Tjenestens krav

„Når du lægger brødrene dette på sinde, er du en god tjener for Kristus.“ — 1 Tim. 4:6.

 1, 2. Hvad gør Jehova brug af ved fuldbyrdelsen af sine hensigter?

JEHOVA, den levende Gud, hvis visdom ikke kender nogen grænser, bruger mange naturkræfter, og skabninger ved fuldbyrdelsen af sine evige hensigter, og når han skal have udført en eller anden speciel opgave til en bestemt tid. I svundne tider har han gjort brug af flammende ild, stormpiskede have, store fisk, markens dyr, himmelens fugle, insekter, mennesker, engle, ja endog ærkeengelen Mikael. Alle har de efter tur ydet en god indsats i lydighed mod deres Skabers vilje.

² Ærkeengelen, der i Bibelen også identificeres som Ordet, var Jehovas første og eneste direkte skaberværk. Ham var det, Jehova brugte som sit ypperste redskab under frembringelsen af hele det øvrige skaberværk. (Ordsp. 8:30; Åb. 3:14) „Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.“ (Joh. 1:3) Han var tilstrækkelig kvalificeret til den tjeneste, der blev anvist ham, og han adlød og behagede altid sin himmelske Fader, og det var ham en lyst at gøre Faderens vilje. Nøjagtig hvordan alle de øvrige trofaste engle tjener til hjælp for dem på jorden, der er arvinger til frelse, ved vi ikke helt, men at de er Jehovas tjenere, der ejer de kvalifikationer, der kræves, for at de kan udføre deres tjeneste, har vi fuld forvisning om, for der siges om Jehova, at „sine engle gør han til ånder, og sine offentlige tjenere til ildslue“. (NW) „Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste [til offentlig tjeneste, NW], som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse?“ — Hebr. 1:7-14; Sl. 104:1-4.

 3. Hvordan viste Abel og Enok, at de var Jehovas tjenere?

³ I fortiden tjente mænd og kvinder Jehova på fyldestgørende måde, fordi de var tilstrækkelig kvalificeret til den tjeneste, der blev betroet dem. Seksten af dem omtales ærefuldt i den hellige skrift i Hebræerne, det ellevte kapitel. Abel, den første i rækken, var et trofast vidne for Jehova, og selv om hans broder Kain i misundelse myrdede ham, formåede han dog ikke at bringe ham til tavshed, thi Jehova sagde til Kain: „Din broders blod råber til mig fra jorden.“ (1 Mos. 4:10) „I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død.“ (Hebr. 11:4) Enok, den næste i rækken, var ligeledes tilstrækkelig kvalificeret til den ham anviste tjeneste. „Enok, Adams efterkommer i syvende led, profeterede . . . og sagde: Se, Herren [Jehova, NW] kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet, for alle de formastelige ord, de har talt imod ham.“ — Jud. 14, 15.

 4. Hvorved viste Noa, at han opfyldte de krav, der stilles til Jehovas tjenere?

⁴ Omtrent seksten århundreder efter, at Adam og Eva blev forvist fra deres paradisiske hjem på grund af oprør og ulydighed, var deres efterkommere blevet så moralsk fordærvede, at al deres higen og tragten kun var ond dagen lang. Derfor besluttede Jehova sig til at sende en vældig vandflod over jorden og udslette den daværende onde ordning og alle dens tilhængere. Med det for øje at frelse sådanne, som var retfærdige, og skåne visse dyr gav Jehova befaling til, at en ark skulle bygges. Dens konstruktion var ganske enestående. Kald den en båd, om du vil. Noa var ikke skibsbygger, men alligevel gav Jehova ham denne opgave. Noa havde urokkelig tro til Jehova og til hans almagt til at gennemføre sine hensigter, og han tog arbejdet op og fuldførte det til tiden. Foruden at Noa byggede denne ark, forkyndte han mundtligt Jehovas beslutninger. (2 Pet. 2:5) Også han havde de kvalifikationer, der var nødvendige for tjenesten.

