Den tro der behager Gud
„At jeres prøvede tro — som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild — må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares.“ — 1 Pet. 1:7.
1, 2. (a) Findes der forskellige former for tro? Forklar. (b) Hvad mente Jesus da han talte om „troen“?
ALLE har en tro. Uanset om de er religiøse eller ej, tror de på et eller andet. Måske tror ikke alle på Gud, men så tror de på sig selv, på deres bankbog, på værdien af en uddannelse, på en bestemt regeringsforms overlegenhed, eller på en vens pålidelighed. Troen kan således antage mange former. Men det var menneskets forhold til Skaberen og menneskets tillid til at Guds hensigter ville blive opfyldt, Jesus havde i tanke da han sagde: „Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?“ — Luk. 18:8.
2 Hvad er det for en tro Jesus talte om, og hvorfor er den af så stor betydning for hver eneste af os? Det er klart at Jesus ikke hentydede til mange forskellige ideologier, endsige til hvad mennesker kan udrette af sig selv, da han talte om „troen“. Nej, han hentydede til Gud og til hvad Han vil gøre til velsignelse for menneskene: „Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: han skal skaffe dem ret i hast.“ (Luk. 18:7, 8) Dog mente Jesus, da han talte om „troen“, ikke at Gud ville bruge mange kanaler eller støtte varierende ideologier når han havde med menneskene at gøre, så der var noget for enhver smag.
3. hvordan blev kristendommen beskrevet i dens første tid, og hvordan så disciplene på den?
3 På lignende måde gav apostlene til kende at der var en tro og en vej som behagede Gud. Om Paulus’ tjeneste i Efesus siger beretningen i Apostlenes Gerninger 19:9: „Nogle forhærdede sig og [ville ikke] lade sig overbevise, men talte ondt om ’vejen’ i forsamlingens påhør.“ Her blev den sande tro kaldt „vejen“, og det var sandelig en livets vej for disse kristne i det første århundrede. Selv da Paulus stod anklaget sagde han frimodigt: „Dette bekender jeg for dig, at jeg følger den ’vej’, som de kalder et parti, og tjener vor fædrene Gud.“ Disse første kristne gik ikke hver sin egen vej og fulgte ikke hver sin egen tankegang, men bestræbte sig for at forstå og nøje følge Kristi lære og at få indsigt i Guds tanker, så deres tro kunne hvile på en solid grundvold. Som Paulus skrev: „Udholdenhedens og trøstens Gud give jer at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det, så I enigt og med én mund kan prise Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader.“ De forkyndte ikke hver deres egen filosofi, deres egen tro eller opfattelse, men de var ’enige’ og troede gå „én Herre, én tro, én dåb, én Gud, alles Fader“. — Ap. G. 24:14; Rom. 15:5, 6; Ef. 4:5, 6.
4. Hvad bør være vort mål, og hvorfor?
4 Kan vi få denne ’ene tro’ i dag? Kan vi begrunde vor tro ud fra Skriften hvis vi mener at vi har denne oprindelige tro? Kender vi den godt nok til at forkynde om den for andre og til at gøre disciple af folk af alle nationer, sådan som de første kristne gjorde? Dette bør være målet for enhver der oprigtigt følger i Jesu fodspor. Uanset hvad man tror på, er det godt at vide nøjagtigt hvad ens tro går ud på og hvilket grundlag den hviler på.
„Faste i troen“
5, 6. (a) Hvordan beskrev Jesus en der ejer sand tro i modsætning til en der mangler tro? (b) Hvordan kan vi få en fast tro?
5 Vor tro bør være fast som en klippe der når dybt ned i jorden og ikke kan rokkes uanset de kræfter som slår imod den. Men nogle har en tro der snarere ligner sandgrund, som giver efter og bevæger sig under tryk, og endog skylles bort når regnen strømmer ned. Hos andre igen mangler troen så fuldstændigt sammenhold at den er som kviksand, der for det første ingen støtte yder, og for det andet vil omslutte og opsluge enhver der sætter sin lid til det. — Matt. 7:24-27.
6 For at troen kan være fast som en klippe, må den være grundlagt på sandhed. Den må være klart formuleret i ens sind og må være grundfæstet på nøjagtig kundskab og kendsgerninger. En sådan tro vil holde stand over for spørgsmål og modsatte synspunkter. Vor tro bør være en gudgiven tro. Men hvordan kan vi være sikre på at den er det? Andet Korinterbrev 13:5 siger: „Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve!“ Ja, vi må blive ved med at prøve og undersøge vor tro: Er den logisk, er den fornuftig, er den i overensstemmelse med troens bog, Bibelen?
