Begyndelsen til et bibelsk mysterium

JEHOVA er en lysets Gud. Under gennemførelsen af sine hensigter har han hellige hemmeligheder; dog holder han dem ikke til evig tid for sig selv, men åbenbarer dem når tiden er inde til det. Han er ikke ophav til uforklarlige mysterier, og den der læser hans bog, Bibelen, vil opdage at han lige fra Første Mosebog til Åbenbaringen lidt efter lidt afdækker et stort mysterium. Det er ikke et mysterium som han selv er ophav til, men et mysterium der er blevet til med hans tilladelse. I slutningen af Bibelen gives løsningen på dette mysterium, der bliver så klart som dagen. Hvis vi følger tråden i dette mysterium Bibelen igennem, vil vi finde opklaringen af det mere spændende end nogen roman. Vi vil blive fuldstændig opslugt af det, ikke blot fordi der er tale om virkelige historiske begivenheder og personer, men fordi vi selv er engageret i det og vort eget liv afhænger af om vi forstår løsningen. Det vil ikke være klogt at gå glip af nogen af de vidnesbyrd der fremlægges til opklaring af mysteriet, for gør vi det bliver vor forståelse uklar og vi vil ikke kunne tage det vigtige skridt som Gud anviser umiddelbart før mysteriet når sin afslutning.

Hvad er dette mysteriums tema? Det er „Babylon den Stores fald“. Grunden til at det har så stor betydning for os at kende noget til dette, er at Babylon den Stores fald er knyttet nøje sammen med Guds rige, ja Babylon den Stores fald ville betyde at Guds rige nu havde herredømmet. Dette skulle ske med en sådan pludselighed at det ville komme bag på det store flertal af menneskeheden, der umiskendeligt ville mærke de verdensomspændende følger af denne begivenhed. Forståelsen af dette mysterium vil sætte den retsindige i stand til at slutte sig til de mange der ned gennem tiden har bedt om Guds riges komme i bevidstheden om at dette ville betyde udfrielse fra en magt der længe har undertrykt menneskene.

Hvis Babylon er dømt til undergang står vi over for at skulle træffe et valg, modigt og ærligt. Med Guds ord Bibelen inden for rækkevidde behøver vi ikke at være i uvidenhed om hvad vi skal gøre. Igennem hele denne bog lyder befalingen til dem der ønsker at være Guds folk: Drag ud af Babylon! Det vil sige at vi alle på en eller anden måde befinder os i fangenskab i Babylon, er Babylons fanger. Vi må altså vide hvem eller hvad Babylon den Store er og hvad Guds rige er, for at kunne træffe vort valg, der står imellem at blive i Babylon og gå til grunde sammen med den eller at drage ud af Babylon, stille os under Guds rige og leve.

Skal vi have en klar forståelse af hvad Babylon den Store er, må vi først betragte det gamle Babylon, hvis fald i 539 før vor tidsregnings begyndelse er afmærket i historien. Mange arkæologiske og historiske oplysninger vedrørende Babylon er nu tilgængelige. Dens imponerende ruiner er blevet afdækket siden 1899, og Bibelen fortæller en hel del om det allerældste Babylon. Hvorfor har Bibelen så meget at sige om Babylon? I Romerne 15:4 læser vi: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ Mysteriet omkring Babylon den Store nærmer sig nu sin afslutning. Det er derfor vigtigt, ja i allerhøjeste grad presserende, at lære det gamle Babylons historie at kende, og forstå hvorfor det faldt og gik til grunde, for dermed at få lys over dets modstykke, Babylon den Store, som Åbenbaringens bog nævner som en magt der skulle udøve herredømme længe efter at byen Babylon havde mistet sin betydning som verdensmagt.

En modstander af Gud bygger Babylon

Det allerførste sted vi ser byen Babylon nævnt i Bibelen er i Første Mosebog, kapitel ti, vers ti, hvor der siges: „Fra først af omfattede hans rige Babel, . . .“ Babylon er det samme som Babel, idet de græsktalende jøder der udarbejdede den første nedskrevne oversættelse af De hebraiske Skrifter, nemlig den græske Septuaginta, gengav navnet Babel med Babylon. Den latinske Vulgata og flere andre oversættelser benytter ligeledes navnet Babylon. Det er et interessant faktum at Bibelen er den eneste historiske beretning der giver oplysning om Babels eller Babylons oprindelse, samt om dens grundlægger. Den fortæller at Babels grundlægger var en mand ved navn Nimrod, en af Kams søn Kusj’ efterkommere. Han var altså en oldesøn af Noa. Bibelen beretter endvidere at Nimrod var den første jordiske konge. Beretningen lyder således: „Dette er Noas sønner, Sem, Kam og Jafets slægtebog. Efter vandfloden fødtes der dem sønner. . . . Kams sønner: Kusj, Mizrajim, Put og Kana’an. . . . Og Kusj avlede Nimrod, som var den første storhersker på jorden. Han var en vældig jæger for [Jehovas] øjne; derfor siger man: ’En vældig jæger for [Jehovas] øjne som Nimrod.’ Fra først af omfattede hans rige Babel, Erek, Akkad og Kalne i Sinear; fra dette land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-Ir, Kela og Resen mellem Nineve og Kela; det er den store by.“ — 1 Mos. 10:1-12.

