Den virkelige magt bag det okkulte

BIBELEN afslører den egentlige magt bag dyrkelsen af det okkulte og den hensigt den skal tjene. På Bibelens sider levnes der ikke plads for usikre teorier om emnet. Den fremsætter klart kendsgerningerne og vender sig bestemt og utvetydigt imod alle former for okkultisme. Alle andre gamle religiøse skrifter lægger enten grundlag for dyrkelsen af det okkulte, eller tillader eller opfordrer til at man beskæftiger sig med det okkulte.

Historien viser at næsten alle de tidligste folkeslag var stærkt optaget af dyrkelsen af okkulte kræfter. Man kender kun ét folkeslag som havde en religion der undgik okkultisme — de gamle hebræere som Bibelen beretter om. Hvordan kunne det være?

Den hebraiske religion var ikke blevet påvirket af overtroiske forestillinger om det ukendte, sådan som andre religioner var blevet det. Hebræernes religion var blevet givet dem af Gud, af ham der har alle kendsgerninger på rede hånd, og han gjorde det klart for dem at det ikke var hans magt der stod bag de forskellige former for okkultisme. Gennem sin profet Moses sagde Gud til dem: „Disse folk . . . lyttede til dem der øver magi og spådomskunst, men hvad dig angår har Jehova din Gud ikke givet dig noget sådant.“ — 5 Mos. 18:14, NW.

Med klare ord opregnede han de skikke som de skulle undgå: „Der skulle ingen findes hos dig som . . . driver spådomskunst, øver magi eller tager varsler, ingen som er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse, ingen som rådspørger et åndemedium eller en professionel spåmand eller -kvinde, ingen som retter forespørgsler til de døde. For enhver der øver nogen af disse ting er afskyelig for Jehova.“ — 5 Mos. 18:10-12, NW; jævnfør Tredje Mosebog 19:26, 31; 20:6, 27; Esajas 8:19.

Magten bag det okkulte

En romersk embedsmand ved navn Sergius Paulus, der var prokonsul på Cypern omkring år 47 e.v.t., kom ud for noget der kaster lys over sagen. Bibelen beskriver ham som „en forstandig mand“. Han søgte sandheden. Derfor bad han Saulus fra Tarsus, en romersk borger der også kendes under navnet apostelen Paulus, fortælle ham om Gud og kristendommen. Til stede var imidlertid en mager eller troldmand ved navn Elymas, og han begyndte at sige Paulus imod, idet han uden tvivl var klar over at Paulus’ budskab ville svække den indflydelse han øvede på prokonsulen og det omdømme han havde vundet sig i kraft af sine okkulte evner.

Paulus vendte sig mod Elymas og fortalte uden omsvøb hvem der stod bag hans okkulte evner: „Du djævelens barn, du fjende af al sand religion, hvorfor vil du ikke holde op med at gøre Herrens lige veje krogede?“ (Ap. G. 13:6-10, den katolske Jerusalem Bible) Apostelen Paulus viste altså at det var „djævelen“, en ond åndeskabning, der var den egentlige magt bag denne troldmand. Måske vil det falde nogle svært at tro på at der eksisterer en sådan skabning.

Vi har imidlertid en der kan bevidne hans eksistens. Herren Jesus Kristus kom selv fra åndeverdenen, og med den overbevisning som den personlige erfaring giver, talte han om „Djævelen“, også kendt under navnet „Satan“. Med hensyn til hvordan Djævelen blev til forklarede Jesus: „Han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. . . . han er en løgner og løgnens fader.“ (Joh. 8:44, NW; Luk. 10:18) På et tidspunkt har denne åndeskabning altså ’stået i sandheden’. Da han imidlertid ikke brød sig om at Gud havde myndighed til at afgøre hvad der er „sandheden“, og havde ret til at kræve lydighed imod den, valgte denne skabning, der blev Satan, at lade sit begær efter magt og uafhængighed sejre over sin visdom. — Jak. 1:13, 14; jævnfør Ezekiel 28:13-17.

Derpå gik Djævelen i gang med at lokke andre til at handle på samme måde som han. Hans første åbenlyse handling var at lyve om Gud, et gennemgående træk i de metoder han har benyttet frem til i dag. Denne løgn medførte døden for de to første mennesker og betød at Djævelen kunne betegnes som „en manddraber da han begyndte“, foruden at han var „løgnens fader“. — 1 Mos. 3:1-5, 13; Åb. 12:9.