 5. Hvordan viste Abraham gennem et langt liv, at han var tilstrækkelig kvalificeret til at yde fyldestgørende tjeneste?

⁵ Senere hen, flere århundreder efter Vandfloden, betroede Jehova en opgave til en anden mand, der havde den nødvendige tro til at fuldføre den. På grund af denne mands trofaste tjeneste og loyale lydighed gav Jehova ham et vidunderligt løfte. Dette løfte blev en pagt, der rummede et håb for alle troende i menneskeheden. „Da Skriften forudså, at det er af tro, Gud ville retfærdiggøre hedningerne, forkyndte den forud Abraham det evangelium: I dig skal alle folkeslagene velsignes.“ (Gal. 3:8) Abraham blev stillet på den allerhårdeste prøve, dengang Jehova bød ham at give sin elskede søn, Isak, som et brændoffer på det alter, han skulle rejse på Morija bjerg. Dette tjente som et billede, der skulle optegnes i den hellige skrift, og det pegede hen til, hvordan Jehova Gud ville ofre sin elskede søn, Jesus Kristus, som et offer til genløsning af troende mennesker. I tro adlød Abraham, og det nødvendige billede blev dannet. Ved Jehovas ufortjente godhed blev Isak imidlertid skånet og givet tilbage til sin trofaste fader, Abraham. — 1 Mos. 22:1-18.

 6, 7. Hvorledes vises det i tilfældet med Moses, hvilke kvalifikationer der kræves for at være en god Guds tjener?

⁶ Med tiden tjente også Moses som et eksempel på et menneske, der blev dygtiggjort til tjenesten, skønt hans til at begynde med ikke mente, han havde de fornødne kvalifikationer. Titusinder af israelitter var i trældom i Ægypten, da Moses blev født af hebraiske forældre. Lige fra hans fødsel og til hans dødsdag spillede tro en altoverskyggende rolle i hans liv. Ifølge et dekret, udstedt af Ægyptens konge, skulle Moses ligesom andre israelitiske drengebørn have været slået ihjel ved fødselen. I tro nægtede hans forældre at dræbe det dejlige drengebarn. Under Jehovas ledelse blev barnet adopteret af faraos datter og opdraget ved det kongelige hof. Der blev han oplært i al ægypternes visdom. Men selv i disse usædvanlige omgivelser svigtede Moses ikke den rene tilbedelse af Jehova, Israels Gud. Engang da han søgte at hjælpe sine brødre, som de ægyptiske slavefogeder undertrykte, kom han i vanskeligheder hos farao og måtte flygte for sit liv, og han drog til Midjans land. Der opholdt han sig i fyrretyve år og arbejdede som hyrde hos Jetro, hvis datter han senere ægtede. Firs år gammel var Moses en mand, der var modnet på retfærdighedens vej og fuldt ud rustet til at udføre den tjeneste, Jehova pålagde ham med ordene: „Jeg har set mit folks elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres klageskrig over deres undertrykkere, ja, jeg kender deres lidelser . . . Derfor vil jeg nu sende dig til farao, og du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Ægypten!“ (2 Mos. 3:7-10) Dette budskab fra Jehova burde have gjort Moses glad, men tværtimod var han bange for at påtage sig dette hverv, fordi han kendte ægypternes sindelag og deres konge. Han sagde, at han ikke var kvalificeret eller kompetent til at påtage sig det hverv. Det vakte Jehovas mishag, for han vidste bedre besked om Moses’ evner end Moses selv. Jehova sagde derfor til ham, at han ville være med ham. Denne forsikring fra Jehova gav Moses styrke, og han tog opgaven op.

⁷ Moses besad de kvalifikationer, der var nødvendige for dette hverv. Udførelsen deraf gav ham rig velsignelse. Vi kan hver især lære en lektie heraf. Når Jehova gennem sin organisation pålægger os en opgave, skal vi ikke komme med undskyldninger eller beklagelser over, at vi ikke magter den. Jehova tager ikke sådanne undskyldninger for gode varer. Gjorde han det, ville det være ensbetydende med, at han ikke kendte sine tjeneres begrænsninger. En sådan brist hos ham ville være uforenelig med hans ubegrænsede visdom. Lydighed fra vor side har større værdi end undskyldninger. Lydighed fører til liv; undskyldninger kan føre til evig død.

