Skal kristne holde sabbaten hellig?
EN ORTODOKS rabbiner gik seksten kilometer fra New Yorks Kennedy-lufthavn til et hus i Brooklyn. Hvorfor? Fordi hans flyvemaskine først landede efter solnedgang fredag og det stred imod hans religiøse overbevisning at benytte de offentlige transportmidler på sabbaten. I Israel kræver nogle endog at busser, ja selv udrykningskøretøjer, ikke må køre på sabbaten. Af og til ser man ortodokse jøder ligge på gaden side om side fra kantsten til kantsten for at standse al trafik på sabbaten. Det er naturligvis ikke alle ortodokse jøder der har det samme syn på sabbaten.
Den lov disse jøder foregiver at efterleve er det fjerde af de ti bud, som lyder (i uddrag): „Kom sabbatsdagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for [Jehova] din Gud; da må du intet arbejde udføre.“ (2 Mos. 20:8-10, fodnoten) Er denne sabbatslov bindende for kristne, eller gjaldt den kun israelitterne, senere kendt som jøderne?
Kun for Israel?
Selve indledningen til de ti bud svarer på dette spørgsmål: „Jeg er [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.“ (2 Mos. 20:2) Hvem udfriede Jehova fra Ægypten? Jakobs eller Israels efterkommere. Læg mærke til hvordan det fjerde bud lyder i Femte Mosebog 5:12-15: „Tag vare på sabbatsdagen, så du holder den hellig, . . . Kom i hu, at du selv var træl i Ægypten, og at [Jehova] din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm; det er derfor, [Jehova] din Gud har pålagt dig at fejre hviledagen!“ — Fodnoten.
Hvem skulle denne sabbatslov være et tegn imellem? Kun mellem Jehova og Israel. Anden Mosebog 31:13 siger: „Du skal tale til israelitterne og sige: Fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg [Jehova] er den, der helliger eder.“ (Se også Ezekiel 20:10-12.) Nogle hævder at sabbatsloven gjaldt helt tilbage fra Eden, men Moses sagde klart til folket: „Det var ikke med vore fædre, [Jehova] sluttede denne pagt, men med os, vi, der i dag er her til stede, alle vi, der er i live.“ — 5 Mos. 5:3.
Men skulle denne sabbat ikke være et tegn mellem Jehova Gud og hans folk „til alle tider“, altså i al evighed? (2 Mos. 31:17) Nej, for det hebraiske ord der her er gengivet med „til alle tider“ er ‛ohlamʹ, der blot betyder en ikke nærmere bestemt periode eller tid. Derfor gengiver New World Translation ordet ‛ohlamʹ med „på ubestemt tid“. Sabbaten skulle således gælde til ubestemt tid; det ville måske være i al evighed, og måske ikke. Det at ordet bruges i forbindelse med mange andre af Lovens anordninger som nu tydeligvis er ophørt, viser at det ikke nødvendigvis betyder i al evighed. — 2 Mos. 12:14, 17, 24; 27:21; 28:43; 29:28.
Hvad med Jesus og hans apostle?
Holdt Jesus sabbaten hellig? De religiøse ledere på hans tid bebrejdede ham i denne forbindelse, men det kan dog ikke afvises at han som jøde født under Loven virkelig helligholdt sabbaten. (Gal. 4:4) Han holdt sabbaten som Guds ord (ikke farisæerne) anviste. Når han blev udfordret svarede han ikke at sabbaten ikke gjaldt ham, men derimod at ’man har lov at gøre godt på sabbaten’. (Matt. 12:12) Han sagde imidlertid også at han kom „for at opfylde“ Loven. (Matt. 5:17, fodnoten) Hvordan berørte dette disciplene?
Fortsatte de med at holde sabbaten efter Jesu død, opstandelse og himmelfart? Nej, men de benyttede sig af lokale skikke til at forkynde for folk som plejede at samles på sabbaten. Vi læser således at Paulus og hans ledsagere gik ind i en synagoge på sabbaten. Hvorfor? Fordi folk på det tidspunkt var forsamlet der. (Ap. G. 13:14-16) Og det var deres tilhørere, der var vant til at samles på sabbaten, der bad om lov til at høre mere den følgende sabbat. (Ap. G. 13:42-44) Hver gang sabbaten nævnes i Apostlenes Gerninger er det i forbindelse med ikke-kristen gudsdyrkelse, enten i en synagoge eller i andre bedehuse. — Ap. G. 16:11-13; 17:1-3; 18:4.
På den anden side nævnes det at Kristi disciple ved bestemte lejligheder samledes på ugens første dag. (Joh. 20:19, 26; Ap. G. 20:7) Dette berettiger ikke kristne til at helligholde ugens første dag, for der findes ingen udtrykkelig befaling hertil i De kristne græske Skrifter, men det viser afgjort at de første kristne ikke længere følte sig forpligtet til specielt at foretrække den syvende dag til tilbedelsen.
„Under lov“?
I Romerbrevet 6:14 skrives der til de kristne: „I er jo ikke under lov.“ Men nogle af dem som står fast på at sabbatsdagen skal helligholdes, hævder at kun de som bryder Guds lov kan siges at være „under lov“, og at alle som holder den er „løst fra loven“. Dette argument finder imidlertid ingen støtte i Guds ord. Tværtimod siger Bibelen: „Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven.“ — Rom. 3:19.
Apostelen Paulus’ ord i Galaterbrevet 3:23 modbeviser også denne teori, idet der siges at „førend troen kom, bevogtedes vi under loven“. Jesus var bestemt ingen lovbryder, og alligevel læser vi om ham: „Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven.“ Alene dette skriftsted viser hvor vildledende det argument er at kun de som bryder Loven kan siges at være „under“ den. — Gal. 4:4.
