Brugen af ordet „hånd“ i Bibelen

MENNESKETS vidunderlige griberedskab, hånden, er et talende vidnesbyrd om Skaberens visdom og dygtighed. Ja, hvis ikke hånden havde været skabt på denne særlige måde, med tommelfingeren siddende således at den kan sættes mod de øvrige fingre, ville de arbejder mennesket er i stand til at udføre med hånden være stærkt begrænset.

Hænderne nævnes hyppigt i Bibelen, cirka to tusind gange. Man brugte dem som et måleredskab. En håndsbred var cirka otte centimeter. Et spand var afstanden mellem spidsen af tommelfingeren og spidsen af lillefingeren når hånden var udstrakt, altså så langt som man kunne spænde, cirka 25 centimeter eller en halv alen. Når vi læser at kæmpen Goliat var seks alen og et spand, ved vi altså at han var tre og en kvart meter høj. — 2 Mos. 37:12; 1 Sam. 17:4.

Hænderne blev også brugt under bøn, ikke fromt foldet men udbredt og fremstrakt mod Gud i en udtryksfuld og bedende gestus, sådan som vi ser kong Salomo gøre ved templets indvielse: „Salomo . . . udbredte sine hænder mod Himmelen og sagde: ’[Jehova], Israels Gud, der er ingen Gud som du.“ Om visdommen siges der at den strækker hænderne frem (danske oversættelse: vinker) mod dem der trænger til den. På den anden side siges Gud at udrække sin hånd mod sine fjender når han eksekverer sin dom over dem. — 1 Kong. 8:22, 23; Ezra 9:5; Neh. 8:6; Ordsp. 1:24; Es. 5:25; 31:3.

Hænderne spillede en fremtrædende rolle i det levitiske præsteskabs gudsdyrkelse, især ved indsættelsen af præsterne i deres embede. Både Aron og hans sønner lagde hænderne på de dyr der skulle ofres, som tegn på at disse dyr repræsenterede dem eller ofredes til gavn for dem. Derefter blev andre offergaver lagt på Arons og hans sønners hænder, et symbol på at Gud fylder Jesu Kristi og hans medarvingers hænder med magt og myndighed og godkender dem som præster. — 3 Mos. 8:14, 18, 22, 27.

I det gamle Israel sluttedes en overenskomst med et håndslag der gjorde det ud for vore dages underskrift: „Disse gav deres hånd på at ville sende deres [hedenske] hustruer bort.“ Og når en stillede sikkerhed for en anden gav man håndslag på det, noget som Ordsprogenes vise forfatter i høj grad frarådede: „Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader håndslag.“ — Ezra 10:19; Ordsp. 11:15; 6:1; 17:18; 22:26.

I De kristne græske Skrifter læser vi om mirakuløse helbredelser ved håndspålæggelse: „Da solen gik ned, kom de alle til ham med deres syge, som led af forskellige sygdomme; og han lagde hænderne på hver enkelt af dem og helbredte dem.“ Den hellige ånd blev også meddelt andre ved håndspålæggelse: „Så lagde de hænderne på dem, og de fik Helligånden.“ Og da den hellige ånd meddelte menigheden i Antiokia at Paulus og Barnabas var blevet sat til side til en særlig gerning „fastede de og bad og lagde hænderne på dem og lod dem drage af sted“. I øvrigt blev Barnabas på grund af dette særlige hverv kaldt apostel, ikke en af de tolv som Jesus udsendte, men en af de to som udsendtes af menigheden i Antiokia. — Luk. 4:40; Ap. G. 8:17; 13:1-3; 14:14.

I billedlig betydning bruges hånden som et udtryk for anvendt magt. „[Jehovas] hånd [anvendte magt] lå tungt på asdoditerne.“ Juda fik løftet: „Din hånd skal gribe dine fjendes i nakken.“ — 1 Sam. 5:6; 1 Mos. 49:8. Se også Anden Mosebog 6:1, NW; 9:3.

Hænderne anvendes også som et billede på virksomhed og samarbejde. Således sagde profeten Oded til den trofaste kong Asa: „Men I, vær frimodige og lad ikke hænderne synke, thi der er løn for Eders gerning.“ (2 Krøn. 15:7) Om kong Saul siges det at han dræbte visse præster fordi de havde stået i ledtog med David, „deres hånd“ havde været med David. — 1 Sam. 22:17, NW.

Eftersom en morder tager en andens liv med sine hænder siges disse at være „fulde af blod“. Pilatus prøvede forgæves at befri sig for dette ansvar ved bogstaveligt at vaske sine hænder. — Es. 1:15; Matt. 27:24.

Alle der værdsætter Guds gaver, heri indbefattet hænderne, giver agt på formaningen: „Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til.“ Ja, alt hvad vi tager os for at gøre, bør vi gøre efter bedste evne, det vil sige af hele vort hjerte. — Præd. 9:10; Kol. 3:23.