 8. I hvilke henseender er Jeremias’ pligttroskab som en trofast tjener en hjælp for os?

⁸ Efter at Israels folk havde forladt Ægypten og var draget ind i det forjættede land, nød de stor fremgang og velstand og blev talrige. De vendte sig imidlertid snart bort fra den sande tilbedelse af Jehova og hengav sig til samme dåragtige dæmondyrkelse som de hedenske nationer rundt omkring. Det vakte i allerhøjeste grad Jehovas mishag. Han sendte sin profet Jeremias, en anden Guds mand, der var veludrustet til tjenesten, til Jerusalem for at advare de troløse præster og falske profeter og også Judas konger om, at han ville bruge Babylons konge til at ødelægge byen og deres prægtige tempel. Fremdeles, at han agtede at lade folket bortføre som trælle til Babylon, hvor de skulle tjene andre guder i halvfjerdsindstyve år. (Jer. 25:8-13; Dan. 9:1, 2) Disse præster og falske profeter forfulgte Jeremias, men han fuldbyrdede sit hverv og viste, at han var tilstrækkelig kvalificeret til at udføre tjenesten. Ved en bestemt lejlighed førte de Jeremias frem for fyrsterne, anklagede ham for oprør og sagde, at han fortjente døden. Hvorfor? Fordi han sagde til folket, at de skulle overgive byen til Babylons konge. Hvad gjorde Jeremias? Var han rede til at stå ved sit ord? Han sagde til sine forfølgere: „Se, jeg er i jeres hånd; gør med mig, hvad der er godt og billigt i jeres øjne! Dog skal I vide, at hvis I dræber mig, så bringer I uskyldigt blod over jer og denne by og dens indbyggere; thi sandelig sendte Jehova mig for at tale alle disse ord til jer.“ Nu vendte bladet sig for de falske præster og forfølgere, for efter at folket havde hørt disse ord, sagde de: „Denne mand har ikke gjort halsløs gerning, men talt til os i Jehova vor Guds navn.“ (Jer. 26:14-16) Det viser også, hvordan Jehovas vidner i gammel tid blev forfulgt, og at det var præsterne og de falske profeter, der stod bag denne forfølgelse og ophidsede til den. Sådan forholder det sig den dag i dag! Satan bruger de samme gamle kneb, han giver dem bare nye klæder på. Vi kender hans anslag, for som Paulus sagde: „At vi ikke skal overlistes af Satan; thi hvad han har i sinde, det ved vi.“ (2 Kor. 2:11) Modsætningsvis siger Paulus om Jehova: „O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje!“ — Rom. 11:33.

Den største tjener fremstilles

 9. Hvilke enestående forrettigheder til tjeneste udnyttede Johannes Døber på rette måde?

⁹ Til sin egen tid besluttede Jehova, at Messias skulle komme og fremstilles for Israel først. Jehova valgte ikke en af de skriftkloge eller lærde farisæere til den vigtige tjeneste at introducere Messias. Nej! Han hentede en mand fra ørkenen, en, der ikke var gennemsyret af Jerusalems religionslederes traditioner og vildfarelser. Jehova udvalgte Johannes Døber til at berede vejen for Messias, og Johannes fremstillede ham for folket, da han kom. Allerede før sin fødsel var Johannes indviet til Jehovas tjeneste. I sin barndom blev han opdraget og oplært af indviede forældre, og han tilbragte sine unge år i ørkenens ensomhed. Der kunne han læse og grunde over, hvad der stod i Bibelens Hebraiske Skrifter og forberede sig til det arbejde, der lå foran ham. Derved blev han tilstrækkelig kvalificeret til tjenesten. Når du læser beretningen om Johannes’ forkyndergerning, vil du forstå, at han var en frygtløs mand, der intet holdt tilbage. Ofte var der farisæere og saddukæere i hans tilhørerskare, men han viste dem ikke nogen ære ved at give dem de fornemme pladser. Tværtimod sagde han til dem: „I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?“ — Matt. 3:7.