7, 8. (a) Hvorfor har nogle mistet troen? (b) Hvad er nødvendigt med hensyn til troen?
7 Mange har fundet at deres tro var som sandgrunden der gav efter når den blev udsat for tryk. Dens grundlag var traditioner og menneskers filosofiske anskuelser, og ikke sandhedens klippegrund. Sådan var det med en kvinde der havde mistet troen på bønnens værdi og ikke ville lære sine børn at bede. Hun havde lært at bede om de forkerte ting, og da hendes bønner ikke blev hørt gik hendes tro til grunde. Hun havde bygget den på sandgrund. Den person hun bad for overtrådte Guds retfærdige bud, og alligevel mente hun at Gud burde gøre et mirakel og beskytte ham. Hun blev tilskyndet til at tro dette af sin religiøse rådgiver, men hendes tro var sørgeligt forkert.
8 Selv en klippefast tro kan blive skrøbelig med tiden hvis den ikke bestandig opbygges og styrkes. Det forbavser os derfor ikke at nogle unges usikre tro undergraves når den udsættes for angreb. Bladet Time fortalte således: „De teologiske forelæsningers objektivitet forbavser undertiden studenterne, som hyppigt indskriver sig for at få deres tro styrket, ikke for at få den undersøgt.“ Det er derfor ikke så mærkeligt at de bliver overraskede når teologen begynder sin forelæsningsrække med et angreb på troens grundlag, idet han siger: „Bibelen indeholder den største samling mytologiske sagn i den vestlige civilisations historie.“ Det er klart at disse unge menneskers tro aldrig kan opbygges af dem der mangler troen, dem der sår tvivl om Guds ord. Nej, som Romerbrevet 10:17 siger: „Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.“ For at styrke og underbygge sin tro kræves der altså at man hører Guds ord med forståelse. — Jak. 1:5-8; Neh. 8:8.
9. Beskriv hvad sand tro er, og hvorfor det er så vigtigt at have denne tro.
9 Den sande tro leder os til Gud og styrker os til tjenesten for ham. Sand tro er ikke blot en passiv tro. Det er den lige så lidt nu som på Jesu og apostlenes tid. Der kræves en solid grundvold og en bevidst indsats for at opbygge den ved det rette studium og ved de rette omgangsfæller. Det er af uendelig stor betydning at den kristne opbygger sin tro, for den er bestemmende for hele hans liv, ja, for hele hans forhold til Skaberen. Paulus skrev: „Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen.“ Og atter erklærede Paulus: „Det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.“ Har din tro den samme betydning for det liv du lever? — Gal. 3:26; 2:20; 2 Tess. 1:3.
10. Hvordan kan man afværge angreb på troen?
10 Hvis man ved at man er svag i troen, er det af livsvigtig betydning at arbejde på at opbygge den. Den som har en svag tro er udsat for at blive angrebet på troen, for som Peter advarede: „Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge.“ For at afværge sådanne angreb fra Satans side opfordrer Peter: „Stå ham imod, faste i troen.“ Hvis man gør det, vil „al nådes Gud . . . selv fuldt ud berede, styrke, bekræfte, grundfæste jer“. (1 Pet. 5:8-10; Ef. 6:16) Hvordan styrker man troen? I Galaterbrevets tredje kapitel viser Paulus at man ved at udøve tro får Jehovas hellige ånds støtte når man angribes. Den omstændighed at der tales om beredelse og udøvelse i forbindelse med troen viser at det er nødvendigt at gøre en indsats for at opbygge troen. Hvis vi oprigtigt søger denne tro, vil det medføre at vi kommer til at stå i et ret forhold til Gud, ja, Gud forsikrer os om at han vil „erklære folk af nationerne retfærdige på grund af tro“. — Gal. 3:5, 6, 8, 22, NW.
11. Hvorfor bør vi ikke opgive håbet og mene at det er umuligt at behage Gud?
11 Mener du ikke at du vil kunne leve op til Guds retfærdige krav eller dele din tro med andre, ligesom Jesus gjorde? Med Guds ånds hjælp kan vi gøre det. Gud beder os ikke om at gøre det umulige. Som Jesus sagde: „Hvis du formår! alt er muligt for den, der tror.“ (Mark. 9:23) For at behage Gud må vor tro være fast og urokkelig. Som Hebræerbrevet 10:38 siger: „’Min retfærdige skal leve af tro;’ men ’hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.’“ I stedet for at unddrage os ønsker vi at gøre fremskridt, at leve i tro og at udøve vor tro daglig ved at dele den med andre.