Af Bibelens beretning fremgår det endvidere at andre „gudssønner“, engle, på lignende måde valgte at gøre sig uafhængige af Gud. De har magt over og øver indflydelse på ubeskyttede menneskers sind og tilværelse, ja de har endog evnen til at „besætte“ mennesker eller dyr og kan gøre brug af livløse ting for at nå deres bedrageriske mål. — Matt. 12:43-45; Luk. 8:27-33.

De der giver sig af med det okkulte indrømmer selv at der er fare på færde. I bogen Psychic Discoveries Behind the Iron Curtain beskrives de omfattende studier som russerne foretager inden for den oversanselige opfattelsesevne og andre psykiske områder. I en beskrivelse af den fare som selv forskningen inden for dette felt frembyder, skriver forfatterne: „Der er én advarsel som enhver der beskæftiger sig videnskabeligt med dette, altid vil give — ESP [oversanselig opfattelsesevne] skal ikke omgås letsindigt. Det kan endda være farligt at arbejde med noget så simpelt som et ’ouija’-bræt. Vi har set nogle af virkningerne.“

Hvorfor er der denne fare? En af grundene nævnes af Ed Warren, der anses for at være en af de førende eksperter vedrørende det okkulte: „At benytte et ’ouija’-bræt, at holde seancer eller at forsøge sig med ESP . . . er en indbydelse til ondsindede ånder, og det kan medføre at disse ånder til sidst besætter én.“

Men hvordan kan det være at der er så mange mærkelige og tilsyneladende modstridende former for okkultisme? Hvad forklarer at nogle former virker direkte onde, andre gode og atter andre blot som udslag af lystige påfund? Alle former tjener faktisk en og samme hensigt, hvilket kun Bibelen afslører.

Formålet med at dyrke det okkulte

Som tidligere bemærket virker okkultister i lighed med Elymas blot som Djævelens formidlere eller håndlangere. Som sådanne er de ’fjender af al sand religion og gør Herrens lige veje krogede’. (Ap. G. 13:10, Jerusalem Bible) Hvor selvmodsigende og uensartede de forskellige former for okkultisme end er, tjener de derfor en og samme hensigt: at lokke mennesker bort fra ’den sande religion’ og få dem til at handle uafhængigt af Guds „lige veje“.

Den djævelske taktik med alt dette er ganske tydelig. Folk tiltrækkes af de uforklarlige, tilsyneladende „overnaturlige“ fænomener. De forskellige former for okkultisme tiltaler forskellige mennesker. Nogle giver sig direkte ind under Djævelen gennem Satandyrkelse, voodoo, heksekunst og deslige. Andre forledes til at tro at Gud har noget at gøre med astrologi eller spiritisme. Folk med en videnskabelig indstilling bliver ofte betaget af „psykiske“ kræfter som ESP og clairvoyance. Der er noget for næsten enhver smag.

Men hvordan forholder det sig så med „troshelbredelse“, „tungetale“, dæmonuddrivelse og lignende, som direkte er knyttet til kirker og trossamfund der kalder sig kristne? Viser sådanne fænomener ikke at Gud støtter disse trossamfund i bestræbelserne for at bekæmpe Djævelens gerninger, akkurat som han hjalp Jesus og hans apostle? (Joh. 10:37, 38; Ap. G. 19:11) I sin kendte bjergprædiken kom Jesus ind på dette spørgsmål.

Han udtalte at mange ville give sig ud for at være kristne uden virkelig at være det. Hvad ville være grundlaget for deres påstand om at være kristne? Jesus forklarede: „Mange skal sige til mig på hin dag: ’Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’“ Men ville det bevise at de havde Guds ånd og var hans søns sande disciple? Jesus forklarede videre: „Da vil jeg sige dem rent ud: ’Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.’“ — Matt. 7:15-23.

Det siger sig selv at når okkultister tager Kristi navn i deres mund, er det ham lige så afskyeligt som det var for Jehova når hebræerne dyrkede det okkulte. Hvorfor? Fordi den samme magt står bag. Formålet er det samme, nemlig at drage mennesker bort fra den sande religion og forlede dem til at gøre noget Gud fordømmer.

Bibelen viser at åndens mirakuløse gaver forsvandt da de havde godtgjort at den nyoprettede kristne menighed var det middel hvormed Gud udbredte den sande tilbedelse. (1 Kor. 13:8-11) Men Bibelen advarer om at religiøse bedragere senere hen ville gribe til sådanne „mirakler“ for at give deres handlinger et tilforladeligt skær. „Det er intet under,“ siger Bibelen, „Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere.“ — 2 Kor. 11:14, 15.

