’ første brev til korinterne er det eneste andet sted i Bibelen hvor tungetalen er nævnt. Og grunden til at Paulus skriver til korinterne om tungetalen er den at de øjensynlig tillagde den alt for stor betydning, hvorfor han måtte belære dem om hvordan den skulle bruges.
Lad os nu, for at se om kristne skal kunne tale i tunger, se lidt nærmere på hvad det er Paulus skriver om denne evne i de tre kapitler i sit brev. I kapitel tolv forklarer han at der er mange mirakuløse åndens gaver; og hvor stor betydning tillægger han så tungetalen? Paulus tillagde den ikke en overvældende betydning, eftersom han nævner den sidst i vers 28. Dernæst spørger han: „Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger?“ Det er indlysende at Paulus mener at ikke alle kristne havde disse mirakuløse evner, og at frelsen ikke var afhængig af at man havde én af dem, for eksempel tungetalen. — 1 Kor. 12:4-11, 28-31.
Nu kan nogen måske hævde at der er forskel på at modtage tungetalen som en gave og at modtage den som et bevis på åndens udgydelse. Alle talte i tunger da de modtog ånden, vil man sige, men ikke alle fik senere evnen til at tale i tunger. Men hvor har man Bibelens støtte for en sådan antagelse? Der gives ingen bibelsk støtte.
Lad os illustrere det: Man vil lægge mærke til at andre mirakuløse gaver blev skænket mennesker ved åndens udgydelse, som da nogle i Efesus „talte i tunger og profeterede“. (Ap. G. 19:6) Skelner Bibelen nu imellem at modtage profetiens gave ved åndens udgydelse og senere hen at kunne profetere, således at forstå at alle modtog profetiens gave da den hellige ånd blev udgydt over dem, men kun nogle af dem senere hen kunne benytte den? Nej, Bibelen gør ikke en sådan forskel, lige så lidt som den viser at alle kristne talte i tunger ved åndens udgydelse mens kun nogle kunne gøre det senere hen! Man kan simpelt hen ikke komme uden om at ikke alle kristne i det første århundrede talte i tunger. Noget sådant krævedes ikke for at man kunne blive frelst.
Tungetalen ophørte
I det trettende kapitel af sit brev til korinterne går Paulus videre og viser at tungetalen er af underordnet betydning i forhold til andre ting, især i forhold til kærlighedens „ypperligere vej“. Selv de som er blevet velsignet med tungetalens nådegave ville kun være „et rungende malm eller en klingende bjælde“ medmindre de viste kærlighed, forklarer han. (1 Kor. 12:31; 13:1) For at understrege at kærligheden sammenlignet med åndens mirakuløse gaver er af større betydning og altid vil bestå, skrev han: „Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde.“ — 1 Kor. 13:8.
I betragtning af de ord Paulus her fremsætter, skulle ingen være i tvivl om at åndens mirakuløse gaver en dag ville forsvinde. Men hvornår ville de det? Nogle vil nu henvise til Paulus’ udtalelse om at tungetalen er et tegn for de vantro, og hævde at tungetalen derfor ikke skal ophøre førend de vantro er borte, det vil sige, ikke førend alle er blevet troende. (1 Kor. 14:22) Men er det det Paulus vil have frem i sit trettende kapitel? Nej. I dette kapitel taler han slet ikke om tungetale i forhold til de vantro, men han slår fast at åndens gaver kun varer til en tid, hvorimod kærligheden vil vare ved. Og disse gavers midlertidighed knytter han sammen med kristendommens barndom, og ikke med de vantro.
Efter at Paulus i vers otte har erklæret at profetiens, tungetalens og kundskabens mirakuløse gaver skal forsvinde, viser han at de kendetegnede den kristne menigheds barndom, hvor sådanne gaver på en iøjnefaldende måde viste at Guds gunst nu ikke længere hvilede over det jødiske folk men over denne nye menighed af kristne. Men som Paulus forklarer vil et menneske når det bliver voksent aflægge „det barnagtige“. Således også med den kristne menighed. Da den voksede op, det vil sige da den blev så moden at den var blevet en kendt og grundfæstet organisation, forsvandt disse mirakuløse gaver. Men tro, håb og kærlighed skulle fortsætte og til stadighed være sand kristendoms kendemærke. — 1 Kor. 13:9-13.
Om de mirakuløse gavers midlertidige karakter siger M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind 10, side 484: „Det ser således ud til at de mirakuløse gaver der skænkedes Kirken i begyndelsen med et bestemt formål for øje, gradvis men hurtigt hørte op da apostlene og de der havde lært Kristus at kende af deres mund, sov ind.“ Bibelen viser at „Helligånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse“. Da derfor apostlene og de mænd som de havde skænket de mirakuløse gaver afgik ved døden, forsvandt også de overnaturlige evner, deriblandt tungetalen. — Ap. G. 8:18.
Tungetalen ikke den største gave
Men eftersom de åndelige gaver stadig eksisterede på det tidspunkt, opfordrede Paulus i det fjortende kapitel korinterne til at stræbe efter disse. Men hvilken af dem skulle de stræbe mest efter? Ikke efter at tale i tunger, men „især efter at tale profetisk“. Med denne gave ville de kunne udrette mere for at opbygge andre, for Paulus forklarer: „Den, der taler i tunger, opbygger kun sig selv, men den, der taler profetisk, opbygger en menighed.“ Så spørger han: „Dersom jeg kommer til jer og taler i tunger, hvad gavn gør jeg så?“ Ja, hvordan skulle han kunne hjælpe andre hvis de ikke forstod hvad han sagde? Derfor siger han: „I en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, for at jeg kan undervise andre, end ti tusinde ord i tunger.“ — 1 Kor. 14:1-19.