10. Hvilken ret fremgangsmåde fremhævede Jesus som en kvalificeret tjener under sin kortvarige gerning her på jorden?

¹⁰ Et halvt år efter, at Johannes havde påbegyndt sin tjeneste, kom Jesus til ham for at lade sig døbe. Johannes tøvede og sagde: „Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig! Da svarede Jesus og sagde til ham: Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!“ (Matt. 3:14, 15) Bibelen rummer meget lidt oplysning om Jesu første levetid udover, at han blev avlet af Jehovas ånd og født i Betlehem af jomfru Maria af Davids slægt. I biblioteker i Rom og Konstantinopel findes der i dag optegnelser, der viser, at Jesus som ung ikke interesserede sig for den tids politik eller for folkets anliggender og stridsspørgsmål. Han gjorde intet for at befri folket for romernes forhadte åg. Han brugte sin tid til at studere Bibelens Hebraiske Skrifter og tale til folket om Himmeriget. I disse optegnelser siges der også, at der var ingen, der havde lært ham at læse, men at han alligevel kunne Bibelen udenad, en ting, der overraskede og ærgrede hans samtids lærde rabbinere. Jesu moder var også bekymret, fordi han ikke interesserede sig for det israelitiske folks problemer, idet hun huskede, at engelen Gabriel havde sagt til hende, at hendes søn skulle arve sin fader Davids trone, og at der ikke skulle være ende på hans kongedømme. Ved en lejlighed talte hun til Jesus derom, men han sagde: „Kvinde, du ved ikke, hvem jeg er.“ Men disse optegnelser hører ikke med til Bibelen. Ud fra Bibelen vidste Jesus, hvem han var, og hvilket hverv der var givet ham at udføre, og han udførte det.

11. Hvilke hindringer mødte både Johannes Døber og Jesus under deres tjenestegerning?

¹¹ Johannes Døber og Jesus havde mange vanskeligheder og hindringer at kæmpe med, mens de gik omkring og forkyndte: „Guds rige er kommet nær. Omvend jer og lad jer døbe til syndernes forladelse.“ Jøderne så frem til, at den ventede Messias skulle oprette et rige på jorden i lighed med det, David og Salomo havde hersket over, men Johannes og Jesus talte om et himmelsk rige, et åndeligt rige. Jøderne spejdede efter en hersker og profet, der skulle være større end Moses, og som skulle komme og udfri dem fra de undertrykkende hedningenationer og gøre Israel til den største nation på jorden, en nation, som alle folkeslagene ville søge hen til. De mindedes, hvad deres egen profet Esajas havde skrevet: „På hin dag skal hedningerne søge til Isajs rodskud, der står som et banner for folkeslagene, og hans bolig skal være herlig.“ (Es. 11:10) Der var også en anden lære, der slog dem med forvirring. Johannes prædikede syndernes forladelse gennem omvendelse. Jøderne undrede sig over dette, for i over femten århundreder havde de overholdt et meget indviklet ritual og frembåret ofre, først i tabernaklet og senere i templet. Formålet med denne tjeneste og disse ofringer var jo netop at rense folket for synd, så de bestandig kunne være i harmoni med Jehova under den pagtsordning, Moses havde indført. Nu blev der lært, at de kunne opnå syndsforladelse gennem anger og omvendelse, der symboliseredes ved en vanddåb, og dette faldt religionslederne slemt for brystet. Mange blandt den jævne befolkning anerkendte Johannes som en profet og kom med glæde til ham og lod sig døbe.

12. Hvilke forhold gør sig som følge af falsk belæring gældende i dag, og hvorledes er de et sidestykke til de forhold, Jesus havde at kæmpe imod?

¹² De jødiske religionsledere kunne ikke forstå, at de dyreofre, der år efter år var blevet frembåret af ypperstepræsterne, ikke kunne borttage folkets synder. Der måtte et fuldkomment menneskes offer til for at opfylde de krav, Jehovas lov stillede til menneskeslægten. Et fuldkomment menneskeliv måtte ofres for at købe det tilbage, som var gået tabt på grund af Adams synd i Eden. Selv disciplene kunne ikke forstå, hvorfor det var nødvendigt, at Jesus skulle dø, før hans rige kunne blive oprettet og alle de lydige modtage dets velsignelser. De ønskede at gøre ham til konge med det samme og genoprette Israels jordiske herlighed. I dag ser vi, at det stik modsatte gør sig gældende, idet den falske religion længe har lært, at de eneste, der bliver frelst, er dem, som er bestemt til at tages til himmelen, og at Guds rige kun omfatter velsignelser i himmelen. Guds budskab til jordens folkeslag i dag går ud på, at et himmelsk rige skal udøse velsignelser over jorden og fylde den med Jehovas herlighed og gøre den til et glædens paradis, hvor lydige mænd og kvinder skal leve uendeligt i lykke, mens de priser Jehova og tjener ham med glæde.