Den sande tros Gud
12. Hvorfor har Gud ikke behag i en hvilken som helst tro?
12 Imidlertid kommer spørgsmålet om den sande tro igen ind i billedet hvis vi ønsker at Jehova skal have behag i os. Mange mennesker tror på en eller anden guddom. Paulus anerkendte dette, for han skrev, som vi læser i Første Korinterbrev 8:5, 6: „Der . . . er såkaldte guder, enten det nu er i himmelen eller på jorden — sådan som der jo er mange ’guder’ og mange ’herrer’.“ Men derefter understregede han at „der for os dog kun [er] en Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og en Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt“. Det vil derfor ikke behage den sande Gud, Jehova, at vi blot tror på en eller anden gud. Han siger at han vil ’lønne dem, der søger ham’. (Hebr. 11:6) Men hvis vi stædigt bliver ved med at søge ham det forkerte sted eller med en forkert opfattelse af ham, vil vi ikke finde ham, lige så lidt som vi vil finde en ven som vi søger efter i den forkerte gade. Heller ikke de der sætter deres lid til mennesker og benægter Guds magt og usynlige egenskaber som åbenbares i hans skaberværk, vil finde ham eller have den tro der behager ham. Ikke engang religiøse mennesker vil behage Gud hvis de sætter deres lid til billeder; herunder også — og læg mærke til det — billeder af „et forkrænkeligt menneske“, for de har ’ombyttet Guds sandhed med løgnen, og ærer og dyrker skabningen fremfor Skaberen’. (Rom. 1:20-25) Det der behager Gud er altså tydeligt nok troen på det rette. Det er den rette tro, en tro som er grundlagt på Guds ord og på kundskab om den Almægtige som et personligt, fornuftbegavet væsen. — Åb. 22:8, 9.
13. Hvad bør sand tro være grundlagt på, og hvilket grundlag har vi?
13 Sand tro må være grundlagt på kundskab om Skaberen. Efter at have stillet falsk religion i kontrast til den sande religion erklærede Moses: „[Du skal] vide, at [Jehova] din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud, der i tusinde slægtled holder fast ved sin pagt og sin miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans bud.“ (5 Mos. 7:9) Kan du sige at du ved at „[Jehova] din Gud er den sande Gud, den trofaste Gud“? Hvilke vidnesbyrd — både fra Bibelen og fra verden omkring os — har vi om at Gud eksisterer? Det er rigtigt at vi ikke kan se ham, for Gud er ånd; han er usynlig for os. Men det giver os ikke grund til at tro at han ikke eksisterer. Som Paulus siger i Romerbrevet 1:20: „Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger.“ (Hebr. 11:27) Vi ved at mennesket ikke har skabt universet og heller ikke har magt til at gøre det, og det er ulogisk at antage at det er blevet til uden medvirken af en fornuftbegavet skaberkraft i betragtning af både den levende og livløse materies indviklede opbygning.
14. Hvorfor er der ingen grund til ikke at tro, selv om Gud er usynlig?
14 Mange ting hvis eksistens vi erkender, er usynlige, men frembringer hørlige eller synlige virkninger; for eksempel tyngdekraften, luften, radiobølgerne, og visse lysbølger som er usynlige for det menneskelige øje men kan få sten til at gløde i mørke. Vi tror på disse ting som vi ikke kan se, fordi vi kender de virkninger de frembringer. Vi ser ikke den stærke vind der griber fat i os en blæsevejrsdag, men vi kan mærke den. Vi ser ikke tyngdekraftens stærke hånd som holder os fast til jorden, men vi mærker dens kraft når vi falder ned fra en stige og rammer jorden. Vi ser ingen ledninger som forbinder vort radio- eller fjernsynsapparat med en sender mange kilometer borte, og dog kommer det usynlige signal gennem luften og vi hører eller ser virkningerne af det. Gud er naturligvis ikke mindre mægtig eller underfuld end sit skaberværk. Og der er heller ikke mindre grund til at tro på hans eksistens end på eksistensen af disse ting, som vi erkender er virkelige.
15. Hvordan ved vi at Første Mosebog 1:1 taler sandt?
15 Den omstændighed at radioaktive stoffer i jorden i løbet af tusinder af år henfalder med en konstant hastighed der kan måles, viser at der er forløbet et bestemt tidsrum og at stoffet har haft en begyndelse. Ellers ville der ingen radioaktivitet være. Derfor opstår spørgsmålet: Hvordan og hvornår blev stoffet til? Den viden man kan få herom tjener til at styrke vor tro på Skaberen og på Bibelens beretning om hans skabergernings begyndelse. — 1 Mos. 1:1.