Korinterne trængte til at blive mindet om hvilket formål tungetalen skulle tjene. Paulus skrev derfor: „Altså er tungetalen et tegn, ikke for de troende, men for de vantro.“ Læg mærke til at Paulus ikke knytter nogen forbindelse mellem tungetalens ophør og vantro, men han forklarer at tungetalen skulle tjene som et tegn for de vantro, således som den gjorde det på Pinsedagen, hvor folk blev tiltrukket af kristendommen fordi de hørte Guds ord forklaret på deres eget sprog. Korinterne burde derfor erindre sig at tungetalen ikke var til for at de kristne kunne belære de troende inden for menigheden, men var givet for at den kunne være „et tegn“ for de vantro der eventuelt overværede de troendes møder. — 1 Kor. 14:21-26.
Hvad brugen af tungetalen inden for menigheden angår havde Paulus følgende at sige: „Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre hver gang, og den ene efter den anden, og én skal udlægge det! Og er han ikke i stand til at udlægge det, så skal han tie i menighedsforsamlingen.“ Denne vejledning bidrog til at tungetalen udfoldedes inden for ordnede rammer i menigheden. Den fik den plads der tilkom den. — 1 Kor. 14:14-28.
Hvad med Jesu ord?
Viser det foregående, hvor vi har behandlet alt hvad Bibelen siger om tungetale, at kristne i dag skal kunne tale i tunger? Nej, tungetalen og de andre mirakuløse gaver tjente til at identificere Guds nye kristne organisation i dens spæde begyndelse. Men disse mirakuløse gaver hørte op da de havde opfyldt deres formål.
„Men vent lidt,“ vil nogen måske sige, „I har glemt det vigtigste skriftsted om dette emne, nemlig Jesu egne ord i Markus 16:17, 18, hvor det hedder: ’Og disse tegn skal følge dem der tror: i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem.’ Se, det beviser jo at kristne i dag skal kunne tale i tunger.“
Gør det nu virkelig det? Hvis et menneske med fuldt overlæg tager på giftslanger eller drikker dødbringende gift, vil selv en pinseven anse dette menneske for at være fra forstanden eller syg på sindet. Men det er hvad de anførte ord siger at kristne skal gøre.
Bibellærde er imidlertid enige om at de sidste tolv vers i Markus’ bog, dér hvor det nævnes at kristne skal tale i tunger og uden risiko tage på slanger, ikke er skrevet af Markus men er blevet føjet til af en anden. Tregelles, den kendte tekstkritiker fra det nittende århundrede, sagde: „Eusebius, Gregor af Nyssa, Victor af Antiokia, Severus af Antiokia, Hieronymus samt andre forfattere, især de græske, bevidner at disse vers ikke blev skrevet af Sankt Markus, eller ikke er at finde i de bedste afskrifter.“ Men selv om disse ord virkelig hørte med til Markus’ inspirerede skrift (hvad så godt som alle vidnesbyrd benægter), er der intet i dem som modsiger Bibelens øvrige udsagn om at tungetalen ville forsvinde efter apostlenes død.
Skal tungetalen kendetegne den sande menighed i dag?
Apostelen Paulus påpegede at tungetalen ville høre op i den kristne menighed, og fremhævede samtidig at kærligheden skulle være sande kristnes varige kendemærke. Det samme gjorde Jesus da han sagde: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ — Joh. 13:35; 1 Kor. 13:8, 13.
Kærlighed er Guds ånds egentlige frugt. De ledsagende frugter er glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed. Det er disse egenskaber samt lydighed mod Guds befaling om at forkynde „denne gode nyhed om Riget“, og ikke evnen til at tale i tunger, der i dag godtgør at man har Guds hellige ånd. — Gal. 5:22, 23; Matt. 24:14; NW.
Men hvad er da skyld i at mennesker under deres dyrkelse af Gud væltes ned af stolene og begynder at råbe på fremmede sprog? Bibelen viser klart at det ikke er Guds ånd der står bag. Hvis det ikke skyldes religiøst hysteri eller manglende sindsligevægt, må det være fordi Satan og hans dæmoner er på spil. Apostelen Paulus sagde advarende at „Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel“ og at han ville bedrage mange „med al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse“. — 2 Kor. 11:14; 2 Tess. 2:9, 10.
De der ønsker at eje disse mirakuløse gaver som Gud ikke længere skænker sit folk, bliver let ofre for Satans forførelse, og virkningerne er ikke sjældent overraskende. Folk kan blive grebet af hysteri, så de råber op eller får krampetrækninger. Desuden har D. A. Hayes i bogen The Gift of Tongues beskrevet endnu en virkning, der bekræftes fra flere sider. „For ikke længe siden begyndte en kvinde i Los Angeles en dag at tale i tunger, og en agtet kineser der hørte det, sagde at hun talte på den kinesiske dialekt som han kendte. Man bad ham om at oversætte hvad hun havde sagt, men han afslog det med den begrundelse at de ord hun havde brugt var de mest sjofle man kunne tænke sig.“
Det ligner dæmonerne at optræde uanstændigt. Nej, nutidens såkaldte tungetale kendetegner ikke den sande menighed. Jesu disciple skulle derimod, efter Jesu eget udsagn, kendes på at de havde indbyrdes kærlighed.