Den dag i dag kaldes en ivrig jæger for en Nimrod. Men gav denne Nimrod sig kun af med at jage dyr? Hvilken slags jæger var han? Det jødiske værk The Jewish Encyclopedia siger i bind 9, side 309 (udgaven af 1909), at Nimrod i de jødiske rabbineres skrifter er „den første af et oprørsk folkefærd, idet hans navn fortolkes som ’den der gjorde alle mennesker til oprørere mod Gud’“.

Alexander Marlowe gengiver i sit værk The Book of Beginnings Første Mosebog 10:8, 9 således: „Og Kusj avlede Nimrod; han begyndte at blive en mægtig tyran i landet. Han var en frygtelig undertrykker, oprørsk lige op i Jehovas ansigt, hvorfor det siges: Som Nimrod, den vældige jæger, anmassende lige over for Jehova.“a

Det er det hebraiske forholdsord liphneiʹ der er oversat med „for“ i udtrykket „for [Jehovas] øjne“. M’Clintock og Strongs Cyclopædia siger i bind VII, side 109 (udgaven af 1894):

Præpositionen לפני har ofte, som [leksikografen] Gesenius indrømmer, en fjendtlig betydning — foran, i den hensigt at modstå (4 Mosebog 16:2; 1 Krønikebog 14:8; 2 Krønikebog 14:10); og Septuaginta tillægger ordet denne betydning i det vers vi har under drøftelse — ἐναντίον Κυρίου — „imod Herren“. Targumerne [de jødiske] og [historikeren] Josefus giver ordet denne fjendtlige betydning. Sammenhængen taler også for det. At hans ry som „en vældig jæger“ ikke blot skyldtes hans jagtbedrifter fremgår af at det umiddelbart derefter fortælles at han grundlagde otte byer. . . . Nimrods bedrifter som jæger stod som symbol på det han udrettede som erobrer. For jagt og heltemod var i oldtiden specielt og nært forbundet. . . . Assyriske monumenter skildrer ligeledes mange jagtscener, og ordet [der anvendes om jagt] anvendes ofte som betegnelse for et krigstogt. . . . Betydningen er da at Nimrod var den første der grundlagde et rige efter Vandfloden, at han samlede de spredte stumper af et patriarkalsk styre og konsoliderede dem med sig selv som eneste hersker og overhoved; og alt sammen i trods mod Jehova, for der var tale om en hamitisk magts indtrængen på semitisk område.

I overensstemmelse med denne nøjagtigere forståelse oversætter New World Translation of the Holy Scriptures (udgaven af 1961) Første Mosebog 10:8-10 således: „Og Kusj blev fader til Nimrod. Han var den første der blev mægtig på jorden. Han optrådte som en mægtig jæger i opposition til Jehova. Derfor er der et mundheld der lyder: ’Ligesom Nimrod en mægtig jæger i opposition til Jehova.’ Og begyndelsen til hans rige var Babel og Erek og Akkad og Kalne i Sinears land.“

Gud kræver mennesket til regnskab for udgydt blod

Da Noa og hans familie trådte ud på det tørre land efter at have opholdt sig et helt solår i arken, havde de én ånd eller én tanke. Deres første handling, siger beretningen, bestod i at genoprette den sande tilbedelse på jorden, idet de byggede et alter og frembar velbehagelige og antagelige ofre som en tak til deres Skaber og Bevarer. Som svar herpå velsignede Gud Noa og hans sønner og udtalte den lov der nu skulle gælde for menneskets forhold til dyrene og dets forhold til andre mennesker. For første gang gav han menneskene lov til at spise kød af dyr, fugle og fisk. Men som den der har skabt alle ting og derfor ejer alle ting, menneskers og dyrs liv indbefattet, gjorde Gud med rette Noa opmærksom på at livet er helligt for ham. Det var 1657 år efter Adams skabelse (2369 f.v.t., regnet efter den gregorianske kalender).

Jehova Gud forklarede her Noa at kødets liv eller sjæl er i blodet og at selv om han nu gav mennesket lov til at spise kød af dyr for at det kunne opretholde livet, havde ingen ret til at spise eller drikke blodet, for det ville betyde at man tilranede sig dyrets liv, der retteligt tilhørte Livgiveren. (1 Mos. 9:3, 4) Hvad skulle man da gøre med blodet? Det skulle løbe af dyret når det blev dræbt og hældes ud på jorden, „moder“ jord. (3 Mos. 17:13; 5 Mos. 12:16; 15:23; Ap. G. 15:20) Det var som at give livet tilbage til Gud, mens man kun tog kødet som en gave fra Gud. Bibelen fordømmer derfor ikke jagt på dyr når formålet er at skaffe sig føde eller klæder eller at beskytte sig, men den fordømmer den løsslupne jagt på dyr for sportens eller fornøjelsens skyld, idet denne udgydelse af blod eller liv ikke tjener et formål som Gud godkender.

