Tiden er inde til at vende tilbage til sandheden

JESUS-FOLKET er glødende i deres overbevisning om at vi lever i „de sidste dage“ og at Kristi andet komme er nær. De forfægter bibelske principper der siger at man skal leve et moralsk rent liv — holde sig fra narkotika, magi og så videre. Prisværdige opfattelser, eftersom så få i vor tid tror på eller praktiserer disse lærepunkter fra Bibelen.

Imidlertid lærer de mange ting som de ikke erkender er ude af harmoni med Bibelen, som de læser og har med sig. Mange af disse tanker kommer fra uafhængige protestantiske præster der har gjort en særlig indsats for at gøre de unge interesseret.

Disse unge er orienteret om Jesus, men det er nødvendigt at gå videre. De har også behov for at lære om Gud, Faderen. Jesus kom til jorden for at åbenbare Faderen. Han blev udsendt af Faderen for at undervise, for at sætte det rette eksempel for os, og for at give sit liv som en løsesum for den syndige menneskeslægt. Men i alt dette henledte Jesus først og fremmest opmærksomheden på sin Fader og fremhævede ham.

Den mønsterbøn Jesus gav sine disciple som en vejledning i at bede til Gud på den rigtige måde, begynder med ordene: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.“ (Matt. 6:9) Bibelen indeholder Faderens navn. De hebraiske bogstaver for Guds navn JEHOVA forekommer tusinder af gange i den oprindelige hebraiske bibel. I mange bibeloversættelser findes dette navn i Salme 83:19 (som for eksempel i den ældre danske oversættelse af Chr. Kalkar) og flere andre steder.

Jesus, der var mellemmand mellem Gud og mennesker, lærte: „Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn.“ (Joh. 16:23) Men Jesus lærte ikke sine disciple at de skulle tilbede ham selv, som Jesus-folket gør; han sagde: „Men den time kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger.“ — Joh. 4:23.

Det er sandt at Bibelen siger: „Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst.“ (Ap. G. 16:31) Men at tro på Jesus betyder at tro at han fortalte sandheden — at han havde ret i det han sagde. Og det indbefatter hvad han sagde om at indtage kundskab, ikke blot om ham selv men også om Faderen, som han kaldte „den eneste sande Gud“. — Joh. 17:3.

Et ungt menneske forklarede korrekt dette synspunkt for en anden: „Det betyder ikke at vi ikke elsker Jesus — men han er blot ikke Gud. Bibelen viser at han er den højeste i universet næst efter Gud. Vi har stor hengivenhed for ham — den eneste vi har større hengivenhed for, er Jehova Gud selv.“

En „udødelig sjæl“?

Bevægelsen lærer ikke-bibelske læresætninger der længe er blevet prædiket af sekter i kristenheden. En af dem er den forestilling at mennesket har en „udødelig sjæl“ der skal lide i „et brændende helvede“ hvis den pågældende ikke bliver frelst. Men Bibelen siger ikke at en „udødelig sjæl“ lever videre for at modtage belønning eller straf. Den siger det modsatte. Den siger at sjælen dør.

Slå op i Bibelen på Ezekiel 18:4. Der står ikke at den sjæl der synder, går til „et brændende helvede“. Men derimod: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Se også vers 20.

Ifølge Bibelen kan det ikke være rigtigt at de døde lider i „et brændende helvede“. Bibelen siger udtrykkeligt i Prædikeren 9:5: „De døde ved ingenting.“ Vers 10 i samme kapitel tilføjer: „Der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ Salme 146:4 siger om den dag et menneske dør: „Hans råd er bristet samme dag.“

Hvis de døde ikke ved noget og hverken har tanker eller kundskab, kan de givetvis ikke lide smerte eller pine, som Jesus-folket tror.

„Hvad så med ordet ’helvede’?“ vil nogen måske spørge. „Det forekommer i hvert fald i Bibelen!“

Bibelskribenterne brugte det hebraiske ord „sheol“ og det græske ord „hades“, som nogle bibler oversætter med „helvede“. Men sheol og hades betød aldeles ikke et pinested. De betød simpelt hen den fælles grav for menneskeheden — indbefattende mænd som Jesus der adlød Gud. Ja, apostelen Peter anvendte Salme 16:10 på Jesus og sagde: „David siger med tanken på ham [Jesus] . . . du vil ikke lade min sjæl blive tilbage i Dødsriget [hebraisk: sheol; græsk: hades], ikke heller lade din Hellige se forrådnelse.“ (Ap. G. 2:25-27) Ingen Jesus-folk vil hævde at Jesus gik til et brændende helvede da han døde!

I adskillige tilfælde brugte Jesus Hinnoms dal (græsk: Gehenna), byen Jerusalems losseplads, til at symbolisere den fuldstændige tilintetgørelse af dem der med vilje er vantro. Intet opstandelseshåb fremholdes for dem der kastes i „Gehenna“, i modsætning til dem der er i menneskehedens fælles grav.