Med andre ord: evnen til for eksempel at uddrive dæmoner er ikke nødvendigvis et udtryk for at man har Gud med sig. Både såkaldt kristne og ikke-kristne hævder på lige fod at de kan uddrive dæmoner, hvad enten det er katolikker, protestanter, jødiske kabbalister eller endda voodoo-dyrkere. Gud kan ikke stå bag dem. Bibelen siger at „Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud“. (1 Kor. 14:33) Gud vil afgjort ikke modarbejde sig selv ved at støtte så modstridende grupper.

Selve de metoder som såkaldte djævleuddrivere benytter, viser at Gud ikke står bag dem. Jesus „uddrev ånderne ved sit ord“; han behøvede blot at give en befaling, og de adlød, idet de måtte anerkende hans myndighed. (Matt. 8:16, 29-34; Mark. 5:7-13; Luk. 8:28-33) De religiøse „djævleuddrivere“ må derimod igennem et helt magisk ritual med visse ord og vendinger der i sig selv antages at have evnen til at uddrive dæmoner. Det romersk-katolske djævleuddrivelsesritual står at læse i Rituale Romanum. Det kan tage flere timer at fremsige det, og alt imens skal der benyttes religiøse relikvier og andre til overtroen hørende religiøse ting — en stærk kontrast til Jesu enkle måde at gøre det på! Ikke desto mindre synes deres „djævleuddrivelser“ ofte at virke! Hvordan kan det være?

Bibelen viser at Satan ville støtte de religiøse bedragere med overnaturlige kræfter for derved at give dem et troværdigt præg og fremme sine egne formål. Den kristne apostel Paulus forudsagde at der blandt dem som gjorde krav på at være Kristi disciple ville ske et oprør, idet nogle ville vende sig imod Guds veje og tragte efter selv at blive tilbedt og æret, således som tilfældet er med kristenhedens præsteskab. Paulus skriver videre: „Men når Oprøreren kommer vil Satan gå til værks: der vil ske alle mulige mirakler og en bedragerisk opvisning af tegn og undere og alt tænkeligt ondt der kan føre dem bag lyset . . . fordi de ikke ville tage imod kærligheden til sandheden, som kunne have frelst dem.“ — 2 Tess. 2:9, 10, Jerusalem Bible.

Læg mærke til at Paulus stiller de ’bedrageriske tegn’ og „kærligheden til sandheden“ op som modsætninger. Jesus forklarede hvad der var den virkelige kilde til sandhed da han bad til Gud og sagde: „Dit ord er sandhed.“ Guds ord står i Bibelen. Ægte „kærlighed til sandheden“ opnår man ved at bruge sin forstand til at lære dette ord at kende, så man kan følge Guds „lige veje“ i sin daglige tilværelse. — Joh. 17:17; Ap. G. 13:10.

Det rette syn på det okkulte

Hvad betyder det nu for dem der giver sig af med okkultisme eller som føler sig tiltrukket af alt det pressen har skrevet om det okkulte? Det betyder at det er farligt at beskæftige sig med det okkulte, også selv om det blot er af nysgerrighed eller af lyst til underholdning. Satan Djævelen benytter enhver form for okkultisme som et middel til at få folk beskæftiget med noget der er i direkte modstrid med Guds klart udtrykte vilje.

Sande kristne leger ikke med det okkulte. Det er muligt at nogle af dem tidligere har beskæftiget sig med det, men i så fald har de nu tilintetgjort alle genstande de ejede som havde tilknytning til det okkulte. (Ap. G. 19:18, 19) De har erfaret værdien af det råd Bibelen giver: „Stå Djævelen imod, så skal han fly fra jer.“ — Jak. 4:7.

Jehovas kristne vidner har længe fulgt de kloge formaninger som Bibelen indeholder om dette emne. De har derved undgået at falde i okkultismens snare, også i de egne af Latinamerika og Afrika hvor voodoo og juju (fetichdyrkelse) hører med til det daglige liv, selv blandt befolkningsgrupper der giver sig ud for at være kristne. De har hjulpet oprigtige mennesker til at gøre sig fri af onde ånders magt, ikke ved at gennemføre et eller andet mystisk dæmonuddrivelsesritual men ved at undervise dem i sandheden fra Guds ord, Bibelen. (Ef. 6:10-18) Når de lader sig lede af Guds ord, som hverken ignorerer det okkultes eksistens eller tillader kristne at beskæftige sig med det, kan de sige med apostelen Paulus: „Vi [skal] ikke . . . overlistes af Satan; thi hvad han har i sinde, det ved vi.“ — 2 Kor. 2:11.