enkelte af dem havde mere velhavende hjem. I sin tjeneste blev Jesus ofte budt hjerteligt velkommen i disse hjem, som tilfældet var i Peters og Andreas’ hjem. Han helbredte Peters svigermoder der lå syg med feber, og hun begyndte straks at varte ham og disciplene op. (Mark. 1:29-31) Når Jesus var sammen med sine nære disciple, borte fra folkeskarerne der ofte fulgte ham, kunne disciplene stille ham spørgsmål. (Matt. 13:36) Jesus ventede til han havde trukket sig tilbage til et gæstfrit hjems fred og ro før han indledte en samtale med sine disciple ved at stille dem spørgsmålet: „Hvad var det, I talte sammen om på vejen?“ (Mark. 9:33, 34) Et hjem var også et passende sted at stille Peter det dybtgående spørgsmål om skat. — Matt. 17:24-27.

Jesus satte i sandhed pris på den ro og hvile han fik i et hjem i Kapernaum, hvor han kunne samle fornyede kræfter før han tog ud på nye undervisningsture, selv om skarerne, så snart „det rygtedes, at han var hjemme“, strømmede til og trængtes så voldsomt ved døren at andre som var besluttede på at komme i forbindelse med Jesus, ved en lejlighed måtte benytte sig af den udvendige trappe og fjerne noget af taget for at komme ind. — Mark. 2:1-5.

Brugt på en gæstfri måde

Den guddommelige beretning indeholder mange vidnesbyrd om hvordan de første kristne brugte deres hjem. Jesus var altid velkommen i Lazarus’, Marias og Martas hjem i Betania, næsten tre kilometer fra Jerusalem. Jesus må have følt sig meget hjemme her, for han „elskede Marta og hendes søster og Lazarus“. (Joh. 11:5) Vanskelige forhold understregede ofte de første kristnes gæstfrihed og fremhævede den som noget særlig værdifuldt. Dette var for eksempel tilfældet da apostelen Paulus skulle foretage den lange og besværlige rejse til Rom for at blive stillet for kejserens domstol. Den anden dag lagde skibet til i Zidon, og Lukas skriver: „Julius [den tjenstgørende romerske officer], som behandlede Paulus med velvilje, gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg.“ (Ap. G. 27:3) Hvor må Paulus have værdsat denne gestus, og hvilken velkomst hans venner har givet ham i deres hjem ved at vise ham kærlig gæstfrihed!

Da Paulus kort efter led skibbrud på øen Malta, viste øens fornemste mand gæstfrihed ved at indbyde Paulus og hans ledsagere til sit hjem, som må have haft en vis komfort. Publius havde en landejendom, og han „tog venligt imod os, og vi var hans gæster i tre dage“. (Ap. G. 28:7) Og hvor glad må Paulus ikke være blevet, da de rejsende nåede Puteoli på fastlandet og de, ifølge Lukas, fandt brødre som de „efter deres indbydelse“ blev hos i syv dage. (Ap. G. 28:14) Læg mærke til at indbydelsen, den hjertelige og kærlige velkomst, resulterede i et syv dages ophold.

Den samme indtrængende nøden var betegnende for den gæstfrihed som Lydia fra Tyatira udviste: „Da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os og sagde: ’Dersom I agter mig for at være Herren tro, så kom hjem i mit hus og bliv dér!’ Sådan nødte hun os.“ (Ap. G. 16:15) Der kunne ikke være tale om at afslå en sådan indbydelse. Lydia fik uden tvivl selv megen åndelig gavn af de opmuntrende og styrkende ord hun hørte, og det skyldtes alt sammen at hun åbnede sit hjem for apostelen Paulus og hans rejseledsagere.

Blot nogle få vers senere henledes vor opmærksomhed på et andet gæstfrit hjem. Paulus og Silas var i fængsel. Ved midnatstid blev fangevogteren vækket af et stort jordskælv der fik fængselets døre til at springe op, og han skulle netop til at dræbe sig selv, da Paulus standsede ham og forsikrede ham om at ingen var flygtet. Slået af de tydelige vidnesbyrd om Guds hånds indgriben benyttede fangevogteren hurtigt lejligheden til at lære om Guds hensigter, og han og hans husstand blev døbt. „Derefter førte han dem op i sit hus og lod dække bord for dem, og han frydede sig med hele sit hus over, at han var kommen til tro på Gud.“ (Ap. G. 16:25-34) Denne familie må sandelig have fået travlt med at få dækket bordet, og tænk på den gæstfrihed den viste, selv om det var midt om natten! Fangevogteren syntes at det var det mindste han kunne gøre som tak for den gode nyhed han havde fået. — 1 Kor. 9:11.