„Bortrykkelsen“

Mange Jesus-folk tror at håbet for alle, der har taget imod Jesus, er „bortrykkelsen“, det øjeblik hvor de alle, som de tror, pludselig vil blive taget til himmelen.

Imidlertid viser Bibelen at der ganske vist vil være et begrænset antal, en „lille hjord“, i det himmelske rige, men at håbet for flertallet af menneskeslægten er evigt liv her på jorden, på en forvandlet jord. — Luk. 12:32.

David fra det gamle Israel bad ikke om at komme i himmelen. Et sådant håb stod ham end ikke åbent, for den lille himmelske skare var endnu ikke begyndt at blive udvalgt. Derimod erklærede han tillidsfuldt: „Men de sagtmodige skal arve landet [jorden, New World Translation], de fryder sig ved megen fred.“ — Sl. 37:11.

Nogle af de skrifter der bruges af Jesus-folket omtaler i almindelige vendinger „den ny jord“, men folk der har overværet deres møder i nogen tid, siger at de ikke har hørt noget om et sådant vidunderligt håb. Følgelig må de gå videre i deres søgen efter sandheden og det virkelige håb for fremtiden.

Jehova Gud forudsagde gennem Esajas de retfærdige tilstande der ville være fremherskende på „den ny jord“. Til den tid vil ingen udnytte andre for at tjene på det hus de bygger eller den vingård de planter — som det ofte er tilfældet i dag. Profetien lover derimod at enhver skal nyde frugterne af sit eget arbejde — og at folk skal „bruge, hvad de virker med hånd“. (Es. 65:17-24) Apostelen Peter skrev, idet han viste tilbage til dette løfte: „Men efter hans forjættelse venter vi ’nye himle [Guds retfærdige himmelske regering] og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ — 2 Pet. 3:13.

Et problem for unge i dag er hvor de skal gå hen når de „står af“ fra denne verdens tomme og selviske gøremål. Den der virkelig elsker gode og retfærdige forhold, behøver ikke at se længere end til Guds paradisiske jord, der nu snart er en realitet.

„Springer omkring“

Mange Jesus-folk omtaler tit krampelignende kropsbevægelser, manifestationer der er kendt fra pinsebevægelsen. De taler om at „springe omkring“, og om „tungetale“, „troshelbredelse“ og lignende. Apostelen Paulus forbandt sådanne manifestationer som at tale i tunger, med kristendommens ’barndom’. (1 Kor. 13:8-11) Efter specielt at have omtalt tungetalens gave, sagde han: „Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige.“ I overensstemmelse med apostelens egen forudsigelse er disse ting nu hørt op.

Følgelig må disse manifestationer komme fra en anden kilde end de „åndens gaver“ der viste sig i det første århundredes kristendom. I dag har besættelser og overnaturlige „stemmer“ at gøre med spiritisme. Der er derfor grund til at give agt på advarselen fra en nær discipel af Jesus: „I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud; thi mange falske profeter er draget ud i verden.“ — 1 Joh. 4:1.

Interesseret i lærespørgsmål

Det at Jesus-bevægelsen findes, viser at åndelige anliggender virkelig interesserer mange af vor tids unge. Nogle få er gået videre. De har set at Jesus-bevægelsen, skønt den lægger vægt på bibellæsning, ikke fuldt ud er vendt tilbage til den sande bibelske lære, og at den har overført nogle lærepunkter fra kristenheden som er helt igennem falske. Efter at have undersøgt Bibelen grundigere sammen med Jehovas vidner, har de set at de må lægge deres tidligere opfattelser til side, grundet som de var på hedenskab i stedet for Bibelen. Her kan nævnes lærepunkter som menneskesjælens udødelighed, et brændende helvede, treenigheden, og så videre. Nu underviser de aktivt andre i Bibelens betagende sandheder.

Folk der studerer med Jehovas vidner opdager at det ikke drejer sig om „øjeblikkelig omvendelse“. Der kræves studium. De må kende Bibelens lære, dens principper og profetier. De udvikler et virkelig sundt grundlag for deres tro — en dyb overbevisning, baseret på kundskab, og ikke blot begejstring for et forbigående fænomen.

„Hvad var det der virkelig gjorde dig interesseret i Jehovas vidner?“ blev en tidligere tilhænger af Jesus-bevægelsen spurgt.

„Deres lære,“ svarede hun, „den gav mening.“

Hun forklarede: „Jeg stormede ind i rigssalen og sagde: ’Besvar mine spørgsmål!’ Svarene var så godt funderet på Bibelen at man ikke kunne angribe dem. Jeg ledte efter smuthuller, men der var ingen.“

En forståelse af det strålende håb Bibelen fremholder vedrørende jordens umiddelbare fremtid, fjerner behovet for narkotika, eller for at råbe og klappe ved stormfulde, følelsesbetonede møder. En forståelse af disse løfter fremkalder en rolig og fornuftig beslutsomhed hos den enkelte, som da finder stor glæde ved at dele dette vidunderlige håb med andre.