13. Hvordan opfyldte Jesus, mens han var her på jorden, de øvrige vigtige krav, der stilles til en sand tjener, og hvad førte det til?

¹³ Vi forstår, at også Jesus var fuldt rustet til sin tjeneste. Han studerede omhyggeligt Guds ord, huskede, hvad han læste, og fulgte den vejledning, der var nedskrevet til gavn for ham. Han samlede også mange disciple om sig og oplærte dem i tjenesten. Når han talte offentligt, talte han i lignelser, men sine disciple forklarede han tydeligt den sunde lære. Jesus gik praktisk til værks, da han oplærte sine disciple. Han tog dem med fra by til by, fra landsby til landsby og fra hus til hus og viste dem, hvordan og hvad de skulle lære folket. Senere hen, efter at han havde undervist dem, udsendte han dem to og to, for at de kunne indhøste værdifulde og lærerige oplysninger gennem personlig erfaring. De mænd, han oplærte, blev dygtige ordets forkyndere, der var tilstrækkelig kvalificerede til deres tjeneste.

14. Hvorledes peger Peters rette forståelse af den symbolske dåb og hans måde at forrette den på hen til endnu et krav, der stilles den kristne i hans tjeneste?

¹⁴ Se for eksempel på Peter. På pinsedagen prædikede han for en stor offentlig forsamling, sikkert den største han nogen sinde havde talt til. Hans forkyndelse førte til, at tre tusinde mennesker blev omvendt og senere døbt. (Ap. G. 2:14-41) Tilhængere af dåb ved bestænkning i stedet for ved nedsænkning i vand lærer, at Peter må have bestænket denne store forsamling med vand, for, siger de, der var ingen steder i Jerusalem, hvor så mange kunne blive døbt. Men de tager fejl, for der var mange damme i og i nærheden af Jerusalem, hvor skarerne med lethed kunne døbes. Om de damme, Salomo byggede til at vande sine haver, siger han selv: „Jeg . . . plantede mig vingårde, anlagde mig haver og lunde og plantede alle hånde frugttræer deri, anlagde mig damme til at vande en skov i opvækst.“ (Præd. 2:4-6) Den dag i dag kan man endnu se tre af disse damme i Jerusalem. De var forbundet med en rørledning af terrakotta og er henved 15 m lange, 6 m brede og 3¹/₂ m dybe og har stentrin ved hver ende. Foruden disse damme fandtes også Siloams dam, hvor en massedåb let kunne have fundet sted. Peter bestænkede altså ikke de tre tusinde, men de blev utvivlsomt helt nedsænket i vand. Denne trofaste apostel var i sandhed oplært til tjenesten, og ved hjælp af Jehovas ånd brugte Peter den første af „Himmerigets nøgler“ til at åbne jøderne adgang til Rigets forrettigheder. — Matt. 16:19.

Paulus’ tjeneste

15, 16. a) Hvornår og hvordan udvalgte Jesus den sidste af sine tolv apostle? b) Hvad gjorde Paulus som en tilkendegivelse af, at han var en sand tjener?

¹⁵ Efter pinsedagen fik budskabet hurtig udbredelse til;stor ærgrelse for Jesu fjender. Nogle af den tids fremtrædende mænd tog imod budskabet om Riget og begyndte at forkynde det for andre. Blandt dem var en særdeles velbegavet ung mand fra Tarsus ved navn Saulus. Han fik senere sit navn forandret til Paulus og blev en af Jesu tolv apostle.

¹⁶ Paulus havde en enestående oplevelse, der førte til hans omvendelse til sandheden. Mens han var på vej til Damaskus for at forfølge de kristne, havde han et mirakuløst syn, idet han i et glimt så den herliggjorte Kristus, der sagde til ham, at han var et udvalgt redskab, som skulle bringe budskabet om Riget til mange mennesker. Paulus tog sin tjeneste op med stor nidkærhed. Efter at Paulus en tid lang havde studeret, hvad der krævedes af ham i tjenesten, overgav han sig helt til tjenesten for Jehova Gud. Han rejste til fjerne lande og prædikede og lærte om det gode budskab, hvor han kom frem. Ved en bestemt lejlighed besøgte han byen Aten i Grækenland, hvor han skulle møde sine medarbejdere i tjenesten. I den stedlige synagoge søgte han at vække de græsktalende jøders interesse for budskabet om Messias, men de ville ikke høre på ham. Senere fik han på torvet lejlighed til at drøfte Skriften med nogle filosoffer, og han kom også i kontakt med de epikuræiske og stoiske filosoffer. Epikuræerne mente ikke; at deres mange guder interesserede sig videre for menneskenes anliggender. Deres største mål i livet var at tilfredsstille deres sanser. Stoikerne troede, at alle livets forhold blev styret af skæbnen og var underlagt den.