Ja, de første kristne brugte deres hjem på en gæstfri måde. Er vore hjem i dag ligesom de første kristnes? Hersker der en hjertelig og venlig atmosfære og genlyder de af glade stemmer? Er vi „ivrige efter at vise gæstfrihed“? — Rom. 12:13.

Hvis vi bliver inviteret til en medkristens hjem kan vi altid prøve at efterlade dette hjem rigere i åndelig henseende end da vi kom. Det var den ånd der prægede de første kristne som „hjemme i husene brød . . . brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket“. — Ap. G. 2:46, 47.

Spørgsmål fra læserne

● Hvis en kvinde som har bedrevet hor, angrer og viser dette ved at bekende sin urette adfærd over for det dømmende udvalg i den kristne menighed hun er tilsluttet, er det så nødvendigt at hun over for sin mand bekender sin urette handlemåde? — M. A., U.S.A.

Ja, det er både en nødvendig og forstandig adfærd, hvad enten hendes mand er kristen eller ej.

Kristne ved udmærket at Gud fordømmer ægteskabsbrud. (5 Mos. 5:18; 1 Kor. 6:9, 10) De der med fuldt overlæg fremturer i dette, hører ikke hjemme i Jehovas folks rene menighed. Bibelen giver vejledning om at sådanne moralsk fordærvede mennesker skal udstødes af den kristne menighed, både for at beskytte menighedens medlemmer og for at Guds ånd fortsat kan virke på menigheden uden at hæmmes. — 1 Kor. 5:5, 9-13.

Dette betyder imidlertid ikke at enhver der hævder at være en sand kristen, til enhver tid er i stand til fuldkomment at leve op til Guds retfærdige krav. Man ønsker måske at gøre det, men begår alligevel en alvorlig synd på grund af manglende dømmekraft eller kødets svaghed. (Rom. 7:21-23) Hvis en kvinde i menigheden for eksempel har givet efter for fristelsen og har bedrevet hor, bør hun føle sig sønderknust over denne alvorlige synd. Men hvad skal hun gøre for at få tilgivelse og hjælp?

Det er af allerstørste vigtighed at hun angrer, hvis hun skal opnå Guds tilgivelse. Som apostelen Peter sagde til den tids jøder: „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede.“ (Ap. G. 3:19) Hun må træffe den beslutning at hun aldrig vil gentage en sådan synd, og hun bør være besluttet på at undgå alt hvad der kan føre til en gentagelse. Det er også nødvendigt at hun bekender sin synd i bøn til Gud. Vi lærer til vor opmuntring at Jehova tilgiver os hvis vi oprigtigt bekender og angrer vor synd. — 1 Joh. 1:9.

Foruden at man bør bekende sin synd over for Gud, formaner Bibelen den der har begået en alvorlig synd, til at tage endnu et skridt. Dette skridt omtales i Jakobs brev 5:13-16: „Han [skal] kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, . . . og har han begået synder, skal det tilgives ham. Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.“ I hver menighed af Jehovas vidner findes der i dag et udvalg bestående af tre sådanne modne kristne som har fået overdraget det ansvar at hjælpe oprigtigt angrende syndere, eller at udstøde dem der er en trussel for menighedens moralske renhed fordi de fremturer i synd og ikke angrer og får Guds tilgivelse.

Men er det alt hvad man bør gøre — gå til Gud og til menighedens repræsentanter? Nej, i dette tilfælde er der endnu et skridt der bør tages, endog før vedkommende går til de åndeligt ældste der handler på menighedens vegne. Ægteskabsbruddet berører kvindens mand. Hun har lovet ham troskab. Han er den eneste der har ret til kønslig omgang med hende, og hans ret er blevet krænket. Af Ordsprogene 5:15, 18, der sammenligner det at nyde den ægteskabelige ret med at drikke vand af sin egen cisterne, fremgår det at den ægteskabelige ret som en ægtefælle har krav på, må være ren og ubesmittet. Dette „vand“ bør ikke forurenes ved utroskab, og hvis det er blevet det, bør den uskyldige ægtefælle have det at vide. Dertil kommer også at ægtesengen er blevet besmittet når man har bedrevet hor. — Hebr. 13:4.

Den skyldige ægtefælle tøver måske med at gå til bekendelse fordi hun er ængstelig for hvordan hendes mand vil reagere og spekulerer på om han vil tilgive hende. Men det er noget hun burde have tænkt på før hun kom i den situation der førte til utroskab.