Advarsler mod at helligholde dage
Kristne er ikke underlagt de ti bud, men de formanes i overensstemmelse med principperne i de ti bud. De advares således mod at tilbede andre guder, mod afgudsdyrkelse, mod at misbruge Guds navn, og mod mord, hor og tyveri, mod at sige falsk vidnesbyrd og mod begærlighed; de får også befaling om at ære deres fader og moder. Men fra Mattæus til Åbenbaringen vil man lede forgæves efter nogen udtrykkelig befaling om at helligholde ugens syvende dag.
Kristne får tværtimod denne tydelige befaling: „Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat; det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme.“ (Kol. 2:16, 17) Særlig blev de kristne i Galatien irettesat for at helligholde bestemte dage: „Nu derimod, da I . . . er kendt af Gud, hvor kan I så vende tilbage igen til de svage og fattige ’magter’ og ønske atter på ny at trælle for dem? I overholder dage og måneder og festtider og år. Jeg frygter for, at jeg måske har slidt forgæves med jer.“ — Gal. 4:9-11.
At det ikke var en pligt for de første kristne at helligholde sabbaten, kan ses af Romerbrevet 14:5: „En regner den ene dag for bedre end den anden, andre regner alle dage lige; enhver skal blot være fuldt forvisset i sit eget sind!“ Apostelen Paulus kunne ikke have udtrykt sig på denne måde hvis kristne stadig var underlagt de ti bud. I denne forbindelse er det af stor interesse at selv sådanne tidlige „kirkefædre“ som Justinus Martyr og Tertullian ligestillede helligholdelsen af sabbaten med omskærelsen.
Gud afskaffede Loven gennem Kristus
Bibelen erklærer meget klart at Gud fjernede Loven gennem Kristus. (Ef. 2:14-18; Kol. 2:13, 14) Nogle hævder at Gud kun fjernede den såkaldte ceremonilov, og ikke de ti bud. Men der er ikke nogen bibelsk berettigelse for en sådan adskillelse. I sin bjergprædiken citerede Jesus både fra de ti bud og fra de ceremonielle dele af Loven og skelnede ikke imellem dem. — Matt. 5:21-42.
Som yderligere støtte for dette kan anføres de inspirerede ord i Romerbrevet 7:4-12. Der læser vi at kristne er ’døde fra loven ved ’Kristi legeme’, og som følge deraf er de ’blevet løst fra loven’. Fra hvilken lov? Kun fra den såkaldte ceremonilov? Nej, for den inspirerede skribent fortsætter med at citere fra de ti bud: „Du må ikke begære,“ hvilket viser at han ved „lov“ ikke blot mener den såkaldte ceremonilov, men hele den lov der blev givet gennem Moses — også de ti bud.
Loven kontra ufortjent godhed
I alle De kristne græske Skrifter sættes Moseloven i kontrast til „nåden“ eller den ufortjente godhed som kom med Jesus Kristus. Vi læser således: „Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus.“ (Joh. 1:17) Ja, „Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror“. Ved „ophør“ menes Lovens afslutning. Kristne får derfor dette råd: „Synden skal ikke få herredømme over jer; I er jo ikke under lov, men under nåde.“ — Rom. 10:4; 6:14.
Loven tjente sit formål, nemlig at forberede israelitterne til Messias, som vi læser: „Loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemester.“ (Gal. 3:24, 25) Hvem var Loven en tugtemester for? Kun for jøderne. Da Paulus således forkyndte for ikke-jøder i Athen, blev nogle af dem troende kristne, selv om de aldrig havde haft Moseloven som tugtemester. — Ap. G. 17:22-34.
„Loven“ om kærlighed
Vil alt dette sige at kristne, eftersom de ikke er underlagt de ti bud, er frie til at gøre hvad de har lyst til? Nej. „I blev jo kaldet til frihed, brødre, kun må friheden ikke blive en anledning for kødet; men tjen hverandre i kærlighed! Thi hele loven er opfyldt i et eneste bud, nemlig dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ (Gal. 5:13, 14) Hvis kristne kun var blevet løst fra den såkaldte ceremonilov, ville en sådan frihed ikke udgøre en anledning for kødet. Men argumentet er tydeligt: selv om de ikke længere er under Moseloven, og derunder de ti bud, er de ikke frie til at handle uden hensyntagen til andre, for de er stadig forpligtet af loven om kærlighed.
Ordene i Romerbrevet 13:8-10 viser at denne forpligtelse til kærlighed erstatter befalingerne i de ti bud (og ikke blot den såkaldte ceremonilov): „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre; thi den, som elsker sin næste, har opfyldt loven. Thi det: ’Du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt; derfor er kærlighed lovens opfyldelse.“ På grund af kærlighedens fundamentale betydning henviste Jesus ikke til noget enkelt af de ti bud da han blev spurgt hvilket der var det største, men viste at det største bud var at elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og hele sin styrke. — Mark. 12:29, 30.
Det fjerde bud er imidlertid ikke uden betydning for kristne. De holder en sabbat, ikke hver syvende dag, men en vedvarende sabbat, den sabbat Gud påbegyndte efter at have fuldført sit skaberværk. (Sl. 95:8-11; Hebr. 3:7 til 4:8) Ja, Paulus skrev: „Altså står der endnu en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile.“ Hvordan? Ved at udvise tro på Guds frelsesforanstaltning; ved at afstå fra selviske gerninger og i stedet bruge vort liv til at ære Gud. „Thi den, som er gået ind til [Guds] hvile, har opnået at hvile fra sine gerninger [gerninger der har selvretfærdiggørelse som mål, selviske gerninger] ligesom Gud fra sine“ skabergerninger. (Hebr. 4:9-11) Har du gjort det?