17. Hvilken indstilling havde visse af Paulus’ videbegærlige tilhørere i Aten, men hvorfor formåede de ikke at døve eller afstumpe Paulus’ ansvarsfølelse som en Jehovas tjener?

¹⁷ Begge grupper følte sig tilsyneladende irriteret af Paulus’ ihærdighed og fik til sidst modvilje imod ham og kaldte ham et snakkehoved, mens andre begyndte at undre sig over, hvad det var han ville. (Ap. G. 17:18) De brugte ordet „snakkehoved“ for at vise deres foragt, idet de (i overensstemmelse med dette ords græske betydning) mente, at Paulus ligesom en krage, der samler sig småbidder her og der, havde samlet sig lidt kundskab her og der og nu udgav det for at være sine egne meninger. Men disse filosoffer kunne ikke svare på Paulus’ spørgsmål eller gendrive hans argumenter vedrørende Jesus og hans opstandelse. I desperation „tog de ham med sig og førte ham op på Areopagus og sagde: Kan vi ikke få at vide, hvad det er for en ny lære, du taler om?“ På den tid påbød en romersk lov, at ingen måtte have sine egne særskilte guder eller nye guder, medmindre de var blevet offentligt tilladt. Paulus blev første gang gjort bekendt med denne lov, da han opholdt sig i Filippi, hvor hans anklagere sagde til byfogederne: „Disse mænd volder uro i vor by; de er jøder og forkynder skikke, som det ikke er tilladt os at antage eller følge, eftersom vi er romere.“ — Ap. G. 17:19; 16:19-40.

18. Hvilken forskel var der mellem byerne Aten og Jerusalem?

¹⁸ Nu var Paulus i den by, der i århundreder havde rost sig af at være midtpunktet for kultur og dannelse, en uafhængig eller fri by, et mønsterdemokrati. Dens store filosoffer, der docerede deres såkaldte visdom, havde tiltrukket sig lærde mænds opmærksomhed i hele verden. Atenerne havde været et stolt og velstående folk, men nu var Aten underkastet det sjette verdensrige, Rom. Paulus derimod kom fra Jerusalem, byen, det havde behaget Jehova at lade sit navn nævne over, og hvor Jesus havde undervist folket og forfægtet den sande religion. Endvidere var Paulus en aktiv borger i det frie „Jerusalem, som er oventil“, Jehovas organisation. (Gal. 4:26) Hvad ville opfordringen til at fremholde visdommen ovenfra for disse forkæmpere for denne verdens visdom mon føre til? Lad os se:

19-21. a) Af hvem bestod Paulus’ tilhørerskare på Areopagus, og hvordan var han udrustet til at tjene til gavn for dem? b) Hvorledes greb Paulus sagen an, og hvilken oplysning bibragte han sine tilhørere?

¹⁹ Det århundreder gamle Areopagus eller Marshøjen, hvor den berømte bys højesteret engang havde sit samlingssted under åben himmel, var nu næppe andet end et samlingssted, hvor man offentligt diskuterede tidens spørgsmål. På de fornemste pladser satte de stolte, velklædte og velnærede epikuræere sig til rette. Bag dem sad de alvorsprægede stoikere, og om dem flokkedes deres disciple fra nær og fjern. Dionysius, en dommer, kom også og fandt sig en plads, hvorfra han kunne høre alle Paulus’ ord. Til sidst tog også en kvinde ved navn Damaris plads iblandt dem. (Paulus’ tale ved denne lejlighed omvendte denne kvinde til at blive en Kristi efterfølger.) Hvilken tilhørerskare! — repræsentanter for domstolene, intelligensen og aristokratiet i denne lærdommens og kulturens dekadente by.