16. Hvordan er menneskers bestræbelser i sammenligning med Guds?
16 Atter kunne vi spørge: Hvor har planter, træer, og til sidst mennesket fået livet fra? Ikke fra mennesker, som ikke kunstigt kan fremstille selv de simpleste mikroorganismer. Det kan heller ikke være begyndt spontant med skabninger der står lavere end mennesket og som har haft endnu ringere forstandsevner end mennesket, når videnskabsmænd i vor tid med det sidste nye udstyr til deres rådighed ikke kunstigt kan fremstille den simpleste levende organisme. Som den store opfinder Thomas A. Edison skal have sagt: „Indtil mennesket har frembragt en kopi af en enkelt plante kan naturen le ad dets såkaldte videnskabelige kunnen.“ Ingen af menneskets bestræbelser kan tilnærmelsesvis måle sig med Jehovas skabervisdom. Derfor afgiver Bibelen det vidnesbyrd at Guds „usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning“. — Rom. 1:20; Sl. 19:1; 100:3.
17. Hvad har en fransk professor sagt om den filosofi der ignorerer Gud?
17 Professor Tresmontant, der holder forelæsninger over videnskabens filosofi ved Sorbonne i Paris, har sagt: „De der ikke finder nogen plads til Gud i deres filosofi må være forberedt på at skulle bevise at den fornuftløse, livløse materie har kunnet organisere sig selv, er blevet levende og har udrustet sig selv med bevidsthed og tanke . . . Materien må tillægges alle de egenskaber som teologerne specielt tillægger Gud, blandt andet en ophøjet intelligens, skaberevne og evig, autonom eksistens . . . Selv hvis man ved udfoldelse af stor tro accepterer den teori at det første store molekyle blev skabt ved et tilfældigt sammentræf mellem de rigtige atomer under de rigtige omstændigheder . . . måtte man atter henvise til tilfældet for hvert nyt stadium som forklaring på hvert nyt organs udvikling . . . Hvis man bliver ved med at tillægge tilfældet resultater der er direkte i modstrid med sandsynlighedens love, staver man i virkeligheden tilfældet med stort begyndelsesbogstav og bruger det som et synonym for Gud.“
Verdensforholdene ingen grund til at miste troen
18. Hvilke grunde giver Bibelen for de nuværende verdensforhold?
18 De der benægter Guds eksistens anfører undertiden den indvending at hvis Gud er mægtig og han virkelig eksisterer, hvorfor gør han så ikke noget ved verdensforholdene for at lindre menneskenes lidelser? Sådanne skeptikere er som regel ikke virkelig optaget af Skaberen eller interesseret i at tjene ham, men ønsker snarere en grund for at befri sig for troen og dens krav. De er ikke interesseret i Guds hensigter eller hvor de lever på tidens strøm, men snarere i hvad de selv kan opnå. Der findes et godt svar på deres spørgsmål i Bibelen, som åbenbarer at det ikke er Gud men hans gamle modstander Satan der er årsag til den nød og elendighed som menneskene lider under, hvorimod Gud gør noget og de der tjener ham gør noget, idet de nemlig henviser til det eneste der virkelig kan afhjælpe situationen, Guds rigsregering. (Åb. 12:12; 1 Joh. 5:19) Gud har tilladt at Satan udøver sin magt på jorden, så at Gud på sin side kan demonstrere sin magt og retfærdighed og lade sit navn forkynde, mens en stor skare, der forbliver trofast mod ham, samles på hans riges side. Det er ikke Gud der er årsag til vanskelighederne på jorden i dag, men som Moses sagde om menneskene: „De har af sig selv øvet ødelæggende gerninger; de er ikke hans børn, fejlen er deres egen. En forvendt og vanartet slægt!“ — 5 Mos. 32:4, 5, NW.