Af større betydning end dyreskabningers liv er menneskeliv, fordi mennesket er skabt i Guds billede. Hvor strengt Gud ser på dette, fremgår af hans ord til Noa og dennes sønner: „Og desuden vil jeg kræve blodet af jeres sjæle tilbage. Af hver levende skabnings hånd vil jeg kræve det tilbage; og af menneskets hånd, af hånden af enhver som er dets broder, vil jeg kræve menneskets sjæl tilbage. Enhver der udøser menneskers blod skal få sit eget blod udgydt ved et menneske; for Gud gjorde mennesket i sit billede.“ — 1 Mos. 9:5, 6, NW.

Et menneskes blod eller liv er altså af langt større værdi end et dyrs, og Gud sagde at han ville kræve enhver der berøvede et menneske livet til regnskab derfor. Vedkommende måtte betale med sit eget liv. Alle mennesker er som efterkommere af Noa og dennes sønner bundet af denne guddommelige lov.

Grov krænkelse af Guds lov om blodet

Men Nimrod lagde en anden ånd for dagen end Noa og Sem. Han viste umiskendeligt tegn på at han besad den dårlige, selviske, ærgerrige og blodtørstige ånd som kendetegner Guds store modstander, Satan Djævelen. Som en sønnesønnesøn af Noa var han bundet af Guds lov vedrørende blodet, men hans handlinger viste at han nærede en komplet foragt for denne lov. Han drev ikke blot tøjlesløst jagt på vilde dyr for at skaffe sig ry som en helt, men han udvidede sin jagt på dyr til krigs- og erobringstogter hvorunder han udgød menneskeblod. I The Catholic Encyclopedia, bind 10, side 741, siges der om udtrykket „en vældig jæger for Herren“: „Dette sidste udtryk kan tages i den snævre betydning — en ivrig dyrejæger, for det véd vi de babyloniske herskere var — eller i betydningen ’kriger’, eftersom grundtekstens ord gibbor kan betyde ’helt’.“ Denne sidste forståelse støttes af The Encyclopedia Americana, der i bind 20, side 350 (udgaven af 1929) siger: „Han betegnes som ’en vældig jæger for Herren’, et noget dunkelt udtryk, som dog uden tvivl hentyder til såvel hans krigs- og erobringstogter som til hans jagtbedrifter.“ Bibelen siger, i Første Mosebog 10:11, 12: „Fra dette land [Sinear] drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-Ir, Kela og Resen mellem Nineve og Kela; det er den store by.“

På Nimrods tid må menneskene have formeret og bredt sig i lydighed mod Guds påbud til Noa og hans sønner Sem, Kam og Jafet: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden!“ (1 Mos. 9:1, 7) Der var altså folk som Nimrod kunne opkaste sig til konge over i byen Babylon (Babel) i Sinears land.

Da han fra Babylon udstrakte sit rige til Assyrien trængte han ind på en af Sems sønners område, idet Assyrien jo var Sems søn Assurs land. (1 Mos. 10:22) Dette var en aggression og derfor uden tvivl ledsaget af blodsudgydelse, idet han måtte dræbe dem hvis landområde han tog for at kunne grundlægge Nineve, Assyriens hovedstad. Som følge heraf blev Nimrod en morder, endog i højere grad end den første morder Kain. Derved kom der til at hvile blodskyld på Nimrods hovedsæde Babel, eftersom det udstrakte sit område ved blodsudgydelse. Det er derfor ikke mærkeligt at den aggressive assyriske verdensmagts område i Mika 5:4, 5 kaldes for „Nimrods land“. Hvilket uhyggeligt forbillede for Babels modstykke, Babylon den Store! — Åb. 17:5, 6.

Bibelen beretter intet om hvordan Gud krævede Nimrod til regnskab for alt det blod han havde udgydt, men under opregningen af de slægter der nedstammede fra Noas tre sønner, siges der intet om at Nimrod havde nogen efterkommere. Bibelen afskærer ham simpelt hen fra al videre omtale og lader de eventuelle børn han har haft, ude af betragtning. Sagn og beretninger som er nedskrevet af hedenske historieskrivere fortæller at Nimrod led en voldsom død for skarpretteres hånd.

I sin fremfærd mod Jehova og mod hans lov nøjedes Nimrod imidlertid ikke med at føre krig og myrde. Som vi skal se i næste nummer af dette blad brugte han sin by Babylon til at gå endnu videre: nemlig til at udfordre Jehova og drage hans suveræne herredømme over universet i tvivl. Og hermed kommer vi til et nyt spor der fører videre frem mod løsningen af mysteriet omkring Babylon den Store.

[Fodnote]