²⁰ Lad os kaste blikket på den indbudte taler, apostelen Paulus, Jehovas tjener. Han er en lille mand, ser ikke ud af meget og er ikke elegant klædt. Han havde allerede tilbragt nogen tid i fængsel, inden han kom til Aten, og da han havde rejst meget, var hans klæder måske ikke helt nyvaskede. Her stod han helt alene, uden et menneske til at hjælpe eller trøste sig. Men var han modløs eller fortabt? Nej, næppe, for han var udrustet med „åndens sværd“, der er skarpere end noget bogstaveligt sværd, og han havde forstand på at bruge det, for han besad de nødvendige kvalifikationer til tjenesten. Ledet af Jehovas ånd sagde Paulus:

²¹ „Atenere! jeg ser, at I i alle måder er ivrige i jeres gudsdyrkelse. Thi da jeg gik omkring og tog jeres helligdomme i øjesyn, fandt jeg blandt andet et alter med den indskrift: „For en ukendt Gud.“ Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg jer.“ (Ap. G. 17:22, 23) Hvilken indledning! Hvilken mesterlig måde at henvende sig på til denne samling filosoffer! Disse ord fra et „snakkehoved“ elektriserede hans videbegærlige, men strenge tilhørerskare. De havde slet ikke ventet noget sådant. Med få ord havde Paulus vendt op og ned på situationen. Nu var det de lærde filosoffer, der tog sig ud som snakkehoveder, som tåbelige og uvidende, mens den lille, ubetydelige mand fra Jerusalem stod som den kloge vejleder. Disse stolte atenere indrømmede offentligt, at de uafvidende dyrkede en gud, som de intet kendte til, mens Paulus havde stor kundskab om ham og med glæde gav sig til at oplyse dem om denne guddom. Sådan kunne han ikke have talt til dem på torvet, hvor de regelmæssigt kom sammen for at belære andre, men her stod han som en af dem indbudt taler og kunne derfor ytre sig ganske frit.

22, 23. Hvordan identificerede Paulus med stor takt den levende Gud?

²² Kan du ikke forestille dig disse pinligt berørte filosoffer sige til hinanden: „Hvem var det, der fandt på at bringe denne mand her hen for at sætte os til vægs?“ Men vent bare! Paulus var kun lige begyndt at blotte disse menneskers uvidenhed! Han fortsatte: „Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er himmelens og jordens herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder, han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. Og han lod alle folk nedstamme fra eet menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud . . . så sandt han ikke er langt fra en eneste af os; thi i ham lever og røres og er vi, sådan som nogle af jeres digtere har sagt: Thi vi er også af hans slægt.“ Hvilke ord fra det lille „snakkehoved“ fra Jerusalem, ja, livets ord! — Ap. G. 17:24-28.

²³ Som det påstås af flere, citerede Paulus her et digt af Aratos fra Kilikien og også et af Kleanthes: „Lad os begynde med Gud. Lad hver dødelig opløfte sin røst og istemme Guds endeløse pris. Gud fylder himmelen, jorden, havet, luften; vi føler hans ånd bevæge sig her og alle vegne, og hans afkom er vi.“ Taleren støttede ikke sit forbløffende argument med citater fra de hebraiske profeter, som hans tilhørerskare ikke anerkendte som nogen autoritet, men han mindede dem om en af deres egne landsmænds værker. Lyt til hans næste ord: „Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde.“ Hvor krympede disse stolte filosoffer sig ikke i deres inderste jeg og følte sig ilde til mode! Hvor de længtes efter, at han skulle holde op med at tale, og hvor glade ville de ikke have været, hvis de usete havde kunnet snige sig bort fra deres pladser! — Ap. G. 17:29.

24, 25. a) Hvad fremhævede Paulus som Jehovas krav? b) Hvilken sund lære omtalte Paulus, og hvorfor bragte det dette usædvanlige offentlige møde til en brat ende?

²⁴ Men vær tålmodige, de herrer! Paulus har mere at sige. Hans teokratiske finfølelse viser sig i hans næste udtalelser, der er præget af venlighed, og havde disse såkaldte „vise“, men dårligt underrettede tilhørere, været villige til at give agt på dem, kunne de have vundet det evige liv. Paulus tilføjede: „Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig. Thi han har fastsat en dag, da han vil domme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.“ — Ap. G. 17:30, 31.