19. Hvorfor bør vi være lykkelige over at Gud er langmodig?
19 Lykkeligvis for os har Gud barmhjertigt givet tid til at Satans udfordring kan blive afgjort én gang for alle, samtidig med at han har givet os mulighed for at vise vor tro på ham og at tjene ham. „Hvad skal vi da sige? findes der mon uretfærdighed hos Gud? Nej, langtfra!“ I stedet stilles følgende tankevækkende spørgsmål: „Men hvad om nu Gud, skønt han vil vise sin vrede og kundgøre sin magt, dog i megen langmodighed har båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse, og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, . . .?“ I så fald bør vi være lykkelige for at han har givet os denne mulighed for at lære sandheden at kende og at tjene ham, i stedet for at blive fortørnede over at han ikke har udslettet den nuværende tingenes ordning og sammen med den mange retsindige mennesker som endnu kan lære livets vej at kende. — Rom. 9:14, 22, 23.
20. Hvordan vil Jehovas rige ophøje hans navn?
20 Den der bygger sin tro på Bibelen og er godt kendt med den, kan altså besvare spørgsmålet med at sige at der er flere grunde til at Gud har tilladt det onde at vare ved. Han har givet sin Modstander rigelig tid til at samle alle degenererede i himmelen og på jorden og stille sig i spidsen for dem der modstår Guds retfærdige hensigter, og derefter vil Gud vise sin magt, ikke blot i Harmagedon, når jorden renses for ondskaben for at gøre plads for rigsregeringen, men også til sidst, ved slutningen af Kristi tusindårige styre, når ondskaben udslettes for bestandig ifølge Jehovas store hensigt. (Åb. 20:7-10) Ved at udvise denne langmodighed og tålmodighed trods den kritik han har været udsat for fra Gud-vanærende menneskers side, vil Jehova ophøje sit navn gennem Rigets styre. — Mal. 3:14-18.
21. Hvordan giver Bibelen os den indstilling som kan hjælpe os til at undgå Satans snare?
21 Vi mennesker kan måske nok føle at tiden snegler sig af sted dag efter dag, og det kan gøre os utålmodige efter en hurtig forandring i forholdene, men det er anderledes for Gud, som er uden begyndelse og ende. Dog vil den tid som han har fastsat til fuldførelse af sit retfærdige formål med jorden, udløbe i dette slægtled, inden for de kommende få år. Lad os derfor ikke på dette sene tidspunkt i menneskets historie falde i den snare som Satan har sat og som hedder vantro og manglende tro. — Matt. 24:34; Sl. 92:8; Præd. 8:11-13.
Hvordan man opbygger den tro der behager Gud
22. (a) Hvordan kan man vise at man søger Gud? (b) Hvordan kan man give bevis på at den tro man har er virkelig?
22 Hvis du er blandt dem der ’søger Gud’ vil du nære ønske om at styrke din tro, og det kan du gøre ved studium og ved samvær med Jehovas vidner, som i dag lægger sand tro for dagen ved at bringe den gode nyhed om Guds rige ud til andre. Hvis du føler at du trænger til at få din tro styrket for at ikke du og din familie skal være blandt dem hvis tro lider skade, og som intet har at udbedre den med, så „læg vægt på“ at tilegne dig kundskab og dele den med andre, for „gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere“. (1 Tim. 4:13-16; 6:12; 2 Tim. 2:15) Sand tro er ikke en uhåndgribelig, uforklarlig fornemmelse. Hebræerbrevet 11:1 viser at troen er forbundet med noget virkeligt; ikke med noget uvirkeligt. Det man gør for sin tro er overfor andre et bevis på troens virkelighed og overbeviser dem om at ens tro på Gud og hans hensigter er en sikker forventning.
23. Hvad kan den tro der behager Gud sammenlignes med?
23 I stedet for at sætte vor lid til økonomiske midler som hurtigt kan miste deres værdi, eller til venner som måske viser sig at høre til den flygtige type, eller til en regering hvis ledelse kan forandre sig når man mindst venter det, lad os da sætte vor lid til den som virkelig kan hjælpe os, til den som har magt over liv og død. Måtte vor tro være lige så fast som Davids, dengang Jehova udfriede ham af Sauls hånd. Han udtrykte det smukt i Anden Samuelsbog 22:3, hvor der står: „Min Gud, mit bjerg, hvortil jeg tyr.“ Måtte vor tro være af en prøvet kvalitet, lutret som guld, men langt mere værd i Jehovas øjne. (1 Pet. 1:7) Den må ikke være som en havets bølge der kastes hid og did af vinden, men som et skib man har herredømme over, snart sikkert forankret mod stormen, snart sejlende støt i sin kurs, drevet fremad af Guds ånd. (Jak. 1:6, 7) Forvis dig om at du har den tro som Jesus talte om, at du følger „vejen“, sådan som apostlene gjorde, og at du har den tro der behager Gud. — 1 Joh. 5:4.